30.4.2009

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 100/53

---

Udtalelse om Hinsides BNP — målemetoder for bæredygtig udvikling

2009/C 100/09

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16.-17. januar 2008 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Hinsides BNP — målemetoder for bæredygtig udvikling.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som udpegede Martin Siecker til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 8. oktober 2008.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 448. plenarforsamling den 22.-23. oktober 2008, mødet den 22. oktober, følgende udtalelse med 114 stemmer for, 2 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.   BNP er en vigtig indikator for den økonomiske vækst, men som pejlepind for politikken er det ikke brugbart over for det 21. århundredes udfordringer. Hertil kræves andre, supplerende indikatorer. Det var konklusionen af både Kommissionens konference »Hinsides BNP« den 19.-20. november 2007 i Bruxelles og konferencen »En bekvem sandhed« den 10. januar 2008 i Tilburg.

1.2.   BNP egner sig godt til at måle økonomiens tempo og angiver, hvor hurtigt der tjenes penge, uanset om det udmønter sig i nyttige produkter og tjenester eller om det tilfører mennesker og miljø skade. Det, der især er brug for, er en højdemåler, der angiver, hvor langt væk fra en bæredygtig og solidarisk økonomi vi stadig befinder os.

1.3.   Da der er tale om forskellige ting — bæredygtighed og velstand — er der behov for to højdemålere. Bæredygtighed drejer sig om en sund verden nu og i fremtiden, om solidaritet mellem generationerne og er en forudsætning; velstand drejer sig om social udvikling og er en målvariabel. For bæredygtighed er det nok at sikre, at levevisen kan fortsættes på længere sigt. Er dette kriterium opfyldt, er det ikke nødvendigt at stræbe efter endnu mere bæredygtighed. Med velstand forholder det sig anderledes: mere velstand er altid bedre end mindre velstand; det er derfor kun naturligt at stræbe efter mere velstand.

1.4.   Der findes en indikator til at måle bæredygtigheden og dennes udvikling, nemlig det økologiske fodaftryk, som, dens mangler til trods, er den bedste, disponible, samlede indikator for bæredygtig miljøudvikling.

1.5.   Fodaftrykket er et fortrinligt kommunikationsværktøj og er et af de få — eller måske det eneste — der tager hensyn til vort forbrugs- og produktionsmønsters (import og eksport) miljøkonsekvenser for andre lande. Ved at bruge det kan det finjusteres og det kan skiftes ud, hvis og når der fremkommer en bedre målestok engang i fremtiden.

1.6.   Udfordringen består i at udforme en indikator for social udvikling, som måler de forskellige aspekter af tilværelsens kvalitet på en måde, der giver et realistisk billede. Denne udtalelse er begrænset til en sådan livskvalitetsindikator, fordi et sådant velfungerende politikinstrument endnu ikke findes.

1.7.   En praktisk anvendelig og videnskabeligt pålidelig indikator for livskvaliteten omfatter de områder af tilværelsen, der generelt anses for afgørende for livskvaliteten og opfylder følgende kriterier:

—	bestående af objektive faktorer, som er bestemmende for personers formåen,

—	modtagelig over for påvirkning fra politikken

—	oplysninger skal foreligge i tide

—	sammenlignelig landene imellem

—	sammenlignelig over tid

—	let at forstå for den brede befolkning

1.8.   Følgende seks områder anses generelt for afgørende for livskvaliteten:

—	fysisk integritet og sundhed

—	materiel velstand

—	adgang til offentlige tjenester

—	samfundsdeltagelse og integration af indvandrere

—

fritid

—	miljøkvalitet

De basisdata, som er nødvendige for at kunne måle udviklingen på disse områder, foreligger i EU-medlemsstaterne. Forbedring af dataene (hyppighed, indsamling, bearbejdning) er dog stadig påkrævet.

