EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51996AG0729(03)

FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 34/96 fastlagt af Rådet den 18. juni 1996 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/.../EF af ...om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne

OJ C 220, 29.7.1996, p. 13–35 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

51996AG0729(03)

FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 34/96 fastlagt af Rådet den 18. juni 1996 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/.../EF af ...om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne

EF-Tidende nr. C 220 af 29/07/1996 s. 0013


FÆLLES HOLDNING (EF) Nr. 34/96 fastlagt af Rådet den 18. juni 1996 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/. . ./EF af . . .om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (96/C 220/03)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 100 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Udbud af teletjenester og -infrastruktur liberaliseres pr. 1. januar 1998 i Fællesskabet (med overgangsperioder for visse medlemsstater); som anført i Rådets resolution af 7. februar 1994 om fastlæggelse af principper for at alment udbud af teletjenester (4) kan man fremme indførelsen af EF-dækkende teletjenester ved at sikre mulighederne for samtrafik mellem offentlige net og, i det kommende liberaliserede miljø, ved at sikre samtrafikken mellem operatører, som driver virksomhed i forskellige medlemsstater eller i hele Fællesskabet; i Rådets direktiv 90/387/EØF af 28. juni 1990 om oprettelse af det indre marked for teletjenester ved gennemførelse af tilrådighedsstillelse af åbne net ONP (Open Network Provision - tilrådighedsstillelse af åbne net) (5) opstilles der harmoniserede principper for fri og reel adgang til samt anvendelse af offentlige telenet og i givet fald offentligt tilgængelige teletjenester; det erkendes i Rådets resolution af 22. juli 1993 om forholdene inden for telekommunikationssektoren og behovet for yderligere udvikling på telekommunikationsmarkedet (6), at ONP-bestemmelser er den bedste måde, hvorpå man kan harmonisere vilkårene for samtrafik; denne harmonisering er afgørende for gennemførelsen af et velfungerende indre marked for teletjenester; i Rådets resolution af 18. september 1995 om udarbejdelse af den fremtidige lovgivningsmæssige ramme for teletjenester (7) erkendes det, at opretholdelse og udbygning af forsyningspligtydelser samt fastlæggelse af særlige bestemmelser for samtrafik bør være centrale elementer i disse bestemmelser, og der opstilles nogle retningslinjer med hensyn til disse spørgsmål;

(2) der er behov for generelle regler for samtrafik mellem offentlige telenet og offentligt tilgængelige teletjenester, uanset den underliggende teknologi, hvis det skal sikres, at de tjenester, der udbydes i Fællesskabet, er interoperable fra slutbruger til slutbruger; hvis markedet skal være åbent og konkurrencepræget, er det vigtigt, at samtrafik og interoperabilitet sikres ud fra retfærdige, hensigtsmæssige og ikke-diskriminerende vilkår;

(3) når særlige eller eksklusive rettigheder på teleområdet bliver afskaffet, skal nogle af de eksisterende definitioner revideres; i dette direktiv omfatter begrebet »teletjenester« ikke radio- eller tv-spredning; de tekniske bestemmelser, takster, brugs- og forsyningsbestemmelser, som gælder for samtrafik, kan eventuelt være forskellige fra de bestemmelser, der finder anvendelse på slutbruger/netgrænsefladerne;

(4) reglerne for samtrafik finder anvendelse, hvis kommercielt udbud af offentligt tilgængelige teletjenester foregår på sammenkoblede net; reglerne for samtrafik finder derimod ikke anvendelse, hvis et telenet kun anvendes til udbud af teletjenester til en bestemt slutbruger eller til en lukket brugergruppe; reglerne finder kun anvendelse, hvis et telenet anvendes til udbud af offentligt tilgængelige tjenester; sammenkoblede telenet kan ejes af de berørte parter, eller de kan udbydes på grundlag af lejede faste kredsløb og/eller transmissionskapacitet, der ikke ejes af de berørte parter;

(5) når særlige eller eksklusive rettigheder for teletjenester og -infrastruktur bliver afskaffet i Fællesskabet, bliver det sandsynligvis nødvendigt med godkendelsesordninger for udbud af telenet og -tjenester i medlemsstaterne; organisationer, som har ret til at udbyde offentlige telenet eller offentlige teletjenester i hele eller en del af Fællesskabet, bør have ret til at føre forhandlinger om samtrafikaftaler på kommercielt grundlag i overensstemmelse med EF-lovgivningen, dog på betingelse af at de nationale tilsynsmyndigheder fører tilsyn og om nødvendigt griber ind; det skal sikres, at der er tilstrækkelige samtrafikmuligheder i visse af Fællesskabets net og interoperabilitet mellem tjenester, som ligger til grund for EF-brugernes sociale og økonomiske velfærd, f.eks. faste og mobile offentlige telefonnet og -tjenester og lejede faste kredsløb; ved »offentlig« forstås i dette direktiv ikke ejerskab eller et begrænset antal af udbud, der betegnes »offentlige net« eller »offentlige tjenester«, men det anvendes om ethvert net eller enhver tjeneste, som gøres offentligt tilgængeligt for tredjemand;

(6) det skal defineres, hvilke organisationer der har rettigheder og pligter i forbindelse med samtrafik; hvis man skal stimulere udviklingen af nye typer teletjenester, skal man fremme nye former for samtrafik og særlig netadgang på andre punkter end de nettermineringspunkter, der tilbydes flertallet af slutbrugerne; en organisations markedsstilling opgøres efter forskellige faktorer, f.eks. markedsandelen for dens produkt eller tjeneste på det pågældende marked, dens omsætning i forhold til markedsstørrelsen, dens mulighed for at påvirke markedsforholdene, dens kontrol over adgangen til slutbrugerne, dens internationale forbindelser samt dens finansieringsmuligheder og erfaring med udbud af produkter og tjenester på det pågældende marked; det bør være de nationale tilsynsmyndigheder, der fastlægger, hvilke organisationer der har en stærk markedsposition, på baggrund af situationen på det pågældende marked;

(7) begrebet forsyningspligtydelser skal udvikles, så det følger den teknologiske udvikling, markedsudviklingen og ændringerne i brugernes krav; de nye betingelser for forsyningspligtydelser bør tages op til vurdering, når dette direktiv skal revideres;

(8) Rådets resolution af 7. februar 1994 opstiller bestemmelser om finansiering af alment tilgængelig taletelefoni; den hermed forbundne forsyningspligt medvirker til opfyldelsen af Fællesskabets målsætning om social og økonomisk samhørighed og geografisk ligestilling; en medlemsstat kan godt have flere organisationer, som varetager forsyningspligten; når nettoomkostningerne ved forsyningspligten beregnes, skal både omkostninger og indtægter, udefra bestemte økonomiske faktorer og immaterielle goder, som organisationens forsyningspligtige virksomhed medfører, tages i betragtning, men beregningen må ikke hæmme den igangværende proces med henblik på at genskabe takstmæssig ligevægt; omkostningerne ved forsyningspligten bør beregnes efter gennemskuelige procedurer; finansielle bidrag til dækning af omkostningerne ved forsyningspligten bør være adskilt fra samttrafiktaksterne; hvis en forsyningspligt udgør en urimelig byrde for en organisation, er det hensigtsmæssigt at tillade medlemsstaterne at indføre ordninger for fordeling af nettoomkostningerne ved alment udbud af et fast offentligt telefonnet og en fast offentlig telefontjeneste sammen med andre organisationer, som driver offentlige telenet og/eller taletelefonitjenester, der er offentligt tilgængelige; i forbindelse hermed skal principperne i EF-lovgivningen og særlig ikke-diskriminationsprincippet og proportionalitetsprincippet overholdes, og traktatens artikel 100 A, stk. 2, bør ikke anfægtes;

(9) det er vigtigt at få opstillet principper til sikring af gennemskuelighed, informationsadgang, ikke-diskrimination og ligelig adgang, især på områder, hvor der er organisationer med stærk markedsposition;

(10) samttrafiktaksterne spiller en væsentlig rolle for, hvordan der indføres konkurrence i overgangen til et frit marked; organisationer med stærk markedsposition skal kunne dokumentere, at deres samtrafiktakster er fastlagt ud fra objektive kriterier i henhold til principperne om gennemsigtighed og omkostningsægthed og ikke influeres af andre net- eller tjenesteudbud; gennemsigtigheden og ikke-diskriminationsprincippet styrkes, når der offentliggøres oversigter over samtrafiktjenester, -takster, -betingelser og -vilkår; der bør være en vis fleksibilitet i takstfastlæggelsen i forbindelse med samtrafik, så taksterne f.eks. kan variere efter kapacitet; takstniveauet bør fremme produktiviteten og øge mulighederne for effektiv, bæredygtig markedsadgang, og taksterne bør hverken ligge under et niveau, som på grundlag af realomkostningerne beregnes ud fra langsigtede differensomkostninger og anvendte omkostningsfordelingsmetoder, eller over et niveau, som beregnes efter de direkte omkostninger ved at udbyde den pågældende samtrafiktjeneste; afgifter i forbindelse med samtrafikken baseret på et prisniveau, som er tæt knyttet til de langsigtede differensomkostninger ved at udbyde adgang til samtrafik, er velegnede til at fremme en hurtig udvikling af et åbent og konkurrencepræget marked;

(11) hvor en organisation råder over en stærk markedsposition, sikrer en opsplitning af regnskaberne mellem samtrafikvirksomhed og anden virksomhed, at det er gennemskueligt, hvad der foretages af interne omkostningsoverførsler; når en organisation med særlige eller eksklusive rettigheder på et område uden for telesektoren også udbyder teletjenester, kan en opsplitning eller strukturel opsplitning af regnskaberne forhindre konkurrenceforvridende krydssubsidier, i det mindste hvis der er tale om televirksomhed med en vis årlig omsætning;

(12) de nationale tilsynsmyndigheder skal spille en vigtig rolle, da de skal lette virkeliggørelsen af et konkurrencebaseret marked, der er i EF-brugernes interesse, og sikre, at der bliver passende mulighed for samtrafik mellem net og interoperabilitet mellem tjenester; samtrafikforhandlinger kan lettes ved, at de nationale tilsynsmyndigheder på forhånd fastlægger visse betingelser og angiver, hvilke områder samtrafikaftalerne bl.a. skal omfatte; hvis der opstår uenighed om samtrafik mellem parter i én medlemsstat, skal den skadelidte part kunne henvende sig til den nationale tilsynsmyndighed for at få mæglet i sagen; de nationale tilsynsmyndigheder skal kunne kræve, at en organisation åbner sit net for samtrafik, når det kan påvises at være i brugernes interesse;

