Flygtninge og statsløse — fælles standarder for anerkendelse (fra 2026)

HOVEDPUNKTER

Ansøgninger om international beskyttelse

Ansøgerne skal:

• indgive deres erklæringer og al dokumentation, der bakker op om deres anmodning
• fuldt ud samarbejde med de relevante myndigheder
• forblive i den EU-medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af deres ansøgning, under hele proceduren.

De behandlende myndigheder:

• vurderer alle de relevante elementer i ansøgningen
• behandler det forhold, at en ansøger allerede har været udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast eller for direkte trusler herom som en god grund til at antage, at ansøgeren har en reel frygt for at blive forfulgt
• tager ansøgerens generelle troværdighed i betragtning, hvis der mangler dokumentation
• tager hensyn til hændelser i en ansøgers hjemland og deres egne aktiviteter for at vurdere deres frygt for forfølgelse
• anvender retningslinjer fra Den Europæiske Unions Asylagentur om sikkerheden i en ansøgers hjemland
• undersøger, om en ansøger sikkert og lovligt kan rejse til og opholde sig i en del af sit hjemland (nationalt beskyttelsesalternativ), så der ikke er behov for international beskyttelse.

Anerkendelse som flygtning

Inden for rammerne af forordningen er flygtninge statsborgere fra ikke-EU-lande, som på grund af en velbegrundet frygt for at blive forfulgt på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, eller en statsløs, som opholder sig uden for det land, hvor vedkommende tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, af samme grunde som anført ovenfor, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil vende tilbage til dette land.

Forfølgelse er en enkelt alvorlig eller gentagen handling eller flere foranstaltninger, der krænker grundlæggende menneskerettigheder, herunder:

• fysisk eller psykisk vold eller seksuelle overgreb
• juridisk, administrativ eller politimæssig forskelsbehandlende adfærd
• uforholdsmæssig eller forskelsbehandlende retsforfølgning eller straf
• retsforfølgning eller straf for at nægte at gøre militærtjeneste i en konflikt, hvor militærtjeneste ville omfatte forbrydelser
• handlinger af kønsspecifik eller børnespecifik karakter

En ikke-EU-borger eller statsløs:

• ophører med at være anerkendt som flygtning, hvis:
  • de frivilligt på ny har søgt beskyttelse i deres hjemland, har erhvervet et nyt statsborgerskab eller deres forhold har ændret sig
  • myndighederne fratager en ikke-EU-borgers eller statsløs' flygtningestatus, fordi vedkommende har afgivet forkerte oplysninger, udgør en fare for staten eller er blevet dømt for en særlig alvorlig forbrydelse
• er udelukket fra flygtningestatus, hvis de blandt andet har begået en forbrydelse mod menneskeheden eller en alvorlig ikke-politisk forbrydelse.

Berettigelse til subsidiær beskyttelse

Inden for rammerne af forordningen er en person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, en ikke-EU-borger eller statsløs, der ikke anerkendes som flygtning, men for hvem der er alvorlig grund til at antage, at denne person, hvis vedkommende sendes tilbage til sit oprindelsesland eller, for så vidt angår en statsløs, til det land, hvor vedkommende tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, vil løbe en reel risiko for at lide alvorlig overlast, og som ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse.

Alvorlig overlast består af:

• dødsstraf eller henrettelse
• tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling
• alvorlig og individuel trussel mod en civilpersons liv som følge af vilkårlig vold i forbindelse med væbnet konflikt.

En person med subsidiær beskyttelsesstatus:

• mister sin status, når de forhold, der førte til tildeling af denne, er ophørt med at bestå eller har ændret sig i en sådan grad, at beskyttelse ikke længere er påkrævet
• er ikke berettiget til beskyttelse, hvis der er alvorlig grund til at tro, at de:
  • har begået en forbrydelse mod menneskeheden eller en alvorlig forbrydelse før eller efter ankomsten til en medlemsstat
  • udgør en fare for samfundet eller den nationale sikkerhed.

Rettigheder ved international beskyttelse

Personer med international beskyttelse har følgende rettigheder:

• ikke at blive sendt tilbage til et land, hvor de kan blive udsat for forfølgelse (princippet om non-refoulement)
• oplysninger om deres rettigheder og forpligtelser
• opholdstilladelser inden for 90 dage, efter meddelelse af afgørelsen om at tildele international beskyttelse, til dem selv og deres familiemedlemmer
• rejsedokumenter og fri bevægelighed inden for den medlemsstat, der yder international beskyttelse, og Schengenområdet
• adgang til beskæftigelse, uddannelse, anerkendelse af kvalifikationer og færdigheder, social sikring og validering af social bistand, sundhedspleje, indkvartering, foranstaltninger for at hjælpe dem med integration og repatriering
• en ifølge loven udnævnt værge til mindreårige.

Afsluttende bestemmelser

• Medlemsstaterne udpeger et nationalt kontaktpunkt og samarbejder med Europa-Kommissionen.
• Kommissionen skal forelægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union om gennemførelsen af forordningen senest den 13. juni 2028 og hvert femte år derefter.

Forordningen:

• ændrer direktiv 2003/109/EF om regler for længerevarende ophold
• ophæver direktiv 2011/95/EF med virkning fra den 12. juni 2026.

Kommissionens afgørelse (EU) 2024/2099 bekræfter Irlands deltagelse i forordningen.