6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/23

1.1

Indbygget forældelse synes at være forbundet med en industriel produktionsform, der kræver, at produkterne udskiftes med en vis minimumshastighed. Om end denne produktfornyelse kan synes nødvendig, er der behov for at bekæmpe visse former for misbrug. Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalg skelner mellem bevidst planlagte defekter og de hurtige skift i vores forbrugsmønstre. Selv om der kan være god grund til at sætte spørgsmålstegn ved, at innovationer af marginal betydning ind imellem markedsføres, som om de var af banebrydende karakter, er det hensigten med denne udtalelse at sætte ind over for de mest grelle tilfælde og forbedre forbrugernes garantier. Formålet er at bidrage til at øge tilliden til vores europæiske virksomheder. Forslagene omhandler teknologi, forretningsmetoder, lovgivning, uddannelse og information og indgår i strategien for en bedre, mere retfærdig og loyal balance mellem produktion, distribution og forbrug.

1.2

EØSU ønsker et totalt forbud mod produkter, hvori der er indbygget fejl, som har til formål at få produktet til at gå i stykker. Disse sjældne, men grelle tilfælde, som f.eks. de i medierne meget omtalte printere, der er konstrueret med henblik på at gå i stykker efter at være blevet anvendt et vist antal gange, kan betyde, at borgerne mister tilliden til virksomhederne.

1.3

EØSU anbefaler virksomhederne at gøre det lettere at få repareret deres produkter. Dette kan ske på tre måder: For det første er der de tekniske muligheder (jf. eksemplet med digitale tablets, hvor batterierne er svejset fast i maskinen for at forhindre enhver form for reparation og tvinge ejeren til at anskaffe et nyt produkt). For det andet kan man tilbyde forbrugeren mulighed for at skaffe reservedele i mindst fem år efter produktanskaffelsen. Endelig bør køb af et produkt ledsages af detaljerede oplysninger om mulighederne for reparation, og om hvordan man gør brug af disse muligheder. Mere overordnet opfordrer EØSU gennem denne udtalelse til intensiv støtte til de sociale aspekter og til reparationsvirksomhederne. Dette tiltag med henblik på at forbedre tilliden mellem virksomheder og forbrugere skal mere specifikt ses i lyset af de muligheder for at øge beskæftigelsen, som det kan skabe.

1.4

EØSU ønsker ikke bindende regler på området, men opfordrer til frivillig certificering. Som eksempel kan det nævnes, at inden for salg af hårde hvidevarer var garantien for at kunne få reservedele til apparatet i en periode på 10 eller 20 år et rigtig godt salgsargument. Denne garanti kunne gøres til en europæisk standard, som skulle gælde alle produkter erhvervet inden for Unionens 28 medlemsstater for ikke at straffe de europæiske virksomheder. Ligeledes kunne producenterne forpligte sig til at offentliggøre tal vedrørende de mest almindeligt forekommende fejl, for det er producenterne, som ved, hvilke fejl der hyppigst opstår. De kunne have et lager kun med disse reservedele eller forpligte sig til at producere dem efter anmodning eller finde underleverandører, som var parate til at producere dem. Virksomhederne kunne dermed bevise deres stærke vilje til at sikre deres produkters pålidelighed, og ud over at pleje deres forbindelser til forbrugerne ville det også gå fint i spænd med tanken om frivillig certificering, hvor virksomheder forpligter sig til at yde service på deres produkter og give dem en længere levetid.

1.5

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at inddrage parametrene til bekæmpelse af indbygget forældelse i deres offentlige indkøbspolitik. Da de offentlige indkøb i EU-landene er ganske omfattende (16 % af BNP), spiller de offentlige myndigheder en vigtig rolle, og de har pligt til at gå foran med et godt eksempel.

1.6

Efter EØSU's vurdering vil en forbedring af produkternes kvalitet og holdbarhed betyde flere varige arbejdspladser i Europa og bør derfor opmuntres. Denne udvikling vil sammen med tilstrækkelig uddannelse bidrage til at få Europa ud af den krise, som i høj grad berører de europæiske lønmodtagere.