(13) de væsentlige krav, som kan berettige begrænsninger af adgangen til og anvendelsen af offentlige telenet eller -tjenester, er ifølge direktiv 90/387/EØF: nettets driftssikkerhed og integritet samt i begrundede tilfælde driftskompatibilitet mellem tjenester og om fornødent databeskyttelse; begrundelserne for disse begrænsninger offentliggøres; bestemmelserne i dette direktiv er derfor ikke til hinder for, at en medlemsstat kan træffe foranstaltninger, som er begrundet i traktatens artikel 36 og 56, navnlig hensynet til den offentlige sikkerhed, den offentlige orden og den offentlige sædelighed;

(14) fælles brug af faciliteter kan være en fordel på baggrund af byplanmæssige, miljømæssige, økonomiske eller andre hensyn, og de nationale tilsynsmyndigheder bør derfor tilskynde hertil med frivillige ordninger; i visse tilfælde kan det være nødvendigt at foreskrive obligatorisk fælles brug af faciliteter, men dette bør først ske, efter at der er afholdt fuldstændige, offentlige høringer;

(15) nummerering er vigtigt i forbindelse med lige adgang; for at sikre konkurrence bør de nationale tilsynsmyndigheder være ansvarlige for at administrere og kontrollere medlemsstaternes nummereringsplaner og de aspekter af teletjenester, der vedrører tildeling af navne og adresser, som skal koordineres på landsplan; de nationale tilsynsmyndigheder skal ved varetagelsen af denne opgave tage hensyn til proportionalitetsprincippet, især med hensyn til eventuelle foranstaltningers virkning for netoperatører, videresælgere og forbrugere; nummerportabilitet er vigtig for brugerne og bør indføres hurtigst muligt; nummereringsplaner bør opstilles i samråd med alle berørte parter og i overensstemmelse med de langsigtede, europæiske nummereringsprincipper og internationale nummereringsplaner, sådan som det overvejes i Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT); hvis man skal opfylde behovet for nummering i Europa, fremme udbuddet af tværeuropæiske og nye tjenester og sikre, at telekommunikationsmarkedet bliver bredt og sammenhængende, er det ønskeligt at koordinere de nationale synspunkter i internationale organisationer og fora, hvor man træffer beslutninger om nummereringsforhold;

(16) harmonisering af tekniske grænseflader og adgangsvilkår skal i henhold til direktiv 90/387/EØF baseres på fælles tekniske specifikationer, som tager det internationale standardiseringsarbejde i betragtning; det kan blive nødvendigt at udarbejde nye europæiske standarder for samtrafik; i henhold til Rådets direktiv 83/189/EØF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (8), må der ikke opstilles nye nationale standarder inden for områder, hvor der er ved at blive udarbejdet europæiske standarder;

(17) i henhold til direktiv 90/387/EØF skal ONP-vilkår være gennemskuelige og offentliggjort på passende vis; ved ovennævnte direktiv oprettedes et udvalg (ONP-udvalget), som skal bistå Kommissionen, og der opstilledes en procedure for høring af teleselskaber, brugere, forbrugere, fabrikanter og tjenesteudbydere;

(18) ud over den klageadgang, der indgår i medlemsstaternes og Fællesskabets lovgivning, er der brug for mæglingsprocedurer i forbindelse med tvister, som omfatter flere forskellige lande, eftersom sådanne tvister falder uden for de enkelte nationale tilsynsmyndigheders beføjelser; disse procedure, der skal iværksættes af en af de kompetente nationale tilsynsmyndigheder, bør være hurtigtvirkende, billige og gennemsigtige, og de bør omfatte samtlige berørte parter;

(19) det er en forudsætning for, at Kommissionen kan føre effektivt tilsyn med anvendelsen af dette direktiv, at medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke nationale tilsynsmyndigheder der bliver ansvarlige for de opgaver, der angives i direktivet, og hvilke organisationer der falder ind under direktivets bestemmelser;

(20) udviklingen i denne sektor sker meget hurtigt, hvorfor nogle af direktivets bilag bør kunne tilpasses efter en hurtigvirkende procedure, hvor der fuldt ud tages hensyn til medlemsstaternes synspunkter, og hvor ONP-udvalget inddrages;

(21) Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen nåede den 20. december 1994 til enighed om en modus vivendi vedrørende gennemførelsesforanstaltningerne til retsakter vedtaget efter fremgangsmåden i EF-traktatens artikel 189 B (9);

(22) gennemførelsen af visse forpligtelser skal sammenkædes med tidspunktet for liberalisering af teletjenester og -infrastruktur, og der skal navnlig over for de berørte medlemsstater fuldt ud tages hensyn til overgangsperioderne i Rådets resolution af 22. juli 1993 om forholdene inden for telekommunikationssektoren og behovet for yderligere udvikling på telekommunikationsmarkedet og Rådets resolution af 22. december 1994 om principper og tidsplan for liberalisering af teleinfrastrukturerne (10) og herunder til, om der findes særlige eller eksklusive rettigheder i forbindelse med direkte samtrafik mellem mobile net i disse medlemsstater og faste eller mobile net i andre medlemsstater; der kan gives fritagelse for forpligtelsen til at udbyde nummerportabilitet i tilfælde, hvor det efter Kommissionens opfattelse vil udgøre en uforholdsmæssig stor byrde for bestemte organisationer;

(23) dette direktiv er ikke til hinder for, at der kan træffes foranstaltninger vedrørende selskaber, der ikke er etableret inden for Fællesskabet, når blot sådanne foranstaltninger er i overensstemmelse med fællesskabsretten og de eksisterende internationale forpligtelser, der har til formål at sikre statsborgerne i medlemsstaterne samme behandling i tredjelande; Fællesskabets selskaber bør i tredjelande reelt indrømmes en behandling og en adgang, der svarer til den behandling og den markedsadgang, der indrømmes statsborgere fra de berørte lande inden for Fællesskabet; under forhandlingerne om telekommunikation skal Fællesskabet søge at opnå en afbalanceret multilateral overenskomst, som sikrer Fællesskabets operatører en faktisk og tilsvarende adgang i tredjelande;

(24) det bør senest den 31. december 1999 vurderes, hvordan dette direktiv fungerer, navnlig for at undersøge omfanget af forsyningsforpligtelser og tidsplanen for indførelse af nummerportabilitet; situationen, hvad angår samtrafik med tredjelande, bør ligeledes vurderes periodisk, så der kan træffes de nødvendige foranstaltninger;

(25) hvis de enkelte medlemsstater selv skal fastlægge reglerne, bliver målsætningerne om samtrafik mellem net og interoperabilitet mellem tjenester i hele Fællesskabet ikke opfyldt fyldestgørende, medens dette direktiv vil sikre disse målsætninger på fællesskabsplan;

(26) bestemmelserne i dette direktiv gælder, medmindre andet er fastsat i traktatens konkurrenceregler -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Anvendelsesområde og formål

Dette direktiv fastlægger regler til sikring af samtrafik mellem telenet og navnlig interoperabilitet mellem teletjenester samt til sikring af, at der stilles forsyningspligtydelser til rådighed i et miljø med fri og åben konkurrence i Fællesskabet.

Direktivet vedrører harmonisering af vilkårene for fri og effektiv samtrafik mellem og adgang til offentlige telenet og -tjenester.

Artikel 2

Definitioner

1. I dette direktiv forstås ved:

a) »samtrafik«: fysisk og logisk sammenkobling af telenet, som bruges af den samme eller af en anden organisation med henblik på at give en organisations brugere mulighed for at kommunikere med den anden organisations brugere eller få adgang til andre organisationers tjenester

b) »offentlige telenet«: telenet, som helt eller delvis bruges til udbud af offentlige teletjenester

c) »telenet«: transmissionssystemer og, hvor det er relevant, koblingsudstyr og andet udstyr, som giver mulighed for fremføring af signaler mellem bestemte termineringspunkter via kabler, radiobølger, lyslederkabler eller ved andre elektromagnetiske fremføringsmåder

d) »teletjenester«: tjenester, som helt eller delvist består i fremføring og rutning af signaler via telenet, bortset fra radio/tv-spredning

e) »brugere«: enkeltpersoner, herunder slutbrugere, eller organisationer, der bruger eller efterspørger offentlige teletjenester

f) »særlige rettigheder«: rettigheder, som en medlemsstat indrømmer et begrænset antal virksomheder i kraft af love eller administrative bestemmelser, og hvorefter den inden for et givet geografisk område enten kan begrænse antallet af sådanne virksomheder til to eller flere, som efter andre kriterier end objektive, proportionale og ikke-diskriminerende har tilladelse til at udbyde en tjeneste eller udøve en aktivitet, eller hvorefter den kan udpege flere konkurrerende virksomheder efter andre kriterier end ovennævnte, som må udbyde en tjeneste eller udøve en aktivitet, eller efter andre kriterier end ovennævnte kan give en eller flere virksomheder juridiske eller lovgivningsmæssige fordele, der på afgørende vis påvirker andre virksomheders mulighed for at udbyde samme tjeneste eller udøve samme aktivitet inden for samme geografiske område og i alt væsentligt på tilsvarende vilkår

g) »forsyningspligtydelser«: et bestemt, begrænset sæt af tjenester af en given kvalitet, hvortil alle brugere uanset deres geografiske placering og på baggrund af specifikke nationale betingelser har adgang til en overkommelig pris.

2. Definitionerne i direktiv 90/387/EØF anvendes tilsvarende, hvor det er relevant.

Artikel 3

Samtrafik i medlemsstaterne og på fællesskabsplan

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at afskaffe bestemmelser, som forhindrer organisationer, som medlemsstaterne har givet tilladelse til at udbyde offentlige telenet og -tjenester, i at føre forhandlinger om aftaler om indbyrdes samtrafik i overensstemmelse med EF-lovgivningen. Dette gælder, hvad enten organisationerne er i samme medlemsstat eller i forskellige medlemsstater. Tekniske aftaler og handelsaftaler vedrørende samtrafik fastlægges af parterne selv i overensstemmelse med dette direktiv og traktatens konkurrenceregler.

2. Medlemsstaterne sikrer passende og effektiv samtrafik mellem de offentlige telenet, der er angivet i bilag I, i det omfang dette er nødvendigt for at sikre de pågældende tjenesters interoperabilitet for alle brugere i Fællesskabet.

3. Medlemsstaterne sikrer, at de organisationer, hvis faciliteter bruges til samtrafik med offentlige telenet og/eller -tjenester, til enhver tid respekterer, at de oplysninger, der fremføres eller oplagres, skal holdes fortrolige.

