19.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 211/61

1.1

Kommissionen her anmodet EØSU om at afgive en sonderende udtalelse om forebyggelse af terrorisme og i den forbindelse navnlig politikker til forebyggelse af voldelig radikalisering, som Kommissionen ifølge planen vil vedtage en meddelelse om i juli 2008. Hovedformålet med meddelelsen er at finde frem til eksempler på god praksis med hensyn til politikker, tiltag og initiativer på området for at imødegå voldelig radikalisering. På nuværende tidspunkt er det planen, at følgende emner vil blive nærmere behandlet i meddelelsen: voldelig radikalisering i fængsler og andre udsatte steder eller områder, hvor der hverves tilhængere, nærmere undersøgelse af den retorik og ideologi, som udbredes af voldelige, radikale ekstremister samt inddragelse og styrkelse af civilsamfundet.

1.2

I perioden efter den kolde krig, der er præget af den økonomiske globalisering, er der sket en kraftig forskydning af de internationale magtforhold, som også har haft en afsmitning på universelle institutioner som De Forenede Nationer. Således er der opstået (og anerkendt) en hel generation af nye suveræne stater, som underkaster sig folkeretten.

1.3

Desuden er der opstået væbnede konflikter i nogle af disse nye lande, og en del af deres territorium besættes stadig af bevæbnede bevægelser, og menneskerettighederne trædes ofte under fode.

1.4

De områder eller dele af områder, der er under ringe eller slet ingen kontrol, er tilflugtssteder for ledere af de vigtigste terroristgrupper, som helst slår sig ned, hvor retsstaten og de offentlige friheder ikke længere eksisterer.

1.5

Klassiske krigsmetoder har vist sig ikke at være særlig effektiv over for en diffus, mangeformet, strukturelt splittet trussel, som baserer sig på manipulation af uformelle organisationer og bevægelser, som ikke skyer politisk vold og gør propaganda for fundamentalisme og antidemokratiske politiske ideologier.

1.6

Den kendsgerning, at der ikke er fundet en fredelig løsning på Palæstina-spørgsmålet og andre væbnede konflikter, er ligeledes med til at fremme international ekstremisme og terrorisme, selv om man ikke må glemme, at de fleste terrorhandlinger sker på baggrund af interne konflikter.

1.7

Der skal uden tvivl investeres mere i undersøgelser af, hvordan det er muligt, at højtuddannede, ingeniører og intellektuelle rekrutteres og bringes til at planlægge og udføre koordinerede selvmordsangreb som den 11. september 2001, der vidner om en enorm beslutsomhed og intelligens, og som kræver infiltration i det demokratiske samfund. For at kunne udarbejde en egnet og gennemtænkt kontrastrategi er det nødvendigt med en så dyb indsigt som muligt i de ideologiske og psykologiske drivkræfter hos de involverede. Dernæst skal man gennemføre de nødvendige geopolitiske analyser, og alle midler for at indhente oplysninger og udveksle informationer skal tages i anvendelse.

1.8

Nu da de moderne kommunikationsmidler og globaliseringen har skabt en global verden, hvor nationale løsninger ofte ikke længere er et alternativ, går nationalstatens krise hånd i hånd med en krise for folkeretten, som ikke råder over afskrækkende kontrolmidler og endnu mindre over tilstrækkelige juridiske aktionsmuligheder. Kun FN's Sikkerhedsråd har de nødvendige beføjelser, som dog begrænses på grund af fem landes vetoret.

1.9

Med et revideret, konsekvent multilateralt system ville man på en mere effektiv måde kunne imødegå de globale, klimatiske, økonomiske og sociale problemer. Den internationale terrorisme ville kunne bekæmpes mere målrettet inden for en multilateral ramme, der koordinerer samarbejdet mellem regeringer og internationale agenturer (Interpol) og med deltagelse af ngo'er, som er forkæmpere for demokratiet, overholdelse af procesretten og beskyttelsen af de offentlige friheder.