1.7

EØSU går ind for offentliggørelse af produkternes anslåede levetid eller det antal gange, produkterne kan forventes at kunne anvendes, således at forbrugerne kan træffe et informeret valg. Udvalget slår til lyd for, at der på frivillig basis eksperimenteres med at angive en pris pr. år fastsat ud fra den anslåede levetid for derigennem at tilskynde forbrugerne til at anskaffe sig bæredygtige produkter. Denne forventede levetid bør så kontrolleres for at undgå misbrug på forbrugernes bekostning. Forbrugerne kan således anskaffe sig produkter, som har en højere indkøbspris, men som til gengæld kan afskrives over længere tid. Dette ville helt klart give de europæiske virksomheder et incitament til at producere mere holdbare varer. Den nævnte prisangivelse bør fokusere på relevante oplysninger, som forbrugeren har behov for, og differentieres efter produktkategori for at undgå, at der på nogle emballager optræder overdrevne mængder information.

1.8

EØSU mener, at der bør etableres en ordning, som garanterer, at de produkter, man køber, har en vis minimumslevetid. Der findes ikke på nuværende tidspunkt nogen lovgivning om, at produkter skal have en vis minimumslevetid, og heller ingen EU-standarder, som gør det muligt at måle denne levetid. En række initiativer har imidlertid set dagens lys i forbindelse med miljømærkning. De virksomheder, som producerer eller markedsfører et produkt, hvis levetid er på mindre end fem år, bør internalisere eksternaliteterne i form af omkostningerne ved genanvendelse af produktet. Det gælder især, hvis produktet indeholder stoffer, som er skadelige for miljøet.

1.9

EØSU foreslår, at den eksisterende garantiordning for produkter udvides med en garanti om en minimumsperiode, hvor produktet er funktionsdueligt, og reparationer bekostes af producenten.

1.10

Det er forbrugeren, som i vidt omfang bærer omkostningerne for produkternes nedsatte levetid og konfronteres med de problemer, der måtte være forbundet med at få dem repareret. Det er også forbrugeren, som i høj grad må lide under virksomhedernes politikker, og oven i købet må finde sig i, at nogle distributører forsøger at sælge udvidelser af garantien ud over det første år, skønt den normale garantiperiode rent faktisk er på to år. Ofte virker det ikke, som om forbrugerne ved særlig meget om deres rettigheder. Bedre kommunikation, bl.a. gennem anvendelse af websteder og de sociale medier, ville kunne skærpe bevidstheden hos forbrugerne. Et europæisk observatorium for indbygget forældelse ville give forbrugerne et bedre overblik over praksis og således sætte dem i stand til at vælge bedre.

1.11

Forbrugerbevidsthed er en forudsætning for en korrekt og bæredygtig produktanvendelse. Ydermere er det vigtigt at informere forbrugerne ordentligt om produkternes minimumslevetid, da denne er relevant for deres købsbeslutning. Frivillige initiativer og aktiviteter fra erhvervsliv og handelssektor vil være velkomne i den forbindelse.

1.12

Forbrugerne føler ofte, at lovgivningen på området er en jungle. Selv om flere direktiver omhandler indbygget forældelse (handelspraksis, affald mm.) er disse tilsyneladende kun i ringe omfang koordineret, og de kunne med fordel harmoniseres og samles i en enkelt lovpakke.

1.13

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne navnlig i skolerne tilskynder til et ansvarligt forbrug, således at forbrugerne tager hensyn til konsekvenserne for miljøet med udgangspunkt i produktets livscyklus, det økologiske fodaftryk og produktets kvalitet. Udvalget anbefaler på det kraftigste, at forbrugernes repræsentanter i højere grad inddrages i den igangværende debat om dette vigtige og følsomme emne, da deres deltagelse vil sikre en mere helhedsorienteret tilgang.

1.14

EØSU anbefaler Kommissionen at undersøge dette område for at skabe klarhed over de mange, ofte selvmodsigende oplysninger, der er i omløb. Dette vil gøre det muligt at få et objektivt billede af bl.a. de økonomiske og sociale konsekvenser af den indbyggede forældelse, ikke blot så vidt angår de fordele, den hævdes at have, i form af større omsætningshastighed for produkterne, men også med hensyn til beskæftigelsen og handelsbalancen.

1.15

EØSU foreslår, at der afholdes en europæisk rundbordsdiskussion om dette emne i 2014 med deltagelse af alle berørte aktører, dvs. industri, finanssektor, distributører, fagforeninger, forbrugerforeninger, ngo'er, standardiseringsbureauer, eksperter m.fl. Den bør ligeledes inddrage flere forskellige sektorer for ikke kun at fokusere på nogle enkelte industrisektorer. Samtidig bør der også være et forum, der er åbent for Unionens borgere, og der bør opmuntres til en så bred offentlig deltagelse som muligt, bl.a. gennem anvendelse af de sociale netværk.

