Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021D0671

Rådets afgørelse (EU) 2021/671 af 20. april 2021 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i den skriftlige procedure blandt deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter til vedtagelsen af en afgørelse om at øge den offentlige støtte til eksportkreditter i form af lokale omkostninger

ST/7201/2021/INIT

EUT L 141 af 26.4.2021, pp. 19–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2021/671/oj

26.4.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 141/19


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2021/671

af 20. april 2021

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i den skriftlige procedure blandt deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter til vedtagelsen af en afgørelse om at øge den offentlige støtte til eksportkreditter i form af lokale omkostninger

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Retningslinjerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter (»arrangementet«) finder anvendelse i Unionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 (1).

(2)

Deltagerne i arrangementet blev på deres 145. møde, som fandt sted den 17. november 2020, enige om ved skriftlig procedure at vedtage en afgørelse om at ændre arrangementet for at øge den offentlige støtte til eksportkreditter i form af lokale omkostninger.

(3)

Den påtænkte afgørelse om at øge den offentlige støtte til lokale omkostninger bør tilpasse bestemmelserne om støtte til lokale omkostninger i arrangementet til de fremherskende handels- og produktionsmønstre. Globale værdikæder har ændret eksportørernes indkøbsbeslutninger, og de fleste eksportører indkøber nu forsyninger i flere lande og i stigende grad fra det sted, hvor køberen befinder sig. For at give Unionens eksportører større fleksibilitet og muliggøre optimale indkøbsstrategier bør loftet for offentlig støtte til lokale omkostninger hæves fra 30 % til 40 % af eksportkontraktværdien i højindkomstlande og fra 30 % til 50 % af eksportkontraktværdien i mellem- og lavindkomstlande.

(4)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne til den afgørelse, der skal vedtages af deltagerne i arrangementet ved den skriftlige procedure, bør fastlægges, da den påtænkte afgørelse vil kunne få afgørende indflydelse på EU-retten i medfør af artikel 2 i forordning (EU) nr. 1233/2011 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne ved den skriftlige procedure blandt deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter til vedtagelsen af en afgørelse om at øge den offentlige støtte til eksportkreditter i form af lokale omkostninger, baseres på Unionens forslag (2).

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. april 2021.

På Rådets vegne

A.P. ZACARIAS

Formand


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/76/EF og 2001/77/EF (EUT L 326 af 8.12.2011, s. 45).

(2)  Jf. dokument ST 7202/21 på http://register.consilium.europa.eu.


Top