2.1

For at kunne bekæmpe terrorismen effektivt på europæisk plan skal medlemsstaterne vedtage en fælles definition på terrorhandlinger og afstemme deres strafferetslige bestemmelser efter hinanden også, hvad angår anklager og sanktioner. Processen er allerede i fuld gang, og den europæiske arrestbefaling er allerede en kendsgerning. Rådet har især siden 90'erne vedtaget en række rammebestemmelser i denne forbindelse.

2.2

Efter de blodige attentater den 11. september 2001 i USA har man iværksat en koordinering på såvel internationalt som fælleseuropæisk plan: FN's Sikkerhedsråd i samarbejde med Interpol, NATO mht. militæroperationer, Europarådet (med især den europæiske konvention imod terrorisme), OSCE og sluttelig EU og Europol. Der er blevet etableret samarbejde med USA, Maghreb-landene og den afrikanske union, og til visse lande ydes der ad hoc-bistand på det militære, politimæssige og finansielle område.

2.3

Såvel inden for institutionerne som i medlemsstaterne dvs. hos de politiske ledere og det store flertal af borgerne er der skabt enighed om definitionen af terrorisme og de legale og illegale handlinger, der ikke falder ind under denne definition. En nøje afgrænsning af truslen og udviklingen heri er nødvendig for at skabe mulighed for en sammenhængende indsats og undgå unødige begrænsninger af de individuelle og kollektive rettigheder og friheder.

2.4

Visse afrikanske lande og også lande i Mellemøsten især har tendens til at gribe ind over for enhver form for politisk opposition under dække af terrorismebekæmpelse. Dette bør virke foruroligende på EU og dets medlemsstater, som i visse tilfælde har økonomiske, politiske og militære forbindelser med lederne af disse lande, og bør derfor gøre deres indflydelse gældende for at begrænse disse misbrug.

2.5

Den største udfordring på internationalt plan er at finde det rette svar på truslerne fra terroristbevægelser over hele verden mod ambassader og forskellige andre mål især civilbefolkningen. Af geografiske årsager hviler denne trussel kraftigst på Europa.

2.6

Målet med terrorhandlingerne er at skabe et klima af frygt og usikkerhed og at få de demokratiske institutioner til at vakle. Man skal derfor også undgå fristelsen til uberettiget at begrænse menneskerettighederne og de borgerlige friheder i sikkerhedens navn. I de lande, hvor truslen er størst, har der i flere år hersket mere eller mindre vidtgående undtagelsessituationer, og visse foranstaltninger er mere vidtgående, end hvad der er nødvendigt eller kontrollerbart. Som eksempel kan nævnes de personoplysninger om transatlantiske flypassagerer, som er alt for detaljerede og opbevares i en uforholdsmæssig lang periode.

2.7

Overvågning af netværk, videokameraer i alle offentlige og almindeligt tilgængelige private områder, kontrol ved grænserne, politiopbud ved manifestationer og den grundige undersøgelse af passagerer i lufthavne kan, hvis den går for vidt, være et overgreb på privatlivet, den frie bevægelighed og i bredere forstand på de borgerlige friheder. Dette kan mindske borgernes støtte til antiterrorpolitikken, da de kan forekomme først og fremmest at være rettet mod dem.

2.8

Indblandingen i borgernes liv og den skærpede kontrol risikerer også at øge kontrollen med bestemte »synlige minoriteter« (hvilket der er henvist til gentagne gange). Disse grupper vil føle mere og mere, at de stigmatiseres og er ofre for etnisk diskrimination og racisme. Tolerancetærsklen er allerede langt overskredet, hvilket fører til en »voldelig radikalisering« i konfliktsituationer og konfrontationer mellem politi eller militær og unge fra bestemte ghettoer i byområder, hvilket også resulterer i, at offentlig og privat ejendom ødelægges.

