–

stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 3. maj 2018,

–

ECB’s svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 10. maj 2019,

–

afgørelsen af 17. marts 2020 om at udsætte sagen, indtil Domstolen har truffet endelig afgørelse i de sager, der gav anledning til dom af 6. maj 2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB (C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369),

–

de nye beviser, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 27. oktober 2021

1

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, ABLV Bank AS, nedlagt påstand om annullation af afgørelser truffet den 23. februar 2018 af Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om ikke at vedtage afviklingsordninger for kreditinstitutterne ABLV Bank AS og ABLV Bank Luxembourg SA i henhold til artikel 18, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

[udelades]

23

Afviklingsinstansen har fremsat fire anbringender til støtte for formalitetsindsigelsen, der nærmere bestemt vedrører, for så vidt angår det første, den omstændighed, at sagsøgeren ikke har støttet søgsmålet på ordlyden af de anfægtede afgørelser, men på ordlyden af pressemeddelelsen, for så vidt angår det andet, den omstændighed, at de anfægtede afgørelser ikke udgør anfægtelige retsakter, for så vidt angår det tredje, den omstændighed, at sagsøgeren ikke har søgsmålskompetence, eftersom banken ikke er umiddelbart berørt af de anfægtede afgørelser og, for så vidt angår det fjerde, den omstændighed, at sagsøgeren ikke har søgsmålsinteresse.

[udelades]

29

Ifølge Afviklingsinstansen udgør de anfægtede afgørelser ikke retsakter, der kan anfægtes, eftersom de ikke tilsigter at skabe bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser ved at ændre dennes retsstilling væsentligt. De anfægtede afgørelser foreskrev ikke, at de to kreditinstitutter skulle likvideres. Ifølge Afviklingsinstansen tilkom det de nationale afviklingsmyndigheder at træffe de nødvendige foranstaltninger over for de pågældende kreditinstitutter i overensstemmelse med gældende national ret, efter at den havde besluttet ikke at vedtage en afviklingsordning.

30

Det skal bemærkes, at anfægtelige retsakter principielt udgør foranstaltninger, der endeligt fastlægger en institutions standpunkt ved afslutningen af en administrativ procedure, og som tilsigter at skabe bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesse, modsat foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse, og som ikke skaber sådanne virkninger (jf. dom af 18.11.2010, NDSHT mod Kommissionen, C-322/09 P, EU:C:2010:701, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

31

Nærmere bestemt har Domstolen allerede fastslået, at selv om ECB’s vurdering af, om en enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende som omhandlet i artikel 18, stk. 1, andet og tredje afsnit, i forordning nr. 806/2014, ikke udgør en anfægtelig retsakt, forholder det sig ikke desto mindre således, at Afviklingsinstansens efterfølgende vedtagelse af en afviklingsordning i henhold til denne forordnings artikel 18, stk. 6, eller afgørelsen om ikke at vedtage en sådan ordning kan gøres til genstand for et søgsmål ved Unionens retsinstanser, inden for rammerne af hvilken nævnte vurdering kan gøres til genstand for domstolsprøvelse (jf. i denne retning dom af 6.5.2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB, C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369, præmis 56).

32

Endvidere følger det af artikel 86, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, at medlemsstaterne og EU-institutionerne samt enhver fysisk eller juridisk person kan anlægge sag ved Den Europæiske Unions Domstol vedrørende en sådan afgørelse fra Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 263 TEUF (jf. i denne retning dom af 6.5.2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB, C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369, præmis 56).

33

Det følger heraf, at Afviklingsinstansens afgørelse om at vedtage eller ikke at vedtage en afviklingsordning for et kreditinstitut er en anfægtelig retsakt. Denne afgørelse fastlægger nemlig endeligt Afviklingsinstansens holdning ved afslutningen af den komplekse administrative procedure, der er fastsat i artikel 18 i forordning nr. 806/2014 og som indledes med ECB’s vurdering af, om en enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Denne procedure har til formål at skabe bindende retsvirkninger over for sagsøgeren, for så vidt som banken ikke afvikles.

34

Det skal endvidere fremhæves, at en afgørelse om ikke at vedtage en afviklingsordning, således som det er tilfældet med de anfægtede afgørelser, udgør en anfægtelig retsakt lige så vel som en afgørelse om at vedtage en sådan afviklingsordning. Beslutningen om at vedtage en afviklingsforanstaltning indebærer nemlig indførelse af sådanne afviklingsværktøjer som dem, der er omhandlet i artikel 18, stk. 6, litra b) og c), og artikel 22 i forordning nr. 806/2014, såsom virksomhedssalgsværktøjet, broinstitutværktøjet, værktøjet til adskillelse af aktiver, bail-in-værktøjet eller anvendelsen af Den Fælles Afviklingsfond til støtte for afviklingsforanstaltningen. Afgørelsen om ikke anvende sådanne værktøjer, hvoraf nogle kan gøre det muligt for sagsøgeren at videreføre en del af sine aktiviteter, skaber derfor bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser.

35

Endelig og som det ligeledes fremgår af generaladvokat Campos Sánchez-Bordonas forslag til afgørelse ABLV Bank m.fl. mod ECB (C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:16, punkt 93), sikres overholdelsen af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse som omhandlet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) ved, at Afviklingsinstansens afgørelse, der afslutter den i artikel 18 i forordning nr. 806/2014 omhandlede procedure, er en anfægtelig retsakt, hvilket bevirker, at eventuelle ulovligheder i den vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, som ECB foretog i den første fase af proceduren, kan påberåbes til støtte for et søgsmål til prøvelse af Afviklingsinstansens afgørelse. Det følger heraf, at sagsøgeren skal være i stand til at nedlægge påstand om annullation af Afviklingsinstansens afgørelse om at vedtage eller ikke at vedtage en afviklingsordning for sagsøgeren.

36

De anfægtede afgørelser udgør derfor anfægtelige retsakter.

37

Afviklingsinstansen har gjort gældende, at sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt af de anfægtede afgørelser. Disse har ikke umiddelbar indvirkning på sagsøgerens retsstilling og giver de nationale afviklingsmyndigheder, der har til opgave at gennemføre dem, fuld handlefrihed. Likvidationen af sagsøgeren og sagsøgerens datterselskab er resultatet af afgørelser truffet på nationalt plan og ikke af anvendelsen af EU-retlige regler.

38

Det skal indledningsvis bemærkes, at Afviklingsinstansen ikke har rejst tvivl om, at sagsøgeren er individuelt berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Eftersom de anfægtede afgørelser vedrører henholdsvis sagsøgeren og dennes 100% ejede datterselskab i deres egenskab af kreditinstitutter, for hvilke Afviklingsinstansen ikke vedtager afviklingsordninger, identificerer de nemlig sagsøgeren på lignende måde som afgørelsens adressater. Sagsøgeren er derfor individuelt berørt af de anfægtede afgørelser.

39

Hvad angår anbringendet om, at sagsøgeren i den foreliggende sag angiveligt ikke er umiddelbart berørt, skal det bemærkes, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, der er genstand for søgsmålet, som fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF kræver, at to kumulative kriterier er opfyldt, nemlig for det første, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og for det andet, at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. dom af 22.3.2007, Regione Siciliana mod Kommissionen, C-15/06 P, EU:C:2007:183, præmis 31, af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, C-463/10 P og C-475/10 P, EU:C:2011:656, præmis 66, og af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci, C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:873, præmis 42).

40

Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren har anlagt søgsmålet i eget navn til prøvelse af afgørelse SRB/EES/2018/09, og som moderselskab og eneaktionær i ABLV Luxembourg for så vidt angår afgørelse SRB/EES/2018/10.

