EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013PC0382

Henstilling med henblik på RÅDETS AFGØRELSE om at pålægge Belgien at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, som skønnes nødvendig for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud

/* COM/2013/0382 final - 2013/ () */

52013PC0382

Henstilling med henblik på RÅDETS AFGØRELSE om at pålægge Belgien at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, som skønnes nødvendig for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud /* COM/2013/0382 final - 2013/ () */


Henstilling med henblik på

RÅDETS AFGØRELSE

om at pålægge Belgien at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, som skønnes nødvendig for at rette op på situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 126, stk. 9,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

som tager følgende i betragtning:

(1)       I henhold til artikel 126 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal medlemsstaterne undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

(2)       Stabilitets- og vækstpagten er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og for en holdbar og stærk vækst, som fører til øget beskæftigelse.

(3)       Den 2. december 2009 besluttede Rådet[1] i overensstemmelse med artikel 126, stk. 6, i TEUF, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Belgien og rettede en henstilling til Belgien med henblik på at korrigere det senest i 2012 i overensstemmelse med artikel 126, stk. 7, i TEUF og artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud[2]. For på troværdig og holdbar vis at bringe det samlede offentlige underskud ned under referenceværdien på 3 % af BNP, blev det henstillet til de belgiske myndigheder at a) gennemføre de gældsreducerende foranstaltninger i 2010 som planlagt i udkastet til budgettet for 2010 og styrke den planlagte finanspolitiske indsats i 2011 og 2012; b) sikre en gennemsnitlig årlig strukturel budgettilpasning på ¾ % af BNP i perioden 2010-2012, hvilket også burde bidrage til igen at få gældskvoten til at falde i retning af referenceværdien i et tilfredsstillende tempo ved at genskabe et passende primært overskud; c) præcisere de foranstaltninger, som var nødvendige for at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud senest i 2012, såfremt konjunkturerne tillod det, og fremskynde nedbringelsen af underskuddet, hvis de økonomiske eller budgetmæssige forhold viste sig at blive bedre end forventet, da henstillingerne fra proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud blev udstedt, og d) styrke overvågningsmekanismerne for at sikre, at de finanspolitiske mål overholdes. Rådet fastsatte i sin henstilling fristen for iværksættelse af virkningsfulde foranstaltninger i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 3, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1467/97 til den 2. juni 2010.

(4)       I overensstemmelse med artikel 126, stk. 8, i TEUF fastslog Rådet [den 21. juni 2013], at Belgien ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af Rådets henstilling fra december 2009 inden for den frist, der var fastsat i nævnte henstilling.

(5)       I artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1467/97 fastsættes det, at hvis de faktiske data i henhold til forordning (EF) nr. 479/2009 viser, at en deltagende medlemsstat ikke har korrigeret et uforholdsmæssigt stort underskud inden for de frister, der er fastsat i en henstilling efter traktatens 126, stk. 7, træffer Rådet straks en afgørelse i henhold til traktatens artikel 126, stk. 9, der pålægger medlemsstaten inden for en bestemt frist at træffe foranstaltninger til den nedbringelse af underskuddet, som Rådet skønner nødvendig for at rette op på situationen.

(6)       I henhold til Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2013 forventes det reale BNP at forblive uændret i 2013 samtidig med at den interne efterspørgsel fortsat falder, hvilket den har gjort siden 2012. Mens privatforbruget skønnes at stagnere, forventes investeringerne at falde som følge af den manglende tillid til økonomien som helhed, nedgangen i byggesektoren, strammere kreditvilkår og en industri med omfattende overskudskapacitet. Privatforbruget og investeringerne forventes først at stige fra 2014, hvor den interne efterspørgsel kan blive en drivende kraft bag en real vækst i BNP på 1,2 %. På basis af denne mere sikre interne efterspørgsel forventes væksten i import at indhente væksten i eksport. Det vil begrænse indtægterne fra nettoeksport i 2014 i modsætning til 2013, hvor nettoefterspørgslen fra udlandet forventes at forhindre BNP i at falde.

