Sag T-12/06

Deltafina SpA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – aftaler – det italienske marked for køb og første forarbejdning af råtobak – beslutning, der fastslår en tilsidesættelse af artikel 81 EF – fastsættelse af priser og opdeling af markedet – bødefritagelse – samarbejde – bøder – proportionalitet – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – indrømmelse af en betinget bødefritagelse inden vedtagelsen af Kommissionens endelige beslutning – rækkevidde

[Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 8, litra a) og b), punkt 11, litra a)-c), punkt 15, 16, 18 og 19]

2.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – fuld bødefritagelse – betingelser

[Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 11, litra a)]

3.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – klagepunktsmeddelelse – midlertidig karakter

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

4.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – indrømmelse af en betinget bødefritagelse inden vedtagelsen af Kommissionens endelige beslutning – Kommissionens afslag på at indrømme en endelig bødefritagelse – tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – foreligger ikke

(Art. 81 EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03, punkt 11)

5.      Institutionernes retsakter – retningslinjer for beregningen af bøder for overtrædelse af konkurrencereglerne – retsakt, der skal fremkalde retsvirkninger udadtil – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

6.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – overtrædelser, der kvalificeres som meget alvorlige alene på grund af deres egen beskaffenhed

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03)

7.      Konkurrence – bøder – beslutning om pålæggelse af bøder – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23)

8.      Konkurrence – administrativ procedure – aktindsigt – Kommissionens pligt til at udlevere interne dokumenter – foreligger ikke

(Art. 81 EF)

1.      Når Kommissionen modtager en anmodning om bødefritagelse i medfør af dens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, vurderer den det af den pågældende virksomhed tilvejebragte bevismateriale til støtte for anmodningen med henblik på at undersøge, om denne virksomhed opfylder de betingelser, som, afhængigt af tilfældet, er anført i punkt 8, litra a) eller b), i samarbejdsmeddelelsen. Hvis denne virksomhed er den første til at opfylde disse betingelser, indrømmer Kommissionen den skriftligt en betinget bødefritagelse.

Tildelingen af en betinget bødefritagelse indebærer derfor, at der opstår en særlig processuel stilling i løbet af den administrative procedure til fordel for den virksomhed, der opfylder de betingelser, der er anført i punkt 8 i samarbejdsmeddelelsen, som afstedkommer visse juridiske virkninger. Denne betingede bødefritagelse er dog på ingen måde sammenlignelig med den endelige bødefritagelse, som først indrømmes ved afslutningen af den administrative procedure.

I særdeleshed er indrømmelsen af en betinget bødefritagelse dels et bevis for, at den berørte virksomhed har været den første til at opfylde de betingelser, der er nævnt i punkt 8, litra a) og b), i samarbejdsmeddelelsen, således at Kommissionen ikke vil overveje andre anmodninger om bødefritagelse, før den har taget stilling til dens anmodning, dels en forsikring for nævnte virksomhed om, at Kommissionen vil indrømme den en bødefritagelse, hvis den ved afslutningen af den administrative procedure i forhold til denne virksomhed opfylder betingelserne i punkt 11, litra a)-c), i samarbejdsmeddelelsen.

Det er først ved afslutningen af den administrative procedure, når Kommissionen vedtager den endelige beslutning, at den i denne beslutning indrømmer eller ikke indrømmer egentlig bødefritagelse til den virksomhed, der har fået betinget bødefritagelse. Det er præcist på det tidspunkt, at den processuelle stilling, der udspringer af den betingede bødefritagelse, ophører med at have virkninger. Dog bliver den endelige bødefritagelse kun indrømmet, hvis nævnte virksomhed igennem hele den administrative procedure og frem til tidspunktet for den endelige beslutning opfylder de tre kumulative betingelser, der er omhandlet i punkt 11, litra a)-c), i samarbejdsmeddelelsen.

Det fremgår således af ordningen, sådan som det er fastsat i samarbejdsmeddelelsen, at før den endelige beslutning opnår den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, ikke en egentlig bødefritagelse, men drager udelukkende fordel af en processuel stilling, som kan udvikle sig til en bødefritagelse ved afslutningen af den administrative procedure, hvis de foreskrevne betingelser er opfyldt.

(jf. præmis 113-115, 117 og 118)

2.      Indrømmelsen af fuld bødefritagelse udgør en undtagelse til princippet om virksomhedens personlige ansvar for overtrædelse af konkurrencereglerne, som kan retfærdiggøres ud fra det formål at belønne afsløring af, bevisfremskaffelse for, bekæmpelse af samt afskrækkelse fra former for adfærd, der er blandt de alvorligste indskrænkninger af konkurrencen. Under disse omstændigheder er det derfor logisk, at til gengæld for indrømmelsen af fuld bødefritagelse for den ulovlige adfærd, som virksomheden har begået, skal den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, ifølge selve ordlyden af punkt 11, litra a), i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager, samarbejde »fuldt ud, permanent og effektivt« under Kommissionens undersøgelse.

Det kan udledes af kvalifikationen af samarbejdet som »fuldt ud«, at det samarbejde, som ansøgeren om bødefritagelse skal præstere over for Kommissionen for at få bødefritagelse, skal være fuldkomment, ubetinget og uden forbehold. Kvalificeringen som »permanent« og »effektivt« medfører, at dette samarbejde skal strække sig under hele den administrative procedure, og det skal i princippet være øjeblikkeligt.

Derudover er en bødenedsættelse på grundlag af samarbejdsmeddelelsen kun berettiget, såfremt de fremlagte oplysninger og den pågældende virksomheds adfærd i almindelighed i denne forbindelse kan betragtes som udtryk for et virkeligt samarbejde fra dennes side. Som det fremgår af selve begrebet samarbejde, således som dette er fremhævet i teksten til samarbejdsmeddelelsen, er det således kun, såfremt den berørte virksomheds adfærd viser en sådan samarbejdsindstilling, at der kan gives en nedsættelse på grundlag af den nævnte meddelelse. Denne betragtning finder så meget desto mere anvendelse på det samarbejde, der er nødvendigt for at berettige en fuld bødefritagelse, i det omfang bødefritagelsen udgør en behandling, der er endnu mere favorabel end blot en bødenedsættelse.

Begrebet »fuldt ud, permanent og effektivt« samarbejde, som berettiger en indrømmelse af fuld bødefritagelse, indebærer derfor et virkeligt og fuldendt samarbejde, som er karakteriseret ved en reel samarbejdsånd.

En virksomhed, som ønsker at få fuld bødefritagelse på grundlag af sit samarbejde i forbindelse med undersøgelsen, kan i den forbindelse ikke undlade at oplyse Kommissionen om relevante faktiske omstændigheder, som den har kendskab til, og som, i hvert fald potentielt, kan påvirke afviklingen af den administrative procedure og effektiviteten af Kommissionens bevisfremskaffelse. Et virkeligt og fuldendt samarbejde forudsætter således, at den berørte virksomhed under hele den administrative procedure rettidigt informerer Kommissionen om enhver relevant omstændighed, der kan have en negativ indflydelse på den korrekte afvikling af undersøgelsen samt på afsløringen og den effektive bekæmpelse af det pågældende kartel. Denne informationsforpligtelse er så meget desto vigtigere, når en sådan begivenhed vedrører forbindelserne mellem denne virksomhed og de andre kartelmedlemmer, og med endnu større grund, hvis den nævnte omstændigheds eventuelle indtræffen har været genstand for en forudgående detaljeret drøftelse mellem Kommissionen og denne virksomhed inden for rammerne af den administrative procedure.

Vurderingen af en adfærd, der afspejler et virkeligt samarbejde, kan kun foretages efter omstændighederne på det tidspunkt, hvor adfærden fandt sted. I betragtning af den »permanente« karakter af det foreskrevne samarbejde, som skal vare ved under hele proceduren, er enhver adfærd, som strider imod et virkeligt samarbejde, i sig selv tilstrækkelig til at udgøre en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen. Ingen omstændighed, der indtræffer efter nævnte adfærd, kan således retfærdiggøre en sådan overtrædelse.

Det følger heraf, at en eventuel efterfølgende konstatering af, at den form for adfærd, som har ført til en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen, ikke har forårsaget negative virkninger, ikke kan påberåbes for at retfærdiggøre denne adfærd.

(jf. præmis 125-130 og 132-134)

3.      I konkurrencesager kan Kommissionen i den endelige beslutning, hvorved der pålægges en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, tilføje ændringer til de i klagepunktmeddelelsen indeholdte argumenter, under forudsætning af, at beslutningen respekterer parternes ret til forsvar ved ikke at beskylde de pågældende for andre overtrædelser end de i fremstillingen af klagepunkter nævnte overtrædelser og kun tager hensyn til faktiske omstændigheder, som de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig om.

(jf. præmis 176)

4.      Retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er betinget af, at tre betingelser er opfyldt. For det første, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af en myndighed over for parten. For det andet, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal forsikringerne være i overensstemmelse med gældende regler.

I forbindelse med en administrativ procedure for overtrædelse af Unionens konkurrenceregler kan en virksomhed, der har indgivet en anmodning om bødefritagelse over for Kommissionen, ikke påberåbe sig nogen præcis, ubetinget og samstemmende forsikring om, at virksomheden opnår endelig bødefritagelse ved afslutningen af den administrative procedure. I henhold til punkt 19 i meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager er det først på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtager den endelige beslutning, at den bedømmer, om betingelserne i nævnte meddelelses punkt 11 er opfyldt. Det følger heraf, at Kommissionen i fasen fra den forudgående procedure til vedtagelsen af den endelige beslutning ikke kan give den pågældende virksomhed nogen præcise forsikringer om nogen endelig bødefritagelse.

Kommissionen er endvidere ikke forpligtet til at informere ansøgerne om bødefritagelse om, at de skal overholde de forpligtelser, der følger af samarbejdsmeddelelsen og navnlig samarbejdsforpligtelsen, da meddelelsen selv klart angiver følgerne af en sådan overtrædelse.

(jf. præmis 190-193)

5.      Retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, EKSF, er et instrument, der – under overholdelse af trinhøjere retsregler – har til formål at præcisere de kriterier, som Kommissionen anvender i forbindelse med udøvelsen af den skønsbeføjelse ved bødefastsættelsen, som artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 indrømmer den. Disse retningslinjer udgør ikke den retlige hjemmel for en beslutning, der fastsætter bøder, og som har hjemmel i forordning nr. 1/2003, men fastlægger generelt og abstrakt den metode, som Kommissionen har pålagt sig selv at anvende med henblik på udmålingen af de bøder, der pålægges ved denne beslutning, og de garanterer dermed retssikkerheden for virksomhederne.

Selv om retningslinjerne ikke kan anses for retsregler, som vedkommende myndighed under alle omstændigheder er forpligtet til at overholde, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som vedkommende myndighed ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive en begrundelse.

Kommissionens begrænsning af dens egen skønsbeføjelse som følge af vedtagelsen af retningslinjer er imidlertid ikke uforenelig med opretholdelsen af en væsentlig skønsmargen for Kommissionen. Det forhold, at Kommissionen i retningslinjerne har præciseret sin tilgang til vurderingen af en overtrædelses grovhed, er ikke til hinder for, at den vurderer overtrædelsen samlet på grundlag af alle de relevante omstændigheder, herunder de elementer, som ikke udtrykkeligt er nævnt i retningslinjerne.

(jf. præmis 217-219)

6.      Ifølge den i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, EKSF, fastsatte metode skal der ved vurderingen af grovheden tages hensyn til overtrædelsens art, dens konkrete indvirkning på markedet – når den kan måles – og det berørte geografiske markeds udstrækning.

Disse tre aspekter af vurderingen af overtrædelsen vejer imidlertid ikke lige tungt i den samlede vurdering. Overtrædelsens art er bl.a. af afgørende betydning for at betegne overtrædelserne som »meget alvorlige«. Derimod er hverken den konkrete indvirkning på markedet eller det geografiske markeds udstrækning nødvendige elementer for kvalificeringen af overtrædelsen som meget alvorlig i et tilfælde af horisontale aftaler, der bl.a. omhandler prisfastsættelse. Horisontale karteller, der bl.a. omhandler prisfastsættelse, kan således kvalificeres som »meget alvorlige« overtrædelser alene på grund af deres art, uden at Kommissionen skal godtgøre overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet, og uden at det berørte geografiske markeds begrænsede udstrækning er til hinder for en sådan kvalificering.

Ved vurderingen af overtrædelsens grovhed er det afgørende, at kartelmedlemmerne havde gjort alt, hvad der stod i deres magt, for at give deres hensigter en konkret virkning. Hvad der efterfølgende skete med hensyn til de markedspriser, der faktisk blev opnået, kunne blive påvirket af andre faktorer, som kartelmedlemmerne ikke havde kontrol over, hvorfor kartellets medlemmer ikke kan drage fordel heraf ved at gøre eksterne faktorer, som modvirkede deres egne bestræbelser, til forhold, der begrunder en bødenedsættelse.

Når det er blevet godtgjort, at et kartel er blevet gennemført, kan det ikke kræves, at Kommissionen systematisk påviser, at aftalerne rent faktisk har gjort det muligt for de pågældende virksomheder at nå et højere eller, i tilfældet med købskarteller, lavere faktureringsprisniveau end det, der ville have været gældende, hvis der ikke havde været et kartel. Det ville være urimeligt at kræve en sådan påvisning, som ville lægge beslag på betydelige ressourcer, da den ville nødvendiggøre hypotetiske beregninger baseret på økonomiske modeller, hvis nøjagtighed er vanskelig at efterprøve for retsinstansen, og hvis ufejlbarlighed på ingen måde er bevist.

Endvidere er det geografiske markeds udstrækning ikke et selvstændigt kriterium i den forstand, at kun overtrædelser, der faktisk berører de fleste medlemsstater, kan kvalificeres som »meget alvorlige«. Det fremgår hverken af traktaten, forordning nr. 1/2003 eller retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, EKSF, at kun geografisk set meget omfattende konkurrencebegrænsninger kan kvalificeres således. Aftaler eller samordnet praksis, der har fastsættelse af købspriser samt fordeling af indkøbte mængder til formål, kan i øvrigt per se betegnes som meget alvorlige, uden at det er fornødent, at adfærden har haft en bestemt geografisk udstrækning. Det følger heraf, at det geografiske markeds størrelse, også i tilfælde af at dette er begrænset, i princippet ikke er til hinder for at kvalificere den konstaterede overtrædelse som »meget alvorlig«.

(jf. præmis 220, 222-224, 226, 248-250, 277 og 279)

7.      I forbindelse med fastsættelsen af bøder for tilsidesættelse af konkurrenceretten er begrundelsespligten opfyldt, såfremt Kommissionen i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har givet grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og dens varighed. Hvad angår en beslutning, hvorved flere virksomheder pålægges bøder, skal begrundelsespligtens rækkevidde bl.a. vurderes under hensyntagen til, at overtrædelsernes grovhed skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning.

Idet den konkrete indvirkning på markedet ikke udgør et nødvendigt element for kvalificeringen af overtrædelsen som meget alvorlig i tilfældet med horisontale aftaler, der bl.a. omhandler prisfastsættelse, er Kommissionen ikke forpligtet til at tage hensyn til denne ved vurderingen af overtrædelsens grovhed. Den omstændighed, at Kommissionen ikke har begrundet den manglende hensyntagen til et kriterium, som den ikke var forpligtet til at tage i betragtning, og som den i den foreliggende sag heller ikke fandt det nødvendigt at tage i betragtning, kan ikke medføre en begrundelsesmangel for så vidt angår fastsættelsen af bøden.

(jf. præmis 282 og 284)

8.      Kommissionen er ikke forpligtet til under proceduren at gøre interne dokumenter fra institutionen tilgængelige. Endvidere bringes Kommissionens interne dokumenter ikke til sagsøgernes kundskab under en retssag, medmindre sagens ganske særlige omstændigheder kræver det på grundlag af vægtige indicier, som det påhviler sagsøgerne at tilvejebringe. Denne begrænsning af adgangen til interne dokumenter er begrundet i hensynet til den pågældende institutions funktionsdygtighed med hensyn til forfølgningen af overtrædelser af traktatens konkurrenceregler.

(jf. præmis 313)

RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

9. september 2011 (*)

»Konkurrence – aftaler – det italienske marked for køb og første forarbejdning af råtobak – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – fastsættelse af priser og opdeling af markedet – bødefritagelse – samarbejde – bøder – proportionalitet – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder«

I sag T-12/06,

Deltafina SpA, Orvieto (Italien), ved advokaterne R. Jacchia, A. Terranova, I. Van Bael, J.-F. Bellis og F. Di Gianni,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen, først ved A. Whelan og F. Amato, derefter ved Whelan og V. Di Bucci, og endelig ved É. Gippini Fournier og L. Malferrari, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation eller, subsidiært, nedsættelse af den bøde, Deltafina er blevet pålagt ved artikel 2 i Kommissionens beslutning K(2005) 4012 endelig af 20. oktober 2005 om en procedure efter artikel 81, stk. 1, [EF] (sag COMP/C.38 281/B.2 – Råtobak – Italien),

har

RETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne E. Cremona (refererende dommer) og S. Frimodt Nielsen,

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio Gonzáles,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 29. september 2010,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Sagsøgeren, Deltafina SpA, er et italiensk selskab, hvis hovedaktiviteter er første forarbejdning af råtobak og handel med forarbejdet tobak. Selskabet ejes 100% af Universal Corp., som er et selskab med hjemsted i Richmond (Amerikas Forenede Stater).

I –  Den administrative procedure

2        Den 3., 4. og 5. oktober 2001 foretog Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i henhold til artikel 14 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81), kontrolundersøgelser i lokalerne hos den europæiske sammenslutning af tobaksforarbejdningsvirksomheder samt hos Maison des métiers du tabac (tobaksfagenes hus) i Bruxelles (Belgien). Samme dag fremsendte den europæiske sammenslutning af tobaksforarbejdningsvirksomheder pr. telefax en meddelelse om disse kontrolundersøgelser til alle sine medlemmer, herunder også til Associazione professionale trasformatori tabacchi italiani (APTI, Brancheorganisationen for italienske tobaksforarbejdningsvirksomheder), som blandt sine medlemmer tæller nogle af de største virksomheder inden for sektoren.

3        Den 3., 4. og 5. oktober 2001 foretog Kommissionen ligeledes kontrolundersøgelser i lokalerne hos de tre største, spanske forarbejdningsvirksomheder af råtobak samt hos to spanske brancheorganisationer for tobaksforarbejdningsvirksomheder og tobaksproducenter. Den 16. januar 2002 indgav de tre spanske råtobakforarbejdningsvirksomheder, som havde været genstand for kontrolundersøgelser, samt et selskab i Universal-koncernen en fælles ansøgning om bødefritagelse til Kommissionen i medfør af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 207, s. 4, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 1996«).

4        Den 15. januar 2002 sendte Kommissionen en anmodning om oplysninger til to italienske brancheorganisationer, nemlig APTI, som repræsenterer råtobakforarbejdningsvirksomhederne, og Unione italiana tabacco (Unitab, Den Italienske Tobakssammenslutning), som repræsenterer råtobakproducenterne. Den 12. februar 2002 svarede APTI på nævnte anmodning om oplysninger. Samme dag trådte dets bestyrelse sammen, og under dette møde blev Kommissionens anmodning drøftet.

5        Den 19. februar 2002 indgav Deltafina en anmodning om bødefritagelse til Kommissionen i medfør af afsnit A i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2002«) og, subsidiært, en anmodning om bødenedsættelse i medfør af i samme meddelelses afsnit B. Anmodningen om bødefritagelse vedrørte et påstået kartel mellem råtobakforarbejdningsvirksomhederne på det italienske marked.

6        Den 28. februar 2002 fandt der en telefonsamtale sted mellem en af Universals advokater og den embedsmand i Generaldirektoratet for Konkurrence, der var ansvarlig for sagen.

7        Den 6. marts 2002 oplyste Kommissionen Deltafina om, at dets anmodning opfyldte de betingelser, der er anført i punkt 8, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, samt at Kommissionen ved afslutningen af den administrative procedure ville indrømme Deltafina bødefritagelse for enhver overtrædelse, der var konstateret efter den af Kommissionen foretagne undersøgelse i forbindelse med det tilvejebragte bevismateriale med det forbehold, at Deltafina opfyldte alle de betingelser, der er anført i nævnte meddelelses punkt 11.

8        Den 14. marts 2002 fandt der et møde sted mellem Kommissionens tjenestegrene og Deltafinas og Universals repræsentanter for at drøfte de nærmere regler for Deltafinas samarbejde med Kommissionen (herefter »mødet af 14. marts 2002«). Under dette møde blev en fortrolig behandling af Deltafinas anmodning om bødefritagelse bl.a. nævnt.

9        Den 19., 21., 25. og 26. marts 2002 skaffede Deltafina Kommissionen yderligere oplysninger.

10      Den 22. marts 2002 fandt der en telefonsamtale sted mellem Deltafinas repræsentanter og den embedsmand fra Kommissionen, der var ansvarlig for sagen, i anledning af en række spørgsmål vedrørende Deltafinas samarbejde med Kommissionen.

11      Den 2. april 2002 informerede Universals eksterne juridiske rådgiver de eksterne juridiske rådgivere for Standard Commercial Corp. (herefter »SCC«) og for Dimon Inc., der er moderselskaber for henholdsvis Transcatab SpA og for Dimon Italia Srl, som er to italienske selskaber inden for den første forarbejdning af råtobak, om, at Deltafina havde indgivet en anmodning om bødefritagelse til Kommissionen vedrørende aftaler mellem forarbejdningsvirksomhederne på det italienske tobaksmarked.

12      Om morgenen den 4. april 2002 blev der afholdt et møde i APTI’s bestyrelse. Under dette møde oplyste Deltafinas direktør de tilstedeværende personer om, at Deltafina var begyndt at samarbejde med Kommissionen i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002 og at fremsende belastende dokumenter til Kommissionen.

13      Om eftermiddagen den samme dag, nemlig den 4. april 2002, indgav Dimon Italia og Transcatab, hvis repræsentanter var til stede ved det i foregående præmis nævnte møde hos APTI, ligeledes en anmodning om favorabel behandling i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002 (henholdsvis kl. 16:15 og kl. 18:47).

14      Den 18. og 19. april 2002 aflagde Kommissionen kontrolbesøg i medfør af artikel 14 i forordning nr. 17 i lokalerne hos Dimon Italia og hos Transcatab samt hos Trestina Azienda Tabacchi SpA (herefter »Trestina«) og hos Romana Tabacchi SpA.

15      Den 18. april og den 17. maj 2002 tilvejebragte Deltafina yderligere oplysninger for Kommissionen.

16      Den 29. maj og den 11. juli 2002 fandt der to andre møder sted mellem Deltafinas repræsentanter og Kommissionens tjenestegrene.

17      Den 8. oktober 2002 meddelte Kommissionen Dimon Italia og Transcatab, at eftersom disse virksomheder henholdsvis havde været den første og den anden virksomhed til at fremlægge bevismateriale for overtrædelsen i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002, havde Kommissionen til hensigt ved afslutningen af den administrative procedure at indrømme dem en bødenedsættelse på henholdsvis mellem 30 og 50% og mellem 20 og 30% af det bødebeløb, som de måtte være blevet pålagt i medfør af eventuelt konstaterede overtrædelser.

18      Den 25. februar 2004 sendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til en række virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, herunder også Deltafina, Universal, Dimon Italia og Transcatab.

