Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019R0357

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/357 af 13. december 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, der opbevares i transaktionsregistre (EØS-relevant tekst.)

    C/2018/8330

    EUT L 81 af 22.3.2019, p. 22–29 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2019/357/oj

    22.3.2019   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 81/22


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2019/357

    af 13. december 2018

    om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, der opbevares i transaktionsregistre

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 af 25. november 2015 om gennemsigtighed af værdipapirfinansieringstransaktioner og vedrørende genanvendelse samt om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 12, stk. 3, litra c) og d), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365 skal de enheder, der er opført i den pågældende artikel, have adgang til oplysningerne om værdipapirfinansieringstransaktioner, således at de kan opfylde deres forpligtelser og mandater. Det er derfor afgørende, at transaktionsregistre kan identificere de berørte modparter og transaktioner præcist. Den adgang, som transaktionsregistre giver, bør omfatte adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner indgået af en modpart, uanset om den pågældende modpart er et moderselskab eller et datterselskab af en anden virksomhed, eller om de pågældende oplysninger vedrører transaktioner indgået gennem en bestemt filial af en modpart, forudsat at den påkrævede adgang vedrører oplysninger, som er nødvendige for at opfylde den relevante enheds forpligtelser og mandater.

    (2)

    Mange af de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, har adskillige og forskellige mandater og behov. For at undgå, at transaktionsregistre løbende skal tjekke, under hvilket mandat eller for hvilket specifikt behov en enhed anmoder om adgang, og således undgå, at de pågældende transaktionsregistre pålægges unødvendige administrative byrder, bør transaktionsregistrene kunne give de enkelte enheder ét enkelt adgangspunkt, som bør omfatte de enkelte enheders mandater og specifikke behov.

    (3)

    Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds (ESMA's) mandater og forpligtelser med hensyn til transaktionsregistre er fastsat ved artikel 5-11, i forordning (EU) 2015/2365 og omfatter bl.a. registrering af transaktionsregistre og tilsyn hermed. Et effektivt tilsyn kræver, at ESMA har fuld adgang til samtlige oplysninger om alle værdipapirfinansieringstransaktioner, som opbevares af samtlige transaktionsregistre.

    (4)

    Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) er en del af Det Europæiske Finanstilsynssystem og har, for så vidt angår finansiel stabilitet og systemiske risici, mandater og forpligtelser, som i høj grad ligner ESMA's. Det er derfor vigtigt, at de pågældende myndigheder i stil med ESMA har adgang til samtlige oplysninger om alle værdipapirfinansieringstransaktioner.

    (5)

    På grund af den tætte forbindelse mellem værdipapirfinansieringstransaktioner og den monetære politik bør medlemmer af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) som omhandlet i artikel 12, stk. 2, litra f), i forordning (EU) 2015/2365 have adgang til samtlige oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, der vedrører den valuta, som det pågældende ESCB-medlem har udstedt, og mere specifikt til samtlige oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, hvor lånet og sikkerhedsstillelsen er udtrykt i den valuta, som det pågældende ESCB-medlem har udstedt.

    (6)

    Nogle af de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, er ansvarlige for at overvåge systemiske risici for den finansielle stabilitet. For at de pågældende enheder kan varetage deres opgaver i forbindelse med det finansielle systems stabilitet på behørig vis, skal de have adgang til den bredest mulige vifte af markedsdeltagere og markedspladser og til de mest omfattende og detaljerede oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, der er til rådighed inden for deres ansvarsområde, som alt efter den berørte enhed kan være en medlemsstat, euroområdet eller Unionen.

    (7)

    Ved Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (2) blev der oprettet en fælles tilsynsmekanisme. Transaktionsregistre bør sikre, at Den Europæiske Centralbank (ECB) har adgang til oplysningerne om alle værdipapirfinansieringstransaktioner indgået af modparter, som inden for den fælles tilsynsmekanisme er omfattet af ECB's tilsyn i henhold til forordning (EU) nr. 1024/2013.

