Grænsekontrol

Artikel 77 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde pålægger Den Europæiske Union (EU) at udforme en politik om grænsekontrol af personer og effektiv overvågning ved de ydre grænser, at personer ikke kontrolleres ved de indre grænser, og at der gradvist indføres et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser.

25 EU-medlemsstater er medlemmer af Schengen, et område uden interne grænser. Området omfatter desuden Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz. Der er ingen indre grænsekontrol mellem disse lande.

Landenes fælles mål er at forbedre sikkerheden ved at indføre effektiv kontrol ved de ydre grænser, samtidig med at personer med ret til at rejse ind i EU fortsat kan passere grænserne uden problemer.

Cypern er et Schengenland, hvilket betyder, at landet deltager i det tættere samarbejde inden for Schengenområdet. Grænsekontrollen med Cypern er imidlertid endnu ikke afskaffet, da landet stadig ikke er fuldt integreret i Schengenområdet.

Irland er undtaget fra Schengenreglerne. I henhold til Schengenprotokollen har landet valgt at stå uden for og opretholder sin egen grænse- og visumpolitik. Irland har imidlertid valgt at deltage i visse aspekter af Schengenområdet såsom Schengeninformationssystemet (SIS) og det retlige og politimæssige samarbejde. Den integrerede grænseforvaltning i Europa er baseret på forordning (EU) 2019/1896 om den europæiske grænse- og kystvagt. Medlemsstaterne har udformet nationale strategier for at gennemføre dette koncept i praksis. Et centralt mål er at støtte medlemsstaterne i at gennemføre en effektiv grænsekontrol ved EU’s ydre grænser.

Reglerne for at passere EU’s grænser – både de indre og ydre – er fastsat i Schengengrænsekodeksen (forordning (EU) 2016/399), som også definerer hovedbetingelserne i denne forbindelse, herunder for grænsekontrol, ind- og udrejsekontrol og grænseovervågning.

Når ikke-EU-borgere passerer de ydre grænser, underkastes de grundige kontroller i henhold til indrejsebetingelserne for det pågældende land, herunder systematisk søgning i de relevante databaser, såsom SIS, og kontrol i visuminformationssystemet, hvis personen er visumpligtig. EU-borgere kontrolleres også i SIS af sikkerhedsmæssige årsager. Der er indført et automatiseret, centraliseret elektronisk indrejse-/udrejsesystem (EES) for ikke-EU-borgere, der passerer EU’s ydre grænser med henblik på et kortvarigt ophold, i henhold til forordning (EU) 2017/2226 om intelligente grænser. Når EES bliver operationelt, vil det registrere og opbevarer personens navn, rejsedokumenttypen, biometriske oplysninger (fingeraftryk og optagelse af ansigtsbillede) samt datoer og steder for ind- og udrejse under fuld overholdelse af grundlæggende rettigheder og databeskyttelse. Det vil også registrere indrejseforbud og generere indberetninger til Schengenlandene, når det tilladte ophold er udløbet.

EU har oprettet det automatiske IT-system, der kaldes det europæiske system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS), som er designet til at konstatere risiko for sikkerheden, for ulovlig indvandring eller en høj risiko for epidemi, som besøgende, der er fritaget for visumpligt, på kortvarigt ophold i Schengenlandene kan udgøre, før deres rejse. Samtidig vil ETIAS gøre det lettere for langt de fleste rejsende, der ikke udgør en sådan risiko, at passere grænserne. Når ETIAS træder i kraft kan statsborgere fra mere end 60 lande søge om rejsetilladelse.

Et operationelt samarbejde mellem medlemsstaterne for at sikre, at den integrerede forvaltning af EU’s grænser finder sted inden for den europæiske grænse- og kystvagt, der består af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) og de nationale grænsemyndigheder.

Et Schengenvisum er en indrejsetilladelse, der giver ikke-EU-borgere ret til at indrejse og opholde sig i Schengenområdet i op til 90 dage inden for en periode på 180 dage.

EU’s grænsepolitik er en del af Schengenreglerne og gælder for 26 medlemsstater og fire lande, der er tilknyttet Schengen (Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz) i overensstemmelse med protokol 19. Irland har, som tidligere nævnt, en forbeholdsklausul i henhold til Schengenprotokollen og opretholder sin egen visum- og grænsepolitik.