1.9.   Den her beskrevne indikator er ikke perfekt. Den er heller ikke ment som en model, men som et bidrag til den standende debat om emnet. Måling er en dynamisk proces, idet man måler ændringerne i et samfund. Disse ændringer kan for deres vedkommende føre til, at der opstår behov for andre eller mere raffinerede indikatorer. Definering af en indikator er også en dynamisk proces og skal være et resultat af debat og diskussion, sådan som det bekommer sig i et demokratisk samfund.

1.10.   Ved at gå over til en politik, der ikke udelukkende bygger på økonomisk vækst, men også afhænger af sociale og miljømæssige forhold, kan man nå frem til en mere bæredygtig og solidarisk økonomi. Det er ikke et kortsigtet projekt; dertil er det for omfattende. Af hensyn til gennemførligheden vil det være naturligt at begrænse sig til EU-medlemsstaterne, eventuelt udvidet med kandidatlandene Kroatien og Tyrkiet og med lande med en sammenlignelig økonomisk udvikling såsom USA, Canada, Australien, New Zealand og Japan. De enorme forskelle i økonomisk udvikling gør det umuligt at udforme ét enkelt instrument, der måler udviklingen i både de udviklede lande og udviklingslandene efter samme skala og gør den forståelig.

2.   BNP's begrænsninger

2.1.   Lykke er alle menneskers endelige mål. De offentlige myndigheders fornemste opgave består i at tilvejebringe de forudsætninger, som sætter den enkelte borger i stand til optimalt at efterstræbe sin lykke. Det indebærer, at myndighederne til stadighed skal have fingeren på samfundets puls for at indsamle information om samfundets tilstand. At måle er at vide; først når man ved, hvad der hersker utilfredshed med og hvorfor, kan man prøve at gøre noget ved det.

2.2.   I dag bruger myndighederne som oftest bruttonationalproduktet (BNP) til at måle samfundets tilstand. BNP blev indført som målemetode efter depressionen og den efterfølgende anden verdenskrig i sidste århundrede. For politikere er det den vigtigste, for ikke at sige den eneste målestok til bl.a. at måle økonomiske resultater. Det bygger på et internationalt accepteret system af nationalregnskaber, som opstilles ud fra samme systematik. Desuden omregnes alt til én og samme måleenhed: penge. Derfor er BNP let at sammenligne internationalt.

2.3.   Men det fortæller intet om menneskers velbefindende (lykke) eller om, hvor bæredygtig samfundets udvikling er. BNP pr. indbygger i USA hører til de højeste i verden, men gør ikke amerikanerne lykkeligere end andre landes indbyggere, for slet ikke at nævne det amerikanske samfunds bæredygtighed. Verden over ligger BNP pr. indbygger noget højere end for 60 år siden, men det har ikke ført til en nævneværdig stigning i lykken. Thi ud over de allestedsnærværende klager over, at alt var bedre førhen, lider et rekordstort antal på 900 millioner mennesker stadig sult i 2008. Og sult gør i hvert fald ikke et menneske lykkeligt.

2.4.   Den nuværende samfundsudvikling og de nuværende økonomiske forhold adskiller sig grundlæggende fra situationen midt i sidste århundrede. Der findes især i de udviklede lande et stigende behov for også at måle forhold, som ikke er resultatet af markedstransaktioner eller formelle økonomiske processer. Mange af disse facetter og behov indgår slet ikke eller kun i utilstrækkeligt omfang i BNP.

2.5.   Et stigende BNP kan dække over et betydeligt tab af velfærd og velstand. Hvis et land eksempelvis ryddede alle sine skove og solgte træet og lod sine børn arbejde i stedet for at lade dem gå i skole, ville det være særdeles godt for BNP, fordi de økonomiske væksttal ville vise en øget materiel velfærd. Men det ville bestemt ikke være bæredygtigt og befolkningen — og især børnene — ville ikke blive lykkelige(re) af det.

