31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/73

1.1

Klimaforandringen er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede. For at undgå en katastrofal udvikling bør de samlede drivhusgasemissioner reduceres markant, og de udviklede landes emissioner bør reduceres med 60-80 % af 1990-niveauet i midten af dette århundrede.

1.2

De internationale klimaforhandlinger, der startede på Bali i december 2007, er afgørende, eftersom de vil få afgørende indflydelse på omfanget af de aktioner, der skal iværksættes globalt frem til 2020. Det er yderst vigtigt, at disse forhandlinger bringes til en vellykket afslutning i København i 2009.

1.3

EU har påtaget sig at reducere drivhusgasemissionerne med 20 % i forhold til 1990-niveauet pr. 2020, og har lagt et tilbud om at øge denne reduktion til 30 % under 1990-niveauet på forhandlingsbordet, hvis andre lande påtager sig sammenlignelige forpligtelser. Derefter fremlagde Kommissionen i energipakken af 23. januar 2008 forslag til, hvordan målet om 20-30 % reduktion kan nås.

1.4

Udvalget støtter kraftigt det initiativ, EU har indtaget i forhandlingerne, og navnlig at det alene har afgivet en forpligtelse om at nå målet på 20 % reduktion pr. 2020 for at sætte gang i forhandlingerne.

1.5

Vi mener dog, at den udfordring, som klimaforandringen indebærer, er så alvorlig, at alle bestræbelser bør bringes et skridt videre. EU bør sigte mod den 30 % reduktion, det på visse betingelser tilbød for 2020, og i forhandlingerne bør vi søge at få sammenlignelige tilsagn fra andre udviklede lande samt markante tilsagn fra de nye økonomier, hvis udledninger stiger hurtigt.

1.6

For at styrke EU's indflydelse bør det være i stand til at udvise troværdighed og gøre, hvad det lover. En pakke af foranstaltninger, der gør det muligt at overholde målet om 20 % reduktion, skulle være helt på plads ved udgangen af 2008.

1.7

For at nå målet om 30 % reduktion pr. 2020, som vi mener bør være det egentlige mål, er der formentlig behov for en yderligere pakke af foranstaltninger. Vi opfordrer til, at der snarest muligt tages initiativ til udformningen af et andet sæt af foranstaltninger, der kan føre til en reduktion på 30 %.

1.8

Vi ser frem til de kommende forslag fra Kommissionen om tilpasning til klimaforandringen, og anbefaler, at dette suppleres af nationale tilpasningsstrategier i hver enkelt medlemsstat.

1.9

Vi anbefaler, at der udvikles nye initiativer til støtte for kapacitetsopbygning og teknologioverførsel inden for bekæmpelse af og tilpasning til klimaforandringen.

1.10

Det vil kræve omfattende ændringer i den internationale økonomi og i investeringsstrømmene at træffe de rette forholdsregler mod klimaforandringen. Vi anbefaler yderligere analyse af omfanget af de påkrævede ressourcer og det passende offentlige og private maskineri, der kræves til at håndtere disse strømme. Vi mener, at der kræves et tilsvarende omfang af bestræbelser og lederskab som i forbindelse med udformningen af Marshall-planen for genopbygning af Europa efter 2. verdenskrig. Her bør EU stå som hovedinitiativtager til den nødvendige plan.

1.11

Der vil især være behov for midler til bekæmpelses- og tilpasningsforanstaltninger i udviklingslandene. Udvidelsen af CDM-mekanismen (Clean Development Mechanism) er én kilde til midler, men kriterier og gennemførelse bør strammes op. EU kan yde nogle af de ekstra nødvendige midler fra provenuet af auktioneringer af tilladelser til kulstofhandel.

1.12

Offentlige organer af alle slags på alle niveauer samt forbrugere og den brede offentlighed bør træde i aktion.

1.13

EU har selv en afgørende rolle at spille for at styre og organisere denne store forandring. Vi appellerer til alle EU-institutionerne om at spille deres fulde rolle med henblik på at realisere EU's klimamål. Udvalget vil gøre alt for at bistå med at mobilisere civilsamfundets støtte til dette store joint venture.

