(1)

For at forblive konkurrencedygtig på de globale markeder er Unionen nødt til at forbedre det indre markeds funktion og klare de mange udfordringer, som en stadig mere teknologistyret økonomi skaber i dag. Strategien for det digitale indre marked fastlægger en omfattende ramme, der fremmer integrationen af en digital dimension i det indre marked. Den første søjle i strategien for det digitale indre marked håndterer fragmenteringen af den indbyrdes EU-handel ved at se på alle de største hindringer for udviklingen af grænseoverskridende e-handel, der tegner sig for langt størsteparten af virksomhedernes grænseoverskridende salg af varer til forbrugere.

(2)

Artikel 26, stk. 1 og 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter, at Unionen vedtager foranstaltninger med henblik på oprettelse af det indre marked eller sikring af dets funktion, og at det omfatter et område uden indre grænser, hvor den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser er sikret. Artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i TEUF fastsætter, at Unionen skal bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved hjælp af foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 114 i TEUF, som led i gennemførelsen af det indre marked. Dette direktiv sigter mod at finde den rette balance mellem at opnå et højt niveau af forbrugerbeskyttelse og fremme virksomhedernes konkurrenceevne, samtidig med at nærhedsprincippet respekteres.

(3)

Visse aspekter af aftaler om salg af varer bør harmoniseres med udgangspunkt i et højt forbrugerbeskyttelsesniveau for at opnå et ægte digitalt indre marked, øge retssikkerheden og mindske transaktionsomkostningerne, navnlig for små og mellemstore virksomheder (»SMV'er«).

(4)

E-handel er en hoveddrivkraft for vækst i det indre marked. Men e-handlens vækstpotentiale er imidlertid langtfra udnyttet til fulde. For at styrke Unionens konkurrenceevne og skabe vækst er Unionen nødt til at handle hurtigt og tilskynde de økonomiske aktører til at frigøre det indre markeds fulde potentiale. Det indre markeds fulde potentiale kan kun frigøres, såfremt alle markedsdeltagere har let adgang til grænseoverskridende salg af varer, herunder e-handelstransaktioner. De aftaleretlige regler, som ligger til grund for markedsdeltagernes transaktioner, er blandt de vigtigste faktorer, der påvirker virksomhedernes beslutninger om, hvorvidt de skal udbyde varer på tværs af grænserne. Disse regler har desuden betydning for, hvorvidt forbrugere er villige til at tage denne form for køb til sig og have tillid til den.

(5)

Den teknologiske udvikling har ført til et voksende marked for varer, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller digitale tjenester. På grund af det stigende antal af denne form for udstyr og deres hurtigt voksende udbredelse blandt forbrugere er det nødvendigt med en indsats på EU-plan for at sikre, at der er et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, og at øge retssikkerheden med hensyn til de regler, der finder anvendelse for aftaler om salg af sådanne produkter. Forøgelse af retssikkerheden vil hjælpe til at styrke forbrugeres og sælgeres tillid.

(6)

EU-reglerne for salg af varer er stadig fragmenterede, selv om reglerne om leveringsbetingelser og hvad angår aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, oplysningskrav forud for indgåelsen af aftalen og fortrydelsesret allerede er fuldt ud harmoniserede ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (3). Andre vigtige kontraktforhold, såsom betingelser for overensstemmelse, beføjelser i tilfælde af mangler ved aftalen og de væsentligste regler for udøvelse af disse beføjelser, er i dag underlagt minimumsharmonisering i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF (4). Medlemsstaterne har haft mulighed for at være mere vidtgående end EU-standarderne og indføre eller opretholde regler, der sikrer, at et endnu højere forbrugerbeskyttelsesniveau opnås. I denne forbindelse har de tilpasset forskellige forhold i forskelligt omfang. Dermed er der i dag væsentlige forskelle i de nationale bestemmelser, der gennemfører direktiv 1999/44/EF, for så vidt angår centrale forhold, såsom fraværet eller tilstedeværelsen af et hierarki af beføjelser.

(7)

De nuværende forskelle kan være til skade for virksomheder og forbrugere. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (5) skal erhvervsdrivende, der retter deres virksomhed mod forbrugere i andre medlemsstater, tage højde for de ufravigelige forbrugeraftaleretlige regler på det sted, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted. Da der er forskel på disse regler i medlemsstaterne, kan virksomhederne stå over for yderligere omkostninger. Derfor kan mange virksomheder foretrække blot at drive handel indenlands eller kun at eksportere til en eller to medlemsstater. Dette valg, der mindsker eksponeringen for omkostninger og risici i forbindelse med grænseoverskridende handel, resulterer i forspildte muligheder for at udvide virksomheden og for stordriftsfordele. Dette berører især SMV’er.

(8)

Selv om forbrugere som følge af forordning (EF) nr. 593/2008 nyder en høj grad af beskyttelse, når de foretager køb i udlandet, har den juridiske fragmentering desuden en negativ indvirkning på forbrugeres tillid til grænseoverskridende transaktioner. Om end der er flere faktorer, der bidrager til denne mistillid, er usikkerheden om de vigtigste aftalemæssige rettigheder en af de største bekymringer for forbrugere. Denne usikkerhed gør sig gældende, uanset om forbrugere er beskyttet af de ufravigelige forbrugeraftaleretlige regler i deres egen medlemsstat, når sælgere retter deres grænseoverskridende virksomhed mod dem, eller om forbrugere indgår grænseoverskridende aftaler med sælgere, uden at den pågældende sælger udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i forbrugerens medlemsstat.

(9)

Selv om onlinesalg af varer tegner sig for langt størstedelen af de grænseoverskridende salg i Unionen, har forskellene i nationale aftaleregler samme betydning for detailhandlende, der beskæftiger sig med fjernsalg, som for detailhandlende, der beskæftiger sig med direkte salg, og de forhindrer dem i at udvide på tværs af grænserne. Dette direktiv bør omfatte alle salgskanaler for at skabe lige forretningsvilkår for alle virksomheder, som sælger varer til forbrugere. Ved at fastlægge ensartede regler for alle salgskanaler bør dette direktiv sikre, at der ikke opstår forskelle, der kan påføre det stigende antal detailhandlende i Unionen, som opererer via flere kanaler, en urimelig byrde. Behovet for sammenhængende regler for salg og garantier uanset salgskanal blev bekræftet i forbindelse med Kommissionens kvalitetskontrol af forbruger- og markedsføringslovgivning offentliggjort den 29. maj 2017, og som også omfattede direktiv 1999/44/EF.

