—

Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 11. april 2022 om fastsættelse af ex-antebidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2022 (SRB/ES/2022/18), herunder bilagene hertil, annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som følge af ufuldstændig meddelelse af den anfægtede afgørelse

Den anfægtede afgørelse blev i strid med artikel 1, stk. 2, TEU, artikel 15 TEUF, 269 TEUF og 298 TEUF, samt artikel 42 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) ikke meddelt sagsøgeren i fuldstændig form. Kendskab til de ikke-meddelte oplysninger, som udgør en væsentlig bestanddel af afgørelsen, er påkrævet af hensyn til forståelsen af bidragsberegningen og kontrollen af, hvordan der ved beregningen af bidragene er taget hensyn til sagsøgerens individuelle situation i lyset af situationen for alle de øvrige berørte institutioner.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 102 i direktiv 2014/59/EU (1), artikel 69, stk. 1 og 2, artikel 70, stk. 2, i forordning (EU) nr. 806/2014 (2), artikel 3 og artikel 4, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2015/63 (3) samt proportionalitetsprincippet, idet sagsøgte har fastsat et for højt målniveau i strid med de EU-retlige forskrifter.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som følge af den anfægtede afgørelses mangelfulde begrundelse

Den anfægtede afgørelse tilsidesætter begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 1, og stk. 2, litra c), idet kun få udvalgte delresultater af beregningerne er blevet meddelt. De krav til begrundelsespligtens omfang, som Domstolen opstillede i sag C-584/20 P (4), er ikke blevet opfyldt. Sagsøgte har ikke gjort brug af muligheden for at videregive fortrolige oplysninger i henhold til artikel 88, stk. 1, i forordning (EU) nr. 806/2014, hverken i summarisk eller i samlet form.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter på grund af manglende begrundelse for grænserne for udøvelse af væsentlige skønsbeføjelser

Den anfægtede tilsidesætter begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), idet det for så vidt angår sagsøgtes skønsbeføjelser ikke var blevet forklaret, hvilke vurderinger sagsøgte havde foretaget og af hvilke grunde. Det kan derfor ikke udelukkes, at sagsøgte har udøvet et vilkårligt skøn.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter på grund af manglende høring og manglende iagttagelse af retten til at blive hørt

Sagsøgerens ret til at blive hørt er hverken blevet iagttaget før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse eller før udstedelsen af bidragsmeddelelsen på grundlag heraf, hvilket er i strid med chartrets 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a). Den høring, som sagsøgte gennemførte, havde heller ikke givet sagsøgeren mulighed for at fremsætte effektive og omfattende bemærkninger til den konkrete beregning af bidraget.

6.

Sjette anbringende om, at den delegerede forordning (EU) 2015/63 ikke lovligt kunne være retsgrundlag for den anfægtede afgørelse, og at den risikojusteringsmetode, der er fastsat i den delegerede forordning (EU) 2015/63, og de skønsbeføjelser, der er tildelt Afviklingsinstansen, er ulovlige.

Artikel 4-7 og artikel 9 i samt bilag I til delegeret forordning (EU) 2015/63, som den anfægtede afgørelse er støttet på, skaber en uigennemsigtig ordning for fastsættelse af bidrag, som er i strid med chartrets artikel 16, 17 og 47, og hvorunder overholdelsen af chartrets artikel 20 og 21 samt proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet ikke er sikret. Sagsøgte har haft en lang række skønsbeføjelser for hvilke rammerne ikke har kunnet begrundes på en forståelig og kontrollerbar måde.

7.

Syvende anbringende om ulovligheden af gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 (5) som retsgrundlag for den anfægtede afgørelse

Den anfægtede afgørelse er i strid med traktaterne, idet artikel 8 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 overskrider de grænser, der er fastsat i artikel 70, stk. 7, i forordning (EU) nr. 806/2014 sammenholdt med artikel 291 TEUF, og hverken gennemførelsesforordningen eller bemyndigelsesgrundlaget indeholder en begrundelse, der svarer til artikel 296, stk. 2, TEUF. Denne ulovlighed kommer til udtryk i den anfægtede afgørelse.

8.

Ottende anbringende om ulovlighed af direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014 som bemyndigelsesgrundlag for delegeret forordning (EU) 2015/63 og for gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 og dermed for den anfægtede afgørelse

Subsidiært gøres det gældende, at de bestemmelser i direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) nr. 806/2014, som foreskriver, at den bidragsordning, der er gennemført ved delegeret forordning (EU) 2015/63, er bindende, og som giver sagsøgte en for vid skønsmargin, er ulovlige. I det omfang disse bestemmelser ikke kan fortolkes i overensstemmelse med primærretten, er de i strid med princippet om begrundelsespligt for retsakter, med retssikkerhedsprincippet og med traktaterne (navnlig artikel 1, stk. 2, TEU, artikel 15 TEUF, 296 TEUF og 298 TEUF) og chartret (navnlig chartrets artikel 16, 17, 41, 42 og 47).