Artikel 4

Rettigheder og pligter i forbindelse med samtrafik

1. Organisationer, som har tilladelse til at udbyde offentlige telenet og/eller -tjenester, der er angivet i bilag II, har ret og, hvis organisationer med samme status anmoder derom, også pligt til indbyrdes at føre forhandlinger om samtrafik med henblik på at udbyde de pågældende tjenester, så disse net og tjenester kan udbydes i hele Fællesskabet. Den nationale tilsynsmyndighed kan indvillige i midlertidigt at begrænse denne pligt, hvis det i det enkelte tilfælde skønnes, at der er teknisk og kommercielt bæredygtige alternativer til den samtrafik, der anmodes om, og hvis samtrafikken vil kræve mere omfattende midler end dem, der står til rådighed. Hvis den nationale tilsynsmyndighed træffer en sådan beslutning, skal der gives en komplet redegørelse herfor, og beslutningen skal offentliggøres efter proceduren i artikel 14, stk. 2.

2. Organisationer, som har tilladelse til at udbyde de offentlige telenet og -tjenester, der er angivet i bilag I, og som har en stærk markedsposition, skal opfylde enhver rimelig anmodning om adgang til nettet, herunder adgang til andre punkter end de termineringspunkter, der tilbydes flertallet af slutbrugerne.

3. En organisation anses for at have en stærk markedsposition, hvis den har en andel på mere en 25 % af et bestemt telekommunikationsmarked i det geografiske område af en medlemsstat, hvor den har tilladelse til at drive virksomhed.

De nationale tilsynsmyndigheder kan dog bestemme, at en organisation med en andel på mindre end 25 % af det pågældende marked har en stærk markedsposition. Tilsvarende kan de bestemme, at en organisation med en andel på mere end 25 % af det pågældende marked ikke har en stærk markedsposition. I begge tilfælde skal afgørelsen tage hensyn til organisationens evne til at påvirke markedsbetingelserne, dens omsætning i forhold til markedets størrelse, dens kontrol med de midler, der er til rådighed for adgangen til slutbrugerne, dens adgang til finansielle midler, samt til dens erfaring med at udbyde produkter og tjenester på markedet.

Artikel 5

Samtrafik og bidrag til dækning af forsyningspligtydelser

1. Hvis en medlemsstat i henhold til denne artikel skønner det urimeligt, at en enkelt virksomhed alene skal opfylde pligten til at udbyde forsyningspligtydelser, kan den indføre ordninger for, hvordan nettoomkostningerne i forbindelse med denne pligt skal fordeles blandt de organisationer, der driver offentlige telenet og/eller telefontjenester. Medlemsstaterne tager hensyn til principperne om gennemsigtighed, ikke-diskrimination og proportionalitet, når de fastlægger, hvilke bidrag der skal betales. Denne type finansiering vedrører kun offentlige telenet og -tjenester som angivet i bilag I, del 1.

2. Bidrag til dækning af eventuelle omkostninger ved pligten til at udbyde forsyningspligtydelser kan indhentes via en ordning, der specifikt indføres med dette formål og administreres af en instans, som er uafhængig af de organisationer, der modtager godtgørelse, og/eller via et gebyr, som lægges oveni samtrafiktaksten.

3. Når det skal opgøres, hvilke eventuelle omkostninger pligten til at udbyde forsyningspligtydelser medfører, beregner de organisationer, som skal opfylde den, efter anmodning fra den nationale tilsynsmyndighed de pågældende nettoomkostninger efter proceduren i bilag III. Beregningen af disse nettoomkostninger revideres af den nationale tilsynsmyndighed eller en anden virksomhed, der er uafhængig af televirksomhederne, og som er godkendt af den nationale tilsynsmyndighed. Der skal være fuld offentlig indsigt i resultaterne af beregningen af disse omkostninger og i revisionsrapporten i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2.

4. Hvis det er berettiget ud fra den i stk. 3 omhandlede beregning af nettoomkostningerne og ud fra en vurdering af den eventuelle markedsfordel, som opnås af den virksomhed, der udbyder forsyningspligtydelser, træffer de nationale tilsynsmyndigheder beslutning om, hvorvidt der skal indføres en ordning til fordeling af nettoomkostningerne i forbindelse med forsyningspligtydelser.

5. Hvis der indføres ordninger som omhandlet i stk. 4, sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at der er fuld offentlig indsigt i principperne for omkostningsdelingen, herunder i de nærmere forhold i den anvendte ordning, jf. artikel 14, stk. 2.

De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at der offentliggøres en årlig rapport med anførelse af de beregnede omkostninger i forbindelse med pligten til at udbyde forsyningspligtydelser, og af de forskellige berørte parters bidrag til dækningen af disse omkostninger.

6. Indtil proceduren i stk. 3, 4 og 5 er gennemført, skal den nationale tilsynsmyndighed og Kommissionen underrettes, inden der opkræves afgifter fra sammenkoblede virksomheder til dækning af omkostninger i forbindelse med pligten til at udbyde forsyningspligtydelser. Hvis den nationale tilsynsmyndighed på eget initiativ eller efter begrundet anmodning fra de berørte parter fastslår, at taksterne er for høje, skal den pågældende organisation nedsætte dem. Nedsættelsen gælder med tilbagevirkende kraft fra den dato, hvor afgifterne blev opkrævet, men tidligst fra den 1. januar 1998.

Artikel 6

Ikke-diskrimination og gennemsigtighed

Når der etableres samtrafik mellem de i bilag I angivne offentlige telenet og -tjenester, der udbydes af organisationer, som de nationale tilsynsmyndigheder har meddelt har en stærk markedsposition, sikrer medlemsstaterne, at:

a) de pågældende organisationer overholder princippet om ikke-diskrimination, hvad angår samtrafik, der tilbydes andre. Tilsvarende skal de ved samtrafik tilbyde samtrafikpartnere, der udbyder lignende tjenester, samme vilkår, faciliteter og oplysninger og samme tjenestekvalitet, som gælder for tjenester, som udbydes af dem selv, deres underafdelinger eller partnere

b) alle nødvendige oplysninger og specifikationer stilles efter anmodning til rådighed for organisationer, der overvejer samtrafik, så det bliver lettere at indgå en aftale; oplysningerne bør omfatte ændringer, som er planlagt til at skulle gennemføres inden for de kommende seks måneder, medmindre andet er godkendt af den nationale tilsynsmyndighed

c) samtrafikaftaler meddeles de relevante nationale tilsynsmyndigheder, og de interesserede parter har efter anmodning indsigt i sådanne aftaler efter proceduren i artikel 14, stk. 2, bortset fra afsnit, der vedrører parternes handelsstrategi. Den nationale tilsynsmyndighed bestemmer, hvilke afsnit der vedrører parternes handelsstrategi. Der skal efter anmodning fra de interesserede parter i alle tilfælde gives nærmere oplysninger om samtrafikafgifter og -betingelser samt om eventuelle bidrag til omkostningerne ved pligten til at udbyde forsyningspligtydelser.

d) Oplysninger fra en organisation, som er interesseret i samtrafik, må kun bruges til det formål, hvortil de er givet. De må ikke videregives til andre afdelinger, datterselskaber eller partnere, som sådanne oplysninger kan give en konkurrencefordel.

Artikel 7

Principper for samtrafiktakster og omkostningsberegningssystemer

1. Medlemsstaterne sikrer, at bestemmelserne i stk. 2-6 finder anvendelse på organisationer, som driver de offentlige telenet og/eller -tjenester, der er anført i bilag I, del 1 og 2, og som de nationale tilsynsmyndigheder har meddelt har en stærk markedsposition.

2. Samtrafiktakster skal overholde principperne om gennemsigtighed og omkostningsægthed. Bevisbyrden for, at afgifterne er omkostningsægte og giver en rimelig forrenting, påhviler den organisation, der udbyder samtrafik via sine faciliteter. De nationale tilsynsmyndigheder kan anmode en organisation om at fremlægge fuld dokumentation for de samtrafiktakster, der kræves, og om nødvendigt påbyde, at taksterne nedsættes. Bestemmelsen i dette stykke finder også anvendelse på de organisationer, der er angivet i bilag I, del 3.

3. De nationale tilsynsmyndigheder skal i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, sikre, at der offentliggøres et referencetrafikudbud. Dette skal indeholde en beskrivelse af samtrafikudbuddet, opgjort efter enkeltkomponenter alt efter markedssituationen, og de hertil tilknyttede betingelser, herunder takster.

Der kan fastsættes forskellige samtrafiktakster, betingelser og vilkår for forskellige kategorier af organisationer, hvis sådanne forskelle kan begrundes objektivt på grundlag af den type samtrafik, som udbydes, og/eller de pågældende nationale licensbetingelser. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at sådanne forskelle ikke forårsager konkurrencefordrejning og navnlig, at organisationen anvender de rigtige samtrafiktakster, betingelser og vilkår, når den udbyder samtrafik af egne eller datterselskabers eller partneres tjenester i overensstemmelse med artikel 6, litra a).

Den nationale tilsynsmyndighed skal kunne kræve ændringer i referencesamtrafikudbuddet, når det er berettiget.

Bilag IV indeholder eksempler på elementer, som kan indgå i fastlæggelsen af samtrafiktakster, takststrukturer og takstelementer. Hvis en organisation foretager ændringer i det offentliggjorte referencesamtrafikudbud, kan tilpasninger, som kræves af den nationale tilsynsmyndighed, have tilbagevirkende kraft fra den dato, hvor ændringen blev foretaget.

4. Samtrafiktakster skal i overensstemmelse med EF-lovgivningen være uafhængige af andre forhold, så den, der anmoder om samtrafik, ikke skal betale for det, som ikke er strengt knyttet til den tjeneste, der anmodes om.

5. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at de omkostningsberegningssystemer, organisationerne anvender, opfylder bestemmelserne i denne artikel og er dokumenteret tilstrækkelig detaljeret som anført i bilag V.

De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at der efter anmodning stilles en beskrivelse af omkostningsberegningssystemerne til rådighed, som viser de vigtigste kategorier, omkostningerne er samlet i, og de regler, der anvendes ved fordelingen af omkostningerne i forbindelse med samtrafikken. Det kontrolleres af den nationale tilsynsmyndighed eller en anden kompetent instans, der er uafhængig af televirksomhederne og godkendt af den nationale tilsynsmyndighed, at omkostningsberegningen sker efter de fastsatte regler. En gang om året offentliggøres en erklæring om, hvorvidt reglerne er blevet overholdt.

6. Hvis der anvendes takster med henblik på fordeling af omkostningerne ved pligten til at udbyde forsyningspligtydelser, jf. artikel 5, skal de være uafhængige af andre områder og opgøres separat.