19      Der blev afholdt mundtlig høring den 22. juni 2004, i hvilken Deltafina deltog. Under denne høring henledte en repræsentant fra Dimon Italia Kommissionens opmærksomhed på to dokumenter i sagsakterne – fotokopier i anledning af de af Kommissionen den 18. april 2002 foretagne kontrolundersøgelser hos Dimon Italia af håndskrevne noter, der var taget af dette selskabs repræsentanter – som opsummerede Deltafinas direktørs erklæringer under APTI’s møde den 4. april 2002.

20      Den 21. december 2004 vedtog Kommissionen et tillæg til klagepunktsmeddelelsen af 25. februar 2004 (herefter »tillægget«), hvormed Kommissionen oplyste Deltafina og de andre berørte virksomheder om sin hensigt om ikke at indrømme Deltafina bødefritagelse på grund af dennes misligholdelse af den samarbejdsforpligtelse, der er omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

21      En høring vedrørende tillægget fandt sted den 1. marts 2005. Som opfølgning på denne høring modtog Kommissionen nye bemærkninger fra Universal, Deltafina, Dimon og SCC.

II –  Den anfægtede beslutning

22      Efter at have hørt Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål og på baggrund af den endelige rapport fra høringskonsulenten vedtog Kommissionen den 20. oktober 2005 beslutning K(2005) 4012 endelig om en procedure efter artikel 81, stk. 1, [EF] (sag COMP/C.38 281/B.2 – Råtobak – Italien) (herefter »den anfægtede beslutning«), hvoraf et resumé er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 13. februar 2006 (EUT L 353, s. 45).

23      Den anfægtede beslutning blev meddelt Deltafina den 10. november 2005.

24      Den anfægtede beslutning indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

»Artikel 1

1.      Deltafina […], Universal […] har overtrådt artikel 81, stk. 1, [EF] i de angivne perioder ved at deltage i aftaler og/eller samordnet praksis inden for råtobakssektoren i Italien.

Overtrædelsens varighed var følgende:

a)      for Deltafina, Universal […], fra den 29. september 1995 til den 19. februar 2002

[…]

Artikel 2

Følgende bøder pålægges for de i artikel 1 omhandlede overtrædelser:

a)      Deltafina og Universal in solidum, 30 000 000 EUR

[…]«

25      Den anfægtede beslutning har lagt de betragtninger til grund, der redegøres for i det følgende.

A –  Overtrædelsen og tilregnelse af den ulovlige adfærd

26      Efter beskrivelsen af de relevante faktiske omstændigheder og den retlige vurdering af disse omstændigheder har Kommissionen i den anfægtede beslutning konkluderet, at det er godtgjort, at Deltafina sammen med flere andre virksomheder har deltaget direkte i aftaler og/eller samordnet praksis, som er ulovlige i henhold til artikel 81, stk. 1, EF. Denne vurdering er der ikke rejst tvivl om i den foreliggende sag.

27      Kommissionen har herefter undersøgt spørgsmålet om tilregnelse af den ulovlige adfærd fra de deltagende virksomheders side og konkluderet, at såvel Deltafina som dets moderselskab, Universal, skal holdes ansvarlige for de pågældende overtrædelser og være adressater for den anfægtede beslutning.

B –  Beregningen af bøden

1.     Fastsættelse af bødens grundbeløb

28      Vedrørende beregningen af den bøde, der skal pålægges Deltafina, bemærker Kommissionen som det første i 357. betragtning til den anfægtede beslutning, at for at kunne fastsætte beløbet må den tage alle sagens omstændigheder i betragtning, herunder navnlig overtrædelsens grovhed og varighed, i medfør af artikel 23, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1).

29      For det første har Kommissionen således undersøgt overtrædelsens grovhed. Kommissionen bemærker, at der ved vurderingen af overtrædelsens grovhed skal tages hensyn til overtrædelsens art, overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet – når den kan måles – og det berørte geografiske markeds udstrækning (365. betragtning til den anfægtede beslutning).

30      Kommissionen oplyser herefter, at produktionen af råtobak i Italien svarede til 38% af Den Europæiske Unions kvotedækkede produktion, hvilket udgjorde 67,338 mia. EUR i 2001, som var det seneste hele år, hvor overtrædelsen blev begået (366. betragtning til den anfægtede beslutning).

31      Hvad angår overtrædelsens karakter anser Kommissionen denne for at være meget alvorlig, eftersom den vedrører fastsættelse af købspriser for råtobakssorter i Italien og fordeling af indkøbte mængder (367. betragtning til den anfægtede beslutning).

32      Kommissionen har i 368. betragtning til den anfægtede beslutning under henvisning til nævnte beslutnings del vedrørende vurderingen af konkurrencebegrænsningen (277. betragtning ff.) anført, at indkøbskarteller kan påvirke producenternes vilje til at producere og begrænse konkurrencen mellem forarbejdningsvirksomhederne på markederne i de efterfølgende led, hvilket især gælder, når det produkt, der berøres af indkøbskartellet (råtobak), i et tilfælde som det foreliggende er en væsentlig »råvare« for virksomhederne i de efterfølgende led (første forarbejdning og salg af forarbejdet tobak i den foreliggende sag).

33      På baggrund af disse omstændigheder konkluderer Kommissionen, at den af Deltafina begåede overtrædelse skal anses for meget alvorlig (369. betragtning til den anfægtede beslutning).

34      Kommissionen har endvidere erklæret om fastsættelsen af bødebeløbet, at der bør tages hensyn til hver enkelt virksomheds specifikke vægt og de sandsynlige følger af dens ulovlige adfærd. Kommissionen er således af den opfattelse, at bøderne bør fastsættes på grundlag af markedsstillingen for hver enkelt berørt part. I den forbindelse mener Kommissionen, at udgangsbeløbet for den bøde, der er pålagt Deltafina, bør være højest i betragtning af dennes stilling som største aftager med en markedsandel, der androg ca. 25% i 2001 (370.-372. betragtning til den anfægtede beslutning).

35      Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at et udgangsbeløb, der udelukkende afspejler markedsstillingen, ikke har en tilstrækkeligt afskrækkende virkning på Deltafina, som på trods af sin relativt begrænsede omsætning tilhører en multinational koncern, der har en betydelig økonomisk og finansiel styrke, og som er blandt hovedforhandlerne af tobak på verdensplan på flere forskellige aktivitetsniveauer inden for tobaksindustrien og på flere forskellige geografiske markeder (374. betragtning til den anfægtede beslutning).

36      Med henblik på at tilføje bøden en afskrækkende virkning har Kommissionen følgelig på udgangsbeløbet anvendt en multiplikationsfaktor, der tager højde for de berørte virksomheders størrelse. For Deltafina har Kommissionen anvendt en multiplikationsfaktor på 1,5. Således har Kommissionen i 376. betragtning til den anfægtede beslutning fastsat udgangsbeløbet for Deltafinas bøde som ganget med multiplikationsfaktoren til 37,5 mio. EUR.

37      Kommissionen forhøjer endvidere dette beløb med 60% på grund af overtrædelsens varighed (377. betragtning til den anfægtede beslutning), således at grundbeløbet for Deltafinas bøde fastsættes til 60 mio. EUR (379. betragtning til den anfægtede beslutning).

2.     Formildende omstændighed

38      Kommissionen tager endvidere højde for Deltafinas effektive samarbejde under proceduren uden for anvendelsesområdet for samarbejdsmeddelelsen af 2002 som en formildende omstændighed til Deltafinas fordel. Kommissionen indleder med at bemærke, at Deltafina af de årsager, som er anført i præmis 43 ff., ikke længere opfylder betingelserne for at kunne få en total bødefritagelse eller en bødenedsættelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002 (385. betragtning til den anfægtede beslutning).

39      Kommissionen oplyser herefter, at i de tilfælde, hvor samarbejdsmeddelelsen af 2002 kan finde anvendelse, skal samarbejdet med virksomheder, som er parter i proceduren, i princippet vurderes inden for rammerne af nævnte meddelelse. Kommissionen tilføjer, at det kun er under ekstraordinære omstændigheder, at samarbejdet med en part under anvendelse af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5 [EKSF] (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne«) kan have en formildende indflydelse på bødebeløb, der skal pålægges, når samarbejdsmeddelelsen af 2002 i princippet fandt anvendelse (386. og 387. betragtning til den anfægtede beslutning).

40      Kommissionen er af den opfattelse, at dette er tilfældet i det foreliggende tilfælde for Deltafinas vedkommende af to grunde. For det første var Deltafina den første virksomhed til at indgive en anmodning om anvendelse af samarbejdsmeddelelsen af 2002 (kun få dage efter dens vedtagelse) og den første virksomhed, som Kommissionen indrømmede en betinget bødefritagelse. Der er ligeledes tale om den første beslutning vedrørende konsekvenserne af overtrædelse af de samarbejdsforpligtelser, som er pålagt de virksomheder, der har indgivet en anmodning om bødefritagelse, i medfør af punkt 11 i samarbejdsmeddelelsen af 2002. For det andet anerkender Kommissionen, at Deltafina lige fra starten har bidraget væsentligt til Kommissionens undersøgelse og har fortsat hermed under hele proceduren med undtagelse af de faktiske omstændigheder, som berettiger det endelige afslag på bødefritagelse (388.-390. betragtning til den anfægtede beslutning).

41      Af disse årsager ser Kommissionen positivt på Deltafinas samarbejde under proceduren. Endelig har Kommissionen tilføjet, at Deltafina aldrig har anfægtet de faktiske omstændigheder, der er genstand for den anfægtede beslutning. Kommissionen har, henset til disse betragtninger og til Deltafinas mere generelle adfærd under proceduren, konkluderet, at den bøde, der skal pålægges Deltafina, bør nedsættes med 50% (391.-398. betragtning til den anfægtede beslutning).

42      Kommissionen har, henset til denne formildende omstændighed, fastsat det bødebeløb, der skal pålægges Deltafina og Universal in solidum, til 30 mio. EUR.

C –  Deltafinas anmodning om bødefritagelse

43      Kommissionen fremlægger herefter de grunde, som har ført til, at den konkluderede, at Deltafina ikke kunne indrømmes en bødefritagelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002.

44      Kommissionen forklarer, at den efter undersøgelsen af den af Deltafina indgivne anmodning om bødefritagelse, der opfyldte betingelserne i punkt 8, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, havde indrømmet Deltafina en bødefritagelse betinget af, at alle de betingelser, der er fastsat i meddelelsens punkt 11, var opfyldt, hvoraf en af disse betingelser var samarbejdsforpligtelsen [punkt 11, litra a), i samme meddelelse] (405.-409. betragtning til den anfægtede beslutning).

45      Imidlertid har Kommissionen i 410. betragtning til den anfægtede beslutning anført, at det under den mundtlige høring den 22. juni 2004 kom frem, at Deltafina på det ovenfor i præmis 12 nævnte møde hos APTI, hvor repræsentanter for Dimon Italia, Trancatab og Trestina ligeledes havde deltaget, havde afsløret, at den havde anmodet om bødefritagelse, inden Kommissionen havde haft lejlighed til at gennemføre kontrolundersøgelser vedrørende det pågældende kartel. Kommissionen har ligeledes anført, at disse faktiske omstændigheder havde været genstand for de klagepunkter, der var fastholdt mod Deltafina i tillægget (jf. præmis 20 ovenfor).

46      Således har Kommissionen først undersøgt de relevante faktiske omstændigheder i detaljer for efterfølgende at konkludere, at Deltafina ikke overholdt de betingelser, der var fastsat i punkt 11 i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

1.     Relevante faktiske omstændigheder

47      Kommissionen har anført, at under mødet den 14. marts 2002 var spørgsmålet om den fortrolige karakter af Deltafinas anmodning om bødefritagelse blevet rejst. Ifølge Kommissionen havde dennes tjenestegrene under dette møde gjort det helt klart, at de forudså at ville gennemføre kontrolundersøgelser vedrørende det af Deltafina afslørede kartel, at disse kontrolundersøgelser ikke kunne finde sted før i tidsrummet fra den 18. til den 20. april 2002, samt at det derfor var nødvendigt at holde disse kontrolundersøgelser fortrolige indtil denne dato for ikke at advare konkurrenter og for ikke at skade effektiviteten af disse undersøgelser (412. betragtning til den anfægtede beslutning).

48      Kommissionen har ligeledes anført, at Deltafina under dette møde havde forklaret Kommissionens tjenestegrene, at det ville være vanskeligt for Deltafina ikke at afsløre dennes anmodning om bødefritagelse frem til den forudsete dato for kontrolundersøgelserne af en række årsager. For det første skulle der snart afholdes møder hos APTI med Deltafinas konkurrenter, i løbet af hvilke det var svært at bibeholde fortroligheden. For det andet var det nødvendigt at informere Deltafinas mellemledere (ca. 15 personer) om anmodningen. For det tredje var det nødvendigt at afsløre denne anmodning om bødefritagelse inden for rammerne af finansieringstransaktioner, der involverede Universal i USA (412. betragtning til den anfægtede beslutning).

49      I 413.-415. betragtning til den anfægtede beslutning gentager Kommissionen indholdet af et internt mødereferat af 14. marts 2002, der er udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene, samt noter, der er taget af en af Universals repræsentanter under dette møde.

50      Kommissionen anfører endvidere i 416. betragtning til den anfægtede beslutning, at under mødet den 14. marts 2002 havde dens tjenestegrene anmodet Deltafina om at skaffe Kommissionen en række oplysninger for at gøre det muligt for dem at gennemføre kontrolundersøgelser på stedet. I 417. betragtning til den anfægtede beslutning er der henvist til teksten i et internt notat fra Kommissionens tjenestegrene af 15. marts 2002, som opsummerede, hvor langt sagsbehandlingen var kommet efter mødet den forudgående dag. Den anfægtede beslutnings 418. betragtning gentager teksten fra mødereferatet fra et bestyrelsesmøde af 1. marts 2002 i Deltafina, i hvilket nævnte bestyrelse noterer sig, at det er nødvendigt øjeblikkeligt at ophøre med den ulovlige adfærd i forbindelse med kartellet, og opfordrer deltagerne til at udvise den strengeste fortrolighed vedrørende anmodningen om bødefritagelse.

51      Kommissionen henviser endvidere til Deltafinas direktørs udtalelse under mødet hos APTI den 4. april 2002, idet Kommissionen baserer sig på dels indholdet af to dokumenter, som blev nævnt af Dimon Italias advokater under den mundtlige høring den 22. juni 2004, dels på et notat, der er underskrevet af Deltafinas direktør selv, som redegjorde for, under hvilken form afsløringen af anmodningen om bødefritagelse havde fundet sted ved dette møde (421.-426. betragtning til den anfægtede beslutning).

52      Kommissionen anfører, at samme dag som afsløringen indgav Dimon Italia og Transcatab ligeledes en anmodning om anvendelse af samarbejdsmeddelelsen af 2002, samt at de af Deltafinas direktør afgivne udtalelser under mødet hos APTI ikke var nævnt i disse anmodninger (427. betragtning til den anfægtede beslutning).

53      Endelig fremgår det af den anfægtede beslutning, at der den 29. maj 2002 fandt et andet møde sted mellem Kommissionens tjenestegrene og Deltafina, under hvilket hverken Kommissionen eller Deltafina rejste spørgsmålet om fortrolighed, og Deltafina omtalte ikke, at virksomheden havde afsløret sin anmodning om bødefritagelse over for Dimon Italia og Trancatab under mødet i APTI den 4. april 2002 (429. betragtning til den anfægtede beslutning).

2.     Deltafinas manglende opfyldelse af betingelsen i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002

54      I den anfægtede beslutning erklærer Kommissionen, at samarbejdsforpligtelsen i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 udgør et væsentligt element i den mellem Kommissionen og ansøgeren indgåede aftale, når der er blevet indrømmet bødefritagelse. Det er Kommissionens opfattelse, at denne forpligtelse skal fortolkes i lyset af logikken bag dens politik på bødefritagelsesområdet, nemlig ansøgerens afgørende bidrag til, at der indledes en undersøgelse eller konstateres en overtrædelse, der er begået af et kartel. I henhold til Kommissionens opfattelse begrænser nævnte forpligtelse sig, henset til denne logik, derfor ikke til at fremsende bevismateriale vedrørende overtrædelsen, men forudsætter ligeledes, at ansøgeren afholder sig fra at træffe nogen som helst foranstaltning, der kan skade Kommissionens mulighed for at foretage undersøgelser og/eller konstatere en overtrædelse (431. og 432. betragtning til den anfægtede beslutning).

55      I 433. betragtning til den anfægtede beslutning er det anført, at når Kommissionen, som i det foreliggende tilfælde, endnu ikke har gennemført kontrolundersøgelser, og når sektoren ikke har kendskab til umiddelbart forestående kontrolundersøgelser fra Kommissionens side, risikerer enhver afsløring af en anmodning om bødefritagelse fuldstændigt og uigenkaldeligt at skade Kommissionens mulighed for at gennemføre effektive kontrolundersøgelser og at fastslå overtrædelsen. Den effektive virkning af samarbejdsmeddelelsen af 2002 kræver ifølge Kommissionen, at kontrolundersøgelserne ikke skades af adfærden hos de virksomheder, som anmoder om favorabel behandling. Disse kan derfor ikke påberåbe sig en berettiget forventning om, at fortrolighed i mangel af en udtrykkelig bestemmelse ikke kan udgøre en del af den betingelse, der er nævnt i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Efter Kommissionens opfattelse følger det heraf, at en ansøger om bødefritagelses overlagte og frivillige afsløring af denne oplysning til sine konkurrenter må anses for en misligholdelse af den samarbejdsforpligtelse, der er fastsat i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

56      Kommissionen tilføjer, at den »indbyggede konflikt« mellem denne forpligtelse og den, som er fastsat i punkt 11, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, i henhold til hvilken ansøgeren må bringe sin deltagelse i overtrædelsen til ophør senest på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om bødefritagelse, ikke giver en ansøger ret til frivilligt at oplyse de andre kartelmedlemmer om, at ansøgeren har indgivet en anmodning om bødefritagelse. Denne situation er forskellig fra den, hvor ansøgeren ser sig nødsaget til at træffe foranstaltninger, som kan føre til, at de andre kartelmedlemmer får mistanke om, at ansøgeren har indgivet en sådan ansøgning (434. betragtning til den anfægtede beslutning).

57      Kommissionen er endvidere af den opfattelse, at de særlige omstændigheder i den foreliggende sag klart angiver, at Deltafina havde forstået, at fortroligheden udgjorde en del af dets samarbejdsforpligtelse. Ifølge Kommissionen fremgår dette bl.a. klart af beslutningen af 1. marts 2002 fra Deltafinas bestyrelse, som pålagde »den strengeste fortrolighed« med hensyn til dette emne (jf. 418. betragtning til den anfægtede beslutning og præmis 50 ovenfor), samt af Deltafinas direktørs egne udtalelser, i henhold til hvilke Deltafinas beslutning om at samarbejde med Kommissionen »kun kunne oplyses til de andre virksomheder med den allerstørste forsigtighed og kun, hvis det var nødvendigt« (440. betragtning til den anfægtede beslutning).

58      I betragtning af de relevante faktiske omstændigheder, som er anført ovenfor, og rækkevidden af den betingelse, der er fastsat i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 har Kommissionen konkluderet, at Deltafina ikke har opfyldt denne betingelse. Selv om Deltafina vidste, at Kommissionen havde til hensigt at gennemføre kontrolundersøgelser på stedet i løbet af tidsrummet fra den 18. til den 20. april 2002, oplyste Deltafinas direktør frivilligt sine to hovedkonkurrenter om indgivelsen af virksomhedens anmodning om bødefritagelse før gennemførelsen af disse kontrolundersøgelser på stedet (441. betragtning til den anfægtede beslutning).

59      Kommissionen har ligeledes i 442. betragtning til den anfægtede beslutning anført, at Deltafinas adfærd var aldeles egnet til at skade resultatet af disse kontrolundersøgelser, hvilket Deltafina vidste eller i det mindste burde have vidst, navnlig fordi Deltafina særskilt var blevet informeret af Kommissionen om den nærtstående gennemførelse af kontrolundersøgelser, og fordi Deltafina var blevet opfordret til at bevare fortroligheden af virksomhedens anmodning om bødefritagelse, således at det ikke skadede udfaldet af disse kontrolundersøgelser. Ifølge Kommissionen er det umuligt at afgøre, om det faktisk har haft indvirkning på dens kontrolundersøgelser, og i øvrigt kan denne omstændighed ikke i noget som helst tilfælde udgøre en bestemmende faktor for at fastslå Deltafinas ansvar (443. betragtning til den anfægtede beslutning).

60      I den forbindelse har Kommissionen konstateret, at hverken drøftelserne under mødet den 14. marts 2002 eller Kommissionens efterfølgende adfærd levner nogen tvivl om, at den aldrig har indrømmet, at Deltafina uundgåeligt måtte afsløre sin anmodning om anvendelse af samarbejdsmeddelelsen af 2002 over for sine konkurrenter, og at kontrolundersøgelserne derfor ikke længere kunne finde sted. Tværtimod har Kommissionen anført, at den gjorde det helt klart, at det var nødvendigt at bevare fortroligheden yderligere en måned for at forberede nævnte kontrolundersøgelser, med henblik på hvilke Kommissionen udbedte sig de nødvendige oplysninger og indledte forberedelserne allerede dagen efter mødet (446. og 447. betragtning til den anfægtede beslutning).

61      Kommissionen erklærer, at den har erkendt såvel Deltafinas praktiske vanskeligheder ved at holde anmodningen om bødefritagelse fortrolig som den omstændighed, at kontrolundersøgelserne ville være blevet yderst usandsynlige, hvis Deltafina havde været nødsaget til at afsløre dets anmodning om bødefritagelse over for sine konkurrenter. Dog er Kommissionen i det foreliggende tilfælde af den opfattelse, at Deltafinas afsløring af virksomhedens anmodning om bødefritagelse under mødet hos APTI var frivillig og spontan. En sådan adfærd vil aldrig kunne retfærdiggøres inden for rammerne af en sådan anmodning om bødefritagelse (444., 448. og 450. betragtning til den anfægtede beslutning).

62      Det fremgår af 449. betragtning til den anfægtede beslutning, at den omstændighed, at Deltafina aldrig informerede Kommissionen om denne afsløring, lader forstå, at Deltafina ikke forventede, at Kommissionen ville bifalde virksomhedens adfærd.

63      Kommissionen har anført, at Deltafina under den administrative procedure gjorde gældende, at afsløringen ikke var frivillig, men snarere skyldtes det pres, som det var udsat for fra dets konkurrenters side. Afslutningen på deltagelsen i overtrædelsen, som er påkrævet efter indgivelsen af en anmodning om bødefritagelse, kan medføre praktiske vanskeligheder, men Deltafina har ifølge Kommissionen ikke påvist, hvordan afslutningen på virksomhedens deltagelse i den ulovlige praksis og dets afvisning af at mødes med sine konkurrenter »kunne være til hinder for dets lovlige, handelsmæssige adfærd«. I øvrigt kan det pres, der blev udøvet af omgivelserne, og som ikke udgjorde en alvorlig og forestående trussel, ifølge Kommissionen ikke udelukke, at den pågældende afsløring var frivillig. Eftersom Deltafinas direktør ikke havde handlet under indflydelse af nogen tvingende trussel, har Kommissionen konkluderet, at afsløringen af anmodningen om bødefritagelse i løbet af mødet hos APTI var frivillig (451.-453. betragtning til den anfægtede beslutning).

