Grænsekontrol

Artikel 77 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde pålægger Den Europæiske Union (EU) at udforme en politik om grænsekontrol af personer og effektiv overvågning ved de ydre grænser, at personer ikke kontrolleres ved de indre grænser, og at der gradvist indføres et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser.

22 EU-medlemsstater er medlemmer af Schengenområdet, der består af disse medlemsstater samt Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz. Der er ingen indre grænsekontrol mellem disse lande. Sammen søger de at nå målet om at forbedre sikkerheden gennem effektiv kontrol ved de ydre grænser, mens de stadig letter adgangen for personer, der rejser til EU af legitime grunde. Der er stadig grænsekontrol af personer mellem de EU-medlemsstater, som ikke er medlemmer af Schengenområdet (Bulgarien, Kroatien, Cypern, Irland og Rumænien) og de, der er medlemmer (for eksempel af en person, som rejser fra Irland, der ikke er medlem af Schengenområdet, til Frankrig, som er medlem).

En integreret europæisk grænseforvaltning understøttes af forordning (EU) 2019/1896 om den europæiske grænse- og kystvagt. Medlemsstaterne har udformet nationale strategier, der skal sikre og lette anvendelsen af dette koncept i praksis. Et af dens centrale elementer har til formål at støtte medlemsstaternes gennemførelse af effektiv grænseforvaltning ved EU’s ydre grænser.

Regler for grænsepassage — både de indre og ydre — er fastsat i Schengengrænsekodeksen (forordning (EU) 2016/399), som også definerer hovedbetingelserne i denne forbindelse, herunder for grænsekontrol, ind- og udrejsekontrol og grænseovervågning.

Når statsborgere fra ikke-EU-lande passerer de ydre grænser, underkastes de grundige kontroller i henhold til indrejsebetingelserne for det pågældende land, herunder systematiske forespørgsler i relevante databaser såsom Schengeninformationssystemet (SIS) samt kontrol i visuminformationssystemet, hvis personen er visumpligtig. EU-borgere underkastes også ind- og udrejsekontrol i SIS af sikkerhedsmæssige årsager. Den retlige ramme for SIS blev ajourført i 2018. Ændringerne i systemet, herunder nye funktionaliteter og data, træder i kraft i starten af 2022.

Et automatiseret centraliseret ind- og udrejsesystem (EES) for statsborgere fra ikke-EU-lande, der passerer EU’s ydre grænser med henblik på et kortvarigt ophold blev introduceret med forordning (EU) 2017/2226 om intelligente grænser. EES registrerer og opbevarer personens navn, rejsedokumenttypen, biometriske oplysninger (fingeraftryk og optagelse af ansigtsbillede) og dato og sted for ind- og udrejse under fuld overholdelse af grundlæggende rettigheder og databeskyttelse. Det registrerer også nægtelse af indrejse og genererer indberetninger til Schengenlandene, når det tilladte ophold er udløbet.

EU har oprettet det automatiske IT-system, der kaldes det europæiske system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), som er designet til at konstatere risiko for sikkerheden, for ulovlig indvandring eller en høj risiko for epidemi, som besøgende, der er fritaget for visumpligt, på kortvarigt ophold i Schengenlandene kan udgøre, før deres rejse. Samtidig vil ETIAS gøre det lettere for langt de fleste rejsende, som ikke udgør sådanne risici, at passere grænserne. Når ETIAS træder i kraft kan statsborgere fra mere end 60 lande søge om rejsetilladelse.

Et operationelt samarbejde mellem EU-medlemsstaterne for at sikre, at den integrerede forvaltning af EU’s grænser finder sted inden for den europæiske grænse- og kystvagt (bestående af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) og medlemsstaternes grænseforvaltningsmyndigheder).

Et visum til kortvarigt ophold kan udstedes af et af Schengenlandene. Det giver indehaveren ret til at rejse i Schengenlandene i en periode på 90 dage inden for enhver periode på 180 dage. En liste over de lande, hvis statsborgere skal have visum, findes som bilag til forordning (EU) 2018/1806.

EU’s grænsepolitik er en del af Schengenreglerne (Schengenaftalen og Schengenkonventionen) og gælder for medlemsstaterne samt de associerede Schengenlande (Island, Norge, Schweiz og Liechtenstein) i overensstemmelse med protokol 19. Irland deltager ikke i foranstaltningerne under Schengenreglerne vedrørende grænser.

SE DESUDEN:

• Den Europæiske Union
• Område for frihed, sikkerhed og retfærdighed
• Grundlæggende rettigheder
• Medlemsstaterne
• Indvandring og asyl
• Schengenaftalen og Schengenkonventionen
• Et styrket Schengeninformationssystem (resumé)
• Den europæiske grænse- og kystvagt (resumé)
• Regler for adgang til EU’s visuminformationssystem (VIS) (resumé)
• Regler om grænsepassage i EU (resumé)
• Anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II) (resumé)
• Intelligente grænser: EU’s ind- og udrejsesystem (resumé)
• Det europæiske system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) (resumé)
• Visumkodeksen (resumé)
• Visumkrav for ikke-EU-statsborgere (resumé)
• Schengenområdet (Europa-Kommissionen).