2.6.   Også naturkatastrofer og politiske katastrofer kan have en positiv effekt på BNP. Orkanen Katrina var en velsignelse for Louisianas BNP takket være de enorme bestræbelser og økonomiske aktiviteter, der var nødvendige for genopbygningen. Det samme gælder for BNP i en række asiatiske og afrikanske lande efter tsunamien og for BNP i næsten alle europæiske økonomier efter anden verdenskrig. Rent bortset fra, at langt fra alle i lige mål fik del i den stigende velstand bidrog alle disse katastrofer ikke just til befolkningens velbefindende eller til at gøre samfundet mere bæredygtigt.

2.7.   Men også knap så ekstreme eksempler viser, at BNP har sine begrænsninger som måleinstrument. Mere materiel velstand fører til større bilsalg og anlæg af flere veje. Det fører til flere ulykker, højere udgifter (udskiftning/reparation af bilen, udgifter til pleje af tilskadekomne/invalide, højere forsikringspræmier). Det fører også til onder som våbenhandel og salg af midler mod depression til børn. Det bidrager alt sammen til et højere BNP, men ikke til menneskets endelige mål, at finde lykken. Måske med undtagelse af de få, der tjener deres penge med disse aktiviteter.

2.8.   BNP's dominans fremgår især, når BNP falder: så opstår der akut panik. Det behøver ikke pr. definition at være med rette. Det er muligt, at BNP falder som følge af en positiv udvikling. Hvis alle i morgen skifter sine traditionelle glødelamper ud med den nyeste led-belysning, fører det ganske vist til en høj engangsudgift til nye lamper, men samtidig til et væsentligt, strukturelt fald i energiforbruget — og dermed i BNP — fordi lamperne kun bruger en brøkdel af den strøm, som traditionelle glødelamper kræver.

2.9.   BNP er kort sagt en god målestok, når der drejer sig om at måle økonomiske resultater, men der findes ingen direkte forbindelse mellem økonomisk vækst og fremskridt på andre områder i samfundet. For at danne sig et fuldstændigt billede er der også brug for indikatorer, som kortlægger, hvordan det forholder sig med udviklingen i bl.a. den sociale og miljømæssige dimension.

3.   Andre velstandsindikatorer

3.1.   Debatten om det nødvendige i andre måleinstrumenter end BNP foregår på flere fronter samtidig. Således holdtes, udover Kommissionens konference »Hinsides BNP« den 19. og 20. november 2007 i Bruxelles (1), den 10. januar i år konferencen »En bekvem sandhed« på Tilburgs universitet (2). Der er klare paralleller i udfaldene af de to konferencer, som begge erkendte det nødvendige i andre indikatorer end udviklingen i den økonomiske vækst alene. BNP egner sig godt til at måle økonomiens tempo og angiver, hvor hurtigt der tjenes penge, uanset om det udmønter sig i nyttige produkter og tjenester eller om det tilfører mennesker og miljø skade. Det, der især er brug for, er højdemålere, der angiver, hvor langt væk fra en bæredygtig og solidarisk økonomi vi stadig befinder os. Kort efter indførelsen af BNP slog ansete økonomer såsom Samuelson (3) allerede til lyd for at udvide bruttonationalproduktet med ikke-materielle aspekter som miljø og naturværdier for dermed at sætte en stopper for BNP's begrænsning til rent økonomiske aspekter. Disse bestræbelser førte imidlertid ikke til en accepteret, tilpasset version af BNP, hvorfor det traditionelle BNP indtil i dag stadig er dominerende. Nogle videnskabsfolk har beskæftiget sig intenst med dette emne; deres meninger gengives kort i det følgende.

3.2.   Den britiske professor i erhvervsøkonomi, Richard LAYARD, konstaterer i sin bog »Happiness« (4), at det i de sidste halvtreds år ikke er lykkedes mennesker i den vestlige verden at blive lykkeligere trods en stærk stigning i den materielle velstand. Årsagen hertil er ifølge Layard den enorme indbyrdes konkurrence, fordi den enkelte især stræber efter at tjene mere end de andre. Denne ensidige fiksering har ført til, at forhold, som er vigtigere for menneskers velbefindende, er kommet til kort: stabile familier, glæden ved at arbejde og forbindelser med venner og med samfundet. Det fremgår af statistikkerne over det stigende antal skilsmisser, det forøgede stress på arbejdspladsen og de højere kriminalitetstal. For at genskabe balancen bør hovedvægten lægges mere på lige muligheder for at tjene indkomster end på lige indkomster.