(7)       Ifølge Kommissionens prognose fra foråret 2013 forventes det offentlige underskud i 2013 at falde til 2,9 % af BNP. I det oprindelige budget for 2013 var det nominelle underskud vurderet til 2,15 % af BNP. Siden budgettet blev udarbejdet, er de officielle vækstfremskrivninger, der skal understøtte budgettet (+0,7 %, hvilket er på linje med Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2012), blevet ændret betydeligt til 0,2 % i stabilitetsprogrammet fra 2013 og 0,0 % i prognosen fra foråret. Regeringen gik derfor bort fra det nominelle underskudsmål og forpligtede sig i stedet til at forbedre den strukturelle saldo med 1,0 % af BNP. I marts 2013 traf regeringen yderligere foranstaltninger svarende til 0,2 % af BNP i tillæg til de foranstaltninger på omkring 0,75 % af BNP i det oprindelige budget, hvilket der er taget hensyn til i Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2013. Denne prognose forventer en strukturel forbedring på ¾ % af BNP i 2013, herunder et bidrag på ¼ procentpoint fra lavere renteudgifter.

(8)       Under forudsætning af en uændret politik forventes det i henhold til Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2013, at underskuddet igen stiger over referenceværdien i 2014 til 3,1 % af BNP til trods for, at væksten forventes at ligge over potentialet. Det skyldes den enkeltstående stigende tendens inden for sociale overførsler og det faktum, at budgettet for 2013 omfattede en række engangsudgifter og midlertidige udgifter på 0,4 % af BNP, såsom skatteamnesti, salg af telekommunikationslicenser og et exceptionelt højt udbytte fra den belgiske nationalbank.

(9)       Den offentlige gæld steg fra 84 % af BNP i 2007 til næsten 100 % af BNP i 2012. Dynamikken bag underskuddet og BNP tegner sig for omkring 6,5 procentpoint af stigningen, mens udefrakommende faktorer tegner sig for omkring 9 procentpoint, hvilket overvejende skyldes redningsindsatserne i den finansielle sektor i form af kapitaltilførsler. Ifølge Kommissionens prognose fra foråret 2013 forventes det offentlige underskud i 2014 at stige til over 102 % af BNP. Den belgiske regering vil sælge finansielle aktiver for at holde gælden under 100 % af BNP i 2013. I den sammenhæng satte den belgiske regering for nyligt Royal Park Investment (SPV-selskabet, der blevet oprettet i forbindelse med Fortis-redningsindsatsen) til salg, hvilket vil nedbringe gælden med 0,2 % af BNP.

(10)     Europa‑Kommissionens rapport om finanspolitisk holdbarhed 2012 viser, at Belgien ikke synes at være i fare for finanspolitisk stress på kort sigt. Dog er den finanspolitiske holdbarhed i risikozonen på mellemlang og lang sigt. De langsigtede budgetmæssige konsekvenser af befolkningens aldring i Belgien er noget større end gennemsnittet i EU, hvilket navnlig skyldes den store stigning i pensionsudgifterne opgjort som en andel af BNP i de kommende årtier. Selvom pensionsreformen af december 2011 var et vigtigt skridt i den rigtige retning, er det nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger til at genskabe de offentlige finansers langsigtede holdbarhed.

(11)     De foranstaltninger, der blev truffet i det oprindelige 2013‑budget og i budgetkontrollen fra marts 2013 forventes på nuværende tidspunkt at bringe underskuddet under 3 % af BNP i 2013. Ifølge Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2013 er sikkerhedsmargenen mod overskridelse af traktatens referenceværdi meget snæver. Desuden er korrektionen på nuværende tidspunkt ikke holdbar.

(12)     På baggrund af de højst usikre økonomi‑ og budgetudviklinger bør den anbefalede budgetudvikling for det sidste år i korrektionsperioden sættes et godt stykke under referenceværdien for at sikre en effektiv og holdbar korrektion inden for den fastsatte tidsfrist.

