EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31999D0391

1999/391/EF: Kommissionens beslutning af 31. maj 1999 om spørgeskema vedrørende Rådets direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC) (meddelt under nummer K(1999) 1395) (EØS-relevant tekst)

EFT L 148 af 15.6.1999, p. 39–43 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 15/12/2016: This act has been changed. Current consolidated version: 05/04/2003

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1999/391/oj

31999D0391

1999/391/EF: Kommissionens beslutning af 31. maj 1999 om spørgeskema vedrørende Rådets direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC) (meddelt under nummer K(1999) 1395) (EØS-relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 148 af 15/06/1999 s. 0039 - 0043


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 31. maj 1999

om spørgeskema vedrørende Rådets direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC)

(meddelt under nummer K(1999) 1395)

(EØS-relevant tekst)

(1999/391/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening(1), særlig artikel 16, stk. 3,

under henvisning til Rådets direktiv 91/692/EØF af 23. december 1991 om standardisering og rationalisering af rapporterne om gennemførelse af en række miljødirektiver(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det kræves i artikel 16, stk. 3, i direktiv 96/61/EF, at der udarbejdes beretninger om gennemførelsen af dette direktiv og dets effektivitet sammenlignet med andre EF-styringsmidler med henblik på miljøbeskyttelse i overensstemmelse med fremgangsmåden i artikel 5 og 6 i direktiv 91/692/EØF;

(2) det kræves i artikel 5 i direktiv 91/692/EØF, at der udarbejdes en rapport på grundlag af et spørgeskema eller en formular, som Kommissionen udformer med bistand fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 6 i direktivet;

(3) den første rapport skal dække perioden fra og med 2000 til og med 2002;

(4) de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra udvalget i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 91/692/EØF -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Herved vedtages det spørgeskema, der er vedføjet som bilag til denne beslutning, og som vedrører direktiv 96/61/EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening.

Artikel 2

Medlemsstaterne anvender dette spørgeskema som grundlag for udarbejdelse af den rapport, der forelægges for Kommissionen i henhold til artikel 5 i direktiv 91/692/EØF og artikel 16, stk. 3, i direktiv 96/61/EF.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. maj 1999.

På Kommissionens vegne

Ritt BJERREGAARD

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 257 af 10.10.1996, s. 26.

(2) EFT L 377 af 31.12.1991, s. 48.

BILAG

SPØRGESKEMA OM GENNEMFØRELSEN AF DIREKTIV 96/61/EF OM INTEGRERET FOREBYGGELSE OG BEKÆMPELSE AF FORURENING (IPPC)

1. Generel beskrivelse

1.1. Hvad er de vigtigste ændringer i den nationale lovgivning og i godkendelsesordningen, der var nødvendige for at kunne opfylde det overordnede mål med hensyn til at opnå en integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening fra de aktiviteter, der er opregnet i direktivets bilag I?

2. Dækningen af anlæg

2.1. Anfør for hvert af de seks områder i bilag I, hvor mange anlæg der falder ind under nedennævnte kategorier:

- alle bestående anlæg som defineret i artikel 2, stk. 4, der var i drift ved rapporteringsperiodens udløb

- bestående anlæg, hvor den kompetente myndighed har fået oplysning om en væsentlig ændring, og som har fået meddelt godkendelse i rapporteringsperioden

- nye anlæg (herunder anlæg, der endnu ikke er i drift), som har fået meddelt godkendelse i rapporteringsperioden.

3. Driftslederens grundlæggende forpligtelser

3.1. Hvilke foranstaltninger er der truffet, for at de kompetente myndigheder kan sikre sig, at anlæggene drives efter de generelle principper, der er fastsat i artikel 3?

4. Bestående anlæg

4.1. Regnes der med at kravene i artikel 5, stk. 1, anvendes på bestemte kategorier af bestående anlæg inden udløbet af den deri nævnte overgangsperiode?

4.2. Fra hvilken dato vil der blive krævet nye ansøgninger eller supplerende oplysninger fra bestående anlæg for at sikre, at kravene i artikel 5, stk. 1, er opfyldt ved udløbet af den deri nævnte overgangsperiode?

5. Ansøgning om godkendelse

5.1. Hvorledes sikrer de nationale bestemmelser, at ansøgningerne om godkendelse indeholder alle de oplysninger, der kræves i artikel 6?

6. Samordning af godkendelsesproceduren og godkendelsesvilkårene

6.1. Hvilken kompetent myndighed eller myndigheder beskæftiger sig med godkendelse af IPPC-anlæg?

6.2. Hvorledes sikrer de nationale bestemmelser, at godkendelsesproceduren og godkendelsesvilkårene samordnes fuldt ud, når mere end én kompetent myndighed er involveret? Hvorledes virker dette samordningsarbejde i praksis?