3.3.   I sin teori om velfærdsøkonomien lægger den indiske økonom Amartya SEN  (5) vægt på, at velfærd ikke drejer sig om goder, men om de aktiviteter, som goderne tjener til at anskaffe. Indkomster giver enkeltpersoner muligheder for at igangsætte aktiviteter og udfolde sig. Disse muligheder, som Sen kalder for »kapaciteter«, afhænger også af faktorer som sundhed og forventet levetid. Især i udviklingslandene er information om dødelighedsniveauet af betydning, fordi det er en god indikator for forhold som social ulighed og livskvalitet.

3.4.   I sin nyeste bog »Frontiers of Justice« opridser den amerikanske filosof Martha NUSSBAUM  (6) ti sociale rettigheder, som er væsentlige for et værdigt liv. Et samfund, der ikke formår at garantere disse rettigheder og friheder for alle sine borgere op til et givent, passende tærskelniveau, svigter efter hendes mening sine pligter og er ikke et helt retfærdigt samfund. Konkret drejer det sig om muligheden for at føre et menneskeligt liv af normal længde, at have et godt helbred, at kunne bevæge sig frit, at bruge sin forstand, at knytte sig til ting og andre mennesker, at opbygge en forståelse af det gode, at leve med og for andre uden nogen form for forskelsbehandling, at leve med omsorg for og i relation til dyr og natur, at le og lege, at kunne deltage i politiske beslutninger og at være i stand til at erhverve ejendom. Denne oversigt er ikke udtømmende og kan udbygges.

4.   Andre indikatorer

4.1.   Der findes forskellige initiativer udover BNP, som også måler andre forhold, der har betydning for indsigt i et samfunds tilstand. I det følgende gives til orientering en kort oversigt og beskrivelse af fire af disse indikatorer på dette område. Der findes også andre, såsom initiativet fra forbundsrådet for bæredygtig udvikling i Belgien (7), det canadiske indeks over velbefindende (CIW) (8), den nationale bruttolykke i Bhutan (9), Quars-initiativet i Italien (10), Stiglitz-kommissionen i Frankrig (11), OECD’s (12) verdensomspændende projekt til måling af fremskridt og også hos Eurofound (13) kan der findes relevant information. Af pladshensyn kan de ikke alle beskrives her.

4.2.   Human Development Index  (14) måler samfundets og samfundsgruppers fremskridt. Metoden har været brugt siden 1993 af FN's udviklingsprogram (UNDP) til at udarbejde en årligt tilbagevendende rapport om forholdene i de enkelte lande. Udover indkomst spiller forventet levetid, alfabetiseringsgrad og undervisningsniveau en rolle. Siden 1977 offentliggøres der også et fattigdomsindeks (Human Poverty Index (15), hvor adgangen til undervisning, sikre fødevarer og vand samt til sundhedspleje spiller en rolle. HDI bygger bl.a. på Sens teorier. HDI fungerer godt i udviklingslande, men det er en ulempe, at det egner sig mindre til at måle fremgang i udviklede lande.

4.3.   I det økologiske fodaftryk  (16) er udgangspunktet, at forbruget kan omregnes til et areal, som er nødvendigt for at kunne producere de forbrugte goder. Det gør det muligt indbyrdes at sammenligne miljøeffekten af forskellig forbrugsadfærd (livsstil) eller for forskellige befolkningsgrupper (lande). Pr. indbygger er der verden over 1,8 hektar produktivt areal til rådighed til at dække det individuelle forbrug. I dag bruges der på verdensplan 2,2 hektar pr. person, så menneskeheden er i færd med at tære på jordens reserver i et højt tempo. De indbyrdes forskelle er imidlertid enorme: I USA er det gennemsnitlige økologiske fodaftryk på 9,6 pr. hektar pr. indbygger, i Bangladesh et det på 0,5 hektar. Ændres politikken ikke, vil problemerne vokse. På grund af erosion og ørkendannelse er der stadig færre produktive arealer til rådighed; den stigende verdensbefolkning bevirker, at stadig flere mennesker må deles om det aftagende areal og samtidig stiger efterspørgslen, fordi den stigende velfærd får mennesker til at forbruge mere. Det økologiske fodaftryk er en god indikator til at måle bæredygtig udvikling, men har den ulempe, at det intet fortæller om menneskers velbefindende.