Artikel 8

Regnskaber og opsplitning af regnskaber

1. Medlemsstaterne kræver, at organisationer, som udbyder offentlige telenet og/eller -tjenester, og som har særlige eller eksklusive rettigheder på udbud af tjenester i andre sektorer i den samme eller i en anden medlemsstat, fører særskilte regnskaber for deres teleaktiviteter i samme omfang, som det ville være nødvendigt, hvis det var juridisk uafhængige virksomheder, der varetog de pågældende teleaktiviteter, eller at teleaktiviteterne er udskilt strukturelt.

Medlemsstaterne kan vælge ikke at stille de i første afsnit opstillede krav, over for sådanne organisationer, hvis årlige omsætning på teleområdet i Fællesskabet er mindre end det beløb, der er fastsat i bilag VI, del 1.

2. Medlemsstaterne kræver, at organisationer, der driver offentlige telenet og/eller -tjenester som omhandlet i artikel I, del 1 og 2, og som de nationale tilsynsmyndigheder har meddelt har en stærk markedsposition, og som udbyder offentlige telenet og/eller -tjenester til brugere og samtrafiktjenester til andre organisationer, fører særskilte regnskaber for de aktiviteter, der har at gøre med samtrafik - herunder både samtrafiktjenester, der udbydes internt, og samtrafiktjenester, der udbydes til andre - og for andre aktiviteter.

Medlemsstaterne kan vælge ikke at stille de i foregående afsnit opstillede krav over for sådanne organisationer, hvis årlige omsætning på teleområdet i medlemsstaterne er mindre end det beløb, der er fastsat i bilag VI, del 2.

3. Organisationer, som udbyder offentlige telenet eller -tjenester, fremlægger snarest efter anmodning fra deres nationale tilsynsmyndighed så detaljerede finansielle oplysninger, som det forlanges. De nationale tilsynsmyndigheder kan under hensyn til forretningshemmeligheder offentliggøre oplysninger, der kan medvirke til virkeliggørelsen af et åbent og konkurrencebaseret marked.

4. Organisationer, som udbyder offentlige telenet eller -tjenester, har pligt til at udfærdige deres regnskaber og lade dem revidere og offentliggøre. Revisionen foretages i overensstemmelse med de relevante love i medlemsstaten.

Første afsnit gælder også for særskilte regnskaber, jf. stk. 1 og 2.

Artikel 9

De nationale tilsynsmyndigheders almindelige ansvar

1. De nationale tilsynsmyndigheder skal fremme og sikre samtrafikniveauet til gavn for alle brugere og varetage deres opgaver på en måde, der giver den størst mulige økonomiske effektivitet og de størst mulige fordele for slutbrugerne. De nationale tilsynsmyndigheder skal navnlig tage hensyn til:

- at brugere skal have fyldestgørende kommunikationsmuligheder

- at konkurrencen skal fremmes

- at indførelsen og udbygningen af tværeuropæiske net og tjenester, samtrafik mellem nationale net og interoperabilitet mellem tjenester samt adgangen til sådanne net og tjenester skal fremmes

- at princippet om ikke-diskrimination (herunder lige adgang) og proportionalitet skal sikres

- at pligten til at udbyde forsyningspligtydelser fortsat skal opfyldes og udvides.

2. De generelle bestemmelser, som den nationale tilsynsmyndighed på forhånd opstiller, offentliggøres i henhold til artikel 14, stk. 1.

I forbindelse med samtrafikorganisationer som beskrevet i bilag II, gælder det endvidere:

- at den nationale tilsynsmyndighed kan opstille ex-ante bestemmelser på de områder, der er omhandlet i bilag VII, del 1

- at den nationale tilsynsmyndighed tilskynder til, at samtrafikaftalerne også omfatter de i bilag VII, del 2, angivne forhold.

3. For at opfylde de i stk. 1 omhandlede mål har de nationale tilsynsmyndigheder ret og, hvis en af parterne anmoder om det, tillige pligt til at gribe ind for at angive forhold, som samtrafikaftaler skal omfatte, eller fastlægge særlige bestemmelser, som en eller flere parter i en sådan aftale skal overholde. De nationale tilsynsmyndigheder kan undtagelsesvis forlange, at der foretages ændringer i samtrafikaftaler, som allerede er indgået, hvis dette er nødvendigt for at sikre reel konkurrence og/eller interoperabilitet mellem de tjenester, brugerne anvender.

Den nationale tilsynsmyndighed kan bl.a. opstille bestemmelser om reel konkurrence, tekniske vilkår, takster, udbuds- og anvendelsesvilkår, overholdelse af relevante standarder eller væsentlige krav, miljøbeskyttelse og/eller sikring af tjenestekvalitet i alle led.

Den nationale tilsynsmyndighed har ligeledes ret og, hvis en af parterne anmoder om det, tillige pligt til at opstille tidsfrister for forhandlinger om samtrafik. Hvis parterne ikke inden for den fastsatte frist når til enighed om en aftale, træffer den nationale tilsynsmyndighed foranstaltninger for at skabe enighed efter en procedure, som den nationale tilsynsmyndighed selv fastlægger. Der skal i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, være offentlig indsigt i denne procedure.

4. Den nationale tilsynsmyndighed har beføjelse til at foretage en fuldstændig gennemgang af samtrafikaftaler, som organisationer, der har tilladelse til at udbyde offentlige telenet eller -tjenester, indgår med andre parter.

5. Hvis der opstår uenighed vedrørende samtrafik mellem organisationer i en medlemsstat, træffer vedkommende medlemsstats nationale tilsynsmyndighed efter anmodning fra en eller flere parter foranstaltninger til at finde en løsning inden seks måneder fra anmodningen. Løsningen skal tage behørigt hensyn til begge parters berettigede interesser.

I forbindelse hermed tager den nationale tilsynsmyndighed bl.a. hensyn til:

- brugernes interesser

- parternes lovmæssige forpligtelser

- at nyskabende markedsudbud bør fremmes, og brugerne sikres adgang til et bredt udbud af teletjenester i medlemsstaterne og Fællesskabet

- tekniske og kommercielt bæredygtige alternativer til den samtrafik, der anmodes om

- at alle parter bør sikres lige adgang

- at det offentlige telenets integritet skal opretholdes, og at tjenester skal være interoperable

- om den samtrafik, der anmodes om, berettiger til at afsætte de midler, der er til rådighed, til at imødekomme anmodningen

- parternes indbyrdes markedsposition

- almenhedens interesse (f.eks. miljøhensyn)

- at konkurrencen skal fremmes

- nødvendigheden af at opretholde forsyningspligtydelser.

Den nationale tilsynsmyndigheds afgørelse offentliggøres efter de nationale procedurer. De berørte parter modtager en fuldstændig redegørelse for afgørelsen.

6. Hvis organisationer, som har tilladelse til at udbyde offentlige telenet og/eller -tjenester, ikke vil indgå aftale om samtrafik via deres faciliteter, skal de nationale tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og med brugernes interesse for øje, som sidste udvej, kunne forlange, at de pågældende organisationer åbner deres faciliteter for samtrafik, for derved at beskytte væsentlige almene interesser, og skal, om nødvendigt, kunne opstille yderligere bestemmelser, som skal opfyldes i denne forbindelse.

Artikel 10

Væsentlige krav

Uden at det berører eventuelle foranstaltninger, som træffes i henhold til artikel 3, stk. 5, og artikel 5, stk. 3, i direktiv 90/387/EØF, gælder de væsentlige krav i artikel 3, stk. 2, i direktiv 90/387/EØF også i forbindelse med nærværende direktiv for så vidt angår samtrafik med offentlige telenet og/eller -tjenester som angivet i nærværende artikel.

Fastlægger den nationale tilsynsmyndighed bestemmelser, som med udgangspunkt i de væsentlige krav i denne artikels litra a)-d) skal indføjes i samtrafikaftaler, skal disse bestemmelser offentliggøres som fastlagt i artikel 14, stk. 1.

a) Netdriftens sikkerhed: Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at tilgængeligheden af offentlige telenet og -tjenester opretholdes i tilfælde af netudfald forårsaget af katastrofer eller force majeure, f.eks. usædvanlige vejrforhold, jordskælv, oversvømmelse, lynnedslag eller brand.

I tilfælde af, at de i foregående afsnit nævnte omstændigheder indtræffer, skal de organer, der rammes, gøre deres yderste for at sikre, at tjenesten opretholdes på højeste niveau for at kunne efterkomme de kompetente nationale myndigheders krav.

Nødvendigheden af at skulle efterkomme disse krav udgør ikke en gyldig grund for at nægte at indlede forhandlinger om samtrafik.

Den nationale tilsynsmyndighed sikrer endvidere, at eventuelle samtrafikbestemmelser vedrørende netsikkerhed med hensyn til risiko for ulykker ikke er diskriminerende, og at de står i et rimeligt forhold til de tilstræbte mål, samt at de er baseret på forud fastlagte, objektive kriterier.

b) Opretholdelse af nettets integritet: Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de offentlige telenets integritet opretholdes. Opretholdelse af integriteten i offentlige telenet eller -tjenester udgør ikke en gyldig grund for at nægte samtrafik. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at samtrafikaftalers bestemmelser vedrørende beskyttelse af netintegriteten ikke er diskriminerende, og at de står i et rimeligt forhold til de tilstræbte mål, samt at de er baseret på forud fastlagte, objektive kriterier.

c) Tjenesters interoperabilitet: Medlemsstaterne kan med hensyn til samtrafikaftaler foreskrive bestemmelser, der skal sikre tjenesters interoperabilitet, herunder også at tjenesterne er af en tilfredsstillende kvalitet i alle led. Sådanne bestemmelser kan også vedrøre overholdelse af bestemte tekniske standarder eller specifikationer eller erhvervsgodkendte adfærdskodekser.

d) Databeskyttelse: Medlemsstaterne kan opstille betingelser i samtrafikaftaler for at sikre datasikkerheden i det omfang, det er nødvendigt for at sikre overholdelsen af de relevante lovbestemmelser om databeskyttelse, herunder beskyttelse af personoplysninger, fortroligholdelse af oplysninger, der bearbejdes, fremføres eller oplagres, og beskyttelse af privatlivets fred i overensstemmelse med EF-lovgivningen.

Artikel 11

Samplacering og fælles brug af faciliteter

Hvis en organisation, der udbyder teletjenester og/eller offentlige net, i henhold til national lovgivning har tilladelse til at installere faciliteter på, over eller i offentlig eller privat ejendom, eller kan få eksproprieret eller tillagt ejendom til sådanne formål, tilstræber de nationale tilsynsmyndigheder, at sådanne faciliteter og/eller sådan ejendom kan gøres til genstand for fælles brug med andre organisationer, som udbyder offentlige teletjenester.

Aftaler om samplacering eller fælles brug af faciliteter indgås sædvanligvis ved handelsaftaler eller tekniske aftaler mellem de berørte parter. Den nationale tilsynsmyndighed kan gribe ind, hvor dette er nødvendigt for at mægle i tvister, jf. artikel 9.