41

Det skal bemærkes, at afgørelse SRB/EES/2018/10, som det fremgår af præmis 12 ovenfor, bestemmer, at der ikke vil blive vedtaget nogen afviklingsordning for ABLV Luxembourg. Denne afgørelse har således indvirkning på dette kreditinstituts retsstilling (jf. i denne retning kendelse af 14.5.2020, Bernis m.fl. mod SRB T-282/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:209, præmis 39).

42

Derimod har afgørelse SRB/EES/2018/10 ikke umiddelbar indvirkning på retsstillingen for aktionærer, såsom sagsøgeren, eftersom de nævnte aktionærers ret til at modtage udbytte og til at deltage i ledelsen af ABLV Luxembourg ikke er berørt af den nævnte afgørelse (jf. analogt dom af 5.11.2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl., C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923, præmis 110).

43

Som det fremgår af dom af 5. november 2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923), er den negative indvirkning på aktionærerne af en afgørelse om at inddrage et kreditinstituts tilladelse nemlig af økonomisk og ikke retlig karakter, eftersom aktionærernes ret til at modtage udbytte og deltage i ledelsen, til trods for, at kreditinstituttet efter tilbagekaldelsen af dets tilladelse ganske vist ikke længere er i stand til at fortsætte sin virksomhed og således udlodde udbytte, forbliver uændret (jf. i denne retning dom af 5.11.2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl., C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923, præmis 111, og kendelse af 14.5.2020, Bernis m.fl. mod SRB, T-282/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:209, præmis 41).

44

Dette gælder så meget desto mere i den foreliggende sag, som afgørelse SRB/EES/2018/10 alene bestemmer, at ABLV Luxembourg ikke vil være omfattet af en afviklingsprocedure. I modsætning til situationen i den sag, der lå til grund for dom af 5. november 2019, ECB m.fl. mod Trasta Komercbanka m.fl. (C-663/17 P, C-665/17 P og C-669/17 P, EU:C:2019:923), har den omhandlede afgørelse således hverken til formål eller til følge at fratage denne bank dens tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut (jf. i denne retning kendelse af 14.5.2020, Bernis m.fl. mod SRB, T-282/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:209, præmis 42).

45

Henset til det ovenstående skal det fastslås, at sagsøgeren ikke er umiddelbart berørt af afgørelse SRB/EES/2018/10 som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

46

Det foreliggende søgsmål er anlagt af sagsøgeren i eget navn, for så vidt som der er nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/EES/2018/09.

47

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt denne afgørelse har umiddelbar indvirkning på sagsøgerens retsstilling, skal det bemærkes, at det følger af artikel 18 i forordning nr. 806/2014, at hvis ECB i sin vurdering finder, at den pågældende enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende som omhandlet i denne forordning artikel 18, stk. 1, litra a), medfører dette, at proceduren i forordningens artikel 18 indledes. Hvis ECB derimod når til den modsatte konklusion, indledes afviklingsproceduren ikke, eftersom artikel 18, stk. 1, tredje afsnit, i forordning nr. 806/2014 bestemmer, at ECB kun skal underrette Kommissionen og Afviklingsinstansen om sin vurdering, hvis den finder, at enheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende (jf. i denne retning dom af 6.5.2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB, C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369, præmis 67 og 70).

48

Afviklingsinstansens konklusion, der er baseret på ECB’s vurdering om, at sagsøgeren er nødlidende eller forventeligt nødlidende, er således en væsentlige forudsætning for konklusionen i afgørelse SRB/EES/2018/09 om ikke at vedtage afviklingsordninger for sagsøgeren. Konklusionen, hvorefter sagsøgeren er nødlidende eller forventeligt nødlidende, udgør derfor det nødvendige grundlag for artikel 1 i den nævnte afgørelses dispositive del. Følgelig har afgørelse SRB/EES/2018/09, for så vidt som den fastslår, at sagsøgeren er nødlidende eller forventeligt nødlidende, umiddelbar indvirkning på sagsøgerens retsstilling som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 39 ovenfor.

49

Afgørelsen om ikke at vedtage en afviklingsordning og dermed ikke at anvende afviklingsværktøjer som omhandlet i forordning nr. 806/2014, hvoraf visse, som anført i præmis 34 ovenfor, kan gøre det muligt for sagsøgeren at videreføre en del af sine aktiviteter, har således umiddelbar indvirkning på dennes retsstilling.

50

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt denne afgørelse overlader et skøn til de adressater, der skal gennemføre den som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 39 ovenfor, skal det fastslås, at dette ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Beslutningen om ikke at vedtage en afviklingsordning for sagsøgeren overlader nemlig ikke noget skøn til de adressater, der skal gennemføre den, idet gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-reglerne uden anvendelse af andre mellemkommende regler. Den pågældende nationale afviklingsmyndighed råder nemlig ikke over nogen skønsmargen i forhold til Afviklingsinstansens afgørelse, hvorefter der ikke vil blive vedtaget noget afviklingsværktøj i forhold til sagsøgeren, idet denne afgørelse ikke kræver anvendelse af nogen regel eller foreløbig foranstaltning for at have bindende retsvirkninger. Denne konklusion drages ikke i tvivl af den omstændighed, at nævnte nationale afviklingsmyndighed kan foranlediges til at træffe foranstaltninger til gennemførelse af afgørelse SRB/EES/2018/09 i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, hvis indhold er gengivet i artikel 2, stk. 2, i den nævnte afgørelses konklusion, eftersom disse foranstaltninger falder uden for rammerne af afviklingsmekanismen (jf. i denne retning kendelse af 14.5.2020, Bernis m.fl. mod SRB, T-282/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:209, præmis 43).

51

Navnlig henhører likvidation af sagsøgeren i henhold til lettisk ret ikke under nogen som helst afviklingsordning og kan ikke afledes af afgørelse SRB/EES/2018/09. Det var nemlig dette selskabs aktionærer, der besluttede, at selskabet skulle likvideres efter Afviklingsinstansens afgørelse, hvorefter det i almenhedens interesse ikke var nødvendigt at anvende en afviklingsordning på sagsøgeren i henhold til forordning nr. 806/2014 (jf. i denne retning dom af 6.5.2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB, C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369, præmis 49). Likvidationen blev således ikke beordret ved denne afgørelse (jf. i denne retning kendelse af 14.5.2020, Bernis m.fl. mod SRB, T-282/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:209, præmis 39-45).

52

Det følger af det ovenstående, at sagsøgeren ikke har kompetence til at anlægge sag til prøvelse afgørelse SRB/EES/2018/10, og at søgsmålet skal afvises, for så vidt som det er rettet mod denne afgørelse. Sagsøgeren har derimod en sådan søgsmålskompetence for så vidt angår afgørelse SRB/EES/2018/09.

53

Ifølge Afviklingsinstansen har sagsøgeren ikke godtgjort at have en eksisterende og faktisk søgsmålsinteresse. Sagsøgeren har ikke påvist, hvorledes banken vil drage fordel af en annullation af de anfægtede afgørelser. Hvad angår de interesser, som sagsøgeren har påberåbt sig, for så vidt som de anfægtede afgørelser har skadet kreditinstitutternes omdømme, har Afviklingsinstansen gjort gældende, at sagsøgeren ikke er blevet berørt af de anfægtede afgørelser, men af den af Financial Crimes Enforcement Network (FinCEN) foreslåede foranstaltning eller af ECB’s vurdering af, om de to kreditinstitutter var nødlidende eller forventeligt nødlidende. Interessen i at anlægge et erstatningssøgsmål udgør ikke en eksisterende og faktisk interesse i forbindelse med det foreliggende annullationssøgsmål. Endelig forholder det sig således, at for det tilfælde, at sagsøgeren har lidt et tab, skyldes dette aktionærernes beslutning om automatisk at likvidere sagsøgeren.

