Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D1572

    Rådets afgørelse (EU) 2018/1572 af 15. oktober 2018 om Unionens anvendelse af regulativ nr. 9, 63 og 92 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa om ensartede forskrifter for godkendelse af trehjulede køretøjer, knallerter og udskiftningsudstødningslyddæmpningssystemer for køretøjer i klasse L for så vidt angår støjemission

    ST/11900/2018/INIT

    EUT L 262 af 19.10.2018, p. 55–56 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2018/1572/oj

    19.10.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 262/55


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/1572

    af 15. oktober 2018

    om Unionens anvendelse af regulativ nr. 9, 63 og 92 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa om ensartede forskrifter for godkendelse af trehjulede køretøjer, knallerter og udskiftningsudstødningslyddæmpningssystemer for køretøjer i klasse L for så vidt angår støjemission

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 og 207, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved Rådets afgørelse 97/836/EF (1) tiltrådte Unionen overenskomsten under FN's Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter (2) (»overenskomsten af 1958 som revideret«).

    (2)

    De harmoniserede forskrifter fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) i FN/ECE-regulativ nr. 9 — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer i klasse L2, L4 og L5 for så vidt angår støjemission, FN/ECE-regulativ nr. 63 — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer i klasse L1 for så vidt angår støjemission og FN/ECE-regulativ nr. 92 — Ensartede forskrifter for godkendelse af ikkeoriginale udskiftningsudstødningslyddæmpningssystemer (NORESS) til køretøjer i klasse L1, L2, L3, L4 og L5 for så vidt angår støjemission (»FN-regulativ nr. 9, 63 og 92«) har til formål at fjerne tekniske hindringer for samhandel med motorkøretøjer mellem de kontraherende parter i overenskomsten af 1958 som revideret og at sikre, at sådanne køretøjer har en høj grad af sikkerhed og beskyttelse. Køretøjer i klasse L indbefatter lette køretøjer som f.eks. motordrevne cykler, to- eller trehjulede knallerter, motorcykler med og uden sidevogn, trehjulede motorcykler og quadricykler.

    (3)

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 168/2013 (3) og Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 134/2014 (4) foreskriver indførelse af tilladte støjniveauer, krav til udskiftningsudstødningssystemer og prøvningsmetoder for to- og trehjulede motordrevne køretøjer samt quadricykler.

    (4)

    Bilag IV, V og VI til forordning (EU) nr. 168/2013 og bilag IX til forordning (EU) nr. 134/2014 indeholder forskrifter for typegodkendelse af køretøjer i klasse L for så vidt angår deres tilladte støjniveau og udstødningssystem.

    (5)

    På datoen for tiltrædelsen af overenskomsten af 1958 som revideret tiltrådte EU et antal FN-regulativer, som er anført i bilag II til afgørelse 97/836/EF; FN-regulativ nr. 9, 63 og 92 var ikke opført på denne liste.

    (6)

    Som foreskrevet i artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 97/836/EF og i henhold til artikel 1, stk. 7, i overenskomsten af 1958 som revideret kan Unionen beslutte at anvende et, flere eller alle FN-regulativer, som det ikke tiltrådte ved tiltrædelsen af overenskomsten af 1958 som revideret.

    (7)

    Efter de nylige ændringer af FN-regulativ nr. 9, 63 og 92, som bringer dem på linje med de relevante tekniske bestemmelser i forordning (EU) nr. 168/2013 og (EU) nr. 134/2014, er det nu hensigtsmæssigt, at Unionen anvender FN-regulativ nr. 9, 63 og 92 for at sørge for fælles harmoniserede krav på internationalt plan. Dette bør gøre det muligt for EU-virksomheder at følge ét sæt forskrifter, der er anerkendt på verdensplan, navnlig i de lande, der er kontraherende parter i overenskomsten af 1958 som revideret —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den Europæiske Union anvender FN/ECE-regulativ nr. 9 — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer i klasse L2, L4 og L5 for så vidt angår støjemission, regulativ nr. 63 — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer i klasse L1 for så vidt angår støjemissioner og FN/ECE-regulativ nr. 92 — Ensartede forskrifter for godkendelse af ikkeoriginale udskiftningsudstødningslyddæmpningssystemer (NORESS) til køretøjer i klasse L1, L2, L3, L4 og L5 for så vidt angår støjemission.

    Artikel 2

    Kommissionen underretter De Forenede Nationers generalsekretær om denne afgørelse.

    Artikel 3

    Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 15. oktober 2018.

    På Rådets vegne

    E. KÖSTINGER

    Formand


    (1)  Rådets afgørelse 97/836/EF af 27. november 1997 om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af overenskomsten under FN's Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter (»overenskomst af 1958 som revideret«) (EFT L 346 af 17.12.1997, s. 78).

    (2)  EFT L 346 af 17.12.1997, s. 81.

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 168/2013 af 15. januar 2013 om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler (EUT L 60 af 2.3.2013, s. 52).

    (4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 134/2014 af 16. december 2013 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 168/2013 for så vidt angår krav til miljøpræstationer og fremdriftsydelse og ændring af bilag V hertil (EUT L 53 af 21.2.2014, s. 1).


    Top