This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32019D1298
Council Decision (CFSP) 2019/1298 of 31 July 2019 in support of an Africa-China-Europe dialogue and cooperation on preventing the diversion of arms and ammunition in Africa
Rådets afgørelse (FUSP) 2019/1298 af 31. juli 2019 til støtte for en Afrika-Kina-Europa-dialog og samarbejde om forhindring af omdirigering af våben og ammunition i Afrika
Rådets afgørelse (FUSP) 2019/1298 af 31. juli 2019 til støtte for en Afrika-Kina-Europa-dialog og samarbejde om forhindring af omdirigering af våben og ammunition i Afrika
ST/10928/2019/INIT
EUT L 204 af 2.8.2019, pp. 37–43
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force
|
2.8.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 204/37 |
RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2019/1298
af 31. juli 2019
til støtte for en Afrika-Kina-Europa-dialog og samarbejde om forhindring af omdirigering af våben og ammunition i Afrika
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Våbenhandelstraktaten (ATT) trådte i kraft den 24. december 2014, og alle medlemsstater har undertegnet den. ATT har til formål at fastlægge de højest mulige fælles internationale standarder med henblik på at regulere lovlig handel med konventionelle våben og forhindre og afskaffe ulovlig handel med konventionelle våben samt forhindre uretmæssig spredning deraf. |
|
(2) |
Den 19. november 2018 vedtog -Rådet EU-strategien til bekæmpelse af ulovlige skydevåben, håndvåben og lette våben samt ammunition hertil: »Sikring af våben, beskyttelse af borgerne« (»strategien«). En fuldstændig og effektiv gennemførelse af FN's handlingsprogram fra 2001 om forebyggelse, bekæmpelse og afskaffelse af alle aspekter ved ulovlig handel med håndvåben og lette våben er hovedformålet med -strategien. Strategien fastslår, at EU fortsat vil fremme ansvarlig og effektiv våbeneksportkontrol, og at det vil fortsætte sin støtte til universalisering og gennemførelse af ATT. Strategien fastslår også, at EU vil fortsætte med at støtte Den Afrikanske Union og relevante regionale økonomiske fællesskaber i deres indsats mod ulovlig handel med håndvåben og lette våben samt ammunition hertil. |
|
(3) |
I januar 2017 vedtog den 28. ordinære samling i Den Afrikanske Unions Forsamling den Afrikanske Unions hovedkøreplan med praktiske skridt til at bringe våbnene til tavshed i Afrika senest i 2020 (»African Union Master Roadmap of Practical Steps to Silence the Guns in Africa by Year 2020«), hvorved Den Afrikanske Unions medlemsstater forpligtede sig til at: bremse den ulovlige indstrømning og omsætning af ulovlige våben, hindre oprøreres/guerillaers adgang til våben og afskære forbindelserne mellem leverandører og modtagere af ulovlige våben, herunder ved at indføre forbud, i overensstemmelse med ATT. |
|
(4) |
I sine konklusioner om en EU-strategi over for Kina af 18. juli 2016 støttede Rådet etableringen af en regelmæssig og indholdsrig EU-dialog med Kina med henblik på sammen med medlemsstaterne at nå til større enighed om nedrustning, ikkespredning, terrorbekæmpelse, migration og cybersikkerhed. |
|
(5) |
Den 30. juni 2018 blev der på De Forenede Nationers tredje konference om gennemgang af fremskridt med gennemførelsen af FN's handlingsprogram mod ulovlige håndvåben og lette våben vedtaget et slutdokument, hvori staterne fornyer deres tilsagn om at forhindre og bekæmpe omdirigering af håndvåben og lette våben. Staterne bekræfter på ny deres vilje til at fortsætte det internationale samarbejde og til at styrke det regionale samarbejde gennem bedre samordning, høring, informationsudveksling og operationelt samarbejde med inddragelse af relevante regionale og subregionale organisationer samt retshåndhævende myndigheder, grænsekontrolmyndigheder og eksport- og importtilladelsesudstedende myndigheder. Staterne forpligter sig også til at udveksle og i overensstemmelse med staternes nationale retlige rammer og sikkerhedskrav anvende indhøstede erfaringer og bedste praksis vedrørende eksport-, import- og transitkontrol med håndvåben og lette våben, herunder certificeringsprocesser og slutbrugercertifikater. |
|
(6) |