54

Det bemærkes hertil, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, i overensstemmelse med Domstolens praksis kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel (jf. dom af 17.9.2015, Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:609, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

55

Det er ubestridt, at sagsøgeren, samtidig med at banken har nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/EES/2018/09 i sin helhed, ikke har klaget over afslaget på at udarbejde en afviklingsordning, men i det væsentlige har modsat sig Afviklingsinstansens konklusioner om, at den var nødlidende eller forventeligt nødlidende, og at der ikke var rimelig udsigt til, at andre foranstaltninger ville kunne forhindre, at den blev nødlidende.

56

Den foreliggende sag er imidlertid karakteriseret ved særlige forhold, der bevirker, at det ikke kan benægtes, at sagsøgeren har søgsmålsinteresse.

57

For det første bemærkes, således som det ligeledes fremgår af nærværende doms præmis 47 og 48, at hvis ECB når til den konklusion, at den pågældende enhed ikke er nødlidende eller forventeligt nødlidende, bliver der ikke fremsendt nogen vurdering til Afviklingsinstansen, og afviklingsproceduren indledes derfor ikke. Vurderingen af, om en enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende, for så vidt som den foretages af Afviklingsinstansen, er således en absolut nødvendig forudsætning for, at den i artikel 18 i forordning nr. 806/2014 omhandlede afviklingsprocedure indledes, og følgelig for en formel beslutning om, hvorvidt der skal vedtages en afviklingsordning eller ej.

58

Begrundelsen for Afviklingsinstansens afgørelse SRB/EES/2018/09, navnlig den af ECB foretagne vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, udgør således det nødvendige grundlag for denne afgørelses konklusion. Såfremt Retten fastslår, at denne vurdering er fejlagtig, burde den procedure, der førte til denne afgørelse, nemlig aldrig have været indledt mod appellanten.

59

For det andet har den pågældende enhed med henblik på udøvelsen af sine bankaktiviteter en legitim interesse i ikke at blive underkastet en vurdering af, om den er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

60

Henset til det ovenstående må det konkluderes, at sagsøgeren har godtgjort, at banken har en retlig interesse i at opnå annullation af afgørelse SRB/EES/2018/09.

61

Sagen skal derfor afvises, for så vidt som den er rettet mod afgørelse SRB/EES/2018/10, og kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den vedrører annullation af afgørelse SRB/EES/2018/09.

87

Det tredje og det fjerde anbringende, som behandles samlet, består af henholdsvis et led og fire led. I forbindelse med det fjerde anbringende, som skal behandles indledningsvis, har sagsøgeren for det første gjort gældende, at Afviklingsinstansen med urette undlod at foretage en selvstændig undersøgelse af betingelsen i artikel 18, stk. 1, litra a), i forordning nr. 806/2014. Afviklingsinstansen støttede sig fuldt ud på ECB’s vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende. Hvad for det andet angår denne vurdering har sagsøgeren anført, at bankens midlertidige likviditetsproblemer, der skyldtes Financial Crimes Enforcement Networks foreslåede foranstaltning, ikke i sig selv udgjorde en tilstrækkelig begrundelse for at anse den for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende. I overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA) retningslinjer ABE/GL/2015/07 af 6. august 2015 for fortolkning af de forskellige situationer, hvor et institut anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende i medfør af artikel 32, stk. 6, i direktiv 2014/59 (herefter »EBA’s retningslinjer fra 2015«), anbefales det, at der tages hensyn til alle objektive elementer, og det frarådes at basere vurderingen af, om en enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende, på et enkelt element, såsom den umiddelbare adgang til likviditet. Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at det af ECB krævede beløb på 1 mia. EUR på sagsøgerens konto i Letlands nationalbank, inden moratoriet eventuelt blev ophævet den 23. februar 2018, var uforholdsmæssigt. ECB har nemlig overvurderet hævningen af indskud i tilfælde af en genåbning af sagsøgeren, da den støttede sig på et gennemsnitligt beløb af hævede midler svarende til 200 mio. EUR pr. dag i en sammenhængende periode på fem dage. Sagsøgeren har for det fjerde fremført en række argumenter til støtte for sit anbringende om, at ECB ikke tog hensyn til alle sagsøgerens likvide aktiver, navnlig de aktiver, som sagsøgeren ikke øjeblikkeligt havde adgang til. Inden for rammerne af det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Afviklingsinstansen ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt, om der var rimelig udsigt til, at andre foranstaltninger kunne forhindre, at sagsøgeren blev nødlidende.

[udelades]

103

Sagsøgeren har i replikken gjort gældende, at Afviklingsinstansen ikke udelukkende kunne støtte sig på den af ECB foretagne vurdering af, om banken var nødlidende eller forventeligt nødlidende, uden selv at foretage en selvstændig undersøgelse. Dette klagepunkt, som skal behandles først, skal forkastes uafhængigt af, om der er tale om et nyt klagepunkt som omhandlet i procesreglementets artikel 84, stk. 1.

104

Dette klagepunkt svarer nemlig til at se bort fra ECB’s rolle i den ordning, der er indført ved artikel 18 i forordning nr. 806/2014, således som den blev fastslået af Domstolen i dom af 6. maj 2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB (C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369).

105

Afviklingsinstansen er ganske vist ikke bundet af den af ECB foretagne vurdering af, om en enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Denne vurdering er nemlig ikke en bindende retsakt og placerer navnlig ikke Afviklingsinstansen i en situation med bunden kompetence med hensyn til denne vurdering. Der er intet i denne bestemmelses ordlyd, der indikerer, at Afviklingsinstansen fratages en skønsbeføjelse i spørgsmål om, hvorvidt den pågældende enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende (jf. i denne retning dom af 6.5.2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB, C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369, præmis 67).

106

Samme forordnings artikel 18, stk. 1, andet afsnit, tildeler imidlertid ECB en vigtig, om end ikke eksklusiv rolle, eftersom det er ECB, der som hovedregel skal foretage en vurdering af, om en enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Selv om Afviklingsinstansen ligeledes kan foretage en sådan vurdering, kan en sådan vurdering først foretages, efter at Afviklingsinstansen har givet ECB meddelelse om, at den har til hensigt at gøre dette, og kun hvis ECB inden for tre kalenderdage efter modtagelsen af en sådan meddelelse ikke selv foretager en sådan vurdering. ECB tillægges således en forrang med hensyn til udøvelsen af kompetencen til at foretage en sådan vurdering, der er baseret på den ekspertise, som den i kraft af sin rolle som tilsynsmyndighed råder over, eftersom den, idet den i denne egenskab har adgang til alle tilsynsoplysninger om den pågældende enhed, er bedst egnet til – henset til definitionen af nødlidende eller forventeligt nødlidende i denne forordnings artikel 18, stk. 4, som bl.a. henviser til elementer, der er forbundet med den pågældende enheds tilsynsmæssige stilling, såsom betingelserne for tilladelse, aktivværdien sammenlignet med passivværdien eller aktuelle og fremtidige gældsforpligtelser – at fastslå, om denne betingelse er opfyldt (jf. i denne retning dom af 6.5.2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB, C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369, præmis 62).

107

I den foreliggende sag har Afviklingsinstansen i punkt 3.2.1 i den anfægtede afgørelse SRB/EES/2018/09 på grundlag af den af ECB foretagne vurdering anført, at sagsøgeren skulle anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra a), i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med samme forordnings artikel 18, stk. 4, litra c), med den begrundelse, at det, selv om moratoriet blev ophævet efter den 23. februar 2018, var meget sandsynligt, at institutternes udgående pengestrømme ville fortsætte i samme tempo som før indførelsen af moratoriet, henset til den skade på sagsøgerens omdømme, som Financial Crimes Enforcement Networks foreslåede forordning har foranlediget. Som følge heraf tilsluttede Afviklingsinstansen sig ECB’s vurdering, hvorefter sagsøgeren skulle have et likviditetsdækningspotentiale svarende til 1 mia. EUR på sin konto i Letlands nationalbank, hvilket beløb ville gøre det muligt at imødegå omfanget af de forventede hævninger i fem dage umiddelbart efter ophævelsen af moratoriet. Da dette dækningspotentiale ikke var nået, tilsluttede Afviklingsinstansen sig ligeledes ECB’s vurdering, hvorefter sagsøgeren sandsynligvis ikke i nær fremtid ville være i stand til at betale sin gæld ved dens forfaldstidspunkt, og at sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende.