    (8)

    På grund af det mandat og de specifikke behov, som gør sig gældende for de EU-værdipapir- og -markedstilsynsmyndigheder, der er omhandlet i artikel 12, stk. 2, litra i), i forordning (EU) 2015/2365, skal de pågældende myndigheder gives adgang til samtlige oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, der repræsenterer transaktioner eller vedrører markeder, værdipapirer, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, benchmarks, der anvendes som referencer, og modparter, som er omfattet af den pågældende myndigheds tilsynsmæssige forpligtelser og mandater.

    (9)

    I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (3) skal afviklingsmyndigheder gives effektive aktionsmidler i forhold til de enheder, der er omhandlet i det pågældende direktivs artikel 1, stk. 1, for at forhindre afsmitning. De enkelte afviklingsmyndigheder bør derfor have adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, som de pågældende enheder har indberettet.

    (10)

    I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 (4) har Den Fælles Afviklingsinstans ansvaret for, at Den Fælles Afviklingsmekanisme fungerer effektivt og konsekvent, bl.a. ved at udarbejde afviklingsplanerne for de enheder, der er omhandlet i den pågældende forordnings artikel 2. For at gøre det muligt for Den Fælles Afviklingsinstans at udarbejde de pågældende afviklingsplaner bør transaktionsregistre give Afviklingsinstansen adgang til oplysningerne om værdipapirfinansieringstransaktioner indgået af modparter, som er omfattet af forordning (EU) nr. 806/2014.

    (11)

    De myndigheder, der er omhandlet i artikel 12, stk. 2, litra m), i forordning (EU) 2015/2365, omfatter bl.a. de myndigheder, der er kompetente for den fælles tilsynsmekanisme og for tilsyn med kreditinstitutter, investeringsselskaber, forsikrings- og genforsikringsselskaber, investeringsinstitutter, FAIF'er, arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, værdipapircentraler og ikke-finansielle modparter. For at gøre det muligt for de pågældende myndigheder at opfylde deres forpligtelser og mandater på effektiv vis skal de have adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner indberettet af de modparter, som de er ansvarlige for.

    (12)

    De myndigheder, der er omhandlet i artikel 12, stk. 2, litra m), i forordning (EU) 2015/2365, omfatter bl.a. de myndigheder, som er ansvarlige for at meddele tilladelse til og føre tilsyn med centrale modparter. For at gøre det muligt for de pågældende myndigheder at udføre deres opgave på effektiv vis bør de have adgang til oplysningerne om værdipapirfinansieringstransaktioner, der vedrører de centrale modparter, som de fører tilsyn med.

    (13)

    For at sikre en standardiseret og konsekvent adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner og mindske den administrative byrde både for de myndigheder, som har adgang til de pågældende oplysninger, og for transaktionsregistre, som opbevarer de pågældende oplysninger, bør transaktionsregistre følge en specifik procedure til opstilling af de vilkår og betingelser, på hvilke den pågældende adgang vil blive givet, og mere specifikt til oprettelse af den pågældende adgang og løbende operationelle ordninger.

    (14)

    For at sikre fortroligheden af oplysningerne om værdipapirfinansieringstransaktioner bør enhver form for dataudveksling mellem transaktionsregistre og de berørte myndigheder gennemføres via en sikker forbindelse mellem maskiner ved hjælp af datakrypteringsprotokoller.

    (15)

    For at muliggøre en effektiv og virkningsfuld sammenligning og aggregering af oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner på tværs af transaktionsregistre bør der anvendes skemaer i XML-format og XML-meddelelser, der er udviklet i overensstemmelse med ISO 20022-metoden, til at give adgang til de pågældende oplysninger og til kommunikation mellem myndigheder og transaktionsregistre.

    (16)

    For at gøre det muligt for de myndigheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, at gennemføre målrettede undersøgelser er det af afgørende betydning at fremme den direkte og øjeblikkelige adgang til specifikke datasæt og således at opstille en række kombinerbare ad hoc-søgninger vedrørende værdipapirfinansieringstransaktionens modparter, værdipapirfinansieringstransaktionens type, tidshorisonten for værdipapirfinansieringstransaktionens gennemførelse, udløb og afvikling samt værdipapirfinansieringstransaktionens livscyklusstadie.