(10)

Dette direktiv bør omfatte regler for salg af varer, herunder varer med digitale elementer, udelukkende i forbindelse med de centrale aftaleforhold, der er nødvendige for at overvinde aftaleretlige hindringer på det indre marked. I den forbindelse bør reglerne om krav til overensstemmelse, forbrugeres beføjelser i tilfælde af mangler ved aftalen og de vigtigste regler for udøvelse af disse beføjelser harmoniseres fuldt ud, og forbrugerbeskyttelsesniveauet bør øges i forhold til direktiv 1999/44/EF. Fuldt ud harmoniserede regler om nogle centrale forhold i forbrugeraftaleretten vil gøre det nemmere for virksomheder, i særdeleshed SMV’er, at udbyde deres produkter i andre medlemsstater. Ved fuld harmonisering af centrale regler vil forbrugere få et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og øget forbrugervelfærd.

(11)

Dette direktiv supplerer direktiv 2011/83/EU. Hvor direktiv 2011/83/EU primært fastsætter bestemmelser vedrørende oplysningskrav forud for indgåelsen af aftaler, fortrydelsesret ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted samt regler om levering af varer og risikoens overgang, indfører nærværende direktiv regler vedrørende varernes overensstemmelse, forbrugernes beføjelser i tilfælde af mangler og regler for deres udøvelse.

(12)

Dette direktiv bør kun gælde for løsøregenstande, der er varer som omhandlet i dette direktiv. Medlemsstaterne bør derfor frit kunne regulere aftaler om salg af fast ejendom, såsom beboelsesejendomme, og de vigtigste bestanddele heraf, som er beregnet til at udgøre en stor del af den pågældende faste ejendom.

(13)

Dette direktiv og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 (6) bør supplere hinanden. Hvor direktiv (EU) 2019/770 fastsætter regler om visse krav vedrørende aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, fastsætter nærværende direktiv regler om visse krav vedrørende aftaler om salg af varer. For at imødekomme forbrugeres forventninger og sikre en tydelig og enkel retlig ramme for erhvervsdrivende for digitalt indhold og digitale tjenester, finder direktiv (EU) 2019/770 anvendelse på levering af digitalt indhold og digitale tjenester, herunder digitalt indhold der leveres på et fysisk medium, såsom DVD'er, CD'er, USB-nøgler og hukommelseskort, samt på det fysiske medium, forudsat at det fysiske medium udelukkende fungerer som formidler af det digitale indhold. I modsætning hertil bør nærværende direktiv finde anvendelse på aftaler om salg af varer, herunder varer med digitale elementer, der kræver digitalt indhold eller en digital tjeneste for at fungere.

(14)

Udtrykket »varer« som fastsat i dette direktiv bør anses for at omfatte »varer med digitale elementer« og derfor også henvise til alt digitalt indhold eller alle digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med sådanne varer på en sådan måde, at fraværet af dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste vil forhindre varerne i at fungere. Digitalt indhold, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med en vare, kan være enhver form for data, der er produceret og leveret i digital form, såsom styresystemer, programmer og andet software. Digitalt indhold kan være forudinstalleret på tidspunktet for indgåelsen af købsaftalen eller kan, hvor det fastsættes i nævnte aftale, installeres efterfølgende. Digitale tjenester, der er indbyrdes forbundet med en vare, kan omfatte tjenester, der muliggør generering, behandling eller lagring af data i digital form eller adgang dertil, såsom software-as-a-service, der tilbydes i cloudcomputing-miljøet, løbende levering af trafikdata i et navigationssystem eller løbende levering af individuelt tilpassede træningsprogrammer i forbindelse med smarture.

(15)

Dette direktiv bør finde anvendelse på aftaler om salg af varer, herunder varer med digitale elementer, hvor fraværet af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, vil forhindre varerne i at fungere, og hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres sammen med varerne i henhold til købsaftalen vedrørende disse varer. Hvorvidt leveringen af digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, udgør en del af købsaftalen med sælgeren, bør afhænge af denne aftales indhold. Det bør omfatte digitalt indhold eller digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, hvis leveringen heraf udtrykkeligt kræves i aftalen. Det bør også omfatte de købsaftaler, der kan forstås som omfattende leveringen af specifikt digitalt indhold eller en specifik digital tjeneste, fordi det er sædvanligt for varer af samme type, og forbrugeren med rimelighed kan forvente dette i betragtning af varernes karakter og i betragtning af eventuelle offentlige udsagn, der er fremsat af eller på vegne af sælgeren eller andre personer i tidligere led i transaktionskæden, herunder producenten. Hvis f.eks. et smart-TV blev annonceret som indeholdende en bestemt videoapplikation, ville denne videoapplikation blive anset for at være en del af købsaftalen. Dette bør gælde, uanset om det digitale indhold eller den digitale tjeneste er forudinstalleret i selve varen eller skal downloades efterfølgende på en anden enhed og kun er indbyrdes forbundet med varen. En smartphone kunne f.eks. leveres med standardiserede forudinstallerede programmer, der er leveret i henhold til købsaftalen, såsom et alarmprogram eller et kameraprogram. Et andet muligt eksempel er et smartur. I sådant et tilfælde er det selve uret, der anses for at være varen med digitale elementer, som kun kan fungere med en applikation, der leveres i henhold til købsaftalen, men som skal downloades af forbrugeren til en smartphone. Applikationen er derefter det indbyrdes forbundne digitale element. Dette bør også gælde, hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varen, ikke leveres af sælgeren selv, men leveres i henhold til købsaftalen af en tredjemand. For at undgå usikkerhed for både sælgere og forbrugere bør reglerne i dette direktiv finde anvendelse i tilfælde af tvivl om, hvorvidt leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste er en del af købsaftalen. Konstatering af, at der eksisterer et bilateralt aftalemæssigt forhold mellem sælgeren og forbrugeren, som leveringen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret eller indbyrdes forbundet, er en del af, bør desuden ikke berøres af det forhold, at forbrugeren skal give sit samtykke til en licensaftale med en tredjepart for at kunne bruge det digitale indhold eller den digitale tjeneste.