2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling bekræfter, at bekæmpelsen af ulovlig handel med håndvåben og lette våben er nødvendig for at nå mange af målene for bæredygtig udvikling, herunder målene vedrørende fred, retfærdighed og stærke institutioner, fattigdomsbekæmpelse, økonomisk vækst, sundhed, ligestilling mellem kønnene og sikre byer. Derfor har alle stater i kraft af verdensmål 16.4 forpligtet sig væsentligt at reducere ulovlige penge- og våbenstrømme. |
|
(7) |
Den 27. februar 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/121/FUSP (1) om støtte til aktiviteter til fremme af EU-Kina-Afrika-dialogen og samarbejdet om kontrol med konventionelle våben. Dette projekt blev gennemført af Saferworld med positive resultater, men der skal gøres mere på dette område for at nå de mål, der er fastlagt i afgørelsen. |
|
(8) |
Siden 2008 har Rådet vedtaget 11 afgørelser til støtte for outreach med henblik på ansvarlig våbeneksportkontrol i overensstemmelse med ATT og Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (2), men samarbejde med Kina herom har været begrænset — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Formålet med denne afgørelse er at bidrage til at forhindre og bekæmpe omdirigering af våben og ammunition i Afrika.
2. Med henblik på stk. 1 støtter Unionen følgende målsætninger:
|
a) |
at øge bevidstheden blandt interessenter i Afrika, Kina og Unionen om, hvordan den ulovlige strøm af våben, navnlig håndvåben og lette våben (SALW) samt ammunition hertil, til uautoriserede aktører i væsentligt omfang er med til at forværre usikkerheden og volden i forskellige dele af Afrika og herved undergraver den sociale samhørighed, den offentlige sikkerhed, den socioøkonomiske udvikling og de statslige institutioners effektive funktion |
|
b) |
at fremme ansvarliggørelse og ansvarlighed med hensyn til lovlig våbenhandel og ved at demonstrere over for interessenterne i Afrika, Kina og Unionen, hvordan effektiv våbeneksportkontrol kan bidrage til at mindske risikoen for omdirigering af våben til det ulovlige marked. |
3. For at opfylde disse målsætninger støtter denne afgørelse, at der oprettes og udvikles en fælles ikkestatslig Afrika-Kina-Europa-ekspertgruppe om kontrol med konventionelle våben (»ekspertgruppen«), hvis vigtigste opgaver vil bestå i at øge bevidstheden og engagementet og sørge for, at de politiske samfund i Afrika, Kina og Unionen iværksætter foranstaltninger, og at styrke det regionale og internationale samarbejde for at forhindre, at våben og ammunition omdirigeres i Afrika.
4. De forventede resultater af denne afgørelse er følgende:
|
a) |
en bedre forståelse af virkningerne af omdirigering og misbrug af våben i Afrika som følge af fælles forskning og handlingsorienteret analyse foretaget af forskere og akademikere fra Afrika, Kina og Unionen med anbefalinger om specifikke projekter, der støttes af Kina |
|
b) |
øget bevidsthed blandt interessenterne i Afrika, Kina og Unionen om den rolle, som effektiv våbeneksportkontrol spiller med hensyn til at mindske risikoen for omdirigering og afbøde de negative virkninger af ulovlige våben og ulovlig ammunition i Afrika |
|
c) |
et øget bidrag fra Kina til relevante internationale og regionale initiativer, herunder Den Afrikanske Unions initiativ til at bringe våbnene til tavshed i Afrika senest i 2020 og gennemførelsen af ATT |
|
d) |
en overvejelse om at sætte kontrol med håndvåben på dagsordenen for Forummet for Kinesisk-Afrikansk Samarbejde (FOCAC) |
|
e) |
oprettelsen af nye fora med deltagelse af eksperter fra regeringer, civilsamfund, erhvervsliv og den akademiske verden i Afrika, Kina og Unionen, som vil give input til den strategiske dialog på højt plan mellem EU og Kina. |
5. De direkte projektmodtagere vil være omkring 500 aktører fra det politiske samfund i Afrika, Kina og Unionen, herunder ikkestatslige organisationer, tænketanke, repræsentanter for erhvervslivet, embedsmænd med ansvar for kontrol med konventionelle våben, og parlamentarikere. De indirekte projektmodtagere vil være befolkningen, lokalsamfund, grupper og enkeltpersoner i Afrika, for hvem spredningen af ulovlige våben og ulovlig ammunition på kontinentet har negative følger.