108

Under disse omstændigheder og henset til den vide skønsmargen, som Afviklingsinstansen rådede over i henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 91-94 inden for rammerne af den komplekse økonomiske vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, har Afviklingsinstansen, der ikke var bundet af ECB’s undersøgelse og vurdering, ikke begået en retlig fejl ved at støtte sig på denne vurdering, eftersom ECB var den institution, der var bedst egnet til at foretage en vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende.

109

Sagsøgerens argument kan følgelig ikke tiltrædes.

110

Ifølge sagsøgeren var det med urette, at ECB fandt, at et midlertidigt problem vedrørende adgang til likviditet begrundede, at sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende. ECB lagde en enkelt omstændighed til grund, nemlig den midlertidige mangel på likviditet som følge af de massive udgående pengestrømme i perioden fra den 14. til den 16. februar 2018, og den tog ikke tilstrækkeligt hensyn til sagsøgerens overordnede situation. Sagsøgeren har gjort gældende, at der ikke blev taget tilstrækkeligt hensyn til hverken dens dækningsgrad eller dens stærke kapitalisering. Det følger bl.a. af EBA’s retningslinjer, at der skal foretages en afvejning af alle de objektive elementer, der omgiver et kreditinstituts vanskeligheder med henblik på at afgøre, om kreditinstituttet er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

111

Det skal indledningsvis bemærkes, at en enhed i henhold til artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 806/2014 anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, hvis den befinder sig i en eller flere af de situationer, der er opregnet i den nævnte bestemmelses litra a)-d). I det foreliggende tilfælde fandt ECB, at sagsøgeren ikke var i stand til at betale sin gæld eller andre forpligtelser, efterhånden som den eller de forfalder, eller at der forelå objektive elementer til støtte for en konstatering af, at dette ville ske i nær fremtid som omhandlet i samme forordnings artikel 18, stk. 4, litra c). Som ECB med rette har gjort gældende, fremgår det ikke af artikel 18 i forordning nr. 806/2014, at ECB og Afviklingsinstansen skal tage hensyn til elementer, såsom et kreditinstituts dækningsgrad eller kapitalisering, inden det kan konkluderes, at kreditinstituttet er nødlidende eller forventeligt nødlidende.

112

EBA’s retningslinjer kan ikke rejse tvivl om denne betragtning. Ifølge retningslinjernes femte punkt i den engelske sprogversion tilsigter de nemlig i henhold til artikel 32, stk. 6, i direktiv 2014/59 at fremme konvergens i tilsyns- og afviklingspraksis for så vidt angår fortolkning af de forskellige situationer, hvor et institut anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende. ECB har med rette gjort gældende, at disse retningslinjer ikke kan fortolkes i strid med forordning nr. 806/2014, og at de således ikke pålægger yderligere betingelser, som ikke følger af nævnte forordnings artikel 18.

113

Under alle omstændigheder følger det af punkt 14 i EBA’s retningslinjer i den engelske sprogversion, at afviklingsmyndigheden skal vurdere de objektive elementer i forbindelse navnlig med et instituts likviditetsposition og dets kapitalposition. Det følger af punkt 16 i disse retningslinjer i den engelske sprogversion, at selv om flere forskellige faktorer, og ikke blot en enkelt af dem, der er fastsat i disse retningslinjer, kan danne grundlag for konstateringen af, at et institut er nødlidende eller forventeligt nødlidende, kan der ikke desto mindre være situationer, hvor opfyldelsen af blot en betingelse, afhængigt af dens alvor og risikomæssige virkninger, vil være tilstrækkelig til at udløse en afvikling. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, fremgår det således ikke af EBA’s retningslinjer, at der nødvendigvis skal tages hensyn til flere betingelser eller faktorer, før det kan konkluderes, at et kreditinstitut ikke er eller ikke vil være i stand til at betale sin gæld eller indfri sine andre forpligtelser, efterhånden som den eller de forfalder.

114

Som ECB har gjort gældende, er passende likviditet endvidere afgørende for et kreditinstitut, eftersom dets primære opgave er at modtage indlån fra offentligheden og geninvestere dem i realøkonomien ved at yde lån. Denne funktion som mellemmand hviler på den forudsætning, at en indskyder skal være i stand til at få tilbagebetalt indskuddene efter anmodning, og i princippet umiddelbart. Hvis en bank ikke kan tilbagebetale indskydernes midler, påvirker dette ikke blot tilliden til det pågældende kreditinstitut, men ved spredning også potentielt tilliden til hele banksystemet. Det er i øvrigt ubestridt, at fænomenet med massive udstrømninger ikke alene påvirker kriseramte kreditinstitutter, men også sunde institutter, fordi offentligheden mister tilliden til det nævnte systems soliditet (jf. i denne retning dom af 4.10.2018, Kantarev, C-571/16, EU:C:2018:807, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

115

Under omstændigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, der er kendetegnet ved massive udstrømninger af likviditet som følge af et brud på tilliden mellem kreditinstituttet og dets kunder, er dette instituts dækningsgrad og dets kapitalisering følgelig af mindre betydning i forhold til kreditinstituttets umiddelbare adgang til likviditet. Sagsøgerens argumentation skal således forkastes.

116

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at det likviditetsdækningspotentiale bestående af 1 mia. EUR på sagsøgerens konto i Letlands nationalbank, som ECB anså for nødvendigt for at tilbagebetale de indskud, der kunne hæves på kort sigt på tidspunktet for en eventuel genåbning af sagsøgeren efter en ophævelse af moratoriet, var uforholdsmæssigt.

117

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at ECB’s vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, der blev gentaget af Afviklingsinstansen, ikke tog hensyn til den omstændighed, at de indskud, der var uden forfaldsdato og derfor øjeblikkeligt forfaldne, den 22. februar 2018 var blevet konverteret til indskud svarende til et beløb på 449 mio. EUR. Ifølge sagsøgeren ville disse indskud ikke være forfaldne uden sagsøgerens samtykke i en periode på seks måneder efter konverteringen, hvorfor de ikke kunne kræves udbetalt på kort sigt. De øjeblikkeligt forfaldne indskud beløb sig således til 1596 mia. EUR og ikke til 2043 mia. EUR, således som det blev vurderet af ECB.

118

For det andet er der ifølge sagsøgeren ikke grundlag for ECB’s argument om, at udtrækningen af indskud fortsatte i samme tempo som i de tre dage, der gik forud for suspensionen af betalingerne fra den 14. til den 16. februar 2018, dvs. i gennemsnit 200 mio. EUR pr. dag. Der er intet, der godtgør, at udtrækningen af indskuddene ville ske lineært efter en eventuel ophævelse af moratoriet. Sagsøgeren har gjort gældende, at efter den oprindelige udtrækning af de mest volatile indskud ville der fortsat være en basissaldo bestående af mere stabile indskud. Sagsøgeren har i denne forbindelse henvist til processen for vurdering af den interne likviditets tilstrækkelighed (internal likvidity adequacy assessment process, ILAAP), der er godkendt af ECB i forbindelse med dennes seneste afgørelse om tilsyns- og overvågningsprocessen (Supervisory Review and Evaluation Process, SNC) af 2017, hvoraf det fremgår, at en stor del af indskuddene på sigt er stabile og nyder gavn af indskydernes tillid.