64      Endelig er Kommissionen af den opfattelse, at den omstændighed, at Universals eksterne, juridiske rådgiver som følge af et vist pres fra de eksterne, juridiske rådgivere i moderselskaberne Dimon Italia og Transcatab den 2. april 2002 havde bekræftet, at Deltafina havde indgivet en anmodning om bødefritagelse over for Kommissionen, ikke i sig selv kunne berettige misligholdelsen af samarbejdsforpligtelsen fra Deltafinas side eller rette op herpå. Kommissionen finder for det første, at der ikke er blevet fastslået nogen forbindelse mellem afsløringen i USA og Deltafinas direktørs adfærd, og for det andet, at en eventuel anden overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen med Kommissionen ikke kunne anvendes til at retfærdiggøre en efterfølgende misligholdelse af samme forpligtelse (ex iniuria non oritur ius), og for det tredje, at der ikke var noget bevis for, at SCC’s og Dimons eksterne, juridiske rådgivere havde udøvet pression ud over en telefonbesked, som SCC’s eksterne, juridiske rådgiver havde efterladt på Universals juridiske rådgivers telefonsvarer (454.-459. betragtning til den anfægtede beslutning).

65      Kommissionen har endvidere anført, at Universal under alle omstændigheder ikke straks underrettede Kommissionen om den af dens eksterne, juridiske rådgiver foretagne afsløring (459. betragtning til den anfægtede beslutning).

66      I 460. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen konkluderet, at af alle de ovenfor fremlagte årsager misligholdt Deltafina den samarbejdsforpligtelse, som den havde i henhold til punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, samt at en bødefritagelse følgelig ikke kunne indrømmes, hvorfor en bøde måtte pålægges Deltafina for de pågældende overtrædelser.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

67      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. januar 2006 har Deltafina anlagt nærværende søgsmål.

68      Ved skrivelse af 26. juni 2006 har Deltafina for Retten begæret, at Kommissionen tilpligtes at fremlægge et som bilag til svarskriftet vedlagt dokument i sin fulde længde. Ved meddelelse af 22. november 2005 har Rettens Justitskontor meddelt Deltafina, at formanden for Tredje Afdeling ikke har imødekommet denne begæring.

69      Ved skrivelse af 16. september 2010 har Deltafina meddelt Retten, at virksomheden gav afkald på sit sjette anbringende.

70      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

71      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 29. september 2010.

72      Deltafina har nedlagt følgende påstande:

–        Den ved den anfægtede beslutnings artikel 2 pålagte bøde annulleres.

–        Subsidiært: Bødens størrelse nedsættes.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

73      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Deltafina tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

74      Sagsøgeren har til støtte for sine påstande fremsat syv anbringender.

75      De fire første anbringender er påberåbt principalt med henblik på annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som den idømmer Deltafina en bøde. Med det første anbringende gøres det gældende, at der foreligger en åbenbar vildfarelse, idet ophævelsen af bødefritagelsen blev baseret på en urigtig faktisk forudsætning. Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen har konkluderet, at Deltafina havde misligholdt den samarbejdsforpligtelse, der er omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Det tredje anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen har ophævet bødefritagelsen på grundlag af en vurdering af, at Deltafinas afsløring af virksomhedens anmodning om bødefritagelse havde skadet undersøgelsen. Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning, af princippet om god forvaltningsskik og af proportionalitetsprincippet.

76      De tre sidste anbringender er påberåbt subsidiært og har til formål at opnå en nedsættelse af den bøde, der er pålagt Deltafina. Med det femte anbringende gøres det gældende, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat, fordi udgangsbeløbet for bøden er for højt. Med det sjette anbringende gøres det gældende, at Kommissionen har begået en fejl ved at pålægge Universal et solidarisk ansvar med Deltafina for sidstnævntes adfærd og følgelig pålægge Deltafina en bøde, der er for høj. Det syvende anbringende vedrører en fejlagtig vurdering af spørgsmålet om formildende omstændigheder.

77      Da Deltafina har givet afkald på sit sjette anbringende ved skrivelse af 16. september 2010, vil dette ikke blive undersøgt.

I –  De principalt påberåbte anbringender

78      Indledningsvis bemærkes, at Deltafinas tre første anbringender alle vedrører fejl, som efter det påståede gør den anfægtede beslutning ulovlig, for så vidt som Kommissionen ikke har indrømmet Deltafina en bødefritagelse, eftersom Deltafina har misligholdt sin samarbejdsforpligtelse, der er omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

79      Eftersom disse anbringender er tæt forbundet, skal de undersøges samlet.

A –  De tre første anbringender vedrørende de åbenbare fejl, som den manglende indrømmelse af den endelige bødefritagelse til Deltafina er behæftet med

1.     Parternes argumenter

80      Inden for rammerne af det første anbringende har Deltafina gjort gældende, at Kommissionens ophævelse af bødefritagelsen er baseret på en åbenbar faktisk vildfarelse i det omfang, hvor den hviler på en urigtig forudsætning, i henhold til hvilken de italienske råtobakforarbejdningsvirksomheder ikke var klar over, at Kommissionen foretog en undersøgelse.

81      Ifølge Deltafina fremgår det af 433. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen har vurderet, at den oplysning, som blev givet af Deltafinas direktør under mødet den 4. april 2002, udgjorde en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen, fordi den risikerede at skade undersøgelsens effektivitet. Kommissionen har i denne betragtning erklæret, at enhver læk af oplysninger vedrørende forekomsten af en anmodning om bødefritagelse kunne friste de andre kartelmedlemmer til at skaffe sig af med eller skjule beviser. En grundlæggende betingelse for, at et sådant synspunkt kan retfærdiggøres, er, at den pågældende sektor ikke allerede er bekendt med undersøgelsen og muligheden for uanmeldte kontrolundersøgelser. Det er kun i dette tilfælde, at en oplysning til tredjemand om eksistensen af en anmodning om bødefritagelse i teorien kunne skade Kommissionens mulighed for at udføre sin undersøgelse på effektiv vis. Deltafina har derfor gjort gældende, at den grundlæggende præmis for at trække bødefritagelsen tilbage nødvendigvis har været, at den pågældende sektor ikke havde kendskab til Kommissionens undersøgelse.

82      Ifølge Deltafina var de italienske råtobakforarbejdningsvirksomheder imidlertid bekendt med Kommissionens undersøgelse på grund af de kontrolundersøgelser, der var gennemført af Kommissionen i oktober 2001 i Bruxelles og i Spanien, og de anmodninger om oplysninger, der var sendt af Kommissionen den 15. januar 2002 til APTI og Unitab. Adskillige andre elementer beviser, at sektoren var blevet oplyst om undersøgelsen, såsom en erklæring fra Dimon, der var indeholdt i et skema, der var indgivet til kontrolmyndigheden for de amerikanske finansmarkeder, og den kendsgerning, at såvel Dimon Italia som Transcatab allerede havde begyndt at forberede deres anmodninger om favorabel behandling før afsløringen den 4. april 2002, samt den omstændighed, at Kommissionens undersøgelse var blevet drøftet under et møde hos APTI.

83      Endvidere fører indgivelsen af en anmodning om bødefritagelse ikke automatisk til uanmeldte kontrolundersøgelser, eftersom disse ikke er nødvendige, når ansøgeren skaffer bevismateriale, som gør det muligt for Kommissionen at konstatere en overtrædelse. Det er kun i det tilfælde, der er omhandlet i punkt 8, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, at uanmeldte kontrolundersøgelser er nødvendige for at konstatere en overtrædelse. Tværtimod er kontrolundersøgelser i de tilfælde, der er omhandlet i nævnte meddelelses punkt 8, litra b), ikke nødvendige i det omfang, hvor alle de nødvendige bevismidler allerede er blevet tilvejebragt for Kommissionen af den virksomhed, som har indgivet anmodningen om bødefritagelse. Da Deltafinas anmodning om bødefritagelse imidlertid i det foreliggende tilfælde ifølge Kommissionens egen opfattelse opfyldte betingelserne i punkt 8, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, drejer det sig om et tilfælde, hvor det ikke var nødvendigt, at Kommissionen foretog uanmeldte kontrolundersøgelser.

84      Ifølge Deltafina bygger Kommissionens tilbagetrækning af bødefritagelsen for Deltafina i lyset af alle disse omstændigheder på en åbenbar faktisk vildfarelse.

85      Inden for rammerne af det andet anbringende om, at Kommissionen har foretaget et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som den har konkluderet, at Deltafina havde misligholdt den samarbejdsforpligtelse, der er omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, har Deltafina i det væsentlige anført tre sæt klagepunkter.

86      For det første har Deltafina gjort gældende, at virksomheden, i modsætning til hvad Kommissionen har anført, samvittighedsfuldt har overholdt sin samarbejdsforpligtelse, således som den er omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Deltafina anfører, at virksomheden under mødet den 14. marts 2002 underrettede Kommissionen om, at det var umuligt ikke at afsløre, at det havde indgivet en anmodning om bødefritagelse. At det var umuligt at bevare hemmeligheden skyldtes følgende fire omstændigheder: en løbende, forudgående kontrolprocedure (due diligence) af en af Universal gennemført finansiel transaktion på det amerikanske marked, en fælles konkurrencesag, der var indledt i USA mod Universal, Dimon og SCC, behovet for at informere Deltafinas mellemledere om indgivelsen af anmodningen om favorabel behandling for at undgå at fortsætte med kartelaktiviteter, det nært forestående møde hos APTI, i hvilken anledning Deltafina for første gang siden indgivelsen af sin anmodning om favorabel behandling skulle stå ansigt til ansigt med de andre råtobakforarbejdningsvirksomheder.

87      Idet det pågældende marked er karakteriseret ved dets særdeles reducerede størrelse, dets gennemsigtighed og den lette adgang til personlige kontakter kartelmedlemmerne imellem, ville et afslag fra Deltafinas side på at deltage i de sædvanlige drøftelser i ugerne efter indgivelsen af Deltafinas anmodning om bødefritagelse uundgåeligt have vækket en mistanke hos de andre kartelmedlemmer. Risikoen for, at det af denne adfærd kunne udledes, at Deltafina havde indgivet en anmodning om bødefritagelse, var så meget desto større, hvis man tog den faktiske sammenhæng i betragtning omkring virksomhedens anmodning om bødefritagelse og navnlig kontrolundersøgelserne i Spanien og Bruxelles i oktober 2001, indgivelsen af en fælles ansøgning om bødefritagelse på vegne af Dimon, Deltafina og Transcatab vedrørende de ulovlige karteller på det spanske marked, den omstændighed at Deltafinas adfærd var typisk for ophavsmanden til en ansøgning om bødefritagelse, det pres, der var udøvet af virksomhedens konkurrenter, bl.a. af Dimon og SCC, for at få bekræftet, at Deltafina havde indgivet en anmodning om bødefritagelse. Deltafina har gjort gældende, at den anfægtede beslutning ikke på nogen måde tager højde for denne faktiske sammenhæng.

88      Endvidere har Deltafina anført, at det var forpligtelsen til omgående at ophøre med overtrædelsen, som bragte virksomheden i en umulig situation. Hvis Deltafina ikke havde været forpligtet til at trække sig ud af kartellet fra tidspunktet for indgivelsen af virksomhedens anmodning om bødefritagelse, havde den ikke været nødsaget til at afgive denne meddelelse under mødet hos APTI for at bringe en ende på en situation, der var blevet uholdbar. Under omstændighederne i den foreliggende sag er afsløringen af anmodningen om bødefritagelse derfor en direkte konsekvens af forpligtelsen til at ophøre med overtrædelsen. Kommissionen anerkender selv åbent, at der er en »indbygget konflikt« mellem de forpligtelser, der er fastsat i punkt 11, litra a) og b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 (434. betragtning til den anfægtede beslutning), men den undlader at drage konsekvenserne som følge heraf. Deltafina har rejst spørgsmålet, om punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 pålægger ansøgeren at lyve for at kunne bevare adgangen til en betinget bødefritagelse.

89      I øvrigt gør samarbejdsmeddelelserne i USA og i adskillige medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige, Tyskland og Frankrig, det muligt for myndighederne at bemyndige ansøgerne om bødefritagelse til at fortsætte med at deltage i kartellet for at bevare overraskelsesmomentet ved efterfølgende kontrolundersøgelser. Denne mulighed blev indført i den nye samarbejdsmeddelelse af 2006 (Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006 C 298, s. 17, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 2006«)). Det er endvidere kun i samarbejdsmeddelelsen af 2006, at en fortrolighedsforpligtelse udtrykkeligt er blevet indført.

90      For det andet har Deltafina anført, at Kommissionen udmærket var klar over, at virksomheden af de praktiske årsager, som blev nævnt under mødet den 14. marts 2002, afslørede, at den havde indgivet en anmodning om bødefritagelse, før perioden fra den 18. til den 20. april 2002, fra starten af hvilken Kommissionen havde oplyst, at den kunne foretage kontrolundersøgelser. Deltafina erklærer, at virksomheden havde delagtiggjort Kommissionen i sin bekymring over, at den ikke meget længere kunne holde indgivelsen af sin anmodning om bødefritagelse skjult, såvel den 28. februar 2002 under en telefonsamtale mellem Universals advokat og den embedsmand i Kommissionen, der var ansvarlig for sagen, som under mødet den 14. marts 2002. Endvidere bekræftede nævnte embedsmand under den mundtlige høring den 22. juni 2004, at han havde »indrømmet«, at afsløringen burde foretages, samt at »der absolut ikke kunne indgås aftale om fortrolighed«.

91      Referatet af mødet den 14. marts 2002, som blev udarbejdet af Kommissionen selv, samt noterne fra Universals advokat og Deltafinas advokater, der var til stede ved mødet, påviser, at Kommissionens embedsmænd havde noteret sig den umulige situation, som Deltafina befandt sig i, og som gjorde det umuligt at undgå at afsløre Deltafinas anmodning om bødefritagelse under mødet hos APTI. Indholdet af en telefonsamtale, der fandt sted den 22. marts 2002 mellem Deltafinas advokater og den embedsmand, der var ansvarlig for sagen, bekræfter, at Kommissionen udmærket var bekendt med den umiddelbart forestående afsløring fra Deltafinas side af dets samarbejde.

92      Endvidere fremgår det af referatet af mødet af den 14. marts 2002, som blev udarbejdet af Kommissionen, at den ansvarlige embedsmand for sagen udtalte, at, i tilfælde af afsløring af ansøgningen om bødefritagelse »[ville] Deltafinas forpligtelse til hurtigst muligt at tilvejebringe bevismateriale for Kommissionen [være] endnu mere hastende«. Deltafina havde imidlertid opfyldt denne forpligtelse, sådan som det fremgår af 389.-397. betragtning til den anfægtede beslutning. Deltafina overholdt derfor sin samarbejdsforpligtelse, i det omfang virksomheden skaffede yderligere oplysninger, således som Kommissionens tjenestegrene havde anmodet om under mødet den 14. marts 2002, idet den således accepterede denne tungere byrde som følge af, at det var umuligt at holde dens samarbejde hemmeligt. Endvidere blev Deltafinas ledelse hørt længe af Kommissionen den 29. maj og den 11. juli 2002. Størstedelen af de beviser, der er optaget i den anfægtede beslutning, stammer i virkeligheden fra Deltafina. Deltafina fulgte således nøje Kommissionens anmodninger inden for rammerne af den »næstbedste løsning« som angivet af Kommissionen. Ved at bede Deltafina om at tilvejebringe supplerende oplysninger sørgede Kommissionen for, at afsløringen af anmodningen om bødefritagelse ikke skadede undersøgelsen.

93      Ifølge Deltafinas opfattelse ligger årsagen til, at virksomheden ikke oplyste Kommissionen om, at den havde afsløret sin anmodning om bødefritagelse, i den omstændighed, at den under mødet den 14. marts 2002 havde underrettet Kommissionen om, at det var fysisk umuligt ikke at afsløre denne anmodning under det nært forestående møde hos APTI. Ifølge Deltafina vidste Kommissionens embedsmænd, der var ansvarlige for sagen, udmærket, at virksomheden ville afgive denne oplysning ved dette møde.

94      Endvidere havde de to dokumenter vedrørende mødet hos APTI den 4. april 2002, på grundlag af hvilke Dimon Italia beskyldte Deltafina for at have misligholdt sin samarbejdsforpligtelse, i lang tid udgjort en del af Kommissionens sagsakter, nemlig siden den kontrolundersøgelse, der blev foretaget over for Dimon Italia den 18. april 2002, og Kommissionen havde ikke fundet noget dadelværdigt heri.

95      For det tredje hævder Deltafina, at Kommissionens oprindelige fejlagtige opfattelse af virksomhedens adfærd har haft indflydelse på de i den anfægtede beslutning formulerede konklusioner. Deltafina har anført, at Kommissionen i tillægget har baseret sig på den forudsætning, at Deltafina, Dimon Italia og Transcatab sammen havde koordineret deres adfærd med henblik på indgivelse af en ansøgning om bødefritagelse. Denne konstatering fremgår af tillæggets punkt 57 og 60. I punkt 60 har Kommissionen bl.a. kvalificeret Deltafinas adfærd som »tydeligvis svigagtig«. Dog afslører sagsakterne, at Deltafina, Dimon Italia og Transcatab på selvstændig vis forberedte deres respektive ansøgninger om bødefritagelse og uden nogen form for samordning med hensyn til den rækkefølge, hvori ansøgningerne skulle indgives. Deltafinas adfærd var således i overensstemmelse med samarbejdsmeddelelsen af 2002.

96      Selv om de mod Deltafina rettede beskyldninger i tillægget ikke er blevet gentaget i den anfægtede beslutning, finder man imidlertid stadig spor heraf i beslutningen, bl.a. i 441. betragtning, når Kommissionen erklærer, at Deltafina afslørede indgivelsen af ansøgningen »over for sine to hovedkonkurrenter«, samt i overskriften til 420. betragtning til den anfægtede beslutning (»Erklæringer afgivet af Deltafina over for Dimon og Transcatab den 4. april 2002«).

97      Inden for rammerne af det tredje anbringende har Deltafina gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen har konkluderet, at Deltafinas afsløring af virksomhedens anmodning om bødefritagelse har skadet undersøgelsen. I det omfang Deltafina ikke kunne afsløre noget over for de andre kartelmedlemmer, som de ikke allerede vidste, kunne denne afsløring, ifølge Deltafinas opfattelse, på ingen måde skade Kommissionens undersøgelse, i modsætning til, hvad Kommissionen har hævdet i 433. betragtning til den anfægtede beslutning.

98      Hvad især angår Dimon Italia og Transcatab havde den omstændighed, at de blev informeret af Universals juridiske rådgiver om Deltafinas indgivelse af ansøgningen om bødefritagelse, alene den virkning at fremskynde indgivelsen af deres ansøgninger om favorabel behandling, som de under alle omstændigheder var i gang med at forberede. Samarbejdet med disse to selskaber skadede ikke undersøgelsen. Tværtimod lettede det Kommissionens undersøgelsesindsats. Endvidere fremgår det af sagsakterne, at Kommissionen aftalte de gennemførte kontrolundersøgelser med de to virksomheder.

99      I 443. betragtning til den anfægtede beslutning erkender Kommissionen selv, at »det er umuligt at afgøre, om det faktisk har haft indvirkning på [dens] kontrolundersøgelser«. Den omstændighed, som er nævnt i samme betragtning til den anfægtede beslutning, at de i Trestinas lokaler gennemførte kontrolundersøgelser ikke var succesfulde, er endvidere ikke en følge af Deltafinas direktørs udtalelse, men snarere et resultat af, at Kommissionen selv på grund af sin adfærd forudgående havde underrettet hele den italienske sektor om undersøgelsen. I sagen om Romana Tabacchi har Kommissionen endvidere ikke klaget over den omstændighed, at kontrolundersøgelsen ikke var succesfuld.

100    På baggrund af alle disse betragtninger har Deltafina derfor nedlagt påstand om annullation af den anfægtede beslutning, for så vidt som den pålægger den at betale en bøde.

101    Kommissionen har nedlagt påstand om, at Deltafinas tre første anbringender forkastes.

2.     Rettens bemærkninger

102    Inden undersøgelsen af de af Deltafina fremsatte anbringender skal den retlige sammenhæng, hvori disse indgår, bringes i erindring.

a)     Samarbejdsordningen

103    Som et led i Kommissionens undersøgelsesvirksomhed for overtrædelser af artikel 81 EF har Kommissionen iværksat en samarbejdsordning, der giver de virksomheder, som samarbejder med Kommissionen i undersøgelser vedrørende hemmelige karteller, en favorabel behandling.

104    Denne samarbejdsordning, der oprindeligt blev indført med samarbejdsmeddelelsen af 1996, er efterfølgende blevet udvidet i samarbejdsmeddelelsen af 2002, som finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og dernæst i samarbejdsmeddelelsen af 2006.

105    Det fremgår af samarbejdsmeddelelsen af 2002, at oprettelsen af en samarbejdsmeddelelse finder sin berettigelse i betragtningen om, at det er i Unionens interesse at give virksomheder, der samarbejder med Kommissionen, en favorabel behandling i undersøgelser vedrørende hemmelige karteller af adfærd, der er blandt de alvorligste overtrædelser af artikel 81 EF, nemlig dem, der bl.a. går ud på fastsættelse af priser, produktions- eller salgskvoter, markedsfordelinger eller endda import- eller eksportbegrænsninger.

106    Kommissionen finder, at den interesse, som forbrugerne og borgerne har, i, at hemmelige karteller afsløres og straffes, vejer tungere end interessen i at pålægge de virksomheder, der gør det muligt for Kommissionen at afsløre og forbyde sådanne former for praksis, bøder (jf. punkt 4 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, gentaget i punkt 3 i samarbejdsmeddelelsen af 2006).

107    Samarbejdsordningen forfølger således et mål om bevisfremskaffelse for, bekæmpelse af og afskrækkelse fra former for adfærd, der er blandt de alvorligste overtrædelser af artikel 81 EF. Samarbejdsordningen bygger på en slags aftale mellem Kommissionen og de virksomheder, som har deltaget i nævnte ulovlige karteller, og som har besluttet at samarbejde med Kommissionen.

108    Disse virksomheder tilbyder deres aktive og frivillige samarbejde i forbindelse med undersøgelsen ved at gøre det lettere for Kommissionen at løse opgaven bestående i at konstatere og bringe overtrædelser af konkurrencereglerne til ophør (jf. i denne retning Rettens dom af 12.12.2007, forenede sager T-101/05 og T-111/05, BASF og UCB mod Kommissionen, Sml. II, s. 4949, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis). Til gengæld for dette samarbejde kan de opnå en favorabel behandling for så vidt angår de bøder, som de ellers ville være blevet pålagt, med forbehold for at de opfylder de betingelser, som er anført i samarbejdsmeddelelsen.

109    Samarbejdsordningen som indeholdt i samarbejdsmeddelelsen af 2002 foreskriver mulighed for Kommissionen for såvel at give total bødefritagelse til den første virksomhed, som samarbejder i forbindelse med undersøgelsen, som at give bødenedsættelse til de virksomheder, som samarbejder efterfølgende. I det første tilfælde bliver den pågældende virksomhed helt undtaget fra princippet om personligt ansvar, i medfør af hvilket det påhviler en virksomhed, når den overtræder konkurrencereglerne, at stå til regnskab for overtrædelsen (jf. i denne retning Domstolens dom af 24.9.2009, forenede sager C-125/07 P, C-133/07 P, C-135/07 P og C-137/07 P, Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8681, præmis 77). I de andre tilfælde afhænger den grad, hvori denne undtagelse anvendes, af den kronologiske rækkefølge af indgivelsen af anmodningen om samarbejde og kvaliteten af det ydede samarbejde.