Medlemsstaterne kan kun påbyde ordninger om fælles brug af faciliteter og/eller ejendom (herunder fysisk samplacering), hvis der er afholdt offentlig høring af passende varighed, hvor alle interesserede parter har haft mulighed for at fremlægge deres synspunkter. Sådanne ordninger kan f.eks. også omfatte bestemmelser om fordeling af omkostningerne ved fælles brug af faciliteter og/eller ejendom.

Artikel 12

Nummerering

1. Medlemsstaterne sikrer, at der er tilstrækkelige numre og nummergrupper til rådighed for alle offentlige teletjenester.

2. Det skal sikres, at der er fuld interoperabilitet mellem de europæiske net og tjenester; derfor træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger under hensyn til, hvordan området kan udvikle sig på europæisk plan, for at sikre, at deres synspunkter koordineres i internationale organisationer og fora, hvor der træffes afgørelser om nummerering.

3. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale nummereringsplaner for teleområdet administreres af den nationale tilsynsmyndighed, så det sikres, at planerne er uafhængige af organisationer, som udbyder telenet eller -tjenester. Det skal sikres, at der er reel konkurrence, og derfor sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at procedurerne for tildeling af enkeltnumre og/eller nummergrupper er gennemsigtige, retfærdige og hurtige, og at tildelingen foretages på en objektiv, gennemsigtig og ikke-diskriminerende måde. De nationale tilsynsmyndigheder kan indføre bestemmelser om anvendelse af bestemte præfikser eller bestemte kortnummervalg, navnlig når disse anvendes til tjenester af almen interesse (såsom frikaldsnumre, kioskdebiterede tjenester, oplysningstjenester eller alarmopkald), eller bestemmelser, der skal sikre lige adgang.

4. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at de vigtigste elementer i de nationale nummereringsplaner og senere ændringer eller tilpasninger heraf offentliggøres i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, med de nødvendige begrænsninger af hensyn til statens sikkerhed.

5. De nationale tilsynsmyndigheder tilstræber at fremme snarlig indførelse af en ordning med nummerportabilitet, som giver brugere, der måtte anmode herom, mulighed for fortsat at bruge deres nummer eller numre i det faste offentlige telefonnet på et bestemt sted, uanset hvilken organisation der betjener dem, og sikrer, at ordningen i hvert fald fungerer i alle større byområder inden den 1. januar 2003.

6. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at nummereringsplaner og -procedurer administreres på en måde, som sikrer, at alle virksomheder, der udbyder offentlige teletjenester, behandles lige og retfærdigt. Medlemsstaterne skal især sikre, at en organisation, som har fået tildelt en bestemt nummerfølge, ikke diskriminerer ubegrundet i forbindelse med de numre, der giver adgang til andre teleoperatørers tjenester.

Artikel 13

Tekniske standarder

1. Uden at det berører artikel 5, stk. 3, i direktiv 90/387/EØF, hvori det bestemmes, at gennemførelsen af bestemte europæiske standarder kan gøres obligatorisk, sikrer de nationale tilsynsmyndigheder, at organisationer, der udbyder offentlige telenet eller -tjenester, fuldt ud tager højde for standarder, der i De Europæiske Fællesskabers Tidende angives som egnede til området for samtrafik.

Hvis der ikke findes sådanne standarder, tilstræber de nationale tilsynsmyndigheder at fremme, at der udbydes tekniske grænseflader for samtrafik efter de herunder angivne standarder eller specifikationer:

- standarder, som er vedtaget af europæiske standardiseringsorganisationer som f.eks. Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI) eller Den Europæiske Standardiseringsorganisation/Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering (CEN/Cenelec)

eller, hvis der ikke findes sådanne standarder

- internationale standarder eller rekommandationer, som er vedtaget af Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU), Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) eller Den Internationale Elektrotekniske Kommission (IEC)

eller, hvis der ikke findes sådanne standarder

- nationale standarder.

2. Kommissionen kan om nødvendigt efter proceduren i artikel 15 anmode europæiske standardiseringsorganisationer om at opstille standarder for samtrafik og adgang til net og tjenester. Henvisninger til sådanne standarder kan offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende, jf. artikel 5 i direktiv 90/387/EØF.

Artikel 14

Offentliggørelse af og adgang til oplysninger

1. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at der offentliggøres ajourførte oplysninger om de forhold, der er angivet i artikel 7, stk. 3, artikel 9, stk. 2, artikel 10 og artikel 12, stk. 4, så interesserede parter har let adgang til disse oplysninger. Det angives i den pågældende medlemsstats officielle tidende, hvordan oplysningerne offentliggøres.

2. De nationale tilsynsmyndigheder sikrer, at der på almindelige arbejdsdage efter anmodning gratis er mulighed for offentlig indsigt i ajourførte oplysninger om de forhold, der er angivet i artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 3 og 5, artikel 6, litra c), og artikel 9, stk. 3. Det angives i den pågældende medlemsstats officielle tidende, hvor og hvornår man kan få adgang til oplysningerne.

3. Medlemsstaterne underretter inden den 1. januar 1998 - og derefter umiddelbart i tilfælde af ændringer - Kommissionen om, hvordan der gives adgang til de oplysninger, der omhandles i stk. 1 og 2. Kommissionen offentliggør regelmæssigt i De Europæiske Fællesskabers Tidende en henvisning til, hvordan de nationale tilsynsmyndigheder har givet meddelelse herom.

Artikel 15

Proceduren for det rådgivende udvalg

1. Kommissionen bistås i sit arbejde af det ovennævnte udvalg, der er oprettet i medfør af artikel 9, stk. 1, i direktiv 90/387/EØF, i det følgende benævnt »ONP-udvalget«.

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster, og i givet fald ved afstemning.

3. Udtalelsen optages i mødeprotokollen; derudover har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indføres i mødeprotokollen.

Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til dets udtalelse.

Artikel 16

Forskriftsudvalgsprocedure

1. Uanset artikel 15 finder følgende procedure anvendelse i de spørgsmål, der er omhandlet i artikel 19.

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Det udtaler sig med det flertal, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Ved afstemninger i udvalget tillægges de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, der er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

3. Kommissionen vedtager de påtænkte foranstaltninger, når de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse.

4. Er de påtænkte foranstaltninger ikke i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller er der ikke afgivet nogen udtalelse, forelægger Kommissionen straks Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Har Rådet ved udløbet af en frist på tre måneder regnet fra forslagets forelæggelse for Rådet ikke truffet nogen afgørelse, vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen.

Artikel 17

Mægling i tvister mellem organisationer, der driver televirksomhed med tilladelse fra forskellige medlemsstater

1. Uanset:

a) retsskridt, som Kommissionen eller en medlemsstat foretager i medfør af traktaten

b) de rettigheder, som den part, der indleder proceduren i stk. 2 og 3, den berørte organisation eller enhver anden part har i henhold til gældende national lovgivning

skal den procedure, der er fastsat i stk. 2, 3 og 4, kunne anvendes i tilfælde af en tvist vedrørende samtrafik mellem organisationer, der driver televirksomhed med tilladelse fra forskellige medlemsstater, medmindre en sådan tvist henhører under en enkelt national tilsynsmyndighed, som udøver sine beføjelser i overensstemmelse med artikel 9.

2. Tvisten kan af enhver part fremlægges for vedkommende nationale tilsynsmyndigheder. De nationale tilsynsmyndigheder samordner deres arbejde for at mægle i tvisten efter principperne i artikel 9, stk. 1.

3. Hvis de berørte nationale tilsynsmyndigheder ikke er nået til enighed om en løsning senest seks måneder efter, at sagen er fremlagt, kan en af dem indlede proceduren i stk. 4 ved at henvende sig skriftligt til Kommissionen og fremlægge kopier til alle berørte parter og nationale tilsynsmyndigheder. Løsningen er kun bindende, når alle parter er enige.

4. Når en henvendelse efter stk. 3 er modtaget i Kommissionen, henvises den til formanden for ONP-udvalget.

Formanden for ONP-udvalget indkalder snarest muligt en arbejdsgruppe, som skal omfatte mindst to medlemmer af ONP-udvalget og en repræsentant for hver enkelt af de berørte nationale tilsynsmyndigheder samt formanden for ONP-udvalget selv eller en anden tjenestemand i Kommissionen, som er udpeget af ham. Arbejdsgruppen træder normalt sammen inden for ti dage; formanden kan efter forslag fra et medlem af arbejdsgruppen beslutte at indbyde højst to andre personer til at bistå den som eksperter.

Arbejdsgruppen giver den part, der har indledt proceduren, de nationale tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne samt de involverede virksomheder lejlighed til at forelægge deres synspunkter skriftligt eller mundtligt.

Arbejdsgruppen bestræber sig på at bilægge uoverensstemmelsen mellem de involverede parter. Formanden underretter ONP-udvalget om resultaterne af denne procedure.

Artikel 18

Underretning til Kommissionen

1. Medlemsstaterne sikrer, at de nationale tilsynsmyndigheder har de nødvendige midler til at varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv, og underretter senest den 31. januar 1997 Kommissionen om, hvilke nationale tilsynsmyndigheder der skal varetage opgaverne.

2. De nationale tilsynsmyndigheder underretter senest den 31. januar 1997 - og derefter umiddelbart i tilfælde af ændringer - Kommissionen om, hvilke organisationer:

- der har pligt til at udbyde de offentlige telenet og -tjenester, der er anført i bilag I, del 1, og som har tilladelse til direkte at opkræve et bidrag til nettoomkostningerne i forbindelse med forsyningspligtydelser efter proceduren i artikel 5, stk. 2

- der er underlagt dette direktivs bestemmelser om organisationer med en stærk markedsposition

- der omfattes af bilag II.

Kommissionen kan forlange, at de nationale tilsynsmyndigheder begrunder, at en organisation angives som havende eller ikke havende en stærk markedsposition.

3. Kommissionen offentliggør navnene på de i stk. 2 omhandlede organisationer i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 19

Teknisk tilpasning

Kommissionen kan efter proceduren i artikel 16 træffe afgørelse om en tilpasning af bilag IV, V og VII til dette direktiv som følge af den seneste teknologiske udvikling, ændringer i markedssituationen eller forbrugerefterspørgslen.

Artikel 20

Udsættelse

1. Der gives de medlemsstater, der har ret til en yderligere overgangsperiode i forbindelse med liberaliseringen af teletjenester, jf. Rådets resolutioner af 22. juli 1993 og 22. december 1994, udsættelse med hensyn til overholdelse af forpligtelserne i artikel 3, stk. 1 og 2, artikel 4, stk. 1 og 2, og artikel 9, stk. 1 og 3, for så vidt som disse forpligtelser vedrører direkte sammenkobling mellem mobilnettene i den pågældende medlemsstat og mobil- eller fastnettene i andre medlemsstater, samt i artikel 5, så længe og for så vidt de benytter sig af sådanne overgangsperioder. Medlemsstaterne underretter Kommissionen, hvis de agter at gøre brug af udsættelsen.

