31993L0016

den finske specialudgave: Kapitel 06 bind 004 s. 102 - 125
den svenske specialudgave: Kapitel 06 bind 004 s. 102 - 125
tjekkisk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 86 - 109
estisk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 86 - 109
lettisk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 86 - 109
litauisk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 86 - 109
ungarsk specialudgave Kapitel 06 bind 002 s. 86 - 109
maltesisk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 86 - 109
polsk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 86 - 109
slovakisk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 86 - 109
slovensk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 86 - 109
bulgarsk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 139 - 162
rumænsk specialudgave: Kapitel 06 bind 002 s. 139 - 162

31993L0016

Rådets direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser

EF-Tidende nr. L 165 af 07/07/1993 s. 0001 - 0024
den finske specialudgave: kapitel 6 bind 4 s. 0102
den svenske specialudgave: kapitel 6 bind 4 s. 0102

RAADETS DIREKTIV 93/16/EOEF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevaegelighed for laeger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser

RAADET FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 49, artikel 57, stk. 1, og stk. 2, foerste og tredje punktum, samt artikel 66,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

i samarbejde med Europa-Parlamentet(1) ,

under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg(2) , og

ud fra foelgende betragtninger:

Raadets direktiv 75/362/EOEF af 16. juni 1975 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger omfattende foranstaltingner, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser(3) , og Raadets direktiv 75/363/EOEF af 16. juni 1975 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som laege(4) er ved flere lejligheder aendret vaesentligt; de boer derfor for forenklingens og klarhedens skyld kodificeres; det er desuden hensigtsmaessigt, naar disse tekster samles i én tekst, at indarbejde Raadets direktiv 86/457/EOEF af 15. september 1986 om en saerlig uddannelse til alment praktiserende laege(5) i denne;

i henhold til Traktaten er enhver nationalitetsbegrundet forskelsbehandling paa omraadet etablering og tjenesteydelse forbudt fra overgangsperiodens udloeb; det saaledes gennemfoerte princip for behandling efter nationalitet vedroerer navnlig udstedelse af en eventuelt fornoeden tilladelse til at optage og udoeve virksomhed som laege, samt indskrivning eller optagelse i faglige organer;

det forekommer dog tilraadeligt at fastsaette visse bestemmelser, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser paa det laegelige omraade;

i henhold til Traktaten maa medlemsstaterne ikke yde nogen form for stoetteforanstaltninger, som vil kunne fordreje betingelserne for etableringsvilkaarene;

Traktatens artikel 57, stk. 1, foreskriver, at der skal vedtages direktiver om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser; dette direktiv sigter mod anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som giver adgang til at udoeve virksomhed som laege, samt eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger;

hvad angaar uddannelsen af speciallaeger boer der gennemfoeres en gensidig anerkendelse af kvalifikationsbeviser, saafremt disse, uden at vaere en betingelse for adgangen til at optage og udoeve virksomhed som speciallaege, dog udgoer en betingelse for benyttelsen af en speciallaegetitel;

udviklingen i medlemsstaternes lovgivning har gjort det noedvendigt at foretage en raekke tekniske aendringer for bl.a. at tage hensyn til aendringer af benaevnelserne paa eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser vedroerende disse erhverv eller af benaevnelserne paa visse laegespecialer samt for at tage hensyn til, at man i visse medlemsstater har oprettet nye laegespecialer eller har afskaffet tidligere specialer;

der boer fastsaettes bestemmelser vedroerende erhvervede rettigheder for de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger, som medlemsstaterne har udstedt for uddannelser, der er paabegyndt inden datoen for naervaerende direktivs ivaerksaettelse;

da et direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser ikke noedvendigvis medfoerer, at de uddannelser, som disse eksamensbeviser vedroerer, er fuldstaendig ens, boer der, hvad angaar benyttelsen af titler paa grundlag af uddannelser, kun gives tilladelse til benyttelse af disse paa sproget i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland;

for at lette de nationale myndigheders anvendelse af dette direktiv kan en medlemsstat foreskrive, at de begunstigede, der opfylder de i dette direktiv kraevede uddannelsesbetingelser, sammen med deres uddannelsesbevis skal forelaegge et certifikat, som er udstedt af de kompetente myndigheder i hjemlandet eller det seneste opholdsland, og som attesterer, at disse beviser virkelig er de i direktivet omhandlede;

dette direktiv aendrer ikke medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, som forbyder eller stiller visse betingelser for selskabers udoevelse af laegevirksomhed;

ved udfoerelse af tjenesteydelser udgoer det krav om indskrivning eller optagelse i faglige organer, der er knyttet til udoevelse af en virksomhed af regelmaessig og varig karakter i vaertslandet, ubestrideligt en ulempe for tjenesteyderen paa grund af hans virksomheds midlertidige karakter; kravet boer derfor frafaldes; i saa fald maa tilsynet med den faglige disciplin, der henhoerer under disse faglige organers kompetence, imidlertid sikres; i dette oejemed boer det med forbehold af artikel 62 i Traktaten foreskrives, at der kan paalaegges den begunstigede en indberetningspligt over for de kompetente myndigheder i den meldemsstat, der er vaertsland, vedroerende udfoerelsen af tjenesteydelser;

med hensyn til vandel og haederlighed boer der skelnes mellem paa den ene side de krav, der kan stilles til en foerste adgang til erhvervet, og paa den anden side de krav, der kan stilles til udoevelsen af det;

med henblik paa gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger og for at saette samtlige udoevere af erhvervet, som er statsborgere i medlemsstaterne, paa nogenlunde lige fod inden for Faellesskabet har en vis samordning af uddannelsesbetingelserne for speciallaeger vist sig at vaere noedvendig; der boer derfor fastsaettes visse minimunskriterier baade for adgangen til speciallaegeuddannelsen, dennes minimumsvarighed, undervisningsformen og stedet, hvor denne skal finde sted, samt for det tilsyn, den skal undergives; disse kriterier vedroerer kun specialer, der er faelles for alle medlemsstaterne eller for to eller flere medlemsstater;

den samordning af udoevelsesbetingelserne, der er fastsat i dette direktiv, udelukker ikke en senere samordning;

i oevrigt er det nu stort set almindeligt erkendt, at der er behov for en saerlig uddannelse for alment praktiserende laeger, som skal saette dem i stand til bedre at varetage de opgaver, der paahviler dem; disse opgaver, der i hoej grad er baseret paa laegens personlige kendskab til patienternes miljoe, bestaar i at raadgive disse om sygdomsforebyggelse og om helbredsbeskyttelse paa grundlag af dette kendskab samt i at give dem den relevante behandling;

dette behov for en saerlig uddannelse inden for almen medicin er bl.a. opstaaet som foelge af udviklingen inden for laegevidenskaben, der har medfoert, at afstanden mellem undervisningen og den medicinske forskning paa den ene side og virket som alment praktiserende laege paa den anden side er blevet stadig stoerre, saaledes at det ikke laengere er muligt at give en tilfredsstillende undervisning i vaesentlige aspekter af den almene medicin inden for den traditionelle laegevidenskabelige grunduddannelse i medlemsstaterne;

ud over den umiddelbare fordel for patienterne erkendes det ligeledes, at en bedre tilpasning af den alment praktiserende laege til hans specifikke funktion vil bidrage til at forbedre behandlingssystemet, bl.a. ved at fremme en mere selektiv anvendelse af speciallaeger samt af laboratorier og andre hoejt specialiserede institutter og afdelinger;

en forbedring af uddannelsen i almen medicin vil kunne oege den alment praktiserende laeges betydning;

selv om denne udvikling synes uomgaengelig, forloeber den dog ikke i samme tempo i alle medlemsstaterne; uden at forcere den igangsvaerende udvikling boer det tilstraebes, at der sker en etapevis tilnaermelse med henblik paa at sikre en relevant uddannelse af alle alment praktiserende laeger, der tilgodeser de saerlige krav, som udoevelse af virksomhed som alment praktiserende laege stiller;

for at sikre en gradvis gennemfoerelse af denne reform er det noedvendigt, at der i hver medlemsstat i foerste fase indfoeres en saerlig uddannelse til alment praktiserende laege, som opfylder visse minimumskrav ud fra baade et kvalitativt og et kvantitativt synspunkt, og som supplerer den minimunsgrunduddannelse, som laeger skal have i medfoer af naervaerende direktiv; det er ikke afgoerende, om denne uddannelse i almen medicin gives inden for eller uden for rammerne af den nationale medicinske grunduddannelse; i anden fase boer det desuden fastsaetes, at adgangen til at udoeve virksomhed som alment praktiserende laege inden for rammerne af en social sikringsordning boer goeres betinget af, at den saerlige uddannelse til alment praktiserende laege er afsluttet; endelig boer der senere fremsaettes nye forslag med henblik paa at fuldfoere reformen;

dette direktiv beroerer ikke medlemsstaternes ret til selv at udforme deres nationale sociale sikringsordning og til at bestemme, hvilke aktiviteter der skal udoeves inden for rammerne af denne ordning;

den koordinering af minimumskravene til udstedelsen af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for den saerlige uddannelse til alment praktiserende laege, der gennemfoeres ved dette direktiv, giver medlemsstaterne mulighed for gensidigt at anerkende disse eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser;

i henhold til naervaerende direktiv kan en vaertsmedlemsstat ikke kraeve, at laeger, der er i besiddelse af eksamensbeviser, der er erhvervet i en anden medlemsstat og anerkendt i henhold til naervaerende direktiv, skal gennemgaa en supplerende uddannelse for at kunne arbejde som laege inden for rammerne af en social sikringsordning, selv om den kraever en saadan uddannelse af indehavere af laegevidenskabelige eksamensbeviser, der er erhvervet paa dens eget omraade; denne virkning af naervaerende direktiv kan ikke, for saa vidt angaar adgangen til at udoeve virksomhed som alment praktiserende laege inden for rammerne af en social sikringsordning, saettes ud af kraft inden den 1. januar 1995, som er den dato, hvorefter alle medlemsstater i henhold til naervaerende direktiv kun maa give tilladelse til udoevelse af virksomhed som alment praktiserende laege inden for rammerne af en social sikringsordning til laeger, der har gennemgaaet den saerlige uddannelse inden for almen medicin; laeger, der inden denne dato har etableret sig i henhold til naervaerende direktiv, skal have ret til fortsat at udoeve virksomhed som alment praktiserende laege inden for rammerne af vaertslandets sociale sikringsordning, selv om de ikke har gennemgaaet en saerlig uddannelse inden for almen medicin;

den samordning, som fastsaettes i dette direktiv, vedroerer erhvervsuddannelsen af laeger; for saa vidt angaar uddannelsen er der for oejeblikket i stoerstedelen af medlemsstaterne ingen forskel paa uddannelsen af laeger, der oensker at udoeve deres virksomhed som loenmodtagere, og uddannelsen af laeger, der oensker at virke som selvstaendige; hvad angaar forskrifter vedroerende vandel og haederlighed, faglig disciplin og benyttelse af titler, bliver de paagaeldende forskrifter i de forskellige medlemsstater anvedt paa, aller kan de bringes til anvendelse paa saavel loenmodtagere som selvstaendige; udoevelse af virksomhed som laege er i samtlige medlemsstater betinget af besiddelse af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for laeger; denne virksomhed udoeves saavel af selvstaendige som af loenmodtagere, eller endog af de samme personer skiftevis som loenmodtager og som selvstaendig i loebet af deres faglige karriere; for i fuldt omfang at fremme den frie bevaegelighed for disse erhvervsudoevere inden for Faellesskabet forekommer det saaledes noedvendigt at udvide anvendelsen af dette direktiv til ogsaa at gaelde for laeger, der er loenmodtagere;

naervaerende direktiv maa ikke beroere medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag III, del B, anfoerte gennemfoerelsesfrister -

UDSTEDT FOELGENDE DIREKTIV:

AFSNIT I ANVENDELSESOMRAADE

Artikel 1

Dette direktiv findet anvendelse paa virksomhed som laege, som statsborgere i medlemsstaterne udoever som loenmodtager eller som selvstaendig.