6. Bilaget til denne afgørelse indeholder en detaljeret beskrivelse af projektet.
Artikel 2
1. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»HR«) har ansvaret for gennemførelsen af denne afgørelse.
2. Den tekniske gennemførelse af det i artikel 1 omhandlede projekt foretages af den ikkestatslige organisation Saferworld.
3. Saferworld udfører sine opgaver under HR's ansvar. Med henblik herpå indgår HR de nødvendige ordninger med Saferworld.
Artikel 3
1. Det finansielle referencegrundlag for gennemførelsen af det i artikel 1 omhandlede projekt, der finansieres af Unionen, er på 994 007 EUR.
2. De udgifter, der finansieres med referencebeløbet i stk. 1, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens budget.
3. Kommissionen fører tilsyn med, at de udgifter, der er omhandlet i stk. 1, forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår Kommissionen den fornødne finansieringsaftale med Saferworld. Det skal fremgå af aftalen, at Saferworld skal sikre, at Unionens bidrag bliver synligt i en grad, der svarer til dets størrelse.
4. Kommissionen bestræber sig på at indgå den finansieringsaftale, der er omhandlet i stk. 3, snarest muligt efter denne afgørelses ikrafttræden. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i forbindelse med processen og om datoen for indgåelse af finansieringsaftalen.
Artikel 4
1. HR aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af regelmæssige rapporter, som Saferworld udarbejder hvert kvartal. Disse rapporter skal danne grundlag for den evaluering, som Rådet skal foretage.
2. Kommissionen aflægger rapport om de finansielle aspekter af det i artikel 1 omhandlede projekt.
Artikel 5
1. Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
2. Den udløber 36 måneder efter datoen for indgåelse af den finansieringsaftale, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3. Den udløber dog seks måneder efter ikrafttrædelsesdatoen, hvis der ikke er indgået en aftale i denne periode.
Udfærdiget i Bruxelles, den 31. juli 2019.
På Rådets vegne
T. TUPPURAINEN
Formand
(1) Rådets afgørelse 2012/121/FUSP af 27. februar 2012 om støtte til aktiviteter til fremme af EU-Kina-Afrika-dialogen og samarbejdet om kontrol med konventionelle våben (EUT L 54 af 28.2.2012, s. 8).
(2) Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99).
BILAG
AFRIKA-KINA-EUROPA-DIALOG OG SAMARBEJDE OM FORHINDRING AF OMDIRIGERING AF VÅBEN OG AMMUNITION I AFRIKA
1. Beskrivelse af projekt og aktiviteter
Projektet vil bestå af to hovedfaser, sammenfattet nedenfor under afsnit 1.1 om oprettelse af en ekspertgruppe og afsnit 1.2 om outreach til interessenter i Afrika, Kina og Unionen for at fremme foranstaltninger, der skal gennemføres for at forhindre omdirigering af våben og ammunition i Afrika.
1.1. Fase 1: Oprettelse og udvikling af en fælles ikkestatslig Afrika-Kina-Europa-ekspertgruppe om forhindring af omdirigering af våben og ammunition i Afrika.
