24.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 239/71

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2017/496 af 21. marts 2017 om ændring af afgørelse 2011/172/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (den »anfægtede afgørelse«, EUT 2017, L 76, s. 22) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/491 af 21. marts 2017 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 270/2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (den »anfægtede forordning«, EUT 2017, L 76, s. 10), annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Det fastslås, at artikel 1, stk. 1, i Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (»afgørelsen«, EUT 2011, L 76, s. 63) og artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (»forordningen«, EUT 2011, L 76, s. 4) ikke skal finde anvendelse, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, og følgelig annulleres afgørelse (FUSP) 2016/411, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at afgørelsens artikel 1, stk. 1, og forordningens artikel 2, stk. 1, er ulovlige, fordi de (a) savner et gyldigt retsgrundlag og/eller (b) tilsidesætter proportionalitetsprincippet.

2.

Andet anbringende om, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens rettigheder i henhold til artikel 6 TEU, sammenholdt med artikel 2 og 3 TEU, samt artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ved at antage, at de retslige procedurer i Egypten var i overensstemmelse med grundlæggende rettigheder.

3.

Tredje anbringende om, at Rådet har anlagt urigtige skøn ved at antage, at det i afgørelsens artikel 1, stk. 1, og forordningens artikel 2, stk. 1, fastsatte opførelseskriterium var opfyldt for så vidt angår sagsøgeren.

4.

Fjerde anbringende om, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og retten til god forvaltningsskik og til effektiv domstolsprøvelse. Rådet har navnlig undladt omhyggeligt og upartisk at undersøge, om de påståede grunde, der angiveligt begrunder genopførelsen, var velbegrundede i lyset af sagsøgerens bemærkninger forud for genopførelsen.

5.

Femte anbringende om, at Rådet ubegrundet og uforholdsmæssigt har krænket sagsøgerens grundlæggende rettigheder, herunder hans ret til beskyttelse af ejendom og omdømme. Den anfægtede afgørelses og den anfægtede forordnings konsekvenser for sagsøgeren er vidtrækkende, både hvad angår dennes ejendom og dennes globale omdømme. Rådet har ikke godtgjort, at indefrysningen af sagsøgerens aktiver og økonomiske ressourcer er forbundet med eller begrundet i noget legitimt mål, og endnu mindre, at den er forholdsmæssig i forhold til et sådant mål.