2. Der kan anmodes om udsættelse med hensyn til overholdelse af forpligtelserne i artikel 12, stk. 5, hvis den pågældende medlemsstat kan dokumentere, at disse forpligtelser vil være en for stor byrde for visse organisationer eller grupper af organisationer. Medlemsstaten underretter Kommissionen om, hvorfor den anmoder om udsættelse, hvornår forpligtelserne kan opfyldes, og hvad der vil blive gjort for at overholde den nye frist. Kommissionen tager stilling til anmodningen under hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i den pågældende medlemsstat, samt til behovet for at sikre en sammenhængende retstilstand på fællesskabsplan, og underretter medlemsstaten om, hvorvidt det efter Kommissionens opfattelse, med baggrund i de særlige forhold i medlemsstaten, vil være berettiget at give udsættelse, og hvor længe en eventuel udsættelse skal gælde.

Artikel 21

Samtrafik med organisationer i tredjelande

1. Hvis medlemsstaterne får kendskab til juridiske eller faktiske problemer af generel art, som forhindrer organisationer i Fællesskabet i at foretage samtrafik med organisationer i tredjelande, underretter de Kommissionen herom.

2. Hvis Kommissionen får kendskab til sådanne vanskeligheder, kan den om nødvendigt forelægge forslag for Rådet til et passende forhandlingsmandat med henblik på forhandling af sammenlignelige rettigheder i de pågældende tredjelande for organisationer i Fællesskabet. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

3. Foranstaltninger, som træffes i henhold til stk. 2, berører ikke Fællesskabets og medlemsstaternes forpligtelser i henhold til internationale aftaler på området.

Artikel 22

Tilsyn

1. Kommissionen fremlægger senest den 31. december 1997 og derefter regelmæssigt Europa-Parlamentet og Rådet en beretning om, hvilke rettigheder organisationer i Fællesskabet har til at etablere samtrafik i tredjelande.

2. Kommissionen fører tilsyn med, hvordan direktivet fungerer og forelægger regelmæssigt Europa-Parlamentet og Rådet en beretning herom, første gang senest den 31. december 1999. I denne forbindelse kan Kommissionen anmode medlemsstaterne om at fremlægge oplysninger.

I beretningen redegøres der for, hvilke bestemmelser i direktivet der bør revideres i lyset af markedsudviklingen, den teknologiske udvikling og ændret forbrugerefterspørgsel, navnlig:

a) bestemmelserne i artikel 5

b) tidsfristen i artikel 12, stk. 5.

Artikel 23

Gennemførelse i national ret

1. Medlemsstaterne sætter senest den 31. december 1997 de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 24

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 25

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget den . . .

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

På Rådets vegne

Formand

(1) EFT nr. C 313 af 24. 11. 1995, s. 7.

(2) Udtalelse afgivet den 29. februar 1996 (EFT nr. C 153 af 28. 5. 1996, s. 21).

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af . . . (endnu ikke offentliggjort i Tidende), Rådets fælles holdning af . . . (endnu ikke offentliggjort i Tidende) og Europa-Parlamentets afgørelse af . . . (endnu ikke offentliggjort i Tidende).

(4) EFT nr. C 48 af 16. 2. 1994, s. 1.

(5) EFT nr. L 192 af 24. 7. 1990, s. 1.

(6) EFT nr. C 213 af 6. 8. 1993, s. 1.

(7) EFT nr. C 258 af 3. 10. 1995, s. 1.

(8) EFT nr. L 109 af 26. 4. 1983, s. 8. Direktivet er senest ændret ved Kommissionens beslutning 96/139/EF (EFT nr. L 32 af 10. 2. 1996, s. 31).

(9) EFT nr. C 102 af 4. 4. 1996, s. 1.

(10) EFT nr. C 379 af 31. 12. 1994, s. 4.

BILAG I

OFFENTLIGE TELENET OG -TJENESTER AF SÆRLIG BETYDNING

som omhandlet i artikel 3, stk. 2

Følgende offentlige telenet og -tjenester betragtes som værende af særlig betydning på europæisk plan.

Organisationer med en stærk markedsposition, som udbyder nedenstående offentlige telenet og/eller -tjenester, har som angivet i artikel 4, stk. 2, og artikel 6 og 7, bestemte forpligtelser i forbindelse med samtrafik.

DEL 1

Det faste offentlige telefonnet

Ved »det faste offentlige telefonnet« forstås det offentlige koblede telenet, som er beregnet til fremføring af taleinformation og audioinformation (3,1 kHz båndbredde), f.eks.:

- taletelefoni

- telefaxmeddelelser (gruppe III), jf. ITU-T-rekommandationerne i »T-serien«

- datatransmission i talebåndet via modemer med en overførselshastighed på mindst 2 400 bit/s, jf. ITU-T-rekommandationerne i »V-serien«.

Adgang til slutbrugerens nettermineringspunkt sker via et eller flere numre, som indgår i den nationale nummereringsplan.

Telefonitjenester på det offentlige fastnet i overensstemmelse med Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/62/EF af 22. december 1995 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten (1)

Ved »telefonitjenester på det faste offentlige telefonnet« forstås at der til fastnetabonnenter udbydes en tjeneste bestående i etablering eller modtagelse af nationale og internationale opkald, herunder adgang til alarmtjenester (112-tjenester), telefonistekspedition, oplysningstjenester, offentlige betalingstelefoner, udbud af tjenester på særlige vilkår og/eller udbud af særlige faciliteter for handicappede eller abonnenter med særlige sociale behov.

Adgang til slutbrugerens nettermineringspunkt sker via et eller flere numre, som indgår i den nationale nummeringsplan.

DEL 2

Lejede faste kredsløb

Ved »lejede faste kredsløb« forstås telekommunikationsfaciliteter, som giver mulighed for transparent transmissionskapacitet mellem nettermineringspunkter, og som ikke inkluderer opkobling på anfordring (opkobling, som abonnenten kan styre som led i udbuddet af det lejede faste kredsløb). »Lejede faste kredsløb« kan omfatte systemer, som giver mulighed for fleksibel anvendelse af båndbredden i det lejede faste kredsløb, f.eks. visse dirigerings- og styringsfunktioner.

DEL 3

Offentlige mobiltelefonnet

Et offentligt mobiltelefonnet er et offentligt telefonnet, i hvilket nettermineringspunkter ikke er knyttet til en bestemt placering.

Telefonitjenester på det offentlige mobiltelefonnet

Ved »telefonitjenester på det offentlige mobiltelefonnet« forstås en tjeneste, som helt eller delvist består i etablering af radioforbindelser til en mobilabonnent, og hvor fremføringen helt eller delvist foregår via mobiltelefonnettet.

(1) EFT nr. L 321 af 30. 12. 1995, s. 6.

BILAG II

ORGANISATIONER MED RET OG PLIGT TIL INDBYRDES AT FORHANDLE OM SAMTRAFIK FOR AT SIKRE FÆLLESKABSDÆKKENDE TJENESTER

som omhandlet i artikel 4, stk. 1

Dette bilag vedrører de organisationer, som udbyder offentlige koblede og ikke-koblede bæretjenester, som er en forudsætning for andre teletjenester.

Organisationerne i nedenstående kategorier har både ret og pligt til indbyrdes at etablere samtrafik i henhold til artikel 4, stk. 1. Sammenkobling mellem disse organisationer er endvidere underkastet tilsyn af de nationale tilsynsmyndigheder i henhold til artikel 9, stk. 3. Der kan i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, være opstillet særlige samtrafiktakster, betingelser og vilkår for organisationerne i disse kategorier.

1. Organisationer, som udbyder offentlige koblede fast- og/eller mobilnet og/eller offentlige teletjenester, og som derved styrer adgangen til et eller flere nettermineringspunkter, der har et eller flere selvstændige numre i den nationale nummereringsplan (se nedenstående bemærkninger).

2. Organisationer, som udbyder lejede faste kredsløb til nettermineringspunkter hos abonnenter.

3. Organisationer, som i en medlemsstat har tilladelse og eksklusive eller særlige rettigheder til at udbyde internationale telekommunikationskredsløb mellem Fællesskabet og tredjelande.

4. Organisationer, som udbyder teletjenester, og som i denne kategori har tilladelse til at etablere samtrafik i overensstemmelse med de relevante nationale procedurer for udstedelse af licenser.

Bemærkninger

Ved »styrer adgangen til et nettermineringspunkt« forstås muligheden for at styre, hvilke teletjenester slutbrugeren på dette nettermineringspunkt har adgang til og/eller muligheden for at nægte andre tjenesteudbydere adgang til slutbrugeren på dette nettermineringspunkt.

Dette kan f.eks. indebære ejerskab eller kontrol over den fysiske forbindelse til slutbrugeren (hvad enten det er på fast- eller mobilnettet) og/eller mulighed for at ændre eller inddrage det eller de nationale numre, der er nødvendige for at oprette forbindelse til en slutbrugers nettermineringspunkt.

BILAG III

BEREGNING AF OMKOSTNINGERNE VED FORSYNINGSPLIGT PÅ TALETELEFONYDELSER

som omhandlet i artikel 5, stk. 3

Ved »forsyningspligt« forstås den pligt, som en medlemsstat pålægger en organisation til at udbyde net og tjenester overalt inden for et givet geografisk område samt - om nødvendigt - til at udbyde tjenesten til den samme pris inden for hele det pågældende område.

Omkostningerne ved forsyningspligten beregnes som forskellen mellem de nettoomkostninger, en organisation har ved at drive virksomhed, når den er underlagt denne pligt, og de nettoomkostninger, den ville have haft, hvis dette ikke var tilfældet.

Dette gælder uanset om medlemsstatens net er fuldt udbygget eller stadig under etablering eller udbygning.

Beregningen baseres på de omkostninger, der følger af:

i) Elementer af de pågældende tjenester, som kun kan udbydes med tab eller med omkostninger, der overstiger almindelige kommercielle standardomkostninger.

Dette omfatter f.eks. adgang til alarmtjenester, visse betalingstelefoner, bestemte tjenester eller udstyr til handicappede mv.

ii) Bestemte slutbrugere eller grupper af slutbrugere, som, under hensyntagen til omkostningerne og indtægten ved bestemte net- og tjenesteudbud samt medlemsstatens foreskrevne, geografisk bestemte gennemsnitstakst for tjenesten, kun kan betjenes med tab eller med omkostninger, der overstiger almindelige kommercielle standardomkostninger.