AFSNIT II GENSIDIG ANERKENDELSE AF EKSAMENSBEVISER, CERTIFIKATER OG ANDRE KVALIFIKATIONSBEVISER FOR LAEGER KAPITEL I

EKSAMENSBEVISER, CERTIFIKATER OG ANDRE KVALIFIKATIONSBEVISER FOR LAEGER

Artikel 2

Hver medlemsstat anerkender de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de oevrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 23, og som er anfoert i artikel 3, ved at tildele dem den samme virkning paa sit omraade for saa vidt angaar adgang til og udoevelse af virksomhed som laege, som de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, den selv udsteder.

Artikel 3

De i artikel 2 omhandlede eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser er foelgende:

a) i Belgien:

»Diplôme légal de docteur en médicine, chirurgie et accouchements/wettelijk diploma van doctor in de genees-, heel- en verloskunde« (det lovhjemlede eksamensbevis for laeger i medicin, kirurgi og foedselshjaelp), udstedt af universiteternes laegevidenskabelige fakulteter eller af det centrale bedoemmelsesudvalg eller statens bedoemmelsesudvalg for universitetsundervisning

b) i Danmark:

»Bevis for bestaaet laegevidenskabelig embedseksamen« (kandidateksamen), udstedt af universiteternes laegevidenskabelige fakulteter samt dokumentation udstedt af Sundhedsstyrelsen for gennemfoert praktisk uddannelse

c) i Tyskland:

1. »Zeugnis ueber die aerztliche Staatspruefung« (bevis for statseksamen for laeger), udstedt af de kompetente myndigheder, og »Zeugnis ueber die Vorbereitungszeit als Medizinalassistent« (certifikat, som bekraefter fuldfoerelse af turnusperioden som assisterende laege), i det omfang den tyske lovgivning stadig opretholder en saadan periode som supplement til laegeuddannelsen

2. »Zeugnis ueber die aerztliche Staatspruefung« (bevis for statseksamen for laeger), der er udstedt af de kompetente myndigheder efter den 30. juni 1988, og »Bescheinigung ueber die Ableistung der Taetigkeit als Arzt im Praktikum« (attest for udoevelse af laegevirksomhed i en praktikantperiode)

d) i Graekenland:

»Ptychio Iatrikis« (bevis for embedseksamen i medicin), udstedt af:

- det medicinske fakultet ved et universitet, eller

- det sundhedsvidenskabelige fakultet, laegevidenskabelig afdeling, ved et universitet

e) i Spanien:

»Título de Licenciado en Medicina y Cirugía« (bevis for embedseksamen i medicin og kirurgi), udstedt af ministeriet for undervisning og videnskab eller af en universitetsrektor

f) i Frankrig:

1. »Diplôme d'Etat de docteur en médicine« (statens eksamensbevis for laeger), udstedt af de laegevidenskabelige fakulteter eller af universiteternes blandede laegevidenskabelige og farmakologiske fakulteter eller af universiteterne

2. »Diplôme d'université de docteur en médicine« (eksamensbevis for laeger) fra et universitet, i det omfang dette bevis stadfaester det samme uddannelsesforloeb som det, der er fastsat for statens eksamensbevis for laeger

g) i Irland:

»Primary qualification« (et certifikat, der bekraefter basiskundskaberne), udstedt i Irland efter bestaaet kvalificerende eksamen afholdt for et kompetent bedoemmelsesudvalg, ledsaget af et bevis for erhvervet praktisk erfaring, tildelt af samme bedoemmelsesudvalg, der giver adgang til registrering som »fully registered medical practitioner« (alment praktiserende laege)

h) i Italien:

»Diploma di laurea in medicina e chirurgia« (bevis for afsluttet uddannelse i medicin og kirurgi), der er udstedt af universitetet og ledsaget af »diploma di abilitazione all'esercizio della medicina e chirurgia« (bevis for tilladelse til at udoeve virksomhed inden for medicin og kirurgi), udstedt af statens eksamenskommission

i) i Luxembourg:

»Diplôme d'Etat de docteur en médicine, chirurgie et accouchements« (statens eksamensbevis for laeger i medicin, kirurgi og foedselshjaelp), udstedt af statens eksamenskomité og paategnet af undervisningsministeren, og »certificat de stage« (turnuscertificat), paategnet af sundhedsministeren

j) Nederlandene:

»Universitair getuigschrift van arts« (eksamensbevis for laeger fra et universitet)

k) i Portugal:

»Carta de curso de licenciatura em medicina« (bevis for medicinsk embedseksamen), udstedt af et universitet, samt »Diploma comprovativo da conclusao do internato geral« (bevis for gennemfoert almen turnustjeneste), udstedt af de kompetente myndigheder under sundhedsministeriet

l) Det Forenede Kongerige:

»Primary qualification« (certifikat, der bekraefter basiskundskaberne), udstedt i Det Forenede Kongerige efter bestaaet kvalificerende eksamen afholdt for et kompetent bedoemmelsesudvalg, ledsaget af et bevis for erhvervet praktisk erfaring, tildelt af samme bedoemmelsesudvalg, der giver adgang til registrering som »fully registered medical practitioner« (alment praktiserende laege).

KAPITEL II

EKSAMENSBEVISER, CERTIFIKATER OG ANDRE KVALIFIKATIONSBEVISER FOR SPECIALLAEGER, SOM ER FAELLES FOR ALLE MEDLEMSSTATERNE

Artikel 4

Hver medlemsstat anerkender de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de oevrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 24, 25, 26 og 29, og som er anfoert i artikel 5, ved at tildele dem den samme virkning paa sit omraade som de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, den selv udsteder.

Artikel 5

1. De i artikel 4 omhandlede eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser er saadanne, som er udstedt af de i stk. 2 anfoerte kompetente myndigheder eller organer, og som for den paagaeldende speciallaegeuddannelses vedkommende svarer til de benaevnelser, der anvendes i de forskellige medlemsstater, og som er gengivet i stk. 3.

2. De i stk. 1 naevnte eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, udstedt af de kompetente myndigheder eller organer, er foelgende:

i Belgien:

»Le titre d'agrégation en qualité de médicin spécialiste/erkenningstitel van geneesheer specialist« (certifikat som speciallaege), udstedt af den minister, der er kompetent med hensyn til folkesundheden

i Danmark:

Bevis for tilladelse til at betegne sig som speciallaege, udstedt af Sundhedsstyrelsen

i Tyskland:

»Fachaerztliche Anerkennung« (den af »Landesaerztekammern« (laegeorganisationerne i delstaterne) udstedte speciallaegeanerkendelse)

i Graekenland:

»titlos Iatrikis eidikotitas« (certifikat som speciallaege), udstedt af »Nomarchies« (praefekturerne)

i Spanien:

»Título de Especialista« (certifikat som speciallaege), udstedt af Ministeriet for Undervisning og Videnskab

i Frankrig:

- »Le certificat d'études spéciales de médecine« (certifikat for udddannelse som speciallaege), udstedt af universiteternes laegevidenskabelige fakultet eller blandede laegevidenskabelige og farmakologiske fakulteter eller af universiteterne

- »L'attestation de médecin spécialiste qualifíe« (bevis som kvalificeret speciallaege) udstedt af Laegeraadet

- »Le certificat d'études spéciales de médecine« (certifikat for saerlige laegestudier) udstedt af universiteternes laegevidenskabelige fakultet eller blandede laegevidenskabelige og farmakologiske fakulteter eller beviser, der svarer dertil, udstedt efter undervisningsministeriets bekendtgoerelse

- »le diplôme d'études spécialisées de médecine« (certifikat for saerlige laegestudier) udstedt af universiteterne

i Irland:

»Certificate of specialist doctor« (certifikat som speciallaege), udstedt af den kompetente myndighed, der er bemyndiget hertil af sundhedsministeriet

i Italien:

»Diploma di medico specialista« (diplom som speciallaege), udstedt af en universitetsrektor

i Luxembourg:

»Le Certificat de médecin spécialiste« (certifikat som speciallaege), udstedt af sundhedsministeriet efter udtalelse fra laegekollegiet

i Nederlandene:

- afgegeven »Getuigschrift van erkenning en inschrijving in het Specialistenregister« (certifikat om anerkendelse og indskrivning i specialregistret, udstedt af »Specialisten-Registratiecommissie (S.R.C.)« (Speciallaegekommissionen))

- »Getuigschrift van erkenning en inschrijving in het Register van Sociaal-Geneeskundigen« (certifikat om anerkendelse og indskrivning i registret for laeger med arbejdsmedicin som speciale, udstedt af »Sociaal-Geneeskundigen Registratie-Commissie (S.G.R.C.)« (kommissionen for laeger med arbejdsmedicin som speciale))

i Portugal:

»Grau de Assistente« (assistentgrad), udstedt af de kompetente myndigheder under sundhedsministeriet, eller »Título de Especialista« (certifikat som speciallaege), udstedt af laegestandens sammenslutning

i Det Forenede Kongerige:

»Certificate of completion of specialist training« (bevis for afsluttet speciallaegeuddannelse), udstedt af den dertil bemyndigede myndighed.