2.9

Denne form for vold i byerne kan imidlertid ikke ligestilles med »voldelig radikalisering«, som er en forløber for terrorisme eller selv en form for terrorisme per se. Den strafferetlige definition på terrorisme, forsøg på terrorisme eller medvirken hertil bliver dermed alt for bred og vil også finde anvendelse på forskellige former for vold, hvor det ikke nødvendigvis var hensigten at begå en terrorhandling trods alvoren heraf, også selv om den vold resulterer i betydelige materielle skader og undertiden alvorlige kvæstelser.

2.10

Motivet til aktionen eller forsøget herpå er afgørende for at kunne betegne det som en terrorhandling.

2.11

Også på vores kontinent har terroristiske bevægelser manifesteret sig i de seneste år og er stadig aktive i dag. Der findes ikke nogen retfærdiggørelse af politisk vold i demokratiske lande, hvor der kan oprettes politiske partier, og hvor man med regelmæssige mellemrum kan deltage i fair valg på alle forvaltningsniveauer: lokalt, nationalt og europæisk (EP).

3.1

Selv om der hersker konsensus om definitionen af terrorisme, er visse nye begreber som »voldelig radikalisering« mere problematiske. Kommissionen beskriver det som »det fænomen, der består i, at folk tager holdninger, synspunkter og idéer til sig, der kan munde ud i terrorhandlinger som defineret i artikel 1 i Rådets rammeafgørelse (2002) om bekæmpelse af terrorisme«.

3.2

Dette fremgår også tydeligt af Peter Burgess' rapport til Europa-Parlamentet, hvori det nye begreb »voldelig radikalisering« forbindes med støtte til terrorisme og rekruttering af terrorister. Også heri står det, at den største udfordring ved at definere »voldelig radikalisering« og forebyggelsen heraf er spørgsmålet om »intentionen«. Desuden er radikalisering ofte en langvarig proces, der kan stå på i årevis, således at der er tid til dialog, bevidstgørelse og oplysning samt andre præventive foranstaltninger.

3.3

Terrorisme er allerede en gammel politisk kendsgerning, men i dag gør terrorister brug af moderne kommunikationsmidler, skatteparadiser, situationen i lande med en svag regering, og hvor statsapparatet er brudt sammen til at skabe baser og træningslejre. Det drejer sig dog mere om et noget diffust end om et ensartet og sammenhængende internationalt netværk.

3.4

En helt ny faktor er, at virkningen af terrorhandlinger forstærkes af den øjeblikkelige verdensomspændende rapportering via medierne, som undertiden næsten umiddelbart og meget detaljeret i lyd og billeder redegør for attentater, hvilket giver helt ukendt genklang. Men pressefrihed gør det umuligt at bremse denne jagt efter sensationer, som de facto øger følelsen af angst og usikkerhed hos befolkningen og giver terroristerne medieopmærksomhed.

3.5

Internettet er et kommunikationsrum, der anvendes til at sprede ideologier, der støtter vold, samt rekruttere hjælpere og selv kandidater til selvmordsangreb. Attentatmændene og deres ledere kommunikerer her med hinanden, og på internettet spredes oplysninger om teknikker som for eksempel fabrikation af bomber.

3.6

Netsider, der forherliger terrorisme, kan opspores, men med de moderne koderingsteknologier og tilsløring af kodede skriftlige og mundtlige budskaber er det vanskeligt at kontrollere kommunikationen mellem visse grupper.

3.7

Udvalget har dog også sine tvivl om værdien af de skærpede foranstaltninger, der er ved at blive vedtaget med henblik på at overvåge internettet og kommunikationen mellem enkeltpersoner.