1.16

Mere overordnet anbefaler EØSU, at man fremskynder forskning og udvikling på tre områder, som samtidig vil kunne bremse den indbyggede forældelse:

1.17

EØSU vil med dette budskab give udtryk for et ønske om, at Europa går ind i en ny fase med økonomisk omstilling og går fra at være et brug-og-smid-væk-samfund til at være et bæredygtigt samfund, hvor væksten er indrettet efter forbrugernes behov, og borgeren står i centrum - et samfund hvor væksten ikke er et mål i sig selv.

2.1

Indbygget forældelse giver anledning til bekymring af flere årsager. Når forbrugsgodernes levetid reduceres, øges forbruget af ressourcer såvel som den mængde affald, der skal behandles, når produkterne er udtjente. Den indbyggede forældelse, som kan antage flere forskellige former, har til formål at stimulere salget og opretholde den økonomiske vækst ved at skabe stadig nye behov og med vilje sørge for, at goderne produceres på en sådan måde, at de ikke kan repareres.

2.2

Konsekvensen er, at ressourcespildet og den abnormt store forurening har antaget et sådant omfang, at civilsamfundet og en række folkevalgte politikere, der er imod denne praksis, er ved at organisere sig med henblik på at sætte fokus på og bekæmpe systemets brister (kollektive søgsmål ("class actions") mod Apple i USA, en klage indgivet i Brasilien, fremsættelse af lovforslag i Belgien og Frankrig i starten af 2013).

2.3

Man skelner almindeligvis mellem forskellige typer "indbygget forældelse". Således kan forældelse defineres som forringelse af et materiale eller produkt, inden det slides op (jf. ordbogen Le Petit Larousse), idet det forringes og forældes af årsager, som ikke har noget med det fysiske slid at gøre - men som hænger sammen med den teknologiske udvikling, ændrede adfærdsmønstre, modetendenser osv.

2.4

Der kan skelnes mellem flere forskellige former for forældelse:

2.5

Der er ikke fuld konsensus om emnet. Nuancerne i de forskellige definitioner viser, at det er nødvendigt at udarbejde en overordnet definition af begrebet og iværksætte forskellige foranstaltninger med udgangspunkt i de objektive aspekter (teknologiske) og de subjektive aspekter (modetendenser, markedsføring af nye produkter) af forældelse. Man kan tænke sig produkter, hvor det er en fordel for miljøet, at de ikke er særlig holdbare. Endvidere afhænger forældelsen også af forbrugernes adfærd.

2.6

EØSU anbefaler en nuanceret tilgang. Det er ikke tanken at forlænge levetiden for alle produkter over en bred kam, men derimod at tage udgangspunkt i produktets anvendelse. Desuden foretrækker vi en strategi rettet mod optimering af produkternes anvendelse, vel vidende at en sådan optimering ikke nødvendigvis indebærer en forlængelse af levetiden. EØSU vil gerne bidrage til, at de europæiske virksomheders produkter får et bedre ry.

2.7

Der er mange årsager til, at EU bør beskæftige sig med indbygget forældelse, både miljømæssige, sociale, sundhedsmæssige, kulturelle og økonomiske årsager. Der er også en række mere uhåndgribelige aspekter på det symbolske og etiske niveau, der efter vores opfattelse er fuldt ud lige så vigtige at tage sig af.

2.8

Set fra et miljømæssigt synspunkt forbruger vi i dag med 60 milliarder ton råvarer om året omkring 50 % flere naturressourcer årligt end for 30 år siden. En europæer forbruger således 43 kg ressourcer om dagen mod 10 kg for en afrikaner. Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) har med udgangspunkt i de kendte niveauer for 1999 vurderet, at med en årlig vækstrate for primærproduktionen på 2 % vil reserverne af kobber, bly, nikkel, sølv, tin og zink ikke holde mere end 30 år, mens aluminium og jern kan strækkes til mellem 60 og 80 år. Et stadigt stigende antal materialer vil dermed kunne betegnes som sjældne. Desuden genereres der hvert år 10 millioner ton affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) i Europa (tal for 2012), en mængde som forventes at nå 12 millioner ton i 2020. Ud over politikker for genanvendelse og innovation bør også politikker for genvinding som nævnt i det nye EU-direktiv, der trådte i kraft den 13. august 2012, støttes parallelt med bekæmpelse af den indbyggede forældelse.

