Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013R1322

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1322/2013 af 11. december 2013 om ubegrænset toldfri adgang til Unionen i 2014 for visse varer med oprindelse i Norge og fremstillet af landbrugsprodukter som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1216/2009

EUT L 333 af 12/12/2013, p. 68–69 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2013/1322/oj

12.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 333/68


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1322/2013

af 11. december 2013

om ubegrænset toldfri adgang til Unionen i 2014 for visse varer med oprindelse i Norge og fremstillet af landbrugsprodukter som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1216/2009

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1216/2009 af 30. november 2009 om en ordning for handelen med visse varer fremstillet af landbrugsprodukter (1), særlig artikel 7, stk. 2,

under henvisning til Rådets afgørelse 2004/859/EF af 25. oktober 2004 om indgåelse af aftalen i form af brevveksling mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Norge om protokol nr. 2 til den bilaterale frihandelsoverenskomst mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge (2), særlig artikel 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I protokol nr. 2 til aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge (3) af 14. maj 1973 og protokol 3 til EØS-aftalen, ændret ved afgørelse truffet af Det Blandede EØS-udvalg nr. 140/2001 (4) og nr. 138/2004 (5) (i det følgende kaldet »protokol 3 til EØS-aftalen«), fastlægges ordningen for handelen med visse forarbejdede landbrugsvarer og andre landbrugsvarer mellem de kontraherende parter.

(2)

I protokol 3 til EØS-aftalen er der fastsat en nultoldsats for vand tilsat sukker eller andre sødemidler eller aromatiseret, henhørende under KN-kode 2202 10 00, og visse andre ikke-alkoholholdige drikkevarer med indhold af sukker eller andre sødemidler eller aromatiseret, men uden indhold af varer henhørende under pos. 0401 til 0404 eller fedt af varer henhørende under pos. 0401 til 0404, henhørende under KN-kode 2202 90 10.

(3)

Nultoldsatsen for dette vand og disse andre drikkevarer er blevet midlertidigt suspenderet for Norge ved aftalen i form af brevveksling mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Norge om protokol nr. 2 til den bilaterale frihandelsoverenskomst mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge (6) (i det følgende benævnt »aftalen i form af brevveksling«), godkendt ved afgørelse 2004/859/EF. I henhold til aftalen i form af brevveksling er toldfri indførsel af varer henhørende under KN-kode 2202 10 00 og ex 2202 90 10 med oprindelse i Norge kun tilladt inden for et toldfrit kontingent, mens indførsel ud over kontingentet belægges med told.

(4)

I henhold til aftalen i form af brevveksling får de pågældende varer endvidere ubegrænset toldfri adgang til Unionen, hvis kontingentet ikke er blevet opbrugt senest den 31. oktober i det foregående år. Ifølge de oplysninger, der er indberettet til Kommissionen, var det årlige kontingent for 2013 for det pågældende vand og de pågældende drikkevarer, som blev åbnet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1085/2012 (7), ikke blevet opbrugt den 31. oktober 2013. De pågældende varer bør derfor få ubegrænset toldfri adgang til Unionen fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2014.

(5)

Den midlertidige suspension af toldfriheden i henhold til protokol nr. 2 til aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge af 14. maj 1973 bør derfor ikke anvendes i 2014.

(6)

Af hensyn til retssikkerheden bør bestemmelser i EU-retten, der ikke længere har retsvirkninger med hensyn til nuværende eller fremtidige situationer, ophæves. Gennemførelsesforordning (EU) nr. 1085/2012 bør derfor ophæves.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Horisontale Spørgsmål i forbindelse med Handel med Forarbejdede Landbrugsprodukter uden for Bilag I —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Fra den 1. januar til 31. december 2014 får varer henhørende under KN-kode 2202 10 00 (vand, herunder mineralvand og vand tilsat kulsyre, tilsat sukker eller andre sødemidler eller aromatiseret) og ex 2202 90 10 (andre ikke-alkoholholdige drikkevarer med indhold af sukker (saccharose og invertsukker)) med oprindelse i Norge ubegrænset toldfri adgang til Unionen.

2.   De oprindelsesregler, som finder anvendelse på de i stk. 1 anførte varer, er fastsat i protokol nr. 3 til aftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge af 14. maj 1973.

Artikel 2

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 1085/2012 ophæves.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2014.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. december 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 328 af 15.12.2009, s. 10.

(2)  EUT L 370 af 17.12.2004, s. 70.

(3)  EFT L 171 af 27.6.1973, s. 2.

(4)  Afgørelse truffet af Det Blandede EØS-udvalg nr. 140/2001 af 23. november 2001 om ændring af protokol 2 og 3 til EØS-aftalen om forarbejdede landbrugsvarer og andre landbrugsvarer (EFT L 22 af 24.1.2002, s. 34).

(5)  Afgørelse truffet af Det Blandede EØS-udvalg nr. 138/2004 af 29. oktober 2004 om ændring af protokol 3 til EØS-aftalen om de varer, der er omhandlet i aftalens artikel 8, stk. 3, litra b) (EUT L 342 af 18.11.2004, s. 30).

(6)  EUT L 370 af 17.12.2004, s. 72.

(7)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1085/2012 af 20. november 2012 om åbning for 2013 af et toldkontingent ved indførsel til Den Europæiske Union af visse varer med oprindelse i Norge og fremstillet af landbrugsprodukter som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1216/2009 (EUT L 322 af 21.11.2012, s. 2).


Top