Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011D0225

2011/225/EU: Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 6. april 2011 om et midlertidigt forbud mod markedsføring af rengøringsmidlet POR-ÇÖZ i Tyskland (meddelt under nummer K(2011) 2290)

EUT L 94 af 8.4.2011, p. 29–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2011/225/oj

8.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 94/29


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 6. april 2011

om et midlertidigt forbud mod markedsføring af rengøringsmidlet POR-ÇÖZ i Tyskland

(meddelt under nummer K(2011) 2290)

(2011/225/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 648/2004 om vaske- og rengøringsmidler (1), særlig artikel 15 og artikel 12, stk. 2,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (2), særlig artikel 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 29. oktober 2010 gav den tyske miljøstyrelse Kommissionen og de øvrige medlemsstater meddelelse om deres midlertidige forbud i Tyskland mod markedsføring af rengøringsmidlet POR-ÇÖZ, der indeholder mindst 20 % salpetersyre. Forbuddet skyldes risikoen for korrosion og farlige dampe som følge af ingrediensen salpetersyre (3).

(2)

De tyske myndigheder gav desuden Kommissionen meddelelse om det midlertidige forbud mod POR-ÇÖZ via Rapex-systemet (4) i henhold til artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed (5). Som en yderligere risiko blev det nævnt, at lågene på POR-ÇÖZ-beholdere ikke var tilstrækkeligt børnesikrede.

(3)

POR-ÇÖZ fremstilles i Tyrkiet af det registrerede selskab Levent Kimya og importeres til Tyskland af virksomheden Karakus Handels GmbH med hovedsæde i D-58638 Iserlohn.

(4)

POR-ÇÖZ indeholder 20-30 % salpetersyre i vandig opløsning. Salpetersyre er klassificeret som ætsende for huden, kategori 1, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (6) om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger.

(5)

POR-ÇÖZ markedsføres som kalk- og rustfjerner for offentligheden som helhed. Det er en blanding bestemt til rengøring, og det er derfor et rengøringsmiddel i henhold til artikel 2 i forordning (EF) nr. 648/2004.

(6)

Ifølge kendsgerningerne fremlagt i den tyske Rapex-meddelelse er produktet POR-ÇÖZ ikke forsynet med passende børnesikrede lukninger. Det er derfor ikke i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr. 648/2004 om vaske- og rengøringsmidler sammenholdt med artikel 9, stk. 1.3, og bilag IV, del A, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45 (7) om klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater, og det falder ikke under artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 648/2004, som udelukkende er gældende for produkter, der »opfylder kravene i denne forordning«.

(7)

På mødet i arbejdsgruppen vedrørende vaske- og rengøringsmidler den 14. december 2010 foretog Tyskland en mundtlig præcisering af kendsgerningerne og forklarede, at der på det tyske marked havde været to produkter med mærket POR-ÇÖZ. Produktet, der henvises til i meddelelsen til Kommissionen af 29. oktober 2010, og som blev indført af Karakus Handels GmbH, var mærket korrekt og forsynet med passende børnesikrede lukninger. Det andet POR-ÇÖZ-produkt af den samme fabrikant blev indført ulovligt via ukendte kanaler. Det var mærket på tyrkisk og var ikke forsynet med tilstrækkeligt børnesikrede lukninger.

(8)

Ved skrivelse af 22. december 2010 bekræftede Tyskland, at det produkt, som Tyskland havde henvist til i sin meddelelse af 29. oktober 2010 (fremstillet af Levent Kimya og indført i Tyskland af virksomheden Karakus Handels GmbH), var i overensstemmelse med forordningen om vaske- og rengøringsmidler, navnlig hvad angår mærknings- og emballeringskravene, idet produktet havde en tysk etiket og var forsynet med børnesikrede lukninger. Rapex-meddelelse nr. 1760/10 er blevet ændret efter en revideret meddelelse, der blev sendt til Kommissionen den 16. december 2010, og som fastslog, at forbuddet ikke skyldtes manglende overensstemmelse med lovgivningsmæssige krav, men de høje risici for menneskers sundhed forbundet med produktet.

(9)

På grundlag af disse oplysninger finder artikel 15 i forordning (EF) nr. 648/2004 anvendelse, idet produktet POR-ÇÖZ, som der henvises til i den tyske meddelelse, er et rengøringsmiddel, der er i overensstemmelse med kravene i nævnte forordning.

(10)

Tyskland har fremlagt begrundelser til at tro, at produktet POR-ÇÖZ udgør en risiko for menneskers sikkerhed og sundhed. Tyskland berettede, at brugen af POR-ÇÖZ er årsagen til, at et barn er kommet til skade i Tyskland. I perioden 1999-2010 registrerede de tyske giftcentre endvidere 134 tilfælde af alvorlige sundhedsskader i forbindelse med husstandenes brug af kalk- og rustfjernere, der indeholder salpetersyre. I Belgien (den eneste anden medlemsstat, hvor man fandt produktet POR-ÇÖZ med tyrkisk etiket) har giftkontrolcentrene registreret tre tilfælde af alvorlige åndedrætsproblemer som følge af professionel brug af kalkfjernere, der indeholder 30 % salpetersyre. Efter en undersøgelse af de sundhedsrisici, der er forbundet med brugen af rengøringsmidler, der indeholder 20-30 % salpetersyre, anbefalede det tyske forbundsinstitut for risikovurdering den 28. september 2010, at rengøringsmidler, der indeholder mere end 20 % salpetersyre, ikke bør markedsføres for offentligheden som helhed (8).

(11)

Kommissionen har hørt medlemsstaterne ved hjælp af spørgeskemaer, der blev sendt ud den 15. november 2010, og på mødet i arbejdsgruppen vedrørende vaske- og rengøringsmidler den 14. december 2010. Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med deres holdning, som det fremgår af udvalgets udtalelse af 14. marts 2011 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Forbundsrepublikken Tyskland kan bevare sit midlertidige forbud mod markedsføring af rengøringsmidlet POR-ÇÖZ, der indeholder 20 % salpetersyre eller derover, i ét år fra vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. april 2011.

På Kommissionens vegne

Antonio TAJANI

Næstformand


(1)  EUT L 104 af 8.4.2004, s. 1.

(2)  EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.

(3)  Den tyske miljøstyrelses (Umweltbundesamt) afgørelse af den 25.10.2010 (tysk betegnelse Forvaltningsakt til det midlertidige forbud mod markedsføring af rengøringsmidlet POR-ÇÖZ i henhold til artikel 14, stk. 2, i loven om vaske- og rengøringsmidler og artikel 8, stk. 4, i loven om produktsikkerhed), Bundesanzeiger Ausgabe nr. 164 af den 28.10.2010).

(4)  Rapex-meddelelse nr. 1760/10.

(5)  EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4.

(6)  EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1.

(7)  EFT L 200 af 30.7.1999, s. 1.

(8)  BfR udtalelse nr. 041/2010 af 6.9.2010.


Top