110    I den forbindelse skal det understreges, at det følger af logikken bag samarbejdsmeddelelsen, at der kun kan indrømmes fuld bødefritagelse til ét af kartelmedlemmerne, da den ønskede virkning er at skabe usikkerhed i kartellet og at tilskynde til en angivelse til Kommissionen. Denne usikkerhed skyldes netop den omstændighed, at karteldeltagerne ved, at kun en blandt dem kan få indrømmet fuld bødefritagelse ved at angive de andre deltagere i overtrædelsen, hvorved disse løber en risiko for at få pålagt strengere bøder.

111    Det fremgår af samarbejdsmeddelelsen af 2002, at inden for rammerne af samarbejdsordningen, der er omhandlet i denne meddelelse og i det væsentlige gentaget i samarbejdsmeddelelsen af 2006, omfatter proceduren for indrømmelse af fuld bødefritagelse til en virksomhed tre forskellige faser.

112    I den første fase skal den virksomhed, som har til hensigt at samarbejde med Kommissionen, kontakte denne og skaffe den bevismateriale vedrørende et formodet kartel, der har indvirkning på konkurrencen i Unionen. Dette bevismateriale skal være af en sådan karakter, at det giver Kommissionen mulighed for enten at vedtage en beslutning om at foretage en kontrolundersøgelse, i det i punkt 8, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 nævnte tilfælde, eller at konstatere en overtrædelse af artikel 81 EF, i det i punkt 8, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 nævnte tilfælde.

113    I den anden fase vurderer Kommissionen, når den har modtaget anmodningen om bødefritagelse, det tilvejebragte bevismateriale til støtte for denne anmodning med henblik på at undersøge, om den pågældende virksomhed opfylder de betingelser, som, afhængigt af tilfældet, er anført i punkt 8, litra a) eller b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Hvis denne virksomhed er den første til at opfylde disse betingelser, indrømmer Kommissionen den skriftligt en betinget bødefritagelse (punkt 15 og 16 i samarbejdsmeddelelsen af 2002).

114    Tildelingen af en betinget bødefritagelse indebærer derfor, at der opstår en særlig processuel stilling i løbet af den administrative procedure til fordel for den virksomhed, der opfylder de betingelser, der er anført i punkt 8 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, som afstedkommer visse juridiske virkninger. Denne betingede bødefritagelse er dog på ingen måde sammenlignelig med den endelige bødefritagelse, som først indrømmes ved afslutningen af den administrative procedure.

115    I særdeleshed er indrømmelsen af en betinget bødefritagelse dels et bevis for, at den berørte virksomhed har været den første til at opfylde de betingelser, der er nævnt i punkt 8, litra a) og b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, således at Kommissionen ikke vil overveje andre anmodninger om bødefritagelse, før den har taget stilling til dens anmodning (punkt 18 i samarbejdsmeddelelsen af 2002), dels en forsikring for nævnte virksomhed om, at Kommissionen vil indrømme den en bødefritagelse, hvis den ved afslutningen af den administrative procedure i forhold til denne virksomhed opfylder betingelserne i punkt 11, litra a)-c), i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

116    I den forbindelse skal det bemærkes, at i henhold til ordlyden af punkt 11, litra a)-c), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 er det anført:

»Foruden de betingelser, der er anført i punkt 8, litra a), og punkt 9 respektive punkt 8, litra b), og punkt 10, skal følgende kumulative betingelser under alle omstændigheder være opfyldt, for at der kan opnås bødefritagelse:

a)      Virksomheden samarbejder fuldt ud, permanent og effektivt under hele Kommissionens administrative procedure og forsyner Kommissionen med alt bevismateriale, som den kommer i besiddelse af eller har adgang til med hensyn til den formodede overtrædelse. Den er bl.a. til Kommissionens rådighed med henblik på hurtigt at besvare eventuelle forespørgsler, der kan bidrage til at fastslå de pågældende kendsgerninger.

b)      Virksomheden bringer sin deltagelse i den formodede overtrædelse til ophør senest på det tidspunkt, hvor den fremlægger bevismateriale efter punkt 8, litra a) eller b).

c)      Virksomheden har ikke taget skridt til at tvinge andre virksomheder til at deltage i overtrædelsen.«

117    Endelig er det først i den tredje fase ved afslutningen af den administrative procedure, når Kommissionen vedtager den endelige beslutning, at den i denne beslutning indrømmer eller ikke indrømmer egentlig bødefritagelse til den virksomhed, der har fået betinget bødefritagelse. Det er præcist på det tidspunkt, at den processuelle stilling, der udspringer af den betingede bødefritagelse, ophører med at have virkninger. Dog bliver den endelige bødefritagelse kun indrømmet, hvis nævnte virksomhed igennem hele den administrative procedure og frem til tidspunktet for den endelige beslutning opfylder de tre kumulative betingelser, der er omhandlet i punkt 11, litra a)-c), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 (punkt 19 i denne meddelelse).

118    Det fremgår således af ordningen, sådan som det er fastsat i samarbejdsmeddelelsen af 2002, at før den endelige beslutning opnår den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, ikke en egentlig bødefritagelse, men drager udelukkende fordel af en processuel stilling, som kan udvikle sig til en bødefritagelse ved afslutningen af den administrative procedure, hvis de foreskrevne betingelser er opfyldt.

119    Deltafina har imidlertid i sine skriftlige indlæg samt under retsmødet i flere omgange påberåbt sig en påstået beslutning fra Kommissionens side om at »tilbagetrække« den betingede bødefritagelse, som var blevet indrømmet Deltafina i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002.

120    I den forbindelse skal det bemærkes, at Deltafina i det foreliggende tilfælde den 19. februar 2002 indgav sin anmodning om bødefritagelse eller bødenedsættelse. Den 6. marts 2002, da Kommissionen efterfølgende vurderede, at Deltafina opfyldte de betingelser, der er omhandlet i punkt 8, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, indrømmede den skriftligt Deltafina den processuelle stilling for betinget bødefritagelse. Da Kommissionen ved afslutningen af den administrative procedure fandt, at Deltafina ikke havde overholdt den betingelse, der er omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, besluttede Kommissionen, at den ikke ville indrømme Deltafina endelig bødefritagelse.

121    Det følger heraf, at den anfægtede beslutning på ingen måde har anstillet en »tilbagetrækning« af den betingede bødefritagelse, således som Deltafina har anført, eftersom den processuelle stilling, der svarer til den betingede bødefritagelse, ophørte med at have virkning på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtog sin endelige beslutning. I denne beslutning »tilbagetrak« Kommissionen derfor ikke den betingede bødefritagelse, men besluttede, at den ikke ville indrømme Deltafina endelig bødefritagelse.

122    I det omfang der ikke har fundet nogen »tilbagetrækning« sted af den betingede bødefritagelse, bør Deltafinas argumenter fortolkes derhen, at det drejer sig om Kommissionens beslutning om ikke at indrømme Deltafina endelig bødefritagelse.

b)     Omfanget af samarbejdsforpligtelsen

123    Eftersom Deltafina principalt har gjort gældende, at den anfægtede beslutning er ulovlig, for så vidt som Kommissionen besluttede, at den ikke ville indrømme Deltafina en endelig bødefritagelse på grund af overtrædelse af den samarbejdsforpligtelse, som er omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, skal omfanget af denne forpligtelse først klarlægges.

124    Det fremgår af selve ordlyden i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 (jf. præmis 116 ovenfor) og navnlig af kvalificeringen af det foreskrevne samarbejde som »fuldt ud, permanent og effektivt«, at samarbejdsforpligtelsen for den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, udgør en meget generel forpligtelse, der ikke er klart defineret, og hvis præcise omfang kun kan beskrives i den sammenhæng, som den indgår i, dvs. inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen.

125    Det fremgår af de betragtninger, der er fremsat i præmis 103 ff. ovenfor, at indrømmelsen af fuld bødefritagelse udgør en undtagelse til princippet om virksomhedens personlige ansvar for overtrædelse af konkurrencereglerne, som kan retfærdiggøres ud fra det formål at belønne afsløring af, bevisfremskaffelse for, bekæmpelse af samt afskrækkelse fra former for adfærd, der er blandt de alvorligste indskrænkninger af konkurrencen. Under disse omstændigheder er det derfor logisk, at til gengæld for indrømmelsen af fuld bødefritagelse for den ulovlige adfærd, som virksomheden har begået, skal den virksomhed, som anmoder om bødefritagelse, ifølge ordlyden i samarbejdsmeddelelsen af 2002, samarbejde »fuldt ud, permanent og effektivt« under Kommissionens undersøgelse.

126    Det kan imidlertid udledes af kvalifikationen af samarbejdet som »fuldt ud«, at det samarbejde, som ansøgeren om bødefritagelse skal præstere over for Kommissionen for at få bødefritagelse, skal være fuldkomment, ubetinget og uden forbehold. Kvalificeringen som »permanent« og »effektivt« medfører, at dette samarbejde skal strække sig under hele den administrative procedure, og det skal i princippet være øjeblikkeligt.

127    Derudover fremgår det af fast retspraksis, at en bødenedsættelse på grundlag af samarbejdsmeddelelsen kun er berettiget, såfremt de fremlagte oplysninger og den pågældende virksomheds adfærd i almindelighed i denne forbindelse kan betragtes som udtryk for et virkeligt samarbejde fra dennes side (jf. vedrørende samarbejdsmeddelelsen af 1996 Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 395, og af 29.6.2006, sag C-301/04 P, Kommissionen mod SGL Carbon, Sml. I, s. 5915, præmis 68, samt dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 109 ovenfor, præmis 281).

128    Som det fremgår af selve begrebet samarbejde, således som dette er fremhævet i teksten til samarbejdsmeddelelsen af 2002, er det således kun, såfremt den berørte virksomheds adfærd viser en sådan samarbejdsindstilling, at der kan gives en nedsættelse på grundlag af den nævnte meddelelse (jf. i denne retning, vedrørende samarbejdsmeddelelsen af 1996, dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 127 ovenfor, præmis 396, og dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 109 ovenfor, præmis 282).

129    Denne betragtning finder så meget desto mere anvendelse på det samarbejde, der er nødvendigt for at berettige en fuld bødefritagelse, i det omfang bødefritagelsen udgør en behandling, der er endnu mere favorabel end blot en bødenedsættelse.

130    Det kan udledes af det forestående, at begrebet »fuldt ud, permanent og effektivt« samarbejde, som berettiger en indrømmelse af fuld bødefritagelse, indebærer et virkeligt og fuldendt samarbejde, som er karakteriseret ved en reel samarbejdsånd.

131    I den forbindelse skal det bemærkes, at Domstolen allerede har afgjort, at når en virksomhed forsyner Kommissionen med en ufuldstændig eller unøjagtig, faktuel redegørelse, kan dens adfærd derfor ikke betragtes som udtryk for et virkeligt samarbejde i henhold til Domstolens retspraksis (jf. i denne retning dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 127 ovenfor, præmis 397, dommen i sagen Kommissionen mod SGL Carbon, nævnt i præmis 127 ovenfor, præmis 69, og dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 109 ovenfor, præmis 283).

132    En virksomhed, som ønsker at få fuld bødefritagelse på grundlag af sit samarbejde i forbindelse med undersøgelsen, kan ligeledes ikke undlade at oplyse Kommissionen om relevante faktiske omstændigheder, som den har kendskab til, og som, i hvert fald potentielt, kan påvirke afviklingen af den administrative procedure og effektiviteten af Kommissionens bevisfremskaffelse. Et virkeligt og fuldendt samarbejde forudsætter således, at den berørte virksomhed under hele den administrative procedure rettidigt informerer Kommissionen om enhver relevant omstændighed, der kan have en negativ indflydelse på den korrekte afvikling af undersøgelsen samt på afsløringen og den effektive bekæmpelse af det pågældende kartel. Denne informationsforpligtelse er så meget desto vigtigere, når en sådan begivenhed vedrører forbindelserne mellem denne virksomhed og de andre kartelmedlemmer, og med endnu større grund, hvis den nævnte omstændigheds eventuelle indtræffen har været genstand for en forudgående detaljeret drøftelse mellem Kommissionen og denne virksomhed inden for rammerne af den administrative procedure.

133    Det skal ligeledes bemærkes, at vurderingen af en adfærd, der afspejler et virkeligt samarbejde i overensstemmelse med de krav, der er angivet i præmis 124-132 ovenfor og navnlig i den retspraksis, der er nævnt i præmis 127 og 128 ovenfor, kun kan foretages efter omstændighederne på det tidspunkt, hvor adfærden fandt sted. I betragtning af den »permanente« karakter af det foreskrevne samarbejde, som skal vare ved under hele proceduren, er enhver adfærd, som strider imod et virkeligt samarbejde, i sig selv tilstrækkelig til at udgøre en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen. Ingen omstændighed, der indtræffer efter nævnte adfærd, kan således retfærdiggøre en sådan overtrædelse.

134    Det følger heraf, at en eventuel efterfølgende konstatering af, at den form for adfærd, som har ført til en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen, ikke har forårsaget negative virkninger, ikke kan påberåbes for at retfærdiggøre denne adfærd.

135    Det er i lyset af disse betragtninger, at der skal foretages en vurdering af de relevante faktiske omstændigheder og de af Deltafina fremførte argumenter.

c)     Deltafinas overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen

136    Inden for rammerne af de tre første anbringender har Deltafina i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen har begået en række fejl ved ikke at indrømme virksomheden bødefritagelse ved afslutningen af den administrative procedure på grund af dennes misligholdelse af sin samarbejdsforpligtelse, der er omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

137    I den forbindelse har det for det første vist sig, at under mødet den 4. april 2002 hos APTI kom Deltafinas direktør med en spontan udtalelse, hvorved han informerede de tilstedeværende personer om, at Deltafina havde indgivet en anmodning om bødefritagelse over for Kommissionen inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen vedrørende de eksisterende karteller mellem tobakforarbejdningsvirksomhederne i Italien, samt at Deltafina således var begyndt at samarbejde med Kommissionen. Denne meddelelse er beskrevet i detaljer af Deltafinas direktør selv i en skriftlig erklæring, der er gentaget ordret i 426. betragtning til den anfægtede beslutning. Det fremgår af denne erklæring, at Deltafinas direktør udtalte, at han selv havde besluttet at afgive nævnte erklæring under mødet den 4. april 2002.

138    Deltafina bestrider ikke den omstændighed, der bl.a. er påberåbt i 449. betragtning til den anfægtede beslutning, at selv om virksomheden havde haft møder med Kommissionens tjenestegrene i flere omgange efter denne afsløring, havde den aldrig informeret disse tjenestegrene om den af virksomhedens direktør afgivne erklæring under mødet hos APTI den 4. april 2002. Deltafina bekræfter selv udtrykkeligt denne omstændighed i sit søgsmål.

139    Det har endvidere vist sig, at Kommissionen først blev bekendt med den af Deltafinas direktør afgivne erklæring efter en oplysning herom fra Dimon Italia under den mundtlige høring den 22. juni 2004, dvs. mere end to år efter denne afsløring (jf. 410., 422., 423. og 449. betragtning til den anfægtede beslutning).

140    For det andet har det ligeledes vist sig, at den eksterne juridiske rådgiver for Universal, Deltafinas moderselskab, den 2. april 2002 informerede de eksterne, juridiske rådgivere for SCC og Dimon, moderselskaber for henholdsvis Transcatab og Dimon Italia, som er Deltafinas konkurrenter på det italienske marked, om, at Deltafina havde indgivet en anmodning om bødefritagelse til Kommissionen vedrørende aftaler mellem forarbejdningsvirksomheder på tobaksmarkedet i Italien. Denne omstændighed, som ikke er blevet bestridt af Deltafina, fremgår af den erklæring, der er afgivet af Universals eksterne, juridiske rådgiver, og som er gentaget i 455. betragtning til den anfægtede beslutning og bl.a. i denne erklærings sidste sætning, hvor han udtrykkeligt oplyser, at han »den 2. april 2002 [har] oplyst de andre parters juridiske rådgivere herom«.

141    Deltafina bestrider ikke den omstændighed, at selv om Deltafina og Universal havde møder med Kommissionens tjenestegrene i flere omgange efter denne meddelelse, var det først i februar 2005, efter at Kommissionen havde fremsendt tillægget, at Deltafina og Universal informerede Kommissionen om den af Universals eksterne, juridiske rådgiver den 2. april 2002 afgivne erklæring (jf. 454. betragtning til den anfægtede beslutning). Deltafina bekræfter selv udtrykkeligt denne omstændighed i sit søgsmål.

142    Kommissionen fik derfor først kendskab til den af Universals eksterne, juridiske rådgiver afgivne erklæring næsten tre år efter, at denne meddelelse fandt sted. Den omstændighed, at Kommissionen ikke straks blev informeret om denne meddelelse, er udtrykkeligt nævnt i slutningen af 459. betragtning til den anfægtede beslutning.

143    Eftersom Deltafina havde indgivet en anmodning om bødefritagelse den 19. februar 2002 og den 6. marts 2002 havde opnået Kommissionens anerkendelse af den processuelle stilling for betinget bødefritagelse, var virksomheden imidlertid forpligtet til, for ved afslutningen af den administrative procedure at kunne få en endelig bødefritagelse, fuldt ud at overholde de betingelser, der følger af punkt 11 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 og navnlig forpligtelsen til at samarbejde fuldt ud, permanent og effektivt som omhandlet i punkt 11, litra a), i denne meddelelse.

144    Således som det er blevet bemærket i præmis 127, 128 og 131 ovenfor, fremgår det af fast retspraksis, at det først er, når adfærden hos den virksomhed, som har anmodet om den favorable behandling, der er omhandlet i samarbejdsmeddelelsen af 2002, afspejler et virkeligt samarbejde, at denne virksomhed kan få en sådan favorabel behandling. Derudover bemærkes, at, når en virksomhed forsyner Kommissionen med en ufuldstændig eller unøjagtig, faktuel redegørelse, kan dens adfærd derfor ikke betragtes som udtryk for et virkeligt samarbejde i henhold til denne retspraksis.

145    I den foreliggende sag har det vist sig, at Deltafina undlod at informere Kommissionen om relevante omstændigheder for undersøgelsen, nemlig den omstændighed, at virksomhedens direktør under mødet hos APTI den 4. april 2002 havde afsløret, at Deltafina havde indgivet en anmodning om bødefritagelse, og at den eksterne, juridiske rådgiver for dets moderselskab, Universal, havde gjort det samme over for moderselskaberne til visse af dets konkurrenter den 2. april 2002. Det har ligeledes vist sig, at Kommissionen i mere end to år ikke havde kendskab til disse relevante omstændigheder for undersøgelsen.       

146    Det fremgår endvidere af den anfægtede beslutning og af sagsakterne, at spørgsmålet om at holde indgivelsen af anmodningen om bødefritagelse hemmelig for ikke at advare konkurrenter og for ikke at skade effektiviteten af kontrolundersøgelserne havde været genstand for detaljerede drøftelser mellem parterne ved de kontakter, der fandt sted inden for rammerne af samarbejdsmeddelelsen, og navnlig under mødet den 14. marts 2002 (jf. præmis 8 samt præmis 47-49 ovenfor samt referaterne fra dette møde, der er nævnt i 413.-415. betragtning til den anfægtede beslutning og fremlagt som sagsakt af Deltafina). Det fremgår især af disse dokumenter, at Kommissionen udtrykkeligt havde anmodet Deltafina om at holde anmodningen om bødefritagelse hemmelig af hensyn til Kommissionens hensigt om at gennemføre kontrolundersøgelser. Deltafina var således blevet gjort bekendt med, at en eventuel afsløring af anmodningen om bødefritagelse blev betragtet som en relevant omstændighed, der i hvert fald potentielt kunne have en indflydelse på den korrekte afvikling af undersøgelsen og på Kommissionens mulighed for på effektiv vis at afsløre, fremskaffe bevis for samt bekæmpe det pågældende kartel.

147    Det kan i øvrigt ikke bestrides, at fra dette tidspunkt blev en eventuel afsløring af anmodningen om bødefritagelse opfattet af såvel Deltafina som af Kommissionen som en omstændighed, der i hvert fald potentielt kunne medføre negative virkninger på undersøgelsen. Dette er dels bekræftet af den omstændighed, at Deltafina selv fandt det nødvendigt at bevare den strengeste fortrolighed vedrørende anmodningen om bødefritagelse (jf. præmis 50 in fine ovenfor), hvilket viser, at Deltafina var bevidst om de mulige negative virkninger af en afsløring af denne information, dels af den omstændighed, at Deltafina selv foregiver at have godkendt en tungere byrde som følge af, at det var umuligt at holde virksomhedens samarbejde hemmeligt (jf. præmis 92 ovenfor og præmis 163 nedenfor), hvilket viser, at Deltafina erkendte, at en afsløring af denne information udgjorde et problem, som det var nødvendigt at overveje en løsning på for at afhjælpe. Deltafina kan således ikke gøre gældende, at virksomheden ikke vidste, at bevarelsen af fortroligheden vedrørende anmodningen om bødefritagelse blev anset for et vigtigt element, for at undersøgelsen kunne lykkes.

148    Under disse omstændigheder må det konstateres, at en adfærd, der vidner om et virkeligt samarbejde, ville have krævet, at Deltafina straks informerede Kommissionen om den omstændighed, at virksomhedens anmodning om bødefritagelse var blevet afsløret.

149    Eftersom Deltafina undlod at informere Kommissionen om de afsløringer af anmodningen om bødefritagelse, der fandt sted den 2. og 4. april 2002, til trods for at disse omstændigheder i hvert fald potentielt kunne indvirke på den korrekte afvikling af undersøgelsen, kan virksomheden imidlertid ikke gøre gældende, at dens adfærd afspejlede et virkeligt samarbejde fra dens side i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 127, 128 og 131 ovenfor, samt at virksomheden således ikke overtrådte den samarbejdsforpligtelse, der følger af punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, som den var underlagt i sin egenskab af ansøger om bødefritagelse.

150    De særlige argumenter, der er fremført af Deltafina inden for rammerne af virksomhedens tre første anbringender, kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.

d)     De af Deltafina særligt fremførte argumenter vedrørende de fejl, som den anfægtede beslutning er behæftet med, for så vidt som Kommissionen ikke har indrømmet virksomheden endelig bødefritagelse

 Argumentet om, at Kommissionen havde accepteret, at Deltafina afslørede sin anmodning om bødefritagelse i anledning af mødet hos APTI

151    For det første skal Deltafinas argument, der er fremført inden for rammerne af det andet anbringende, undersøges. I henhold til dette argument var Kommissionen bekendt med og havde accepteret, at virksomheden i anledning af det forestående møde hos APTI ville afsløre, at den havde indgivet en anmodning om bødefritagelse. I stævningen har Deltafina understreget, at virksomheden ikke informerede Kommissionen om denne afsløring, fordi den allerede forudgående under mødet den 14. marts 2002 havde underrettet Kommissionen om, at det var umuligt ikke at foretage nævnte afsløring ved mødet hos APTI. Kommissionens tjenestegrene blev således informeret om, at Deltafina ville foretage en sådan afsløring under dette møde.

–       Den påståede forudgående information til Kommissionen

152    I den forbindelse kan det konstateres, at det hverken af den anfægtede beslutning eller af de fremlagte sagsakter fremgår, at Deltafina forudgående klart og udtrykkeligt havde informeret Kommissionen om, at en af virksomhedens repræsentanter under det forestående møde hos APTI ville foretage en spontan afsløring af Deltafinas anmodning om bødefritagelse, som den afsløring, der blev foretaget af virksomhedens direktør den 4. april 2002.