1.1.1. Målsætninger
Nedsætte en fælles ikkestatslig Afrika-Kina-Europa-ekspertgruppe, der samler ikkestatslige eksperter fra Afrika, Kina og Unionen, som vil deltage i outreach til interessenter i Afrika, Kina og Unionen og støtte den trilaterale dialog og det trilaterale samarbejde om at forhindre omdirigering af våben og ammunition i Afrika med henblik på:
|
a) |
at beskrive de sikkerhedsmæssige, socioøkonomiske og humanitære omkostninger ved omdirigering af våben, navnlig håndvåben og lette våben samt ammunition hertil, i Afrika og vise, hvordan bedre kontrol med våbenoverførsel, også på leverancesiden, kan være med til at mindske risikoen for, at våben omdirigeres til uautoriserede aktører |
|
b) |
at give input til den strategiske dialog på højt plan mellem EU og Kina, navnlig vedrørende samarbejdet om sikkerhed og våbenkontrol i Afrika |
|
c) |
at dele information, idéer, ekspertise og forskning blandt gruppens medlemmer og vurdere effektiviteten af de nuværende politikker og initiativer |
|
d) |
aktivt at tage kontakt til og fremsætte anbefalinger til statslige interessenter. Embedsmænd fra Afrika, Kina, Unionen og medlemsstaterne vil blive opfordret til at observere og bidrage til arbejdet i ekspertgruppen. |
1.1.2. Aktiviteter
De aktiviteter, der skal støttes i forbindelse med gennemførelsen af opgaverne i fase 1, er bl.a. følgende:
|
a) |
Saferworld kortlægger og udvikler en deltagelsesbaseret tilgang til vigtige partnere og interessenter i regeringer, erhvervsliv, civilsamfundsorganisationer, akademiske institutioner, multilaterale agenturer samt aktører på regionalt og lokalt plan, som vil være afgørende for projektets succes og bæredygtighed |
|
b) |
på grundlag af resultaterne fra et tidligere EU-projekt støttet i henhold til afgørelse 2012/121/FUSP skal der i) tilrettelægges op til 20 forberedende og opfølgende møder i Afrika, Kina og Europa for at øge kendskabet til projektet, herunder dets struktur og tidsplan, og sikre støtte fra relevante myndigheder, ii) udpeges centrale eksperter i Afrika, Kina og Den Europæiske Union til deltagelse i ekspertgruppen, iii) udarbejdes detaljerede arbejdsplaner for oprettelse og operationalisering af ekspertgruppen, iv) etableres et projektkoordineringshold, v) foretages en afgrænsning og fordeling af ansvarsområder blandt holdets medlemmer og vi) foretages overvågning og evaluering af fremskridt med gennemførelsen af aktiviteter |
|
c) |
oprettelse af en Afrika-Kina-Europa-ekspertgruppe til støtte for trilateral dialog og trilateralt samarbejde. I ekspertgruppen forventes at indgå ni eksperter i kontrol med håndvåben fra Afrika, Kina og Europa, der kommer fra tænketanke, forskningscentre og akademiske institutioner og udvælges på grundlag af deres interesser, ekspertise og evne til at deltage i projektet |
|
d) |
oprettelse af et websted for ekspertgruppen, der skal fungere som onlineplatform for dennes offentlige grænseflade |
|
e) |
tre møder i ekspertgruppen (et i Afrika, et i Kina og et i Europa) med henblik på interaktion og fælles læring blandt ekspertgruppens medlemmer og embedsmænd fra Afrika, Kina og Den Europæiske Union og dens medlemsstater samt for at udstikke retningslinjer for gennemførelsen af oplysnings- og forskningsaktiviteter. |
1.1.3. Resultater
Ekspertgruppen bliver fundamentet for den dialogproces, der fremmes ved denne afgørelse, og vil spille en afgørende rolle med hensyn til at samle eksperter i kontrol med håndvåben fra Afrika, Kina og Europa, bidrage til at slå bro over kløften mellem forskersamfund og politiske samfund og sikre, at projektets resultater rent faktisk overføres til regeringerne i Afrika, Kina og Europa og til EU's institutioner.
1.2. Fase 2: Outreach til statslige interessenter i Afrika, Kina og EU om forhindring af omdirigering og bekæmpelse af ulovlig besiddelse, overførsel og brug af våben og ammunition i Afrika.
