—

F&S Leasing GmbH ved M. Rihtar og odvetnika B. Potočan

—

den slovenske regering ved T. Mihelič Žitko, som befuldmægtiget

—

den spanske regering ved J. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin og M. Žebre, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, nr. 1), artikel 6, nr. 3), og artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).

2

Anmodningen er blevet fremsat i en sag mellem Marjan Kostanjevec med bopæl i Slovenien og F&S Leasing GmbH (herefter »F&S«) med hjemsted i Østrig vedrørende manglende opfyldelse af en finansiel leasingaftale.

3

Det fremgår af anden betragtning til forordning nr. 44/2001, at forordningen har til formål, af hensyn til det indre markeds funktion, at gennemføre »[…] bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af denne forordning«.

4

Følgende fremgår af 11.-13. og 15. betragtning til denne forordning:

[…]

5

De kompetenceregler, som opstilles i den nævnte forordning, er indeholdt i dens kapitel II. Dette kapitel omfatter bl.a. afdeling 1, 2 og 4 benævnt henholdsvis »Almindelige bestemmelser«, »Specielle kompetenceregler« og »Kompetence i sager om forbrugeraftaler«.

6

Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, der hører til afdeling 1 i det nævnte kapitel, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

7

Forordningens artikel 3, stk. 1, der tillige er indeholdt i afdeling 1, bestemmer følgende:

»Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7.«

8

Forordningens artikel 5, der er indeholdt i kapitel II, afdeling 2, er affattet således:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat

[…]«

9

I henhold til forordningens artikel 6, nr. 3), der tillige henhører under afdeling 2, kan en person, der har bopæl på en medlemsstats område, også sagsøges »når der er tale om et modkrav, der udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på, ved den ret, hvor sagen om hovedkravet er anlagt«.

10

Artikel 15, stk. 1, litra c), i forordning nr. 44/2001, som er indeholdt i kapitel II, afdeling 4, fastsætter:

»I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5):

[…]

11

Forordningens artikel 16 bestemmer:

»1.   Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.

2.   Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.

3.   Denne artikel berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.«

12

Forordningens artikel 30 har følgende ordlyd:

»Ved anvendelsen af denne afdeling anses en sag for anlagt ved en ret:

13

Forordningens artikel 66, der er indeholdt i dens kapitel VI med overskriften »Overgangsbestemmelser«, er affattet således:

»1.   Denne forordning finder kun anvendelse på retssager, der er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter forordningens ikrafttræden.

2.   I forbindelse med retssager, der er anlagt i domsstaten før denne forordnings ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er truffet efter forordningens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med kapitel III:

14

Artikel 183 i Zakon o pravdnem postopku (civilprocesloven) vedrørende modkrav fastsætter:

»Sagsøgte kan inden afslutningen af hovedsagens behandling fremsætte modkrav ved samme ret

Der kan ikke fremsættes modkrav, hvis en anden ret har kompetence til at træffe realitetsafgørelse vedrørende modkravet, eller hvis en anden proceduretype er fastsat for at træffe afgørelse vedrørende modkravet.

Der kan fremsættes modkrav, selv om det skal pådømmes af den samme ret med en ændret sammensætning.«

15

F&S, der har hjemsted i Østrig, indgik den 14. januar 1994 en finansiel leasingaftale med Marjan Kostanjevec. Som følge af manglende betaling af de forfaldne månedlige rater i henhold til aftalen fremsatte F&S den 26. oktober 1995 krav mod Marjan Kostanjevec om betaling af 16692,22 EUR. Begæringen om fuldbyrdelse var baseret på et officielt bekræftet dokument. Marjan Kostanjevecs indsigelse over for denne begæring om fuldbyrdelse førte i overensstemmelse med national ret til, at sagen skulle behandles af Okrožno sodišče v Ptuju (retten i første instans i Ptuj, Slovenien), og til indledningen af en retslig procedure på grundlag af nævnte begæring om fuldbyrdelse.

16

Ved dom af 28. april 2004 dømte sidstnævnte ret Marjan Kostanjevec til at betale et beløb på 16692,22 EUR, med tillæg af renter i henhold til kontrakten samt sagsomkostninger.

17

Ved dom af 11. april 2006 forkastede Višje sodišče v Mariboru (appeldomstolen i Maribor, Slovenien) Marjan Kostanjevecs appel, således at førsteinstansrettens dom af 28. april 2004 blev endelig og eksigibel.

18

Marjan Kostanjevec iværksatte kassationsanke til prøvelse af denne dom for den forelæggende ret, Vrhovno sodišče (øverste domstol, Slovenien). Inden denne retsinstans traf afgørelse i kassationsankesagen, indgik F&S og Marjan Kostanjevec den 31. juli 2006 et udenretligt forlig, ifølge hvilket sidstnævnte inden den 30. august 2006 skulle betale det i hovedsagen omhandlede beløb på 16692,22 EUR, med tillæg af omkostninger til retssagen og fuldbyrdelsesproceduren.