119

Desuden var omfanget af udstrømningen allerede svagere den 16. februar 2018 i sammenligning med den foregående dag. Forsøgene på at hæve beløb via internettet vedrørte kun 28 mio. EUR pr. arbejdsdag under moratoriet. Hertil kommer, at sagsøgeren allerede havde opfyldt et betydeligt antal af sine forpligtelser til at betale i amerikanske dollar (USD) gennem overførsler af værdipapirer i euro, selv om banken den 15. februar 2018 havde besluttet at erstatte betalingerne i amerikanske dollar (USD) med betalinger i euro eller i naturalier, og fra den 16. februar fuldstændigt at indstille betalingerne med den amerikanske dollar (USD) under henvisning til force majeure. I løbet af denne force majeure-periode blev der yderligere udbetalt 167 mio. EUR i naturalier for sagsøgerens betalingsforpligtelser i amerikanske dollar. Det er højst usandsynligt, at anmodningerne om at hæve indskuddene øjeblikkeligt efter ophævelsen af moratoriet ville vedrøre et beløb på 200 mio. EUR pr. dag.

120

Som svar på disse argumenter skal det i lighed med, hvad ECB har gjort gældende, for det første bemærkes, at der ikke var nogen garanti for, at indskud konverteret til indskud med binding ikke ville blive trukket ud på kort sigt, i givet fald mod betaling af en bod. ECB har endvidere under den mundtlige forhandling fremhævet, at langt de fleste indskydere ikke havde accepteret konverteringen til indskud med binding. ECB har heraf udledt, at disse indskydere, der havde afslået konverteringen, kunne kræve tilbagebetaling af deres kortfristede indskud. Der var tale om indskud til en værdi af 1596 mia. EUR. ECB har endvidere anført, at konverteringen af et vist antal indskud ikke ændrede vurderingen af, at hævningerne ville fortsætte med gennemsnitligt 200 mio. EUR pr. dag, og at det derfor var nødvendigt, at sagsøgeren havde et likviditetsdækningspotentiale svarende til 1 mia. EUR før den eventuelle genåbning af dette kreditinstitut.

121

De argumenter, som sagsøgeren har fremført, kan ikke rejse tvivl om ECB’s vurdering af de faktiske omstændigheder. Sagsøgeren har nemlig begrænset sig til at anføre, uden at fremlægge beviser til støtte herfor, at det var aftalt, at indskuddene med binding ikke ville blive krævet udbetalt i en periode på seks måneder. Selv hvis det antages, at dette anbringende er godtgjort og underbygget, afkræfter det under alle omstændigheder ikke ECB’s vurdering af, at udstrømningerne sandsynligvis ville fortsætte med samme hastighed og i samme omfang efter en hypotetisk genåbning af den omhandlede enhed, og at det derfor var nødvendigt at råde over et højt likviditetsbeløb for at kunne efterkomme anmodningerne i fem dage efter den pågældende genåbning. De ikke-konverterede indskud beløb sig nemlig stadig til 1596 mia. EUR, hvilket beløb langt overstiger det af ECB krævede likviditetsdækningspotentiale på 1 mia. EUR.

122

Derudover er der intet i de sagsakter, som Retten råder over, som gør det muligt at rejse tvivl om ECB’s vurdering, hvorefter de foretagne interne vurderinger af sagsøgerens likviditetsgrundlag, som sidstnævnte har påberåbt sig, var af en begrænset størrelse på tidspunktet for den ekstraordinære situation, der gav anledning til afgørelse SRB/EES/2018/09. Sagsøgerens interne likviditet var ganske vist blevet godkendt af ECB i 2017, men det er ubestridt, at sagsøgeren i februar 2018 havnede i en uforudset situation med stormløb på bankens indeståender, eftersom offentligheden havde mistet tilliden til det pågældende kreditinstituts soliditet, og dette uafhængigt af, hvorvidt der var tale om et sundt kreditinstitut eller et institut i vanskeligheder.

123

Under disse usædvanlige omstændigheder anlagde ECB ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den baserede sig på størrelsen af udtrækkene af indskud fra den 14. til den 16. februar 2018, som på passende vis afspejlede det pågældende kreditinstituts situation på tidspunktet for vurderingen af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, og for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Som ECB med rette har gjort gældende, kunne anvendelsen af et gennemsnit af de udgående pengestrømme på 200 mio. EUR pr. dag fra den 14. til den 16. februar 2018 med henblik på beregningen af den på skæringsdatoen omhandlede likviditetsreserve forklares ved den omstændighed, at udgående pengestrømme under en likviditetskrise kan være flygtige, og at en hensyntagen til et gennemsnit mindsker risikoen for regnefejl. ECB lagde desuden ubestridte, objektive og aktuelle oplysninger til grund på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelse SRB/EES/2018/09. Henset til skaden på sagsøgerens omdømme og den deraf følgende manglende tillid anlagde ECB ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den fandt, at den udgående pengestrøm ville fortsætte i samme tempo efter ophævelsen af moratoriet, idet der ikke i mellemtiden var indtrådt nogen begivenhed, der kunne berolige markederne.

124

I øvrigt kan sagsøgerens argument om, at omfanget af udstrømningen viste en faldende tendens mellem den 14. og den 16. februar 2018, heller ikke tiltrædes. ECB anførte i denne forbindelse under retsmødet uden at blive modsagt, at størrelsen af den udgående pengestrøm var stærkere den 15. februar i forhold til den 14. februar, således at der hverken kunne konstateres en stigning eller en faldende tendens. Sagsøgerens argumentation skal således forkastes.

125

Sagsøgeren har påberåbt sig en række andre argumenter til støtte for sin anfægtelse af resultatet af ECB’s vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, som blev fulgt af Afviklingsinstansen. Sagsøgeren har således i det væsentlige gjort gældende, at ECB ikke har taget hensyn til alle de likvide aktiver, som sagsøgeren rådede over eller kunne råde over. ECB tog hensyn til det beløb på 694 mio. EUR, der var til rådighed den 23. februar 2018 kl. 18.00 på sagsøgerens konto i Letlands centralbank, mens den så bort fra de aktiver, der ikke fremgik af denne konto. Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at ECB med urette undlod at tage hensyn til en række aktiver til en værdi af 690 mio. EUR, som kunne have været konverteret til kontanter, hvis ECB havde anmodet herom. Disse aktiver var til rådighed inden for en rimelig frist, efterhånden som indskuddene blev hævet.

126

Hvad indledningsvis angår den omstændighed, at ECB kun tog hensyn til de likvide aktiver på sagsøgerens konto i Letlands nationalbank, bemærkes, at ECB under retsmødet har bekræftet, at det kun var den disponible likviditet på den pågældende konto, der kunne kontrolleres af ECB, mens det ikke var muligt umiddelbart at kontrollere, om der var andre aktiver til rådighed. I øvrigt må sagsøgerens argument om, at banken ikke var blevet oplyst om, at der alene kunne tages hensyn til den disponible likviditet på denne konto ved beregningen af likviditetsdækningspotentialet på skæringsdatoen, forkastes. Som ECB uden at blive modsagt har gjort gældende i interventionsindlæggets punkt 93, blev dette krav klart meddelt sagsøgerens repræsentanter, heriblandt under et møde den 20. februar 2018, hvis referat fremgår af bilag F.4.1 til ECB’s interventionsindlæg.

127

Sagsøgeren kan ikke med føje kritisere ECB for ikke at have sondret mellem sagsøgerens likviditet og adgangen hertil, eftersom visse aktiver midlertidigt var utilgængelige. Sagsøgeren har nemlig ikke godtgjort, at adgangen til bankens likviditet blev genoprettet i tide til at efterkomme anmodninger om udtræk af indskud.

128

Det følger heraf, at ECB har taget hensyn til og vurderet de aktiver, som sagsøgeren har nævnt, men at Banken på grund af usikkerheden med hensyn til den umiddelbare tilgængelighed af disse aktiver alene støttede sin konklusion på de aktiver, der konkret var disponible på sagsøgerens konto i Letlands centralbank på skæringsdagen.

