19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/77

1.1

Respekt for foreningsfriheden nævnes eksplicit som et af kravene til de regeringer, der i november 1995 underskrev Barcelona-erklæringen, som blev startskuddet til Euro-Middelhavs-partnerskabet.

De associeringsaftaler, som er indgået mellem EU og de enkelte Middelhavspartnerlande (1), indeholder en klausul, som fastslår, at »respekt for de demokratiske principper og de grundlæggende rettigheder er et af grundelementerne i associeringsaftalerne«.

De handlingsplaner, som EU aftaler med partnerlandene som led i EU's naboskabspolitik af 2004, indeholder også henvisninger til »god regeringsførelse og fremme af menneskerettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder«.

1.2

Men det er en kendsgerning, at partnerlandene (dog i varierende grad) ikke sikrer foreningsfrihed, og at civilsamfundets udfoldelse hæmmes af politiske og administrative tiltag i form af afslag på anmodninger om oprettelse af foreninger eller ulovliggørelse eller opløsning af foreninger.

Lovlige foreninger kan også have svært ved at fungere normalt, i særlig alvorlige tilfælde på grund af forbud eller restriktioner fra myndighedernes side mod finansiel støtte fra det internationale udviklingssamarbejde.

1.3

Den frie foreningsdannelse i civilsamfundets forskellige sektorer (blandt arbejdstagere, arbejdsgivere, landbrugere, i den sociale økonomi, blandt unge, forbrugere osv.) er en forudsætning for demokratiseringen af Middelhavspartnerlandene. Euro-Middelhavs-partnerskabet, der på det økonomiske plan er veletableret gennem EU's associeringsaftaler med Middelhavspartnerlandene, bør suppleres med en social og demokratisk dimension, hvilket kræver deltagelse af det organiserede civilsamfund.

1.4

Fagforeninger på alle organisationsniveauer er udsat for indblanding fra den politiske magt, som begrænser beskyttelsen af arbejdstagernes repræsentanter, når de bruger deres rettigheder, f.eks. strejkeretten.

1.5

Et svagt punkt i organiseringen af arbejdsgivere og fagforeninger er den ringe udvikling af den sociale dialog og det sociale samråd. Denne toparts- eller trepartsdialog er mindre udviklet i Mellemøsten end i Maghreb-landene.

1.6

EØSU beder Kommissionen om at sikre, at demokratiseringskravene i Euro-Middelhavs-partnerskabet, i associeringsaftalerne og i naboskabspolitikkens handlingsplaner respekteres, og at påpege over for de pågældende regeringer, at foreninger ikke bør udsættes for opløsning eller administrativ ophævelse, medmindre det sker gennem en fair retssag.

1.7

Kommissionen opfordres ligeledes til at sikre, at partnerlandenes regeringer garanterer, at ledere og medlemmer af foreninger ikke frihedsberøves for at varetage deres legitime foreningsopgaver.

1.8

EØSU opfordrer Kommissionen til under udarbejdelsen af de strategiske landerapporter, som fastlægger rammerne for det i handlingsplanerne aftalte EU-samarbejde, at tage hensyn til, i hvor høj grad partnerlandenes regeringer har opfyldt kravet om foreningsfrihed og overholdelse af menneskerettighederne.

Dette krav er også baseret på EU's handlingsprogram for Middelhavsområdet 2005-2010, punkt 1 (politisk organisering og sikkerhed), hvor det som hovedmål foreslås at fremme borgerdeltagelse, øge kvinders deltagelse, sikre ytrings- og foreningsfrihed, fremme det organiserede civilsamfunds rolle og indføre de internationale konventioner.

1.9

EØSU opfordrer Kommissionen til at kræve, at partnerlandenes civilsamfund inddrages i opfølgningen af associeringsaftalerne og handlingsplanerne.

1.10

EØSU vil foreslå Euro-Middelhavs-partnerskabets parlamentariske forsamling, som udvalget er medlem af med observatørstatus, at den informerer partnerlandenes parlamenter om behovet for at reformere al den lovgivning, der hæmmer foreningsfriheden.