3.8

Man kan også med al rimelighed tvivle på, at identitetskontrollerne, gennemsøgningen af bagage og køretøjer ved grænser, i lufthavne, i havne og — hvad mindre hyppigt forekommer — ved busstationer og banegårde kan holde terrorister reelt tilbage. Det skal dog erkendes, at sikringen af identitetsdokumenter gør det rimelig vanskeligt at lave forfalskninger. Alle disse foranstaltninger kan afgjort til en vis grad gøre det vanskeligt for kriminelle, som vil over grænsen, men begrænser også den almindelige borgers bevægelsesfrihed. Gradvist opstår et kontrolsystem, som ingen undslipper: overalt dukker der videoovervågningskameraer og private sikkerhedsvagter op, elektroniske kort vinder udbredelse i offentlige og private bygninger, og via mobiltelefoner og andre midler kan personer umiddelbart lokaliseres. Men selv da kan vi ikke forhindre, at selvmordskommandoer skrider til handling. Træffer man ikke de nødvendige demokratiske foranstaltninger for at vise, at disse teknologier kun anvendes i det omfang, det er strengt nødvendigt for at nå målet, får borgerne en følelse af at leve i en politistat. En mulig løsning på dette problem kunne være oprettelsen af nationale organer, der overvåger, at kontrollen sker på behørig vis og nedsættelsen af en europæisk tænketank, der bl.a. kunne behandle problemet med dataoplysninger om formodede terrorister.

3.9

Overvågningen af illegale pengestrømme har i princippet ingen indflydelse på borgernes dagligliv Der bør imidlertid ske en overvågning af illegal praksis (menneske-, våben- og narkotikahandel etc.), som gør det muligt at ophobe illegal kapital. Dermed kan man dæmme op for overførslen af midler til terrorhandlinger og forbedre kendskabet til de områder, hvor terrorismen har fæstet rod (1). Operationer, der udføres eller bekræftes via koderede meddelelser eller budskaber som f.eks. kontantoverførsler eller overførsler, hvor der udbetales penge, som overdrages til en tredjeperson i et andet land, er meget vanskelige at forhindre. Overvågninger og undersøgelser er især effektive, når det drejer sig om hvervning af midler til humanitære og godgørende organisationer, der har hemmelige forbindelser med terroristgrupper. Det bør dog ikke komme så vidt, at alle ikke-statslige organisationer underkastes kontrol, og at man gør deres humanitære arbejde og indsamlingen af midler mere vanskelig, fordi der hersker et generelt klima af mistro. Borgerne vil føle sig generet, og organisationernes arbejde vil blive vanskeliggjort undertiden i et sådant omfang, at de ikke kan gennemføre deres normale programmer.

3.10

Politi og efterretningstjenester udveksler ekstremt følsomme oplysninger herunder fotos, navne, adresser, fingeraftryk og genetiske fingeraftryk samt tilhørsforhold til forskellige organisationer. Der hersker usikkerhed om, hvorvidt privatlivet er reelt beskyttet, og der er konstant en risiko for fejl i forbindelse med registreringen og vurderingen af oplysninger i kartotekerne i Visa-informationssystemet VIS og Schengen-informationssystemet SIS og andre kartoteker og politiregistre. De berørte kan endog få mulighed for at ændre deres personlige data.

3.11

Merværdien ved det europæiske niveau ligger i sidste ende i harmonisering, samarbejde og erfaringsudveksling. Foranstaltningerne på dette område skal forbedres, men man skal undgå at ophobe nye specielle love og foranstaltninger, når den eksisterende lovgivning og organer til bekæmpelse af organiseret og finansiel kriminalitet også kan tilpasses bekæmpelsen af terrorisme.

3.12

Et omfattende skriftligt materiale viser med al tydelighed, at undtagelsestilstande — hvor begrænsede de end er — i almindelighed fører til, at de individuelle friheder indskrænkes og retsstaten undermineres. Især bliver udlændinge, legale og illegale migranter og asylansøgere ofte betragtet med mistro. Dette kan man konstatere i de fleste medlemsstater. Der breder sig en atmosfære af racisme og fremmedhad, og med ord og handling må vi bestræbe på at ændre denne tendens.