Dette omfatter f.eks. slutbrugere eller grupper af slutbrugere, som ikke ville blive betjent af en kommercielt orienteret operatør uden forsyningspligt.

I randområder med net, som er under udbygning, bør omkostningsberegningen baseres på den meromkostning, det ville medføre at betjene de slutbrugere eller grupper af slutbrugere, som ikke ville blive betjent af en operatør, der i et konkurrencebaseret miljø gik ud fra almindelige kommercielle principper.

Ved beregningen af nettoomkostningerne indregnes også indtægterne. Der regnes med prognosebaserede omkostninger og indtægter.

BILAG IV

OVERSIGT OVER EKSEMPLER PÅ ELEMENTER I SAMTRAFIKTAKSTER

som omhandlet i artikel 7, stk. 3

Samtrafiktakster omfatter de faktiske afgifter, som de sammenkoblede parter skal betale.

Takststrukturen omfatter de hovedkategorier, som samtrafiktakster er inddelt i, f.eks.

- takster, som omfatter selve oprettelsen af den fysiske sammenkobling, og som er baseret på omkostningerne ved at udbyde netop den samtrafik, der anmodes om (f.eks. særligt udstyr og særlige ressourcer samt kompatibilitetskontrol)

- takster for leje i forbindelse med løbende brug af udstyr og ressourcer (vedligeholdelse af tilslutninger osv.)

- variable takster ved supplerende tjenester (f.eks. adgang til oplysningstjenester, telefonistbetjening, dataindsamling, fakturering, koblingsbaserede og lignende avancerede tjenester)

- trafikrelaterede takster i forbindelse med fremføring til og fra sammenkoblede net (f.eks. omkostninger ved kobling og transmission), som kan være minutbaserede og/eller baseret på den nødvendige ekstra netkapacitet.

Takstelementerne er knyttet til de individuelle priser for hver netkomponent eller -facilitet, som udbydes til den sammenkoblede part.

Samtrafiktakster og -omkostninger skal overholde principperne om omkostningsægthed og gennemsigtighed i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2.

Samtrafiktakster kan i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet omfatte en rimelig del af fællesomkostningerne og omkostningerne ved at udbyde lige adgang, nummerportabilitet og omkostningerne ved at sikre væsentlige krav (nettets integritet, netsikkerheden i nødsituationer, interoperabilitet mellem tjenester samt databeskyttelse).

BILAG V

OMKOSTNINGSBEREGNINGSSYSTEMER FOR SAMTRAFIK

som omhandlet i artikel 7, stk. 5

Ifølge artikel 7, stk. 5, skal der offentliggøres detaljerede oplysninger vedrørende omkostningsberegning; nedenfor følger nogle eksempler på elementer, som kan indgå i et sådant omkostningsberegningssystem.

Formålet med at offentliggøre disse oplysninger er at skabe klarhed over, hvorledes samtrafiktakster beregnes, så andre markedsparter har mulighed for at sikre sig, at der er rimelighed i, hvordan taksterne er beregnet.

Dette mål bør den nationale tilsynsmyndighed og de berørte organisationer holde sig for øje, når det fastlægges, hvor detaljerede oplysningerne skal være.

I nedenstående liste angives det, hvilke elementer der skal indgå i de oplysninger, der offentliggøres.

1. Den anvendte omkostningsstandard

F.eks. fuldt distribuerede omkostninger, langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger, grænseomkostninger, direkte omkostninger, indirekte omkostninger osv.,

herunder den anvendte omkostningsbasis, dvs.:

historiske omkostninger (baseret på faktiske udgifter til udstyr eller systemer) eller prognosebaserede (baseret på anslåede omkostninger til udskiftning af udstyr eller systemer).

2. Omkostningselementer, der indgår i samtrafiktaksten

Angivelse af samtlige enkeltposter, som indgår i samtrafiktaksten, herunder også fortjeneste.

3. Omfang af og metoder til omkostningsdeling, især fordeling af fællesomkostninger

Angivelse af, hvordan de direkte omkostninger opgøres, og i hvilket omfang og efter hvilke metoder fællesomkostninger indgår i samtrafiktakster.

4. Regnskabsprincipper

Dvs. de regnskabsprincipper, der lægges til grund for bogføring af omkostningerne, herunder:

- tidshorisont for afskrivning af større kapitalaktiver (f.eks. grunde, bygninger, udstyr osv.)

- bogføring, under løbende udgifter eller anlægsomkostninger, af andre større udgiftsposter (f.eks. programmel og edb-systemer, forskning og udvikling, kundesøgning, direkte og indirekte konstruktion, reparation og vedligeholdelse, finansieringsomkostninger osv.).

Oplysningerne om de omkostningsberegningssystemer, der er omhandlet i dette bilag, kan ændres efter proceduren i artikel 19.

BILAG VI

TÆRSKELSVÆRDIER FOR OMSÆTNING PÅ TELEOMRÅDET

som omhandlet i artikel 8, stk. 1 og 2

Del 1 - Tærskelsværdien for den årlige omsætning på teleområdet omhandlet i artikel 8, stk. 1, er på 50 mio. (halvtreds millioner) ECU.

Del 2 - Tærskelsværdien for den årlige omsætning på teleområdet omhandlet i artikel 8, stk. 2, er på 20 mio. (tyve millioner) ECU.

BILAG VII

FORHANDLINGSRAMME FOR AFTALER OM SAMTRAFIK

som omhandlet i artikel 9, stk. 2

DEL 1

Områder, hvor den nationale tilsynsmyndighed kan opstille ex ante bestemmelser

a) Mæglingsprocedure

b) Krav om offentliggørelse af/adgang til samtrafikaftaler samt andre bestemmelser om pligt til med mellemrum at offentliggøre oplysninger

c) Bestemmelser om lige adgang og nummerportabilitet

d) Bestemmelser om fælles brug af faciliteter, herunder samplacering

e) Bestemmelser om overholdelse af væsentlige krav

f) Bestemmelser om tildeling og anvendelse af nummerressourcer (herunder også adgang til oplysningstjenester, alarmopkald og tværeuropæiske numre)

g) Bestemmelser om opretholdelse af en given tjenestes kvalitet i alle led

h) Eventuelt fastlæggelse af, hvor stor en del af den separate samtrafiktakst, der udgør en bidrag til nettoomkostningerne ved forsyningspligt.

DEL 2

Andre forhold, som man bør tilskynde til at omfatte i samtrafikaftaler

a) Beskrivelse af obligatoriske samtrafiktjenester

b) Betalingsbetingelser, herunder også faktureringsmåder

c) Angivelse af samtrafikpunkter

d) Tekniske standarder for samtrafik

e) Interoperabilitetskontrol

f) Metoder til sikring af overholdelse af væsentlige krav

g) Intellektuel ejendomsret

h) Fastlæggelse og begrænsning af ansvar og eventuel erstatning

i) Fastsættelse af samtrafiktakster og senere forhøjelse eller nedsættelse heraf

j) Procedure for mægling mellem parterne, inden den nationale tilsynsmyndighed anmodes om at gribe ind

k) Gyldighedsperiode og genforhandling af aftalen

l) Procedure i tilfælde af, at der fremsættes forslag til ændringer af de net eller tjenester, som den ene part udbyder

m) Sikring af lige adgang

n) Nærmere detaljer om fællesbrug af faciliteter

o) Adgang til hjælpefaciliteter, supplerende og avancerede tjenester

p) Trafik-/netstyring

q) Opretholdelse af samtrafiktjenester og disses kvalitet

r) Fortrolighedsbestemmelser vedrørende ikke-offentlige afsnit af aftalen

s) Personaleuddannelse.

RÅDETS BEGRUNDELSE

I. INDLEDNING

1. Kommissionen fremlagde den 31. august 1995 et forslag om samtrafik på teleområdet med henblik på forsyningspligt og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne.

Retsgrundlaget for dette forslag er artikel 100 A i EF-traktaten.

2. Europa-Parlamentet afgav førstebehandlingsudtalelse den 14. februar 1996.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 28. februar 1996.

På baggrund af disse udtalelser fremlagde Kommissionen et ændret forslag den 20. marts 1996.

3. Den 17. juni 1996 fastlagde Rådet den fælles holdning i medfør af traktatens artikel 189.

II. FORMÅL

Dette forslag, som skal ses i lyset af den fuldstændige liberalisering af markedet i 1998, har til formål at fastsætte harmoniserede principper for samtrafik, som medlemsstaterne skal anvende for at sikre fri adgang til telenet og -tjenester for nytilkomne markedsdeltagere og kunder, men også mere generelt for alle eksisterende og potentielle brugere.

III. ANALYSE AF DEN FÆLLES HOLDNING

1. Generelle bemærkninger

Rådet mener, at det kompromis, der danner grundlag for fastlæggelsen af den fælles holdning, lever op til de mål, som tilsigtes i Kommissionens forslag, og navnlig, at det udgør en hensigtsmæssig harmoniseret ramme for samtrafikken.

For så vidt angår Europa-Parlamentets ændringsforslag har Rådet i overordentlig mange tilfælde fulgt Kommissionens holdning, således som den kommer til udtryk i Kommissionens ændrede forslag.

Rådet har i de tilfælde, hvor det har følt sig foranlediget til at foretage ændringer i Kommissionens forslag, samt i sin holdning til Europa-Parlamentets ændringsforslag, hovedsagelig handlet ud fra ønsket om at:

- sikre kohærens med andre relevante fællesskabsbestemmelser, navnlig direktiverne om tilrådighedsstillelse af åbne net (ONP) (f.eks. for så vidt angår udvalgsprocedure)

- præcisere rækkevidden af visse bestemmelser (f.eks. ved at udvide kredsen af de virksomheder, som omkostningerne ved forsyningspligten fordeles på, til også at omfatte virksomheder, der stiller offentlige taletelefonitjenester til rådighed)

- forenkle udformningen af direktivet eller give de påtænkte bestemmelser større fleksibilitet.

2. Specifikke bemærkninger

i) Rådet har i den fælles holdning medtaget følgende af Europa-Parlamentets ændringsforslag:

- nr. 12 første del, 24, 28, 42, 45 anden del, 52, 56 første og anden del, 58 og 68.

Rådet har ligeledes medtaget nedenstående ændringsforslag enten fuldstændigt, men i ændret affattelse, der ikke ændrer forslagets ånd, eller delvist:

- nr. 15 anden del (betragtning 13), 23, 26 anden og fjerde del (som der er taget højde for i IV), 37, 63, 64, 65, 66 og 67.

ii) Rådet har derimod ikke kunnet følge Kommissionen for så vidt angår Europa-Parlamentets nedennævnte ændringsforslag:

Ændringsforslag nr. 14 (Artikel 3, stk. 1)

Rådet fandt ikke, at dette ændringsforslag er i overensstemmelse med forslaget til Europa-Parlamentet og Rådets direktiv om ensartede principper for almene tilladelser og enkeltlicenser for teletjenester, som Kommissionen fremlagde i januar 1996.

