Appel iværksat den 17. juni 2013 af Peek & Cloppenburg KG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 18. april 2013 i sag T-507/11, Peek & Cloppenburg mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)

(Sag C-326/13 P)

2013/C 245/08

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Peek & Cloppenburg KG (Düsseldorf, Tyskland) (ved Rechtsanwalt P. Lange)

De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Peek & Cloppenburg KG (Hamburg, Tyskland)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har gjort gældende, at artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 (1) er blevet tilsidesat på grund af en ukorrekt fortolkning af kriteriet »giver sin indehaver ret til at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke«.

I modsætning til hvad Retten har lagt til grund kan det ikke antages, at denne bestemmelses betingelse alene består i, at den rettighed, der gøres gældende, har mere end lokal betydning. Det omhandlede kriterium skal fortolkes således, at det i videre omfang begrænser kredsen af indsigelsesberettigede tegn af mere end lokal betydning. Denne fortolkning består i, at den omtvistede nationale ret må give indehaveren ret til at forbyde brugen af et yngre varemærke i hele den medlemsstats område, hvor det har sin oprindelse.

For denne fortolkning taler formålet med en sag om indsigelse mod en EF-varemærkeansøgning, bestemmelserne i artikel 110 og 111 i forordning nr. 207/2009 samt forståelsen af det identiske kriterium i henholdsvis artikel 8, stk. 4, litra b), i forordning nr. 207/2009 og artikel 4, stk. 4, litra b), i direktiv 2008/95 (2).

Den tyske lovgiver har fortolket artikel 4, stk. 4, litra b), i direktiv 2008/95 korrekt ved at gennemføre bestemmelsen i national ret således, at den pågældende rettighed giver dennes indehaver en ret til at forbyde brugen af et yngre varemærke på hele Forbundsrepublikken Tysklands område. Fortolkningen af kriteriet »giver sin indehaver ret til at forbyde anvendelsen af et yngre varemærke« er afgørende for tvisten.

Subsidiært har appellanten gjort gældende, at artikel 8, stk. 4, i forordning nr. 207/2009 er blevet tilsidesat ved Rettens ukorrekte fortolkning af kriteriet »som ikke kun har lokal betydning«. Derved har appellanten baseret sig på formålet med en indsigelsessag og formålet med begrænsningen af kredsen af de indsigelsesberettigede nationale tegn, sammenhængen mellem bestemmelserne i artikel 110 og 111 i forordning nr. 207/2009 og bestemmelsen i artikel 4, stk. 4, litra b), i direktiv 2008/95.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.10.2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT L 299, s. 25).