19

Ved kendelse af 9. juli 2008 ophævede den forelæggende ret dom af 28. april 2004 afsagt af Okrožno sodišče v Ptuju (retten i første instans i Ptuj) og dom af 11. april 2006 afsagt af Višje sodišče v Mariboru (appeldomstolen i Maribor) og hjemviste sagen til førsteinstansretten til fornyet behandling.

20

Efter denne hjemvisning fremsatte Marjan Kostanjevec et modkrav for Okrožno sodišče v Ptuju (retten i første instans i Ptuj) om, at F&S skulle tilbagebetale det beløb på 18678,45 EUR, som Marjan Kostanjevec havde betalt den 30. august 2006 til opfyldelse af det forlig, som han havde indgået med selskabet den 31. juli 2006, tillagt morarenter.

21

Okrožno sodišče v Ptuju (retten i første instans i Ptuj) traf en ny afgørelse ved dom af 4. november 2009, hvorved F&S ikke fik medhold i sit tilbagebetalingskrav, og Marjan Kostanjevecs modkrav blev taget til følge med den begrundelse, at Marjan Kostanjevec ikke havde opnået genstanden for den finansielle leasingaftale, og F&S derfor ikke havde opfyldt sin kontraktmæssige forpligtelse til at levere denne genstand.

22

F&S appellerede denne afgørelse til Višje sodišče v Mariboru (appeldomstolen i Maribor), som ved dom af 31. marts 2010 fastslog, at Marjan Kostanjevecs modkrav ikke kunne antages til realitetsbehandling, fordi »den indbyrdes sammenhæng mellem de påberåbte krav bevirkede, at de udelukkede hinanden«. Denne retsinstans fandt imidlertid, at de slovenske retter havde kompetence i medfør af artikel 15, stk. 1, litra b), i forordning nr. 44/2001.

23

Sidstnævnte dom, hvorved førsteinstansrettens afgørelse blev endelig, blev på ny gjort til genstand for en revisionsanke for den forelæggende ret vedrørende spørgsmålet om de slovenske retters kompetence til at træffe afgørelse om modkravet. Efter F&S’ opfattelse er betingelserne for at fremsætte modkrav ikke opfyldt, og det samme gælder betingelserne for anvendelse af reglerne vedrørende sager om forbrugeraftaler, fordi den i hovedsagen omhandlede tvist ikke udspringer af den finansielle leasingaftale eller en forbrugeraftale, men derimod vedrører et krav støttet på uberettiget berigelse.

24

På denne baggrund har Vrhovno sodišče (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

I sit skriftlige indlæg har Europa-Kommissionen anført, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling. Kommissionen har henvist til, at bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 i henhold til dens artikel 66, stk. 1, kun finder anvendelse på retssager, der er anlagt efter forordningens ikrafttræden. I Republikken Sloveniens tilfælde finder disse bestemmelser derfor først anvendelse på denne medlemsstats område efter dennes tiltrædelse af Den Europæiske Union, dvs. efter den 1. maj 2004.

26

Hvis den verserende hovedsag skal anses for en fortsættelse af den retssag, der blev indledt som følge af F&S’ begæring om tvangsfuldbyrdelse af 26. oktober 1995, er det ifølge Kommissionen åbenbart, at sagen blev anlagt meget tidligere end datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001 i Slovenien. Denne forordning kan kun finde anvendelse, såfremt Marjan Kostanjevecs krav om tilbagebetaling af det beløb, som han betalte i henhold til forliget indgået med F&S den 31. juli 2006 på grundlag af den dom, som efterfølgende blev ophævet, selv udgør en »retssag« som omhandlet i artikel 66, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

27

Et tilbagebetalingskrav, der fremsættes under en fornyet behandling af den oprindelige retssag som følge af ophævelsen af den endelige afgørelse, som denne oprindelige retssag havde ført til, skal kvalificeres som en »retssag« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 66, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, således som generaladvokaten har anført i punkt 34 i forslaget til afgørelse.

28

Skønt de løsninger, der er vedtaget i medlemsstaternes nationale ret, kan være forskellige for så vidt angår måden, hvorpå retskraftprincippet gennemføres, er den omstændighed, at en sådan afgørelse i henhold til de relevante nationale processuelle regler er blevet endelig, tilstrækkelig til at antage, at en senere påstand, hvormed det under sagen for retten gøres gældende, at modparten har opnået uberettiget berigelse, falder ind under begrebet »retssag« i denne bestemmelses forstand.