Ændringsforslag nr. 20 (Artikel 5, stk. 5) og 22 (Artikel 6, første afsnit)

Forskellene mellem teksten i disse ændringsforslag og i den fælles holdning er i alt væsentligt af redaktionel karakter.

Ændringsforslag nr. 29 (Artikel 7, stk. 5a)

Dette ændringsforslag er først og fremmest udeladt for at forenkle direktivteksten, idet Rådet mener, at Kommissionen under alle omstændigheder bevarer den bemyndigelse til selvstændig at træffe afgørelser, som den har i henhold til traktaten og den afledte ret.

Ændringsforslag nr. 32 (Artikel 7, stk. 8)

Rådet har af forenklingshensyn ladet stk. 8 i artikel 7 udgå. Det fandt nemlig, at Kommissionen i kraft af den selvstændige beføjelse til at overvåge gennemførelsen af dette direktiv, som den har i henhold til traktaten, under alle omstændigheder bevarer muligheden for at kræve, at offentliggjorte samtrafikafgifter og -vilkår samt andre afgifter i forbindelse med fordelingen af omkostningerne ved forsyningspligten stilles til rådighed for ONP-udvalget.

Ændringsforslag nr. 36 (Artikel 8, stk. 3a)

Rådet indtog samme holdning over for dette ændringsforslag som over for ændringsforslag nr. 29.

Ændringsforslag nr. 40 (Artikel 9, stk. 1) og 43 (Artikel 9, stk. 6a)

Rådet fandt ikke, at det ville være hensigtsmæssigt inden for rammerne af dette direktiv at pålægge de nationale tilsynsmyndigheder et ansvar af den art, som er foreskrevet i dette ændringsforslag.

Ændringsforslag nr. 44 (Artikel 10, litra d) a))

Rådet har udeladt dette ændringsforslag, da miljøbeskyttelse i direktiv 90/387/EØF om tilrådighedsstillelse af åbne telenet ikke betragtes som et væsentligt krav. Rådet mener dog, at der i den fælles holdnings artikel 11 om samplacering og fælles brug af faciliteter i høj grad er taget hensyn til Europa-Parlamentets ønsker i dette spørgsmål.

Ændringsforslag nr. 46 (Artikel 12, stk. 2)

Rådet var af den opfattelse, at det er meget vanskeligt for medlemsstaterne i praksis at sikre samordningen af de nationale synspunkter i internationale organisationer og fora, og at medlemsstaterne kun kan træffe de nødvendige foranstaltninger for at opnå denne samordning.

Ændringsforslag nr. 47 (Artikel 12, stk. 3)

Rådet så sig ikke i stand til at følge Europa-Parlamentets forslag om at knytte en forbindelse mellem de nationale tilsynsmyndigheders kontrol med de nationale nummereringsplaner for teleområdet og en lettelse af nummerportabiliteten.

Ændringsforslag nr. 48 (Artikel 12, stk. 5) og 53 anden del (tidligere artikel 19, nu artikel 20)

Spørgsmålet om telefonnumres portabilitet har givet anledning til indgående drøftelser i Rådet på grund af de høje omkostninger, som implementeringen af denne service kan påføre operatørerne.

Disse drøftelser førte til, at følgende løsning fandt tilslutning:

- fastholdelse af målsætningen om, at den pågældende ordning skal fungere i alle større byområder inden den 1. januar 2003 (artikel 12, stk. 5), idet Kommissionen efter anmodning fra medlemsstaterne kan give udsættelse, hvis disse kan dokumentere, at nogle organisationer ellers ville få pålagt en for stor byrde (artikel 20, stk. 2)

- eventuel ændring af denne frist efter proceduren i artikel 100 A afhængig af den rapport, som Kommissionen skal forelægge for Europa-Parlamentet og Rådet inden den 31. december 1999 (artikel 22, stk. 2).

Denne løsning tager efter Rådets mening i lige grad hensyn til brugernes interesser og til omkostningerne ved denne service.

Ændringsforslag nr. 49 og 51 (tidligere artikel 16, stk. 2 og 5, nu artikel 17, stk. 2, 3 og 4)

I spørgsmålet om tvister på tværs af grænserne fandt Rådet det hensigtsmæssigt med en mæglingsprocedure magen til den, der anvendes i forbindelse med direktiv 92/44/EØF og 95/62/EF om anvendelse af ONP-vilkår på henholdsvis faste kredsløb og taletelefonitjenesten, idet det mener, at en sådan procedure sikrer, at begge parters interesser varetages i en tvist.

Ændringsforslag nr. 53 (tidligere artikel 19, nu artikel 20)

Selv om affattelsen af artikel 20 er ændret i forhold til Kommissionens ændrede forslag, tager den i alt væsentligt højde for Europa-Parlamentets ønsker, idet den knytter en tæt forbindelse mellem den yderligere overgangsperiode for liberaliseringen af teletjenester, der kan indrømmes visse lande, og disse samme staters fritagelse for at efterleve visse forpligtelser, som følger af direktivet.

Ændringsforslag nr. 56, tredje del (tidligere artikel 21, stk. 2, nu artikel 22, stk. 2)

Rådet fandt det ikke hensigtsmæssigt at nævne muligheden af at oprette en europæisk tilsynsmyndighed i dette direktiv.

iii) Det skal i øvrigt bemærkes, at Rådet i den fælles holdning har indføjet en række nye bestemmelser i forhold til Kommissionens forslag og Europa-Parlamentets ændringsforslag.

Det drejer sig i hovedsagen om følgende:

Artikel 2, stk. 1: Definitioner

Definitionen på »samtrafik« (litra a)) og »teletjenester« (litra d)) er blevet omformuleret, så de er mere præcise.

Artikel 3, stk. 2: Principper for samtrafik

Denne artikels anvendelsesområde er blevet udvidet til også at omfatte offentlige mobiltelefonnet.

Artikel 4, stk. 2: Rettigheder og pligter i forbindelse med samtrafik

Det præciseres i den fælles holdning, at organisationer, der anses for at have en stærk markedsposition, skal imødekomme »enhver rimelig anmodning om adgang til nettet«.

Artikel 4, stk. 3: Definition på en organisation med en stærk markedsposition

Af retssikkerhedshensyn har Rådet fundet det ønskeligt at definere begrebet »organisation med en stærk markedsposition« i en artikel og ikke kun i en betragtning. Denne tekst, som muliggør en mere smidig anvendelse, ændrer dog ikke Kommissionens oprindelige forslag på afgørende vis.

Artikel 5, stk. 1: Forsyningspligtydelser

Rådet fandt det hensigtsmæssigt at medtage organisationer, der stiller taletelefonitjenester til rådighed for offentligheden, blandt de mulige bidragydere til driften af forsyningspligtydelser.

Artikel 7: Principper for samtrafiktakster og omkostningsberegningssystemer

I stk. 2 udvides anvendelsesområdet for principperne om gennemsigtighed og omkostningsægthed til også at omfatte organisationer med en stærk markedsposition, der stiller offentlige mobiltelefonnet og -tjenester til rådighed.

I stk. 3, som ændret, gives der mulighed for at fastsætte forskellige samtrafiktakster, -frister og -betingelser for forskellige kategorier af organisationer.

Stk. 5 er blevet omformuleret for at være i overensstemmelse med direktivet om ONP-vilkår for taletelefoni (artikel 13, stk. 2).

Artikel 8: Regnskaber og opsplitning af regnskaber

I stk. 1 gives der medlemsstaterne mulighed for at pålægge organisationer, som i anden sammenhæng for så vidt angår tilrådighedsstillelse af andre tjenester i andre sektorer har eksklusive eller særlige rettigheder, en strukturel udskilning af deres telekommunikationsaktiviteter.

Bestemmelserne i stk. 2 er blevet begrænset til at omfatte de i bilag I, del 1 og 2, omhandlede organisationer, der har en stærk markedsposition.

Artikel 9, stk. 2: De nationale tilsynsmyndigheders almindelige ansvar

For så vidt angår samtrafik mellem organisationer som omhandlet i bilag II, giver stk. 2 de nationale tilsynsmyndigheder mulighed for at fastsætte ex ante bestemmelser på de i bilag VII omhandlede områder.

Artikel 10, litra a) og b): Væsentlige hensyn

Nævnelsen af særlige vilkår på erstatningsområdet udgår.

Artikel 13, stk. 1: Tekniske standarder

Henvisningen til specifikationer, der er generelt accepteret i erhvervslivet, og som er opstillet af internationale erhvervsorganisationer, udgår.

Artikel 14, stk. 2: Offentliggørelse af og adgang til oplysninger

I stk. 2 bestemmes det (for så vidt angår de i artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 5, artikel 6, artikel 7, stk. 3, og artikel 9, stk. 3, omhandlede oplysninger) at ajourførte oplysninger efter anmodning skal stilles gratis til rådighed for de berørte parter.

Artikel 16: Forskriftsudvalgsprocedure

For så vidt angår den i bilag IV, V og VII omhandlede tilpasning til de tekniske fremskridt, har Rådet for at sikre sammenhængen med de andre ONP-direktiver, hvor denne procedure allerede anvendes, fastlagt en forskriftsudvalgsprocedure af type IIIa.

Artikel 19: Teknisk tilpasning

Artikel 19 finder kun anvendelse på bilag IV, V og VII, idet Rådet ikke mener, at ændringer af andre bilag, i betragtning af disses tilknytning til direktivets anvendelsesområde, kan falde ind under en forskriftsudvalgsprocedure.

Artikel 22: Tilsyn

I den fælles holdning bestemmes det, at dette tilsyn navnlig tager sigte på to vigtige bestemmelser i direktivet med henblik på at afgøre, om de bør tilpasses under hensyn til markedsudviklingen, den teknologiske udvikling og ændret forbrugerefterspørgsel.

Det drejer sig om bestemmelserne om forsyningspligtydelser (artikel 5) og om datoen den 1. januar 2003 som frist for indførelse af nummerportabilitet til alle større byområder (artikel 12, stk. 5).

Bilag I, del 1: Det faste offentlige telefonnet

Definitionen af »telefonitjenester på det faste offentlige telefonnet« udvides til også at omfatte tilrådighedsstillelse af særlige faciliteter til dækning af specifikke sociale behov.

Bilag II: Organisationer med ret og pligt til at forhandle om samtrafik

Beskrivelsen af kategori 3 og 4 er blevet præciseret.

Top