—

Artikel 1 og artikel 3-7 i Kommissionens afgørelse af 17. december 2018 om Rumæniens statsstøtte SA.36086 (2016/C) (ex 2016/NN) til Oltchim SA annulleres (1).

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om den rumænske myndighed med ansvar for forvaltningen af statslige aktivers manglende tvangsfuldbyrdelse af fordringer, hvorefter der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet det blev fastslået, at den pågældende foranstaltning indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

2.

Andet anbringende om den ovennævnte foranstaltning om manglende tvangsfuldbyrdelse af fordringer, hvorefter sagsøgte i strid med artikel 296, stk. 2, TEUF, undlod at give en tilstrækkelig begrundelse med hensyn til klassificeringen af den pågældende foranstaltning som statsstøtte.

3.

Tredje anbringende om den hævdede tildeling af statsstøtte gennem en fortsat levering af elektricitet til sagsøgeren og tredjemands yderligere akkumulering af fordringer efter en mislykket privatisering af sagsøgeren, hvorefter der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet det blev fastslået, at den pågældende foranstaltning indebar en økonomisk fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

4.

Fjerde anbringende om den ovennævnte foranstaltning om en fortsat levering af elektricitet og tredjemands akkumulering af fordringer, hvorefter der er sket en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF.

5.

Femte anbringende om den delvise eftergivelse af gæld, der påregnes ifølge saneringsplanen som godkendt af sagsøgerens kreditorer, hvorefter der blev anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet det blev fastslået, at eftergivelsen af gæld udgjorde en overførsel af statsmidler, i det omfang en tredjepartsvirksomhed var involveret.

6.

Sjette anbringende om, at den ovennævnte eftergivelse af gæld under alle omstændigheder ikke kunne tilregnes staten, i det omfang den angik de involverede offentlige virksomheder.

7.

Syvende anbringende om, at den ovennævnte eftergivelse af gæld har opfyldt kriteriet om den private kreditor, eftersom de vigtigste private kreditorer havde stemt for en saneringsplan (pari passu), saneringsplanen var økonomisk mere fordelagtig for de offentlige kreditorer end et likvidationsscenarium, og selskabet i henhold til den reviderede saneringsplan faktisk blev solgt i bundter af aktiver – et scenarium, som Kommissionen i afgørelsen havde rost som den bedste løsning.

8.

Ottende anbringende om, at sagsøgte med hensyn til den delvise gældseftergivelsesforanstaltning tilsidesatte artikel 296, stk. 2, TEUF.

9.

Niende anbringende om, at Kommissionen med hensyn til den delvise gældseftergivelsesforanstaltning tilsidesatte artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF samt procedureforordningen (2), idet den pålagde tilbagesøgning af det fulde gældseftergivelsesbeløb på trods af, at det selv i medfør af sagsøgtes egne (forkerte) beregninger af det hypotetisk bedste scenarium var klart, at de offentlige kreditorer ikke ville få meget mere, end det de faktisk fik i medfør af den reviderede saneringsplan.