2.9

På socialt plan giver indbygget forældelse anledning til tre typer af problemer. For det første har konsekvenserne af indbygget forældelse af forbrugsgoder under krisen været med til at fremme køb på kredit og ført til en hidtil uset gældsætning. De, der lider stærkest under forældelsen, er samfundets dårligst stillede grupper, som ikke har råd til at købe dyrere, holdbare produkter, men ofte må stille sig tilfreds med produkter af ringere kvalitet fra de lavere priskategorier. Desuden kan den indbyggede forældelse få negative følger for beskæftigelsen i hele reparationssektoren. Tal fra ADEME (1) (2007) bekræfter denne tendens. Kun 44 % af de apparater, som går i stykker, bliver repareret. Hvad angår apparater, hvor garantien er udløbet, er det kun omkring 20 % af kundehenvendelserne, som fører til reparation. ADEME-undersøgelsen (2010) viser også en markant nedgang i reparationsaktiviteter i Frankrig mellem 2006 og 2009, som er særlig tydelig for husholdningsapparater. Reparationssektoren har den fordel, at den ikke kan flyttes ud, og primært består af stabile arbejdspladser.

2.10

Konsekvenserne for folkesundheden er ikke ubetydelige. Der er to former for konsekvenser. Den første er den direkte effekt af afbrænding for befolkningen i nærområdet, da elektroniske komponenter er giftige. Den anden er de internationale konsekvenser. Faktisk er der en sådan mangel på infrastrukturer til behandling af IT-affald, at mange udtjente produkter eksporteres illegalt til områder, hvor det er billigere at deponere dem, men hvor konsekvenserne for lokalbefolkningen er store (f.eks. i Ghana, hvor metalskrot udvindes af affaldet og sendes til Dubai eller Kina. Meget af dette affald sendes til lande på den sydlige halvkugle, hvor det skaber store problemer for miljøet).

2.11

Der er også kulturelle konsekvenser. Ifølge nogle undersøgelser er gennemsnitslevetiden for husholdningsapparater på mellem 6 og 8 år, mens den for 20 år siden var på 10 til 12 år. Forbrugerne er i deres gode ret til at sætte spørgsmålstegn ved reduktionen af produkternes levetid, selv om innovation i stadig stigende grad lovprises rundt omkring dem. EU-borgernes tillid til europæisk industri opbygges over tid og undermineres af indbygget forældelse. Eftersom næsten alle opinionsundersøgelser i disse år viser, at kløften mellem EU-borgerne og de europæiske virksomheder aldrig har været større, siger det sig selv, at udsigten til, at produkterne hurtigt går i stykker eller er umulige at reparere, ikke vil bidrage til, at de europæiske borgere genvinder tilliden til virksomhederne. Dette kan være en af forklaringerne på, at 92 % af europæerne (2) ønsker, at der informeres om produkternes levetid (eller antal gange, de kan anvendes). De europæiske virksomheders konkurrenceevne afhænger også af, at forbrugernes tillid til virksomhederne øges.

2.12

Endelig er der økonomiske konsekvenser. De fleste af de virksomheder, der beskyldes for at benytte indbygget forældelse, er at finde i sektoren for "Hi Tech"-produkter, og disse importeres ofte til Europa. Når EU tager dette emne op, tilbyder det virksomhederne en mulighed for at skille sig ud fra mængden ved at gennemføre bæredygtighed i praksis.

2.13

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er også opmærksom på mindre håndgribelige, men måske lige så vigtige aspekter. Selv om alt vores arbejde udføres i ånden fra Rio+20 og dermed bærer præg af, at vi lægger stor vægt på bæredygtig udvikling, anerkender vi også på det symbolske plan, at indbygget forældelse pr. definition er et centralt aspekt i den bæredygtige udvikling, vi ønsker at fremme. Kigger vi på den rolle, som vi mener etikken bør spille i vores samfund, finder vi det problematisk, at ingeniører kan have til opgave at udvikle produkter med indbygget hurtigere forældelse, eller at nogle annoncører iværksætter kampagner, der opfordrer forbrugerne til at købe produkter, som de godt er klar over ikke vil øge deres tilfredshed.