(16)

Modsætningsvis, hvis fraværet af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, ikke forhindrer varerne i at udføre deres funktioner, eller hvis forbrugeren indgår en aftale om levering af digitalt indhold eller en digital tjeneste, som ikke indgår i en købsaftale vedrørende varer med digitale elementer, bør denne aftale anses for at være adskilt fra aftalen om salg af varerne, selv om sælgeren fungerer som formidler af denne anden aftale med den leverende tredjemand, og kunne være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2019/770, hvis nævnte direktivs betingelser er opfyldt. Hvis en forbruger f.eks. downloader et spil til sin smartphone fra en appstore, er aftalen om levering af spillet adskilt fra aftalen om salg af selve smartphonen. Nærværende direktiv bør derfor kun finde anvendelse på aftalen om salg af smartphonen, mens leveringen af spillet bør være omfattet af direktiv (EU) 2019/770, hvis betingelserne i nævnte direktiv er opfyldt. Et andet eksempel ville være en situation, hvor det udtrykkeligt aftales, at forbrugeren køber en smartphone uden et specifikt styresystem, og hvor forbrugeren efterfølgende indgår en aftale om levering af et styresystem fra en tredjepart. I et sådant tilfælde ville leveringen af styresystemet, som er købt særskilt, ikke være en del af købsaftalen og derfor ikke være omfattet af anvendelsesområdet for nærværende direktiv, men kunne være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2019/770, hvis betingelserne i nævnte direktiv er opfyldt.

(17)

For den juridiske klarheds skyld bør dette direktiv fastlægge en definition af en købsaftale og også klart definere dets anvendelsesområde. Dette direktivs anvendelsesområde bør også omfatte aftaler om varer, der endnu ikke er fremstillet eller frembragt, herunder efter forbrugerens specifikationer. Installation af varerne kan endvidere være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, hvis installationen er en del af købsaftalen og skal udføres af sælgeren eller på sælgerens vegne. Hvis en aftale indeholder elementer med både salg af varer og levering af tjenester, bør det overlades til national ret at fastsætte, om hele aftalen kan klassificeres som en købsaftale som omhandlet i dette direktiv.

(18)

Dette direktiv bør ikke berøre nationalret, i det omfang de pågældende spørgsmål ikke er reguleret af dette direktiv, navnlig for så vidt angår varernes lovlighed, erstatning og generelle aftaleretlige aspekter såsom indgåelse, gyldighed, ugyldighed eller virkninger af aftaler. Det samme bør gælde for konsekvenserne af at ophæve aftalen og for visse aspekter angående afhjælpning og omlevering, som ikke er reguleret af dette direktiv. I forbindelse med reguleringen af parters ret til at undlade at opfylde deres forpligtelser eller en del deraf, indtil den anden part opfylder sine forpligtelser, bør medlemsstaterne stadig frit kunne regulere betingelserne og reglerne for, at forbrugeren kan tilbageholde betalingen af prisen. Medlemsstaterne bør også fortsat frit kunne regulere forbrugerens ret til erstatning for skader, de har lidt som følge af sælgerens overtrædelse af dette direktiv. Dette direktiv bør heller ikke berøre nationale regler, der ikke gælder specifikt for forbrugeraftaler, og som giver specifikke beføjelser i forbindelse med visse typer af fejl, der ikke kunne konstateres på tidspunktet for købsaftalens indgåelse, nemlig nationale bestemmelser, som fastlægger specifikke regler for sælgerens ansvar for skjulte fejl. Dette direktiv bør heller ikke berøre national lovgivning om forbrugerens ikkeaftalebestemte beføjelser i tilfælde af mangler ved varen over for personer i tidligere led i transaktionskæden, f.eks. fabrikanter eller andre personer, der opfylder forpligtelserne for sådanne personer.

(19)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes frihed til at give forbrugere ret til at vælge en specifik beføjelse, hvis der konstateres mangler ved varerne kort tid efter levering, nemlig nationale bestemmelser, der fastlægger forbrugerens ret til at afvise mangelfulde varer og behandle aftalen som ophævet eller anmode om øjeblikkelig omlevering inden for en kort periode efter varernes levering, som ikke bør overskride 30 dage.

(20)

Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte oplysningsforpligtelser for sælgeren i forbindelse med aftalens indgåelse eller sælgerens pligt til at advare forbrugeren om f.eks. visse egenskaber ved varen, egnetheden af de materialer, som forbrugeren har leveret, eller mulige ulemper som følge af specifikke anmodninger fra forbrugeren, f.eks. en anmodning fra forbrugeren om at anvende et særligt stof til skræddersyning af en selskabskjole.

(21)

Medlemsstaterne bør også frit kunne udvide anvendelsen af reglerne i dette direktiv til også at omfatte aftaler, der er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, eller for på anden måde at regulere sådanne aftaler. Medlemsstaterne bør f.eks. fortsat frit kunne beslutte at udvide den beskyttelse, forbrugere gives ved dette direktiv, til også at omfatte fysiske eller juridiske personer, der ikke er forbrugere som defineret i dette direktiv, såsom ikke-statslige organisationer, nyetablerede virksomheder eller SMV'er.

(22)

Definitionen af en forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås dels som led i, dels ikke som led i den pågældende persons erhverv, og hvor det erhvervsmæssige formål er marginalt i forbindelse med aftalen, bør medlemsstaterne imidlertid også stadig frit kunne bestemme, om og under hvilke omstændigheder den pågældende person ligeledes bør betragtes som en forbruger.

(23)

Dette direktiv bør finde anvendelse på alle aftaler, hvor sælgeren overdrager eller påtager sig at overdrage ejendomsretten til en vare til forbrugeren. Udbydere af platforme kan anses for at være sælgere i henhold til dette direktiv, hvis de handler som led i deres egen forretning og som direkte aftalepartner for forbrugeren med henblik på salg af varer. Medlemsstaterne bør stadig frit kunne vælge at udvide anvendelsen af dette direktiv til udbydere af platforme, som ikke opfylder kravene til at blive anset for en sælger i henhold til dette direktiv.

(24)

For at finde en balance mellem behovet for retssikkerhed og en rimelig fleksibilitet med hensyn til retsreglerne bør der ved enhver henvisning i dette direktiv til, hvad en person kan forvente fra eller af en person, forstås, hvad der med rimelighed kan forventes. Om noget er rimeligt, skal vurderes på et objektivt grundlag under hensyn til aftalens art og formål, sagens konkrete omstændigheder og parternes sædvane og praksis.

(25)

For at gøre det klart, hvad forbrugeren kan forvente af varen, og hvad sælgeren er ansvarlig for i tilfælde af, at denne ikke kan levere, hvad der forventes, er det afgørende at harmonisere reglerne for, hvorvidt varerne er i overensstemmelse, fuldt ud. Enhver henvisning til overensstemmelse i dette direktiv bør henvise til varernes overensstemmelse med købsaftalen. For at beskytte de legitime interesser hos begge parter i en købsaftale bør overensstemmelsen vurderes på grundlag af både subjektive og objektive krav til overensstemmelse.

(26)

Derfor bør varerne opfylde de krav, der er aftalt mellem sælgeren og forbrugeren i købsaftalen. Sådanne krav kan bl.a. omfatte kvantitet, kvalitet, type og beskrivelse af varerne, deres egnethed til et specifikt formål og levering af varerne med det aftalte tilbehør og eventuelle vejledninger. Kravene i købsaftalen bør omfatte de krav, der følger af oplysninger forud for aftaleindgåelse, som i overensstemmelse med direktiv 2011/83/EU er en integreret del af købsaftalen.

