Visumkrav for tredjelandsstatsborgere

HOVEDPUNKTER

Forordningen er en udvikling af Schengenaftalen og -gennemførelseskonventionen, som Irland ikke deltager i, og Irland er derfor ikke bundet af den eller underlagt anvendelsen af den.

Forordningen indeholder i bilag I og II lister over:

• de ikke-EU-lande og territorier, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved indrejse i EU i forbindelse med ophold på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage og og
• de lande og territorier, hvis statsborgere er fritaget fra visumpligten ved indrejse i EU i forbindelse med ophold på højst 90 dage inden for en periode på 180 dage.

Forordningen giver også mulighed for følgende:

• Undtagelser. Medlemsstater har mulighed for at fritage visse kategorier af personer fra visumpligten, såsom indehavere af diplomatpas eller tjenestepas, medlemmer af besætningen inden for civil luftfart og skibsfart, skoleelever, der rejser i grupper, indehavere af en tilladelse til lokal trafik samt konventionsflygtninge og statsløse (se resumé), som bor i EU og har et rejsedokument, der er udstedt af deres opholdsland.
• Gensidighed. En mekanisme, der giver mulighed for gensidighed, hvis et ikke-EU-land, der er fritaget for visumpligten, beslutter at pålægge et medlemsstat visumpligt
• Midlertidig suspension. En mekanisme til midlertidig suspension af visumfritagelse i en nødsituation såsom en væsentlig stigning i risikoen for migration eller sikkerhed. Forordning (EU) 2025/2441 styrkede og udvidede denne mekanisme ved at udvide suspensionsgrundene og styrke den rolle, som Europa-Kommissionen spiller i forbindelse med overvågning og anvendelse af sådanne foranstaltninger.

Beslutninger om at ændre listerne træffes i de enkelte tilfælde i henhold til kriterier, der omfatter:

• ulovlig indvandring, offentlig orden og sikkerhed
• økonomiske fordele, navnlig med hensyn til turisme og udenrigshandel
• EU’s eksterne forbindelser med de pågældende ikke-EU-lande, navnlig hensynet til menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder samt regional sammenhæng og gensidighed.

Forordning (EU) 2019/592 ændrer forordning (EU) 2018/1806, udtrykkeligt med statsborgere fra Det Forenede Kongerige og britiske statsborgere, der ikke er britiske statsborgere (britiske oversøiske statsborgere), i forordningens anvendelsesområde efter Det Forenede Kongeriges udtræden af EU.

Statsborgere i Det Forenede Kongerige og Det Forenede Kongeriges oversøiske territorier, der har opholdsret i en medlemsstat, behøver ikke visum, når de rejser til en anden medlemsstat med kort ophold — op til 90 dage i løbet af en periode på 180 dage.

Når Det Forenede Kongerige indfører et visumkrav for statsborgere fra mindst én medlemsstat, gælder princippet om gensidighed.