1.11

EØSU kan (i samarbejde med Euro-Middelhavs-netværk af bl.a. arbejdsgivere, fagforeninger og den sociale økonomi) udarbejde regelmæssige rapporter om situationen for foreningsfriheden og menneskerettighederne i partnerlandene og sende dem til Kommissionen og Europa-Parlamentet. Denne udtalelse vil blive drøftet på det næste topmøde for Økonomiske og Sociale Råd og Tilsvarende Organer i Marokko i 2008, og de synspunkter og oplysninger, som fremlægges på topmødet, vil blive brugt i den omtalte opfølgning.

1.12

EØSU vil fortsætte sin støtte til oprettelse af institutionelle organer for høring af civilsamfundet i partnerlandene (økonomiske og sociale råd eller tilsvarende organer) og fornyelse af de allerede eksisterende i Libanon og Jordan. Udvalget anbefaler, at disse organer sammensættes af organisationer, der er repræsentative for de forskellige sektorer i samfundet, og at de tildeles tilstrækkeligt med ressourcer til at kunne fungere uafhængigt og effektivt.

1.13

EØSU fremhæver i tråd med sine anbefalinger i udtalelsen om »Støtte til kvindelige iværksættere i Euro-Middelhavsregionen« (2), at det er nødvendigt at styrke kvindernes stilling i samfundet og især i partnerlandenes foreningsliv.

Udvalget understreger i denne forbindelse betydningen af Euro-Middelhavs-ministerkonferencens konklusioner (3), hvori der slås til lyd for øget repræsentation og deltagelse af kvinder i den økonomiske beslutningsproces via deres besættelse af stillinger i arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre socioøkonomiske strukturer.

1.14

EØSU vil fremme møder og dialog mellem arbejdsgiverorganisationer (UMCE) og fagforbund (Fagforeningsforum) samt udvikling af disse og andre netværk og organisationer i civilsamfundet i Middelhavsområdet såsom Socialøkonomiens Euro-Middelhavs-Net (ESMED) og kvindeorganisationer.

2.1

Baggrunden for denne initiativudtalelse er de mangler, der blev påpeget i konklusionerne fra det første Euro-Middelhavs-topmøde mellem stats- og regeringscheferne (i november 2005), med hensyn til inddragelse af civilsamfundet. Udtalelsen skal desuden følge op på sluterklæringerne fra de seneste Euro-Middelhavs-topmøder afholdt af Økonomiske og Sociale Råd og Tilsvarende Organer (Amman, november 2005, Ljubljana, november 2006, Athen, oktober 2007). Hensigten med udtalelsen er at medvirke til, at retten til at organisere sig kan udnyttes fuldt ud i de sydlige Middelhavspartnerlande.

2.2

De lande, der har underskrevet Barcelona-erklæringen har bl.a. forpligtet sig til at:

2.3

Det første Euro-Middelhavs-topmøde mellem stats- og regeringscheferne i Barcelona 2005, sammenkaldt med henblik på at evaluere de ti første år af Euromed-processen, fik generelt en positiv bedømmelse, da det medførte visse fremskridt i forhold til erklæringen af 1995 samt nye bestemmelser om udviklingen af civilsamfundets rolle. Men det fremgik af topmødet, at der stadig var dyb bekymring over demokratiserings- og menneskerettighedssituationen.

2.4

På den baggrund aftalte deltagerne i 2005-topmødet at udvide den politiske pluralisme og deltagelse til at omfatte alle borgere, også kvinder og unge, ved at fremme en konkurrencedygtig politisk ramme med retfærdige og frie valg samt decentralisering og en bedre offentlig forvaltning.

2.5

Kommissionen erkendte indirekte, at der kun var sket få fremskridt på menneskerettighedsområdet, da den i en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet (4) gjorde dette emne til et af de tre prioriterede emner for Middelhavsregionen og for intensiveringen af forbindelserne mellem EU og partnerlandene. Den pegede på målet om at fremme menneskerettighederne og demokratiet som det højst prioriterede. EØSU er enig med Kommissionen og finder det absolut nødvendigt at åbne og konsolidere demokratiseringsprocesserne i Middelhavspartnerlandene.

2.6

En af de vigtigste anbefalinger i rapporten fra 2004 om FN's udviklingsprogram (PNUD) (5) var at fremme en gradvis overgang til en mere repræsentativ styreform, hvis første etape skulle være at frigøre civilsamfundets kræfter og tillade de tre fundamentale frihedsrettigheder: meningsfrihed, ytringsfrihed og foreningsfrihed.

