27.3.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 78/34

1.

Har Kommissionen kendskab til Verdensbankens publikation »Global Development Finance« af 2. april 2003, ifølge hvilken migranter, som overfører en del af deres indkomster i økonomisk højtudviklede lande til familiemedlemmer i den tredje verden eller på anden vis investerer i disse lande, nu betragtes som en uundværlig finansieringskilde for udviklingslandene, der tilmed er mere stabil end normale lån?

2.

Er Kommissionen klar over, at denne finansieringskilde vedrører særdeles store beløb, og at det samlede beløb fra alle rige lande er steget fra 64,5 mia. EUR i 2000 til 74 mia. EUR i 2002, og at bidragene fra EU-medlemsstaterne i 2002 fordeltes som følger (USD): Tyskland 8,2; Belgien 8,1; Frankrig 3,9; Luxembourg 3,1; Italien 2,6; Spanien 2,2; Nederlandene 1,5 og Det Forenede Kongerige 1,3?

3.

Hvad mener Kommissionen om de konklusioner, som Verdensbank-forskeren Dilip Ratha er nået frem til, nemlig at mere migration kan give verden store fordele, og at de rige lande derfor bør lette den internationale migration? Er denne vision efter Kommissionens opfattelse forenelig med problemerne med hensyn til presset på de offentlige arealer, de mulige modsætningsforhold mellem befolkningsgrupper med forskellige kulturer og med EU-medlemsstaternes tendens til kun at give et begrænset antal arbejds-migranter adgang, der kan opfylde behov, som ikke eller ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaternes egne indbyggere?

4.

Hvordan kan EU bidrage til, at lande i den tredje verden ikke bliver stadig mere, men netop mindre afhængige af indkomster, der oppebæres ved arbejde i Europa, f.eks. ved, at man — i stedet for at fremme den økonomiske vækst i EU og efterfølgende investere profitten andetsteds — direkte sørger for, at denne vækst i højere grad sker andre steder i verden?

1.

Kommissionen er bekendt med Verdensbankens rapport, som det ærede medlem henviser til. Rapporten indeholder et kapitel om pengeoverførsler fra arbejdstagere som en vigtig og stabil kilde til ekstern udviklingsfinansiering, ved Dilip Ratha, forsker i verdensbanken.

2.

Kommissionen har noteret, at de pågældende tal er angivet i rapporten.

3.

Ifølge rapporten er fremme af arbejdskraftens mobilitet mellem hjemland og bestemmelsesland måske den vigtigste — og mest kontroversielle — måde til at øge strømmen af pengeoverførsler til udviklingslandene. Selv om dette skulle være tilfældet, er det efter Kommissionens mening ikke tilstrækkelig grund til at fremme en stigning i arbejdskraftens internationale mobilitet. Set fra udviklingslandenes synspunkt kan international migration have negative konsekvenser som f.eks. hjerneflugt, som allerede forekommer i adskillige sektorer og regioner (f.eks. lægevirksomhed i de afrikanske lande). Selv om nettoudbyttet for udviklingslandene ikke nødvendigvis er negativt, da output-tabet ved udvandring af uddannet arbejdskraft delvis opvejes af fortjenester i form af pengeoverførsler og netværkseffekt (forretningsforbindelser, investeringer, teknologisk hjælp, uddannelsesstøtte, osv.), bør migration forvaltes med stor forsigtighed. EU har som bekendt interne hensyn at tage, som gør, at det ikke kan gå ind for et fuldstændig liberaliseret internationalt arbejdsmarked. EU's indvandringspolitik er og vil fortsat være baseret på konceptet om migrationsstyring, som bl.a. giver mulighed for synergieffekter mellem de udviklingspolitiske og indvandringspolitiske mål.

For så vidt angår migranters pengeoverførsler, vil det — i udviklingssamarbejdsøjemed — være hensigtsmæssigt at yde støtte til at opnå billigere og mere pålidelige pengeoverførsler. Rapporten oplyser, at omkostningerne ved at overføre penge ofte overstiger 20 % af beløbet. Hvis disse omkostninger blev reduceret til under 10 %, ville det ifølge rapporten betyde en årlig besparelse på 3,5 mia. EUR. for de vandrende arbejdstagere.

4.

En af prioriteterne i EU's eksterne politik et at fremme en høj og bæredygtig vækst i udviklingslandene selv, og EU støtter denne politik ved en række finansierings- og tekniske bistandsinstrumenter verden over. I en meddelelse for nylig om »Integration af migrationsanliggender i Den Europæiske Unions forbindelser med tredjelande« (1) foreslog Kommissionen flere relevante politikker, som f.eks. at forbedre den effektive markedsadgang for udviklingslandenes produkter til EU, øge Syd-Syd-handelen, fremme udenlandske direkte investeringer til udviklingslandene, fremme ordninger med udlicitering fra de udviklede lande til udviklingslandene (navnlig i IT- og FTU-sektorerne), styrke migranternes indsats for at bidrage til den økonomiske og sociale udvikling i hjemlandet (uden at vende permanent tilbage), osv. Pengeoverførsler fra migranter kan således bidrage til at skabe en højere og mere stabil vækst i modtagerlandene, hvilket også underbygges af den kendsgerning, at pengeoverførslerne i stadig højere grad anvendes til investeringsformål.