(27)

Begrebet »funktionalitet« bør anses for at henvise til, hvordan varerne kan udføre deres funktioner under hensyntagen til formålet hermed. Begrebet »interoperabilitet« vedrører, hvorvidt og i hvilket omfang varer er i stand til at fungere sammen med hardware eller software, der adskiller sig fra det, som varer af samme type normalt bruges med. Tilfredsstillende funktionsevne kan f.eks. omfatte varers evne til at udveksle oplysninger med en sådan anden software eller hardware og til at anvende de udvekslede oplysninger.

(28)

I betragtning af at det digitale indhold eller de digitale tjenester, der er integreret eller indbyrdes forbundet med varer, hele tiden udvikler sig, kan sælgere aftale med forbrugere at levere opdateringer til disse varer. Opdateringer af varernes digitale indholds- eller digitale tjenesteelement kan i henhold til købsaftalen foretages med henblik på forbedring og optimering, udvidelse af funktionerne, tilpasning til den tekniske udvikling, beskyttelse mod nye sikkerhedstrusler eller andre formål. Overensstemmelsen for varer med digitalt indhold eller digitale tjenester, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, bør derfor også vurderes med hensyn til, hvorvidt varernes digitale indholds- eller digitale tjenesteelement opdateres i overensstemmelse med købsaftalen. Manglende levering af opdateringer, som er aftalt i købsaftalen, bør betragtes som en mangel ved varerne. Derudover bør fejlbehæftede eller ufuldstændige opdateringer også betragtes som en mangel ved varen, henset til, at dette indebærer, at sådanne opdateringer ikke foretages på den måde, der er fastsat i købsaftalen.

(29)

For at være i overensstemmelse bør varerne ikke alene opfylde de subjektive krav til overensstemmelse, men bør endvidere opfylde de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i dette direktiv. Overensstemmelsen bør vurderes bl.a. ud fra det formål, som varer af samme type sædvanligvis anvendes til, om de leveres med det tilbehør og de vejledninger, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage, eller om de svarer til den vareprøve eller model, som sælgeren har gjort tilgængelig for forbrugeren. Varerne bør også have de egenskaber og funktioner, der er sædvanlige for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til varernes art og i givet fald de offentlige udsagn, der er afgivet af eller på vegne af sælgeren eller andre personer i et tidligere led i transaktionskæden.

(30)

Ud over opdateringer, der er fastsat i aftalen, bør sælgeren også levere opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, for at sikre, at varer med digitale elementer bliver ved med at være i overensstemmelse. Sælgerens forpligtelse bør være begrænset til opdateringer, der er nødvendige for, at disse varer kan opretholde deres overensstemmelse med de objektive og subjektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i dette direktiv. Medmindre parterne har fastsat andet i aftalen, bør sælgeren hverken være forpligtet til at levere opgraderede versioner af varernes digitale indhold eller digitale tjeneste eller forbedre eller udvide varernes funktioner ud over overensstemmelseskravene. Hvis en opdatering, som leveres af sælgeren eller af en tredjemand, der leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste i henhold til købsaftalen, medfører en mangel ved varen med digitale elementer, bør sælgeren være ansvarlig for at bringe varen i overensstemmelse igen. Forbrugeren bør være frit stillet med hensyn til at vælge at installere de opdateringer, der leveres. Hvis forbrugeren beslutter ikke at installere de opdateringer, der er nødvendige for varen med digitale elementer for at sikre, at de bliver ved med at være i overensstemmelse, bør forbrugeren imidlertid ikke forvente, at disse varer bliver ved med at være i overensstemmelse. Sælgeren bør oplyse forbrugeren om, at forbrugerens beslutning om at undlade at installere opdateringer, som er nødvendige for, at varer med digitale elementer bliver ved at være i overensstemmelse, herunder sikkerhedsopdateringer, vil have indflydelse på sælgerens ansvar for overensstemmelsen af de egenskaber, der er forbundet med varerne med digitale elementer, som de pågældende opdateringer forventes at holde i overensstemmelse. Dette direktiv bør ikke berøre forpligtelser til at levere sikkerhedsopdateringer i henhold til anden EU-ret eller national ret.

(31)

Ved varer med digitale elementer, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, leveres ved en enkelt levering, bør sælgeren i princippet kun være ansvarlig for mangler, der foreligger på leveringstidspunktet. Forpligtelsen til at levere opdateringer bør imidlertid afspejle det forhold, at det digitale miljø for en sådan vare ændrer sig hele tiden. Derfor er opdateringer et nødvendigt redskab for at sikre, at varerne fungerer lige så godt som på leveringstidspunktet. I modsætning til traditionelle varer er varer med digitale elementer endvidere ikke fuldstændig adskilt fra sælgeren, eftersom sælgeren eller en tredjeperson, der leverer det digitale indhold eller den digitale tjeneste i henhold til købsaftalen, kan fjernopdatere varerne, som regel via internettet. Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres ved en enkelt levering, bør sælgeren derfor være ansvarlig for at levere de opdateringer, der er nødvendige for at sikre, at varerne med digitale elementer forbliver i overensstemmelse i den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forvente, selv hvis varerne var i overensstemmelse på leveringstidspunktet. Den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forvente at modtage opdateringer, bør vurderes på grundlag af varernes og de digitale elementers type og formål og under hensyntagen til omstændighederne ved og arten af købsaftalen. En forbruger vil normalt forvente at modtage opdateringer som minimum i den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for mangler, mens forbrugerens rimelige forventning i nogle tilfælde kan strække sig ud over denne periode, hvilket navnlig kan være tilfældet for så vidt angår sikkerhedsopdateringer. I andre tilfælde, f.eks. i forbindelse med varer med digitale elementer, hvis formål er tidsbegrænset, vil sælgerens forpligtelse til at foretage opdateringer normalt være begrænset til nævnte tidsrum.