153    Hverken referatet af mødet den 14. marts 2002, der blev udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene, eller de noter, der var taget af en af Universals repræsentanter under dette møde, nævner således den omstændighed, at Deltafina i løbet af dette møde udtrykkeligt havde forberedt Kommissionen på, at virksomheden ville skride til denne afsløring (jf. 413.-415. betragtning til den anfægtede beslutning).

154    Under dette møde fremførte Deltafina ganske vist fire grunde for, at virksomheden fandt det umuligt at holde anmodningen om bødefritagelse hemmelig yderligere en måned, hvoraf en af grundene var det nært forestående møde hos APTI. Det fremgår imidlertid af referatet fra dette møde, der blev udarbejdet af Universals repræsentant selv, at Deltafina nøjedes med at understrege, hvor vanskeligt det ville være at holde anmodningen om bødefritagelse hemmelig, i det omfang en anderledes adfærd fra Deltafinas side ved det nært forestående møde hos APTI i forhold til den adfærd, som virksomheden ved tidligere møder havde udvist, ville fremkalde mistanke blandt dens konkurrenter om, at det havde indgivet en anmodning om bødefritagelse (jf. bl.a. 415. betragtning til den anfægtede beslutning). Deltafina havde ved den lejlighed til gengæld ingenlunde nævnt nogen intention om at foretage en spontan afsløring af sin anmodning om bødefritagelse.

155    Som svar på et af Retten stillet spørgsmål under retsmødet har Deltafina i øvrigt selv i det væsentlige anerkendt, at virksomheden under mødet den 14. marts 2002 med Kommissionens tjenestegrene ikke udtrykkeligt havde informeret disse om, at Deltafina under det nært forestående møde hos APTI ville foretage en spontan afsløring af sin anmodning om bødefritagelse.

156    Endvidere fremgår det ikke af nogen af de fremlagte sagsakter, at Deltafina forudgående ved en anden lejlighed udtrykkeligt havde underrettet Kommissionen om, at virksomheden ville afgive en sådan spontan udtalelse.

157    Navnlig kan Deltafinas argument ikke tiltrædes, i henhold til hvilket virksomheden under den telefonsamtale, der fandt sted den 22. marts 2002 mellem den embedsmand, der var ansvarlig for sagen, og Deltafinas repræsentanter, dvs. godt ti dage før afsløringen den 4. april 2002, havde informeret Kommissionen om den omstændighed, at virksomheden ville skride til afsløring af dens anmodning om bødefritagelse (jf. præmis 10 og 91 ovenfor).

158    Det fremgår af det af en af Deltafinas advokater til internt brug udarbejdede resumé af indholdet af denne telefonsamtale, at under samtalen »hentydede« Deltafinas repræsentanter til den omstændighed, at mødet hos APTI snart ville finde sted, samt at fortrolighedens tæthed således nåede sine grænser (»tenuta confidenzialità era conseguentemente alla fine«). Det må imidlertid konstateres, at en sådan »hentydning« ikke udgør en udtrykkelig og klar forhåndsoplysning om den omstændighed, at Deltafinas direktør under det nært forestående møde hos APTI ville skride til en spontan afsløring af anmodningen om bødefritagelse. Deltafina kan således ikke af den omstændighed, at den embedsmand, der var ansvarlig for sagen, havde reageret på denne »hentydning«, med rette udlede, at »punktet havde været tilstrækkeligt drøftet i Bruxelles, og at det var klart«, at Kommissionen havde godkendt, at Deltafina spontant ville afsløre anmodningen om bødefritagelse. Denne vurdering er i øvrigt bekræftet af et af Kommissionen til internt brug udarbejdet resumé af indholdet af den samme telefonsamtale, hvoraf det alene fremgår, at under denne samtale havde drøftelserne om muligheden for at holde anmodningen om bødefritagelse hemmelig, ligesom under mødet den 14. marts 2002, drejet sig om risikoen for, at de andre kartelmedlemmer under det nært forestående møde hos APTI skulle gætte, at Deltafina samarbejdede med Kommissionen.

159    Under retsmødet har den embedsmand, der er ansvarlig for sagen, og som havde deltaget såvel i mødet den 14. marts 2002 som i telefonsamtalen den 22. marts 2002, oven i købet udtalt, at han aldrig havde opfattet, at Deltafina havde til hensigt at afgive en spontan erklæring under det nært forestående møde hos APTI, samt at hvis Kommissionen havde fået den opfattelse, at dette var Deltafinas hensigt, ville den ikke have givet sit samtykke, hvilket i øvrigt fremgår af 449. betragtning til den anfægtede beslutning. Hvad angår den samme embedsmands erklæring under den mundtlige høring den 22. juni 2004, som Deltafina har nævnt (jf. præmis 90 ovenfor), kan denne erklæring heller ikke underbygge Deltafinas argument. Det fremgår på ingen måde af denne erklæring, således som Deltafina hævder, at nævnte embedsmand skulle have godkendt, at en spontan afsløring af anmodningen om bødefritagelse kunne foretages.

160    I lyset af samtlige disse betragtninger må det konstateres, at Deltafina ikke har formået at påvise, at virksomheden forudgående behørigt havde informeret Kommissionen om, at den ville foretage en spontan afsløring af anmodningen om bødefritagelse under mødet hos APTI den 4. april 2002. Det følger heraf, at da Kommissionen ikke var bekendt med, at Deltafina ville foretage en sådan spontan afsløring, kunne den ikke have accepteret eller godkendt denne på forhånd. Følgelig må Deltafinas argument om, at Kommissionen vidste, at virksomheden ville afsløre anmodningen om bødefritagelse under mødet hos APTI den 4. april 2002, forkastes.

161    Deltafina har dog yderligere gjort gældende, at de to dokumenter vedrørende mødet hos APTI den 4. april 2002, som Dimon Italia henviste til under den mundtlige høring den 22. juni 2004 for at gøre Kommissionen opmærksom på, at Deltafina havde afsløret sin anmodning om bødefritagelse, allerede lå blandt sagsakterne fra tidspunktet for de af Kommissionen gennemførte kontrolundersøgelser i Dimon Italias lokaler.

162    I den forbindelse må det konstateres, at disse to dokumenter blot er håndskrevne noter, som ikke er let forståelige, og som redegør for de udtalelser, som blev afgivet under mødet hos APTI den 4. april 2002, men som ikke gør det muligt at fastslå ophavsmanden hertil. Deltafina kan således ikke bebrejde Kommissionen, at den ikke på grundlag af disse noter er blevet opmærksom på, at virksomhedens direktør havde afsløret dens anmodning om bødefritagelse under mødet hos APTI den 4. april 2002. Under alle omstændigheder kan den omstændighed, at Kommissionen ikke har været opmærksom på eksistensen af de dokumenter, der bevidnede en sådan afsløring, ikke på nogen måde afhjælpe den manglende information og berettige en adfærd, der udgør en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen.

–       Den påståede indforståelse vedrørende afsløringens uundgåelige karakter

163    Deltafina har anført, at under mødet den 14. marts 2002, hvor »spillereglerne«, dvs. de nærmere bestemmelser for samarbejdet, skulle fastsættes, havde Deltafina indgået en slags aftale med Kommissionen. I henhold til denne aftale accepterede Kommissionen på den ene side, at det i betragtning af de i præmis 86 ovenfor nævnte fire omstændigheder var umuligt for Deltafina at bevare virksomhedens anmodning om bødefritagelse fortrolig, og at afsløringen af denne information således var uundgåelig. På den anden side accepterede Deltafina til gengæld for anerkendelsen af denne afslørings uundgåelige karakter en tungere byrde ved at forpligte sig til at tilvejebringe bevismidler snarest muligt. Deltafina overholdt derfor sin samarbejdsforpligtelse, i det omfang virksomheden skaffede de af Kommissionen anmodede supplerende oplysninger.

164    I den forbindelse skal det bemærkes, at selv om det indrømmes, at Deltafinas påstand var bevist, er den ikke af en sådan karakter, at den kan afkræfte den konklusion, at Deltafina, eftersom virksomheden undlod at informere Kommissionen om afsløringerne, overtrådte sin samarbejdsforpligtelse, hvorefter Kommissionen var i sin ret til ikke at indrømme Deltafina endelig bødefritagelse (jf. præmis 149 ovenfor).

165    Selv i tilfælde af, at Kommissionen under mødet den 14. marts 2002 havde accepteret, at det på grund af de i præmis 86 ovenfor nævnte omstændigheder var umuligt for Deltafina at bevare sin anmodning om bødefritagelse fortrolig, hvilket i øvrigt er anfægtet af Kommissionen, har denne omstændighed ikke indflydelse på konstateringen af, at inden for rammerne af en adfærd, der afspejler et virkeligt samarbejde, tilkom det Deltafina hurtigt at informere Kommissionen om, at afsløringerne af anmodningen om bødefritagelse havde fundet sted (jf. præmis 145-149 ovenfor).

166    Det samme gælder i det tilfælde, hvor Deltafina faktisk var blevet tvunget til at afsløre sin anmodning om bødefritagelse af en af de grunde, som virksomheden fremførte under den administrative procedure, og navnlig i det tilfælde, hvor Deltafina befandt sig, sådan som virksomheden har anført, i en så presserende situation, at det var blevet nødvendigt at afsløre denne omstændighed på grundlag af en berettiget interesse i ikke at overtræde sin forpligtelse til at ophøre med overtrædelsen som omhandlet i punkt 11, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Under alle omstændigheder var Deltafina som ansøger om bødefritagelse underlagt den forpligtelse, som er belyst ovenfor i præmis 123-134, og som pålagde Deltafina hurtigt at informere Kommissionen om de afsløringer, virksomheden havde foretaget.

167    Selv hvis den af Deltafina påberåbte omstændighed var blevet bevist, ifølge hvilken virksomheden rettede sig efter den »næstbedste løsning«, der angiveligt var blevet aftalt med Kommissionen for at forsøge at afbøde de negative virkninger af afsløringen ved at skaffe de af Kommissionen anmodede oplysninger, kunne denne omstændighed heller ikke fritage virksomheden for dens forpligtelse til hurtigt at informere Kommissionen om afsløringerne af dens anmodning om bødefritagelse.

168    Vedrørende påberåbelsen af samarbejdsprogrammerne i USA’s samt i de andre EU-landes lovgivning er det tilstrækkeligt at bemærke, at den ikke er relevant, i det omfang den opfattelse, der er vedtaget i disse lovgivninger, ikke kan have forrang i forhold til opfattelse, der er valgt i EU-retten (jf. i denne retning Rettens dom af 30.9.2003, forenede sager T-191/98, T-212/98 – T-214/98, Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3275, præmis 1407). Endelig er det for så vidt angår de argumenter, som Deltafina udleder af den nye samarbejdsmeddelelse af 2006, tilstrækkeligt at konstatere, at denne ikke fandt anvendelse på de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den foreliggende tvist (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.6.2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 108).

 Kendskab til undersøgelsen og de manglende indvirkninger på undersøgelsen

169    Inden for rammerne af sit første anbringende har Deltafina gjort gældende, at beslutningen om ikke at indrømme bødefritagelse til Deltafina bygger på en vildfarelse, i det omfang den er baseret på en urigtig faktisk forudsætning, i henhold til hvilken de andre kartelmedlemmer ikke var bekendt med, at Kommissionen foretog en undersøgelse vedrørende det italienske marked for råtobak. Dette argument kan heller ikke rejse tvivl om den vurdering, der er indeholdt i præmis 149 ovenfor, ifølge hvilken Deltafina overtrådte den samarbejdsforpligtelse, der er omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Selv i tilfælde af, at det antages, at de andre kartelmedlemmer var bekendt med Kommissionens undersøgelse, fritog denne omstændighed ikke Deltafina fra virksomhedens samarbejdsforpligtelse, som pålagde den hurtigt at underrette Kommissionen om de to afsløringer af dens anmodning om bødefritagelse, som er nævnt i præmis 137 og 140 ovenfor. Konstateringen af overtrædelsen af samarbejdsforpligtelsen er uafhængig af, om Deltafinas konkurrenter kendte til undersøgelsen eller ej.

170    Inden for rammerne af det tredje anbringende har Deltafina gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen har konkluderet, at Deltafinas afsløring af anmodningen om bødefritagelse har skadet undersøgelsen. Dog kan dette argument heller ikke rejse tvivl om konstateringen af Deltafinas overtrædelse af sin samarbejdsforpligtelse. Selv hvis det antages, at ovennævnte to afsløringer ikke har skabt nogen negativ indflydelse på undersøgelsen, hvilket i øvrigt ikke er bevist, kan denne omstændighed ikke efterfølgende berettige, at Deltafina undlod at informere Kommissionen om disse afsløringer, da virksomheden vidste, som det fremgår af præmis 146 og 147 ovenfor, efter at have haft udtrykkelige drøftelser herom med Kommissionen, at en eventuel afsløring af anmodningen om bødefritagelse kunne betragtes som en omstændighed, der kunne have en negativ indflydelse på undersøgelsen (jf. præmis 133 og 134 ovenfor).

171    Endelig skal det argument, der er fremført inden for rammerne af det første anbringende, hvorefter Kommissionen med urette har tilsidesat sondringen mellem punkt 8, litra a) og b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, ligeledes forkastes. For det første fremgår det på ingen måde af nævnte meddelelse, sådan som Deltafina har anført, at det kun er i det tilfælde, der er omhandlet i punkt 8, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, at uanmeldte kontrolundersøgelser er nødvendige, og at i det tilfælde, der er omhandlet i samme punkt, litra b), er Kommissionen ikke forpligtet til at gennemføre sådanne kontrolundersøgelser. For det andet fremgår det af retspraksis, at selv om Kommissionen i forvejen er i besiddelse af visse indicier eller endog beviser for, at der foreligger en overtrædelse som i tilfældet med en anmodning om bødefritagelse som omhandlet i punkt 8, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, kan den således med fuld ret skønne, at det er nødvendigt at beslutte yderligere kontrolundersøgelser for bedre at kunne afgrænse overtrædelsen og fastslå dens varighed eller kredsen af implicerede virksomheder (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.10.2002, sag C-94/00, Roquette frères, Sml. I, s. 9011, præmis 78).

172    De argumenter, der er fremført inden for rammerne af det første og det tredje anbringende, skal derfor forkastes.

173    I lyset af samtlige de foranstående betragtninger kan det konkluderes, at Kommissionen ikke har begået en fejl ved ikke at indrømme Deltafina endelig bødefritagelse i den anfægtede beslutning på grundlag af den betragtning, at virksomheden havde overtrådt sin samarbejdsforpligtelse som omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

e)     Klagepunktet om, at Deltafina ikke har indgivet sin anmodning om favorabel behandling i samordning med sine hovedkonkurrenter

174    Inden for rammerne af det andet anbringende har Deltafina endelig gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med et urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionens oprindelige, påståede fejlagtige opfattelse af Deltafinas adfærd som fremsat i punkt 57 og 60 i klagepunktsmeddelelsen har haft indflydelse på de i den anfægtede beslutning formulerede konklusioner.

175    I den forbindelse skal det for det første bemærkes, at det hverken af de i punkt 57 og 60 i tillægget indeholdte bemærkninger eller af andre punkter deri fremgår, at Kommissionen i dette tillæg har baseret sig på den forudsætning, at Deltafina, Dimon Italia og Transcatab sammen havde planlagt deres adfærd med henblik på indgivelse af ansøgning om bødefritagelse. Med hensyn til den af Deltafina nævnte sætning, der fremgår af tillæggets punkt 57, må det konstateres, at den er af en rent hypotetisk karakter. Når det drejer sig om den sætning, der optræder i punkt 60 i tillægget, i hvilken Kommissionen havde betegnet Deltafinas adfærd som »svigagtig«, henviser denne sætning ikke til den argumentation, der er indeholdt i punkt 57 i samme dokument, men henviser snarere til overtrædelsen af de forpligtelser, der følger af samarbejdsmeddelelsen af 2002. Deltafinas argument er derfor bygget på en fejlagtig fortolkning af tillægget.

176    For det andet bemærkes, at under forudsætning af, at beslutningen respekterer parternes ret til forsvar ved ikke at beskylde de pågældende for andre overtrædelser end de i fremstillingen af klagepunkter nævnte overtrædelser og kun tager hensyn til faktiske omstændigheder, som de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig om, kan Kommissionen i beslutningen tilføje ændringer til de i klagepunktmeddelelsen indeholdte argumenter (jf. i denne retning Rettens dom af 30.1.2007, sag T-340/03, France Télécom mod Kommissionen, Sml. II, s. 107, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

177    I den forbindelse kan det konstateres, at Deltafina i den sammenhæng på ingen måde har gjort en tilsidesættelse af sin ret til forsvar gældende, samt, således som Deltafina selv indrømmer i sine aktstykker, at de erklæringer, som virksomheden sigter til med dette argument, under alle omstændigheder ikke er blevet gentaget i den anfægtede beslutning.

178    I øvrigt forklarer Deltafina ikke konkret, hvorledes de i tillægget indeholdte erklæringer kan gøre den anfægtede beslutning mangelfuld. Deltafina nøjes med at udtale, at der er spor af disse erklæringer i den anfægtede beslutning, samt at det ser ud som om, at Kommissionens oprindelige, fejlagtige opfattelse af virksomhedens adfærd har haft indflydelse på de i den anfægtede beslutning formulerede konklusioner.

179    Dels fremgår det i den forbindelse på ingen måde af den anfægtede beslutning, at Kommissionens beslutning om ikke at indrømme Deltafina bødefritagelse bygger på den forudsætning, at virksomhedens adfærd var svigagtig, i og med at den indgav sin anmodning om favorabel behandling i samordning med sine hovedkonkurrenter. Tværtimod bygger Kommissionens beslutning om ikke at indrømme Deltafina bødefritagelse på den konstatering, at virksomheden ikke havde overholdt en af de betingelser, der er omhandlet i punkt 11 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, og derved havde overtrådt sin samarbejdsforpligtelse i nævnte meddelelses forstand.

180    Dels og mere generelt kan den blotte henvisning til den argumentation og de erklæringer, som er indeholdt i et tillæg til klagepunktsmeddelelsen, og som ikke er blevet gentaget i den anfægtede beslutning, ikke rejse tvivl om gyldigheden af denne, medmindre det er blevet fastslået, i hvilket omfang den anfægtede beslutning er mangelfuld som følge af den oprindelige, fejlagtige begrundelse. Det kan imidlertid konstateres, at generelle påstande som de af Deltafina nedlagte ikke kan rejse tvivl om gyldigheden af den anfægtede beslutning.

181    I lyset af disse betragtninger må også dette klagepunkt forkastes.

182    Kommissionen vil herefter være at frifinde for så vidt angår de tre første anbringender.

B –  Det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, af princippet om god forvaltningsskik og af proportionalitetsprincippet

1.     Parternes argumenter

183    Deltafina har i forbindelse med det fjerde anbringende fremsat tre klagepunkter.

184    For det første har Deltafina gjort gældende, at Kommissionens tilbagetrækning af den betingede bødefritagelse, som den havde indrømmet virksomheden, tilsidesætter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Deltafina henviser i den forbindelse til punkt 29 i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

185    Deltafina har anført, at Kommissionen ikke kunne tilbagetrække bødefritagelsen uden forudgående klart at informere virksomheden om, at afsløringen af dens anmodning om bødefritagelse under mødet hos APTI ville blive anset for en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen. Hverken i samarbejdsmeddelelsen af 2002 eller i skrivelsen af 6. marts 2002, hvormed Kommissionen indrømmede Deltafina betinget bødefritagelse, er der nævnt nogen forpligtelse til at bevare anmodningen om bødefritagelse fortrolig. I den sammenhæng kunne Deltafina ikke med rimelighed forudse, at hvis virksomheden afslørede, at den havde indgivet en anmodning om favorabel behandling, ville den miste bødefritagelsen. I øvrigt indrømmede den embedsmand, der var ansvarlig for sagen, selv under den mundtlige høring den 22. juni 2004, at han ikke vidste, om en sådan forpligtelse eksisterede for en virksomhed, som anmodede om bødefritagelse.

186    I øvrigt indrømmede Kommissionen Deltafina bødefritagelse på grundlag af punkt 8, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, og anerkendte, at det af Deltafina fremlagte bevismateriale var af en sådan karakter, at det gjorde det muligt at konstatere, at der forelå en overtrædelse, uden at skulle gennemføre kontrolundersøgelser. Deltafina udtaler således, at virksomheden ikke kunne forudse, at den ville miste retten til bødefritagelse, fordi den havde skadet Kommissionens mulighed for at gennemføre kontrolundersøgelser.

187    Endvidere har Deltafina gjort gældende, at virksomheden hurtigt havde informeret Kommissionen om vanskelighederne ved at holde dens anmodning om bødefritagelse fortrolig, at den havde rettet sig efter den »endnu mere presserende« forpligtelse, som Kommissionen havde pålagt den, ved at skaffe yderligere sammenhængende bevismateriale til Kommissionen. Det var først efter Dimon Italias erklæring under mødet den 22. juni 2004, at Kommissionen pludseligt ændrede sin holdning og pålagde Deltafina den højeste bøde.

188    For det andet har Deltafina gjort gældende, at Kommissionens tilbagetrækning af den betingede bødefritagelse, som den havde indrømmet virksomheden, er i strid med princippet om god forvaltningsskik, eftersom Kommissionen, på trods af at den forudgående var blevet underrettet af virksomheden om, at denne ville afsløre indgivelsen af dens anmodning om bødefritagelse i anledning af mødet hos APTI, ikke klart informerede Deltafina om, at denne afsløring ville medføre, at den mistede sin bødefritagelse.

189    For det tredje har Deltafina gjort gældende, at Kommissionens tilbagetrækning af den bødefritagelse, som den havde indrømmet virksomheden, ligeledes er i strid med proportionalitetsprincippet, eftersom den bøde, som Deltafina er blevet pålagt – den højeste af de med den anfægtede beslutning pålagte bøder, dvs. 30 mio. EUR – under hensyn til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag er fuldstændig uforholdsmæssig.

2.     Rettens bemærkninger

190    Hvad angår Deltafinas første klagepunkt skal det for det første bemærkes, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er et af Unionens grundlæggende principper (jf. Domstolens dom af 5.5.1981, sag 112/80, Dürbeck, Sml. s. 1095, præmis 48). Ifølge retspraksis er retten til at påberåbe sig dette princip betinget af, at tre betingelser er opfyldt. For det første, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af en myndighed over for parten. For det andet, at disse forsikringer er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal forsikringerne være i overensstemmelse med gældende regler (jf. Rettens dom af 4.2.2009, sag T-145/06, Omya mod Kommissionen, Sml. II, s. 145, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning Rettens dom af 30.4.2009, sag T-13/03, Nintendo og Nintendo of Europe mod Kommissionen, Sml. II, s. 947, præmis 203 og den deri nævnte retspraksis).

191    I det foreliggende tilfælde er den i retspraksis omhandlede første betingelse klart ikke opfyldt. Deltafina kan ikke påberåbe sig nogen præcis, ubetinget og samstemmende forsikring om, at virksomheden opnår endelig bødefritagelse ved afslutningen af den administrative procedure.

