Nice-traktaten

HOVEDPUNKTER

At gøre EU-institutionerne mere legitime og mere effektive i forbindelse med udvidelsen af EU

• Metoden til definition af sammensætningen af Europa-Kommissionen ændres:
  • Sammensætningen af Kommissionen ændres progressivt fra 2 kommissærer for de største lande (Det Forenede Kongerige (¹), Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland) og 1 for de andre lande til maksimalt 27 kommissærer, hvor hvert medlemsland har ret til at udpege en kommissær ifølge et rotationsprincip med streng ligevægt.
  • Kommissionens formand og kommissærerne udpeges fra nu af ved et kvalificeret flertal i Rådet.
  • Kommissionens formand får øgede beføjelser over kommissærkollegiet, nemlig at fordele eller omfordele ansvarsområder blandt kommissærerne og – med kollegiets godkendelse ved simpelt flertal – at afskedige en af kommissærerne.
• Afstemningssystemet i Rådet for Den Europæiske Union omdefineres:
  • Stemmevægtningen ombalanceres for bedre at afspejle medlemslandenes relative befolkningstal.
  • Betingelserne for at opnå kvalificeret flertal strammes, så der nu kræves 73,9 % (i stedet for 71,3 %) af stemmerne. Desuden skal de EU-lande, der udgør dette flertal (hvis kontrol af dette kræves af et EU-land), repræsentere mindst 62 % af EU’s befolkning.
  • Brugen af afstemning ved kvalificeret flertal udvides til nye områder.
• Sammensætningen af Europa-Parlamentet revideres, og det får flere beføjelser:
  • Antallet af pladser øges til 732 medlemmer i et EU med 27 medlemslande.
  • Den fælles beslutningsprocedure (i dag den almindelige lovgivningsprocedure) udvides til næsten alle områder, hvor Rådet træffer beslutninger med kvalificeret flertal.
  • Parlamentet kan forelægge en sag for Den Europæiske Unions Domstol på samme måde som et medlemsland eller Kommissionen.
• EU-Domstolen reformeres gennemgribende:
  • Den sættes i forskellige opstillinger: afdelinger med 3 til 5 dommere, den store afdeling (11 dommere) eller i plenum (1 dommer pr. EU-land).
  • Retten i Første Instans (nu Retten) får udvidet sine kompetencer i forbindelse med visse kategorier, der forlægges med henblik på præjudiciel afgørelse¹.
  • Rådet kan ved enstemmighed oprette underretter, som tager sig af førsteinstansbehandling på særlige retsområder såsom patentret.
• Der indføres nye regler om forstærket samarbejde:
  • Det skal kun involvere mindst otte EU-lande (ikke et flertal som tidligere).
  • I den centrale »søjle« for Det Europæiske Fællesskab kan et EU-land ikke længere nedlægge veto mod iværksættelsen af forstærket samarbejde. Desuden kræves der samstemmende udtalelse (i dag godkendelse) fra Parlamentet, udover Kommissionens godkendelse (som altid skal foreligge), hvis samarbejdsområdet er et område med fælles beslutningstagning.
  • Muligheden for forstærket samarbejde udvides til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, med undtagelse af forsvar; her har EU-landene vetoret.
  • Ved samarbejde om retlige og indre anliggender gøres forstærket samarbejde særlig fleksibelt: EU-landene har ingen vetoret, og der kræves hverken godkendelse fra Kommissionen eller Parlamentet.

Andre vigtige ændringer indført med traktaten

• Sammen med muligheden for sanktioner mod et EU-land for at overtræde grundlæggende rettigheder (indført af Amsterdam-traktaten) tilføjes der en forebyggende mekanisme i artikel 7 i TEU.
• TEU modificeres for at tage højde for udviklingen i den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.
• Eurojusts rolle i udviklingen af retligt samarbejde i kriminalsager anerkendes.
• Bruxelles udpeges som stedet for Det Europæiske Råds formelle møder.