EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62010CN0084

Sag C-84/10 P: Appel iværksat den 12. februar 2010 af Longevity Health Products, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 9. december 2009 i sag T-484/08, Longevity Health Products, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), den anden part i appelsagen: Merck KGaA

EUT C 100 af 17.4.2010, p. 29–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

17.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/29


Appel iværksat den 12. februar 2010 af Longevity Health Products, Inc. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 9. december 2009 i sag T-484/08, Longevity Health Products, Inc. mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), den anden part i appelsagen: Merck KGaA

(Sag C-84/10 P)

2010/C 100/44

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Longevity Health Products, Inc. (ved Rechtsanwalt J. Korab)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Merck KGaA

Påstande

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1)

Den af virksomheden Longevity Health Products, Inc. iværksatte appel antages til realitetsbehandling

2)

Rettens afgørelse af 19. december 2009 i sag T-484/08 ophæves og

3)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked betaler sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Den foreliggende appel er rettet mod Rettens dom, hvorved Retten frifandt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i et søgsmål til prøvelse af afgørelse truffet den 28. august 2008 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked om afslag på sagsøgerens ansøgning om registrering af ordmærket »Kids Vits«. Retten stadfæstede med dommen appelkammerets afgørelse, hvorefter der bestod en risiko for forveksling med det ældre EF-ordmærke »VITS4KIDS«.

Som anbringender gøres det gældende, at der er foretaget en procedurefejl og en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (herefter »EF-varemærkeforordningen«).

Retten har begået en procedurefejl, idet den på trods af appellantens begrundede anmodning ikke meddelte denne en frist til at svare på de bemærkninger, som indstævnte fremkom med i sit svarskrift. I strid med de fællesskabsretlige bestemmelser, der gælder for sager ved Domstolen og Retten, blev appellantens ret til at blive hørt således indskrænket og selskabets retsbeskyttelse svækket.

Retten har overtrådt artikel 8, stk. 1, litra b), i EF-varemærkeforordningen, idet den i forbindelse med vurderingen af risikoen for forveksling begik en retlig fejl ved ikke at foretage en overordnet samlet overvejelse af alle de relevante faktorer. Retten antog fejlagtigt, at de to omtvistede varemærkers konstaterede sammenfald gav anledning til at fastslå, at der bestod en risiko for forveksling i varemærkeretlig forstand.

Retten har navnlig ikke taget tilstrækkeligt hensyn til, at det i forbindelse med de omhandlede mærker overvejende drejer sig om vare- og tjenesteydelser, der i bredeste forstand vedrører menneskers sundhed, hvorfor en høj grad af opmærksomhed bør kunne forventes af den pågældende kundekreds. Det er forbrugerne bekendt, at selv små forskelle kan være udslagsgivende i forhold til mærker, som er afledt af eller bygger på den kemiske nomenklatur. Desuden forstærkes forbrugerens opmærksomhed af den omstændighed, at resultatet af en forveksling af varerne kan have meget ubehagelige konsekvenser. Alene denne omstændighed medfører, at der bør foreligge en særlig opmærksomhed.

Retten har endvidere forbigået den omstændighed, at ordmærkerne »Kids Vits« og »VITS4KIDS« er væsentligt forskellige, da den fonetiske gengivelse af mærket frembringer tydelige forskelle. Især udtalen af et mærke er helt afgørende for forbrugernes erindring herom, således at risiko for forveksling alene af den grund kan udelukkes. Til trods for den visuelle lighed er ordene »Kids« og »Vits« sammensat forskelligt i de pågældende varemærker og for indstævntes varemærkes vedkommende er der endvidere tilføjet yderligere et tegn (nemlig tallet 4, der formentlig skal udtales på engelsk, som »for« og dermed betyder »til«). Ydermere følger begge mærker i deres helhed to forskellige systemer for dannelse af sammensatte ord, hvilket i sig selv sikrer deres forskellighed.


Top