192    I den forbindelse skal det først bemærkes, at, således som det blev anført i præmis 117 ovenfor, er det i henhold til punkt 19 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 først på det tidspunkt, hvor Kommissionen vedtager den endelige beslutning, at den bedømmer, om betingelserne i nævnte meddelelses punkt 11 er opfyldt. Det følger heraf, at Kommissionen i fasen fra den forudgående procedure til vedtagelsen af den endelige beslutning ikke kunne give Deltafina nogen præcise forsikringer om nogen endelig bødefritagelse (jf. i denne retning vedrørende samarbejdsmeddelelsen af 1996 Domstolens dom af 9.7.2009, sag C-511/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 5843, præmis 118).

193    Endvidere skal det bemærkes, at Kommissionen ikke er forpligtet til at informere ansøgerne om bødefritagelse om, at de skal overholde de forpligtelser, der følger af samarbejdsmeddelelsen af 2002 og navnlig samarbejdsforpligtelsen, da meddelelsen selv klart angiver følgerne af en sådan overtrædelse.

194    Det fremgår af nævnte meddelelses punkt 30, at manglende opfyldelse af et af kravene i meddelelsen på et hvilket som helst stadium under den administrative procedure kan resultere i, at den pågældende virksomhed ikke længere kan nyde godt af en eventuel favorabel behandling herefter. Der var derfor ikke nogen forpligtelse for Kommissionen til at gøre Deltafina opmærksom på konsekvenserne for virksomheden af en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen som omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Deltafina kan derfor ikke gøre gældende, at Kommissionen har begået en fejl i den forbindelse.

195    Endvidere må det konstateres, at Kommissionen udtrykkeligt har oplyst Deltafina om, at indrømmelsen af bødefritagelse var betinget af, at alle de betingelser, der er fastsat i nævnte meddelelses punkt 11, var opfyldt. Denne oplysning fremgik ikke kun af ovennævnte punkt 30 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, som Deltafina som ansøger af bødefritagelse burde være bekendt hermed, men også udtrykkeligt af den beslutning, der blev sendt til Deltafina den 6. marts 2002, hvormed Kommissionen havde indrømmet virksomheden betinget bødefritagelse (jf. præmis 7 ovenfor). I sjette betragtning til denne beslutning informerede Kommissionen udtrykkeligt Deltafina om, at »manglende overholdelse af de [i punkt 11,] litra a)-c), nævnte betingelser på ethvert tidspunkt under den administrative procedure kunne give anledning til, at Deltafina mistede den favorable behandling«.

196    Således som det er blevet anført i præmis 149 og 173 ovenfor, har Kommissionen imidlertid ikke begået nogen fejl ved at antage, at Deltafinas adfærd ikke kunne anses for at afspejle et virkeligt samarbejde, samt at Deltafina derfor som følge heraf havde overtrådt samarbejdsforpligtelsen som omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

197    Selv om den betingede bødefritagelse oprindeligt var blevet indrømmet Deltafina, opfyldte virksomheden i den foreliggende sag således ikke længere den ene af de betingelser, der er omhandlet i samarbejdsmeddelelsen af 2002, for at blive indrømmet endelig bødefritagelse. Følgelig kunne Deltafina ikke længere nyde godt af en favorabel behandling i henhold til nævnte meddelelses punkt 30. Under disse betingelser kan Deltafina ikke gøre gældende, at virksomheden kunne udlede en berettiget forventning af samarbejdsmeddelelsen af 2002.

198    Endvidere kan Deltafina heller ikke påberåbe sig en tilsidesættelse af sin berettigede forventning ved at basere sig på den omstændighed, at virksomheden havde rettet sig efter den »næstbedste løsning«, der var blevet aftalt med Kommissionen, ved at skaffe denne yderligere bevismateriale. Således som det er blevet anført i præmis 167 ovenfor, kunne denne omstændighed, selv i tilfælde af, at den var blevet bevist, ikke fritage Deltafina for den forpligtelse, som påhvilede virksomheden til at informere Kommissionen om, at dens anmodning om bødefritagelse var blevet afsløret. Da Deltafina ikke hurtigt havde informeret Kommissionen om disse omstændigheder, opfyldte virksomheden ved afslutningen af proceduren således ikke den ene af de betingelser, der er omhandlet i samarbejdsmeddelelsen af 2002, for at blive indrømmet endelig bødefritagelse, og dermed var Kommissionen i sin ret til, endog forpligtet til, ikke at indrømme Deltafina endelig bødefritagelse.

199    Endelig fremgår det af præmis 171 ovenfor, at Deltafina ikke kunne udlede nogen særlig berettiget forventning af den omstændighed, at den processuelle stilling for betinget bødefritagelse var blevet indrømmet virksomheden i medfør af punkt 8, litra b), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 snarere end i medfør af punkt 8, litra a), i nævnte meddelelse.

200    Det følger heraf, at anbringendet om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning må forkastes.

201    For så vidt angår det andet klagepunkt vedrørende den påståede tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, for så vidt som Kommissionen, på trods af at den forudgående var blevet underrettet af Deltafina om, at virksomheden ville afsløre indgivelsen af dens anmodning om bødefritagelse i anledning af mødet hos APTI, ikke klart informerede Deltafina om, at denne afsløring ville medføre, at virksomheden mistede sin bødefritagelse, skal det bemærkes, uden at det er fornødent at udtale sig om relevansen af henvisningen til princippet om god forvaltningsskik i denne sammenhæng, at det bygger på fejlagtige forudsætninger. Dels blev det konstateret, at ved de kontakter, der blev taget mellem Kommissionen og Deltafina før mødet hos APTI den 4. april 2002, underrettede Deltafina på ingen måde Kommissionen om, at virksomheden spontant og frivilligt ville afsløre indgivelsen af ansøgningen om bødefritagelse under dette møde (jf. præmis 152-160 ovenfor). Dels er det ligeledes blevet anført i præmis 193 og 194 ovenfor, at Kommissionen ikke var forpligtet til at informere Deltafina om konsekvenserne af en eventuel overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen.

202    Heraf følger, at anbringendet vedrørende tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik må forkastes.

203    Vedrørende det tredje klagepunkt om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet skal det bemærkes, at dette princip indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af de lovligt tilsigtede formål med de pågældende bestemmelser, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (Domstolens dom af 5.5.1998, sag C-180/96, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. I, s. 2265, præmis 96, og Rettens dom af 12.9.2007, sag T-30/05, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 223).

204    Deltafina har gjort gældende, at i betragtning af omstændighederne i den foreliggende sag har Kommissionen tilsidesat dette princip ved ikke at indrømme Deltafina bødefritagelse.

205    Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at inden for samarbejdsprogrammet, således som det er fremlagt i præmis 103 ff. ovenfor, finder indrømmelsen af fuld bødefritagelse, som udgør en undtagelse til princippet om virksomhedens personlige ansvar for overtrædelse af konkurrencereglerne, sin berettigelse i samarbejdet med den virksomhed, der gør det lettere for Kommissionen at løse opgaven, der består i at konstatere og bringe overtrædelser af nævnte regler til ophør. Det er derfor kun til gengæld for et hurtigt, ægte og fuldt samarbejde, at Kommissionen indrømmer fuld bødefritagelse. Det er derfor, at indrømmelsen af fuld bødefritagelse ved afslutningen af den administrative procedure er betinget af overholdelsen af samarbejdsforpligtelsen som omhandlet i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002 (jf. præmis 116 og 117 ovenfor).

206    I den sammenhæng er det på ingen måde uforholdsmæssigt at fastslå, således som det gøres i punkt 30 i samarbejdsmeddelelsen af 2002, at manglende opfyldelse af et af kravene i meddelelsen på et hvilket som helst stadium under den administrative procedure kan resultere i, at den pågældende virksomhed ikke længere kan nyde godt af en eventuel favorabel behandling herefter. Hvis den virksomhed, som anmoder om indrømmelse af en favorabel behandling, kunne undlade at overholde de omhandlede betingelser og i særdeleshed samarbejdsforpligtelsen uden at risikere at miste den favorable behandling, ville der kunne drages tvivl om grundlaget og målsætningerne for samarbejdsordningen.

207    Når det er blevet konkluderet, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke havde begået en fejl ved at konstatere en overtrædelse fra Deltafinas side af samarbejdsforpligtelsen, som Deltafina var underlagt i henhold til punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002, kan virksomheden under disse omstændigheder ikke gøre gældende, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved ikke at indrømme den fuld bødefritagelse ved afslutningen af den administrative procedure.

208    Vedrørende påberåbelsen af bødens uforholdsmæssige karakter i lyset af omstændighederne i det foreliggende tilfælde har Deltafina fremsat dette klagepunkt inden for rammerne af det femte og syvende anbringende. Dette klagepunkt skal derfor undersøges ved gennemgangen af disse anbringender.

209    I lyset af det foranstående bør fjerde anbringende forkastes i sin helhed.

II –  De subsidiært påberåbte anbringender

A –  Det femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, eftersom udgangsbeløbet for bøden er for højt, samt vedrørende en manglende begrundelse

210    Med sit femte anbringende, som deler sig i tre led, har Deltafina fremsat flere klagepunkter til støtte for, at grundbeløbet på 25 mio. EUR som fastsat af Kommissionen er åbenbart for stort og uforholdsmæssigt i forhold til overtrædelsens grovhed. Deltafina nedlægger således påstand for Retten om fastsættelse af et nyt bødebeløb.

211    Det skal først bemærkes, at Deltafina formelt anfægter »grundbeløbet« for bøden, som i henhold til retningslinjernes punkt 1 B, fjerde afsnit, svarer til sammenlægningen af de beløb, der er fastsat i forhold til overtrædelsens grovhed og varighed. Dog fremgår det af argumentationen, at det anfægtede bødebeløb er det, som er fastsat i forhold til overtrædelsens grovhed, således at det beløb, som der er tale om i dette anbringende, er udgangsbeløbet for bøden (jf. i denne retning Rettens dom af 30.9.2009, sag T-161/05, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 3555, præmis 107).

1.     Generelle betragtninger

212    Indledningsvis skal der henvises til de generelle principper for fastsættelsen af bødebeløb, og især vurderingen af overtrædelsens grovhed, samt proportionalitetsprincippet på bødeområdet.

213    Artikel 81, stk. 1, litra a) og b), EF fastsætter, at aftaler og samordnet praksis, som består i direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller andre transaktionsvilkår, begrænsning af eller kontrol med produktion eller afsætning, er udtrykkeligt uforenelige med fællesmarkedet. Overtrædelser af denne type, navnlig sådanne, som vedrører horisontale aftaler (Rettens dom af 11.3.1999, sag T-141/94, Thyssen Stahl mod Kommissionen, Sml. II, s. 347, præmis 675) eller åbenbare overtrædelser af konkurrencereglerne (Rettens dom af 6.4.1995, sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, præmis 109, og dom af 14.5.1998, sag T-311/94, BPB de Eendracht mod Kommissionen, Sml. II, s. 1129, præmis 303), er af retspraksis kvalificeret som særligt grove, eftersom de har en direkte indvirkning på de væsentlige konkurrenceparametre på det pågældende marked.

214    I henhold til artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 skal der ved fastlæggelsen af bødens størrelse for overtrædelser af artikel 81, stk. 1, EF tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed.

215    Det er fast retspraksis, at grovheden af overtrædelser af konkurrencereglerne skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens dom i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 127 ovenfor, præmis 241, dom af 3.9.2009, sag C-534/07 P, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, Sml. I, s. 7415, præmis 54, og dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 109 ovenfor, præmis 91).

216    For at sikre gennemsigtighed og objektivitet i forbindelse med de beslutninger, der fastsætter bøder for overtrædelser af konkurrencereglerne, har Kommissionen vedtaget retningslinjer (retningslinjernes første afsnit).

217    Retningslinjerne er et instrument, der – under overholdelse af trinhøjere retsregler – har til formål at præcisere de kriterier, som Kommissionen anvender i forbindelse med udøvelsen af den skønsbeføjelse ved bødefastsættelsen, som artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 indrømmer den. Retningslinjerne udgør ikke den retlige hjemmel for en beslutning, der fastsætter bøder, og som har hjemmel i forordning nr. 1/2003, men fastlægger generelt og abstrakt den metode, som Kommissionen har pålagt sig selv at anvende med henblik på udmålingen af de bøder, der pålægges ved denne beslutning, og de garanterer dermed retssikkerheden for virksomhederne (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 127 ovenfor, præmis 209 og 213, og Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T-264/02 og T-271/02, Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 219 og 223).

218    Selv om retningslinjerne ikke kan anses for retsregler, som vedkommende myndighed under alle omstændigheder er forpligtet til at overholde, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som vedkommende myndighed ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive en begrundelse (jf. i denne retning Domstolens dom i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 127 ovenfor, præmis 209 og 210, og dom af 18.5.2006, sag C-397/03 P, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Midland Ingredients mod Kommissionen, Sml. I, s. 4429, præmis 91).

219    Kommissionens begrænsning af sin egen skønsbeføjelse som følge af vedtagelsen af retningslinjer er imidlertid ikke uforenelig med opretholdelsen af en væsentlig skønsmargen for Kommissionen (Rettens dom af 8.7.2004, sag T-44/00, Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 246, 274 og 275). Det forhold, at Kommissionen i retningslinjerne har præciseret sin tilgang til vurderingen af en overtrædelses grovhed, er ikke til hinder for, at den vurderer overtrædelsen samlet på grundlag af alle de relevante omstændigheder, herunder de elementer, som ikke udtrykkeligt er nævnt i retningslinjerne (dommen i sagen Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 217 ovenfor, præmis 237).

220    Ifølge den i retningslinjerne fastsatte metode tager Kommissionen ved beregningen af de bøder, der skal pålægges de berørte virksomheder, udgangspunkt i et bestemt beløb, som fastsættes på grundlag af overtrædelsens grovhed »i sig selv«. Ved vurderingen af denne grovhed skal der tages hensyn til overtrædelsens art, dens konkrete indvirkning på markedet – når den kan måles – og det berørte geografiske markeds udstrækning (retningslinjernes punkt 1 A, første afsnit).

221    I den forbindelse klassificeres overtrædelserne i tre kategorier, nemlig »lidet alvorlige overtrædelser«, for hvilke den påregnelige beløbsramme for bøderne går fra 1 000 til 1 mio. EUR, »alvorlige overtrædelser«, for hvilke den påregnelige beløbsramme går fra 1 mio. til 20 mio. EUR, og »meget alvorlige overtrædelser«, for hvilke den påregnelige beløbsramme går fra 20 mio. EUR (punkt 1 A, stk. 2, første til tredje led). Hvad angår de meget alvorlige overtrædelser har Kommissionen præciseret, at det i det væsentlige drejer sig om horisontale begrænsninger, såsom »priskarteller« og markedsopdelende karteller, eller andre former for praksis, der er til skade for det indre marked, såsom begrænsninger, der tager sigte på at isolere nationale markeder, eller klare tilfælde af misbrug af en dominerende stilling begået af virksomheder, der har en monopollignende stilling (punkt 1 A, stk. 2, tredje led).

222    I øvrigt bemærkes det, at de tre aspekter af vurderingen af overtrædelsens grovhed nævnt ovenfor i præmis 220 ikke vejer lige tungt i den samlede vurdering. Overtrædelsens art er bl.a. af afgørende betydning for at betegne overtrædelserne som »meget alvorlige« (dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 109 ovenfor, præmis 101, og Rettens dom af 28.4.2010, forenede sager T-456/05 og T-457/05, Gütermann et Zwicky mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 137).

223    Derimod er hverken den konkrete indvirkning på markedet eller det geografiske markeds udstrækning nødvendige elementer for kvalificeringen af overtrædelsen som meget alvorlig i et tilfælde af horisontale aftaler, der bl.a. omhandler prisfastsættelse som i det foreliggende tilfælde. Selv om disse to kriterier er elementer, der skal tages hensyn til med henblik på at bedømme overtrædelsens grovhed, drejer det sig blot om kriterier blandt andre kriterier med henblik på den samlede vurdering af overtrædelsens grovhed (jf. i denne retning dommen af 3.9.2009 i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt i præmis 215 ovenfor, præmis 74 og 81, og dommen i sagen Tribunal Raiffeisen Zentralbank Österreich mod Kommissionen, nævnt i præmis 217 ovenfor, præmis 240 og 311, samt dom af 8.10.2008, sag T-73/04, Carbone-Lorraine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2661, præmis 91).

224    Ifølge en ligeledes nu fast retspraksis fremgår det således af retningslinjerne, at horisontale karteller, der bl.a. omhandler prisfastsættelse som i den foreliggende sag, kan kvalificeres som »meget alvorlige« overtrædelser alene på grund af deres art, uden at Kommissionen skal godtgøre overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet (dommen af 3.9.2009 i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt i præmis 215 ovenfor, præmis 75; jf. ligeledes i denne retning Rettens dom af 27.7.2005, forenede sager T-49/02 – T-51/02, Brasserie nationale m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3033, præmis 178, og af 25.10.2005, sag T-38/02, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. II, s. 4407, præmis 150), og uden at det berørte geografiske markeds begrænsede udstrækning er til hinder for en sådan kvalificering (jf. i denne retning dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 109 ovenfor, præmis 103, og dommen i sagen Carbone-Lorraine mod Kommissionen, nævnt i præmis 223 ovenfor, præmis 91).

225    Denne konklusion støttes af den omstændighed, at mens der i den vejledende beskrivelse af alvorlige overtrædelser udtrykkeligt er anført indflydelsen på markedet og virkningerne på store dele af fællesmarkedet, er der derimod i beskrivelsen af de meget alvorlige overtrædelser hverken stillet krav om konkrete påvirkninger af markedet eller om virkninger på et særligt geografisk område (dommen i sagen Gütermann et Zwicky mod Kommissionen, nævnt i præmis 222 ovenfor, præmis 137; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Brasserie nationale m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 178 og dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, jf. præmis 224 ovenfor, præmis 150).

226    Derudover er der en indbyrdes sammenhæng mellem de tre aspekter af vurderingen af overtrædelsens grovhed, for så vidt som en høj grad af grovhed i forhold til et eller flere af aspekterne kan kompensere for overtrædelsens mindre grovhed i andre aspekter (dommen i sagen Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 217, præmis 241).

227    Vedrørende især den foreliggende sag fremgår det af den anfægtede beslutning, at Kommissionen har beregnet de pålagte bøders størrelse på grundlag af den generelle metode, den har fastsat i retningslinjerne, også selv om den ikke udtrykkeligt nævner disse i den anfægtede beslutning.

228    I det omfang Deltafina inden for rammerne af dette anbringende har påberåbt sig en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, skal det ligeledes bemærkes, således som det er blevet anført i præmis 203 ovenfor, at dette princip indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af de med de pågældende bestemmelser lovligt tilsigtede formål.

229    Inden for rammerne af de af Kommissionen indledte procedurer for at sanktionere overtrædelser af konkurrencereglerne medfører anvendelsen af dette princip, at bøderne ikke må være uforholdsmæssige, set i forhold til de tilsigtede mål, dvs. i forhold til overholdelsen af disse bestemmelser, og at størrelsen af den bøde, som pålægges en virksomhed, bør stå i rimeligt forhold til overtrædelsen, vurderet i sin helhed, idet der navnlig bør tages hensyn til overtrædelsens grovhed (jf. i denne retning dommen af 12.9.2007 i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 223 og 224 og den deri nævnte retspraksis). I særdeleshed indebærer proportionalitetsprincippet, at Kommissionen skal udmåle bøden forholdsmæssigt i forhold til de elementer, der tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, og at den i denne henseende skal anvende disse elementer på en sammenhængende og objektivt berettiget måde (Rettens dom af 27.9.2006, sag T-43/02, Jungbunzlauer mod Kommissionen, Sml. II, s. 3435, præmis 226-228, og af 28.4.2010, sag T-446/05, Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 171).

2.     Om det femte anbringendes første led vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, henset til den begrænsede udstrækning af markedet og Deltafinas begrænsede omsætning

a)     Parternes argumenter

230    Deltafina har gjort gældende, at udgangsbeløbet for bøden er uforholdsmæssigt, eftersom det svarer til 37,1% af den samlede værdi af indkøbene på det berørte marked, nemlig 67,3 mio. EUR, til 52,2% af værdien af virksomhedens salg af italiensk forarbejdet tobak, nemlig 47,9 mio. EUR, og til 82,5% af dens indkøb af råtobak eller præforarbejdet tobak, nemlig 30,2 mio. EUR. Den første og tredje oplysning er af særlig betydning, eftersom overtrædelsen vedrører samordnet købsadfærd. Deltafina gør endvidere opmærksom på, at udgangsbeløbet er højere end den samlede indtægt efter skat, som virksomheden har indtjent i tidsrummet fra 1996 til 2002, nemlig 23,5 mio. EUR. Sammenligningen af disse tal med tilsvarende tal for andre karteller viser, at det udgangsbeløb, som Kommissionen har fastsat i den foreliggende sag, er uforholdsmæssigt højt.

231    Kommissionen har bestridt de af Deltafina fremførte argumenter.

b)     Rettens bemærkninger

232    Hvad for det første angår klagepunktet vedrørende bødens uforholdsmæssige karakter i forhold til den samlede værdi af indkøbene på det berørte marked fremgår det hverken af forordning nr. 1/2003 eller af retningslinjerne, at bødens størrelse skal fastsættes umiddelbart på grundlag af størrelsen af det berørte marked, da denne faktor ikke er et obligatorisk element, men blot et relevant element blandt andre ved vurderingen af overtrædelsens grovhed (Domstolens dom af 25.1.2007, sag C-407/04 P, Dalmine mod Kommissionen, Sml. I, s. 829, præmis 132, og dommen af 3.9.2009 i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt i præmis 215 ovenfor, præmis 55). Ifølge disse bestemmelser som sådan påhviler det således ikke Kommissionen at tage et produktmarkeds begrænsede størrelse i betragtning (jf. i denne retning Rettens dom af 27.9.2006, sag T-322/01, Roquette Frères mod Kommissionen, Sml. II, s. 3137, præmis 148).

233    Som det er blevet anført i præmis 215 ovenfor, påhviler det dog ifølge retspraksis Kommissionen, når overtrædelsens grovhed fastslås, at tage hensyn til en lang række faktorer, hvis art og betydning varierer alt efter den pågældende overtrædelse og de særlige omstændigheder i forbindelse hermed. Det kan ikke udelukkes, at produktmarkedets størrelse alt efter tilfældet kan indgå blandt de faktorer, som viser, hvor grov overtrædelsen har været (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 120, og dommen i sagen Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, nævnt i præmis 222 ovenfor, præmis 267).

234    Skønt markedets størrelse følgelig kan være en faktor, der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af overtrædelsens grovhed, varierer dens betydning således alt efter karakteren af overtrædelsen og de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i forbindelse med den pågældende overtrædelse.

235    Eftersom det i den foreliggende sag for det første drejer sig om overtrædelsens art, må det konstateres, at det pågældende kartel bl.a. havde til formål i fællesskab at fastsætte de af forarbejdningsvirksomhederne betalte priser for råtobak samt fordelingen af leverandører og mængder af råtobak. Sådanne former for praksis udgør horisontale begrænsninger af typen »priskartel« i retningslinjernes forstand og er således efter sin art »meget alvorlige« overtrædelser. For den type karteller, som af retspraksis er kvalificeret som åbenbare overtrædelser af konkurrencereglerne eller som særligt grove overtrædelser, eftersom de har en direkte indvirkning på de væsentlige konkurrenceparametre på det pågældende marked (jf. præmis 213 ovenfor), foreskriver retningslinjerne en sanktion, hvis mindste udgangsbeløb overstiger 20 mio. EUR.