29

Hvad i øvrigt angår anvendelsen ratione temporis af forordning nr. 44/2001 på hovedsagen fremgår det af sagsakterne for Domstolen, at alle de spørgsmål, som er blevet stillet i anmodningen om præjudiciel afgørelse, vedrører den retssag på grundlag af uberettiget berigelse, som Marjan Kostanjevec anlagde i 2008, og en sådan sag falder derfor ind under forordning nr. 44/2001’s tidsmæssige anvendelsesområde.

30

Herefter må det fastslås, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan fremmes til realitetsbehandling.

31

Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den ret, som ifølge denne bestemmelse er værneting for modkrav, har kompetence til at påkende et modkrav, hvorved der på grundlag af uberettiget berigelse kræves tilbagebetaling af et beløb svarende til det beløb, som var aftalt ved et udenretligt forlig, når modkravet fremsættes under en ny retssag mellem de samme parter, efter ophævelsen af den afgørelse, som den oprindelige retssag mellem parterne havde ført til, og hvis fuldbyrdelse havde givet anledning til det udenretlige forlig.

32

Herved bemærkes for det første, at Domstolen i præmis 12 i dom af 13. juli 1995, Danværn Production (C-341/93, EU:C:1995:239), allerede har fortolket begrebet »modkrav« i artikel 6, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 således, at det i det væsentlige udgør et selvstændigt krav med det formål at få sagsøgeren dømt, at det eventuelt kan vedrøre et større beløb end det, som sagsøgeren har gjort krav på, og at det kan fremmes, selv om sagsøgeren ikke får medhold i sit krav.

33

Som generaladvokaten har anført i punkt 39 i forslaget til afgørelse, skal modkravet derfor angå et krav, der kan afgrænses i forhold til det, sagsøgeren har fremsat, og for hvilket der søges opnået selvstændig dom.

34

Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende udgør kravet om tilbagebetaling af det beløb, der blev betalt til fuldbyrdelse af den oprindelige afgørelse, før denne afgørelse blev ophævet, et selvstændigt krav fra leasingtageren med henblik på at opnå en særskilt dom om, at leasinggiveren skal tilbagebetale det beløb, som han har modtaget uberettiget. Et sådant krav er derfor ikke blot udtryk for en indsigelse mod modpartens krav om betaling.

35

For det andet kræver artikel 6, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 desuden, at modkravet »udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på«.

36

Som generaladvokaten har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, skal dette udtryk fortolkes selvstændigt under hensyn til formålene med forordning nr. 44/2001.

37

I denne forbindelse bemærkes, at det er af retsplejemæssige hensyn, at det særlige værneting for modkrav giver parterne mulighed for at lade alle deres respektive krav, som har en fælles oprindelse, afgøre under én og samme sag og af samme retsinstans. Således undgås en lang række overflødige retssager.

38

Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende skal modkravet om tilbagebetaling på grund af uberettiget berigelse anses for at udspringe af den finansielle leasingaftale, der var baggrunden for leasinggiverens oprindelige sagsanlæg. Den hævdede berigelse, på størrelse med det beløb, der blev betalt til fuldbyrdelse af den dom, som imidlertid blev ophævet, ville nemlig ikke være sket uden den nævnte aftale.

39

Følgelig må det antages, at et modkrav om tilbagebetaling på grundlag af uberettiget berigelse under disse omstændigheder udspringer – som omhandlet i artikel 6, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 – af den finansielle leasingaftale, som hovedsagens parter har indgået.

40

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 6, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den ret, som ifølge denne bestemmelse er værneting for modkrav, har kompetence til at påkende et modkrav, hvorved der på grundlag af uberettiget berigelse kræves tilbagebetaling af et beløb svarende til det beløb, som var aftalt ved et udenretligt forlig, når modkravet fremsættes under en ny retssag mellem de samme parter, efter ophævelsen af den afgørelse, som den oprindelige retssag mellem parterne havde ført til, og hvis fuldbyrdelse havde givet anledning til det udenretlige forlig.

41

Eftersom den ret, som ifølge artikel 6, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 er værneting for modkrav, i overensstemmelse med besvarelsen af det første spørgsmål har kompetence under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende, og eftersom dette svar gør det muligt for den forelæggende ret at fastslå, hvilket ret der har kompetence, er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.

42

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 6, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at den ret, som ifølge denne bestemmelse er værneting for modkrav, har kompetence til at påkende et modkrav, hvorved der på grundlag af uberettiget berigelse kræves tilbagebetaling af et beløb svarende til det beløb, som var aftalt ved et udenretligt forlig, når modkravet fremsættes under en ny retssag mellem de samme parter, efter ophævelsen af den afgørelse, som den oprindelige retssag mellem parterne havde ført til, og hvis fuldbyrdelse havde givet anledning til det udenretlige forlig.