3.13

Den rolle, der påhviler medlemsstaterne, EU-institutionerne, Europol, Eurojust osv. er klart defineret, men det er især den praktiske side af samarbejdet — dvs. efterretningstjenesternes arbejde og gennemførelsen af undersøgelser — der konstant skal forbedres.

3.14

Men for at kunne forebygge radikal vold og terrorisme er det nødvendig at have kendskab til de miljøer og ideologier, som danner grobunden herfor, og dette vil kunne fjerne mange forudfattede meninger og fordomme.

3.15

Bekæmpelsen af terrorisme kan kun ske på lang sigt, da demokratiet og de borgerlige friheder skal vinde stadig mere fodfæste i lande med et svagt styre, eller som ikke har kontrol over hele deres territorium samt i lande med autoritært eller diktatorisk styre.

3.16

Efterretningstjenesterne og politiet arbejder normalt diskret, men udvalget mener ikke, at deres optræden nødvendigvis bør holdes hemmelig for borgerne og deres nationale og europæiske repræsentanter. Der bør under egnede former udvises åbenhed for at inddrage borgerne og muliggøre en demokratisk kontrol på trods af konteksten, for at forhindre en udhuling af retsstaten.

4.1.1

Det er først og fremmest civilsamfundet, som er offer for den internationale terrorisme (hvad enten den udspringer af ekstrem nationalisme eller religiøs fanatisme eller slet og ret af voldsanvendelse som et mål i sig selv). Civilsamfundet er målet for den terrorisme, som udøver kollektiv afstraffelse mod tilfældige ofre for at skabe et klima af frygt og få staten til at bøje sig for terroristernes krav. Men det er også en af de vigtigste aktører i enhver strategi for terrorismebekæmpelse, som EØSU allerede har påpeget i sin udtalelse om »Civilsamfundets deltagelse i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og terrorisme« (2), både hvad angår mekanismerne til imødegåelse af terrorismens mest åbenbare følger og de tilgrundliggende årsager. I den forbindelse må man heller ikke glemme civilsamfundets vigtige arbejde med at hjælpe terrorismens ofre.

4.1.2

I betragtning af den hovedrolle, som staten og EU-institutionerne spiller — især på områderne sikkerhed, forsvar, justits- og finansvæsen — i bekæmpelsen af terrorismens symptomer og mest åbenbare følger (beskyttelse mod terrorhandlinger, forfølgelse og opløsning af terroristgrupper, pågribelse, retsforfølgelse og domfældelse af de ansvarlige for terrorhandlinger, blokering af deres finansieringskilder …), påhviler det civilsamfundet at løse følgende vigtige opgaver, der kan sammenfattes således:

4.1.2.1

Aktivt se til, at terrorbekæmpelsen aldrig overskrider retsstatens grænser, og at der værnes om de menneskerettigheder, værdier, principper og frihedsrettigheder, som kendetegner et åbent og demokratisk samfund.

4.1.2.2

Samarbejde med myndighederne på alle niveauer i EU og medlemsstaterne om at identificere aktiviteter og aktører, som har forbindelse med terroristnetværk (særlig stor betydning på dette område har det arbejde, der udføres af finansinstitutionerne og forvaltningerne af telekommunikationstjenester). Dette samarbejde bør baseres på en gensidig forpligtelse mellem alle berørte parter til i fællesskab at udnytte den information, kapacitet og indsats, der har det fælles mål at udrydde terrorismen.

4.1.2.3

Etablere fora for dialog med ledere og sociale aktører i terroristgruppernes bagland for i fællesskab at imødegå hadske udtalelser og voldsanvendelse med kritik og fratage en sådan adfærd dens legitimitet.

4.1.2.4

Udveksle erfaringer og praksis mellem de forskellige sociale aktører og myndighederne på nationalt og EU-plan for at udmanøvrere og kontrollere enkeltpersoner og grupper, som er i fare for at blive marginaliseret og radikaliseret og reagere derpå med vold. I den forbindelse må man være meget omhyggelig med at sikre de grundlæggende rettigheder og friheder og overholde de regler, der kendetegner retsstaten.

