27.3.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/740

1.

Har Rådet erfaret, at der i henhold til en amerikansk lov gældende fra 1. juli 2003 ikke vil blive ydet finansiel bistand til de ca. 50 stater, som har ratificeret Den Internationale Straffedomstols statut i Haag?

2.

Har Rådet kendskab til, at de nye EU-medlemsstater Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien og Bulgarien hører til de 35 stater, som hidtil har modtaget finansiel støtte fra USA, men at disse i fremtiden kun vil kunne modtage støtte, hvis de indgår en »artikel 98-aftale«, hvori de lover, at de aldrig vil udlevere amerikanske statsborgere til Den Internationale Straffedomstol i Haag?

3.

Betragter Rådet dette nye skridt som en optrapning af De Forenede Staters strategi, som allerede omfatter den »American Service Members Protection Act«, som i mellemtiden har fået tilnavnet »The Hague Invasion Act«, og aftalen med den nye EU-medlemsstat Rumænien om undtagelser til fordel for amerikanske statsborgere, som blev undertegnet den 1. august 2002?

4.

Erkender Rådet, at denne optrapning vil have til følge, at straffedomstolen ikke kan fungere hensigtsmæssigt, og at fremtidige krigsforbrydelser, som f.eks. i det tidligere Jugoslavien og i Rwanda, permanent vil kunne forblive ustraffede i de tilfælde, hvor der ikke iværksættes en hensigtsmæssig national retsforfølgelsesprocedure?

5.

Hvad kan Rådet gøre for at imødegå, at EU's medlemsstater og nye medlemsstater fortsat sættes under pres med hensyn til permanent at standse deres samarbejde med Den Internationale Straffedomstol, hvilket er i strid med Rådets fælles holdning, der blev vedtaget i 2001 og 2002?

1.

Rådet erindrer om, at EU tillægger det stor betydning, at Rom-statutten bevarer sin integritet.

Rådet bekræfter, at det har modtaget oplysninger både fra ngo'er og fra de pågældende tredjelande om, at USA har lagt meget kraftigt pres på dem for at få dem til at indgå aftaler om ikke-overgivelse. Dette pres består hovedsagelig i trusler fra USA om at indstille den militære bistand, som ydes i henhold til American Service members Protection Act, den såkaldte ASPA (der trådte i kraft fra 1. juli 2003). Det er blevet nævnt, at der bl.a. også kan blive tale om en beslutning om at indstille enhver form for amerikansk bistand til nogle af disse lande. De amerikanske myndigheder har dog kraftigt dementeret sidstnævnte oplysning.

2.

Rådet er sig bevidst, hvad gennemførelsen af nævnte amerikanske beslutning vil medføre for de europæiske lande, det ærede medlem nævner. NATO-medlemmer vil ikke blive berørt heraf, men seks kommende EU-medlemsstater (Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien og Bulgarien), der ikke forventes at ville tiltræde NATO før 2004, vil miste betydelige midler pr. 1. oktober. Det var formålet med disse midler at hjælpe de pågældende lande med at gøre deres væbnede styrker fuldt interoperable med NATO-styrkerne.

3.

Rådet minder om, at det ved enhver given lejlighed (EU's fælles holdninger, vejledende principper og forskellige henvendelser i tredjelande) på ny har bekræftet sin konsekvente og klare holdning til ASPA og bilaterale aftaler om ikke-overgivelse. Når USA har henvendt sig til medlemsstaterne med forslag om ikke-overgivelsesaftaler, har disse i Rådet søgt at finde frem til en fælles EU-holdning til disse forslag. Lige siden USA indledte denne taktik, har Rådet sat et klar politisk mål for sådanne fælles holdninger: rammerne for løsninger med henblik på at imødekomme USA's ønsker skal være af en sådan karakter, at Rom-statuttens integritet bevares og ICC's virke ikke undergraves.

Der skal særlig henvises til de vejledende EU-principper i bilaget til Rådets konklusioner af 30. september 2002. I disse vejledende principper finder Rådet, at indgåelse af bilaterale aftaler — i deres nuværende form — er uforeneligt med de forpligtelser, som stater, der er parter i ICC, har i henhold til ICC-statutten, og eventuelt også vil være uforeneligt med andre internationale aftaler, som ICC-staterne er parter i. Endvidere bør enhver løsning omfatte passende operative bestemmelser, der sikrer, at personer, der har begået forbrydelser, som falder ind under domstolens jurisdiktion, ikke nyder straffrihed. Sådanne bestemmelser bør sikre en passende efterforskning og — hvis der foreligger tilstrækkeligt bevis — nationale retsmyndigheders retsforfølgning af personer på ICC's anmodning. Under alle omstændigheder bør en løsning kun omfatte personer, som ikke er statsborgere i en stat, der er part i ICC. En løsning bør kun omfatte personer, som opholder sig på den anmodede stats område, fordi de er blevet sendt dertil af udsendelsesstaten, og overgivelse kan ikke anses for at omfatte transit.

Der gøres opmærksom på, at de ti tiltrædende lande støttede EU's fælles holdning fra juni 2003, og at også de associerede lande (Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet) samt EFTA-landene tilsluttede sig den.