(32)

Det er vigtigt at sikre en længere holdbarhed af varer for at opnå mere bæredygtige forbrugsmønstre og en cirkulær økonomi. Det er også meget vigtigt at holde fejlbehæftede produkter ude af Unionens marked ved at styrke markedsovervågningen og give de økonomiske aktører de rigtige incitamenter, så tilliden til det indre markeds funktionsmåde kan øges. I den forbindelse er produktspecifik EU-lovgivning den mest hensigtsmæssige måde at indføre holdbarhedskrav og andre produktrelaterede krav til særlige former for eller grupper af produkter ved hjælp af tilpassede betingelser. Dette direktiv bør derfor være komplementært i forhold til målsætningerne, der forfølges i en sådan produktspecifik EU-lovgivning og bør omfatte holdbarhed som et objektivt kriterium for vurderingen af varers overensstemmelse. Ved holdbarhed bør der i dette direktiv forstås varernes evne til at bevare deres påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug. For at varer er i overensstemmelse, bør de have en holdbarhed, der er sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til de specifikke varers art, herunder det eventuelle behov for rimelig vedligeholdelse af varer som f.eks. den regelmæssige kontrol og udskiftning af filtre i en bil og i givet fald de offentlige udsagn, der er afgivet af eller på vegne af personer, der udgør en forbindelse i transaktionskæden. Vurderingen bør også tage hensyn til alle andre relevante omstændigheder såsom varernes pris samt den intensitet eller hyppighed, hvormed forbrugeren anvender varerne. For så vidt som specifikke holdbarhedsoplysninger angives i en erklæring forud for aftalens indgåelse, som er en del af købsaftalen, bør forbrugeren endvidere kunne regne med disse oplysninger som en del af de subjektive krav til overensstemmelse.

(33)

Sælgeren bør i henhold til dette direktiv være forpligtet til at levere forbrugeren varer, som på leveringstidspunktet er i overensstemmelse. Det er muligt, at sælgere vil gøre brug af reservedele for at opfylde deres forpligtelse til at afhjælpe varer i tilfælde af en mangel, der forelå på leveringstidspunktet. Selv om dette direktiv ikke bør pålægge en forpligtelse for sælgere til som et objektivt krav til overensstemmelse at sikre tilgængeligheden af reservedele i en hel periode, bør det ikke berøre andre bestemmelser i national ret, der forpligter sælgeren, producenten eller andre personer, der udgør et led i transaktionskæden, til at sikre, at reservedele er tilgængelige, eller til at underrette forbrugere om en sådan tilgængelighed.

(34)

En lang række varer skal installeres, før de kan bruges på en effektiv måde af forbrugeren. Ved varer med digitale elementer er det desuden som regel nødvendigt at installere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, før forbrugeren kan anvende disse varer i overensstemmelse med deres tiltænkte formål. Enhver mangel, der skyldes forkert installation af varerne, herunder forkert installation af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, bør derfor betragtes som en mangel, hvis installationen er udført af sælgeren eller på sælgerens vegne. Hvis varerne skal installeres af forbrugeren, bør en mangel, der skyldes forkert installation, betragtes som en mangel ved varerne, uanset om installationen er udført af forbrugeren eller af en tredjepart på forbrugerens vegne, hvis den forkerte installation skyldes mangler i installationsvejledningen såsom ufuldstændighed eller manglende klarhed, som gør installationsvejledningen vanskelig at anvende for den gennemsnitlige forbruger.

(35)

Manglende overensstemmelse bør omfatte både materielle og retlige mangler. Begrænsninger, der skyldes krænkelse af tredjemands ret, navnlig intellektuelle ejendomsrettigheder, kan eventuelt hindre eller begrænse brugen af varerne i overensstemmelse med aftalen. Medlemsstaterne bør sikre, at forbrugeren i disse tilfælde har ret til de i dette direktiv fastsatte beføjelser i tilfælde af mangler, medmindre national ret indeholder bestemmelser om ugyldighed af aftalen eller om dens ophævelse i sådanne tilfælde.

(36)

For at sikre, at der er tilstrækkelig fleksibilitet i reglerne, f.eks. i forbindelse med salg af brugte genstande, bør det være muligt for parterne at fravige de objektive krav til overensstemmelse, der er fastsat i dette direktiv. En sådan fravigelse bør kun være mulig, hvis forbrugeren gøres tydeligt opmærksom på den, og hvis forbrugeren accepterer den særskilt fra andre erklæringer eller aftaler og gennem aktiv og utvetydig handlemåde.

(37)

En øget retssikkerhed for både forbrugere og sælgere kræver en klar angivelse af, hvornår varernes overensstemmelse bør vurderes. Det relevante tidspunkt for at vurdere varernes overensstemmelse bør være det tidspunkt, hvor varerne leveres. Dette bør også gælde for varer, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste, der er leveret ved en enkelt levering. Hvis det digitale indhold eller den digitale tjeneste, der er integreret i eller indbyrdes forbundet med varerne, leveres løbende i en periode, bør det relevante tidspunkt med henblik på at fastslå, om det digitale indholds- eller digitale tjenesteelement er i overensstemmelse, imidlertid ikke være et tidspunkt, men nærmere en periode, der begynder på leveringstidspunktet. Af hensyn til retssikkerheden bør denne periode være lig med den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for mangler.

(38)

Dette direktiv bør ikke regulere betydningen af »levering«, hvilket bør overlades til national ret, navnlig spørgsmålet om, hvad sælgeren skal gøre for at opfylde sin forpligtelse til at levere varerne. Desuden bør henvisninger til leveringstidspunktet i dette direktiv ikke berøre reglerne om risikoens overgang som fastsat i direktiv 2011/83/EU og i overensstemmelse hermed gennemført i medlemsstaternes ret.

(39)

Varer med digitale elementer bør anses for at være leveret til forbrugeren, når både varernes fysiske komponent er leveret, og det digitale indhold eller den digitale tjeneste er leveret ved en enkelt levering, eller den løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste i en periode er begyndt. Dette betyder, at sælgeren også bør gøre det digitale indhold eller den digitale tjeneste tilgængelig for forbrugeren på en sådan måde, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste eller andre midler, der er egnede til at downloade eller få adgang til det digitale indhold eller den digitale tjeneste, er modtaget af forbrugeren, og at ingen yderligere handling kræves af sælgeren, for at forbrugeren kan anvende det digitale indhold eller den digitale tjeneste i overensstemmelse med aftalen, f.eks. ved hjælp af et link eller en downloadmulighed. Det relevante tidspunkt for at fastslå, om varen er i overensstemmelse, bør derfor være det tidspunkt, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste leveres, hvis den fysiske komponent blev leveret tidligere. Som et resultat heraf kan det sikres, at ansvarsperioden for den fysiske komponent på den ene side og for det digitale element på den anden side begynder at løbe på samme tidspunkt. I mange tilfælde kan forbrugeren endvidere ikke opdage en fejl i den fysiske komponent, før det digitale indhold eller den digitale tjeneste er leveret.

(40)

Når varer skal installeres af sælgeren, kan forbrugeren i visse tilfælde ikke anvende varerne eller opdage fejlen, før installationen er afsluttet. Når varerne i henhold til købsaftalen skal installeres af sælgeren eller på sælgerens vegne, bør varerne derfor anses for at være leveret til forbrugeren, når installationen er afsluttet.