1.14

Parametrene for den globale aftale, som skal konstrueres i de internationale forhandlinger over de kommende 18 måneder, skal opstilles snarest muligt, så den politiske indsats kan fokusere på at formidle udfordringen og sikre opbakning, tillid og engagement fra alle dele af samfundet i hele verden til de store forandringer, som kræves. Dette er ikke en aftale, som kan træffes bag lukkede døre — alle dele af samfundet må inddrages. Det skal klart demonstreres, at bekæmpelsesforanstaltningerne er realistiske, økonomisk og socialt forsvarlige og kan gennemføres inden for den foreslåede tidsramme.

2.1

Klimaforandringen er en af verdens største udfordringer i det 21. århundrede. Den fjerde vurderingsrapport fra Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPCC) offentliggjort i 2007 påviste, at ændringerne allerede har fundet sted som følge af den uhyre stigning i de menneskeskabte drivhusgasemissioner i de sidste to århundreder, og rapporten forudså alarmerende yderligere ændringer, medmindre der hurtigt træffes foranstaltninger for at begrænse de globale emissioner de næste få år. IPCC har rådet til, at det globale mål skal være, at de gennemsnitlige globale temperaturer ikke må være højere end 2 °C over det førindustrielle niveau, hvis vi skal undgå katastrofale virkninger. For at nå dette mål bør de samlede drivhusgasemissioner reduceres markant, og de udviklede landes emissioner bør reduceres til 60-80 % af 1990-niveauet i midten af dette århundrede.

2.2

Det internationale samfund har de sidste 20 år søgt at nå til enighed om en kollektiv indsats for at begrænse drivhusgasemissionerne. Rammekonventionen om Klimaændringer blev indgået i Rio i 1992, og blev efterfølgende styrket i Kyoto-protokollen af 1997, som forpligtede signatarlandene til at påtage sig særlige bestræbelser for at mindske emissionerne pr. 2012. Det er en alment anerkendt kendsgerning, at disse aftaler og aktioner kun er en begyndelse, og at der er behov for en meget mere dynamisk og omfattende indsats i årene fremover for at nå målet midt i århundredet. De internationale klimaforhandlinger lanceret på Bali i december 2007 er derfor vigtige, eftersom de vil få afgørende indflydelse på omfanget af de aktioner, der skal iværksættes globalt frem til 2020. Det er yderst vigtigt, at disse forhandlinger bringes til en vellykket afslutning i København i 2009.

2.3

Mål for 2020. Køreplanen for Bali-konferencen henviser til et afsnit i IPCC's 4. vurderingsrapport, der påviser, at det i 2020 vil være nødvendigt med emissionsreduktioner for udviklede lande i størrelsesordenen 25-40 % under 1990-niveauet, hvis langtidsmålet om at begrænse den globale opvarmning til 2 °C over det førindustrielle niveau skal nås.

2.4

Det er helt klart de udviklede lande, der skal præstere de absolut største reduktioner i deres emissioner, da de har bidraget til og fortsat bidrager mest pr. capita til klimaforandringen. EU skal spille sin rolle. USA skal bringes tilbage i den internationale strategi og reelt påtage sig reduktioner. Rusland skal også bidrage ved at acceptere et mere realistisk mål end i Kyoto-runden.

2.5

EU spiller en vigtig rolle i disse forhandlinger. Rådet har vedtaget en langsigtet plan for de udviklede landes begrænsning af emissioner på 60-80 % pr. 2050. Som en overgangsforanstaltning i retning af dette langtidsmål har EU forpligtet sig til et bindende mål om pr. 2020 at reducere drivhusgasemissioner med 20 % i forhold til 1990-niveauet og har lagt et tilbud om at øge denne reduktion til 30 % under 1990-niveauet på forhandlingsbordet, hvis andre lande forpligter sig på sammenligneligt grundlag. Derefter har Kommissionen i energipakken af 23. januar 2008 udformet forslag om, hvordan målet om 20-23 % reduktion kan nås.

2.6

Det bliver også vigtigt, at udviklingslandene seriøst påtager sig at bidrage til at begrænse klimaforandringen. De største nye økonomier — Kina, Indien og Brasilien — og nogle få andre er allerede eller bliver selv hurtigt betydelige emittenter af drivhusgasser, og det vil være vigtigt, at de forvalter deres økonomier på en sådan måde, at stigningen i deres emissioner begrænses til et niveau, der ligger markant under, hvad det ville være under »normale« omstændigheder.

