Forordning

Forordninger er retsakter, der er defineret i artikel 288 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). De er almengyldige, bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i alle landene i Den Europæiske Union (EU). En forordning er en del af EU’s afledte ret, det regelsæt som er udledt af de principper og mål, der er nedfældet i EU-traktaterne (primær ret).

Forordningen finder anvendelse på abstrakte kategorier af personer, ikke på identificerede personer. Det er, hvad der adskiller den fra en afgørelse, der er defineret i TEUF’s artikel 288. Den er bindende i alle enkeltheder.

En forordning skal følges fuldstændigt af dem, den gælder for. Det er en bindende retsakt for:

• EU-institutionerne
• EU-medlemsstaterne
• de enkeltpersoner, som den gælder for.

En forordning finder direkte anvendelse i alle EU-medlemsstaterne. Det betyder, at den:

• gælder umiddelbart som regel i alle EU-medlemsstaterne, uden at den skal gennemføres i national lovgivning
• giver enkeltpersoner rettigheder og forpligtelser, og de kan derfor påberåbe sig forordningen for nationale domstole
• kan benyttes som en reference af enkeltpersoner i deres forhold til andre enkeltpersoner, EU-medlemsstater eller EU-myndigheder.

En forordning er gældende i alle EU-medlemsstaterne fra ikrafttrædelsesdatoen (en fastsat dato, eller 20 dage efter dens offentliggørelse i EU-Tidende, hvis ingen dato er fastsat). Retsvirkningerne gælder på samme tid, automatisk og på samme måde i alle nationale lovgivninger.

I henhold til artikel 290 i TEUF kan Europa-Kommissionen vedtage delegerede forordninger for at specificere eller supplere visse detaljer eller aspekter i en forordning eller et EU-direktiv.

I henhold til artikel 291 i TEUF kan Europa-Parlamentet og Rådet bemyndige Kommissionen til at vedtage forordninger for at sikre, at lovgivning gennemføres på samme måde i hele EU.