129

ECB har i denne henseende i interventionsindlæggets punkt 15-19 forklaret, at de likvide aktiver, som et kreditinstitut besidder til dækning af udgående pengestrømme, hovedsageligt hidrører fra to kilder. Den første kilde består af kontanter, som i princippet er kontantkonti i centralbanken eller hos andre aktører, som det pågældende institut kan få adgang til efter anmodning. Den anden likviditetskilde udgøres af visse omsættelige værdipapirer af høj kvalitet, der kan stilles som sikkerhed, normalt efter anvendelse af en nedskrivning af den pålydende værdi med henblik på at opnå et kontantlån fra en centralbank eller en partner, eller som kan overdrages til en tredjemand for at opnå prisen i kontanter. Opnåelse af et lån kræver, at den depositar, som er i besiddelse af værdipapirerne, stiller dem som sikkerhed, mens afhændelsen af værdipapirer kan kræve mere tid, eftersom den indebærer yderligere bistand fra aktører ud over den depositar, der er i besiddelse af det pågældende værdipapir, såsom værdipapircentralen og handels- eller centralbanken.

130

ECB har dernæst gjort gældende, at de midler, der fandtes på kontantkonti, navnlig midlerne i en centralbank, var umiddelbart tilgængelige for en bank, der havde behov for likviditet for at tilbagebetale indskyderne og andre kreditorer. Et lån på pengemarkedet eller opnåelse af kontanter fra andre kilder end centralbanken afhænger dog af handelspartnernes vilje. En markedsbaseret finansiering kan således ikke anses for at være opnået, og en sådan finansiering kan begrænses eller gøres til genstand for meget betydelige haircuts, der anvendes på garantier, eller undertiden anses for helt uopnåelige. Henset til disse begrænsninger af en markedsbaseret finansiering bevarer mange centralbanker rollen som långiver i sidste instans, og inden for rammerne af denne finansiering yder de normalt kontantlån til kommercielle banker mod garantier i situationer, hvor andre aktører, der opererer på markedet, ikke ønsker at gøre det.

131

I denne sammenhæng var den løsning på sagsøgerens likviditetskrise, som ECB og sagsøgeren har tilsluttet sig, ifølge ECB, at man skulle forsøge at konvertere det pågældende kreditinstituts formodede likvide aktiver til et tilstrækkeligt kontantbeløb, dvs. en likviditetsdækning, som banken straks kunne mobilisere uden nogen begrænsning med henblik på at imødekomme hæveanmodningerne.

132

Eftersom flere parter med beholdninger af sagsøgerens værdipapirer ikke ønskede at frigøre sagsøgerens aktiver på grund af Financial Crimes Enforcement Networks udkast til foranstaltning, og de fleste af sagsøgerens korrespondentbanker bragte deres forretningsforhold til ophør eller pålagde betydelige grænser for transaktionernes størrelse, var det ifølge ECB imidlertid alene kontantbeløb eller værdipapirer i Letlands centralbank, der umiddelbart kunne anvendes til at imødekomme de kommende anmodninger om at hæve indskud.

133

Henset til det ovenstående har ECB givet en plausibel forklaring på grundene til, at der ved beregningen af likviditetsdækningspotentialet ikke kunne tages hensyn til de aktiver, hvis reelle tilgængelighed på sagsøgerens konto i Letlands nationalbank på forfaldstidspunktet ikke var godtgjort.

134

Sagsøgeren har endvidere påberåbt sig et vist antal specifikke kategorier af aktiver, som ECB burde have taget hensyn til i forbindelse med sin vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende.

135

Hvad for det første angår indtægterne fra salget af værdipapirer til en værdi af 407 mio. EUR skal det fastslås, at sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at disse værdipapirer udgjorde aktiver, der let og umiddelbart kunne sælges og anvendes til at betale de indskydere, der ønskede at trække deres indskud ud, efter at moratoriet eventuelt var hævet. Det er ubestridt, at indtægterne fra dette salg, selv hvis det antages, at det er blevet gennemført, ikke blev overført til sagsøgerens konto i Letlands nationalbank inden den 23. februar 2018, kl. 18.00, således som ECB med rette har anført. ECB kan derfor ikke kritiseres for ikke at have medregnet værdipapirerne eller indtægterne fra deres formodede salg blandt de likvide midler, der var direkte til rådighed dagen efter den 23. februar 2018 med henblik på at tilbagebetale indskuddene i tilfælde af anmodning.

136

Hvad for det andet angår de likvide aktiver, som sagsøgeren besad på sine nostro-konti (bankkonti tilhørende sagsøgeren i andre banker) til en værdi af 29 mio. EUR og aktiverne til en værdi af 13 mio. EUR, som sagsøgeren var i besiddelse af på sin konto i Euroclear, skal det bemærkes, at ECB tog hensyn til disse i punkt 30 og 31 i vurderingen af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende. De værdipapirer, der for sagsøgerens regning var indestående i Euroclear, var ifølge sagsøgeren værdipapirer af høj kvalitet, såsom statsobligationer, der let kunne konverteres inden for en rimelig frist. Det må imidlertid konstateres, at provenuet fra disse konverteringer heller ikke var blevet frigivet i tide, således at de modsvarende beløb ikke var blevet tilgængelige på sagsøgerens konto i Letlands nationalbank den 23. februar 2018, kl. 18.00. Det fremgår nemlig af tabellerne i bilag G.4 og G.5 i sagsøgerens bemærkninger til ECB’s interventionsindlæg, at en væsentlige del af salgsprovenuet blev udbetalt af Euroclear til sagsøgeren længe efter denne dato.

137

Sagsøgerens argument om, at konverteringen af de meget likvide aktiver skulle ske i forhold til løbende betalinger, og at det efter den 23. februar 2018 viste sig, at fristen for konvertering af visse værdipapirer var forkortet, kan ikke rejse tvivl om ECB’s vurdering, eftersom ECB uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn, således som det fremgår af præmis 126-133 ovenfor, fastslog, at det kun var tilstedeværelsen af likviditeten på sagsøgerens konto i Letlands nationalbank, der sikrede, at disse aktiver øjeblikkeligt ville være til rådighed.

138

Den samme betragtning gælder for det tredje for så vidt angår de andre værdipapirer, som sagsøgeren rådede over, og som kunne være blevet solgt til en værdi af 358 mio. EUR, herunder en mængde værdipapirer til en værdi af 229 mio. EUR, og for det fjerde de 12 mio. EUR i kontanter, som sagsøgeren hævder at have rådet over. Det må konstateres, at det ikke er godtgjort, at de nævnte aktiver straks var til rådighed efter en eventuel ophævelse af moratoriet, og at disse aktiver heller ikke var blevet konverteret til likvider på sagsøgerens konto i Letlands nationalbank den 23. februar 2018 ved dagens slutning.

139

Sagsøgeren har for det femte gjort gældende, at ECB den 21. februar 2018 med urette besluttede at begrænse sagsøgerens adgang til pengepolitiske operationer (monetary policy operations, MPO). Sagsøgeren havde således ikke adgang til en kreditlinje på 40 mio. EUR, som kunne være blevet anvendt til at tilvejebringe likvider. ECB har heroverfor anført, at der er tale om en afgørelse truffet af Styrelsesrådet for ECB den 21. februar 2018 inden for rammerne af tilsynet. Det må konstateres, at sagsøgeren reelt ikke har bestridt rigtigheden af Styrelsesrådets afgørelse og ikke klart har redegjort for, hvorledes adgangen til den nævnte kreditlinje kunne have bidraget til at frigøre andre likvider med henblik på at opfylde målet om at, at 1 mia. EUR skulle være tilgængelige på sagsøgerens konto i Letlands nationalbank. Under alle omstændigheder udgør den nævnte afgørelse hverken en del af den anfægtede afgørelse i den foreliggende sag eller retsgrundlaget herfor, og den er derfor ikke genstand for tvisten.