4.1.2.5

Bidrage med erfaringer (om integrationsprocesser og om de tanker, holdninger og funktionsmåder, som kendetegner de grupper, der er særligt relevante i denne forbindelse) til programmerne for efteruddannelse af politiets og sikkerheds- og efterretningstjenesternes personale, som bærer det største ansvar for bekæmpelsen af denne trussel.

4.1.2.6

Iværksætte pilotprojekter, der koncentreres om lokaliteter, som er særligt udsatte for at blive skueplads for fremmedgørelse, radikalisering og rekruttering (fængsler, religiøse samlingssteder, skoler, forstæder, internetcaféer og telekommunikationscentraler osv.), med det mål at forhindre marginalisering, radikalisering og dæmonisering af enkeltpersoner eller grupper på grund af deres sociale herkomst, køn, etniske tilhørsforhold eller religion.

4.2.1

Civilsamfundet spiller en særlig vigtig rolle i tacklingen af de underliggende årsager, der danner grobund for terrorisme. Skønt ingen af de mulige årsager, der er indkredset i denne forbindelse, kan retfærdiggøre nogen form for vold, er det dog muligt at forklare mange af de terroristiske handlinger som slutresultatet af en proces i retning af fremmedgørelse, radikalisering og rekruttering, som får næring fra horisontale uligheder mellem grupper inden for samme geografiske område, marginalisering og (social, politisk og økonomisk) diskrimination og fra anvendelsen af en dobbelt målestok for bedømmelse af forskellige aktørers handlinger. Integration er følgelig det centrale mål for enhver omfattende strategi, som med et fortrinsvis forebyggende sigte bør søge at:

4.2.2

Fremme formelle og uformelle uddannelsesprogrammer, som sigter mod at afskaffe fordomme og fremme tolerance og sameksistens på grundlag af fælles værdier, der først og fremmest tager udgangspunkt i menneskerettighederne (dette kræver blandt andet, at de nuværende lærebøger bliver revideret, så fordomsfulde udsagn, der fører til konfrontation, omdannes til toleranceskabende, multikulturelle pædagogiske hjælpemidler).

4.2.3

Indføre forpligtelser (herunder adfærdskodekser) for de forskellige kommunikationsmedier, så der ikke levnes plads for udsagn og forestillinger, som kan tilskynde til marginalisering, racisme og fremmedhad. Under uindskrænket overholdelse af presse- og ytringsfriheden er det vigtigt at fremme medieprodukter og -tilgange, som udbreder menneskehedens fælles værdier og fordelene ved en multikulturel forskelligartethed i en globaliseret verden.

4.2.4

Gennem offentlige kampagner udbrede integrationsfremmende budskaber og tilgange, som kan bidrage til få afklaret eller korrigeret falske forestillinger (såsom »islamisk terrorisme« i stedet for »international terrorisme«, »assimilation« i stedet for »integration«) eller upassende udtryk (»indvandrer« i stedet for »borger«), som bærer ved til splittelsen og konfrontationen.

4.2.5

Bidrage til at styrke bevidstheden om, hvor vigtigt det er, at menneskerettighederne defineres som det vigtigste grundlag for sameksistens i et multikulturelt samfund. I denne sammenhæng bør det organiserede civilsamfund være en vigtig drivkraft i bestræbelserne på at skabe et samfund, hvor alle medlemmer nyder de samme sociale, politiske og økonomiske rettigheder og har de samme pligter.

4.2.6

Fremme skabelsen af sociale fora med deltagelse af aktører fra de forskellige befolkningsgrupper i hvert land, som arbejder på at skabe mekanismer for integration og fredelig løsning af uoverensstemmelserne.