    (17)

    For at muliggøre den direkte og øjeblikkelige adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner og gøre det lettere for de berørte myndigheder og transaktionsregistrene at tilrettelægge deres interne dataprocesser, bør transaktionsregistrenes frister for at give myndighederne adgang til de pågældende oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner harmoniseres.

    (18)

    Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ESMA har forelagt Kommissionen i overensstemmelse med proceduren i artikel 10 i forordning (EU) nr. 1095/2010 (5).

    (19)

    ESMA har afholdt åbne offentlige høringer om disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, analyseret de potentielle omkostninger og fordele og anmodet ESMA's interessentgruppe for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold artikel 37 i forordning (EU) nr. 1095/2010, om en udtalelse —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, der skal gøres tilgængelige

    Transaktionsregistre skal sikre, at oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, som er gjort tilgængelige for de enkelte enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365 i overensstemmelse med artikel 3, omfatter følgende oplysninger:

    a)

    indberetningerne af de værdipapirfinansieringstransaktioner, der er indberettet i overensstemmelse med tabel 1-4 i bilaget til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/356 (6), herunder den seneste handel med de værdipapirfinansieringstransaktioner, der ikke er udløbet, eller som ikke har været genstand for en indberetning af handlingstypen »Error« (fejl), »Termination/Early termination« (afvikling/tidlig afvikling) eller »Position component« (positionskomponent) som omhandlet i felt 98 i tabel 2 i bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/363 (7)

    b)

    de relevante oplysninger om indberetninger af værdipapirfinansieringstransaktioner, som transaktionsregistret har afvist, herunder alle indberetninger af værdipapirfinansieringstransaktioner, som blev afvist i løbet af den foregående arbejdsdag, og begrundelserne for afvisningen heraf som præciseret i overensstemmelse med tabel 2 i bilag I til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/358 (8)

    c)

    afstemningsstatus for alle indberettede værdipapirfinansieringstransaktioner, som transaktionsregistret har gjort til genstand for afstemningsprocessen i overensstemmelse med Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/358, undtagen de værdipapirfinansieringstransaktioner, som er udløbet, eller som har været genstand for indberetninger af værdipapirfinansieringstransaktioner af handlingstypen »Error« (fejl), »Termination/Early termination« (afvikling/tidlig afvikling) eller »Position component« (positionskomponent), der blev modtaget mere end en måned før den dato, hvor afstemningsprocessen finder sted.

    Artikel 2

    Ét enkelt adgangspunkt

    Transaktionsregistre skal give de enheder, som har adskillige forpligtelser eller mandater i henhold til artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, ét enkelt adgangspunkt til oplysningerne om alle værdipapirfinansieringstransaktioner, som er omfattet af de pågældende forpligtelser og mandater.

    Artikel 3

    Adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner i overensstemmelse med de enkelte berørte myndigheders mandat og særlige behov

    1.   Transaktionsregistre skal give ESMA adgang til alle oplysninger om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, således at ESMA kan udøve sine tilsynsbeføjelser i overensstemmelse med myndighedens forpligtelser og mandater.

    2.   Transaktionsregistre skal give EBA, EIOPA og ESRB adgang til alle oplysninger om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner.

    3.   Transaktionsregistre skal give en myndighed, som fører tilsyn med markedspladser, adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, som gennemføres på de pågældende markedspladser.

    4.   Transaktionsregistre skal give et medlem af ESCB, hvis medlemsstats valuta er euroen, og ECB adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner:

    a)

    hvis de værdipapirer, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, blev udstedt af eller udbudt på vegne af en enhed, der er etableret i en medlemsstat, hvis valuta er euroen

    b)

    hvis de værdipapirer, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, er statsobligationer fra en medlemsstat, hvis valuta er euroen

    c)

    hvis den valuta, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, er euroen.

    5.   Transaktionsregistre skal give et medlem af ESCB, hvis medlemsstats valuta ikke er euroen, adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner:

    a)

    hvis de værdipapirer, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, blev udstedt af eller udbudt på vegne af en enhed, der er etableret i det pågældende ESCB-medlems medlemsstat

    b)

    hvis de værdipapirer, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, er statsobligationer fra det pågældende ESCB-medlems medlemsstat

    c)

    hvis den valuta, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, er den valuta, der udstedes af det pågældende ESCB-medlems medlemsstat.