(41)

For at sikre sælgernes retssikkerhed og forbrugernes generelle tillid til den grænseoverskridende handel er det nødvendigt at fastsætte en periode, hvor forbrugeren har ret til beføjelser i tilfælde af enhver mangel, der foreligger på det relevante tidspunkt, til at fastslå, om varen er i overensstemmelse. I betragtning af at hovedparten af medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af direktiv 1999/44/EF har fastsat en periode på to år, og at denne periode i praksis betragtes som rimelig af markedsdeltagerne, bør denne periode bevares. Den samme periode bør gælde i tilfælde af varer med digitale elementer. Hvis aftalen foreskriver løbende levering i mere end to år, bør forbrugeren imidlertid have ret til beføjelser i tilfælde af enhver mangel i det digitale indhold eller den digitale tjeneste, som opstår eller konstateres inden for den periode, hvor det digitale indhold eller den digitale tjeneste skal leveres i henhold til aftalen. For at sikre, at medlemsstaterne har fleksibilitet til at øge forbrugerbeskyttelsesniveauet i deres nationale ret, bør de frit kunne fastsætte længere tidsfrister for sælgerens ansvar end dem, der er fastsat i dette direktiv.

(42)

Af hensyn til sammenhængen med de eksisterende nationale retssystemer bør medlemsstaterne frit kunne bestemme enten, at sælgere er ansvarlige for en mangel, der konstateres inden for en specifik periode, eventuelt kombineret med en forældelsesfrist, eller at forbrugeres beføjelser kun afhænger af en forældelsesfrist. I det første tilfælde bør medlemsstaterne sikre, at perioden for sælgerens ansvar ikke omgås af en forældelsesfrist for forbrugerens beføjelser. Selv om dette direktiv derfor ikke bør harmonisere nationale forældelsesfristers starttidspunkt, bør det sikre, at sådanne forældelsesfrister ikke begrænser forbrugernes ret til at udøve deres beføjelser ved manglende overensstemmelse, som viser sig i den periode, hvor sælgeren er ansvarlig for manglende overensstemmelse. I sidstnævnte tilfælde bør medlemsstaterne have mulighed for at nøjes med at bevare eller indføre en forældelsesfrist for forbrugerens beføjelser, uden at indføre en specifik periode, inden for hvilken den manglende overensstemmelse skal konstateres, for at sælgeren bliver ansvarlig. For at sikre, at forbrugere også i sådanne tilfælde er beskyttet i lige så høj grad, bør medlemsstaterne sikre, at hvis der kun gælder en forældelsesfrist, bør den stadig give forbrugere mulighed for at udøve deres beføjelser ved manglende overensstemmelse, som viser sig som minimum i den periode, der er fastsat som forældelsesfrist i dette direktiv.

(43)

Med hensyn vil visse aspekter kan en anden behandling af brugte varer være berettiget. Selv om en ansvarsperiode eller en forældelsesfrist på to år eller derover sædvanligvis er i både sælgerens og forbrugerens interesse, er dette ikke nødvendigvis tilfældet i forbindelse med brugte varer. Medlemsstaterne bør derfor kunne give parterne mulighed for at aftale en forkortet ansvarsperiode eller forældelsesfrist for sådanne varer. At overlade dette spørgsmål til en aftale mellem parterne, øger aftalefriheden og sikrer, at forbrugeren både skal underrettes både om varens art som brugt vare og den forkortede ansvarsperiode eller forældelsesfrist. En sådan i aftalen fastsat periode eller frist bør imidlertid ikke være kortere end ét år.

(44)

Dette direktiv bør ikke regulere, under hvilke betingelser ansvarsperioden som omhandlet i dette direktiv eller en forældelsesfrist kan ophæves eller afbrydes. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at fastsætte regler om ophævelse eller afbrydelse af ansvarsperioden eller forældelsesfristen, f.eks. i tilfælde af afhjælpning, omlevering eller forhandlinger mellem sælgeren og forbrugeren med henblik på en mindelig ordning.

(45)

I en periode på ét år eller i en periode på to år, hvis medlemsstaterne vælger at indføre en periode på to år, bør forbrugeren blot bevise, at der er en mangel ved varen, uden også at skulle bevise, at manglen faktisk forelå på det relevante tidspunkt for fastslåelse af overensstemmelse. For at tilbagevise forbrugerens påstand skal sælgeren bevise, at manglen ikke forelå på det pågældende tidspunkt. I nogle tilfælde kan antagelsen om, at en mangel forelå på det relevante tidspunkt for fastslåelse af overensstemmelse, desuden være uforenelig med varernes art eller manglens art. Det første kan være tilfældet med varer, der efter art forringes, såsom letfordærvelige produkter, f.eks. blomster, eller varer, der udelukkende er beregnet til engangsbrug. Et eksempel på sidstnævnte ville være en mangel, der kun kan være et resultat af en handling fra forbrugerens side eller en åbenlys ekstern årsag, der er indtruffet, efter at varen er leveret til forbrugeren. I tilfælde af varer med digitale elementer, hvor aftalen foreskriver løbende levering af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, bør forbrugeren ikke skulle bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste ikke var i overensstemmelse i løbet af den pågældende periode for fastslåelse af overensstemmelse. For at tilbagevise forbrugerens påstand skal sælgeren bevise, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste var i overensstemmelse i den pågældende periode.

(46)

Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre bestemmelser om, at forbrugeren for at kunne benytte sine rettigheder skal underrette sælgeren om en mangel inden for en periode på mindst to måneder fra den dato, hvor forbrugeren opdagede manglen. Medlemsstaterne bør kunne sikre, at forbrugere har et højere beskyttelsesniveau, ved ikke at indføre en sådan forpligtelse.

(47)

For at øge retssikkerheden og fjerne en af de største hindringer, der står i vejen for det indre marked, bør dette direktiv fuldt ud harmonisere de beføjelser, som forbrugere har adgang til i tilfælde af en mangel ved varerne, og betingelserne for udøvelse af sådanne beføjelser. I tilfælde af mangler bør forbrugere navnlig have ret til at få varen bragt i overensstemmelse, at få et forholdsmæssigt afslag i prisen eller at ophæve aftalen.

(48)

Med hensyn til at bringe varerne i overensstemmelse bør forbrugere kunne vælge mellem afhjælpning eller omlevering. Forbrugeres mulighed for at kræve afhjælpning bør fremme et bæredygtigt forbrug og kan bidrage til, at produkterne får en længere holdbarhed. Forbrugerens valg mellem afhjælpning og omlevering bør kun begrænses, hvis den valgte mulighed vil være juridisk eller faktuelt umulig eller vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger i forhold til den anden tilgængelige mulighed. Det ville f.eks. være uforholdsmæssigt at kræve omlevering af et produkt på grund af en mindre ridse, hvor en sådan omlevering ville medføre betydelige omkostninger og ridsen let ville kunne afhjælpes.