1.2.1. Målsætninger
|
a) |
opnå en mindsket omdirigering af våben og ammunition på det afrikanske kontinent og dermed reducere truslerne mod menneskers sikkerhed og bidrage til et fredeligt og sikkert miljø for afrikanske borgere og fremme udvikling |
|
b) |
støtte de afrikanske stater i at gennemføre Den Afrikanske Unions hovedkøreplan med praktiske skridt til at bringe våbnene til tavshed i Afrika senest i 2020 og de regionale økonomiske fællesskabers relevante strategier |
|
c) |
fremme synergier med gennemførelsen af andre relevante internationale og regionale initiativer, herunder ATT, FN's handlingsprogram om håndvåben og lette våben samt FN's våbenprotokol |
|
d) |
samordne og skabe synergi med relevante EU-støttede initiativer i Afrika, herunder EU's våbeneksportkontrolprojekter og ATT-outreachprojekter, der støttes ved Rådets afgørelse (FUSP) 2018/299 (1) og (FUSP) 2018/101 (2), og iTrace-projektet fra Conflict Armament Research Ltd., der støttes ved Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2283 (3) |
|
e) |
engagere sig i den flerårige juridiske gennemgangsproces, der er i gang i Kina, og som vil føre til vedtagelsen af en ny eksportkontrollov |
|
f) |
støtte kontrollen med håndvåben på lokalsamfundsplan ved at opsøge mennesker på græsrodsplan og give dem mulighed for at komme til orde og foreslå, hvordan de menneskelige omkostninger ved ulovlige våben og ulovlig ammunition kan reduceres |
|
g) |
støtte fælles forskning og handlingsorienteret analyse foretaget af eksperter fra Afrika, Kina og Unionen om problemerne i forbindelse med omdirigering og misbrug af våben og ammunition i Afrika med anbefalinger om specifikke foranstaltninger, der bidrager til at imødegå og mindske truslerne i forbindelse med ulovlige våben og ulovlig ammunition. Disse kan f.eks. være: eksportkontrol, sikker og sikret opbevaring af våben og ammunition, destruktion af overskydende våben og ammunition, mærkning, registrering og sporing, herunder samarbejde med de FN-missioner, der har til opgave at identificere og spore ulovlige våben, overvågning og håndhævelse af våbenembargoer samt udveksling af operationelle informationer for at ødelægge netværk for ulovlig handel med våben. |
1.2.2. Aktiviteter
De aktiviteter, der skal støttes i forbindelse med gennemførelsen af opgaverne i fase 2, er bl.a. følgende:
|
a) |
to seminarer (et i Afrika og et i Kina) om fremme af ansvarliggørelse og ansvarlighed med hensyn til våbenhandel og forhindring af omdirigering af våben og ammunition til uautoriserede og destabiliserende aktører i Afrika, der skal afholdes i regi af ekspertgruppen, hvis medlemmer vil hjælpe Saferworld og deltage i arrangementerne |
|
b) |
udarbejdelse og formidling af et baggrundsnotat om bekæmpelse af spredning af ulovlige våben og ulovlig ammunition i Afrika med anbefalinger til FOCAC, inden FOCAC afholdes i 2021 |
|
c) |
udarbejdelse og formidling af et baggrundsnotat på engelsk og kinesisk om spredning af ulovlige våben og ulovlig ammunition i Afrika med fokus på, hvad leverandørstater kan gøre for at mindske risikoen for omdirigering |
|
d) |
ekspertgruppen foretager tre feltundersøgelser, hver af 10 dages varighed, i tre udvalgte afrikanske lande for at løse problemerne i forbindelse med spredning og ukontrolleret udbredelse af ulovlige våben og ulovlig ammunition (herunder kompleksiteten af omdirigeringsprocesserne fra godkendte overførsler eller godkendt besiddelse samt problematiske grænseoverskridende fænomener som f.eks. kvægtyveri, der næres af spredningen af ulovlige våben og ulovlig ammunition) |
|
e) |
tre forskningsdokumenter (på kinesisk, engelsk og fransk) udarbejdet af ekspertgruppen vedrørende feltundersøgelsen, der indeholder anbefalinger om praktiske foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlige våben og ulovlig ammunition og har særligt fokus på den rolle, som våbenleverandører i Afrika, Kina og Unionen spiller for at mindske risikoen for omdirigering |
