Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E003846

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3846/03 af Maj Theorin (PSE) til Kommissionen. Kvinder og konflikter.

EUT C 78E af 27.3.2004, p. 658–658 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

27.3.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/658


(2004/C 78 E/0700)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3846/03

af Maj Theorin (PSE) til Kommissionen

(12. december 2003)

Om:   Kvinder og konflikter

I betænkningen om kvinders deltagelse i en fredelig løsning af konflikter (A5-0308/2000), som Parlamentet vedtog i november 2000, beskrives det, hvordan kvinder i alle konflikter udsættes for voldtægt og overgreb, mens de meget sjældent deltager i fredsprocessen. I FN-rapporten om »Kvinder, krig og fred« af 2002, som har samme tema som betænkningen (A5-0308/2000), stilles der forslag om tiltag, som skal styrke kvinders rettigheder.

Hvad agter Kommissionen at gøre for at styrke kvinders deltagelse i fredsprocessen?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Chris Patten

(29. januar 2004)

Det er afgjort nødvendigt at træffe foranstaltninger af praktisk art for at sikre, at kvinder inddrages fuldt ud i freds- og sikkerhedsmæssige anliggender, og at kønsperspektivet derved integreres i disse spørgsmål.

Kommissionen vil, i det omfang den har mulighed herfor, fortsat arbejde for at finde effektive løsningsmodeller på kønsaspekterne i forbindelse med krisestyring og konfliktforebyggelse. Kommissionens »dobbelte« tilgang til kønsmainstreaming sikrer ikke blot, at kønsaspektet integreres på politisk plan, men også, at der ydes støtte til specifikke kønsrelaterede programmer og projekter. Herudover er køns-dimensionen et evalueringskriterium for al EU-støtte. Det skal fremhæves, at Kommissionens tilgang til kønsmainstreaming regelmæssigt revideres og diskuteres med medlemsstaterne.

Som eksempler på praktiske foranstaltninger, Kommissionen har truffet, kan nævnes støtte til særlige aktioner som f.eks. dem, der er iværksat i Angola til fremme af styrkelsen af forbindelserne mellem kvindegrupper, ngo'er og andre; endvidere har den ydet støtte til initiativer, iværksat af kvinder, i lokalsamfundene på Cypern. Et yderligere eksempel er Afghanistan, hvor Kommissionen har genetableret mødesteder for kvinder, som f.eks. hammam'er. Endelig kan nævnes Tjetjenien, hvor der er blevet ydet støtte til oprettelse af sundhedscentre for mødre og børn.

Herudover skal inddragelsen af kønsaspektet som et kerneelement i EU's pilotprogrammer for civil krisestyring ses som et konkret skridt hen imod en bevidstgørelse af de politiske beslutningstagere om betydningen af at inddrage kønsperspektivet i fredsskabende aktioner. Indtil dato er der blevet uddannet 260 eksperter af uddannelsesinstitutioner i ni forskellige medlemsstater.


Top