(2004/C 78 E/0932)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3929/03

af Stavros Xarchakos (PPE-DE) til Kommissionen

(19. december 2003)

Om:   Inflationsstigning i Grækenland

I mange EU-lande (især Grækenland) er priserne steget voldsomt siden euroens indførelse, hvilket har medført store indkomsttab for forbrugerne. I den græske presse blev det for nylig nævnt, at der vil komme nye forhøjelser af priserne på grundlæggende varer såsom f.eks. mel, hvilket helt sikkert vil udløse en kædereaktion i form af prisstigninger på markedet. Det bør understreges, at producenterne i landbrugsområder i Grækenland, såsom f.eks. Thessalien, klager over, at der i landbrugskooperativernes lagre findes tusinder afton usolgt græsk hvede af den fineste kvalitet (i et enkelt tilfælde fra en landsby i Larisas amt er det blevet berettet, at der findes 700 ton hvede, som i månedsvis har ligget usolgt hen), samtidig med, at der i Grækenland endda importeres hvede fra det fjerne Australien.

Er det i modstrid med fællesskabslovgivningen at pålægge store bøder og iværksætte andre sanktioner imod virksomheder, der hele tiden forhøjer priserne, driver spekulation og snyder forbrugerne ved f.eks. at reklamere med »fastfrysning af priserne« samtidig med, at priserne tydeligvis stiger? Hvilke sanktioner vil der kunne indføres, og hvor høj vil den maksimale bøde kunne være? Kan der også iværksættes sanktioner mod de virksomheder, der bekendtgør andre salgspriser for produkter (f.eks. gennem reklamer i pressen eller mærkater på hylderne) end dem, de i sidste ende afkræver forbrugerne? Hvad har været de tre højeste bøder eller andre hårde sanktioner, der er blevet pålagt virksomheder i euroområdet i løbet af de sidste to år efter euroens indførelse? Hvad er den højeste bøde eller sanktion af anden art, der af samme årsager er blevet pålagt en græsk virksomhed fra den 1. januar 2002 og indtil i dag?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti

(19. februar 2004)

Det er i princippet ikke i strid med EU-retten, hvis en medlemsstat pålægger virksomheder bøder, fordi de gennemfører urimelige prisforhøjelser, snyder forbrugerne eller udsender urigtige oplysninger om deres priser. Desuden skal medlemsstaterne sikre, at de relevante bestemmelser i EU-lovgivningen overholdes, og det vil i dette tilfælde sige de harmoniserede regler om beskyttelse af forbrugerne og de fælles konkurrenceregler (1).

Disse EU-regler regulerer i sig selv virksomhedernes adfærd og forbyder visse former for praksis, der betragtes som uacceptable.

På forbrugerbeskyttelsesområdet erindres der om, at EU allerede har vedtaget lovgivning, der tjener til at dæmme op for visse former for vildledende eller illoyale praksis over for forbrugerne og bestemte praksis med hensyn til angivelse af priser. Det drejer sig først og fremmest om direktiv 84/450/EØF (2) med efterfølgende ændringer (3), der handler om vildledende reklame, og som tjener til at sikre, at der i medlemsstaterne findes effektive midler til at kontrollere, retsforfølge og sanktionere vildledende reklamer rettet mod forbrugerne. For at forbedre oplysningerne til forbrugerne er det i direktiv 98/6 om angivelse af priser (4) desuden fastsat, at forhandlere, der udbyder varer til forbrugerne, skal angive såvel salgsprisen som prisen pr. måleenhed. Ifølge samme direktiv skal medlemsstaterne sikre, at overtrædelser af denne forpligtelse straffes med effektive sanktioner, der står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning. Endelig fremsatte Kommissionen i juni 2003 et forslag til direktiv om en fuldstændig harmonisering af reglerne vedrørende urimelig handelspraksis i EU (5). Hovedelementet i dette forslag er et generelt forbud mod urimelig handelspraksis, således som dette udtryk er defineret i direktivforslaget, og som bl.a. omfatter handelspraksis, der er vildledende eller aggressiv.

Når først alle disse EU-bestemmelser på forbrugerbeskyttelsesområdet er blevet gennemført i medlemsstaternes nationale lovgivning, vil det blive muligt at afsløre erhvervsdrivende, der giver forbrugerne vildledende prisoplysninger.

EU's konkurrencelovgivning forbyder virksomheder at misbruge en dominerende stilling, såfremt dette påvirker handelen mellem medlemsstaterne. Et misbrug kan eksempelvis bestå i at sælge varer til urimeligt høje priser eller indrømme bestemte kunder særlige fordele, således at konkurrenterne stilles ringere i konkurrencen.

EU's konkurrenceregler giver også mulighed for at skride ind over for aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og alle former for samordnet praksis, hvis de tjener til at hæve priserne (6).

EU's konkurrencelovgivning fastsætter også, at virksomhederne kan pålægges bøder for overtrædelse af reglerne. Det maksimale bødebeløb er begrænset til 10 % af virksomhedens samlede omsætning i det foregående regnskabsår (jf. artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 (7) og (fra 1. maj 2004) artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (8)).

De tre højeste bøder, der er blevet pålagt virksomheder i kartelsager i euroområdet de sidste tre år, er bøden til Degussa (118 125 000 EUR) i Methionine-beslutningen (9), bøden til Lafarge (249 600 000 EUR) i gipsplade-beslutningen (10) og bøden til Hoechst (99 000 000 EUR) i Sorbates-beslutningen (11). I sager om misbrug af dominerende stillinger var de største bøder bøden til Deutsche Telecom (12 600 000 EUR) (12) og bøden til Wanadoo (10 350 000 EUR) (13). Ingen græsk virksomhed er blevet pålagt en bøde som følge af overtrædelse af EU-reglerne de sidste to år.

(1)  Fra den 1. maj 2004 reguleres forholdet mellem EU's konkurrenceregler (karteller og misbrug af dominerende stillinger) og medlemsstaternes nationale konkurrenceret af artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003). Medlemsstaterne kan vedtage en mere restriktiv national lovgivning, der forbyder eller sanktionerer ensidig adfærd fra virksomheders side (i modsætning til især karteller mellem virksomheder).

(2)  Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (EFT L 250 af 19.9.1984).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage sammenlignende reklame (EFT L 290 af 23.10.1997).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (EFT L 80 af 18.3.1998).

(5)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af direktiverne 84/450/EØF, 97/7/EF og 98/27/EF (direktiv om urimelig handelspraksis) (KOM(2003) 356 endelig udg.).

(6)  Som det også er tilfældet i forbindelse med misbrug af en dominerende stilling, gælder forbuddet kun, hvis den pågældende praksis påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(7)  Rådets forordning nr. 17/62: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 (nu 81) og 86 (nu 82) (specialudgave 1959-62, s. 81), EFT P 13 af 21.2.1962, s. 204.

(8)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003).

(9)  Kommissionens beslutning af 2. juli 2002 (EUT L 255 af 8.10.2003).

(10)  Kommissionens beslutning af 27. november 2002 (endnu ikke offentliggjort).

(11)  Kommissionens beslutning af 1. oktober 2003 (endnu ikke offentliggjort).

(12)  Kommissionens beslutning af 21. maj 2003 (EUT L 263 af 14.10.2003).

(13)  Kommissionens beslutning af 16. juli 2003 (endnu ikke offentliggjort).