4.2.7

Finde frem til og styrke lederpersonligheder og civile organisationer, som repræsenterer andre befolkningsgrupper i EU, så de kan optræde som foretrukne dialogpartnere i tilnærmelsen til personer fra andre kulturer. Alt dette med det centrale mål at få en dialog i stand og opnå, at disse grupper indgår i et samarbejde for at fjerne årsagerne til den manglende sociale tilpasning og radikalisering af visse elementer i disse grupper.

4.2.8

Udvikle specifikke programmer med henblik på at afradikalisere personer, som kan tænkes at sympatisere med terroristiske ideer og praksis og som opholder sig på steder, hvor rekrutteringen typisk foregår (fængsler, religiøse samlingssteder …), via social integration og jobskabelse.

4.2.9

Satse på decentraliseret samarbejde ud fra denne synsvinkel såvel på nationalt som EU-plan (inden for allerede eksisterende rammer såsom Euro-Middelhavspartnerskabet, den europæiske naboskabspolitik eller forbindelserne med AVS-landene). Her bør man udnytte det enorme potentiale, der ligger i medlemsstaternes og EU's udviklingssamarbejde, til at skabe lokale samarbejdsprojekter med deltagelse af aktører, som — om end de har et religiøst eller nationalistisk idegrundlag — tager klart afstand fra voldsanvendelse.

4.2.10

Oprette væsentligt flere og bedre finansierede udvekslingsprogrammer for lærere, elever, journalister, arbejdsgiver- og fagforeninger, menneskerettighedsforkæmpere, ngo-medlemmer osv. inden for rammerne af EU og forbindelserne med tredjelande, alt sammen med særligt fokus på behovet for at skabe bedre vilkår for kønsligestilling. Det personlige kendskab og udveksling af erfaringer og ideer er den bedste måde, hvorpå man kan nedbryde fordomme og opbygge en fælles fremtid i et århundrede, som er kaldet til at blive multikulturelt (3). På denne baggrund er det i allerhøjeste grad på sin plads at udnytte og styrke EØSU's potentiale med henblik på at udforske nye fremgangsmåder, der kan forhindre radikalisering af enkeltpersoner eller grupper, ved at trække på EØSU's aktive kontakter og samarbejde med organisationer uden for EU.

4.2.11

Fremme etableringen og konsolideringen af fora, som sigter mod aktiv inddragelse af (hjemmehørende og udenlandske) borgere baseret på tværgående repræsentation af alle befolkningsgrupper tværs over nationalistiske eller religiøse skel.

4.2.12

Tilskynde til forskningsaktiviteter i specialiserede centre og institutter både inden for EU og i samarbejde med forskningscentre i de lande, som er særligt relevante i denne forbindelse. Særligt vigtigt er det at støtte projekter og studier, der har til formål at udforske de processer, som kan føre til manglende tilpasning, rekruttering og voldelig radikalisering, og samspillet mellem de forskellige faktorer.

4.3.1

Sidst, men ikke mindst, bør støtten til de direkte ofre for terrorhandlinger indgå som et centralt element i en overordnet strategi, hvor civilsamfundet påtager sig en vigtig rolle i bekæmpelsen af terrortruslen. For at undgå, at ofrene bliver glemt og socialt marginaliseret, er det på dette område særligt vigtigt at:

4.3.2

Arbejde for at sikre, at ofrene kan udøve alle deres rettigheder til at modtage kompensation (herunder retten til passende økonomisk erstatning) for enhver terrorhandling såvel i hjemlandet som et hvilket som helst andet sted.

4.3.3

Udvikle sociale støttemekanismer (fysiske, psykologiske og økonomiske), som kan hjælpe dem med at overvinde traumaet og undgå at blive låst fast i dæmoniserende eller åbent racistiske eller fremmedfjendske holdninger.

4.3.4

Mobilisere politisk vilje i de nationale regeringer og i EU til at skabe fælles instrumenter, som kan yde disse personer anerkendelse og støtte samt beskytte deres liv.