2.7

Essensen i den globale aftale, som forhandlerne sigter efter, er, at udviklede lande skal påtage sig udfordrende mål og foranstaltninger til begrænsning af deres egne emissioner, samt give finansiel og teknologisk støtte til udviklingslande som modydelse for disses tilsagn om at forvalte deres vækst og udvikling på måder, der så vidt muligt vil begrænse væksten i deres drivhusgasemissioner.

3.1

EØSU har fra starten fulgt både den almindelige udvikling i forhandlingerne og den pakke af foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået for at sætte EU i stand til at leve op til sine egne løfter. For at følge forhandlingerne på tæt hold sendte udvalget små delegationer på vegne af det europæiske civilsamfund som en del af EU's delegationer til Bali-konferencen for konventionsparterne og til det efterfølgende mellemliggende møde i Bonn. EØSU bruger også sine kontakter i civilsamfundsorganisationer og -grupper i andre førende lande til yderligere at udforske de positioner, de indtager, og den rolle, civilsamfundet kan spille for at fremme indgåelsen af en aftale og gennemførelsen af den.

3.2

Udvalget gennemgår de særskilte elementer i Kommissionens klima- og energipakke i en række separate udtalelser, som opsummeres og kommenteres i denne generelle udtalelse. I denne overordnede initiativudtalelse gennemgår udvalget nu fremskridt og udsigter for forhandlingerne generelt samt den rolle, som EU spiller. Efter vedtagelsen af udtalelsen agter udvalget at afholde parallelle arrangementer ved de forhandlinger, der skal afholdes i Poznan i december 2008 og i København i december 2009, for at bistå civilsamfundet med at reagere på og forholde sig til de løbende forhandlinger.

3.3

Køreplanen for forhandlingerne, som blev vedtaget på Bali, formulerede fire grundpiller for forhandlingerne:

3.4

Vi strukturerer bemærkningerne i udtalelsen omkring disse fire grundpiller.

4.1

Mål. Udvalget er enigt med IPCC i, at udviklede landes emissionsreduktioner i størrelsesordenen 25-40 % i forhold til 1990-niveauet er et passende ambitionsniveau for de mål, der skal fastsættes for 2020. Det vil formentlig være umuligt for indeværende at nå op på højere reduktioner end dette pr. 2020.

4.2

Udvalget støtter kraftigt den ledende rolle, som EU har indtaget i forhandlingerne. Vi bifalder det initiativ, EU har taget ved alene at påtage sig en forpligtelse på 20 % reduktioner pr. 2020 for at sætte skub i forhandlingerne. Men vi mener, at udfordringen vedrørende klimaforandringen er så alvorlig, at alt bør sættes ind på at nå den 30 % reduktion, der på visse betingelser blev tilbudt for 2020, og i forhandlingerne søge at sikre lignende tilsagn fra andre udviklede lande samt markante tilsagn fra de nye økonomier, hvis udledninger stiger hurtigt.

4.3

Hvis forhandlingerne kun fører til et tilsagn på 20 % fra EU og forholdsvis beskedne tilsagn fra andre lande, vil dette efter vores opfattelse være en alvorlig fiasko.

4.4

Gennemførelse. For EU udgør foranstaltningerne foreslået af Kommissionen i klima- og energipakken en meget positiv og konstruktiv implementeringsplan, som kan sætte EU i stand til at leve op til tilsagnet om 20 % reduktion pr. 2020. Udvalget har udarbejdet separate udtalelser om hvert af elementerne i denne plan. Kort formuleret støtter vi alle elementerne i planen dog med forbehold af følgende kommentarer:

4.5

EU har investeret håb og politisk kapital i at gøre emissionsmålene og handelsordningen til det vigtigste middel til at sikre de emissionsreduktioner, der vil være behov for. EU's emissionshandelsordning er allerede blevet verdens største emissionshandelssystem og menes at vokse yderligere efter 2012. I begyndelsen havde systemet kun begrænsede virkninger på de europæiske emissioner, fordi de generøse lofter og kreditter i begyndelsen førte til meget lave kulpriser. Efterhånden som lofterne sænkes, er kulstofprisen steget, og kombineret med andre faktorer, der tvinger prisen på fossile brændstoffer op, er der sandsynlighed for større effekt på europæisk elproduktion og andre sektorer.