    6.   Transaktionsregistre skal give en myndighed, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, som overvåger systemiske risici for den finansielle stabilitet i euroområdet, adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, som er indgået på markedspladser, eller af modparter, som er omfattet af den pågældende myndigheds forpligtelser og mandater ved overvågning af systemiske risici for den finansielle stabilitet i euroområdet. Transaktionsregistre skal også give den pågældende myndighed adgang til oplysningerne om værdipapirfinansieringstransaktionerne i samtlige filialer af modparter etableret i et tredjeland, som driver forretning i en medlemsstat, hvis valuta er euroen.

    7.   Transaktionsregistre skal give en myndighed, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, som overvåger systemiske risici for den finansielle stabilitet, og hvis medlemsstats valuta ikke er euroen, adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, som er indgået på markedspladser, eller af modparter, som er omfattet af den pågældende myndigheds forpligtelser og mandater ved overvågning af systemiske risici for den finansielle stabilitet i en medlemsstat, hvis valuta ikke er euroen. Transaktionsregistre skal også give den pågældende myndighed adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner i samtlige filialer af modparter etableret i et tredjeland, som driver forretning i den pågældende myndigheds medlemsstat.

    8.   Transaktionsregistre skal give ECB, når banken varetager sine opgaver inden for den fælles tilsynsmekanisme i henhold til Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013, adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner indgået af modparter, som inden for den fælles tilsynsmekanisme er omfattet af ECB's tilsyn i henhold til forordning (EU) nr. 1024/2013.

    9.   Transaktionsregistre skal give en myndighed i et tredjeland, i forhold til hvilken der er vedtaget en gennemførelsesretsakt i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning (EU) 2015/2365, adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, der er omfattet af tredjelandsmyndighedens mandat og forpligtelser i overensstemmelse med bestemmelserne i ovennævnte gennemførelsesretsakt.

    10.   Transaktionsregistre skal give en myndighed udpeget i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF (9) adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, for hvilke det værdipapir, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, er et værdipapir udstedt af et selskab, som opfylder en eller flere af følgende betingelser:

    a)

    selskabet er optaget til handel på et reguleret marked, der er etableret inden for den pågældende myndigheds medlemsstat, og overtagelsestilbuddene for det pågældende selskabs værdipapirer er omfattet af den pågældende myndigheds tilsynsmæssige forpligtelser og mandater

    b)

    selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted eller hovedkontor i den pågældende myndigheds medlemsstat, og overtagelsestilbuddene for det pågældende selskabs værdipapirer er omfattet af den pågældende myndigheds tilsynsforpligtelser og mandater

    c)

    selskabet er en tilbudsgiver som defineret i artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2004/25/EF for de selskaber, der er omhandlet i litra a) eller b), og den modydelse, det tilbyder, omfatter værdipapirer.

    11.   Transaktionsregistre skal give en myndighed, der er opført i artikel 12, stk. 2, litra i), i forordning (EU) 2015/2365, adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, der repræsenterer transaktioner eller vedrører markeder, værdipapirer, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, benchmarks, der anvendes som referencer, og modparter, som er omfattet af den pågældende myndigheds tilsynsmæssige forpligtelser og mandater. Transaktionsregistre skal også give den pågældende myndighed adgang til oplysningerne om værdipapirfinansieringstransaktionerne i samtlige filialer af modparter etableret i et tredjeland, som driver forretning i myndighedens medlemsstat.

    12.   Transaktionsregistre skal give Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, hvis den råvare, der anvendes som ud- eller indlån eller er stillet som sikkerhed, er energi.

    13.   Transaktionsregistre skal give en afviklingsmyndighed som omhandlet i artikel 12, stk. 2, litra k), i forordning (EU) 2015/2365 adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, der er indgået af:

    a)

    en modpart, som er omfattet af den pågældende myndigheds tilsynsmæssige forpligtelser og mandater

    b)

    en filial af en modpart etableret i et tredjeland, som driver forretning i den pågældende afviklingsmyndigheds medlemsstat og er omfattet af dens forpligtelser og mandater.

    14.   Transaktionsregistre skal give Den Fælles Afviklingsinstans adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner indgået af modparter, som er omfattet af forordning (EU) nr. 806/2014.

