Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D1133

    Rådets afgørelse (EU) 2019/1133 af 25. juni 2019 om den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages i det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet (IPEEC) til forlængelsen af kommissoriet for IPEEC for perioden fra den 24. maj til den 31. december 2019

    ST/9718/2019/INIT

    EUT L 179 af 3.7.2019, p. 23–24 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/1133/oj

    3.7.2019   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 179/23


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/1133

    af 25. juni 2019

    om den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages i det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet (IPEEC) til forlængelsen af kommissoriet for IPEEC for perioden fra den 24. maj til den 31. december 2019

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 194, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Kommissoriet for det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet (IPEEC) (»aftalen«) blev undertegnet i Rom af tolv stater, herunder fire medlemsstater af Det Europæiske Fællesskab den 24. maj 2009 og blev indgået af Det Europæiske Fællesskab ved Rådets afgørelse 2009/954/EF (1).

    (2)

    I henhold til aftalens punkt 7.1 kan medlemmerne af IPEEC beslutte at forlænge aftalens varighed. Det politiske udvalg, som er IPEEC's plenarforsamling, som består af højtstående repræsentanter fra alle partnerskabets medlemmer, og som har fået til opgave at forvalte IPEEC's overordnede rammer og politikker, er det relevante organ, inden for hvilket IPEEC-medlemmerne kan beslutte at forlænge aftalens varighed.

    (3)

    IPEEC-medlemmerne med undtagelse af Unionen godkendte forlængelsen af kommissoriet for IPEEC for perioden fra den 24. maj til den 31. december 2019 på mødet i det politiske udvalg den 21. februar 2019.

    (4)

    Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, som på Unionens vegne skal indtages til forlængelsen af kommissoriet for IPEEC, idet forlængelsen af kommissoriet vil være bindende for Unionen.

    (5)

    IPEEC-medlemmerne overvejer muligheden af at kombinere IPEEC's nuværende aktiviteter og Det Internationale Energiagenturs (IEA's) aktiviteter i en hub for energieffektivitet for at opnå synergier på dette område. Med den kortvarige forlængelse af kommissoriet for IPEEC tilstræbes det som en midlertidig foranstaltning at give den nødvendige tid til at oprette en hub for energieffektivitet, samtidig med at det sikres, at IPEEC's aktiviteter videreføres og overføres til den nye hub for energieffektivitet uden afbrydelse.

    (6)

    I praksis vil en forlængelse frem til den 31. december 2019 tage hensyn til den fortsatte gennemførelse af IPEEC's arbejdsprogram og kerneydelser til IPEEC-medlemmerne. Dette omfatter arbejde i relation til energieffektivitet inden for rammerne af G20, som i år vil omfatte arrangementer, der er planlagt efter afslutningen af IPEEC's nuværende kommissorium den 24. maj 2019. Det overvejes også at stille midler til rådighed til finansiering af aktiviteter i forlængelsesperioden, da IPEEC-sekretariatet i øjeblikket modtager bidrag for hele kalenderåret 2019, og aktiviteter, resterende personale og eventuelle ressourcer kan overføres til den nye hub for energieffektivitet.

    (7)

    En kortvarig forlængelse af kommissoriet for IPEEC er derfor vigtig for at undgå en brat afslutning af IPEEC's aktiviteter den 24. maj 2019. I overensstemmelse med punkt 3.4 i kommissoriet for IPEEC skal den endelige beslutning om forlængelsen vedtages ved konsensus blandt IPEEC-medlemmerne, og efter mødet i det politiske udvalg den 21. februar 2019 er en afgørelse fra Rådet om Unionens holdning nødvendig —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages i det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet (IPEEC) med hensyn til forlængelsen af kommissoriet for IPEEC for perioden fra den 24. maj til den 31. december 2019, er følgende:

    a)

    forlængelsen af kommissoriet for IPEEC for perioden fra den 24. maj til den 31. december 2019 godkendes

    b)

    der bakkes op om Det Internationale Energiagenturs (IEA's) Styrelsesråds beslutning om fortsat at være vært for IPEEC-sekretariatet i IEA indtil den 31. december 2019 på grundlag af memorandummet vedrørende IEA's værtskab for IPEEC-sekretariatet

    c)

    der bakkes op om IPEEC's administrative overgang til en ny hub for energieffektivitet, navnlig i forbindelse med overførsel af arbejdsgrupper, midler og IPEEC-sekretariatets personale.

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 25. juni 2019.

    På Rådets vegne

    A. ANTON

    Formand


    (1)  Rådets afgørelse af 2009/954/EF af 30. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse og indgåelse af kommissoriet for det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet (IPEEC) og memorandummet vedrørende Det Internationale Energiagenturs varetagelse af sekretariatet for det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet (EUT L 330 af 16.12.2009, s. 37).


    Top