Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62019TN0199

    Sag T-199/19: Sag anlagt den 4. april 2019 — Glaswerk Ernstthal mod Kommissionen

    EUT C 206 af 17.6.2019, p. 53–54 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    17.6.2019   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 206/53


    Sag anlagt den 4. april 2019 — Glaswerk Ernstthal mod Kommissionen

    (Sag T-199/19)

    (2019/C 206/55)

    Processprog: tysk

    Parter

    Sagsøger: Glaswerk Ernstthal GmbH (Lauscha, Tyskland) (ved advokaterne F. Wagner og N. Voß)

    Sagsøgt: Europa-Kommissionen

    Sagsøgerens påstande

    Kommissionens afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) for 2012 og 2013 annulleres.

    Subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for 2013 for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

    Mere subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter, for båndlastbrugere med mindst 7 500 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 15 % af de offentliggjorte netafgifter og for båndlastbrugere med mindst 8 000 årlige driftstimer anordner en tilbagebetaling på mere end 10 % af de offentliggjorte netafgifter.

    Mere subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 i forhold til sagsøgeren for så vidt som den for båndlastbrugere med mindst 7 500 årlige driftstimer anordner tilbagebetaling på mere end 15 % af de offentliggjorte netafgifter.

    Mest subsidiært annulleres afgørelse SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) af 28. maj 2018 med j.nr. C(2018) 3166 i forhold til sagsøgeren for så vidt som den anordner en tilbagebetaling på mere end 20 % af de offentliggjorte netafgifter.

    Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokat- og rejseudgifter.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.

    1.

    Det er urigtigt lagt grund, at der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF

    I forbindelse med det første anbringende anfægtes, at Kommissionen ved sin undersøgelse af den omtvistede fritagelse for netafgifter retligt ukorrekt har lagt til grund, at der anvendes statsmidler.

    Desuden er referencesystemet fastlagt ukorrekt og mangelfuldt ved undersøgelsen af »selektivitets«-kriteriet.

    Det gøres videre gældende, at Kommissionen på grund af den utilstrækkelige fastlæggelse af referencesystemet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF.

    2.

    Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

    I forbindelse med det andet klagepunkt gøres det gældende, at Kommissionens afgørelse medfører, at der kun fastsættes efterbetalingsforpligtelser for de båndlastbrugere, som i 2012 og 2013 blev fuldstændigt fritaget for netafgifter. Dermed blev disse båndlastbrugere undergivet en forskelsbehandling og udsat for en uberettiget ulempe i forhold til de båndlastbrugere, som i den samme periode benyttede sig af faste reduceringer af netafgiften, og som ikke blev underlagt efterbetalingsforpligtelser.

    I denne forbindelse anfægtes ligeledes, at Kommissionen med hensyn til forskelsbehandlingen har tilsidesat sin begrundelsespligt i medfør af artikel 263, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Forskelsbehandlingen tilsidesætter endvidere forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 32, stk. 1, i direktiv 2009/72/EF (1).

    3.

    Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

    I forbindelse med det tredje anbringende gøres gældende, at sagsøgeren på grund af individuelle omstændigheder havde en berettiget forventning om, at virksomheden kunne beholde de indrømmede særlige netafgifter.


    (1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13.7.2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55).


    Top