    15.   Transaktionsregistre skal give en kompetent myndighed opført i artikel 12, stk. 2, litra m), i forordning (EU) 2015/2365 adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, der er indgået af:

    a)

    en modpart, som er omfattet af den pågældende myndigheds tilsynsmæssige forpligtelser og mandater

    b)

    en filial af en modpart etableret i et tredjeland, som driver forretning i den pågældende kompetente myndigheds medlemsstat og er omfattet af dens forpligtelser og mandater.

    16.   Transaktionsregistre skal give en myndighed, der fører tilsyn med en central modpart (CCP), og det medlem af ESCB, som fører tilsyn med den pågældende CCP, adgang til oplysningerne om samtlige værdipapirfinansieringstransaktioner, som clearet eller indgået af den pågældende CCP.

    Artikel 4

    Oprettelse af adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner

    1.   Transaktionsregistre skal:

    a)

    udpege en eller flere personer, som er ansvarlige for kontakten til de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365

    b)

    på deres websted offentliggøre de instrukser, som de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, skal følge for at få adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner

    c)

    give de enheder, som er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, et skema som omhandlet i stk. 2

    d)

    oprette adgangen til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner for de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, udelukkende på grundlag af oplysninger i det skema, der stilles til rådighed

    e)

    oprette de tekniske ordninger, som er nødvendige for, at de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, kan få adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner i overensstemmelse med artikel 5

    f)

    give de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, direkte og øjeblikkelig adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, senest 30 kalenderdage efter at den pågældende enhed har indgivet en anmodning om oprettelse af en sådan adgang.

    2.   Transaktionsregistre skal udarbejde et skema, som skal anvendes af de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, når de indgiver en anmodning om oprettelse af adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner. Det pågældende skema skal indeholde oplysninger om følgende:

    a)

    enhedens navn

    b)

    enhedens kontaktperson

    c)

    enhedens juridiske forpligtelser og mandater

    d)

    en oversigt over bemyndigede brugere af de oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, som der anmodes om

    e)

    legitimationsoplysninger med henblik på en sikker SSH FTP-forbindelse

    f)

    andre tekniske oplysninger, som er relevante for enhedens adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner

    g)

    hvorvidt enheden er kompetent i forhold til modparter i sin medlemsstat, euroområdet eller Unionen

    h)

    de typer modparter, i forhold til hvilke enheden er kompetent, jf. klassifikationen i tabel 1 i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2019/363

    i)

    de typer værdipapirfinansieringstransaktioner, som er omfattet af enhedens tilsyn

    j)

    alle medlemsstater, hvor udstederen af værdipapirer, der er anvendt som ud- eller indlån eller stillet som sikkerhed, er omfattet af enhedens tilsyn, hvis det er relevant

    k)

    alle medlemsstater, hvor de råvarer, der er anvendt som ud- eller indlån eller stillet som sikkerhed, er omfattet af enhedens tilsyn, hvis det er relevant

    l)

    de markedspladser, som er omfattet af enhedens tilsyn, hvis det er relevant

    m)

    de CCP'er, som er omfattet af enhedens tilsyn, hvis det er relevant

    n)

    den valuta, som enheden udsteder, hvis det er relevant

    o)

    de benchmarks, der anvendes i Unionen, og hvis administrator enheden er kompetent i forhold til, hvis det er relevant.

    Artikel 5

    Operationeller ordninger for adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner

    1.   Transaktionsregistre skal oprette og opretholde de tekniske ordninger, der er nødvendige for, at de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, kan etablere en forbindelse til transaktionsregistret ved hjælp af en sikker grænseflade mellem maskiner.

    Transaktionsregistre skal med henblik på første afsnit anvende SSH-filoverførselsprotokollen og standardiserede XML-meddelelser, der er udviklet i overensstemmelse med ISO 20022-metoden, til at kommunikere via nævnte grænseflade.

    2.   Transaktionsregistre skal oprette og opretholde de tekniske ordninger, der er nødvendige for, at de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, kan udarbejde forud fastsatte periodiske anmodninger om adgang i overensstemmelse med artikel 1, 2 og 3 til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, som er nødvendige for, at de pågældende enheder kan opfylde deres forpligtelser og mandater.

