26.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 112/23

1)

Finder Domstolens fortolkning i dom af 27. april, A Rosa Flussschiff, (C-620/15, EU:C:2017:309) af artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 (1), som ændret og ajourført ved forordning (EF) nr. 118/97 (2), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 647/2005 (3) af 13. april 2005, anvendelse på en tvist om ikkedeklareret arbejde, hvor E 101-attesterne er blevet udstedt i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i medfør af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 574/72/EF (4) af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71, når situationen er omfattet af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), for arbejdstagere, der udfører deres arbejde på den medlemsstats område, i hvilken de er statsborgere, og hvor lufttransportvirksomheden, der er etableret i en anden medlemsstat, har en filial, og når det alene på grundlag af E 101-attesten, hvori er angivet en lufthavn som arbejdstagerens arbejdsplads og en luftfartsvirksomhed som arbejdsgiver, kan udledes, at den er opnået ved svig?

2)

I bekræftende fald, skal princippet om EU-rettens forrang da fortolkes således, at det er til hinder for, at en national domstol, der i henhold til national ret er bundet af den materielle retskraft, som en strafferetlig afgørelse har i forhold til en civilretlig afgørelse, drager konsekvenserne af en afgørelse truffet af en straffedomstol — der er afsagt på en måde, der er uforenelig med EU-retten — og inden for rammerne af et civilretligt søgsmål tilpligte en arbejdsgiver at betale erstatning til en arbejdstager, alene fordi denne arbejdsgiver er blevet dømt inden for rammeren af en straffesag for ikkedeklareret arbejde.