236    Hvad for det andet angår de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i forbindelse med den pågældende overtrædelse, må det konstateres, at det pågældende markeds størrelse på ingen måde var ubetydelig, idet det fremgår af 366. betragtning til den anfægtede beslutning, at produktionen af råtobak i Italien udgjorde 38% af EU’s kvotedækkede produktion. Endvidere fremgår det af fodnoten på s. 290 i den anfægtede beslutning, at eftersom kartellet ligeledes omfattede køb hos »kontraktpakkere« – dvs. de mellemled, som selv indkøber råtobakken fra producenterne og foretager en forbehandling af tobakken – omfattede det køb til en værdi, som oversteg den blotte værdi af køb af råtobak, produceret i Italien.

237    Under disse omstændigheder kan Deltafina ikke gøre gældende, at virksomhedens bøde er uforholdsmæssig i forhold til den samlede værdi af indkøbene på det berørte marked.

238    For det andet vedrørende Deltafinas klagepunkt om bødens uforholdsmæssige karakter i forhold til værdien af virksomhedens indkøb på det berørte marked samt i forhold til dens omsætning som følge af dens egne aktiviteter på senere trin i produktionskæden, og til dens samlede indtægter i perioden fra 1996 til 2002, skal det først understreges, at gældende ret ikke indeholder noget almengyldigt princip, hvorefter sanktionen skal stå i forhold til den omsætning, som virksomheden har opnået på det berørte marked (jf. dommen i sagen Gütermann og Zwickym mod Kommissionen, nævnt i præmis 222 ovenfor, præmis 277 og den deri nævnte retspraksis), til den omsætning, som virksomheden har opnået på videresalgsmarkedet, eller til den indtægt, som virksomheden har oppebåret under kartellets varighed.

239    I den forbindelse skal det bemærkes, at det ifølge fast retspraksis er lovligt ved fastsættelsen af bøden at tage hensyn dels til virksomhedens samlede omsætning, der giver et, ganske vist omtrentligt og ufuldstændigt, indtryk af dens størrelse og økonomiske styrke, dels til den del af denne omsætning, som hidrører fra de varer, der er genstand for overtrædelsen, og som således kan give en indikation af overtrædelsens omfang. Der må ikke tillægges hverken det ene eller det andet af disse omsætningstal en uforholdsmæssig stor betydning i forhold til de andre elementer i vurderingen, og fastsættelsen af en passende bøde kan følgelig ikke være resultatet af en enkel beregning på grundlag af den samlede omsætning. Dette er især tilfældet, når de pågældende varer kun udgør en ringe del af denne omsætning (jf. Domstolens dom i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 233 ovenfor, præmis 121, og dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 127 ovenfor, præmis 243, samt dom af 3.9.2009, forenede sager C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 7191, præmis 114).

240    Det må imidlertid konstateres, således som det fremgår af præmis 34 ovenfor, at Kommissionen i den anfægtede beslutning har fastsat bøden i forhold til hver virksomheds markedsandel i form af indkøb af det pågældende produkt på det marked, hvor overtrædelsen har fundet sted. Værdien af indkøbene på det berørte marked har således været et kriterium, som Kommissionen har taget hensyn til ved fastsættelsen af bøden i den foreliggende sag.

241    I øvrigt bemærkes, at den maksimumsgrænse på 10%, der nævnes i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, vedrører den berørte virksomheds samlede omsætning, og at kun det endelige bødebeløb skal overholde denne grænse. I det foreliggende tilfælde fremgår det af 374. og 401. betragtning til den anfægtede beslutning, at eftersom det er fastslået, at Deltafinas moderselskab, nemlig Universal, havde udøvet en bestemmende indflydelse på Deltafina, tog Kommissionen for at fastsætte bødebeløbet på et niveau, som sikrede den en tilstrækkeligt afskrækkende virkning, hensyn til Universals omsætning. Det fremgår imidlertid af det talmateriale, som er oplyst i 374. betragtning til den anfægtede beslutning, og som ikke er bestridt af Deltafina, at den Deltafina og Universal pålagte bøde er mindre end 2% af Universals samlede omsætning og ligger som følge heraf væsentligt under det loft, der nævnes i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003. Under disse omstændigheder kan Deltafina ikke gøre gældende, at der er et åbenbart misforhold mellem det af Kommissionen fastsatte udgangsbeløb og selskabets virksomheds størrelse (jf. i denne retning dommen i sagen Dalmine mod Kommissionen, nævnt i præmis 232 ovenfor, præmis 146, og dommen af 12.9.2007 i sagen Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 229).

242    I øvrigt fremgår det af retspraksis, at for så vidt som den endelige bøde ikke overstiger 10% af den berørte virksomheds samlede omsætning i det sidste år, hvor overtrædelsen blev begået, kan den herefter ikke anses for uforholdsmæssig, alene fordi den overstiger den på det berørte marked opnåede omsætning (jf. i denne retning Rettens dom af 9.7.2003, sag T-224/00, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Ingredients mod Kommissionen, Sml. II, s. 2597, præmis 200). Det samme gælder vedrørende omsætningen på videresalgsmarkedet. I det foreliggende tilfælde må det imidlertid konstateres, at udgangsbeløbet for den bøde, der er pålagt Deltafina, og hvis uforholdsmæssige karakter virksomheden har gjort gældende, hverken overstiger den omsætning, som denne har opnået på det berørte marked, eller den omsætning, som er opnået på videresalgsmarkedet. Selv det endelig bødebeløb er oven i købet mindre end disse to omsætninger.

243    I betragtning af den begåede overtrædelses meget alvorlige karakter er hverken den omstændighed, at bøden svarer til 52,2% af værdien af Deltafinas salg af italiensk forarbejdet tobak og til 82,5% af virksomhedens indkøb af råtobak eller præforarbejdet tobak, eller den omstændighed, at bøden er højere end de samlede indtægter efter skat for perioden fra 1996 til 2002 for Deltafina, som er Universal-koncernens italienske datterselskab, urimelige faktorer, der kan medføre, at en sådan bøde er uforholdsmæssig.

244    Endelig skal det vedrørende henvisningerne til de beslutninger, der forudgående er blevet vedtaget af Kommissionen, bemærkes, at Kommissionens beslutningspraksis ikke i sig selv kan anvendes som en retlig ramme for bøder i konkurrencesager, eftersom denne ramme udelukkende er fastsat i forordning nr. 1/2003 som anvendt i lyset af retningslinjerne, samt at Kommissionen råder over et vidt skøn med hensyn til fastsættelsen af bødernes størrelse og ikke er bundet af de skøn, som den tidligere har foretaget (jf. i denne retning Domstolens dom af 19.3.2009, sag C-510/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1843, præmis 82, og dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 109 ovenfor, præmis 123). Det følger heraf, at Deltafinas påstande vedrørende Kommissionens tidligere beslutningspraksis ikke kan tiltrædes.

245    I lyset af samtlige disse betragtninger må det femte anbringendes første led forkastes.

3.     Om det femte anbringendes andet led vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, henset til det geografiske markeds begrænsede udstrækning

a)     Parternes argumenter

246    Deltafina har ligeledes anført, at Kommissionen har undladt at tage hensyn til den begrænsede udstrækning af det geografiske marked, der er berørt af overtrædelsen, og som er begrænset til Italien, eller, mere præcist, som grundlæggende kun vedrører fire italienske regioner (hvor 87,5% af den italienske produktion er koncentreret). Kommissionen har imidlertid i adskillige forudgående tilfælde konkluderet, at i lyset af, at overtrædelsen havde fundet sted på et begrænset område af det indre marked, skulle den kvalificeres som en »alvorlig« overtrædelse snarere end en »meget alvorlig« overtrædelse.

247    Kommissionen har bestridt samtlige de af Deltafina fremførte argumenter.

b)     Rettens bemærkninger

248    Det fremgår af retspraksis, at det geografiske markeds udstrækning ikke er et selvstændigt kriterium i den forstand, at kun overtrædelser, der faktisk berører de fleste medlemsstater, kan kvalificeres som »meget alvorlige«. Det fremgår hverken af traktaten, forordning nr. 1/2003, retningslinjerne eller retspraksis, at kun geografisk set meget omfattende konkurrencebegrænsninger kan kvalificeres således (jf. i denne retning Rettens dom af 18.7.2005, sag T-241/01, Scandinavian Airlines System mod Kommissionen, Sml. II, s. 2917, præmis 87, og dommen i sagen Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 217 ovenfor, præmis 311).

249    Aftaler eller samordnet praksis, der, som i det foreliggende tilfælde, har fastsættelse af købspriser samt fordeling af indkøbte mængder til formål kan i øvrigt per se betegnes som meget alvorlige, uden at det er fornødent, at adfærden har haft en bestemt geografisk udstrækning (jf. i denne retning den i præmis 222-225 ovenfor nævnte retspraksis).

250    Det følger heraf, at det geografiske markeds størrelse, også i tilfælde af at dette er begrænset, i princippet ikke er til hinder for at kvalificere den konstaterede overtrædelse i den foreliggende sag som »meget alvorlig«.

251    Det skal endvidere bemærkes, at selv om produktionen af råtobak i det foreliggende tilfælde var koncentreret i visse regioner i Italien, var kartellets anvendelsesområde dog ikke begrænset til disse regioner, men dækkede indkøb af råtobak i hele Italien. Ifølge fast retspraksis udgør en medlemsstats hele område en væsentlig del af det fælles marked (jf. i denne retning Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Nederlandsche Banden-Industrie-Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, præmis 28, og dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 150).

252    Således må det konkluderes, at et udgangsbeløb på 25 mio. EUR i det foreliggende tilfælde ikke er uforholdsmæssigt stort i forhold til det berørte geografiske markeds udstrækning.

253    Hvad endelig angår henvisningerne til de af Kommissionen forudgående vedtagne beslutninger fremgår det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 244 ovenfor, at Deltafinas påstande vedrørende Kommissionens tidligere beslutningspraksis ikke kan tiltrædes.

254    På baggrund af det ovenstående må det femte anbringendes andet led forkastes.

4.     Om det femte anbringendes tredje led vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, henset til overtrædelsens manglende indvirkning på markedet samt vedrørende den manglende begrundelse

a)     Parternes argumenter

255    Deltafina har gjort gældende, at grundbeløbet er åbenbart uforholdsmæssigt, henset til, at overtrædelsen ikke har haft nogen indvirkning eller kun har haft en begrænset indvirkning på det pågældende marked. Deltafina bebrejder Kommissionen, at den har undladt at tage hensyn til, at det fremgik af de oplysninger, som den var i besiddelse af, at den pågældende praksis, som havde til formål at fastsætte købspriserne på råtobak, ikke havde haft nogen indvirkning på markedet for råtobak. Kommissionen har selv i den anfægtede beslutning indrømmet, at i stedet for at falde var priserne på råtobak steget med 53,5% i Italien i perioden fra 1990 til 2000, mens priserne på andre landbrugsprodukter i den samme periode kun var steget med 15,9%. Derudover oplevede priserne på de råtobakssorter, som der blev produceret de største mængder af i Italien i perioden fra 1993 til 2000 (nemlig Bright og Burley), den væsentligste stigning i Italien blandt de forskellige medlemsstater. Kommissionen måtte således konkludere, at den sanktionerede praksis, der havde til formål at begrænse eller at forhindre prisstigninger på italiensk råtobak, havde været virkningsløs. Disse oplysninger, som udtrykkeligt er anerkendt i den anfægtede beslutning, burde der være blevet taget højde for ved evalueringen af overtrædelsens grovhed, og de burde have ført til, at Kommissionen fastsatte et lavere udgangsbeløb for bøden.

256    I modsætning til, hvad Kommissionen har erklæret for første gang i svarskriftet i det foreliggende tilfælde, var indvirkningen af overtrædelsen på markedet åbenlyst målbar. De oplysninger, som ifølge Kommissionen var nødvendige for at gøre det muligt at måle denne indvirkning, var ikke oplysninger, som var umulige at finde, og i øvrigt var denne slags undersøgelse hyppig i beslutninger om karteller. Således var Kommissionen i medfør af retspraksis forpligtet til at foretage en sammenligning af den situation, der var resultatet af denne overtrædelse, med den situation, som ville have eksisteret uden overtrædelsen. Da den anfægtede beslutning ikke indeholder nogen angivelse af de motiver, på grundlag af hvilke Kommissionen konkluderede, at indvirkningen af overtrædelsen ikke var målbar, er den endvidere behæftet med en manglende begrundelse i den forbindelse.

257    Deltafina har anført, at selv om overtrædelsens indvirkning på markedet ikke havde været reelt målbar, hvilket ikke er tilfældet her, burde Kommissionen ved fastsættelsen af udgangsbeløbet for bøden alligevel have konkluderet, at overtrædelsen i det foreliggende tilfælde ikke havde haft nogen indvirkning på markedet. At det eventuelt måtte være umuligt at måle indvirkningen, gør det ikke muligt at forudsætte, at der var en sådan indvirkning.

258    I replikken præciserer Deltafina, at dets anbringende ikke er rettet mod kvalificeringen af overtrædelsen som »meget alvorlig«, men forhøjelsen af udgangsbeløbet som følge af overtrædelsens indvirkning på markedet.

259    Deltafina har således nedlagt påstand om, at bøden nedsættes i behørigt omfang i betragtning af, at Kommissionen, da den fastsatte bødens udgangsbeløb, ikke tog hensyn til den manglende indvirkning eller, subsidiært, overtrædelsens begrænsede indvirkning på markedet.

260    Kommissionen har bestridt de af Deltafina fremførte argumenter.

b)     Rettens bemærkninger

261    Det skal først bemærkes, at blandt de i retningslinjerne nævnte tre kriterier for evaluering af overtrædelsens grovhed (jf. præmis 220 ovenfor) er overtrædelsens art af afgørende betydning for at betegne overtrædelserne som meget alvorlige. Aftaler eller samordnet praksis, som har prisfastsættelse eller markedsfordeling til formål, kan således per se betegnes som »meget alvorlige«, uden at det er fornødent, at adfærden har haft konkrete virkninger på det pågældende marked (jf. i denne retning den i præmis 222-225 ovenfor nævnte retspraksis).

262    Således som det er blevet anført i præmis 235 ovenfor, havde det pågældende kartel i den foreliggende sag bl.a. til formål i fællesskab at fastsætte de af forarbejdningsvirksomhederne betalte priser for råtobak samt fordelingen af leverandører og mængder samt udveksling af oplysninger. Sådanne former for praksis udgør en horisontal begrænsning i form af et »priskartel« i retningslinjernes forstand og er således efter sin art »meget alvorlig«.

263    Det følger heraf, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde kunne kvalificere kartellet som en meget alvorlig overtrædelse uden at skulle godtgøre overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet (jf. i denne retning dommen af 3.9.2009 i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt i præmis 215 ovenfor, præmis 76, og dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 109 ovenfor, præmis 103).

264    I øvrigt fremgår det af den anfægtede beslutning, at selv om Kommissionen i 365. betragtning til denne ved at gentage ordlyden af retningslinjerne har bekræftet, at for at evaluere overtrædelsens grovhed må den tage højde for de tre elementer, der er nævnt i første afsnit af nævnte retningslinjers punkt 1 A (jf. præmis 220 ovenfor), har den ikke efterfølgende baseret sin vurdering af overtrædelsens grovhed på overtrædelsens konkrete indvirkning.

265    I den del af den anfægtede beslutning, der vedrører vurderingen af overtrædelsens grovhed (365.-369. betragtning), er der ingen betragtning, der henviser til dette element. Idet Kommissionen i 368. betragtning til den anfægtede beslutning henviser til den del af beslutningen, der undersøger den konkurrencebegrænsende virkning af aftalerne mellem forarbejdningsvirksomhederne, hengiver Kommissionen sig dels til betragtninger af generel karakter vedrørende karteller på området for indkøb og deres evne til, ligesom i det typiske tilfælde med »salgskarteller«, at fordreje konkurrencen, dels bekræfter Kommissionen, at denne evne er så meget desto større, når det drejer sig om et produkt som det i den foreliggende sag omhandlede. Disse betragtninger kan imidlertid ikke fortolkes som en analyse af overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet, men udgør snarere betragtninger vedrørende et købekartels evne til at fordreje konkurrencen i den foreliggende sag.

266    Det følger heraf, at der ikke kan rejses tvivl om kvalificeringen af overtrædelsen som meget alvorlig med de af Deltafina fremførte argumenter inden for rammerne af dette led.

267    I øvrigt skal det bemærkes, at Deltafina i replikken har præciseret rækkevidden af de inden for rammerne af dette led fremførte argumenter ved at forklare, at virksomheden ikke har anfægtet kvalificeringen af overtrædelsen som meget alvorlig, men at den bebrejder Kommissionen, at den har fastsat et udgangsbeløb for bøden, som er uforholdsmæssigt, henset til den manglende konkrete indvirkning på markedet.

268    I denne forbindelse må det for det første fastslås, at det følger af ordningen om sanktioner for tilsidesættelser af konkurrencereglerne som indført ved forordning nr. 1/2003 og fortolket i retspraksis, at karteller, på grund af deres særlige art, fortjener de største bøder. Deres eventuelle konkrete påvirkning af markedet, bl.a. i hvilket omfang konkurrencebegrænsningen har medført en markedspris, der er højere end den pris, som ville have været gældende, såfremt der ikke forelå et kartel, er ikke et afgørende kriterium for fastsættelsen af bødens størrelse (jf. i denne retning Domstolens dom i sagen Cour Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 233 ovenfor, præmis 120 og 129, og dom af 16.11.2000, sag C-286/98 P, Stora Kopparbergs Bergslags mod Kommissionen, Sml. I, s. 9925, præmis 68-77; jf. ligeledes forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo i den sag, der førte til Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-283/98 P, Mo och Domsjö mod Kommissionen, Sml. I, s. 9855, præmis 95-101).

269    Ifølge fast retspraksis kan forhold, der vedrører forsættet, ved vurderingen af bødebeløbet have større betydning end forhold, der vedrører en konkurrenceforvridende adfærd, særligt når der er tale om overtrædelser, der efter deres karakter er alvorlige, såsom overtrædelser vedrørende prisfastsættelser (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.10.2003, sag C-194/99 P, Thyssen Stahl mod Kommissionen, Sml. I, s. 10821, præmis 118, og dommen af 3.9.2009 i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt i præmis 215 ovenfor, præmis 96, samt dom af 12.11.2009, sag C-554/08 P, Carbonne-Lorraine mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 44).

270    I det foreliggende tilfælde fremgår det af undersøgelsen af den del af den anfægtede beslutning, der vedrører de påståede faktiske omstændigheder, at forarbejdningsvirksomhederne bevidst udøvede en konkurrenceforvridende adfærd, som de blev sanktioneret for (jf. f.eks. 111., 124. 125., 141. og 158. betragtning til den anfægtede beslutning). Denne betragtning bekræftes endvidere af den omstændighed, at kartellet havde en hemmelig karakter, således som det fremgår af 363. og 473. betragtning til den anfægtede beslutning.

271    Endvidere fremgår det ligeledes af den anfægtede beslutning, at forarbejdningsvirksomhederne i flere omgange blev enige om foranstaltninger til at sikre en effektiv gennemførelse af kartellet, såsom indbyrdes udveksling af fakturaer fra deres respektive leverandører (122. og 129. betragtning til den anfægtede beslutning), en konsultationsforpligtelse i tilfælde af indkøb uden for aftalerne (139. betragtning til den anfægtede beslutning), forpligtelser til kontrol af de ansatte med henblik på at undgå, at de tog initiativer uden den nødvendige koordination (140. betragtning til den anfægtede beslutning), og oprettelsen af en struktur, der havde til formål at sikre gennemførelsen af konkurrenceforvridende formål (187. betragtning til den anfægtede beslutning). I den forbindelse skal det endvidere bemærkes, at det fremgår af 383. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen fastslog, at kartellet var blevet iværksat, hvilken omstændighed ikke er blevet bestridt af Deltafina.

272    For det andet må det konstateres, at Kommissionen ved fastsættelsen af udgangsbeløbet for bøden har taget højde for de mulige virkninger af hver enkelt virksomheds ulovlige adfærd. Det fremgår af 370. og 371. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen fandt det behørigt at fastsætte bøderne på grundlag af markedsstillingen for hver enkelt berørt part på markedet for – ud over dens specifikke vægt – at tage højde for de sandsynlige følger af hver enkelt virksomheds ulovlige adfærd.

273    Det følger af retspraksis, at hver af de berørte virksomheders markedsandele på det marked, som er genstand for en konkurrencebegrænsende praksis, er et objektivt element, som, selv hvor der mangler bevis for overtrædelsens konkrete indvirkning på markedet, udgør en korrekt målestok for hver virksomheds ansvar for så vidt angår denne praksis’ potentielle skadelighed for de normale konkurrencevilkår (jf. i denne retning Rettens dom af 29.4.2004, forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01 – T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1181, præmis 196-198, og navnlig præmis 197). Således er en virksomheds markedsandele med henblik på fastsættelsen af bødens størrelse ifølge retspraksis relevante ved vurderingen af, hvilken indflydelse virksomheden har haft på markedet (Domstolens dom af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 139, og dommen af 3.9.2009 i sagen Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, nævnt i præmis 215 ovenfor, præmis 62).

274    Således må det konstateres, at ved at Kommissionen i den foreliggende sag fastsatte udgangsbeløbet for bøden i forhold til hver enkelt parts markedsandel, anvendte den et relevant kriterium for at fastslå den indflydelse, som Deltafinas adfærd kunne have haft på markedet.

275    Stillet over for en meget alvorlig overtrædelse af konkurrencereglerne og forhold vedrørende forsættet, såsom dem, der er nævnt i præmis 270 og 271, må det, selv i tilfælde af at aftalen ikke forårsagede virkninger på markedet, således som Deltafina har gjort gældende, under disse omstændigheder antages, at det ikke var urimeligt at fastsætte udgangsbeløbet for bøden for Deltafina, som var den aktør, der havde en væsentligt større markedsandel i forhold til de andre kartelmedlemmer på det pågældende marked, på et niveau, der var højere end det minimumsbeløb på 20 mio. EUR, der er omhandlet i retningslinjerne, dvs. til 25 mio. EUR.

276    I lyset af disse betragtninger kan Deltafinas argument, i henhold til hvilket udgangsbeløbet for bøden er åbenlyst uforholdsmæssigt, eftersom overtrædelsen ikke havde forårsaget nogen virkning på markedet, ikke tiltrædes.

277    Vedrørende de specifikt nævnte oplysninger i den anfægtede beslutning, som beviser kartellets manglende virkninger på markedet (jf. præmis 255 ovenfor), skal det i øvrigt bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at ved vurderingen af overtrædelsens grovhed er det afgørende, at kartelmedlemmerne havde gjort alt, hvad der stod i deres magt, for at give deres hensigter en konkret virkning. Hvad der efterfølgende skete med hensyn til de markedspriser, der faktisk blev opnået, kunne blive påvirket af andre faktorer, som kartelmedlemmerne ikke havde kontrol over, hvorfor kartellets medlemmer ikke kan drage fordel heraf ved at gøre eksterne faktorer, som modvirkede deres egne bestræbelser, til forhold, der begrunder en bødenedsættelse (jf. dommen i sagen Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 217 ovenfor, præmis 287, dommen af 8.10.2008 i sagen Carbone-Lorraine mod Kommissionen, nævnt i præmis 223 ovenfor, præmis 86, og dommen i sagen Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, jf. præmis 222 ovenfor, præmis 130 og den deri nævnte retspraksis).