(49)

Sælgeren bør have mulighed for at afvise at bringe varerne i overensstemmelse, hvis både afhjælpning og omlevering er umulig, eller de vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger. Det samme bør gælde, hvis enten afhjælpning eller omlevering er umulig, og den alternative beføjelse vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger. Hvis varerne befinder sig et andet sted end der, hvor de oprindeligt blev leveret, kan omkostningerne ved porto og fragt f.eks. blive uforholdsmæssigt store for sælgeren.

(50)

Når der konstateres en mangel, bør forbrugeren underrette sælgeren herom for at give sælgeren mulighed for at bringe varen i overensstemmelse. Sælgeren bør gøre dette inden for en rimelig periode. Forbrugeren bør derfor i princippet ikke omgående have ret til afslag i prisen eller ophævelse af aftalen, men bør give sælgeren rimelig tid til at afhjælpe eller omlevere den mangelfulde vare. Hvis sælgeren ikke har afhjulpet eller omleveret varen inden for dette tidsrum, bør forbrugeren have ret til at kræve og opnå et afslag i prisen eller ophævelse af aftalen uden yderligere ventetid.

(51)

Hvis afhjælpning eller omlevering ikke har været en tilstrækkelig beføjelse for udbedring af manglen for forbrugeren, bør forbrugeren have ret til et afslag i prisen eller til at ophæve aftalen. Dette bør navnlig være tilfældet, hvis sælgeren ikke har tilendebragt afhjælpningen eller omleveringen, eller hvis det tydeligt fremgår af omstændighederne, at sælgeren ikke vil foretage afhjælpningen eller omleveringen, eller hvis sælgeren har afvist at bringe varerne i overensstemmelse, fordi det er umuligt at afhjælpe eller omlevere varerne, eller det vil påføre sælgeren uforholdsmæssigt store omkostninger.

(52)

I visse tilfælde kan det være berettiget, at forbrugeren bør have ret til omgående at få afslag i prisen eller ophæve den pågældende aftale. Hvis sælgeren har taget skridt til at bringe varerne i overensstemmelse, men der efterfølgende konstateres en mangel, bør det objektivt fastslås, om forbrugeren bør acceptere yderligere forsøg fra sælgerens side på at bringe varerne i overensstemmelse, under hensyntagen til alle sagens omstændigheder såsom varernes type og værdi og manglens art og betydning. Navnlig for dyre eller komplekse varer kan det være berettiget at give sælgeren endnu et forsøg på at afhjælpe manglen. Det bør også tages i betragtning, om forbrugeren kan forventes at bevare tilliden til sælgerens evne til at bringe varen i overensstemmelse eller ej, f.eks. hvis det samme problem opstår to gange. På samme måde kan en mangel i visse situationer have en så alvorlig karakter, at forbrugeren ikke kan bevare tilliden til sælgerens evne til at bringe varen i overensstemmelse, såsom når manglen i alvorlig grad berører forbrugerens evne til at anvende varerne på sædvanlig måde, og forbrugeren ikke kan forventes at have tillid til, at sælgerens afhjælpning eller omlevering vil udbedre problemet.

(53)

For at bevare en balance mellem rettigheder og forpligtelser mellem aftaleparterne bør forbrugeren kun have ret til at ophæve aftalen i tilfælde, hvor manglen ikke er uvæsentlig.

(54)

Medlemsstaterne bør kunne fastsætte de betingelser, hvorpå debitors opgaver kan varetages af en anden person, f.eks. de betingelser, hvorpå sælgerens forpligtelse til at afhjælpe en vare kan varetages af forbrugeren eller en tredjemand for sælgerens regning.

(55)

For at beskytte forbrugere mod risikoen for lange forsinkelser bør enhver afhjælpning eller omlevering afsluttes med succes inden for en rimelig tid. Hvad der betragtes som en rimelige tid til at foretage en afhjælpning eller omlevering, bør svare til den kortest mulige tid, der er nødvendig for at foretage afhjælpningen eller omleveringen. Denne tid bør fastsættes objektivt under hensyntagen til varens art og kompleksitet, manglens art og alvor og den indsats, der er nødvendig for at foretage afhjælpning eller omleveringen. Ved gennemførelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne kunne fortolke begrebet rimelig tid til at foretage en afhjælpning eller omlevering ved at fastsætte de faste tidsrum, der generelt anses for rimelige til afhjælpning eller omlevering, navnlig med hensyn til specifikke produktkategorier.

(56)

Dette direktiv bør ikke fastlægge bestemmelser om, hvor debitors forpligtelser skal opfyldes. Dette direktiv bør derfor hverken fastsætte leveringsstedet eller foreskrive, hvor afhjælpningen eller omleveringen skal finde sted; sådanne spørgsmål bør overlades til national ret.

(57)

Hvis sælgeren bringer en vare i overensstemmelse ved omlevering, bør forbrugeren ikke være forpligtet til at betale for den sædvanlige brug af varerne, inden de er omleveret. Brug af varerne bør anses for at være sædvanlig, når den er i overensstemmelse med varernes art og formål.

(58)

For at udøve retten til at ophæve aftalen i praksis i situationer, hvor forbrugeren har købt flere varer, og manglen kun berører nogle af de produkter, der er leveret i henhold til aftalen, bør forbrugeren ligeledes have ret til at ophæve aftalen for så vidt angår de andre varer, der er købt sammen med de mangelfulde varer, selv om disse andre varer er i overensstemmelse, hvis forbrugeren ikke med rimelighed kan forventes at acceptere kun at beholde de varer, der er i overensstemmelse.

(59)

Hvis forbrugeren ophæver aftalen på grund af en mangel, bør dette direktiv udelukkende fastsætte regler om de væsentligste virkninger af samt reglerne vedrørende retten til at ophæve aftalen, navnlig parternes forpligtelse til at tilbagelevere, hvad de har modtaget. Dermed bør sælgeren være forpligtet til at refundere det beløb, som forbrugeren har betalt, og forbrugeren bør tilbagelevere varen.

(60)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes frihed til at regulere andre konsekvenser af at ophæve en aftale end dem, der er fastsat i dette direktiv, såsom. konsekvenserne ved forringelse af varernes værdi eller ødelæggelse eller bortkomst af varen. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at fastsætte de nærmere regler for tilbagebetaling af prisen til forbrugeren, f.eks. reglerne vedrørende de midler, der skal anvendes til denne tilbagebetaling, eller vedrørende mulige omkostninger og afgifter, der er påløbet i forbindelse med tilbagebetalingen. Medlemsstaterne bør f.eks. også have frihed til at fastsætte visse tidsfrister for prisens tilbagebetaling eller for varernes tilbagelevering.

