Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E003408

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3408/03 af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen. Ulovlig indvandring — de tyske konsulære tjenester.

EUT C 78E af 27.3.2004, pp. 810–811 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

27.3.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/810


(2004/C 78 E/0859)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3408/03

af José Ribeiro e Castro (UEN) til Kommissionen

(17. november 2003)

Om:   Ulovlig indvandring — de tyske konsulære tjenester

Ifølge forlydender i pressen har de portugisiske institutioner SEF (indvandringsmyndighederne) IGT (arbejdstilsynet) og ACIME (højkommissariatet for indvandring og etniske mindretal) beskyldt de tyske konsulære tjenester i lande som Ukraine, Moldavien og Rusland for at bære hovedansvaret for den stigende strøm af ulovlige indvandrere fra Østeuropa til Portugal.

I henhold til rapporten fra disse institutioner om indvandringen fra Øst og de nye realiteter, muligheder og udfordringer i den forbindelse har de tyske konsulære tjenesters forsømmelighed gjort det muligt for borgere østfra at komme ind i Schengen-området, navnlig som turister, og forblive dér som ulovlige indvandrere.

Dette forhold bekræftes af den undersøgelse, som centret for samfundsstudier ved universitetet i Coimbra har foretaget af 735 indvandrere fra de østlige lande, hvoraf det fremgår, at seks ud af ti indvandrere er kommet ind i Portugal med visa udstedt af de tyske myndigheder. Kommissionen bedes besvare følgende spørgsmål:

Har den modtaget oplysninger om den påståede forsømmelighed hos de tyske konsulære tjenester i de østeuropæiske lande?

Hvilke skridt har den taget eller agter den at tage for at henlede de tyske myndigheders opmærksom på nødvendigheden af at følge en strengere kurs?

Hvilke oplysninger råder Kommissionen over vedrørende de ulovlige indvandringer, der har fundet sted i den senere tid, og de metoder, der anvendes for at komme ind i Schengen-området?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Antonio Vitorino

(29. januar 2004)

Kommissionen er ikke bekendt med, at der i Portugal befinder sig ulovlige indvandrere fra Østeuropa, som er kommet ind i landet ved hjælp af Schengen-visa, der er udstedt af de tyske myndigheder. Den vil anmode de to berørte medlemsstater om at forelægge oplysninger herom. Det ærede medlem vil blive holdt orienteret om resultaterne af Kommissionens undersøgelse.

En gang om måneden udveksles der oplysninger om ulovlig indvandring i Rådets arbejdsgruppe »Oplysnings-, analyse- og udvekslingscentret om grænsepassage og indvandring« (CIREFI). Endvidere udsender Europol regelmæssigt en meddelelse om ulovlig indvandring med fokus på kriminelle netværk, der er involveret i menneskesmugling.

Endvidere forelagde Kommissionen den 25. november 2003 et forslag til Rådets beslutning om oprettelse af et sikkert, web-baseret informations- og koordineringsnet for medlemsstaternes indvandringsmyndighe-der (1). Netværket sigter primært mod at lette udvekslingen af strategiske og taktiske oplysninger om uregelmæssige eller ulovlige migrationsstrømme og -tendenser.

Desuden er samarbejdet mellem forbindelsespersoner på indvandringsområdet i tredjelande vigtigt for udvekslingen af oplysninger om sådanne tendenser. Den 2.-3. oktober 2003 nåede RIA-Rådet til politisk enighed om det græske initiativ med henblik på en rådsforordning om oprettelse af et net af forbindelsespersoner på indvandringsområdet. Formålet med forordningen er at formalisere et sådant nets eksistens og funktion — på basis af de erfaringer, der er indhøstet på baggrund af igangværende projekter.


(1)  KOM(2003) 727 endelig udg.


Top