|
f) |
omkring 20 bilaterale møder med embedsmænd fra Afrika, Kina og medlemsstaterne for at dele og effektivt formidle ekspertgruppens anbefalinger, opbygge bevidsthed og politisk momentum for samarbejdsprojekter på embedsmandsplan |
|
g) |
udarbejdelse og formidling af en forskningsrapport (på kinesisk, engelsk og fransk) om spredning af ulovlige våben og ulovlig ammunition i Afrika, som skal vurdere effektiviteten af nuværende foranstaltninger og vil indeholde anbefalinger til realiserbare projekter, som gøre det lettere at bekæmpe ulovlige våben og ulovlig ammunition og dermed mindske deres skadelige virkninger og bidrage til øget national, regional og international fred og sikkerhed. Rapporten vil især sætte fokus på den rolle, som våbenleverandører i Afrika, Kina og Unionen spiller med hensyn til at mindske risikoen for omdirigering af våben i Afrika |
|
h) |
gennemførelse af et afsluttende seminar i Kina for at formidle anbefalingerne fra forsknings- og dialogprocessen og demonstrere fordelene ved et samarbejde mellem Afrika, Kina, Unionen og medlemsstaterne og deltagelse i fælles aktiviteter samt etablering af processer til at opretholde dialogen fremover. |
1.2.3. Resultater
|
— |
Øget bevidsthed, viden og forståelse hos 500 aktører fra det politiske samfund i Afrika, Kina og Unionen, herunder embedsmænd med ansvar for kontrol med eksport af konventionelle våben, akademikere, parlamentarikere, ikkestatslige organisationer, repræsentanter for erhvervslivet og journalister, vedrørende de faktorer, der bidrager til den udbredte adgang til ulovlige våben og ulovlig ammunition i Afrika, de vigtigste spørgsmål og virkninger på stedet samt våbenleverandørstaternes rolle og ansvar med hensyn til at mindske risikoen for omdirigering ved overførsel af våben. |
|
— |
Bedre dialog, interaktion og samarbejde om at forhindre og bekæmpe omdirigering af våben og ammunition mellem 60 embedsmænd fra Afrika, Kina, Unionen og medlemsstaterne og civilsamfundsaktører, herunder gennem fastlæggelse af praktiske samarbejdsområder mellem Afrika, Kina og Unionen, hvilket vil bidrage til at mindske omdirigeringen af våben og ammunition i Afrika. |
|
— |
Færre forekomster af og sager om våben og ammunition, der omdirigeres til uautoriserede og destabiliserende aktører i Afrika. |
|
— |
Støtte til gennemførelsen af Den Afrikanske Unions hovedkøreplan med praktiske skridt til at bringe våbnene til tavshed i Afrika senest i 2020 og FN's handlingsprogram mod ulovlige håndvåben og lette våben. |
|
— |
Større overensstemmelse mellem nationale normer og forskrifter i Afrika og Kina med internationale normer for våbeneksportkontrol, f.eks. ATT, med henblik på at mindske risikoen for omdirigering ved våbenhandel. |
|
— |
Våbenkontrol sættes atter på dagsordenen for FOCAC som et vigtigt udgangspunkt for styrket dialog og samarbejde mellem Afrika og Kina om at forhindre, at våben omdirigeres til uautoriserede og destabiliserende aktører i Afrika. |
|
— |
Udarbejdelse af et korpus af evidensbaseret analyse af problemet med ulovlige våben og ulovlig ammunition i Afrika, som trækker på fælles feltundersøgelser udført af eksperter fra Afrika, Kina og EU, som vil bidrage til en bedre generel forståelse af omdirigering og videreoverførsel af våben til uautoriserede og destabiliserende aktører i Afrika og skabe et stærkere fælles grundlag for, at Afrika, Kina og Unionen kan samarbejde mere effektivt for at løse problemet. |
|
— |