(13)     Underskuddet i 2013 bør derfor yderligere nedbringes til 2,7 % af BNP, hvilket svarer til en strukturel forbedring på 1 % af BNP i 2013. Med henblik derpå og i lyset af den mulige indirekte virkning er der behov for at træffe yderligere foranstaltninger med en beregnet virkning på ¼ % af BNP.

(14)     Belgien har i sit stabilitetsprogram givet tilsagn om at opnå budgetbalance i strukturelle termer i 2015, før det når den mellemsigtede målsætning med et overskud på 0,75 % af BNP i strukturelle termer i 2016. I et brev sendt til Kommissionen den 28. maj 2013 forpligtede de belgiske myndigheder sig derfor til at gøre en større finanspolitisk indsats, nemlig på ¾ % af BNP i 2014. I lyset af den høje gældskvote er dette en passende indsats, og gældsreduktionsmålet overholdes. Belgien bør derefter fortsætte fremskridtet mod at nå den mellemsigtede budgetmålsætning, bl.a. ved at opfylde benchmarket for udgifter og gældsreduktionsmålet.

(15)     Derudover bør Belgien styrke pensions- og socialsikringssystemernes langsigtede holdbarhed. I den henseende er der behov for yderligere bestræbelser på at udjævne forskellen mellem den effektive pensionsalder og den lovbestemte pensionsalder, mens foranstaltninger til at knytte den lovbestemte pensionsalder til udviklingerne i den forventede levetid ville gøre det muligt at sikre pensionssystemets langsigtede holdbarhed.

(16)     Desuden bør Belgien vedtage eksplicitte samordningsaftaler for at sikre, at budgetmålsætningerne er bindende på føderalt og subføderalt niveau på mellemlang sigt, bl.a. ved øjeblikkelig vedtagelse af en bestemmelse om den overordnede styring af budgetsaldoen/overskuddet i overensstemmelse med kravene i traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union.

(17)     For at sikre, at budgetkonsolideringsstrategien lykkes, er det til slut vigtigt at understøtte budgetkonsolideringen med omfattende strukturreformer på linje med Rådets henstillinger til Belgien i forbindelse med det europæiske semester og i særdeleshed henstillingerne om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer -

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.           Belgien bringer senest i 2013 den nuværende situation med et uforholdsmæssigt stort budgetunderskud til ophør.

2.           Belgien nedbringer det samlede underskud til 2,7 % af BNP i 2013. Denne nominelle forbedring svarer til en forbedring af struktursaldoen på 1 % af BNP i 2013 baseret på Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2013.

3.           Belgien vedtager og gennemfører fuldt ud alle de konsolideringsforanstaltninger, der er indarbejdet i budgettet for 2013, samt yderligere strukturforanstaltninger til at nå de strukturindsatser, der er omhandlet i henstillingen af 2013.

4.           Belgien bør være parat til at vedtage yderligere foranstaltninger, hvis risiciene for budgetplanerne skulle indtræde. Budgetkonsolideringsforanstaltningerne bør på vækstfremmende vis sikre en varig forbedring af den offentlige struktursaldo.

Artikel 2

1.           Belgien fremlægger senest den 21. september 2013 en rapport over de foranstaltninger, der er truffet til at efterkomme denne afgørelse. Kommissionen evaluerer rapporten med henblik på at vurdere de fremskridt, der er sket i retning af en korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud.

2.           Belgien fremlægger Kommissionen yderligere kvartalsrapporter til vurdering af de fremskridt, der er sket i retning af at overholde denne afgørelse.

3.           Belgien fremlægger senest den 31. december 2013 en rapport om den påtænkte gennemførelse af den første henstilling, der blev fremsat under det europæiske semester vedrørende vedtagelse af eksplicitte samordningsaftaler for at sikre, at budgetmålsætningen er bindende på føderalt og subføderalt niveau på mellemlang sigt.

4.           Belgien forelægger strukturforanstaltninger for 2014, der skal sikre en holdbar korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud og et passende fremskridt mod den mellemsigtede målsætning.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Belgien.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6.

[2]               Alle dokumenter i forbindelse med Belgiens uforholdsmæssigt store underskud findes her:                http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/deficit/countries/belgium_en.htm

Top