4.4.   Livskvalitetsindekset  (17) (Leefsituatie Index) giver en systematisk beskrivelse og analyse af den hollandske befolknings levevilkår, også kaldet Hollands sociale situation (Sociale Staat van Nederland — SSN). SSN beskriver udviklingen i levevilkårene over en cirka tiårig periode. Der medtages forhold som indkomst, arbejde, undervisning, sundhed, fritidsaktiviteter, mobilitet, kriminalitet, bolig og boligmiljø. Udover sektorkapitlerne medtages et sammenfattende livskvalitetsindeks. Der gives også oplysninger om den offentlige mening om politik og myndigheder. Undersøgelsen offentliggøres hvert andet år af Nederlandse Sociaal Cultureel Planbureau. Livskvalitetsindekset har aldrig opnået større autoritet i Holland, fordi det især er et sammensurium af uensartede størrelser og derfor ikke giver noget godt, konsekvent billede af samfundets velbefindende.

4.5.   Professor Ruut Veenhoven fra Erasmus-universitetet i Rotterdam undersøgte følelsen af lykke allerede for tredive år siden. I sinWorld Database of Happiness  (18) konkluderer han, at forbindelsen mellem penge og lykke er yderst ringe. Hos mennesker, der får flere penge, stiger lykken for en kort stund, men efter et års forløb er den ekstra lykke forsvundet. Frihed i tid og i valgmuligheder fører som regel til en dybere følelse af lykke. I øvrigt sondrer han lige som Layard i den henseende klart mellem udviklede lande og udviklingslande. I sidstnævnte lande fører indkomststigning til en større og mere varig følelse af lykke end i udviklede lande. Denne forskel forsvinder, når BNP pr. indbygger overstiger en indkomstgrænse på mellem 20 000 og 25 000 dollar. En ulempe ved World Database of Happiness er det, at forskelle i individuelle præferencer kan spille en rolle ved målingen af følelsen af lykke. Endvidere egner følelsen af lykke sig ikke godt til påvirkning af offentlig politik.

5.   Mulige anvendelsesområder

5.1.   Der består groft sagt to muligheder for at bryde BNP's dominans i den socioøkonomiske politik. Den første består i udover BNP at udforme en række andre indikatorer for (aspekter af) bæredygtighed og velvære, som bør tillægges lige så stor vægt i politikken som BNP. Den anden består i at erstatte BNP af en ny overordnet indikator, som alle relevante elementer af bæredygtighed og velvære indgår i. Denne nye indikator skal da være førende i den socioøkonomiske politik.

5.2.   Den første mulighed — en række andre indikatorer udover BNP — findes faktisk allerede, men virker ikke. Der findes allerede mange indikatorer, som måler forskellige aspekter af bæredygtighed og velbefindende. Indikatorer for demokrati, lykke og tilfredshed med tilværelsen, sundhed, uddannelsesniveau, dannelsesniveau, ytringsfrihed, kriminalitet, miljøkvalitet, CO2-udstødning, økologisk fodaftryk osv. Disse indikatorer tillægges imidlertid mindre vægt end BNP, der stadigvæk anses for den mest omfattende og mindst omstridte indikator for vor velfærd.