3. De benaevnelser, der er gaeldende i medlemsstaterne, og som svarer til de paagaeldende speciallaegeuddannelser, er foelgende:

- anaestesiologi:

Belgien: anesthésiologie/anesthesiologie

Danmark: anaestesiologi

Tyskland: Anaesthesiologie

Graekenland: anaisthisiologia

Spanien: anestesiología y reanimación

Frankrig: anesthésiologie - réanimation chirurgicale

Irland: anaesthetics

Italien: anestesia e rianimazione

Luxembourg: anesthésie-réanimation

Nederlandene: anesthesiologie

Portugal: anestesiologia

Det Forenede Kongerige: anaesthetics

- almen kirurgi:

Belgien: chirurgie/heelkunde

Danmark: kirurgi eller kirurgiske sygdomme

Tyskland: Chirurgie

Graekenland: cheiroyrgiki

Spanien: cirugía general y del aparato digestivo

Frankrig: chirurgie générale

Irland: general surgery

Italien: chirurgia generale

Luxembourg: chirurgie générale

Nederlandene: heelkunde

Portugal: cirurgia geral

Det Forenede Kongerige: general surgery

- neurokirurgi:

Belgien: neurochirurgie/neurochirurgie

Danmark: neurokirurgi eller kirurgiske nervesygdomme

Tyskland: Neurochirurgie

Graekenland: nevrocheiroyrgiki

Spanien: neurocirugía

Frankrig: neurochirurgie

Irland: neurological surgery

Italien: neurochirurgia

Luxembourg: neurochirurgie

Nederlandene: neurochirurgie

Portugal: neurocirurgia

Det Forenede Kongerige: neurological surgery

- gynaekologi og obstetrik:

Belgien: gynécologie-obstétrique/gynecologie-verloskunde

Danmark: gynaekologi og obstetrik eller kvindesygdomme og foedselshjaelp

Tyskland: Frauenheilkunde und Geburtshilfe

*Graekenland: maieftiki-gynaikologia

Spanien: obstetricia y ginecología

Frankrig: gynécologie-obstétrique

Irland: obstetrics and gynaecology

Italien: ostetricia e ginecologia

Luxembourg: gynécologie-obstétrique

Nederlandene: verloskunde en gynaecologie

Portugal: ginecologia e obstetrícia

Det Forenede Kongerige: obstetrics and gynaecology

- intern medicin:

Belgien: médicine interne/inwendige geneeskunde

Danmark: intern medicin eller medicinske sygdomme

Tyskland: Innere Medizin

Graekenland: pathologia

Spanien: medicina interna

Frankrig: médecine interne

Irland: general (internal) medicine

Italien: medicina interna

Luxembourg: maladies internes

Nederlandene: inwendige geneeskunde

Portugal: medicina interna

Det Forenede Kongerige: general medicine

- oftalmologi:

Belgien: opthalmologie/oftalmologie

Danmark: oftalmologi eller oejensygdomme

Tyskland: Augenheilkunde

Graekenland: ofthalmologia

Spanien: oftalmolgía

Frankrig: ophtalmologie

Irland: ophtalmology

Italien: oculistica

Luxembourg: ophtalmologie

Nederlandene: oogheelkunde

Portugal: oftalmologia

Det Forenede Kongerige: ophthalmology

- oto-rhino-laryngologi:

Belgien: oto-rhino-laryngologie/otorhino-laryngologie

Danmark: oto-rhino-laryngologi eller oere-naese-halssygdomme

Tyskland: Hals-Nasen-Ohrenheilkunde

Graekenland: otorinolaryngologia

Spanien: otorrinolaringología

Frankrig: oto-rhino-laryngologie

Irland: otolaryngology

Italien: otorinolaringoiatria

Luxembourg: oto-rhino-laryngologie

Nederlandene: keel-, neus- en oorheelkunde

Portugal: otorrinolaringologia

Det Forenede Kongerige: otolaryngology

- paediatri:

Belgien: pédiatrie/kindergeneeskunde

Danmark: paediatri eller boernesygdomme

Tyskland: Kinderheilkunde

Graekenland: paidiatriki

Spanien: pediatría y sus áreas específicas

Frankrig: pédiatrie

Irland: paediatrics

Italien: pediatria

Luxembourg: pédiatrie

Nederlandene: kindergeneeskunde

Portugal: pediatria

Det Forenede Kongerige: paediatrics

- medicinske lungesygdomme:

Belgien: pneumologie/pneumologie

Danmark: medicinske lungesygdomme

Tyskland: Lungen- und Bronchialheilkunde

Graekenland: fymatiologia - pnevmonologia

Spanien: neumología

Frankrig: pneumologie

Irland: respiratory medicine

Italien: tisiologia e malattie dell'apparato respiratorio

Luxembourg: pneumo-phtisiologie

Nederlandene: longziekten en tuberculose

Portugal: pneumologia

Det Forenede Kongerige: respiratory medicine

- urologi:

Belgien: urologie/urologie

Danmark: urologi eller urinvejenes kirurgiske sygdomme

Tyskland: Urologie

Graekenland: oyrologia

Spanien: urología

Frankrig: chirurgie urologique

Irland: urology

Italien: urologia

Luxembourg: urologie

Nederlandene: urologie

Portugal: urologia

Det Forenede Kongerige: urology

- ortopaedi:

Belgien: orthopédie/orthopedie

Danmark: ortopaedisk kirurgi

Tyskland: Orthopaedie

Graekenland: orthopediki

Spanien: traumatología y cirugía ortopédica

Frankrig: chirurgie orthopédique et traumatologie

Irland: orthopaedic surgery

Italien: ortopedia e traumatologia

Luxembourg: orthopédie

Nederlandene: orthopedie

Portugal: ortopedia

Det Forenede Kongerige: orthopaedic surgery

- patologisk anatomi:

Belgien: anatomie pathologique/pathologische anatomie

Danmark: patologisk anatomi og histologi eller vaevsundersoegelse

Tyskland: Pathologie

Graekenland: pathologiki anatomiki

Spanien: anatomía patológica

Frankrig: anatomie et cytologie pathologique

Irland: morbid anatomy and histopathology

Italien: anatomia patologica

Luxembourg: anatomie pathologique

Nederlandene: pathologische anatomie

Portugal: anatomia patológica

Det Forenede Kongerige: morbid anatomy and histopathologi

- neurologi:

Belgien: neurologie/neurologie

Danmark: neuromedicin eller medicinske nervesygdomme

Tyskland: Neurologi

Graekenland: nevrologia

Spanien: neurología

Frankrig: neurologie

Irland: neurology

Italien: neurologia

Luxembourg: neurologie

Nederlandene: neurologie

Portugal: neurologia

Det Forenede Kongerige: neurology

- psykiatri:

Belgien: psychiatrie/psychiatrie

Danmark: psykiatri

Tyskland: Psychiatrie

Graekenland: fychiatriki

Spanien: psiquiatría

Frankrig: psychiatrie

Irland: psychiatry

Italien: psichiatria

Luxembourg: psychiatrie

Nederlandene: psychiatrie

Portugal: psiquiatria

Det Forenede Kongerige: psychiatry

KAPITEL III

EKSAMENSBEVISER; CERTIFIKATER OG ANDRE KVALIFIKATIONSBEVISER FOR SPECIALLAEGER; BENYTTET I TO ELLER FLERE MEDLEMSSTATER

Artikel 6

Hver medlemsstat, i hvilken der findes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser paa dette omraade, anerkender de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger, der udstedes til medlemsstaternes statsborgere af de oevrige medlemsstater i overensstemmelse med artikel 24, 25, 27 og 29, og som er anfoert i artikel 7, ved at tildele dem den samme virkning paa sit omraade som de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, den selv udsteder.

Artikel 7

1. De i artikel 6 omhandlede eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser er saadanne, som er udstedt af de i artikel 5, stk. 2, anfoerte kompetente myndigheder eller organer, og som for den paagaeldende speciallaegeuddannelses vedkommende og for saa vidt angaar de medlemsstater, i hvilke den findes, svarer til de i stk. 2 gengivne benaevnelser.

2. De benaevnelser, der er gaeldende i medlemsstaterne, og som svarer til de paagaeldende speciallaegeuddannelser, er foelgende:

- klinisk biologi:

Belgien: biologie clinique/klinische biologie

Spanien: análisis clínicos

Frankrig: biologie médicale

Italien: patologia diagnostica di laboratorio

Portugal: patologia clínica

- blodtypeserologi:

Danmark: klinisk blodtypeserologi

Frankrig: hématologie

Luxembourg: hématologie biologique

Portugal: hematologia clínica

- mikrobiologi - bakteriologi:

Danmark: klinisk mikrobiologi

Tyskland: Mikrobiologie und Infektionsepidemiologie

Graekenland: mikroviologia

Spanien: microbiología y parasitología

Irland: microbiology

Italien: microbiologia

Luxembourg: microbiologie

Nederlandene: medische microbiologie

Det Forenede Kongerige: medical microbiology

- klinisk kemi:

Danmark: klinisk kemi

Spanien: bioquímica clínica

Irland: chemical pathology

Luxembourg: chimie biologique

Nederlandene: klinische chemie

Det Forenede Kongerige: chemical pathology

- immunologi:

Spanien: inmunología

Irland: clinical immunology

Det Forenede Kongerige: immunology

- plastikkirurgi:

Belgien: chirurgie plastique/plastische heelkunde

Danmark: plastikkirurgi

Graekenland: plastiki cheiroyrgiki

Spanien: cirugía plástica reparadora

Frankrig: chirurgie plastique, reconstructrice et esthétique

Irland: plastic surgery

Italien: chirurgia plastica

Luxembourg: chirurgie plastique

Nederlandene: plastische chirurgie

Portugal: cirurgia plástica e reconstrutiva

Det Forenede Kongerige: plastic surgery

- thoraxkirurgi:

Belgien: chirurgie thoracique/heelkunde op de thorax

Danmark: thoraxkirurgi eller brysthulens kirurgiske sygdomme

Graekenland: cheiroyrgiki thorakos

Spanien: cirugía torácica

Frankrig: chirurgie thoracique et cardio-vasculaire

Irland: thoracic surgery

Italien: chirurgia toracica

Luxembourg: chirurgie thoracique

Nederlandene: cardio-pulmonale chirurgie

Portugal: cirurgia cárdio-torácica

Det Forenede Kongerige: thoracic surgery

- paediatrisk kirurgi:

Graekenland: cheiroyrgiki paidon

Spanien: cirugía pediátrica

Frankrig: chirurgie infantile

Irland: paediatric surgery

Italien: chirurgia pediatrica

Luxembourg: chirurgie pédiatrique

Portugal: cirurgia pediátrica

Det Forenede Kongerige: paediatric surgery

- karkirurgi:

Belgien: chirurgie des vaisseaux/bloedvatenheelkunde

Spanien: angiología y cirugía vascular

Frankrig: chirurgie vasculaire

Italien: chirurgia vascolare

Luxembourg: chirurgie cardio-vasculaire

Portugal: cirurgia vascular

- cardiologi:

Belgien: cardiologie/cardiologie

Danmark: cardiologi eller hjerte- og kredsloebssygdomme

Graekenland: kardiologia

Spanien: cardiología

Frankrig: pathologie cardio-vasculaire

Irland: cardiology

Italien: cardiologia

Luxembourg: cardiologie et angiologie

Nederlandene: cardiologie

Portugal: cardiologia

Det Forenede Kongerige: cardio-vascular diseases

- gastroenterologi:

Belgien: gastro-entérologie/gastro-enterologie

Danmark: medicinsk gastroenterologi eller medicinske mave-tarmsygdomme

Graekenland: gastrenterologia

Spanien: aparato digestivo

Frankrig: gastro-entérologie et hépatologie

Irland: gastroenterology

Italien: malattie del'apparato digerente, della nutrizione e del ricambio

Luxembourg: gastro-entérologie

Nederlandene: gastro-enterologie

Portugal: gastrenterologia

Det Forenede Kongerige: gastroenterology

- rheumatologi:

Belgien: rhumatologie/reumatologie

Danmark: reumatologi

Graekenland: revmatologia

Spanien: reumatología

Frankrig: rhumatologie

Irland: rheumatology

Italien: reumatologia

Luxembourg: rhumatologie

Nederlandene: reumatologie

Portugal: reumatologia

Det Forenede Kongerige: rheumatology

- almen haematologi:

Graekenland: aimatologia

Spanien: hematología y hemoterapia

Irland: haematology

Italien: ematologia

Luxembourg: hématologie

Portugal: imuno-hemoterapia

Det Forenede Kongerige: haematology

- endokrinologi:

Graekenland: endokrinologia

Spanien: endocrinología y nutrición

Frankrig: endocrinologie - maladies métaboliques

Irland: endocrinology and diabetes mellitus

Italien: endocrinologia

Luxembourg: endocrinologie, maladies du métabolisme et de la nutrition

Portugal: endocrinologia-nutriçao

Det Forenede Kongerige: endocrinology and diabetes mellitus

- fysiurgi:

Belgien: médecine physique/fysische geneeskunde

Danmark: fysiurgi og rehabilitering

Graekenland: fysiki iatriki kai apokatastasi

Spanien: rehabilitación

Frankrig: rééducation et réadaptation fonctionnelles

Italien: fisioterapia

Luxembourg: rééducation et réadaptation fonctionnelles

Nederlandene: revalidatie

Portugal: fisiatria

- stomatologi:

Spanien: estomatología

Frankrig: stomatologie

Italien: odontostomatologia

Luxembourg: stomatologie

Portugal: estomatologia

- neuropsykiatri:

Belgien: neuropsychiatrie/neuropsychiatrie

Tyskland: Nervenheilkunde (Neurologie und Psychiatrie)

Graekenland: nevrologia - psychiatriki

Frankrig: neuropsychiatrie

Italien: neuropsichiatria

Luxembourg: neuropsychiatrie

Nederlandene: zenuw- en zielsziekten

- dermato-venerologi:

Belgien: dermato-vénéréologie/dermato-venereologie

Danmark: dermato-venerologi eller hud- og koenssygdomme

Tyskland: Dermatologie und Venerologie

Graekenland: dermatologia-afrodisiologia

Spanien: dermatología médico-quirúrgica y venereología

Frankrig: dermatologie et vénéréologie

Italien: dermatologia e venerologia

Luxembourg: dermato-vénéréologie

Nederlandene: dermatologie en venerologie

Portugal: dermatovenereologia

- dermatologi:

Irland: dermatology

Det Forenede Kongerige: dermatology

- venerologi:

Irland: venereology

Det Forenede Kongerige: venereology

- radiologi:

Tyskland: Radiologie

Graekenland: aktinologia-radiologia

Spanien: electro-radiología

Frankrig: électro-radiologie

Italien: radiologia

Luxembourg: électroradiologie

Nederlandene: radiologie

Portugal: radiologia

- diagnostisk radiologi:

Belgien: radiodiagnostic/roentgendiagnose

Danmark: diagnostisk radiologi eller roentgenundersoegelse

Tyskland: Radiologische Diagnostik

Graekenland: aktinodiagnostiki

Spanien: radiodiagnóstico

Frankrig: radiodiagnostic et imagerie médicale

Irland: diagnostic radiology

Luxembourg: radiodiagnostic

Nederlandene: radiodiagnostiek

Portugal: radiodiagnóstico

Det Forenede Kongerige: diagnostic radiology

- terapeutisk radiologi:

Belgien: radio- et radiumthérapie/radio- en radiumtherapie

Danmark: terapeutisk radiologi eller straalebehandling

Tyskland: Strahlentherapie

Graekenland: aktinotherapeftiki

Spanien: oncología radioterápica

Frankrig: oncologie, option radiothérapie

Irland: radiotherapy

Luxembourg: radiothérapie

Nederlandene: radiotherapie

Portugal: radioterapia

Det Forenede Kongerige: radiotherapy

- tropemedicin:

Danmark: tropemedicin

Irland: tropical medicine

Italien: medicina tropicale

Portugal: medicina tropical

Det Forenede Kongerige: tropical medicine

- boernepsykiatri:

Danmark: boernepsykiatri

Tyskland: Kinder- und Jugendpsychiatrie

Graekenland: paidopsychiatriki

Frankrig: pédo-psychiatrie

Irland: child and adolescent psychiatry

Italien: neuropsichiatria infantile

Luxembourg: psychiatrie infantile

Portugal: pedopsiquiatria

Det Forenede Kongerige: child and adolescent psychiatry

- geriatri:

Spanien: geriatría

Irland: geriatrics

Nederlandene: klinische geriatrie

Det Forenede Kongerige: geriatrics

- nefrologi:

Danmark: nefrologi eller medicinske nyresygdomme

Graekenland: nefrologia

Spanien: nefrología

Frankrig: néphrologie

Irland: nephrology

Italien: nefrologia

Luxembourg: néphrologie

Portugal: nefrologia

Det Forenede Kongerige: renal diseases

- epidemiske sygdomme:

Irland: communicable diseases

Italien: malattie infettive

Det Forenede Kongerige: communicable diseases

- »community medicine« (samfundsmedicin):

Frankrig: santé publique et médecine sociale

Irland: community medicine

Det Forenede Kongerige: community medicine

- farmakologi:

Tyskland: Pharmakologie

Spanien: farmacología clínica

Irland: clinical pharmacology and therapeutics

Det Forenede Kongerige: clinical pharmacology and therapeutics

- arbejdsmedicin:

Danmark: samfundsmedicin/arbejdsmedicin

Tyskland: Arbeitsmedizin

Graekenland: iatriki tis ergrasias

Frankrig: médicine du travail

Irland: occupational medicine

Italien: medicina del lavoro

Nederlandene: arbeids- en bedrijfsgeneeskunde

Portugal: medicina do trabalho

Det Forenede Kongerige: occupational medicine

- allergologi:

Graekenland: allergiologia

Spanien: alergología

Italien: allergologia ed immunologia

Nederlandene: allergologie

Portugal: imunalergologia

- kirurgisk gastroenterologi:

Belgien: chirurgie abdominale/heelkunde op het abdomen

Danmark: kirurgisk gastroenterologi eller kirurgiske mave-tarmsygdomme

Spanien: cirugía del aparato digestivo

Frankrig: chirurgie viscérale

Italien: chirurgia dell'apparato digerente

- nuklearmedicin:

Belgien: médicine nucléaire/nukleaire geneeskunde

Tyskland: Nuklearmedizin

Graekenland: pyriniki iatriki

Spanien: medicina nuclear

Frankrig: médecine nucléaire

Italien: medicina nucleare

Nederlandene: nucleaire geneeskunde

Portugal: medicina nuclear

Det Forenede Kongerige: nuclear medicine

- kaebe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som laege)

Spanien: cirugía oral y maxilofacial

Frankrig: chirurgie maxillo-faciale et stomatologie

Italien: chirurgia maxillo-facciale

- tand-, mund- og kaebe-ansigtskirurgi

(grunduddannelse som laege og tandlaege)

Belgien: stomatologie/chirurgie orale et maxillofaciale, stomatologie/orale en maxillofaciale chirurgie

Tyskland: Zahn-, Mund-, Kiefer- und Gesichtschirurgie

Irland: Oral and maxillo-facial surgery

Det Forenede Kongerige: Oral and maxillo-facial surgery.

Artikel 8

1. En medlemsstat, der er vaertsland, kan af statsborgere fra medlemsstaterne, som oensker at opnaa eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser for uddannelse som speciallaege, der ikke er omhandlet i artikel 4 og 6, eller som, uanset at de er omhandlet i artikel 6, ikke udstedes i en medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, kraeve, at de opfylder de uddannelsesbetingelser, som denne medlemsstat i saa henseende foreskriver i sine egne love eller administrative bestemmelser.

2. En medlemsstat, der er vaertsland, tager dog helt eller delvis hensyn til de uddannelsesperioder, som de i stk. 1 omhandlede statsborgere har fuldfoert, og som er bekraeftet ved et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for uddannelse, udstedt af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, saafremt denne periode svarer til den, der for den paagaeldende speciallaegeuddannelse kraeves i den medlemsstat, der er vaertsland.

3. Naar de kompetente myndigheder eller organer i en medlemsstat, der er vaertsland, har efterproevet indholdet og varigheden af den paagaeldende specialistuddannelse paa grundlag af de fremlagte eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, underretter de den paagaeldende om varigheden af den supplerende uddannelse og om, hvilke omraader den skal omfatte.

KAPITEL IV

Erhvervede rettigheder

Artikel 9

1. Med forbehold af stk. 3 anerkender hver medlemsstat som tilstraekkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser ikke opfylder alle de mindstekrav til uddannelse, der er fastsat i artikel 23, de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger, der er udstedt af disse medlemsstater, saafremt de vedroerer en uddannelse, der er paabegyndt inden:

- 1. januar 1986 for Spanien og Portugal

- 1. januar 1981 for Graekenland

- 20. december 1976 for de oevrige medlemsstater

ledsaget af en attestation, der bekraefter, at disse statsborgere i loebet af de fem aar, der gaar forud for attestationens udstedelse, faktisk og retmaessigt har udoevet de paagaeldende former for virksomhed i mindst tre paa hinanden foelgende aar.

2. Med forbehold af stk. 4 anerkender hver medlemsstat som tilstraekkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger ikke opfylder de i artikel 24 til 27 omhandlede minimumskrav til uddannelse, de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger, der er udstedt af disse medlemsstater, naar de vedroerer en uddannelse, der er paabegyndt inden:

- 1. januar 1986 for Spanien og Portugal

- 1. januar 1981 for Graekenland

- 20. december 1976 for de oevrige medlemsstater.

Hvad angaar de paagaeldende eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for speciallaeger, kan den medlemsstat, der er vaertsland, kraeve, at de ledsages af et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder eller organer i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, som attesterer, at vedkommende som speciallaege har udoevet den paagaeldende virksomhed i et tidsrum svarende til det dobbelte af forskellen mellem varigheden af speciallaegeuddannelsen i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, og den i afsnit III anfoerte minimumsvarighed for uddannelse, hvis kvalifikationsbeviserne ikke opfylder mindstekravene i artikel 26 og 27 om uddannelsens varighed.

Saafremt der inden de i foerste afsnit naevnte datoer kraeves en minimumsvarighed for uddannelsen, der er kortere end den i artikel 26 og 27 foreskrevne i den medlemsstat, som er vaertsland, kan den i andet afsnit omhandlede forskel dog kun fastlaegges i forhold til den i denne stat foreskrevne minimumsvarighed for uddannelsen.

3. Eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for en laegeuddannelse, der af statsborgere fra medlemsstaterne er erhvervet paa den tidligere Tyske Demokratiske Republiks omraade, anerkendes af de oevrige medlemsstater, selv om uddannelsen ikke paa alle punkter osgpfylder mindstekravene i artikel 23:

- hvis de er udstedt for en uddannelse, der er paabegyndt inden Tysklands forening

- hvis de giver ret til udoevelse af virksomhed som laege paa hele Tysklands omraade paa samme vilkaar som de kvalifikationsbeviser, der udstedes af de kompetente tyske myndigheder, jf. artikel 3, litra c), nr. 1 og 2, og

- hvis de ledsages af en attestation, der er udstedt af de kompetente tyske myndigheder, og som bekraefter, at disse statsborgere i loebet af de fem aar, der gaar forud for attestationens udstedelse, faktisk og retmaessigt har udoevet de paagaeldende former for virksomhed i Tyskland i mindst tre paa hinanden foelgende aar.

4. Eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for en speciallaegeuddannelse, der af statsborgere fra medlemsstaterne er erhvervet paa den tidligere Tyske Demokratiske Republiks omraade, anerkendes af de oevrige medlemsstater, selv om uddannelsen ikke paa alle punkter opfylder mindstekravene i artikel 24 til 27:

- hvis de er udstedt for en uddannelse, der er paabegyndt inden den 3. april 1992, og

- hvis de giver ret til udoevelse af den paagaeldende virksomhed som speciallaege paa hele Tysklands omraade paa samme vilkaar som de kvalifikationsbeviser, der udstedes af de kompetente tyske myndigheder, jf. artikel 5 og 7.

Medlemsstaterne kan imidlertid kraeve, at disse eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser ledsages af en attestation, der er udstedt af de kompetente tyske myndigheder eller organer, og som bekraefter udoevelsen af den paagaeldende virksomhed som speciallaege i et tidsrum, der svarer til det dobbelte af forskellen mellem varigheden af den speciallaegeuddanelse, der er erhvervet paa tysk omraade, og den mindste uddannelsesvarighed, der er fastsat i afsnit III, hvis kvalifikationsbeviserne ikke opfylder mindstekravene i artikel 26 og 27 om uddannelsens varighed.

5. Hver medlemsstat anerkender som tilstraekkeligt bevis for de af medlemsstaternes statsborgere, hvis eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger eller speciallaeger ikke svarer til de benaevnelser, der er angivet for vedkommende medlemsstat i artikel 3, 5 eller 7, eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der er udstedt af de paagaeldende medlemsstater og ledsaget af et certifikat udstedt af de kompetente myndigheder eller organer. Ved sidstnaevnte certifikat attesteres det, at de paagaeldende eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger eller speciallaeger er udstedt som bevis for afslutning af en uddannelse, der er i overensstemmelse med de bestemmelser i afsnit III, hvortil der henvises i henholdsvis artikel 2, 4 eller 6, og at den medlemsstat, der har udstedt dem, sidestiller dem med dem, der er anfoert i henholdsvis artikel 3, 5 eller 7.

6. De medlemsstater, som har ophaevet de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om udstedelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for neuropsykiatri, radiologi, thoraxkirurgi, karkirurgi, kirurgisk gastroenterologi, blodtypeserologi, fysiurgi eller tropemedicin, og som har truffet foranstaltninger vedroerende velerhvervede rettigheder til fordel for deres egne statsborgere, indroemmer medlemsstaternes statsborgere ret til at nyde godt af disse foranstaltninger, for saa vidt deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for neuropsykiatri, radiologi, thoraxkirurgi, karkirurgi, kirurgisk gastroenterologi, blodtypeserologi, fysiurgi eller tropemedicin opfylder de paagaeldende bestemmelser herfor, hvortil der henvises enten i stk. 2 i denne artikel eller i artikel 24, 25 og 27, og saafremt disse eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser er udstedt inden det tidspunkt, hvor vaertslandet ophoerte med at udstede eksamensveiser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser for det paagaeldende speciale.

7. Datoerne for de paagaeldende medlemsstaters ophaevelse af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der er omhandlet i stk. 6, er anfoert i bilag II.

KAPITEL V

BENYTTELSE AF AKADEMISK

TITEL

Artikel 10

1. Med forbehold af artikel 19 sikrer de medlemsstater, der er vaertslande, at medlemsstaternes statsborgere, som opfylder de i artikel 2, 4, 6 og 9 fastsatte betingelser, har ret til at benytte deres retmaessige akademiske titel, og eventuelt en forkortelse for den, fra den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, og paa denne stats sprog. De medlemsstater, der er vaertslande, kan foreskrive, at denne titel efterfoelges af navn og beliggenhed for den institution eller det bedoemmelsesudvalg, der har tildelt den.

2. Saafremt den akademiske titel fra den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, i den medlemsstat, der er vaertsland, kan forveksles med en titel, som i denne stat kraever en supplerende uddannelse, som den begunstigede ikke har erhvervet, kan den medlemsstat, der er vaertsland, foreskrive, at den begunstigede skal benytte sin titel fra den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, i en passende udformning, som den stat, der er vaertsland, angiver.

KAPITEL VI

BESTEMMELSER, SOM SKAL LETTE DEN FAKTISKE UDOEVELSE AF RETTEN TIL ETABLERING OG FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER PAA DET LAEGELIGE OMRAADE

A. Saerlige bestemmelser om etableringsret

Artikel 11

1. Den medlemsstat, der er vaertsland, og som af sine egne statsborgere for den foerste adgang til en af formerne for virksomhed som laege kraever bevis for vandel og haederlighed, skal for statsborgere fra andre medlemsstater som tilstraekkeligt bevis godkende en attestation udstedt af en kompetent myndighed i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, som bekraefter, at de betingelser vedroerende vandel og haederlighed, der i denne medlemsstat stilles for adgangen til den paagaeldende form for virksomhed, er opfyldt.

2. Saafremt der ikke af den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, stilles krav om bevis for vandel og haederlighed for den foerste adgang til den paagaeldende form for virksomhed, kan den medlemsstat, der er vaertsland, af statsborgere fra den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, kraeve en udskrift af strafferegisteret eller i mangel heraf et tilsvarende dokument udstedt af en kompetent myndighed i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland.

3. Saafremt en medlemsstat, der er vaertsland, har kendskab til alvorlige og konkrete forhold, der, inden den paagaeldende etablerede sig i denne stat, har foreligget uden for dens omraade, og som i denne stat vil kunne faa foelger for adgangen til de paagaeldende former for virksomhed, kan den underrette den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, herom.

Den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, undersoeger rigtigheden af forholdene. Dens myndigheder bestemmer selv arten og omfanget af de undersoegelser, der skal foretages, og meddeler den medlemsstat, der er vaertsland, de slutninger, de drager heraf med hensyn til de attestationer eller dokumenter, som de har udstedt.

4. Medlemsstaterne soerger for, at de afgivne oplysninger behandles fortroligt.

Artikel 12

1. Saafremt der i en medlemsstat, der er vaertsland, gaelder ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om opfyldelse af krav vedroerende vandel og haederlighed, herunder bestemmelser om sanktioner i tilfaelde af alvorlig embedsforseelse eller domfaeldelse for lovovertraedelser i forbindelse med udoevelsen af en af formerne for virksomhed som laege, sender den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, til den medlemsstat, der er vaertsland, de noedvendige oplysninger om faglige eller administrative foranstaltninger eller sanktioner, der er truffet over for den paagaeldende, samt de strafferetlige sanktioner, der vedroerer udoevelsen af erhvervet i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland.

2. Saafremt en medlemsstat, der er vaertsland, har kendskab til alvorlige og konkrete forhold, der, inden den paagaeldende etablerede sig i denne stat, har foreligget uden for dens omraade, og som i denne stat vil kunne faa foelger for udoevelsen af de paagaeldende former for virksomhed, kan den underrette den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, herom.

Den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, undersoeger rigtigheden af forholdene. Dens myndigheder bestemmer selv arten og omfanget af de undersoegelser, der skal foretages, og meddeler den medlemsstat, der er vaertsland, de slutninger, de drager heraf med hensyn til de oplysninger, som de har fremsendt i henhold til stk. 1.

3. Medlemsstaterne sikrer, at de afgivne oplysninger behandles fortroligt.

Artikel 13

Saafremt en medlemsstat, der er vaertsland, af sine egne statsborgere som betingelse for adgang til eller udoevelse af en af formerne for virksomhed som laege kraever dokumentation for fysisk eller psykisk sundhed, godkender denne stat som tilstraekkeligt bevis i saa henseende fremlaeggelsen af det dokument, der kraeves i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland.

Saafremt den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, ikke stiller betingelser af denne art for adgang til eller udoevelse af den paagaeldende form for virksomhed, godkender den medlemsstat, der er vaertsland, for statsborgere fra den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, en attestation udstedt af en kompetent myndighed i denne stat, der svarer til attestationerne i den medlemsstat, der er vaertsland.

Artikel 14

De i artikel 11, 12 og 13 omhandlede dokumenter maa ved fremlaeggelsen ikke vaere aeldre end tre maaneder.

Artikel 15

1. Proceduren for godkendelse af den begunstigedes adgang til en af formerne for virksomhed som laege i overensstemmelse med artikel 11, 12 og 13 skal afsluttes saa hurtigt som muligt og senest tre maaneder efter fremlaeggelsen af samtlige akter vedroerende den paagaeldende med forbehold af de forsinkelser, der maatte opstaa som foelge af en eventuel klage efter gennemfoerelsen af denne procedure.

2. I de i artikel 11, stk. 3, og artikel 12, stk. 2, omhandlede tilfaelde bevirker en anmodning om fornyet undersoegelse, at den i stk. 1 omhandlede frist suspenderes.

Den medlemsstat, der bliver hoert, skal afgive sit svar inden for en frist paa tre maaneder.

Den medlemsstat, der er vaertsland, fremmer den i stk. 1 naevnte procedure straks fra modtagelsen af dette svar eller fra udloebet af denne frist.

Artikel 16

Saafremt en medlemsstat, der er vaertsland, af sine egne statsborgere som betingelse for adgang til at optage eller udoeve en af formerne for virksomhed som laege kraever edsaflaeggelse eller afgivelse af et hoejtideligt loefte, og formuleringen af denne ed eller dette loefte ikke kan anvendes af statsborgere fra de oevrige medlemsstater, soerger den medlemsstat, der er vaertsland, for, at der tilbydes de paagaeldende en passende og tilsvarende formulering.

B. Saerlige bestemmelser om udfoerelse af tjenesteydelser

Artikel 17

1. Saafremt en medlemsstat af sine egne statsborgere som betingelse for adgang til at optage eller udoeve en af formerne for virksomhed som laege kraever enten en tilladelse eller en indskrivning eller optagelse i et fagligt organ, fritager medlemsstaten statsborgere fra andre medlemsstater for opfyldelsen af dette krav for saa vidt angaar udfoerelse af tjenesteydelser.

Den begunstigede udfoerer tjenesteydelsen med de samme rettigheder og pligter som statsborgerne i den medlemsstat, der er vaertsland; han er navnlig undergivet de disciplinaere bestemmelser af faglig eller administrativ karakter, der finder anvendelse i denne medlemsstat.

