17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/14

—

Den appellerede dom ophæves helt eller delvist i overensstemmelse med de anbringender, der er gjort gældende.

—

Beslutningen erklæres helt eller delvist ugyldig, i det omfang den vedrører appellanten.

—

De bøder, der er blevet pålagt appellanten, annulleres eller nedsættes.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling i overensstemmelse med Domstolens afgørelse.

—

Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med denne sag såvel som med sagen for Retten.

1)

Ifølge det første anbringende begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af EU-retten og afgav en selvmodsigende og ufuldstændig begrundelse for dommen, da den fastslog, at Kommissionen i tilstrækkelig grad havde afgivet en retlig forklaring på, hvorfor den havde pålagt Kendrion en højere bøde end Fardem.

2)

Ifølge det andet anbringende begik Retten en retlig fejl, da den afgjorde spørgsmålet, om Kommissionen burde have vedtaget, at Kendrion skulle hæfte solidarisk for den bøde, som skulle pålægges dets tidligere datterselskab Fardem, ligesom den foretog en forkert bevisvurdering og dermed begik rettergangsfejl. I dommen fordelte Retten bevisbyrden forkert, tog tydeligvis fejl af de faktiske omstændigheder og foretog en åbenbart urigtig vurdering af bevismaterialet. Derudover begrundede den sine konklusioner mangelfuldt, og foretog ikke en fuldstændig prøvelse af det af Kendrion anførte.

3)

Med det tredje anbringende har Kendrion gjort indsigelse imod begrundelsen af den appellerede dom, hvori Retten prøvede og forkastede Kendrions andet, fjerde og femte anbringende. Ifølge Kendrion foretog Retten en urigtig fortolkning af EU-retten, da den godtog at moderselskabet, som ikke havde været indblandet i overtrædelsen, kunne pålægges en højere bøde end den bøde, som var pålagt dets datterselskab Fardem, der havde begået overtrædelsen. Desuden tilsidesatte Retten princippet om ligebehandling og afgav en selvmodsigende og mangelfuld begrundelse for sine konklusioner.

4)

Med det fjerde anbringende har Kendrion gjort gældende, at Retten med urette forkastede Kendrions argument, hvorefter sagen for Retten havde varet uforholdsmæssigt lang tid, som »tomt«. Retten lod dermed til at være af den opfattelse, at den ikke har beføjelse til at træffe afgørelse om uregelmæssigheder ved den sag, der førtes for den. Selv om det måtte være rigtigt, at Retten ikke har beføjelse til at nedsætte bøderne, fordi sagen for den har varet alt for længe, er i hvert fald Domstolen forpligtet til at tage stilling til dette for retssikkerheden væsentlige spørgsmål og drage de fornødne konsekvenser.