5.3.   Den anden mulighed — en overordnet indikator i stedet for BNP — er problematisk, fordi der er tale om to væsensforskellige forhold, nemlig bæredygtighed og velstand. Bæredygtighed er en forudsætning, velstand en målvariabel. For bæredygtighed er det nok, hvis det sikres, at leveformen kan fortsætte globalt på længere sigt. Hvis det kriterium opfyldes, et det ikke nødvendigt at stræbe efter endnu mere bæredygtighed. Med velstand forholder det sig anderledes: mere velstand er altid bedre end mindre velstand, så det er kun naturligt at stræbe efter mere velstand.

5.4.   Da de to væsensforskellige forhold ikke er lette at samle under én fællesnævner, aftegner der sig en tredje mulighed, nemlig to indikatorer udover BNP: En bæredygtighedsindikator og en livskvalitetsindikator. Der findes en indikator til at måle bæredygtigheden og dennes udvikling, nemlig det økologiske fodaftryk, som, dens mangler til trods, er den bedste, disponible, samlede indikator for bæredygtig miljøudvikling. Fodaftrykket er et fortrinligt kommunikationsværktøj og er et af de få — eller måske det eneste — der tager hensyn til vort forbrugs- og produktionsmønsters (import og eksport) miljøkonsekvenser for andre lande. Ved at bruge det kan det finjusteres og det kan skiftes ud, hvis og når der fremkommer en bedre målestok engang i fremtiden. Der findes endnu ikke nogen velfungerende indikator for social udvikling, som måler forskellige aspekter af livskvaliteten på en måde, der giver et realistisk samlet billede. Denne udtalelse omhandler kun en sådan livskvalitetsindikator.

6.   Livskvalitetsindikator

6.1.   En praktisk anvendelig og videnskabeligt pålidelig indikator skal dække områder af tilværelsen, der generelt anses for afgørende for livskvaliteten og som opfylder følgende kriterier:

—	bestå af objektive forhold, der er bestemmende for personers formåen

—	modtagelig over for påvirkning fra politikken

—	oplysninger skal foreligge i tide

—	sammenlignelig landene imellem

—	sammenlignelig over tid

—	let at forstå for den brede befolkning

6.2.   De områder af tilværelsen, der inden for EU generelt anses for afgørende for livskvaliteten, og som opfylder kriterierne, er følgende:

—	Fysisk integritet og sundhed. Denne indikator måler, hvor stor en procentdel af befolkningen der ikke fysisk hæmmes i at fungere efter eget ønske, enten af »interne« forhold (sygdom, handicaps) eller »eksterne forhold« (kriminalitet, fængsling).

—	Materiel velstand. Dette er den gennemsnitlige disponible standardindkomst i købekraftpariteter, som er den bedste overordnede målestok for gennemsnitsborgerens reelle købekraft. Købekraften i forskellige lande gøres sammenlignelig ved at korrigere for forskelle i prisniveau i de pågældende lande.

—	Adgang til offentlige tjenester. Den procentdel af BNP, der bruges på sundhedspleje, undervisning, kollektiv trafik, boliger og kultur.

—

Samfundsdeltagelse. Den procentdel af befolkningen i alderen 20 til 65 år, der yder lønnet arbejde plus den procentdel af befolkningen på 20 og derover, der yder frivilligt arbejde. Det at have lønnet arbejde anses som regel for en af de vigtigste former for samfundsdeltagelse og integration. Derudover er deltagelse i frivilligt arbejde vigtigt for opretholdelse af allehånde sociale og samfundsmæssige strukturer i samfundet, hvorved det økonomiske områdes dominans brydes. Med befolkningens øgede mobilitet er det vigtigt at byde nye indvandrere velkommen og støtte deres kulturelle og sociale integration i de eksisterende samfund.

—

Fritid. Det gennemsnitlige antal fritidstimer for befolkningen i aldersgruppen 20 til 65 år, der ikke bruges på undervisning og lønnet og ulønnet arbejde (inklusive transporttid, husligt arbejde og pleje). Herfra skal trækkes den fritid, der er en følge af ufrivillig arbejdsløshed. Tilstrækkeligt med fritid er — udover lønnet arbejde — vigtigt for selv at kunne strukturere sin egen tilværelse.

