1)

Kan en fortolkning af national ret — under hensyn til EU-rettens regler om begrænsning af reklamesendetiden og under hensyn til den betydning, som [EU-retten] generelt tillægger begrebet koncern eller en enkelt økonomisk enhed, som fremgår af talrige kilder i konkurrenceretten (af relevans for dette tilfælde er 43. betragtning til direktiv 2018/1808/EU (1) og den nye affattelse af artikel 23 i direktiv 2010/13/[EU] (2)) — på trods af den sondring, der følger af national italiensk lovgivning i medfør af artikel 5, stk. 1, litra b), i lovdekret 177/[2005], mellem TV- og radiostationer — anses for at være forenelig med EU-retten, når denne fortolkning bevirker, at det af artikel 1, stk. 1, litra a), i lovdekret 177/[2005], som ændret i den nuværende affattelse med virkning fra den 30. marts 2010 (til gennemførelse af direktiv 2007/65/EF (3)), udledes, at konvergensprocessen mellem de forskellige former for kommunikation (elektronisk kommunikation, skriftlige udgivelser, herunder digitale, og internet i alle afskygninger) navnlig gælder mellem udbydere af TV- og radiomedier, især når de allerede indgår i indbyrdes forbundne virksomhedssammenslutninger, og at [denne proces] generelt finder anvendelse med de deraf følgende konsekvenser for fortolkningen af [lovdekretets] artikel 38, stk. 6, således, at spredningsforetagendet også kan være koncernen som økonomisk enhed, eller kan der, efter de nævnte EU-retlige principper, og under hensyn til, at området for forbud mod reklamesendetid er selvstændigt i forhold til konkurrenceretten, ikke — i perioden før 2018 — tillægges koncerner og nævnte konvergensproces og den såkaldte tværmedialitet nogen betydning, idet alene det enkelte spredningsforetagende skal tages i betragtning ved beregningen af reklametidsindekset, selv om den pågældende enhed er tilknyttet en koncern (også fordi denne omstændighed alene nævnes i den konsoliderede udgave af artikel 23 i direktiv 2010/13/[EU], som følger af vedtagelsen af direktiv 2018/1808/EU)?

2)

Kan det af begrebet »medietjenesteudbyder i en koncern« (eller med appellantens ordvalg: forlagskoncern) — henset til ovennævnte EU-retlige principper om koncerner og virksomheder som en enkelt økonomisk enhed, når henses til forbuddet mod at overskride grænserne for reklamesendetiden og i betragtning af den senere affattelse af nævnte artikel 23 — på trods af den nævnte sondring [org. s. 20] for så vidt angår tilladelser, også udledes af den konkurrenceretlige ramme om [det integrerede kommunikationssystem], som fremgår af artikel 43 i lovdekret 177/[2005], at koncerninterne, tværmediale reklamebeskeder ikke medregnes i grænserne for reklamesendetiden i medfør af artikel 38, stk. 6, i lovdekret [177/2005], eller er en sådan fortolkning udelukket for perioden før 2018, eftersom konkurrenceretten på TV-området er selvstændig i forhold til reglerne om begrænsning af reklamesendetiden?

3)

Er den nye affattelse af artikel 23, stk. 2, litra a), i direktiv 2010/13/EU en anerkendelse af et allerede eksisterende princip i konkurrenceretten om koncerners generelle betydning, eller er der tale om en fornyelse? Er der i det førstnævnte tilfælde tale om en retlig virkelighed, der allerede er taget højde for i EU-retten — som dermed ligeledes kan omfatte det foreliggende tilfælde, som tidsmæssigt ligger forud for den nye affattelse, og påvirke [den nationale tilsynsmyndigheds] fortolkning, idet denne under alle omstændigheder forpligtes til at anerkende begrebet koncernforbundet »medietjenesteudbyder« — eller er denne fornyelse i sidstnævnte tilfælde til hinder for, at der lægges vægt på virksomhedssammenslutninger i situationer, der er opstået inden indførelsen heraf, eftersom bestemmelsen ikke finder anvendelse ratione temporis, henset til, at der er tale om en ny bestemmelse?

4)

Under alle omstændigheder og ud over tilladelsesordningen i artikel 5 i lovdekret 177/2005 og den nye affattelse af artikel 23, der blev indført i 2018, –dvs. såfremt denne nye bestemmelse ikke blot anerkender et eksisterende princip, men er udtryk for en fornyelse som omhandlet i det tredje spørgsmål — er de indbyrdes radio-TV-forhold, henset til den generelle og tværgående karakter af begreberne økonomisk enhed og koncern, generelt inden for konkurrenceretten nøglen til fortolkning af de grænser for reklamesendetiden, der i det mindste implicit er fastsat i forhold til virksomhedssammenslutninger (eller nærmere bestemt i forhold [til] kontrolforholdene mellem virksomhederne i koncernen) og til disse virksomheders funktionelle enhed, således at reklame for koncerninterne TV- og radioprogrammer [o.a.: denne sætning er ufuldstændig på italiensk], eller er disse integrationsforhold omvendt uden betydning for grænserne for reklamesendetiden [org. s. 21], og skal de »egne« programmer som omhandlet i artikel 23 (i den oprindelige affattelse) således anses for at være de programmer, som alene tilhører det spredningsforetagende, der reklamerer for disse, og ikke koncernen som helhed, for så vidt som denne regel er en selvstændig bestemmelse, som ikke giver mulighed for en systematisk fortolkning, der udvider bestemmelsen til koncerner forstået som en enkelt økonomisk enhed?

5)

Skal artikel 23 i sin oprindelige affattelse — selv i det tilfælde, hvor denne bestemmelse ikke skal fortolkes som en bestemmelse, der henhører under konkurrenceretten — under alle omstændigheder forstås som en tilskyndelsesbestemmelse, der beskriver de særlige kendetegn ved reklamer, som udelukkende er oplysende og ikke tilsigter at overbevise nogen om at købe andre varer og tjenesteydelser end de programmer, der reklameres for, og skal denne bestemmelse dermed anses for at være udelukket fra anvendelsesområdet for bestemmelserne vedrørende reklametid, hvorved den for virksomheder i samme koncern finder anvendelse på al integreret, tværmedial reklame, eller skal denne bestemmelse forstås som en fravigelse af eller undtagelse til beregningen af reklamesendetiden og dermed fortolkes indskrænkende?