4.6

Generelt mener vi, at styrkelsen af CO2-handelsordningen vil få en positiv effekt på erhvervslivet og beskæftigelsen i EU ved at fremme hurtig udvikling af mere energieffektive lav-CO2-processer og produkter, der i fremtiden vil indtage en førende position. Dette vil ikke kun skabe beskæftigelse, men også reducere vor afhængighed af import og således styrke energisikkerheden.

4.7

Medens EU har været først fremme på dette område, bør det nu være et centralt mål at fremme udviklingen af handelsordninger i USA og andre lande og forbinde alle ordningerne på et fælles globalt CO2-marked. Udviklingen af et ægte globalt CO22-marked kan spille en vigtig rolle med henblik på at sikre nedbringelsen af CO2-emissioner i hele verden på den mest effektive og mest omkostningseffektive måde. Vi støtter kraftigt ICAP-initiativet (International Carbon Action Partnership), som søger at gøre det muligt for forskellige handelsordninger, der opstår i forskellige egne af verden, at bevæge sig harmonisk hen imod et enkelt globalt marked. Eftersom der udvikler sig et internationalt CO2-marked inden for et system af verdensomspændende emissionslofter, skulle risikoen for, at en handelsordning alene i Europa kunne skade EU's konkurrencestilling, være begrænset.

4.8

Internationale sektoraftaler med mere detaljerede planer og strategier med henblik på at sikre gradvist øgede reduktioner i emissioner fra de vigtigste berørte sektorer og fra deres produkter kan også være nyttige. Men dette bør kun anskues som en måde til at støtte gennemførelsen af faste internationalt aftalte nationale mål, ikke som et alternativ til bindende nationale mål, eftersom de sidste tyve års historie viser, at frivillige sektoraftaler på dette område i sig selv giver for ringe resultater, for sent, og som er umulige at håndhæve effektivt.

4.9

På transportsiden gentager vi atter, at en bæredygtig strategi på lang sigt for transportsektoren som udgangspunkt må have en grundlæggende nyvurdering af de kræfter, der styrer efterspørgslen efter transport og af, hvordan politikkerne for fysisk planlægning, infrastruktur og offentlig transport på sigt kan bremse den kraftige vækst i efterspørgslen efter transport og eventuelt tilmed mindske den. Planlægningen bør ikke ske ud fra det forhold, at væksten i trafik er uundgåelig, og at den eneste mulige begrænsning af emissioner fra transportsektoren beror på tekniske forbedringer inden for brændstof og motordesign, uanset hvor vigtige disse aspekter er.

4.10

Hvad angår tekniske foranstaltninger mener vi, at der ikke kun bør sættes stramme reduktionsmål for emissioner fra biler på kort sigt (120g CO2 pr. km by 2012/2015), men også på mellemlang sigt for at mindske emissionerne endnu mere pr. 2020 (6). Samtidig bør der gives ekstra støtte til udviklingen og tidlig indførelse af CO2-fri el- eller brintdrevnebiler.

4.11

Vi er mindre optimistiske end Kommissionen hvad angår potentialet for at nå målet på 10 % for biobrændstof til transportformål. I lyset af problemer knyttet til fremstillingen af de fleste biobrændstoffer for så vidt angår deres drivhusgasemissionsmindskende potentiale og den miljømæssige og sociale effekt af produktionen af dem, bør der indføres strammere kriterier end dem, Kommissionen har foreslået for at sikre, at biobrændstoffer kun indføres, når de har en ægte og signifikant virkning med henblik på at mindske nettokulstofemissioner og ikke lægger uacceptabelt pres på landbrugsjord og fødevareproduktion. Derudover peger økonomiske overvejelser for tiden klart i retning af, at anvendelsen af biomasse til elfremstilling eller opvarmning (i det mindste nu og i den nærmeste fremtid) er meget mere effektiv end anvendelsen i form af biobrændstof.

4.12

Yderligere foranstaltninger for at nå 30 %-målet. Hvis pakken kan vedtages ved udgangen af 2008, og gennemførelsen starter straks i 2009, mener vi, at dette vil give god sikkerhed for, at EU vil nå målet om 20 % reduktion pr. 2020.

