|
26.4.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 141/19 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2021/671
af 20. april 2021
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i den skriftlige procedure blandt deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter til vedtagelsen af en afgørelse om at øge den offentlige støtte til eksportkreditter i form af lokale omkostninger
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Retningslinjerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter (»arrangementet«) finder anvendelse i Unionen i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 (1). |
|
(2) |
Deltagerne i arrangementet blev på deres 145. møde, som fandt sted den 17. november 2020, enige om ved skriftlig procedure at vedtage en afgørelse om at ændre arrangementet for at øge den offentlige støtte til eksportkreditter i form af lokale omkostninger. |
|
(3) |
Den påtænkte afgørelse om at øge den offentlige støtte til lokale omkostninger bør tilpasse bestemmelserne om støtte til lokale omkostninger i arrangementet til de fremherskende handels- og produktionsmønstre. Globale værdikæder har ændret eksportørernes indkøbsbeslutninger, og de fleste eksportører indkøber nu forsyninger i flere lande og i stigende grad fra det sted, hvor køberen befinder sig. For at give Unionens eksportører større fleksibilitet og muliggøre optimale indkøbsstrategier bør loftet for offentlig støtte til lokale omkostninger hæves fra 30 % til 40 % af eksportkontraktværdien i højindkomstlande og fra 30 % til 50 % af eksportkontraktværdien i mellem- og lavindkomstlande. |
|
(4) |
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne til den afgørelse, der skal vedtages af deltagerne i arrangementet ved den skriftlige procedure, bør fastlægges, da den påtænkte afgørelse vil kunne få afgørende indflydelse på EU-retten i medfør af artikel 2 i forordning (EU) nr. 1233/2011 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne ved den skriftlige procedure blandt deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter til vedtagelsen af en afgørelse om at øge den offentlige støtte til eksportkreditter i form af lokale omkostninger, baseres på Unionens forslag (2).
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 20. april 2021.
På Rådets vegne
A.P. ZACARIAS
Formand
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/76/EF og 2001/77/EF (EUT L 326 af 8.12.2011, s. 45).
(2) Jf. dokument ST 7202/21 på http://register.consilium.europa.eu.