7. Godkendelsesvilkår

7.1. Fuldstændige godkendelsesvilkår

7.1.1. Hvorledes sikrer den nationale lovgivning, at godkendelsen indeholder alle kravene i artikel 9? Beskriv især nærmere, hvorledes følgende punkter behandles:

- grænseværdier for emissioner til luft og vand

- begrænsning af forurening over store afstande eller grænseoverskridende forurening

- beskyttelse af jord og grundvand

- forvaltning af affald

- krav til overvågning af udledninger

- foranstaltninger i forbindelse med unormale driftsvilkår.

7.2. Godkendelsesvilkårenes relevans og egnethed

7.2.1. Hvilke retsforskrifter, procedurer og kriterier findes der med henblik på fastsættelse af emissionsgrænseværdier og andre godkendelsesvilkår, som sørger for at der opnås et højt beskyttelsesniveau for miljøet som helhed?

7.2.2. Hvilken form for (bindende eller ikke-bindende) vejledning findes der i medlemsstaten for fastlæggelsen af den bedste tilgængelige teknik?

7.2.3. Hvordan er der, generelt eller i særlige tilfælde, taget hensyn til betragtningerne i bilag IV til direktivet ved fastlæggelsen af den bedste tilgængelige teknik?

7.2.4. Hvorledes er der, generelt eller i særlige tilfælde, især taget hensyn til de oplysninger, der er offentliggjort af Kommissionen i henhold til artikel 16, stk 2, eller af internationale organisationer, ved fastlæggelsen af den bedste tilgængelige teknik?

7.2.5. Hvilke foranstaltninger er der truffet for at sikre, at de emissionsgrænseværdier og tilsvarende parametre og tekniske foranstaltninger, der er nævnt i artikel 9, stk. 3, er baseret på den bedste tilgængelige teknik, uden at foreskrive anvendelse af en bestemt teknik eller teknologi, og under hensyn til anlæggets tekniske karakteristika, geografiske beliggenhed og de lokale miljøforhold?

7.2.6. Hvilken form for (bindende eller ikke-bindende) vejledning findes der i medlemsstaten vedrørende de krav til emissionsovervågning, der skal medtages i godkendelsen?

7.3. Disponible repræsentative data

7.3.1. Disponible repræsentative data om grænseværdierne for de enkelte kategorier af aktiviteter i bilag I bedes oplyst og, hvis det er relevant, den bedste tilgængelige teknik, der har dannet grundlag for fastlæggelsen af disse værdier. Beskriv hvorledes disse data er udvalgt og indsamlet.

Kommissionen kan, både før og under rapporteringsperioden, foreslå vejledning i besvarelsen af dette spørgsmål, for bestemte sektorer, navnlig på grundlag af oplysninger offentliggjort i medfør af artikel 16, stk. 2. I mangel på en sådan vejledning kan de ønskede data for eksempel have form af grænseværdiintervaller.

7.3.2. Hvilke andre former for godkendelsesvilkår end emissionsgrænseværdier er der fastsat? Giv navnlig eksempler på

- tilsvarende parametre og tekniske foranstaltninger, som supplerer de emissionsgrænseværdier, der er fastsat i godkendelsen

- tilsvarende parametre og tekniske foranstaltninger, som erstatter emissionsgrænseværdier

- betingelser vedrørende beskyttelse af jord og grundvand, forvaltning af affald, krav til overvågning af udledninger og foranstaltninger i forbindelse med unormale driftsvilkår.

8. Almindelige bindende forskrifter

8.1. Indeholder de nationale bestemmelser mulighed for at fastlægge bestemte krav for bestemte anlægskategorier i almindelige bindende forskrifter i stedet for at medtage dem i individuelle godkendelsesvilkår?

8.2. For hvilke anlægskategorier er der fastsat almindelige bindende forskrifter? Hvilken form har disse regler?

9. Miljøkvalitetsnormer

9.1. Hvorledes behandler de nationale bestemmelser behovet for yderligere foranstaltninger, når anvendelse af den bedste tilgængelige teknik ikke er tilstrækkelig til at overholde en miljøkvalitetsnorm, der er fastsat i eller defineret på grundlag af fællesskabsretsforskrifter?

9.2. Har der været sådanne tilfælde? Anfør i bekræftende fald, hvilke yderligere foranstaltninger der blev truffet?

10. Udvikling inden for den bedste tilgængelige teknik

10.1. Hvilke skridt er der taget for at sikre, at de kompetente myndigheder følger med i eller underrettes om udviklingen inden for den bedste tilgængelige teknik?