4.13

Derimod er vi tvivl om, hvorvidt det vil være muligt at nå målet om 30 % reduktion i 2020 blot ved at opstramme ambitionerne for de separate elementer i pakken og øge brugen af CDM-kreditter, som Kommissionens foreslår. Vi mener, at der nok er behov for en bredere række foranstaltninger for at nå dette mere ambitiøse mål både på EU-plan og medlemsstatsniveau.

4.14

På EU-plan foreslår vi, at følgende elementer skal være blandt dem, der skal overvejes i en anden pakke:

4.15

På medlemsstatsniveau mener udvalget for at nå frem til strammere individuelle mål i henhold til byrdefordelingsaftalen, at medlemsstaterne og deres politiske ledere må gøre meget mere for at bringe den brede offentlighed, erhvervslivet, fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer ind i et partnerskab, så de kan deltage i den fælles indsats.

4.16

For at styrke EU's troværdighed på internationalt plan er det af største betydning, at hver eneste medlemsstat sætter alle kræfter ind på at sikre, at de ikke kun lever op til det overordnede Kyoto-mål for EU-15-området som helhed, men at også de individuelle Kyoto-mål for 2012 vil blive nået. Det hedder i Kommissionens seneste midtvejsrapport vedrørende opfyldelsen af Kyoto-målene (7), at kun tre af EU-15-landene var på rette spor med henblik på at leve op til målene med de nuværende nationale politikker, og at otte kun menes at nå deres mål, når virkningen af Kyoto-mekanismerne, kulstofdræn og yderligere nationale politikker og foranstaltninger, som allerede er under drøftelse, medtages. For tre medlemsstaters vedkommende synes det at være umuligt at nå Kyoto-målene. Derudover viser den store brug af kreditter fra den fleksible Kyoto-mekanisme, navnlig CDM, at den meget tiltrængte omlægning til et lav-CO2-samfund bør gå meget længere i mange medlemsstater.

5.1

Selv hvis der træffes vellykkede foranstaltninger til at mindske de samlede emissioner i fremtiden, ventes den globale opvarmning at stige yderligere de næste årtier som følge af de emissioner, der allerede har fundet sted. Som reaktion på Kommissionens grønbog om tilpasning til klimaændringerne har udvalget allerede vedtaget en udtalelse (8). Kort sagt mener udvalget, at EU bør indføre en overordnet strategi til styring af tilpasningen til klimaændringerne i EU, inden for hvilken hver medlemsstat skal udforme mere detaljerede nationale tilpasningsplaner. Der bør også gives meget højere prioritet til tilpasning inden for forskning og analyse, i budgetter og på investeringsprogrammer og inden for andre foranstaltninger. Vi håber, at Kommissionen i hvidbogen om tilpasning, som ventes at foreligge i efteråret 2008, vil forslå detaljerede foranstaltninger, så der kan gøres fremskridt på området.

5.2

Uden for EU er der mange udviklingslande, der allerede er hårdt ramt, og som vil blive det endnu mere i fremtiden, men som har færre ressourcer til at håndtere virkningerne. Det bør derfor være en topprioritet for EU og andre OECD-lande at øge finansiel og anden bistand til de særligt sårbare dele af verden for at bistå dem med at klare klimaændringerne. Overvejelser over klimaændringer bør være en fast del af alle udviklingspolitikker.

5.3

Der skal også gøres en større indsats for at støtte bæredygtig skovforvaltning i udviklingslandene og begrænse det kommercielle pres, der fortsat fører til omfattende skovfældninger i mange dele af verdens klimasystemer. EØSU er i færd med at udarbejde en separat udtalelse om klimaændringer og skovbrug.

6.1

Hvis overgangen til en lavere CO2-økonomi skal lykkes, skal verden gennemføre en ny industriel revolution. Der skal ske en større omlægning til renere former for energiproduktion, ny teknologi til at adskille CO2-emissioner og andre drivhusgasser og en konstant indsats for at ændre produkter og forbrugsmønstre til mere effektive og mindre energiintensive mønstre. Dette vil kræve en stor stigning i relevante forskningsprogrammer i den offentlige og private sektor, og større investeringsprogrammer med henblik på at forny udstyr og materiel i industrien samt ændre produkter og tjenester. Mange af de nødvendige teknologier eksisterer allerede, men anvendelsen af dem skal gøres meget mere udbredt end nu.