—

Miljøkvalitet. Natur som procentdel af det samlede landareal plus den procentdel af befolkningen, der ikke er udsat for luftforurening. Det drejer sig ikke her om naturens og miljøets bidrag til den socioøkonomiske udviklings bæredygtighed (det er det økologiske fodaftryk en særskilt indikator for), men om borgernes livskvalitet. Indikatoren er derfor begrænset til de to aspekter af natur og miljø, som borgerne direkte kan erfare som positive eller negative.

6.3.   Disse seks områder måles i forskellige enheder. Før de kan samles i én overordnet indikator, skal de gøres sammenlignelige. Den enkleste — og effektiveste — måde er at beregne et standardiseret resultat (Z-score) via en internationalt accepteret og hyppigt benyttet statistisk metode. Det er en variabel, hvor gennemsnittet er 0 og standardafvigelsen 1. Det betyder groft sagt, at en tredjedel af landene opnår en score mellem 0 og +1, en tredjedel mellem 0 og -1, en sjettedel over +1 og en sjettedel under -1. Derefter kan den overordnede indikator beregnes som gennemsnittet af de seks områders Z-scores.

6.4.   For at kunne måle ændringer over tid kan Z-scores ikke ny-beregnes hvert år på basis af gennemsnittet og standardafvigelsen i det pågældende år. I så fald ville den gennemsnitlige livskvalitet pr. definition være den samme hvert år. Derfor benyttes gennemsnittet og standardafvigelsen for det første år, hvor indikatoren bruges, også ved beregningen af Z-scores i de efterfølgende år. Hvis gennemsnittet i ét år ligger over året før, betyder det således, at den gennemsnitlige livskvalitet rent faktisk er steget. Hvis gennemsnittet i ét år ligger under året før, betyder det således, at den gennemsnitlige livskvalitet rent faktisk er faldet.

6.5.   For den brede befolkning, som ikke er bekendt med de matematiske begreber, der ligger til grund for statistik, siger resultatet af denne beregning ikke ret meget. For at opfylde det sjette kriterium (let at forstå for den brede befolkning) bør det foretrækkes, at der hvert år ud fra det statistiske materiale opstilles en rangliste, så den enkelte umiddelbart kan se, hvor godt — eller dårligt — hans eller hendes eget land scorer i forhold til andre lande og hvor godt — eller dårligt — landet scorer i forhold til året før. Sådanne ranglister er som regel meget sigende og kan gøre metoden mere populær. Det kan udmønte sig i et kraftigt incitament til at forbedre livskvaliteten.

7.   Hen imod en mere afbalanceret politik

7.1.   De data, der er nødvendige for at kunne kortlægge udviklingen på disse seks områder, foreligger som hovedregel i EU-landene, om end (endnu) ikke med samme hyppighed og i samme kvalitet. Finansiel og økonomisk rapportering har eksisteret i lang tid, og information herom foreligger dagligt i form af børskurser. Rapportering om miljø og livskvalitet er en relativt ny foreteelse, og der foreligger derfor langt mindre information. Social- og miljøstatistikker er tit to eller tre år gamle. At skabe sammenhæng i dataenes kvalitet og disponibilitet er en af hovedforudsætningerne for en fuldgyldig kvalitetsindikator. Men grundlaget er til stede; det er principielt muligt at begynde med denne indikator på ret kort sigt, hvis der nås til politisk enighed. En af de politisk attraktive sider ved en sådan indikator kan være, at den har et større vækstpotentiale end BNP, i hvert fald i den nærmeste fremtid i EU.