Indkredsningen af praktiske midler til at imødegå de trusler, der er forbundet med spredning af ulovlige våben og ulovlig ammunition, og behovet for kollektive og samarbejdsbaserede internationale forholdsregler i overensstemmelse med vigtige internationale og regionale forpligtelser og politiske initiativer, f.eks. FN's handlingsprogram mod ulovlige håndvåben og lette våben, det internationale sporingsinstrument, 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, våbenhandelstraktaten, Den Afrikanske Unions strategi for kontrol med ulovlig spredning, udbredelse af og handel med håndvåben og lette våben, EU's og Kinas strategiske dagsorden for samarbejde frem mod 2020, EU-strategien over for Kina og EU-strategien til bekæmpelse af ulovlige skydevåben, håndvåben og lette våben samt ammunition hertil samt de regionale økonomiske fællesskabers relevante strategier og handlingsplaner. |
|
— |
Styrket kapacitet hos de afrikanske nationale myndigheder og regionale organisationer til at kortlægge specifikke behov for teknisk bistand og identifikation af egnede platforme i deres dialog med Kina og EU, så ressourcer kan kanaliseres til at opfylde disse behov. |
2. Deltagere og steder for afholdelse af seminarer/workshopper og åbnings- og afslutningsarrangementer
Medmindre andet er angivet i teksten til dette bilag, vil Saferworld foreslå mulige deltagere og steder til seminarer og andre arrangementer, der er planlagt i forbindelse med projektet, som derefter vil blive godkendt af HR i samråd med Rådets kompetente organer.
3. Køn
Saferworld vil integrere kønsaspektet i strategier og aktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af dette projekt, så kvinder og mænd i samme omfang påvirker, deltager i og får gavn af projektet. Saferworld vil så vidt muligt tilskynde projektpartnerne til at foreslå delegationer med både mænd og kvinder til deltagelse i projektaktiviteter og sikre, at de kønsspecifikke virkninger af ulovlige våben og ulovlig ammunition tages op på alle seminarer og studiebesøg.
4. Partnere
De vigtigste projektpartnere vil efter planen være Det Kinesiske Selskab for Våbenkontrol og Nedrustning og sikkerhedsforsknings- og informationscentret Security Research & Information Centre (Kenya).
5. Styringskomitéen
Styringskomitéen for dette projekt vil bestå af en repræsentant for HR, for Europa-Kommissionen og for Saferworld. Styringskomitéen vil mindst hver sjette måned føre tilsyn med gennemførelsen af denne afgørelse, herunder ved hjælp af elektroniske kommunikationsmidler.
6. Rapportering
Saferworld vil hver sjette måned udarbejde beskrivende rapporter for at evaluere fremskridtene hen imod projektets resultater. Saferworld vil også indsende årlige beskrivende og finansielle rapporter og en slutrapport senest seks måneder efter afslutningen af gennemførelsesperioden.
7. EU's synlighed og bidragsmaterialets tilgængelighed
Materiale udarbejdet i forbindelse med projektet og det dertil indrettede websted vil sikre Unionens synlighed, navnlig på grundlag af logoet og grafikken i håndbogen i kommunikation og synlighed for Den Europæiske Unions optræden udadtil. Unionens delegationer bør inddrages i arrangementer i tredjelande for at styrke den politiske opfølgning og synlighed.
(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2018/299 af 26. februar 2018 om fremme af det europæiske net af uafhængige ikkesprednings- og nedrustningstænketanke til støtte for gennemførelsen af EU's strategi mod spredning af masseødelæggelsesvåben (EUT L 56 af 28.2.2018, s. 46).
(2) Rådets afgørelse (FUSP) 2018/101 af 22. januar 2018 om fremme af effektiv våbeneksportkontrol (EUT L 17 af 23.1.2018, s. 40).
(3) Rådets afgørelse (FUSP) 2017/2283 af 11. december 2017 til støtte for en global rapporteringsmekanisme vedrørende ulovlige håndvåben og lette våben og andre ulovlige konventionelle våben og ammunition hertil for at mindske risikoen for ulovlig handel hermed (»iTrace III«) (EUT L 328 af 12.12.2017, s. 20).