Med henblik herpaa og som supplement til den i stk. 2 omhandlede erklaering om udfoerelse af tjenesteydelser kan medlemsstaterne for at goere det muligt at anvende de disciplinaere regler, der gaelder paa deres omraade, bestemme, at der skal foretages enten en midlertidig, automatisk indmeldelse i eller etableres et proformamedlemskab af en faglig organisation eller et fagligt organ, eller at der skal ske en registrering, paa betingelse af at disse foranstaltninger ikke paa nogen maade forsinker eller komplicerer udfoerelsen af tjenesteydelsen, samt at de ikke medfoerer yderligere omkostninger for den, der udfoerer tjenesteydelserne.

Saafremt den medlemsstat, der er vaertsland, traeffer en foranstaltning i medfoer af andet afsnit eller har kendskab til forhold, der er i strid med disse bestemmelser, giver den omgaaende underretning herom til den medlemsstat, hvor den begunstigede er etableret.

2. Den medlemsstat, der er vaertsland, kan foreskrive, at den begunstigede afgiver en forudgaaende erklaering om sin udfoerelse af tjenesteydelser til de kompetente myndigheder, saafremt denne udfoerelse medfoerer et midlertidigt ophold paa dens omraade.

I hastende tilfaelde kan denne erklaering afgives snarest muligt efter, at tjenesteydelsen er udfoert.

3. I medfoer af stk. 1 og stk. 2 kan den medlemsstat, der er vaertsland, af den begunstigede kraeve et eller flere dokumenter indeholdende foelgende oplysninger:

- den i stk. 2 omhandlede erklaering

- en attestation, der bekraefter, at den begunstigede retmaessigt udoever de omhandlede former for virksomhed i den medlemsstat, hvor han er etableret

- en attestation for, at den begunstigede er i besiddelse af det eller de eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser, som kraeves til den paagaeldende udfoerelse af tjenesteydelser, og som er naevnt i dette direktiv.

4. Det eller de i stk. 3 naevnte dokumenter maa ved fremlaeggelsen ikke vaere aeldre end tolv maaneder.

5. Saafremt en medlemsstat helt eller delvis, midlertidigt eller varigt, fratager en af sine egne statsborgere eller en statsborger fra en anden medlemsstat, der er etableret paa dens omraade, retten til at udoeve en af formerne for virksomhed som laege, sikrer den, at den i stk. 3, andet led, omhandlede attestation inddrages enten midlertidigt eller varigt.

Artikel 18

Saafremt det i en medlemsstat, der er vaertsland, er noedvendigt at vaere optaget i et offentligretligt socialsikringsorgan for med et forsikringsorgan at opgoere regnskaber i forbindelse med virksomhed udoevet til fordel for socialforsikrede, fritager denne medlemsstat i tilfaelde af tjenesteydelser, som medfoerer, at den begunstigede maa rejse, de af medlemsstaternes statsborgere, der er etableret i en anden medlemsstat, for at opfylde dette krav.

Den begunstigede underretter dog forud eller, i hastende tilfaelde, efterfoelgende dette organ om sin udfoerelse af tjenesteydelser.

C. Faelles bestemmelser om retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser

Artikel 19

Saafremt der i en medlemsstat, der er vaertsland, findes bestemmelser om benyttelse af den erhvervsmaessige titel, der hoerer til en af formerne for virksomhed som laege, benytter statsborgere fra de oevrige medlemsstater, som opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 2 og i artikel 9, stk. 1, 3 og 5, den erhvervsmaessige titel i den medlemsstat, der er vaertsland, som i denne stat svarer til deres uddannelsesniveau, og goer brug af forkortelsen for den.

Stk. 1 finder ligeledes anvendelse paa benyttelsen af titlen som speciallaege for speciallaeger, der opfylder de i henholdsvis artikel 4 og 6 artikel 9, stk. 2, 4, 5 og 6, fastsatte betingelser.

Artikel 20

1. Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at goere det muligt for de begunstigede at holde sig underrettet om sundheds- og sociallovgivningerne samt i givet fald om reglerne om laegens pligter i den medlemsstat, der er vaertsland.

I dette oejemed kan de oprette informationskontorer, hvor de begunstigede kan faa de noedvendige oplysninger. I tilfaelde af etablering kan medlemsstater, der er vaertslande, paalaegge de begunstigede at optage forbindelse med disse kontorer.

2. Medlemsstaterne kan oprette de i stk. 1 omhandlede kontorer hos de kompetente myndigheder og organer, som de udpeger.

3. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de begunstigede i deres egen og i deres patienters interesse om noedvendigt erhverver sig de noedvendige sproglige kundskaber for udoevelse af deres faglige virksomhed i vaertslandet.

Artikel 21

De medlemsstater, der af deres egne statsborgere som betingelse for at kunne anerkendes som laege for en sygeforsikring kraever gennemfoerelse af en forberedende turnus, kan i et tidsrum af fem aar fra den 20. juni 1975 paalaegge statsborgere fra de oevrige medlemsstater den samme pligt. Turnusperiodens varighed kan dog ikke overstige seks maaneder.

Artikel 22

Den medlemsstat, der er vaertsland, kan i tilfaelde af begrundet tvivl af en anden medlemsstats kompetente myndigheder kraeve en bekraeftelse paa aegtheden af de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som er udstedt i denne medlemsstat og omhandlet i kapitel, I til IV i afsnit II, samt en bekraeftelse paa, at den begunstigede har opfyldt alle de uddannelsesbetingelser, som kraeves i afsnit III.

AFSNIT III SAMORDNING AF VED LOV ELLER ADMINISTRATIVT FASTSATTE BESTEMMELSER VEDROERENDE LAEGEVIRKSOMHED

Artikel 23

1. Medlemsstaterne goer adgangen til at optage og udoeve virksomhed som laege betinget af besiddelse af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for laeger som omhandlet i artikel 3, som yder garanti for, at den paagaeldende gennem hele sin uddannelse har erhvervet:

a) fyldestgoerende kendskab til de videnskaber, som laegegerningen bygger paa, samt en god forstaaelse af videnskabelig metode, herunder principperne for maaling af biologiske funktioner, vurdering af videnskabeligt fastlagte kendsgerninger og bedoemmelse af oplysningerne

b) fyldestgoerende kendskab til raske og syge menneskers opbygning, funktion og adfaerd, samt til forbindelserne mellem menneskets sundhedstilstand og dets fysiske og sociale miljoe

c) fyldestgoerende kendskab til kliniske discipliner og behandlinger, som giver den paagaeldende et sammenhaengende billede af de mentale og fysiske sygdomme, af laegegerningen set ud fra den profylaktiske, den diagnostiske og den terapeutiske synsvinkel, og af den menneskelige forplantning

d) fyldestgoerende klinisk erfaring paa sygehuse under passende tilsyn.

2. Den samlede medicinske uddannelse omfatter mindst seks aars studier eller 5 500 timers teoretisk og praktisk undervisning ved et universitet eller under tilsyn af et universitet.

3. Adgang til denne uddannelse forudsaetter, at den studerende er i besiddelse af et eksamensbevis eller certifikat, som giver ham adgang til det paagaeldende studium ved universiteterne i en medlemsstat.

4. For personer, som paabegyndte deres studier inden den 1. januar 1972, kan den i stk. 2 omhandlede uddannelse omfatte en praktisk heltidsuddannelse paa universitetsniveau af seks maaneders varighed under tilsyn af de kompetente myndigheder.

5. Dette direktiv udelukker ikke medlemsstaternes mulighed for paa deres eget omraade efter deres egen lovgivning at give indehavere af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som ikke er erhvervet i en medlemsstat, adgang til at optage og udoeve virksomhed som laege.

Artikel 24

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at den uddannelse, der foerer til erhvervelsen af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for speciallaeger, mindst opfylder foelgende betingelser:

a) den forudsaetter gennemfoerelse og godkendelse af seks aars studier inden for rammerne af den i artikel 23 omhandlede uddannelsescyklus; den uddannelse, der foerer til udstedelse af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for speciallaeger i tand-, mund- og kaebe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som laege og som tandlaege), forudsaetter desuden gennemfoerelse og anerkendelse af tandlaegeuddannelsen som omhandlet i artikel 1 i Raadets direktiv 78/687/EOF af 25. juli 1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som tandlaege(6)

b) den omfatter en teoretisk og praktisk undervisning

c) den foelges paa heltidsbasis under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer i overensstemmelse med punkt 1 i bilag I

d) den finder sted paa et universitet, paa et universitetssygehus eller efter omstaendighederne i en anden institution inden for sundhedsomraadet, der er godkendt til dette formaal af de kompetente myndigheder eller organer

e) den omfatter speciallaegekandidatens personlige deltagelse i de paagaeldende forvaltningers virksomhed og ansvar.

2. Medlemsstaterne goer udstedelsen af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for speciallaeger betinget af besiddelsen af et de i artikel 23 omhandlede eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser for laeger; udstedelse af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for speciallaeger i tand-, mund-, kaebe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som laege og som tandlaege) er desuden betinget af, at den paagaeldende er i besiddelse af et af de i artikel 1 i direktiv 78/687/EOEF omhandlede eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser for tandlaeger.

Artikel 25

1. Med forbehold af princippet om heltidsuddannelse, der er indeholdt i artikel 24, stk. 1, litra c), og saa laenge Raadet ikke har truffet afgoerelserne i overensstemmelse med stk. 3, kan medlemsstaterne give tilladelse til speciallaegeuddannelse paa deltidsbasis paa de af de kompetente nationale myndigheder godkendte betingelser, saafremt en heltidsuddannelse som foelge af dokumenterede personlige forhold ikke vil vaere gennemfoerlig.

2. Deltidsuddannelsen skal tilrettelaegges i overensstemelse med punkt 2 i bilag I, og uddannelsesniveauet skal kvalitativt svare til det niveau, der opnaas ved heltidsuddannelsen. Dette niveau maa ikke saenkes, hverken fordi der er tale om en deltidsuddannelse, eller fordi der udoeves loennet privat erhvervsvirksomhed.

Den samlede varighed af speciallaegeuddannelsen maa ikke afkortes som foelge af, at den foregaar paa deltidsbasis.

3. Raadet traeffer senest den 25. januar 1989 afgoerelse om, hvorvidt stk. 1 og 2 skal bibeholdes eller aendres paa grundlag af en fornyet undersoegelse af situationen og efter forslag fra Kommissionen samt under hensyntagen til, at der fortsat skal vaere mulighed for deltidsuddannelse under visse omstaendigheder, der skal undersoeges for hvert speciale.

Speciallaegeuddannelser paa deltidsbasis, der er paabegyndt inden den 1. januar 1983 kan fuldfoeres i overensstemmelse med de bestemmelser, som var gaeldende inden denne dato.

Artikel 26

Medlemsstaterne drager omsorg for, at varigheden af nedennaevnte speciallaegeuddannelser ikke er mindre end foelgende:

Gruppe 1 (fem aar):

- almen kirurgi

- neurokirurgi

- intern medicin

- urologi

- ortopaedi

Gruppe 2 (fire aar):

- gynaekologi og obstetrik

- paediatri

- medicinske lungesygdomme

- patelogisk anatomi

- neurologi

- psykiatri

Gruppe 3 (tre aar):

- anaestesiologi

- oftalmologi

- oto-rhino-laryngologi.