11. Ændringer af anlæg

11.1. Hvilke retsforskrifter, procedurer og praksis findes der vedrørende driftsledernes ændringer af anlæg?

11.2. Hvorledes afgør de kompetente myndigheder om en driftsændring kan få konsekvenser for miljøet (artikel 2, stk. 10, litra a)), og/eller om en sådan ændring kan have negativ og betydelig indvirkning på mennesker eller miljø (artikel 2, stk. 10, litra b))?

12. Revurdering og ajourføring af godkendelsesvilkårene

12.1. Hvilke retsforskrifter, procedurer og praksis findes der vedrørende de kompetente myndigheders revurdering og ajourføring af godkendelsesvilkårene?

12.2. Fastsætter de nationale bestemmelser, hvor hyppigt godkendelserne skal revurderes og, om nødvendigt, ajourføres, eller afgøres dette på anden måde?

12.3. Hvorledes afgør de kompetente myndigheder, om de kriterier, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, er opfyldt?

13. Overholdelse af vilkårene i godkendelsen

13.1. Beskriv i generelle vendinger, hvilke retsforskrifter, procedurer og praksis der sikrer, at godkendelseskravene overholdes.

13.2. Hvilke retsforskrifter, procedurer og praksis sikrer, at driftslederne regelmæssigt underretter myndighederne om resultaterne af egenkontrollen med overvågning af udledningerne og straks underretter om hændelser eller uheld, der mærkbart berører miljøet?

13.3. Giver de nationale bestemmelser de kompetente myndigheder ret og/eller pligt til at gennemføre inspektioner af anlæggene?

13.4. Hvilke procedurer og praksis findes der vedrørende de kompetente myndigheders regelmæssige inspektioner af anlæggene? Hvis der ikke gennemføres regelmæssige inspektioner af anlæggene, hvorledes kontrollerer de kompetente myndigheder så de oplysninger, som de får fra driftslederen?

13.5. Hvilke sanktioner eller andre foranstaltninger er der mulighed for, såfremt godkendelsesvilkårene ikke overholdes? Blev der anvendt sådanne sanktioner eller andre foranstaltninger i rapporteringsperioden?

14. Offentlighedens adgang til oplysninger og indsigt

14.1. Hvorledes sikrer den nationale lovgivning adgang til oplysninger og offentlighedens indsigt i godkendelsesproceduren?

14.2. Hvorledes gøres oplysninger om ansøgninger, beslutninger og resultater fra emissionsovervågninger tilgængelige for offentligheden?

14.3. Hvilke foranstaltninger er der truffet for at sikre, at offentligheden får kendskab til deres ret til at udtale sig om de dokumenter, der er nævnt i artikel 15, stk. 1?

14.4. Hvor lang tid har offentligheden til at fremsætte bemærkninger til ansøgninger om godkendelse, inden den kompetente myndighed træffer sin beslutning?

14.5. Hvorledes tager myndighederne hensyn til bemærkninger fra offentligheden, når de træffer deres beslutning?

14.6. Under hvilke omstændigheder kan privatpersoner indanke en beslutning om en godkendelse for en anden myndighed eller for en domstol?

14.7. Hvilken indflydelse har de begrænsninger, der er fastlagt i artikel 3, stk. 2 og 3, i direktiv 90/313/EØF, haft på adgangen til oplysninger og offentlighedens indsigt i godkendelsesproceduren?

15. Grænseoverskridende samarbejde

15.1. Indeholder den nationale lovgivning bestemmelser om grænseoverskridende information og samarbejde, eller overlades dette punkt til bilaterale eller multilaterale aftaler mellem medlemsstaterne eller til administrativ praksis?

15.2. Hvordan afgøres i praksis om driften af et anlæg vil kunne få en betydelig, negativ indvirkning på en anden medlemsstats miljø?

15.3. Hvorledes sikrer den nationale lovgivning og/eller praksis passende adgang til oplysninger og indsigt i godkendelsesproceduren for offentligheden i den medlemsstat, der kan blive påvirket? Suppleres en sådan indsigt med ankeret?

15.4. Hvor mange sådanne tilfælde opstod der i rapporteringsperioden?

16. Forbindelse med andre fællesskabsretsakter

16.1. Hvordan vurderer medlemsstaterne direktivets effektivitet, blandt andet sammenholdt med andre relevante EU-miljøinstrumenter?

16.2. Hvilke foranstaltninger er der truffet for at sørge for, at direktivets gennemførelse er foreneligt med gennemførelsen af andre EU-miljøinstrumenter?

Top