Válassza ki azokat a kísérleti funkciókat, amelyeket ki szeretne próbálni

Ez a dokumentum az EUR-Lex webhelyről származik.

Dokumentum 92003E003882

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3882/03 af Cristina Gutiérrez-Cortines (PPE-DE),Bernd Lange (PSE), Karl-Heinz Florenz (PPE-DE)og Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE) til Kommissionen. Inspire-initiativet.

EUT C 78E af 27.3.2004., 667–668. o. (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

az Európai Parlament honlapja

27.3.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/667


(2004/C 78 E/0710)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3882/03

af Cristina Gutiérrez-Cortines (PPE-DE),

Bernd Lange (PSE), Karl-Heinz Florenz (PPE-DE)

og Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE) til Kommissionen

(16. december 2003)

Om:   Inspire-initiativet

EU-politikker med betydning for den fysiske planlægning som f.eks. Natura 2000-netværket, rammedirektivet om vand og den fremtidige politik for jordbundsbeskyttelse kræver omfattende miljøoplysninger baseret på kartografi for at kunne gennemføres.

I sin betænkning om den tematiske strategi for jordbundsbeskyttelse (A5-0354/2003) vedtaget den 19. november 2003 opfordrede Parlamentet indtrængende Kommissionen til hurtigt at give sig i kast med dette problem.

For så vidt glæder vi os over lovgivningsinitiativet Inspire, som kommissærerne Solbes, Busquin og Wallström påtog sig at gennemføre i aftalememorandummet fra 2002 og Kommissionens arbejdsprogram for 2003.

De oplysninger, Kommissionen stiller til rådighed på internettet, viser, at der er sket store fremskridt i retning af gennemførelse af det nævnte initiativ takket være offentlige og private organers bidrag og medlemsstaternes og tiltrædelseslandenes støtte.

Vi er klar over, at hvis der ikke er et juridisk mandat, vil hindringerne for en yderligere udvikling inden for indsamling af oplysninger ikke blive fjernet, hvorfor gennemførelsen af EU's politikker med betydning for den fysiske planlægning vil blive forsinket betydeligt. Vi forstår derfor, at Inspire-initiativet er det rette instrument.

Vil Kommissionen vedtage lovgivningsinitiativet Inspire i overensstemmelse med den hensigt, der er kommet til udtryk i de ovennævnte dokumenter, og vil den holde sit løfte med hensyn til de heri angivne datoer?

I bekræftende fald: Kan Kommissionen kort redegøre for, hvor langt man hidtil er kommet med hovedlinjerne i det kommende forslag?

I benægtende fald: Kan Kommissionen forklare, hvorfor den har ændret holdning med hensyn til de datoer, der er angivet i aftalememorandummet og i arbejdsprogrammet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(5. februar 2004)

Det aftalememorandum vedrørende Inspire, som blev underskrevet af kommissionsmedlemmerne med ansvar for henholdsvis miljø, økonomiske og finansielle anliggender og forskning, tjener som grundlag for samarbejdet mellem Generaldirektoratet for Miljø, Eurostat og Det Fælles Forskningscenter om udvikling af Inspire-initiativet. Hovedformålet med Inspire er at skabe harmoniserede kilder til geografisk information til brug ved udformning, gennemførelse og evaluering af fællesskabspolitikker.

Som anført i aftalememorandummet består initiativets første fase i at fastlægge en retlig ramme for koordinering af indsamlingen og anvendelsen af og adgangen til geografisk information. Kommissionen havde i overensstemmelse med aftalememorandummet opført vedtagelsen af en retlig ramme for Inspire på sit 2003-arbejdsprogram, hvilket også indebar, at der skulle foretages en udvidet konsekvensanalyse.

Som følge af arbejdet med andre presserende lovgivningsforslag i slutningen af 2003 måtte Kommissionen imidlertid udsætte vedtagelsen af Inspire-initiativet. Desuden havde den udvidede konsekvensanalyse vist, at der var en række spørgsmål omkring ambitionsniveauet for Inspire og det potentielle finansieringsbehov for gennemførelsen, som krævede yderligere overvejelser.

Kommissionen har derfor igen medtaget Inspire-forslaget på sit arbejdsprogram for 2004. Inspire er fortsat et selvstændigt initiativ, men sikrer også, at der kan udvikles synergi med andre beslægtede aktioner inden for en komplementær tilgang. De spørgsmål vedrørende investeringsbehovet, der rejses i rapporten om konsekvensanalysen, vil blive løst ved at sørge for, at Inspire målrettes mod hovedkravene for et fællesskabsinitiativ, og ved at foretage en tilsvarende revision af konsekvensanalysen.

I betragtning af, at så mange aktører har udtrykt støtte til Inspire, arbejder Kommissionen videre med dette initiativ, og den satser på at færdiggøre lovforslaget om Inspire, således at det kan vedtages i andet kvartal af 2004. Det vil være et første skridt hen imod etableringen af en multisektorramme for behandling af og adgang til information med en fysisk planlægningsdimension baseret på en fælles geografisk ramme.


Az oldal tetejére