(61)

Princippet om sælgers ansvar for skader er et væsentligt element i købsaftaler. Forbrugere bør derfor have ret til at kræve erstatning for enhver ulempe som følge af, at sælgeren overtræder dette direktiv, herunder for skader som følge af manglende overensstemmelse. En sådan erstatning bør så vidt muligt bringe forbrugeren i den position, som vedkommende ville have været i, hvis varen havde været i overensstemmelse. Da eksistensen af en sådan ret til erstatning allerede er sikret i alle medlemsstater, bør dette direktiv ikke berøre nationale regler om erstatning til forbrugere for skader som følge af overtrædelse af disse regler. Medlemsstaterne bør også fortsat frit kunne regulere forbrugernes ret til erstatning i situationer, hvor afhjælpningen eller omleveringen har medført en væsentlig ulempe eller blev forsinket.

(62)

For at sikre, at der er gennemsigtighed, bør der fastsættes visse krav for så vidt angår de handelsmæssige garantier, sideløbende med oplysningskravene forud for indgåelsen af aftalen om de handelsmæssige garantier, der er fastsat i direktiv 2011/83/EU, og betingelserne herfor. For at forbedre retssikkerheden og undgå, at forbrugere vildledes, bør dette direktiv desuden bestemme, at de vilkår, der er mest fordelagtige for forbrugeren, bør finde anvendelse, hvis betingelserne for den handelsmæssige garanti, der er fastsat i dertil hørende reklamer er mere fordelagtige end de vilkår, der er fastsat i garantierklæringen. Endelig bør direktivet fastlægge regler for indholdet af garantierklæringen, samt for hvordan den bør stilles til rådighed for forbrugere. Garantierklæringen bør f.eks. indeholde betingelserne for den handelsmæssige garanti og anføre, at den retlige garanti om at levere en kontraktmæssig ydelse ikke påvirkes af den handelsmæssige garanti, og gøre det klart, at betingelserne for den handelsmæssige garanti udgør en forpligtelse ud over den retlige garanti om at levere en kontraktmæssig ydelse. Medlemsstaterne bør frit kunne fastsætte regler om andre aspekter af handelsmæssige garantier, som ikke er omfattet af dette direktiv, f.eks. om at tilknytte andre debitorer end garantigiveren til den handelsmæssige garanti, forudsat at disse regler ikke fratager forbrugere den beskyttelse, de nyder takket være dette direktivs fuldt ud harmoniserede bestemmelser om handelsmæssige garantier. Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne kræve, at handelsmæssige garantier ydes gratis, men bør sikre, at enhver handling fra sælgerens eller producentens side, der er omfattet af definitionen af handelsmæssige garantier som fastsat i dette direktiv, er i overensstemmelse med direktivets harmoniserede regler.

(63)

I betragtning af at sælgeren er ansvarlig over for forbrugeren for eventuelle mangler ved varerne, der skyldes en handling eller en undladelse begået af sælgeren eller tredjemand, bør sælgeren have ret til at rejse krav over for den ansvarlige person i tidligere led i transaktionskæden. Sådanne beføjelser bør omfatte beføjelser i tilfælde af mangler, der er et resultat af undladelsen af en opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering, som ville have været nødvendig, for at varen med digitale elementer blev ved med at være i overensstemmelse. Dette direktiv skal imidlertid ikke berøre aftalefriheden mellem sælgeren og andre parter i transaktionskæden. Medlemsstaterne bør oplyse de nærmere detaljer vedrørende udøvelsen af denne ret, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om, mod hvem og hvordan sælgeren kan rejse krav, og om beføjelserne er obligatoriske. Spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren også kan gøre et krav gældende direkte over for en person i et tidligere led i transaktionskæden, bør ikke reguleres af dette direktiv, undtagen i de tilfælde hvor en producent tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for varerne.

(64)

Personer eller organisationer, der i henhold til national ret anses for at have en legitim interesse i at beskytte forbrugeraftaleretlige rettigheder, skal have ret til at anlægge sag, enten ved en domstol eller ved en myndighed med kompetence til at påkende klager eller til at indlede relevante retssager.

(65)

Intet i dette direktiv er til hinder for anvendelsen af regler i den internationale privatret, navnlig forordning (EF) nr. 593/2008 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (7).

(66)

Direktiv 1999/44/EF bør ophæves. Ophævelsesdatoen bør svare til nærværende direktivs gennemførelsesdato. For at sikre, at de love og administrative bestemmelser, som medlemsstaterne skal gennemføre for at være i overensstemmelse med nærværende direktiv, anvendes ensartet for så vidt angår aftaler, der indgås fra gennemførelsesdatoen og derefter, bør dette direktiv ikke finde anvendelse på aftaler, der er indgået før gennemførelsesdatoen.

(67)

Bilaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 (8) bør ændres, således at den indeholder en henvisning til nærværende direktiv med henblik på at fremme det grænseoverskridende samarbejde om håndhævelsen af dette direktiv.

(68)

Bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF (9) bør ændres, således at det indeholder en henvisning til nærværende direktiv for at sikre, at de i dette direktiv fastlagte kollektive forbrugerinteresser beskyttes.

(69)

I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (10) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(70)

Målene for dette direktiv, nemlig at bidrage til det indre markeds funktion ved på en konstruktiv måde at håndtere aftaleretlige hindringer for salg af varer på tværs af grænserne i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, eftersom hver medlemsstat ikke er i stand til på egen hånd at håndtere den nuværende fragmenterede retlige ramme ved at sikre, at dens retsregler stemmer overens med de øvrige medlemsstaters retsregler, men kan ved at afskaffe de største aftaleretlige hindringer gennem en fuldstændig harmonisering bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(71)

Det er hensigtsmæssigt, at Kommissionen tager anvendelsen af dette direktiv op til revision fem år efter dets ikrafttræden, herunder navnlig bestemmelserne om beføjelser, bevisbyrden — også med hensyn til brugte varer samt varer, som sælges på offentlige auktioner — og producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed. Kommissionen bør også vurdere, om anvendelsen af dette direktiv og direktiv (EU) 2019/770 sikrer en konsekvent og sammenhængende retlig ramme med hensyn til levering af digitalt indhold eller digitale tjenester og varer med digitale elementer.

(72)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og friheder og overholder de principper, der navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder dem, der er indeholdt i chartrets artikel 16, 38 og 47 —