a)

Har retten til at forblive i en medlemsstat under sagens behandling i medfør af direktivets artikel 7, stk. 1, forrang, eller skal direktivets artikel 7, stk. 2, fortolkes således, at fuldbyrdelsen af arrestordren begrunder, at retten i medfør af artikel 7, stk. 1, fortrænges? Kan en overførsel afslås i medfør af rammeafgørelsen under henvisning til en verserende asylsag, selv om rammeafgørelsens artikel 3 og 4 ikke indeholder en afslagsgrund, der dækker dette tilfælde?

b)

Skal direktivets artikel 7, stk. 2, fortolkes således, at den indrømmer medlemsstaterne en skønsbeføjelse ved afgørelsen af, hvordan de vil regulere det i litra a) nævnte spørgsmål i deres nationale lovgivninger?

c)

Hvorledes skal direktivets artikel 7 i betragtning af de ovennævnte spørgsmål fortolkes, navnlig i det tilfælde, at personen, der begæres overført på grundlag af en arrestordre, ansøger om asyl med en begrundelse, der i det væsentlige er identisk med begrundelsen for den pågældendes klage over overførslen?

d)

Indebærer den omstændighed, at der meddeles asyl, at den fuldbyrdende medlemsstat skal afslå overførslen? For det tilfælde, at der meddeles asyl, henvises endvidere til det fjerde præjudicielle spørgsmål (litra a)-c)).

a)

For det tilfælde, at rammeafgørelsen skal fortolkes på denne måde, spørges: på hvilke grunde kan eller skal den fuldbyrdende medlemsstat støtte sig? Kan denne stat støtte sig på de fortolkningsprincipper, som er opstillet i retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende udlevering? Kan medlemsstaten også støtte sig på grunde, der udvider afslagsgrundende sammenlignet med de afslagsgrunde, der er opstillet i Den Europæiske menneskerettighedsdomstols praksis?

b)

For det tilfælde, at rammeafgørelsen skal fortolkes således, at fuldbyrdelsen af arrestordren ligeledes kan afslås af andre grunde end dem, der er anført i artikel 3 og 4, indebærer dette da også, at rammeafgørelsen tillader, at medlemsstaterne ligeledes kan afslå fuldbyrdelsen af en arrestordre, der er vedtaget med henblik på fuldbyrdelse af en straf, af grunde, der vedrører indholdet eller begrundelsen i dommen afsagt af den udstedende medlemsstat og/eller spørgsmålet, om den retssag, der førte til afsigelsen af dommen, er gennemført forskriftsmæssigt, og som forudsætter en prøvelse i den fuldbyrdende medlemsstat af de indvendinger, der er rejst mod dommen og/eller retssagen? Under hvilke nærmere betingelser eller af hvilke nærmere grunde kan en sådan prøvelse (»révision au fond«) komme i betragtning?

c)

Skal rammeafgørelsen fortolkes således, at den bl.a. tillader medlemsstaten af afslå en overførsel på grundlag af en arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straf, når der er en begrundet mistanke om, at den retssag, der førte til den idømte straf, ikke var retfærdig, fordi den dømte var udsat for forfølgelse fra domsstatens myndigheder, hvilket kom til udtryk i en diskriminerende anklage?

a)

Finder bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 4, stk. 6, tilsvarende anvendelse i dette tilfælde? Kan fuldbyrdelsen af arrestordren med andre ord alene afslås, når den person, der begæres overført, er statsborger i eller har sin bopæl i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne stat forpligter sig til at fuldbyrde straffen eller foranstaltningen i medfør af sin nationale ret?

b)

Skal der, for at der kan meddeles et afslag, i det mindste kræves, at den stat, overfor hvilken der er fremsat begæring om overførsel, forpligter sig til at fuldbyrde straffen eller foranstaltningen i medfør af sin nationale ret?

c)

For det tilfælde, at rammeafgørelsen skal fortolkes således, at den i visse tilfælde tillader, at fuldbyrdelsen af en arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straf, kan afslås af grunde, der vedrører indholdet eller begrundelsen i dommen afsagt af den udstedende medlemsstat eller forskriftsmæssigheden af den retssag, der førte til afsigelsen af dommen, er det da ligeledes tilladt af afslå overførsel, når de under litra a) eller litra b) nævnte betingelser ikke er opfyldt?

a)

Hvilken betydning har en sådan afslagsgrund under hensyntagen til rammeafgørelsens bestemmelser og de forpligtelser, som den udstedende medlemsstat ifølge EU-retten, herunder direktiv 2004/84/EF (3) og 2005/85/EF, er undergivet over for tredjestaters statsborgere?

b)

Kan rammeafgørelsens artikel 28, stk. 4, spille en rolle i denne sammenhæng, hvorefter en person, der er overført i henhold til en europæisk arrestordre, ikke må udleveres til en tredjestat uden samtykke fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der har overgivet den pågældende? Kan dette forbud, foruden udlevering på grundlag af en strafbar handling, ligeledes omfatte en anden form for fjernelse fra en medlemsstats territorium, f.eks. udsendelse, og i givet fald under hvilke betingelser?