For at opnå dette og for at lette kvinders deltagelse i alle aspekter af det offentlige liv i Middelhavspartnerlandene er det vigtigt at gennemføre lovændringer, især i lovene om »personlig status«, som giver kvinder mulighed for frit at træffe beslutninger og anvende deres grundlæggende frihedsrettigheder.

2.7

Sluterklæringerne fra de to seneste topmøder for Økonomiske og Sociale Råd og Tilsvarende Organer har behandlet aspekter, der berører det centrale emne for denne initiativudtalelse.

2.8

Mødet i Ljubljana i 2006 konstaterede behovet for at styrke dialogen og samarbejdet mellem regeringer og ikke-statslige aktører i Euro-Middelhavs-regionen, især kvinde- og ungdomsorganisationer samt erhvervs- og fagorganisationer. I tråd hermed foreslog sluterklæringen, at det slovenske EU-formandskab (første halvår 2008) afholder en trepartskonference om fremgangen for den sociale dialog.

2.9

Sluterklæringen fra det seneste topmøde for Økonomiske og Sociale Råd og Tilsvarende Organer (Athen, den 15.-16. oktober 2007) indeholdt flere betydningsfulde henvisninger: a) anmodning om regelmæssig opfølgning af civilsamfundets deltagelse i udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale handlingsplaner, med de økonomiske og sociale råd (og lignende organer) som ansvarlige herfor; b) krav om, at de økonomiske og sociale råd modtager ressourcer, støtte og anerkendelse for at kunne udtrykke sig uafhængigt, og at de forpligter sig til at åbne sig for repræsentanter for civilsamfundet, som ikke er medlemmer af disse råd; c) et direkte udtrykt krav i punkt 12 om respekt for foreningsfriheden, med henblik på at lette dialogen i civilsamfundet.

3.1

Sikkerhed og ønsket om fred er afgørende for at skabe et gunstigt klima for en demokratiseringsproces i Middelhavspartnerlandene som helhed.

Den dramatiske situation i de palæstinensiske områder, krigen i Irak og den stigende ekstremisme og terrorisme har haft en meget negativ virkning på frihedsrettighedernes udvikling. Nogle regeringer har udnyttet disse risici eller trusler udefra til at retfærdiggøre forsinkelsen af demokratiseringsreformer. I nogle lande har denne situation forårsaget et tilbageslag for de individuelle frihedsrettigheder og for foreningsfriheden.

3.2

Hvis disse erklærede hensigter om demokratisering skal kunne realiseres i praksis, er det uomgængeligt med en garanti for, at menneskerettighederne kan udøves. Foreningsfrihed og fremme og udvikling af organisationer er i alle sektorers interesse og en hovedfaktor for udviklingen af Euro-Middelhavs-partnerskabet, ikke mindst for civilsamfundets og dets forskellige organisationers deltagelse i det.

3.3

Det skal gentages, at foreningsfriheden omfatter retten til at oprette, tilslutte sig, melde sig ind i og ud af grupper, foreninger og organisationer af forskellig type. Den kræver, at staten ikke blander sig i oprettelse af foreninger, der arbejder inden for lovens rammer, eller i deres anliggender. Den kræver desuden støtte fra staten til at skabe og fastholde et klima, der fremmer dens praktiske anvendelse.

3.4

Retten til at slutte sig sammen kan ikke adskilles fra de øvrige borgerlige og politiske rettigheder som menings- og ytringsfriheden, retten til fri bevægelighed og asylretten. Civilsamfundets udfoldelse vil medvirke til indførelse eller konsolidering af mere pluralistiske politiske systemer.

3.5

I de fleste partnerlande er der en modsætning mellem de internationale aftaler (som garanterer foreningsfrihed) underskrevet af deres regeringer og de nationale lovtekster samt mellem de to niveauers legitimitet og den virkelighed, de anvendes i. Med undtagelse af nogle få lande er oprettelse af foreninger og deres virke underlagt forskellige restriktioner med det formål eller under det påskud at garantere sikkerheden og den nationale enhed.

3.6

Behovet for at regulere anvendes som påskud til via lovgivning at begrænse (eller i visse tilfælde forbyde) retten til at strejke, mødes, demonstrere eller oprette foreninger. Den stærke centralisering af den udøvende magt, som er et generelt træk i de politiske systemer i partnerlandene, afspejles i en overdreven kontrol med foreninger.