Artikel 27

De medlemsstater, i hvilke der findes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser paa dette omraade, sikrer, at varigheden af nedennaevnte speciallaegeuddannelser ikke er mindre end foelgende:

Gruppe 1 (fem aar):

- plastikkirurgi

- thoraxkirurgi

- karkirurgi

- neuropsykiatri

- paediatrisk kirurgi

- kirurgisk gastroenterologi

- kaebe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som laege)

Gruppe 2 (fire aar):

- cardiologi

- gastroenterologi

- rheumatologi

- klinisk biologi

- radiologi

- diagnostisk radiologi

- therapeutisk radiologi

- tropemedicin

- farmakologi

- boernepsykiatri

- mikrobiologi - bakteriologi

- arbejdsmedicin

- klinisk kemi

- immunologi

- dermatologi

- venerologi

- geriatri

- nefrologi

- epidemiske sygdomme

- »community medicine« (samfundsmedicin)

- blodtypeserologi

- nuklearmedicin

- tand-, mund- og kaebe-ansigtskirurgi (grunduddannelse som laege og tandlaege)

Gruppe 3 (tre aar):

- almen haematologi

- endokrinologi

- fysiurgi

- stomatologi

- dermato-venerologi

- allergologi.

Artikel 28

Som overgangsforanstaltning og uanset artikel 24, stk. 1, litra c), og artikel 25 kan de medlemsstater, hvis love eller administrative bestemmelser den 20. juni 1975 hjemlede en form for speciallaegeuddannelse paa deltidsbasis, fortsat anvende disse bestemmelser paa kandidater, som har begyndt deres speciallaegeuddannelse senest den 31. december 1983.

For kandidater, for hvem stk. 1 gaelder, kan enhver medlemsstat, der er vaertsland, kraeve, at deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser skal vaere ledsaget af en attestation af, at de paagaeldende kandidater i loebet af de fem aar, der gaar forud for attestationens udstedelse, faktisk og retmaessigt har udoevet de paagaeldende former for speciallaegevirksomhed i mindst tre paa hinanden foelgende aar.

Artikel 29

Som overgangsforanstaltning og uanset artikel 24, stk. 2:

a) gaelder det for Luxembourg og udelukkende for de luxembourgske eksamensbeviser, der er omhandlet i loven af 1939 om tildeling af akademiske grader, at et bevis for tilladelse til at betegne sig som speciallaege kun udstedes til indehavere af bevis for, at de har bestaaet laegevidenskabelig embedseksamen med fagene medicin, kirurgi og foedselshjaelp, udstedt af Luxembourgs eksamensudvalg

b) gaelder det for Danmark og udelukkende for de beviser for bestaaet laegevidenskabelig embedseksamen, der udstedes af det laegevidenskabelige fakultet ved et dansk universitet med de i indenrigsministeriets lovbekendtgoerelse af 14. maj 1970 om udoevelse af laegegerning angivne retsvirkning, at udstedelse af tilladelse til at betegne sig som speciallaege alene er betinget af besiddelse af de naevnte beviser.

De under litra a) og b) omhandlede eksamensbeviser kan udstedes til kandidater, hvis uddannelse er paabegyndt inden den 20. december 1976.

AFSNIT V SAERLIG UDDANNELSE TIL ALMENT PRAKTISERENDE LAEGE

Artikel 30

Hver medlemsstat, som paa sit omraade tilbyder det komplette uddannelsesforloeb, der omtales i artikel 23, indfoerer en saerlig uddannelse til alment praktiserende laege, der mindst opfylder de krav, der er fastsat i artikel 31 og 32, saaledes at de foerste eksammensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for denne uddannelse kan udstedes senest den 1. januar 1990.

Artikel 31

1. Den i artikel 30 naevnte saerlige uddannelse til alment praktiserende laege skal mindst opfylde foelgende betingelser:

a) den kan foerst paabegyndes efter gennemfoerelse og godkendelse af mindst seks aars studier inden for den i artikel 23 omhandlede uddannelse

b) den omfatter mindst to aars uddannelse paa heltidsbasis og gennemfoeres under tilsyn af de kompetente myndigheder eller organer

c) den skal i hoejere grad vaere praktisk end teoretisk orienteret; den praktiske del af uddannelsen skal dels finde sted i mindst seks maaneder paa godkendte sygehuse, der raader over egnet udstyr og egnede afdelinger, dels omfatte mindst seks maaneder hos en godkendt alment praktiserende laege eller i et godkendt laegecenter inden for den primaere sundhedstjeneste; uddannelsen sker i samarbejde med andre institutioner eller organer inden for sundhedsomraadet, der beskaeftiger sig med almen medicin; med forbehold af ovennaevnte minimumsperioder, kan den praktiske uddannelse dog i en periode paa hoejst seks maaneder gives i andre godkendte institutioner eller organer inden for sundhedsomraadet, der beskaeftiger sig med almen medicin

d) den omfatter laegens personlige deltagelse i de faglige arbejds- og ansvarsopgaver, der paahviler de personer, som han arbejder sammen med.

2. Medlemsstaterne kan udsaette anvendelsen af stk. 1, litra c), vedroerende mindstevarigheden af uddannelsesperioderne indtil senest den 1. januar 1995.

3. Medlemsstaterne goer udstedelsen af et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for den saerlige uddannelse til alment praktiserende laege betinget af besiddelsen af et af de i artikel 3 omhandlede eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser.

Artikel 32

Hvis der den 22. september 1986 i en medlemsstat fandtes en uddannelse til alment praktiserende laege, der bygger paa erfaringer inden for almen medicin, som laegen har opnaaet i sin egen praksis under tilsyn af en godkendt praktikvejleder, kan medlemsstaten opretholde denne uddannelse paa forsoegsbasis paa betingelse af, at den:

- er i overensstemmele med artikel 31, stk. 1, litra a) og b), og stk. 3

- er af en varighed, der svarer til det dobbelte af forskellen mellem den varighed, der er omhandlet i artikel 31, stk. 1, litra b), og summen af de perioder, der er omhandlet i tredje led i naervaerende artikel

- mindst omfatter en periode paa et godkendt sygehus, der raader over egnet udstyr og egnede afdelinger, og en periode hos en godkendt alment praktiserende laege eller i et godkendt laegecenter inden for den primaere sundhedstjeneste; fra 1. januar 1995 skal disse to perioder hver vaere paa mindst seks maaneder.

Artikel 33

Paa grundlag af den indhentede erfaring og under hensyn til udviklingen inden for uddannelsen til alment praktiserende laege forelaegger Kommissionen senest den 1. januar 1996 Raadet en rapport om gennemfoerelsen af artikel 31 og 32 samt passende forslag med henblik paa fortsat harmonisering af uddannelsen til alment praktiserende laege.

Raadet traeffer inden den 1. januar 1997 afgoerelse om disse forslag efter fremgangsmaaderne i Traktaten.

Artikel 34

1. Uden at princippet om heltidsuddannelse, i artikel 31, stk. 1, litra b), derved anfaegtes, kan medlemsstaterne give tilladelse til, at den saerlige uddannelse til alment praktiserende laege foruden paa heltidsbasis ogsaa kan finde sted paa deltidsbasis, saafremt foelgende saerlige betingelser er opfyldt:

- uddannelsens samlede varighed maa ikke afkortes, fordi den gennemfoeres paa deltidsbasis

- den ugentlige varighed af deltidsuddannelsen maa ikke vaere under 60 % af den ugentlige varighed af uddannelsen paa heltidsbasis

- deltidsuddannelsen skal omfatte et vist antal perioder med heltidsuddannelse baade for saa vidt angaar den del, der foregaar paa sygehuse, og for saa vidt angaar den del, der foregaar hos en godkendt alment praktiserende laege eller i et godkendt laegecenter inden for den primaere sundhedstjeneste. Disse heltidsuddannelsesperioder skal vaere af et saadant antal og en saadan varighed, at der derigennem tilvejebringes et tilstraekkeligt grundlag for en effektiv udoevelse af almen medicinsk praksis.

2. Deltidsuddannelsen skal kvalitativt vaere paa samme niveau som heltidsuddannelsen. Som bevis for gennemfoerelsen af denne uddannelse udstedes det i artikel 30 omhandlede eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis.

Artikel 35

1. Uafhaengigt af de regler for erhvervede rettigheder, de maatte vedtage, kan medlemsstaterne udstede det i artikel 30 omhandlede eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis til en laege, der ikke har gennemfoert den i artikel 31 og 32 omhandlede uddannelse, men som har gennemgaaet en anden supplerende uddannelse, for hvilken de kompetente myndigheder i en medlemsstat har udstedt et eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis; dog kan dette eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis kun udstedes af den paagaeldende medlemsstat som bevis for kundskaber, der kvalitativt ligger paa samme niveau som dem, der erhverves ved den i artikel 31 og 32 omhandlede uddannelse.

2. Ved de bestemmelser, der vedtages i overensstemmelse med stk. 1, fastsaetter medlemsstaterne bl.a., i hvilket omfang den supplerende uddannelse, ansoegeren allerede har gennemgaaet, og hans faglige erfaring kan erstatte den i artikel 31 og 32 omhandlede uddannelse.

Medlemsstaterne kan kun udstede det i artikel 30 omhandlede eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, saafremt ansoegeren har mindst seks maaneders erfaring som alment praktiserende laege hos en alment praktiserende laege eller i et laegecenter inden for den primaere sundhedstjeneste som naevnt i artikel 31, stk. 1, litra c).

Artikel 36

1. Fra 1. januar 1995 skal hver medlemsstat med forbehold af de bestemmelser om erhvervede rettigheder, som den maatte vedtage, goere adgangen til at udoeve virksomhed som alment praktiserende laege inden for rammerne af en social sikringsordning betinget af, at det i artikel 30 omhandlede eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis er erhvervet.

Medlemsstaterne kan imidlertid give dispensation fra dette krav til personer, som er i faerd med at gennemgaa den saerlige uddannelse i almen medicin.

2. Hver medlemsstat fastsaetter naermere regler for erhvervede rettigheder. Medlemsstaterne skal dog anse retten til at udoeve virksomhed som alment praktiserende laege inden for den nationale socialsikringsordning for at vaere erhvervet, naar en laege, der uden at vaere i besiddelse af det i artikel 30 omhandlede eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, den 31. december 1994 besidder denne ret i henhold til artikel 1 til 20 og paa denne dato er etableret paa den paagaeldende medlemsstats omraade i henhold til artikel 2 eller artikel 9, stk. 1.

3. Hver medlemsstat kan anvende stk. 1 inden den 1. januar 1995 paa betingelse af, at enhver laege, der i en anden medlemsstat har gennemgaaet den i artikel 23 omhandlede uddannelse, indtil den 31. december 1994 under henvisning til artikel 2 eller artikel 9, stk. 1, kan etablere sig paa dens omraade og praktisere inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning.

