Indvandring og asyl

Artikel 67 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) pålægger Den Europæiske Union (EU) at sikre, at der ikke foretages personkontrol ved de indre grænser, og at den udformer en fælles politik for asyl, indvandring og kontrol ved de ydre grænser, der bygger på solidaritet mellem EU-medlemsstaterne, og som er retfærdig over for statsborgere fra ikke-EU-lande.

Artikel 77 pålægger EU at udforme en politik om grænsekontrol af personer og effektiv overvågning ved de ydre grænser, at personer ikke kontrolleres ved de indre grænser, og at der gradvist indføres et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser.

Artikel 78 i TEUF pålægger EU at udforme en fælles politik for asyl, subsidiær beskyttelse og midlertidig beskyttelse med henblik på at tilbyde en passende status til enhver statsborger fra et ikke-EU-land, der har behov for international beskyttelse, og sikre overholdelse af non-refoulement-princippet (et centralt princip i international ret om flygtninge og menneskerettigheder, som forbyder, at stater tilbagesender personer til et land, hvor der er reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller enhver anden krænkelse af menneskerettighederne).

I henhold til artikel 79 i TEUF er formålet med EU’s indvandringspolitik at styre migrationsstrømme, sikre retfærdig behandling af statsborgere fra ikke-EU-lande, der opholder sig lovligt i medlemsstaterne, samt forebygge og bekæmpe ulovlig indvandring og menneskehandel.

EU har vedrørende ulovlig indvandring beføjelse til at fastlægge betingelser for indrejse og lovligt ophold i en medlemsstat, bl.a. med henblik på familiesammenføring for statsborgere fra ikke-EU-lande. Medlemsstaterne har dog beføjelse til at bestemme det antal statsborgere fra ikke-EU-lande, som kan få tilladelse til at søge arbejde.

EU søger at forebygge og reducere ulovlig indvandring, især ved hjælp af en effektiv politik om tilbagesendelser og tilbagetagelse på en måde, der er i overensstemmelse med menneskerettighederne.

I henhold til artikel 80 i TEUF er EU’s politik om indvandring og asyl underlagt princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling mellem medlemsstaterne, herunder for så vidt angår de finansielle aspekter.

EU har i løbet af årene udviklet og justeret sin fælles tilgang til indvandring og asyl. Siden 1999 har EU arbejdet på at oprette et fælles europæisk asylsystem. I 2020 offentliggjorde Kommissionen sin nye pagt om migration og asyl, der omfatter alle de forskellige elementer, der er nødvendige for en samlet europæisk tilgang til migration, og som søger at sikre større ensartethed i indarbejdelsen af de interne og eksterne facetter ved indvandringspolitik. Kommissionen foreslår forbedrede og hurtigere, bedre integrerede procedurer gennem hele asyl- og indvandringssystemet og søger at sikre en afbalanceret, fælles ramme, der samler alle aspekter ved asyl- og indvandringspolitik. Den anerkender, at effektive tilbagesendelser kræver forbedrede procedurer inden for EU, som reducerer fragmenteringen af nationale tilgange og ansporer til tættere samarbejde og styrket solidaritet mellem alle medlemsstaterne.

EU’s politik om indvandring og asyl gælder for alle medlemsstater, med undtagelse af Danmark, som har en fravalgsklausul i overensstemmelse med protokol 22, og Irland, som har ret til at tilvælge bestemte foranstaltninger i overensstemmelse med protokol 21.

EU’s grænsepolitik hører under Schengenreglerne og gælder for medlemsstaterne samt de associerede Schengenlande (Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz) i overensstemmelse med protokol 19. Irland deltager ikke i foranstaltningerne under Schengenreglerne vedrørende grænser.