3.7

Tolerance, kontrol eller undertrykkelse (eller en kombination heraf) er de tre modeller, magthaverne følger i deres behandling af foreninger. I nogle lande er der en acceptabel grad af foreningsfrihed, der kun begrænses under særlige omstændigheder. I andre lande har uafhængige foreninger lov til at arbejde, men deres aktiviteter hæmmes af administrativ og finansiel kontrol. Endelig er der lande, som kun tillader regeringsvenlige foreninger.

3.8

Indblanding og kontrol har negativ indvirkning på en forenings forskellige faser fra oprettelse til opløsning. I lande, hvor oprettelse af foreninger beror på et selektivt skøn, er disse ofte forbeholdt personer tæt på magten og giver ofte anledning til korruption. I lande, hvor foreninger vilkårligt kan opløses, fungerer de med en frygtsomhed, som hindrer dem i at leve op til deres forventninger og udfolde deres potentiale.

3.9

Der er tre typer foreninger, som af forskellige grunde overvåges særlig nøje. For det første fundamentalistiske, islamistiske foreninger, fordi man frygter, at de giver grobund for en ekstrem politisk islamisme, som i nogle lande er blevet hovedkraften i den legale eller illegale opposition. For det andet menneskerettighedsorganisationer, fordi de også kan være forbundet med alternative politiske grupperinger. For det tredje fagforeninger, fordi de i nogle tilfælde er masseorganisationer, som kan sætte spørgsmålstegn ved et lands økonomiske og sociale politik, og fordi de har tætte forbindelser til internationale organisationer og institutioner.

3.10

Trods disse restriktioner skal det understreges, at frihedsrettighederne på foreningsområdet ikke ligger på samme niveau i alle partnerlandene. Selv om det kan koste noget besvær, er det i mange af partnerlandene muligt for lønmodtagere, selvstændige, arbejdsgivere, kvinder, unge landbrugere osv. at organisere sig uafhængigt.

4.1

Traditionelle foreninger af arbejdstagere, landbrugere, socialøkonomiens aktører og forskellige andre aktiviteter findes i alle Middelhavspartnerlandene, men de er relativt svage og underlagt de ovenfor beskrevne restriktioner.

4.2

En anden type foreninger har velgørenhed og social bistand som særkende. De arbejder med dårligt stillede befolkningsgrupper, som tilbydes tjenester hovedsageligt på et kollektivt, religiøst, regionalt, stamme- eller familiemæssigt grundlag. I nogle tilfælde er disse foreninger blevet til egentlige, organiserede sociale tjenester.

4.3

Siden 1990'erne er der dukket andre former for foreninger op med fokus på miljø og kultur. De har forsøgt at involvere sig i offentlige eller statslige anliggender ved at fremsætte forslag til inspiration eller aktiv indsats og ikke blot forslag, der skal afhjælpe statens mangler. Disse nye foreninger mødes ofte med mistanke og obstruktion fra de administrative og politiske systemers side.

4.4

Andre vigtige foreninger er dem, der interesserer sig for anliggender, som berører menneskerettighederne, kvinders rettigheder, forsvaret af minoriteter og udvikling af demokratiet i almindelighed.

4.5

Situationen på arbejdsmarkedet og forholdet mellem arbejdsmarkedets parter i partnerlandene blev grundigt behandlet på det seneste topmøde for Økonomiske og Sociale Råd og Tilsvarende Organer i den fællesrapport, som Spaniens Økonomiske og Sociale Råd fremlagde. Nogle af rapportens vurderinger indgår i de følgende fire punkter.

4.6

Princippet om retten til frit at danne fagforeninger er nedfældet i partnerlandenes forfatninger. I de seneste år er der sket fremskridt med hensyn til ratificeringen af ILO's grundlæggende arbejdsmarkedskonventioner, men gennemførelsen i national lovgivning har haltet bagefter. ILO's udvalg for fagforeningsfrihed, der har til opgave at undersøge klager fra fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger over deres regeringers krænkelser af fagforeningsfriheden, har modtaget forskellige klager fra Middelhavspartnerlandene, flest over Marokko og Tyrkiet (6).

4.7

Partnerlandene har forskellige fagforeningsmodeller. I nogle af dem er der kun én, obligatorisk, fagforening (monopol). I andre er der én fagforening på frivillig basis (enhedsfagforening), mens der i atter andre findes flere fagforbund. Desuden er fagforeningernes virksomhed som regel stærkt afhængig af de politiske magthavere.