6.2

I EU vil dette kræve radikale omlægninger inden for udgiftsprogrammerne og stille krav til regeringerne om at støtte passende forskning, udvikling og investeringer. Det vil også kræve skattemæssige og andre incitamenter til erhvervslivet og andre til at foretage de nødvendige investeringer.

6.3

Der bliver behov for at identificere de former for teknologi og tjenester, der bedst kan bistå de nye økonomier og udviklingslandene med at forvalte deres videre udvikling på den mest bæredygtige og mindst CO2-intensive måde, og til at støtte overførslen heraf til disse økonomier på passende betingelser. Hvor der identificeres nye teknologier, som kan være særligt nyttige for udviklingslandes tilpasning til klimaændringer, eller med henblik på at mindske CO2-effekten på deres fremtidige udvikling, bør der findes måder til at bistå disses hurtige og generelle indførelse på økonomisk acceptable vilkår. Det bør noteres, at de nye økonomier selv er ophavsmænd til eller udviklere af nogle af de nye teknologier, der vil være brug for. Teknologioverførsel bør ikke kun anskues som en ensrettet vej fra Nord til Syd, men som en måde til at lette hurtig spredning af nøgleteknologier i hele verden, uanset hvor de stammer fra.

6.4

Udvalget appellerer til EU om med sine partnere hurtigt at undersøge, hvordan den mest ajourførte CO2-effektive teknologi uhindret kan stilles til rådighed for udviklingslandene på økonomisk acceptable vilkår, herunder særlig teknologi til elsektoren, de energiintensive industrier, transportsektoren, og efterhånden som teknologien bliver tilgængelig, skal kulstoflagring også indbefattes. Lande, som sandsynligvis fortsat vil være kraftigt afhængige af kul til elproduktion, har behov for hjælp til at sætte dem i stand til at bruge den seneste rene teknologi og indføre kulstofadskillelsesteknologi, så snart den foreligger.

6.5

En sådan bistand med teknologioverførsel burde sætte de berørte udviklingslande i stand til at styre deres udvikling på et lavere kulstofniveau, end hvad der normalt ville være tilfældet, og kunne med rette i et vist omfang gøres betinget af passende tilsagn fra de berørte udviklingslandes side om, at de selv indfører foranstaltninger med henblik på at begrænse den potentielle emissionsvækst.

6.6

Sideløbende med klimaforhandlingerne bør EU og USA iværksætte et nyt initiativ med henblik på at opnå handelsliberalisering inden for klimavenlige produkter og tjenester i WTO-regi. Dette initiativ skal udformes således, at de udviklede lande, udviklingslandene og de nye økonomier sammen kan drage nettofordele af en sådan liberalisering f.eks. ved at fremme (yderligere) udvikling af miljøteknologier og -tjenester i udviklingslandene.

7.1

Udviklingslandene har behov for omfattende hjælp fra de udviklede lande, så de sættes i stand til at spille deres rolle med hensyn til at tage udfordringerne fra klimaændringerne op, uden at sætte deres egne udviklingsmål over styr. Det vil være særlig vigtigt at sikre, at den fremtidige udvikling i udviklingslandene har så lav en CO2-intensitet som muligt, og at den ikke reproducerer den alt for CO2-afhængige produktionsform, som har præget (og plaget) udviklingen i Nord.

7.2

De udviklingslande, der er værst ramt af klimaændringerne, og som har færrest egne ressourcer til at håndtere tilpasningen, får også brug for yderligere hjælp. De har brug for forbedrede programmer til kystsikring, forebyggelse af oversvømmelser, tørke og omlægning af landbruget, nye offentlige sundhedsbehov osv.

7.3

Udvalget bifalder, at alle lande på Bali har anerkendt, at der er behov for nye og yderligere ressourcer og investeringskanaler og -mekanismer for at håndtere denne overførsel. Men med nogle få rosværdige undtagelser kan de udviklede lande ikke selv opvise pæne resultater med hensyn til at leve op til tidligere løfter om at bevilge yderligere ressourcer til bæredygtige udviklingsmål. I den anledning er det afgørende for hele kloden, at der mobiliseres og sættes reelt forøgede ressourcer ind.

