—

Med dette anbringende har sagsøgerne for det første gjort gældende, at statsstøtteforanstaltningen ikke er egnet til at forfølge sit formål, som er at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den nederlandske økonomi, ved at yde kompensation for de faste omkostninger for virksomheder, som har oplevet et omsætningstab på 30 % som følge af covid-19-udbruddet og de statslige foranstaltninger, der efterfølgende blev indført. Den maksimale støtte er efter sagsøgernes opfattelse uegnet til at opfylde det mål, der forfølges med statsstøtteforanstaltningen. Statsstøtteforanstaltningen yder maksimalt 600 000 EUR til store virksomheder. Dette beløb er utilstrækkeligt til at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den nederlandske økonomi ved at sikre, at virksomhederne forbliver økonomisk levedygtige. Navnlig for store virksomheder som sagsøgerne er 600 000 EUR ikke nok til effektivt at imødegå omsætningstabet som følge af covid-19-udbruddet.

—

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at statsstøtteforanstaltningen er uforholdsmæssig. Denne ordning går ud over, hvad der er nødvendigt for at forebygge de små og mellemstore virksomheders likviditetsmangel og støtte deres faste omkostninger. Det uforholdsmæssigt store beløb, der indrømmes små og mellemstore virksomheder, giver dem nemlig mulighed for at være mere konkurrencedygtige, eftersom de ikke begrænses af deres faste omkostninger. Desuden skal små og mellemstore virksomheder, som modtog støtte, ikke i samme omfang som sagsøgerne anvende (1) deres egenkapital for at forblive konkurrencedygtige. Sagsøgerne modtager maksimalt 600 000 EUR for at holde deres 33 hoteller kørende. Små og mellemstore virksomheder kan derimod modtage næsten det samme støttebeløb til at håndtere likviditetsmangler for blot et lille eller mellemstort hotel.

—

Det andet annullationsanbringende vedrører processuelle mangler ved den anfægtede afgørelse. Ifølge sagsøgerne indeholder afgørelsen ikke en passende begrundelse, eftersom den ikke omhandler (berettigelsen af den) uforholdsmæssige forskel i den største støtte mellem på den ene side små og mellemstore virksomheder og på den anden side større virksomheder af enhver art. Afgørelsen omhandler heller ikke spørgsmålet om, hvorvidt selve foranstaltningen er passende, eller den omstændighed, at små og mellemstore virksomheder kunne modtage støtte i medfør af to tidligere støtteforanstaltninger. Ved afgørelsen har Kommissionen således ikke givet sagsøgerne mulighed for at få kendskab til grundene til beslutningen om, at statsstøtteforanstaltningen blev anset for at være forenelig med det indre marked. Dette er i strid med artikel 296 TEUF.