    3.   Transaktionsregistre skal efter anmodning give de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, adgang til værdipapirfinansieringstransaktioner, som er omfattet af deres forpligtelser og mandater i overensstemmelse med artikel 3, på grundlag af enhver kombination af følgende felter som omhandlet i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2019/363:

    a)

    tidsstempel for indberetningen

    b)

    indberettende modpart

    c)

    anden modpart

    d)

    filial af den indberettende modpart

    e)

    filial af den anden modpart

    f)

    den indberettende modparts sektor

    g)

    type indberettende modpart

    h)

    mægler

    i)

    indberettende enhed

    j)

    modtager

    k)

    type værdipapirfinansieringstransaktion

    l)

    type sikkerhedsstillelseskomponent

    m)

    markedsplads

    n)

    tidsstempel for gennemførelse

    o)

    udløbsdato

    p)

    afviklingsdato

    q)

    CCP

    r)

    handlingstype.

    4.   Transaktionsregistre skal oprette og opretholde den tekniske kapacitet til at give direkte og øjeblikkelig adgang til de oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, som er nødvendige for, at de enheder, som er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, kan opfylde deres mandater og forpligtelser. Adgang til nævnte oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner gives i overensstemmelse med følgende frister:

    a)

    hvis der anmodes om adgang til oplysninger om udestående værdipapirfinansieringstransaktioner eller om værdipapirfinansieringstransaktioner, der enten er udløbet, eller som har været genstand for indberetninger af handlingstypen »Error« (fejl), »Termination/Early termination« (afvikling/tidlig afvikling) eller »Position component« (positionskomponent) som omhandlet i felt 98 i tabel 2 i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2019/363, som blev foretaget højst et år inden den dato, hvor anmodningen blev indgivet: senest kl. 12.00 UTC den første kalenderdag efter den dag, hvor anmodningen om adgang indgives

    b)

    hvis der anmodes om adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, der enten er udløbet, eller som har været genstand for indberetninger af handlingstypen »Error« (fejl), »Termination/Early termination« (afvikling/tidlig afvikling) eller »Position component« (positionskomponent) som omhandlet i felt 98 i tabel 2 i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2019/363, som blev foretaget mere end et år inden den dato, hvor anmodningen blev indgivet: senest tre arbejdsdage efter at anmodningen om adgang blev indgivet

    c)

    hvis der anmodes om adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, som er omfattet af både litra a) og b): senest tre arbejdsdage efter at anmodningen om adgang indgives.

    5.   Transaktionsregistre skal bekræfte modtagelse af anmodninger og verificere, at anmodninger om adgang til oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, der indgives af de enheder, som er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365, er fuldstændige og korrekte, og skal underrette nævnte enheder om resultatet af nævnte verifikation senest 60 minutter efter anmodningens indgivelse.

    6.   Transaktionsregistre skal anvende elektronisk signatur og datakrypteringsprotokoller for at sikre fortroligheden, integriteten og beskyttelsen af de oplysninger, der stilles til rådighed for de enheder, der er opført i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/2365.

    Artikel 6

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 13. december 2018.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 337 af 23.12.2015, s. 1.

    (2)  Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190).

    (4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 225 af 30.7.2014, s. 1).

    (5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).

    (6)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/356 af 13. december 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer de oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner, der skal indberettes til transaktionsregistre (se side 1 i denne EUT).

    (7)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/363 af 13. december 2018 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for formatet for og hyppigheden af indberetninger til transaktionsregistre i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 af nærmere oplysninger om værdipapirfinansieringstransaktioner og om ændring af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1247/2012 for så vidt angår anvendelsen af indberetningskoder i forbindelse med indberetning af derivataftaler (se side 85 i denne EUT).

    (8)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/358 af 13. december 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 for så vidt reguleringsmæssige tekniske standarder for transaktionsregistres indsamling, verifikation, aggregering, sammenligning og offentliggørelse af data om værdipapirfinansieringstransaktioner (se side 30 i denne EUT).

    (9)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud (EUT L 142 af 30.4.2004, s. 12).


    Top