7.2.   Målinger alene er ikke nok, målingernes udfald skal også bruges i politikformuleringen. Det 21. århundrede stiller os over for en række problemer, som der endnu ikke findes nogen velafprøvet tilgang til, fordi de er temmelig nye. En hurtig reaktion er nødvendig, fordi jordklodens ressourcer udtømmes, fordi det skorter på strukturelle løsninger. Ved at skifte over til en politik, der ikke udelukkende bygger på økonomisk vækst, men også på bæredygtig udvikling på det økonomiske område (kontinuitet i den økonomiske aktivitet), det sociale område (sætte befolkningen i stand til at leve sundt og skaffe sig en indkomst, og for dem, der ikke er i stand hertil, at garantere en rimeligt niveau af social sikkerhed) og på miljøområdet (bevarelse af biodiversiteten, gå over til bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug), bliver det muligt at finde en løsning på en række afgørende spørgsmål (beskæftigelse, manglende lighed, uddannelse, fattigdom, migration, lykke, klimaændringer, udtømning af jordens ressourcer).

7.3.   Den her beskrevne indikator er ikke perfekt. Den er heller ikke ment som en model, men som et bidrag til den standende debat om emnet. Måske skal antallet af områder udvides, måske skal de kriterier, som områderne skal opfylde, strammes op. En sådan indikator er aldrig færdig. Måling er en dynamisk proces, idet man måler ændringerne i et samfund. Disse ændringer kan for deres vedkommende føre til, at der opstår behov for andre eller mere raffinerede indikatorer. Definering af en indikator er også en dynamisk proces og skal være et resultat af debat og diskussion, sådan som det bekommer sig i et demokratisk samfund.

7.4.   Det er ikke et kortsigtet projekt; dertil er det for omfattende. Af hensyn til gennemførligheden vil det være naturligt at begrænse sig til EU-medlemsstaterne. Processen kan eventuelt udvides med kandidatlandene Kroatien og Tyrkiet og med lande med en sammenlignelig politik og et sammenligneligt økonomisk system såsom USA, Canada, Australien, New Zealand og Japan. De enorme forskelle i økonomisk udvikling gør det umuligt at udforme ét enkelt instrument, der måler livskvaliteten i udviklede lande og udviklingslande efter samme skala og gør den sammenlignelig. Som følge af ligheder mellem disse landes politiske systemer er delindikatoren demokratiske friheder ikke medtaget som et af de områder, der anses for afgørende for livskvaliteten, fordi denne landvinding anses for en selvfølge inden for denne gruppe af lande.

7.5.   En politik, der ikke længere udelukkende og ensidigt bygger på økonomisk vækst, men også bestemmes af social- og miljøforhold, kan føre til bedre politikformulering og dermed til en mere bæredygtig og solidarisk økonomi. Udvalget forventer, at Kommissionen vil fremkomme med klare udsagn herom i den fremskridtsrapport om EU's strategi for bæredygtig udvikling, bæredygtighedsstrategien, som Kommissionen offentliggør i juni 2009. Som mål kan vælges den europæiske sociale model, således som den er defineret i en tidligere udtalelse fra udvalget (19). Udgangspunktet for denne model er, at den bereder jordbunden for et demokratisk, miljøvenligt, konkurrencedygtigt og solidarisk velfærdsområde baseret på social integration for alle EU-borgere.

---

(1)  www.beyond-GDP.eu

(2)  www.economischegroei.net

(3)  P. Samuelson, Evaluation of real national income, Oxford Economic Papers, 1950; 2: 1-29.

(4)  R. Layard, Happiness: lessons from a new science, Penguin Books, 2005.

(5)  A. Sen, Commodities and capabilities, Amsterdam North Holland, 1985.

(6)  M. Nussbaum, Frontiers of justice, Harvard University Press, 2005.

(7)  www.duurzameontwikkeling.be

(8)  www.statcan.ca

(9)  www.bhutanstudies.org.bt

(10)  www.sbilanciamoci.org

(11)  http://stiglitz-sen-fitoussi.fr/en/index.html

(12)  http://www.oecd.org/statsportal

(13)  http://eurofound.europa.eu/

(14)  www.eurofound.europa.eu/

(15)  http://hdr.undp.org/en/statistics/

(16)  www.footprintnetwork.org

(17)  http://hdr.undp.org/en/statistics/indices/hpi/

(18)  http://worlddatabaseofhappiness.eur.nl

(19)  EUT C 309 af 16.12.2006, s. 119.

---