4.4.1

Idet det antages, at mennesket er det vigtigste aktiv i enhver stat og således også i EU, tilsiger hensynet til personlig sikkerhed, fredsopbygning og forebyggelse af voldelige konflikter på dette område følgende:

4.4.2

Udformning af strategier og flerdimensionelle tilgange for at sikre de mennesker, der bor sammen i et land, og indbyggerne i deres nabolande en værdig levestandard og sikkerhed ud fra den opfattelse, at man ved at fremme deres udvikling og sikkerhed også sikrer sin egen udvikling og sikkerhed.

4.4.3

Begrænsning af og i sidste ende eliminering af ulighederne mellem befolkningsgrupper og lande som det vigtigste middel til at forbedre sikkerheden for alle. Det fælles udgangspunkt for sameksistens og svækkelse af terrortruslen er som altid nøje overholdelse af menneskerettighederne og konsolidering af et demokratisk miljø. Der bør være fri religionsudøvelse og adskillelse mellem religion og offentlige anliggender. Dette indebærer ligeledes, at man ikke kan acceptere, at der findes områder i samfundet, hvor landets love ikke gælder (juridiske gråzoner eller ghettoer med skikke, som ud fra denne synsvinkel er uacceptable).

4.4.4

Erkendelse af, at sikkerhed ikke kan opnås på bekostning af frihed, indskrænkninger af de retlige rammer for et åbent og demokratisk samfund eller anvendelse af metoder til terrorbekæmpelse, som ligner dem, man vil bekæmpe.

4.4.5

Anerkendelse af, at en strategi der — som den, der kræves i terrorbekæmpelsen — nødvendigvis må være tværgående, flerdimensionel og langsigtet, kun kan bære frugt, hvis der stilles specifikke og tilstrækkelige budgetmidler til rådighed fra såvel medlemsstaternes som EU's side.

4.5.1

Terrortruslen er diffus, permanent og global. Enhver kan blive ramt, og den ændrer hele tiden karakter og går nye veje. Dette sammen med fornemmelsen af, at det endnu ikke er lykkedes at fastlægge en passende strategi for dens bekæmpelse, gør det nødvendigt hele tiden at revidere de analyser, vurderinger og metoder, som anvendes i terrorbekæmpelsen. I dette arbejde må alle deltage: såvel regeringer og EU-institutioner som civilsamfundet i sin helhed. I denne indsats, som per definition er fælles, er det også nødvendigt at undersøge mulighederne for at benytte offentlig-private partnerskaber uden at dette på nogen måde må føre til, at der åbnes op for en kontraproduktiv privatisering af sikkerhed og forsvar, som har ét fælles mål: velfærd og sikkerhed for alle (4). Denne indsats må først og fremmest baseres på følgende:

4.5.2

Nødvendigheden af at udarbejde et glosar over termer, som gør det muligt såvel i teori som praksis at nå til enighed om en terminologi, som alle berørte parter og aktører kan orientere sig efter.

4.5.3

Demokratisk kontrol med strategien for bekæmpelse af terrorisme på alle niveauer og i alle dens former.

4.5.4

Erkendelse af den store betydning, som medlemsstaternes udenrigspolitik — og på EU-plan den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP) — samt politikkerne for udviklingssamarbejde på nationalt og EU-plan har med hensyn til forebyggelse af terrorisme og afradikalisering af potentielle terrorister.

4.5.5

Den uomgængelige nødvendighed af passende og vedholdende tildeling af budgetmidler til alle de programmer og foranstaltninger, der anbefales i denne udtalelse.

4.5.6

Det formålstjenlige i at etablere eller i givet fald opretholde kanaler for dialog og samarbejde med aktører og organisationer af social, politisk og økonomisk art såvel inden som uden for EU i bevidstheden om, at denne trussel ikke kan udryddes, hvis man står alene, og at der er fordele ved at koordinere indsatsen, så der kan udformes sammenhængende og holdbare visioner og strategier.