4.8

Der mangler endvidere en klar og veldefineret lovregulering af såvel fagforeningers som arbejdsgiverforeningers repræsentativitet. Det giver et stort spillerum for de politiske magthaveres skønsbeføjelser.

4.9

De fleste fagforbund i partnerlandene er medlemmer af internationale sammenslutninger og koordinerer deres arbejde med de europæiske fagforeninger gennem Euro-Middelhavs-partnerskabets Fagforeningsforum. Dette forum består af Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS), Den Internationale Faglige Sammenslutning (IFS), Den Internationale Sammenslutning af Arabiske Fagforbund (ISAF) og den faglige sammenslutning af arbejdstagere fra de arabiske Maghreb-lande (USTMA). Forummets mål er bl.a. udvikling af Nord-Syd-samarbejdet og forsvar og fremme af arbejdstagernes interesser inden for Barcelona-processens rammer.

4.10

Erhvervssammenslutninger er vidt udbredte i alle partnerlandene i Middelhavsområdet. De oplever normalt ikke så mange politiske eller administrative lovfæstede begrænsninger for varetagelsen af deres repræsentative funktion. Der er overalt sektorbaserede arbejdsgiverforeninger, og i de fleste lande er der gradvist opstået tværsektorielle sammenslutninger af brancheforeninger. Udover erhvervssammenslutningerne bør handelskamrenes vigtige rolle i partnerlandene fremhæves.

Pluralismen er bedre konsolideret blandt arbejdsgiverforeninger end blandt fagforeninger. I de enkelte lande kan organisationerne samles i en enkelt erhvervssammenslutning som f.eks. i Tunesien, hvor UTICA (7) omfatter alle erhvervssektorer bortset fra landbruget. Men nogle har flere forskellige organisationer, f.eks. Marokko, som har tre arbejdsgiverorganisationer (8).

4.11

Arbejdsgiverorganisationerne i 11 partnerlande (9) (samt Malta) udgør Middelhavssammenslutningen af arbejdsgiverorganisationer (UMCE), der har sæde i Tunesien. Den har bl.a. som mål at etablere et institutionaliseret samråd mellem fag- og erhvervsorganisationer samt bidrage til oprettelsen af et Euro-Middelhavs-frihandelsområde.

4.12

Den sociale økonomi giver i sine forskellige former (kooperativer, gensidige selskaber, udviklingsorganisationer) beskæftigelse til en meget stor del af befolkningen i partnerlandene, og dens rolle er afgørende for den økonomiske vækst og for beskæftigelsen i små og mellemstore virksomheder samt mikrovirksomheder. Den spiller også en vigtig rolle som leverandør af sociale tjenester.

4.13

Foreningsdannelse i den sociale økonomis sektorer er ikke i princippet underlagt politisk begrundede restriktioner, men berøres af en del af den kontrol, som er beskrevet for andre grupper. Foreningsdannelsen er særlig udbredt i landbrugskooperativer i lande som Marokko, de palæstinensiske områder, Tyrkiet, Ægypten og Israel.

4.14

Arbejdsmarkedets parter og erhvervs- og fagorganisationer, miljøorganisationer, familie- og forbrugerorganisationer, almennyttige organisationer osv. forsøger alle at spille en aktiv rolle i gennemførelsen af partnerskabs- og naboskabspolitikkerne som beskrevet i EØSU's nyligt vedtagne informationsrapport (10).

4.15

I Madrid oprettedes i år 2000 Socialøkonomiens Euro-Middelhavs-Net (ESMED), som organisationer fra Frankrig, Grækenland, Italien, Portugal, Spanien, Marokko og Tunesien i øjeblikket deltager i. ESMED har deltaget i forskellige initiativer og møder i EØSU's og Euro-Middelhavs-partnerskabets regi.

4.16

Ikke-statslige organisationer og andre organisationer med socialt sigte, som møder samme problemer som andre grupperinger, spiller også en betydelig rolle, især for forsvaret af menneskerettighederne. Deres aktiviteter er også meget synlige i realiseringen af Barcelona-processens målsætninger. Euro-Middelhavs-platformen for ikke-statslige organisationer, som blev oprettet i 2005, tæller mange netværk og ngo'er, bl.a. Euro-Middelhavs-Nettet for Menneskerettigheder.