278    I en sammenhæng som den i det foreliggende tilfælde omhandlede, hvor kartelmedlemmerne bl.a. vedtog foranstaltninger for at give deres konkurrenceforvridende målsætninger en konkret virkning (jf. præmis 270 og i særdeleshed præmis 271 ovenfor), kan en prisudvikling på markedet som den af Deltafina nævnte prisstigning på tobak ikke i sig selv berettige en nedsættelse af bøden. Det kan således ikke udelukkes, at prisstigningen, hvis kartellet ikke havde eksisteret, ville have været større end den ovennævnte prisstigning.

279    Derudover kan det ifølge retspraksis, når det er blevet godtgjort, at et kartel er blevet gennemført, ikke kræves, at Kommissionen systematisk påviser, at aftalerne rent faktisk har gjort det muligt for de pågældende virksomheder at nå et højere eller – som i det foreliggende tilfælde i tilfældet med købskarteller – lavere faktureringsprisniveau end det, der ville have været gældende, hvis der ikke havde været et kartel. Det ville være urimeligt at kræve en sådan påvisning, som ville lægge beslag på betydelige ressourcer, da den ville nødvendiggøre hypotetiske beregninger baseret på økonomiske modeller, hvis nøjagtighed er vanskelig at efterprøve for retsinstansen, og hvis ufejlbarlighed på ingen måde er bevist (jf. i denne retning dommen i sagen Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 217 ovenfor, præmis 286, og dommen af 8.10.2008 i sagen Carbone-Lorraine mod Kommissionen, nævnt i præmis 223 ovenfor, præmis 85, samt dommen i sagen Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, nævnt i præmis 222 ovenfor, præmis 129 og den deri nævnte retspraksis).

280    Selv om Kommissionen var i besiddelse af oplysninger, som viser en prisstigning for råtobak, som var større end gennemsnittet for prisstigninger for andre landbrugsprodukter, har denne omstændighed således ikke til følge, at Kommissionen var forpligtet til at påvise, at aftalerne mellem forarbejdningsvirksomhederne virkeligt havde gjort det muligt for dem at nå et lavere prisniveau end det, som ville have været gældende, hvis der ikke havde eksisteret noget kartel.

281    Endelig har Deltafina ligeledes gjort gældende, at den anfægtede beslutning er behæftet med en tilsidesættelse af begrundelsesforpligtelsen, idet Kommissionen ikke angav grundene til, at den konkluderede, at overtrædelsens indvirkning ikke var målbar.

282    Hvad angår begrundelsespligten skal det først bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at denne pligt er opfyldt i forbindelse med fastsættelsen af bøder for tilsidesættelse af konkurrenceretten, såfremt Kommissionen i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har givet grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og dens varighed. Hvad angår en beslutning, hvorved flere virksomheder pålægges bøder, skal begrundelsespligtens rækkevidde bl.a. vurderes under hensyntagen til, at overtrædelsernes grovhed skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschppij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 463 og 465).

283    I det foreliggende tilfælde har Kommissionen i 365.-376. betragtning til den anfægtede beslutning angivet de forhold, som den har taget hensyn til ved fastsættelse af udgangsbeløbene for de bøder, der er pålagt de pågældende forskellige virksomheder. Kommissionen har her bl.a. angivet de kriterier, på grundlag af hvilke den dels i overensstemmelse med retningslinjerne har vurderet overtrædelsens grovhed, dels endvidere har fastsat udgangsbeløbet ved at inddele virksomhederne under hensyn til deres betydning på det pågældende marked i forhold til hver enkelt virksomheds specifikke vægt og de sandsynlige følger af deres ulovlige adfærd. De betingelser, der er pålagt af retspraksis vedrørende begrundelsesforpligtelsen, er således blevet opfyldt.

284    Hvad specifikt angår Deltafinas klagepunkt skal det bemærkes, at eftersom den konkrete indvirkning på markedet ikke udgør et nødvendig element for kvalificeringen af overtrædelsen som meget alvorlig i tilfældet med horisontale aftaler, der bl.a. som i det foreliggende tilfælde omhandler prisfastsættelse, var Kommissionen ikke forpligtet til at tage hensyn til denne ved vurderingen af overtrædelsens grovhed (jf. præmis 222-224 og 261-265 ovenfor). Således som det er blevet anført i præmis 264 og 265 ovenfor, har Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke bygget sin vurdering af overtrædelsens grovhed på dette kriterium. Den omstændighed, at Kommissionen ikke har begrundet den manglende hensyntagen til et kriterium, som den ikke var forpligtet til at tage i betragtning, og som den i den foreliggende sag heller ikke fandt det nødvendigt at tage i betragtning, kan ikke medføre en begrundelsesmangel for så vidt angår fastsættelsen af bøden for Deltafina.

285    I øvrigt skal det ligeledes bemærkes, at ifølge retspraksis vedrørende undersøgelser af overtrædelser af artikel 81 EF kan artikel 253 EF ikke fortolkes således, at den pålægger Kommissionen i sine beslutninger at forklare grunden til, at den for så vidt angår beregningen af bøden ikke har anvendt en alternativ fremgangsmåde til den, der faktisk blev anvendt i den anfægtede beslutning (jf. Rettens dom af 19.5.2010, sag T-18/05, IMI m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1769, præmis 153 og den deri nævnte retspraksis).

286    Følgelig kan Kommissionen ikke bebrejdes at have tilsidesat nogen begrundelsespligt.

287    Det følger af samtlige disse betragtninger, at det femte anbringendes tredje led skal forkastes.

288    I lyset af det ovenstående skal det femte anbringende forkastes i sin helhed.

B –  Det syvende anbringende vedrørende en fejlagtig vurdering af de formildende omstændigheder samt tilsidesættelse ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet

1.     Parternes argumenter

289    Inden for rammerne af det syvende anbringende bebrejder Deltafina først Kommissionen, at den ikke i sin vurdering af Deltafinas adfærd har taget hensyn til en formildende omstændighed, som kunne have ført til en nedsættelse af bøden. Kommissionen har ikke taget højde for den ganske usikre lovgivningsmæssige referenceramme i den for kartellet berørte sektor på tidspunktet for de faktiske omstændigheder og hermed den usikre anvendelse af artikel 81 EF på brancheaftaler. Den lov, som regulerer den type af aftaler, nemlig legge n° 88 sulle norme sugli accordi interprofessionali e sui contratti di coltivazione e vendita dei prodotti agricoli (lov nr. 88 af 16.3.1988 om reguleringen af brancheaftaler samt kontrakter om dyrkning og salg af landbrugsprodukter (GURI nr. 69 af 23.3.1988, herefter »lov nr. 88/88«), tilskyndede til en horisontal samordning blandt forarbejdningsvirksomhederne. Det fremgår imidlertid af 315. samt 359.-362. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen var orienteret om denne sammenhæng, men at den ikke drog nogen konsekvens heraf med hensyn til fastsættelse af bøden.

290    Deltafina har ligeledes anført, at i den sag, som gav anledning til Kommissionens beslutning K(2004) 4030 endelig af 20. oktober 2004 om en procedure efter artikel 81, stk. 1, EF (sag COMP/C.38 238/B.2) — Råtobak — Spanien (herefter »beslutningen Råtobak – Spanien«), i hvilken den lovgivningsmæssige ramme grundlæggende var lig med den i det foreliggende tilfælde omhandlede, indrømmede Kommissionen en nedsættelse på 40% af bøderne til forarbejdningsvirksomhederne.

291    Endvidere har Deltafina gjort gældende, at den bøde, som virksomheden er blevet pålagt, er uforholdsmæssig stor i betragtning af de omstændigheder, som har ført til, at Kommissionen ikke har indrømmet den bødefritagelse. Deltafina anfører, at virksomhedens afsløring af anmodningen om bødefritagelse ikke har påvirket Kommissionens undersøgelse, at der ikke kan herske tvivl om virksomhedens gode tro under den administrative procedure, at Kommissionen selv har anerkendt, at Deltafina havde tilført undersøgelsen et væsentligt bidrag, og at denne sag udviser »helt særlige kendetegn« i og med, at Deltafina var den første virksomhed, som anmodede om bødefritagelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002, samt i og med, at det drejede sig om det første tilfælde af tilbagetrækning af en betinget bødefritagelse. Til trods herfor pålagde Kommissionen en usædvanlig høj bøde for en adfærd, som selv den ansvarlige embedsmænd i sagen, 26 måneder efter de faktiske omstændigheder, ikke vidste, om rent faktisk udgjorde en overtrædelse af samarbejdspligten (jf. præmis 185 ovenfor). Deltafina nævner ligeledes Kommissionens praksis, som består i at pålægge symbolske bøder i tilfælde af, at der hersker rimelig tvivl hvad angår forekomsten af en overtrædelse.

292    I retsmødet foreholdt Deltafina endelig Kommissionen under henvisning til præmis 169 i dommen i sagen Nintendo og Nintendo of Europe mod Kommissionen, nævnt i præmis 190 ovenfor, at Kommissionen for Deltafinas samarbejde ikke havde indrømmet virksomheden den samme bødenedsættelse, som den havde indrømmet Dimon Italia, dvs. 50% af bøden, da Dimon Italia først var begyndt at samarbejde senere end Deltafina, og da Deltafinas samarbejde var af en højere kvalitet end det af Dimon Italia ydede samarbejde.

293    Kommissionen har bestridt de af Deltafina fremførte argumenter.

2.     Rettens bemærkninger

294    Hvad angår klagepunktet om den manglende hensyntagen til en formildende omstændighed skal det bemærkes, at ifølge retspraksis kan den pågældende virksomheds adfærd, når sanktionsniveauet fastsættes, vurderes i lyset af den formildende omstændighed, som den nationale lovgivning måtte udgøre (Domstolens dom af 9.9.2003, sag C-198/01, CIF, Sml. I, s. 8055, præmis 57, og dommen i sagen Erste Group Bank m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 109 ovenfor, præmis 228 ff.).

295    Endvidere skal det ligeledes bemærkes, at retningslinjernes punkt 3 under overskriften formildende omstændigheder fastlægger en ikke-udtømmende liste over omstændigheder, som kan føre til en nedsættelse af bøden, hvoraf en er, hvis der hos en virksomhed har hersket rimelig tvivl med hensyn til ulovligheden af den konkurrencebegrænsende adfærd.

296    I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at Kommissionen i den anfægtede beslutning har taget hensyn til den nationale lovgivning og i særdeleshed lov nr. 88/88 som nævnt af Deltafina. Kommissionen undersøger bl.a. denne lovs indvirkning i 315.-324. og i 358.-362. betragtning til den anfægtede beslutning. I den sammenhæng erklærer Kommissionen, at den nationale lovgivning kunne skabe tvivl om lovligheden af APTI’s og Unitabs praksis. Det er netop på grundlag heraf, at Kommissionen har pålagt disse foreninger symbolske bøder (jf. bl.a. 362. betragtning til den anfægtede beslutning).

297    Hvad angår forarbejdningsvirksomhedernes kartel, som Deltafina deltog i, må det imidlertid konstateres, at Kommissionen i 323. betragtning til den anfægtede beslutning udtaler, at »det falder helt inden for anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 1, [EF], eftersom det faldt uden for anvendelsesområdet for bestemmelserne i lov nr. 88/88 i det omfang, hvor det hovedsageligt havde til formål at fastsætte maksimale eller gennemsnitlige leveringspriser samt at fordele den mængde råtobak, der skulle leveres, og leverandører«. Deltafina har på ingen måde anfægtet denne konstatering. Deltafina nøjes med at udtale, uden at underbygge sine udtalelser, at den nationale lovgivning tilskyndede til en horisontal samordning blandt forarbejdningsvirksomhederne.

298    Under disse omstændigheder kan Deltafina ikke gøre gældende, at Kommissionen burde have taget højde for den lovgivningsmæssige referenceramme som en formildende omstændighed.

299    Hvad angår klagepunktet vedrørende beslutningen Råtobak – Spanien skal det bemærkes, at selv om Deltafina ikke udtrykkeligt erklærer det, har virksomheden i det væsentlige gjort en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet gældende, for så vidt som den anfører, at Kommissionen i en sag, der er sammenlignelig med den foreliggende, anvendte den pågældende formildende omstændighed over for forarbejdningsvirksomheder.

300    I den forbindelse skal det bemærkes, at ifølge fast retspraksis er ligebehandlingsprincippet kun tilsidesat, såfremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (Domstolens dom af 13.12.1984, sag 106/83, Sermide, Sml. s. 4209, præmis 28, og Rettens dom af 30.9.2009, sag T-161/05, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 3555, præmis 79).

301    I det foreliggende tilfælde viser en sammenligning af de to pågældende beslutninger hvad angår den nationale lovgivnings indflydelse på den omstridte adfærd, at de to situationer var karakteriseret ved væsentlige forskelle med hensyn til nævnte lovgivnings indvirkning på den ulovlige adfærd. Det fremgår især af 52. betragtning ff., 349. betragtning ff. samt 426.-429., 437. og 438. betragtning til beslutningen Råtobak – Spanien, at de offentlige myndigheder i Spanien havde spillet en vigtig rolle i aftaleforhandlingerne mellem producenter og forarbejdningsvirksomheder. Det drejede sig om forhandlinger, der var kvalificeret som »offentlige«. I Spanien fandt der endda en »ministeriel praksis sted, [som havde til formål] at godkende og tilskynde parterne til kollektivt at forhandle om købs- og salgsbetingelserne for tobak, herunder også priser« (60. betragtning til beslutningen Råtobak – Spanien). Kommissionen har heraf konkluderet, at »de offentlige forhandlinger mellem producentrepræsentanterne og forarbejdningsvirksomhederne i hvert fald i et vist omfang [havde] fastlagt den materielle ramme (især for de situationer, hvor der skulle opnås enighed og vedtages en fælles holdning), inden for hvilken forarbejdningsvirksomhederne – ud over den fælles holdning, der blev vedtaget i forbindelse med de offentlige forhandlinger – [havde] kunnet udvikle deres hemmelige strategi for de (maksimale) gennemsnitlige leveringspriser og den mængde råtobak, der skulle leveres« (438. betragtning til beslutningen Råtobak – Spanien). Det er i det væsentlige af den grund, at Kommissionen indrømmede en nedsættelse med 40% af den bøde, som var pålagt de spanske forarbejdningsvirksomheder.

302    De offentlige myndigheder har imidlertid ikke spillet en sådan rolle i forhandlingerne mellem forarbejdningsvirksomhederne og producenterne i den foreliggende sag. Deltafina kan derfor ikke gøre gældende, at Kommissionen har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved ikke at anvende den pågældende formildende omstændighed over for virksomheden.

303    Endvidere bemærkes det, at ifølge retspraksis indebærer det forhold, at Kommissionen i sin tidligere beslutningspraksis har anset bestemte forhold for at udgøre formildende omstændigheder i forbindelse med bødeudmålingen, ikke i sig selv, at den har pligt til at anlægge samme vurdering i en senere beslutning (jf. Rettens dom af 20.3.2002, sag T-23/99, LR AF 1998 mod Kommissionen, Sml. II, s. 1705, præmis 337, og dommen i sagen Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 224 ovenfor, præmis 395). Deltafina kan således ikke gøre anvendelsen af en formildende omstændighed i en anden sag gældende for heraf at udlede, at Kommissionen har begået en fejl i den foreliggende sag.

304    Endvidere skal der foretages en undersøgelse af klagepunktet om, at bøden er uforholdsmæssig stor, henset til de omstændigheder, som har ført til, at Kommissionen ikke har indrømmet Deltafina endelig bødefritagelse.

305    I den forbindelse skal det bemærkes, at da Kommissionen i den anfægtede beslutning uden at begå fejl konstaterede en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen fra Deltafinas side, besluttede den, at den ikke ville indrømme Deltafina endelig bødefritagelse. Da Deltafina ikke længere fik favorabel behandling, blev virksomheden pålagt en sanktion for dens deltagelse i det ulovlige kartel mellem forarbejdningsvirksomhederne, hvis grundbeløb blev fastsat til 60 mio. EUR (jf. 379. betragtning til den anfægtede beslutning).

306    Trods Deltafinas manglende overholdelse af den nødvendige betingelse for at få bødefritagelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen af 2002, besluttede Kommissionen imidlertid at indrømme virksomheden en nedsættelse af bøden på grund af den formildende omstændighed ved det væsentlige bidrag til samarbejdet, som den havde ydet inden for rammerne af proceduren. Henset de betragtninger, der er sammenfattet i præmis 38-42 ovenfor, besluttede Kommissionen således at indrømme Deltafina en bødenedsættelse på 50%.

307    Det kan imidlertid konstateres, at Kommissionen ved den kvantitative bestemmelse af nedsættelsen af bøden tog hensyn til og anerkendte såvel de ekstraordinære omstændigheder i den foreliggende sag som betydningen af det af Deltafina ydede samarbejde under hele proceduren, som virksomheden nævner til støtte for sit klagepunkt. På grundlag af disse betragtninger og på trods af Deltafinas overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen indrømmede Kommissionen Deltafina en meget væsentlig nedsættelse af den bøde, som ellers burde have været pålagt Deltafina.

308    Under omstændighederne i det foreliggende tilfælde og henset til den nedsættelse af bøden, som Deltafina opnåede, kan virksomheden ikke gøre gældende, at bøden er uforholdsmæssig stor i betragtning af de omstændigheder, som førte til, at Kommissionen trak bødefritagelsen tilbage. Deltafinas andre argumenter kan ikke rejse tvivl om denne vurdering.

309    Hvad angår argumentet om den manglende skadevirkning for undersøgelsen er det – ud over, at dette ikke er bevist – i den foreliggende sag irrelevant såvel for konstateringen af overtrædelsen af samarbejdsforpligtelsen (jf. præmis 171 ovenfor) som for vurderingen af samarbejdet. Når der er konstateret en overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen, kan Deltafina endvidere ikke gøre en påstået god tro under den administrative procedure gældende med henblik på anmodning om en yderligere nedsættelse af bøden. Hvad endelig angår omtalen af Kommissionens beslutningspraksis, som består i at pålægge symbolske bøder, kan Deltafina ikke rejse yderligere tvivl om førnævnte konklusion i betragtning af den i præmis 244 ovenfor nævnte retspraksis.

310    Endelig bemærkes, at da Deltafina i retsmødet for første gang under proceduren påberåbte sig en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet fra Kommissionens side på grund af nedsættelsen af den bøde, der var indrømmet Dimon Italia, fremsatte virksomheden et nyt anbringende uden at støtte det på retlige eller faktiske omstændigheder, som var kommet frem under retsforhandlingerne. I henhold til Rettens procesreglements artikel 48, stk. 2, første afsnit, skal sådanne anbringender afvises.

311    I lyset af det ovenstående vil Kommissionen herefter i det hele være at frifinde for så vidt angår det syvende anbringende.

312    Følgelig må sagsøgerens påstand om delvis annullation af den anfægtede afgørelse forkastes i sin helhed. Hvad angår den subsidiært nedlagte påstand om ændring af den anfægtede afgørelse finder Retten, at eftersom der ikke er noget forhold i den foreliggende sag af en sådan karakter, at det kan berettige en nedsættelse af bødebeløbet, kan påstanden ikke tages til følge. Af samtlige de anførte betragtninger følger, at Kommissionen i det hele bør frifindes.

III –  Anmodning om fremlæggelse af et dokument

313    Hvad angår Deltafinas begæring om, at Kommissionen tilpligtes at fremlægge et ved svarskriftet vedlagt dokument i sin fulde længde (jf. præmis 68 ovenfor), skal det først bemærkes, at ifølge fast retspraksis er Kommissionen ikke forpligtet til under proceduren at gøre interne dokumenter fra institutionen tilgængelige (Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, præmis 54, og af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 420). Ifølge fast retspraksis bringes Kommissionens interne dokumenter endvidere ikke til sagsøgernes kundskab under en retssag, medmindre sagens ganske særlige omstændigheder kræver det på grundlag af vægtige indicier, som det påhviler sagsøgerne at tilvejebringe. Denne begrænsning af adgangen til interne dokumenter er begrundet i hensynet til den pågældende institutions funktionsdygtighed med hensyn til forfølgningen af overtrædelser af traktatens konkurrenceregler (jf. Rettens dom af 20.3.2002, sag T-9/99, HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1487, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

314    Det må imidlertid konstateres, at Deltafina ikke har påvist sådanne ganske særlige omstændigheder på grundlag af vægtige indicier, som kræver fremlæggelse af det af virksomheden begærede dokument i sin fulde længde, og at Deltafina ikke har forklaret grundene til, at dette dokument kunne have en interesse for så vidt angår overholdelsen af retten til forsvar. Under disse omstændigheder kan begæringen om fremlæggelse af dette dokument i sin fulde længde ikke imødekommes.

 Sagens omkostninger

315    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

316    Da Deltafina har tabt sagen, bør det pålægges virksomheden at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Deltafina SpA betaler sagens omkostninger.

Azizi

Cremona

Frimodt Nielsen

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. september 2011.

Underskrifter

Indhold

Sagens baggrund

I –  Den administrative procedure

II –  Den anfægtede beslutning

A –  Overtrædelsen og tilregnelse af den ulovlige adfærd

B –  Beregningen af bøden

1.  Fastsættelse af bødens grundbeløb

2.  Formildende omstændighed

C –  Deltafinas anmodning om bødefritagelse

1.  Relevante faktiske omstændigheder

2.  Deltafinas manglende opfyldelse af betingelsen i punkt 11, litra a), i samarbejdsmeddelelsen af 2002

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

I –  De principalt påberåbte anbringender

A –  De tre første anbringender vedrørende de åbenbare fejl, som den manglende indrømmelse af den endelige bødefritagelse til Deltafina er behæftet med

1.  Parternes argumenter

2.  Rettens bemærkninger

a)  Samarbejdsordningen

b)  Omfanget af samarbejdsforpligtelsen

c)  Deltafinas overtrædelse af samarbejdsforpligtelsen

d)  De af Deltafina særligt fremførte argumenter vedrørende de fejl, som den anfægtede beslutning er behæftet med, for så vidt som Kommissionen ikke har indrømmet virksomheden endelig bødefritagelse

Argumentet om, at Kommissionen havde accepteret, at Deltafina afslørede sin anmodning om bødefritagelse i anledning af mødet hos APTI

–  Den påståede forudgående information til Kommissionen

–  Den påståede indforståelse vedrørende afsløringens uundgåelige karakter

Kendskab til undersøgelsen og de manglende indvirkninger på undersøgelsen

e)  Klagepunktet om, at Deltafina ikke har indgivet sin anmodning om favorabel behandling i samordning med sine hovedkonkurrenter

B –  Det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, af princippet om god forvaltningsskik og af proportionalitetsprincippet

1.  Parternes argumenter

2.  Rettens bemærkninger

II –  De subsidiært påberåbte anbringender

A –  Det femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, eftersom udgangsbeløbet for bøden er for højt, samt vedrørende en manglende begrundelse

1.  Generelle betragtninger

2.  Om det femte anbringendes første led vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, henset til den begrænsede udstrækning af markedet og Deltafinas begrænsede omsætning

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

3.  Om det femte anbringendes andet led vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, henset til det geografiske markeds begrænsede udstrækning

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

4.  Om det femte anbringendes tredje led vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, henset til overtrædelsens manglende indvirkning på markedet samt vedrørende den manglende begrundelse

a)  Parternes argumenter

b)  Rettens bemærkninger

B –  Det syvende anbringende vedrørende en fejlagtig vurdering af de formildende omstændigheder samt tilsidesættelse ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet

1.  Parternes argumenter

2.  Rettens bemærkninger

III –  Anmodning om fremlæggelse af et dokument

Sagens omkostninger

---

* Processprog: italiensk.