7.4

Udvalget har noteret sig beregninger fra FN's Klimakonvention og andre kilder om, at der kan være behov for ressourcer på nogle hundrede milliarder dollars årligt både fra den offentlige og private sektor, når programmerne er fuldt operationelle. Det anbefales i disse beregninger, at UNFCC, Kommissionen og/eller OECD og de internationale finansinstitutioner under alle omstændigheder skal træffe hasteforanstaltninger til at sætte mere præcise tal på behovene og sikre de nødvendige tilsagn og engagementer, således at der kan sikres passende finansiering, og de iværksatte programmer kan have en afgørende virkning på de globale klimaændringer. Provenu fra auktionering af kvoter i de fremtidige faser af kulstofhandelsordningen kan være en kilde til nye midler, men det er ikke sandsynligt, at de i sig selv vil være tilstrækkelige i forhold til alle behov.

7.5

CDM har haft succes med at kanalisere nye ressourcer til at støtte passende investeringer i de lande, der ikke er opført i bilag I. Men fordelingen af projekter har kraftig slagside i retning af Kina og andre nye økonomier, og der har været alvorlig tvivl om mange af projekternes additionalitet og kvalitet. Det er afgørende, at kriteriet for accept af projekter gennemføres og overvåges effektivt, hvis mekanismen skal spille sin rette rolle med hensyn til at sikre, at der opnås reelle CO2-reduktioner på den mest effektive måde.

7.6

Udvalget anbefaler EU og andre berørte hurtigt at undersøge, hvordan ordningens mangler kan elimineres i den næste periode, og hvordan hele programmet kan gøres operationelt. I fremtiden bør CDM prioritere projekter, der yder markante bidrag ikke blot til at mindske emissioner, men også til at fremme omlægningen til lav-CO2-økonomier. Navnlig i de nye økonomier forekommer det ikke nyttigt at fortsætte med at finansiere rene energieffektivitetsprojekter (»low-hanging fruits«), som landet under alle omstændigheder ville gennemføre. For disse lande kan »sektormæssige CDM-mekanismer« — muligvis kombineret med no-lose targets (9) være en mulig løsning.

7.7

Omfattende investeringer fra den private sektor i mindre kulstofintensiv produktion vil være afgørende overalt i verden. Foranstaltninger iværksat af EU og de nationale regeringer bør navnlig sigte mod at anspore den private sektor til at foretage sådanne investeringer.

7.8

De nødvendige udgifter og investeringer vil beløbe sig til billioner af dollars over de næste 50 år. Der er tale om store summer. Sådanne investeringer er dog allerede blevet nødvendige, efterhånden som de globale forsyninger af fossilt brændstof mindskes og priserne stiger. Helt bortset fra klimaændringerne bliver det således mere og mere vigtigt fra et økonomisk perspektiv at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer og bruge de resterende forekomster mere effektivt. Sikkerhedsmæssige overvejelser peger i samme retning, i og med at knappe fossile brændstoffer og de klimaændringer, der allerede gør sig gældende, er alvorlige kilder til ustabilitet og sammenstød i mange egne af verden.

7.9

Ud fra den synsvinkel udgør behovet for at reagere hurtigt på de truende klimaændringer ikke en yderligere byrde for den globale økonomi, men blot en yderligere vægtig grund til at gå hurtigt til værks med økonomisk og industriel omlægning, som der under alle omstændigheder er behov for. Da prisen for en tønde olie var 60 $, blev det i Stern-rapporten anslået, at prisen for de nødvendige foranstaltninger de næste 50 år for at sætte ind mod klimaændringerne kunne andrage 1 % af verdens samlede BNP. Med en pris på langt over 100 $ pr. tønde ser investeringer i vedvarende energi og alle former for effektivitetsforanstaltninger meget mere attraktive ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Ligeledes vil nettoekstraudgifterne til foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringerne sandsynligvis være langt lavere og kan inden for visse applikationer tilmed blive negative, hvilket indikerer, at en effektiv indsats mod klimaændringer faktisk vil udgøre en nettogevinst for den globale økonomi i årene fremover.