140

Det skal under omstændigheder som i den foreliggende sag, henset til den påpasselighed og forsigtighed, der kræves af ECB i en krisesituation, fremhæves, at ECB var berettiget til udelukkende at tage hensyn til den likviditet, der umiddelbart var til rådighed på sagsøgerens konto i Letlands nationalbank, med henblik på at udelukke enhver risiko for, at hæveanmodningerne ikke ville blive imødekommet inden for fem dage efter ophævelsen af moratoriet, idet de aktiver, som sagsøgeren i øvrigt hævder at have rådet over, ikke øjeblikkeligt var til rådighed.

141

ECB’s vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, der efterfølgende blev tiltrådt af Afviklingsinstansen, svækkes heller ikke af argumentet om, at ECB’s krav om evne til at genoprette balancen var urimeligt, eftersom sagsøgeren for at opfylde dette krav skulle have ubrugt betydelige beløb med henblik på at konvertere værdipapirer og andre aktiver til umiddelbart tilgængelige kontanter. Dette argument ændrer nemlig ikke ved ECB’s vurdering af det likviditetsdækningspotentiale, som skulle påvises ved forfaldstidspunktet.

142

Endelig kunne moratoriet ifølge sagsøgeren have været forlænget for at genoprette selskabets likviditetssituation uden at udløse indskudsgarantiordningen. ECB støttede sig i denne forbindelse på en fejlagtig fortolkning af artikel 2, stk. 8, i Noguldījumu garantiju likums (den lettiske lov om indskudsgaranti). Det fremgår af denne bestemmelse, at finans- og kapitalmarkedskommissionen skulle træffe afgørelse om, hvorvidt indskuddene fortsat var tilgængelige inden for fem arbejdsdage fra det tidspunkt, hvor det blev fastslået, at en modtager af indskuddene var ude af stand til at tilbagebetale indskuddene. I forbindelse med et moratorium er det imidlertid umuligt at fastslå, om der er disponible indskud, eftersom betalingerne under alle omstændigheder er suspenderet. Af denne grund er ECB’s argument om, at en forlængelse af moratoriet automatisk ville have udløst indskudsgarantiordningen og derfor ikke er mulig, forkert.

143

Dette argument kan heller ikke tiltrædes.

144

I den foreliggende sag fandt ECB, at sagsøgeren manglede likviditet som følge af de massive udtræk af indskud, der havde vist sig fra den 14. til den 16. februar 2018. ECB gav sagsøgeren en frist på fem dage fra det tidspunkt, hvor moratoriet trådte i kraft, til at genoprette sin likviditet med henblik på at imødegå den næste udtrækningsbølge. Efter forfaldstidspunktet var sagsøgeren imidlertid ikke i stand til at godtgøre, at banken rådede over 1 mia. EUR på sin konto i Letlands nationalbank.

145

Det var således uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn, at ECB på dette tidspunkt på grundlag af artikel 18, stk. 1, første afsnit, litra a), og artikel 18, stk. 1, andet afsnit, samt artikel 18, stk. 4, litra c), i forordning nr. 806/2014 konkluderede, at sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende. Under disse omstændigheder var ECB på ingen måde forpligtet til at give finans- og kapitalmarkedskommissionen instruks om at forlænge moratoriet.

146

Henset til den skønsmargen, som Afviklingsinstansen rådede over i forbindelse med sin komplekse økonomiske analyse, har sagsøgeren følgelig ikke godtgjort, at Afviklingsinstansen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende

147

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Afviklingsinstansen ikke har underbygget sin konklusion om, at der ikke var nogen rimelig udsigt til, at andre private foranstaltninger eller tilsynsforanstaltninger over for sagsøgeren kunne forhindre, at denne blev nødlidende eller forventeligt nødlidende inden for en rimelig frist.

148

Afviklingsinstansen har anfægtet disse argumenter.

149

I henhold til artikel 18, stk. 1, litra b), i forordning nr. 806/2014 kan der kun vedtages en afviklingsordning, hvis det under hensyntagen til tidsfaktoren og andre relevante omstændigheder ikke ser ud til, at nogen anden foranstaltning iværksat af den private sektor, herunder en institutsikringsordnings foranstaltninger, eller tilsyn, herunder tidlig indgriben eller nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter i overensstemmelse med samme forordnings artikel 21, over for enheden inden for en passende tidshorisont vil kunne forhindre, at enheden bliver nødlidende.

150

I punkt 3.2.2 i afgørelse SRB/EES/2018/09 fandt Afviklingsinstansen, at der ikke fandtes nogen anden foranstaltning, som med rimelighed kunne have forhindret, at sagsøgeren blev nødlidende. Afviklingsinstansen støttede sig i sin undersøgelse i det væsentlige på oplysninger fremlagt af ECB i forbindelse med dens vurdering at, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende.

151

Det kan ikke foreholdes Afviklingsinstansen, at den baserede sig på ECB’s vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende med, henblik på at foretage undersøgelsen af betingelsen fastsat i artikel 18, stk. 1, litra b), i forordning nr. 806/2014. Betingelserne i denne forordnings artikel 18, stk. 1, litra a) og b), er ganske vist forskellige. I det foreliggende tilfælde forholder det sig ikke desto mindre således, at undersøgelsen af, om der fandtes nogen anden foranstaltning som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 18, stk. 1, litra b), blev integreret i den vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, som ECB foretog vedrørende betingelsen i samme forordnings artikel 18, stk. 1, litra a). Inden ECB konkluderede, at sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende, undersøgte Banken nemlig, om det gennem andre foranstaltninger – såsom en forlængelse af moratoriet eller gennemførelsen af de muligheder for tilbagesøgning af den disponible likviditet, der var fastsat i genopretningsplanen for sagsøgeren fra 2017 – stadig var muligt at undgå, at sagsøgeren blev nødlidende. Det fremgår endvidere af artikel 18, stk. 1, fjerde afsnit, at »Afviklingsinstansen […] vurderer […] betingelsen som omhandlet i første afsnit, litra b), i tæt samarbejde med ECB«, og at »ECB [endvidere] kan […] give Afviklingsinstansen […] meddelelse om, at den betragter betingelsen i nævnte litra som værende opfyldt«. Afviklingsinstansen kunne derfor basere sig på ECB’s undersøgelse.

152

Stillet over for de konkrete og objektive forhold, som Afviklingsinstansen og ECB har fremført i punkt 3.2.2 i afgørelse SRB/EES/2018/09, har sagsøgeren ikke redegjort for grundene til, at de andre foranstaltninger, som Afviklingsinstansen og ECB tog i betragtning, inden for en passende tidshorisont ville kunne forhindre, at sagsøgeren blev nødlidende. Sagsøgeren har ikke identificeret andre foranstaltninger, som Afviklingsinstansen burde have taget hensyn til i forbindelse med sin undersøgelse. Under disse omstændigheder er dette uunderbyggede anbringende om, at Afviklingsinstansen ikke har taget hensyn til forekomsten af andre foranstaltninger, ikke i sig selv tilstrækkeligt til at bevirke, at Afviklingsinstansens vurdering bliver usandsynlig, og den påviser ikke, at der foreligger et åbenbart urigtigt skøn.

153

Det tredje og det fjerde anbringende må derfor forkastes.

154

Sagsøgeren har gjort gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat sagsøgerens ret til at blive hørt som omhandlet i chartrets artikel 41 ved ikke at give sagsøgeren mulighed for at fremsætte bemærkninger over for Afviklingsinstansen inden vedtagelsen af afgørelse SRB/EES/2018/09. Sagsøgeren har heller ikke fået aktindsigt i Afviklingsinstansens administrative sagsakter.

155

Afviklingsinstansen har anfægtet disse argumenter

156

Det skal bemærkes, at retten til god forvaltning i medfør af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt.

