Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016CN0546

    Sag C-546/16: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Órgano Administrativo de Recursos Contractuales de la Comunidad Autónoma de Euskadi (Spanien) den 28. oktober 2016 — Montte S.L. mod Musikene

    EUT C 22 af 23.1.2017, p. 8–8 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    23.1.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 22/8


    Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Órgano Administrativo de Recursos Contractuales de la Comunidad Autónoma de Euskadi (Spanien) den 28. oktober 2016 — Montte S.L. mod Musikene

    (Sag C-546/16)

    (2017/C 022/12)

    Processprog: Spanien

    Den forelæggende ret

    Órgano Administrativo de Recursos Contractuales de la Comunidad Autónoma de Euskadi

    Parter i hovedsagen

    Sagsøger: Montte S.L.

    Sagsøgt: Musikene

    Præjudicielle spørgsmål

    1)

    Er Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (1) af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF til hinder for en national bestemmelse som TRLCSP’s artikel 150, stk. 4 (2), eller for en fortolknings- og anvendelsespraksis vedrørende denne bestemmelse, hvorefter de ordregivende myndigheder i de dokumenter, som fastsætter reglerne for et offentligt udbud, kan bestemme, at tildelingskriterier kan anvendes i flere faser, hvorunder de tilbud, som ikke opnår en på forhånd fastsat minimumstærskel med hensyn til antal af point udelukkes?

    2)

    Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er direktiv 2014/24 da til hinder for en national bestemmelse eller en fortolknings- og anvendelsespraksis vedrørende denne bestemmelse, hvorefter der i forbindelse med offentlige udbud gøres brug af den nævnte ordning med tildelingskriterier i flere faser, hvori tilbuddene kan udelukkes, således at der i den sidste fase ikke er et tilstrækkeligt antal tilbud til at sikre en reel konkurrence?

    3)

    Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, er direktiv 2014/24 da — eftersom en reel konkurrence ikke er sikret, eller kravet om, at kontrakten skal tildeles buddet med det bedste forhold mellem pris og kvalitet, ikke er opfyldt — til hinder for et vilkår som det omhandlede, hvorefter prisfaktoren alene vurderes ved de tilbud, som har opnået 35 ud af 50 point i henhold til de tekniske kriterier?


    (1)  EUT 2014, L 94, s. 65.

    (2)  Texto refundido de la Ley de Contratos del Sector Público


    Top