7.10

Dette at forholde sig passende til klimaforandringen bør derfor ikke anskues som en stor, nedslående og tyngende forpligtelse, der vil hæmme den økonomiske vækst, men snarere som en lejlighed til at være på forkant med den næste økonomiske og industrielle revolution. EU har været på forkant med den politiske debat om klimaforandring. Men det skal stadig gøre mere for at omsætte den fremadskuende politiske indstilling til et lige så aktivt og dynamisk erhvervsklima, der vil anspore vore virksomheder og samfund til at foretage de nødvendige investeringer til at blive verdensomspændende ledere og konkurrencedygtige vindere i fremtidens lav-CO2-økonomi.

7.11

Visse kommentatorer har anført behovet for en ny Marshall-plan, og vi anbefaler denne parallel som et mål for omfanget af udfordringen og den indsats, der skal gøres. Vi har behov for en vision svarende til Marshall-planens koncept for, hvordan verdens lande kan stå sammen over for en fælles global fare, hvor de stærkeste og rigeste lande både selv viser vejen og hjælper andre så, godt de kan.

7.12

Offentlige organer af alle slags på alle niveauer samt hele erhvervslivet, forbrugere og den brede offentlighed bør træde i aktion.

8.1

Klimaforandringerne finder allerede sted og har allerede haft en stor indvirkning forskellige steder i verden. Disse probleme r forventes at blive værre inden for de næste få år med de øgede drivhusgaskoncentrationer og hastigt stigende temperaturer. Verden er nødt til straks at opstille og gennemføre krævende mål for at nedbringe emissionerne senest i 2020, hvilket i de efterfølgende år skal føre til større reduktioner. Jo tidligere reduktionerne kan foretages, desto mere positiv en effekt vil de have, når det gælder om at sænke temperaturstigningens hastighed.

8.2

I-landene udleder pr. indbygger langt større mængder drivhusgasser end resten af verden og bør have et højere ambitionsniveau og intensivere deres indsats for at reducere dem. EU bør garantere, at man agter at leve op til den eksisterende bindende målsætning for 2012, og derefter forpligte sig på en 30 %'s reduktion i 2020, dvs. i den høje ende af spektret. Hvis denne målsætning skal være troværdig, er der behov for yderligere fornuftige og realistiske foranstaltninger, også med henblik på de yderligere reduktioner, der vil blive behov for efter 2020.

8.3

Udviklingslandene bør ligeledes inddrages, navnlig hvad angår bestræbelserne på at sikre, at de mest energiintensive sektorer i de nye vækstøkonomier er udstyret med den mest energieffektive og mindst CO2-udledende produktionsteknologi. Hertil vil de have behov for en større målrettet bistandsindsats fra i-landenes side.

8.4

Parametrene for den globale aftale, der skal være resultatet af de internationale forhandlinger i de kommende 18 måneder, skal fastlægges så hurtigt som muligt, således at man herefter kan koncentrere det politiske arbejde om at formidle udfordringen, opbygge støtte og tillid og sikre, at alle dele af samfundet overalt i verden forpligter sig i forhold til de store ændringer, der er nødvendige. Der er ikke tale om en aftale, der kan indgås for lukkede dør — alle dele af samfundet skal inddrages. Bekæmpelsesforanstaltningerne skal bevisligt være realistiske, økonomisk og samfundsmæssigt forsvarlige og opnåelige inden for den foreslåede tidshorisont.

8.5

De nødvendige globale forandringer kan i omfang sammenlignes med de sidste to århundreders industrielle revolution, hvor man ved at udnytte energien fra fossile brændsler opnåede massive stigninger i produktionskapaciteten og det menneskelige samfunds produktion. Verden har brug for en ny industriel revolution, for at vi kan finde andre energiformer til erstatning for de fossile brændsler, optimere energieffektiviteten og dermed opnå et sammenligneligt produktions- og vækstniveau uden at belaste atmosfæren med et uholdbart niveau af drivhusgasemissioner. Der er behov for betydelige investeringer, hensigtsmæssige og målrettede ændringer af lovgivningen, afgiftssystemet og andre økonomiske instrumenter samt væsentlige ændringer i den økonomiske adfærd og den enkeltes livsstil. Alle er nødt til at forstå udfordringen og at blive inddraget i de nødvendige ændringer.