157

Retten til at blive hørt garanterer enhver person muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt. Dernæst skal det præciseres, at retten til at blive hørt har to formål. For det første tjener den til at oplyse sagen og fastlægge de faktiske omstændigheder så korrekt og præcist som muligt, og for det andet sikrer denne rettighed den berørte part en effektiv beskyttelse. Retten til at blive hørt har navnlig til formål at sikre, at enhver afgørelse, der påvirker en person negativt, vedtages med fuldt kendskab til sagen, og den har i særdeleshed til formål at sikre, at den kompetente myndighed kan rette en fejl, eller at den pågældende kan gøre sådanne forhold med hensyn til sin personlige situation gældende, som taler for, at afgørelsen træffes, ikke træffes eller træffes med et nærmere bestemt indhold (jf. dom af 4.6.2020, EEAS mod De Loecker, C-187/19 P, EU:C:2020:444, præmis 68 og 69 og den deri nævnte retspraksis).

158

Det skal bemærkes, at Domstolen har fastholdt betydningen af retten til at blive hørt og dens meget betydelige omfang i Unionens retsorden ved at fastslå, at denne ret bør finde anvendelse i enhver procedure, som kan udmunde i en bebyrdende afgørelse. Der foreligger en pligt til at iagttage retten til at blive hørt, selv om de relevante regelsæt ikke udtrykkeligt foreskriver en sådan formalitet (jf. dom af 22.11.2012, M., C-277/11, EU:C:2012:744, præmis 85 og 86 og den deri nævnte retspraksis, af 18.6.2020, Kommissionen mod RQ, C-831/18 P, EU:C:2020:481, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.11.2019, ADDE mod Parlamentet, T-48/17, EU:T:2019:780, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

159

Ligeledes fastsætter chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), retten for enhver til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed.

160

Det skal indledningsvis bemærkes, at forordning nr. 806/2014 ifølge ottende betragtning hertil har til formål at indføre mere effektive afviklingsmekanismer, som er et vigtigt instrument til at undgå skader som dem, der har været resultatet af tidligere tiders sammenbrud af banker. Hvad angår den procedure, der er fastsat i denne forordnings artikel 18, forudsætter et sådant formål imidlertid, at der træffes en hurtig afgørelse, hvilket illustreres af de korte frister, der er fastsat i forordningens artikel 18, for at den finansielle stabilitet ikke bringes i fare (dom af 6.5.2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB, C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369, præmis 55).

161

Samtidig med, at behovet for en hurtig procedure i henhold til artikel 18 i forordning nr. 806/2014 skal tages i betragtning, skal det imidlertid ligeledes forenes med retten til at blive hørt.

162

I øvrigt bekræfter 26. betragtning til forordning nr. 806/2014 både den delte kompetence mellem ECB, som tilsynsmyndighed inden for SSM, og Afviklingsinstansen, som afviklingsmyndighed, til at vurdere, om et kreditinstitut er nødlidende eller forventeligt nødlidende, og Afviklingsinstansens enekompetence til at vurdere, om de øvrige betingelser for vedtagelse af en afviklingsordning er opfyldt (dom af 6.5.2021, ABLV Bank m.fl. mod ECB, C-551/19 P og C-552/19 P, EU:C:2021:369, præmis 64).

163

Henset til karakteren af denne komplekse administrative procedure, der er omhandlet i artikel 18 i forordning nr. 806/2014 og gennemført af ECB og Afviklingsinstansen i fællesskab og successivt, kræver hverken chartrets artikel 41 eller bestemmelserne i nævnte forordning, at den enhed, der er berørt af afgørelsen om, hvorvidt der skal vedtages en afviklingsordning eller ej, skal høres særskilt i enhver fase af proceduren af begge disse to organer.

164

I det foreliggende tilfælde er det for det første ubestridt, at selv om sagsøgeren ikke blev hørt af Afviklingsinstansen før vedtagelsen af afgørelse SRB/EES/2018/09, blev sagsøgeren hørt flere gange af ECB.

165

Sagsøgeren fik således lejlighed til at udtale sig om de relevante forhold i forbindelse med vurderingen af, om sagsøgeren er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Som det fremgår af præmis 151 ovenfor, undersøgte ECB desuden de andre foranstaltninger, der kunne forhindre, at sagsøgeren blev nødlidende. I sin vurdering, der blev foretaget efter at have hørt sagsøgeren, undersøgte ECB sagsøgerens argumenter, idet Banken sammenfattede og besvarede dem. Afviklingsinstansen, som efterfølgende fik meddelelse om ECB’s vurdering, havde således fuldt kendskab til sagsøgerens argumenter i forbindelse med vedtagelsen af afgørelse SRB/EES/2018/09, hvori Afviklingsinstansen tilsluttede sig ECB’s konklusioner vedrørende betingelserne i artikel 18, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 806/2014.

166

I afgørelse SRB/EES/2018/09 har Afviklingsinstansen ganske vist for første gang undersøgt betingelsen i artikel 18, stk. 1, litra c), i forordning nr. 806/2014, hvorefter en afviklingsforanstaltning skal være nødvendig i almenhedens interesse. Ingen af sagsøgerens klagepunkter er imidlertid rettet mod almenhedens angivelige manglende interesse, men de er rettet mod dels konklusionerne om, at sagsøgeren var nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til artikel 18, stk. 1, litra a), i forordning nr. 806/2014, dels konstateringen af, at det under hensyntagen til tidsfaktoren og andre relevante omstændigheder ikke så ud til, at nogen anden foranstaltning iværksat af den private sektor eller eksisterende tilsynsforanstaltninger inden for en passende tidshorisont ville kunne forhindre, at sagsøgeren blev nødlidende som omhandlet i samme forordnings artikel 18, stk. 1, litra b). Sagsøgeren er således blevet hørt i forbindelse med den administrative procedure på de punkter, som banken bestrider.

167

Det skal ligeledes fremhæves, at der ikke er indtrådt nogen ny begivenhed, og at der ikke er blevet meddelt Afviklingsinstansen nye oplysninger i tidsrummet mellem dels ECB’s fremsendelse af sin vurdering af, om sagsøgeren var nødlidende, dels vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Afviklingsinstansen baserede desuden ikke afgørelse SRB/EES/2018/09 på andre elementer end dem, som ECB allerede havde lagt til grund, og som sagsøgeren var blevet hørt om, for så vidt angår de elementer i denne afgørelse, som sagsøgeren har anfægtet inden for rammerne af den foreliggende sag. Afviklingsinstansen har heller ikke støttet denne afgørelse på andre grunde end dem, der er anført af ECB.

168

Under disse omstændigheder bemærkes, at sagsøgerens ret til at blive hørt ikke er blevet tilsidesat.

169

For det andet har Domstolen hvad angår retten til aktindsigt fastslået, at en tilsidesættelse af retten til forsvar skal undersøges ud fra de specielle omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, navnlig arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget, samt de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 16.5.2017, Berlioz Investment Fund, C-682/15, EU:C:2017:373, præmis 97 og den nævnte retspraksis). I den foreliggende sag er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgeren hverken har hævdet eller godtgjort, at banken ikke fik indsigt i de dokumenter, der var relevante for ECB’s undersøgelse, navnlig i forbindelse med den dialog, der inden for rammerne af denne undersøgelse foregik mellem banken og den pågældende institution, og de sagsakter, der blev fremlagt for Retten, indeholder ingen holdepunkter herfor. Sagsøgeren har heller ikke præciseret, hvilke dokumenter banken ikke fik indsigt i under ECB’s undersøgelse, og som sagsøgeren burde have haft indsigt i under proceduren for Afviklingsinstansen, eller hvordan disse dokumenter ville have gjort det muligt for sagsøgeren bedre at sikre sit forsvar. Det må endvidere konstateres, at Afviklingsinstansen ikke har baseret sig på andre dokumenter end dem, som ECB’s undersøgelse var baseret på.

170

Det femte appelanbringende skal følgelig forkastes.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tiende Udvidede Afdeling):