4. Hver medlemsstats kompetente myndigheder udsteder paa begaering en attestation af, at laeger, der er indehavere af de i stk. 2 omhandlede erhvervede rettigheder, har ret til inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning at virke som alment praktiserende laeger uden at have erhvervet det i artikel 30 omhandlede eksamensbevis, certifikat eller kvalifikationsbevis.

5. Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne paa deres omraade og i henhold til den dergaeldende lovgivning kan tillade, at personer, der ikke har erhvervet eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis for laegeuddannelse og gennemfoert en saerlig uddannelse i almen medicin i en medlemsstat, men som er indehavere af eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser for en af eller begge disse uddannelser udstedt af et tredjeland, udoever virksomhed som alment praktiserende laege inden for rammerne af en social sikringsordning.

Artikel 37

1. Hver medlemsstat anerkender til udoevelsen af virksomhed som alment praktiserende laege inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning de i artikel 30 naevnte eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der er udstedt til medlemsstatens statsborgere af de oevrige medlemsstater i overenstemmelse med artikel 31, 32, 34 og 35.

2. Hver medlemsstat anerkender de i artikel 36, stk. 4, omhandlede attestationer, der er udstedt til medlemsstatens statsborgere af en anden medlemsstat, og tillaegger paa sit omraade denne attestation samme gyldighed som de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som den selv har udstedt, og som giver adgang til at virke som alment praktiserende laege inden for rammerne af den nationale socialsikringsordning.

Artikel 38

De statsborgere i en medlemsstat, som af en medlemsstat har faaet udstedt de i artikel 30 eller i artikel 36, stk. 4, omhandlede eksamensbeviser, certifikater eller andre kvalifikationsbeviser, har ret til at baere den erhvervsmaessige titel, der anvendes i den medlemsstat, der er vaertsland, og til at anvende en forkortelse af denne titel.

Artikel 39

1. Med forbehold af artikel 38 sikrer de medlemsstater, der er vaertslande, at personer, som er omfattet af artikel 37, bevarer retten til at benytte den akademiske titel, og eventuelt en forkortelse af denne, som de retmaessigt har erhvervet i den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, og paa denne stats sprog. Vaertslandet kan foreskrive, at der til denne titel foejes navn og adresse paa den institution eller det bedoemmelsesudvalg, der har tildelt den.

2. Saafremt den akademiske titel fra den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, i den medlemsstat, der er vaertsland, kan forveksles med en titel, som i denne stat kraever en supplerende uddannelse, som den paagaeldende ikke har gennemgaaet, kan vaertslandet kraeve, at den paagaeldende skal benytte sin titel fra den medlemsstat, der er hjemland eller seneste opholdsland, i en passende udformning, som angives af den medlemsstat, der er vaertsland.

Artikel 40

Paa grundlag af de indvundne erfaringer og under hensyn til udviklingen i uddannelserne inden for almen medicin forelaegger Kommissionen senest den 1. januar 1997 Raadet en beretning om anvendelsen af naervaerende afsnit og i givet fald passende forslag med henblik paa en relevant uddannelse af alle alment praktiserende laeger, der opfylder de saerlige krav, som udoevelsen af dette erhverv stiller. Raadet traeffer afgoerelse om disse forslag efter de i Traktaten fastsatte fremgangsmaader.

Artikel 41

Saa snart en medlemsstat har underrettet Kommissionen om ikrafttraedelsesdatoen for de foranstaltninger, som den paagaeldende medlemsstat har truffet i henhold til artikel 30, offentliggoer Kommissionen en passende meddelelse herom i De Europaeiske Faellesskabers Tidende og angiver den officielle benaevnelse paa det eksamensbevis, certifikat eller andet kvalifikationsbevis, der er indfoert af den paagaeldende medlemsstat, og i givet fald den erhvervsmaessige titel.

AFSNIT V AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 42

Medlemsstaterne udpeger de myndigheder og organer, der er bemyndiget til at udstede eller modtage de eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, samt de dokumenter og oplysninger, som er omhandlet i naervaerende direktiv, og underretter omgaaende de oevrige medlemsstater og Kommissionen herom.

Artikel 43

I tilfaelde, hvor der ved anvendelsen af dette direktiv skulle opstaa stoerre vanskeligheder for en medlemsstat paa saerlige omraader, undersoeger Kommissionen disse vanskeligheder sammen med denne stat og indhenter udtalelse fra det udvalg af hoejere embedsmaend inden for sundhedsvaesenet, der er nedsat ved afgoerelse 75/365/EOEF(7) .

Kommissionen forelaegger i givet fald passende forslag for Raadet.

Artikel 44

De i bilag III, de A, anfoerte direktiver ophaeves, dog uden at medlemsstaternes forpligtelser vedroerende de gennemfoerelsesfrister, som er anfoert i bilag III, del B, beroeres heraf.

Henvisninger til de ophaevede direktiver gaelder som henvisninger til naervaerende direktiv og laeses i henhold til den i bilag IV anfoerte sammenligningstabel.

Artikel 45

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfaerdiget i Luxembourg, den 5. april 1993.

Paa Raadets vegne J. TROEJBORG Formand

(1) EFT nr. C 125 af 18. 5. 1992, s. 170, og EFT nr. C 72 af 15. 3. 1993,

(2) EFT nr. C 98 af 24. 4. 1992, s. 6.

(3) EFT nr. L 167 af 30. 6. 1975, s. 1. Direktivet er senest aendret ved direktiv 90/658/EOEF (EFT nr. L 353 af 17. 12. 1990, s. 73).

(4) EFT nr. L 167 af 30. 6. 1975, s. 14. Direktivet er senest aendret ved direktiv 90/658/EOEF (EFT nr. L 353 af 17. 12. 1990, s. 73).

(5) EFT nr. L 267 af 19. 9. 1986, s. 26.

(6) EFT nr. L 233 af 24. 8. 1978, s. 10.

(7) EFT nr. L 167 af 30. 6. 1975, s. 19.

BILAG I

Karakteristiske traek ved speciallaegeuddannelsen paa heltids- og deltidsbasis som omhandlet i artikel 24, stk. 1, litra c), og artikel 25 1. Speciallaegeuddannelse paa heltidsbasis Denne uddannelse finder sted under arbejde i bestemte stillinger, der er anerkendt af de kompetente myndigheder.

Uddannelsen indebaerer, at den paagaeldende laege, deltager i samtlige laegelige aktiviteter, herunder vagter, i den afdeling, hvor uddannelsen foregaar, saaledes at han igennem hele arbejdsugen aaret igennem anvender hele sin arbejdsindsats paa denne praktiske og teoretiske uddannelse paa de af de kompetente myndigheder fastsatte betingelser. Stillingen afloennes derfor med et passende beloeb.

Uddannelsen kan afbrydes af grunde som militaertjeneste, tjenesterejser med videnskabeligt, sigte, graviditet og sygdom. Uddannelsens samlede varighed kan ikke nedsaettes paa grund af saadanne afbrydelser.

2. Speciallaegeuddannelse paa deltidsbasis Kravene er de samme som ved heltidsuddannelsen, og den eneste forskel mellem de to former for uddannelse er, at det ved deltidsuddannelsen er muligt at begraense deltagelsen i den laegelige aktiviteter, saaledes at varigheden svarer til mindst halvdelen af den i punkt 1, andet afsnit, fastsatte periode.

De kompetente myndigheder soerger for, at speciallaegeudannelsen paa deltidsbasis svarer til heltidsuddannelsen baade hvad angaar den samlede varighed og kvaliteten.

Laeger under specialuddannelse paa deltidsbasis afloennes derfor med et passende beloeb.

BILAG II

Datoerne for visse medlemsstaters ophaevelse af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om udstedelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser som omhandlet i artikel 9, stk. 7 BELGIEN Thoraxkirurgi: 1. januar 1983

Karkirurgi: 1. januar 1983

Neuropsykiatri: 1. august 1987 undtagen for personer, der har paabegyndt uddannelsen foer denne dato

Kirurgisk gastroenterologi: 1. januar 1983

DANMARK Blodtypeserologi: 1. januar 1983 undtagen for personer, der har paabegyndt uddannelsen foer denne dato, og som har afsluttet den inden udgangen af 1988

Fysiurgi: 1. januar 1983 undtagen for personer, der har paabegyndt uddannelsen foer denne dato, og som har afsluttet den inden udgangen af 1988

Tropemedicin: 1. august 1987 undtagen for personer, der har paabegyndt uddannelsen foer denne dato

FRANKRIG Radiologi: 31. december 1971

Neuropsykiatri: 31. december 1971

LUXEMBOURG Radiologi: Der udstedes ikke laengere eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for uddannelser, der er paabegyndt efter den 5. marts 1982

Neuropsykiatri: Der udstedes ikke laengere eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for uddannelser, der er paabegyndt efter den 5. marts 1982

NEDERLANDENE Radiologi: 8. juli 1984

Neuropsykiatri: 9. juli 1984

BILAG III

Del A Ophaevede direktiver

(jf. artikel 44)

1. Direktiv 75/362/EOEF

2. Direktiv 75/363/EOEF

og deres efterfoelgende aendringer:

- Direktiv 81/1057/EOEF: udelukkende for saa vidt angaar hanvisningerne i artikel 1 til bestemmelserne i de ophaevede direktiver 75/362/EOEF og 75/363/EOEF.

- Direktiv 82/76/EOEF

- Direktiv 89/594/EOEF: udelukkende artikel 1 til 9.

- Direktiv 90/658/EOEF: udelukkende artikel 1, nr. 1 og 2, og artikel 2.

3. Direktiv 86/457/EOEF

Del B Frister for gennemfoerelsen i national ret

(jf. artikel 44)

Direktiv

Gennemfoerelsesfrist

75/362/EOEF (EFT nr. L 167 af 30. 6. 1975, s. 1) 20. december 1976 (*)

81/1057/EOEF (EFT nr. L 385 af 31. 12. 1981, s. 25) 30. juni 1982

75/363/EOEF (EFT nr. L 167 af 30. 6. 1975, s. 14) 20. december 1976 (**)

82/76/EOEF (EFT nr. L 43 af 15. 2. 1982, s. 21) 31. december 1982

89/594/EOEF (EFT nr. L 341 af 23. 11. 1989, s. 19) 8. maj 1991

90/658/EOEF (EFT nr. L 353 af 17. 12. 1990, s. 73) 1. juli 1991

86/457/EOEF (EFT nr. L 267 af 19. 9. 1986, s. 26) 1. januar 1985

(*) 1. januar 1981 for Graekenland, 1. januar 1986 for Spanien og Portugal.

(**) 1. januar 1981 for Graekenland, 1. januar 1986 for Spanien og Portugal. For den tidligere Tyske Demokratiske Republiks omraade traeffer Tyskland de noedvendige foranstaltninger for at gennemfoere artikel 2 til 5 i direktiv 75/363/EOEF (artikel 24 til 27 i naervaerende direktiv) inden den 3. april 1992 (direktiv 90/658/EOEF, artikel 2).

BILAG IV

/* Tabel: Se EFT */

Choose the experimental features you want to try

31993L0016