1. 

I henhold til EU-retten skal en livsforsikringstager have en frist på mellem 14 og 30 dage fra meddelelsen om, at aftalen er indgået (herefter »opsigelsesperioden«) ( 2 ), til at opsige den, og inden indgåelsen af aftalen skal han underrettes om retningslinjerne for udøvelsen af denne opsigelsesret. Hvad sker der, hvis han ikke blev underrettet herom? Kan han opsige aftalen? Hvis han kan, er EU-retten så til hinder for en national foranstaltning, hvorefter denne ret udløber et år efter betaling af den første forsikringspræmie, og uanset om forsikringstageren havde fået de obligatoriske oplysninger vedrørende opsigelsesretten?

2. 

Dette er de vigtigste spørgsmål, der skal behandles ved besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, der er stillet i den foreliggende sag.

3.

Rådets direktiv 90/619/EØF (herefter »andet livsforsikringsdirektiv«) ( 3 ) ændrede og supplerede Rådets direktiv 79/267/EØF (herefter »første livsforsikringsdirektiv«) ( 4 ), som omfattede »livsforsikring«, defineret som »livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsikring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier, forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved fødsel« ( 5 ).

4.

Andet og tredje livsforsikringsdirektiv havde primært til formål at oprette et indre marked for livsforsikringer, herunder den frie udveksling af livsforsikringstjenester ( 6 ).

5.

I henhold til andet livsforsikringsdirektivs artikel 4, stk. 1, var den lovgivning, der fandt anvendelse, i princippet lovgivningen i den medlemsstat, hvor forpligtelsen bestod, selv om partnerne, dersom denne stats retsregler gav mulighed herfor, kunne vælge et andet lands lovgivning. Den »medlemsstat, hvor forpligtelsen [bestod]«, blev defineret i direktivets artikel 2, litra e), som »den medlemsstat, hvor forsikringstageren [havde] sin sædvanlige bopæl, eller, hvis forsikringstageren [var] en juridisk person, den medlemsstat, hvor denne juridiske persons virksomhed, som forsikringsaftalen [vedrørte], [var] beliggende«.

6.

Som ændret ved tredje livsforsikringsdirektivs artikel 30 havde andet livsforsikringsdirektivs artikel 15 følgende ordlyd:

»1.   Hver medlemsstat bestemmer, at en forsikringstager, der tegner en individuel livsforsikring, har en frist på mellem 14 og 30 dage fra det tidspunkt, hvor han fik meddelelse om, at forsikringsaftalen er indgået, til at opsige aftalen.

Forsikringstagerens meddelelse om, at aftalen opsiges, medfører, at han fremover frigøres for alle forpligtelser i henhold til den pågældende aftale.

Betingelserne for opsigelse og de heraf affødte øvrige retsvirkninger bestemmes efter den lovgivning, der finder anvendelse på forsikringsaftalen, jf. artikel 4, navnlig hvad angår retningslinjerne for, hvorledes forsikringstageren underrettes om, at forsikringsaftalen er indgået.

2.   Medlemsstaterne kan undlade at anvende stk. 1 på aftaler, der indgås for seks måneder eller derunder, og på tilfælde, hvor forsikringstageren på grund af sin særlige situation eller de omstændigheder, hvorunder aftalen er indgået, ikke har brug for denne særlige beskyttelse. Medlemsstaterne angiver i deres regler, hvornår stk. 1 ikke finder anvendelse.«

7.

Følgende fremgår af 23. betragtning til tredje livsforsikringsdirektiv:

»[I]nden for rammerne af det indre marked for forsikringsvirksomhed vil forbrugeren have et større og mere varieret udvalg af forsikringer end tidligere; for i fuldt omfang at kunne drage nytte af dette udvalg og den øgede konkurrence skal forbrugeren have adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vælge den forsikring, der bedst dækker hans behov; dette behov for oplysninger er så meget desto større, som forpligtelserne kan være af meget lang varighed; derfor må der gennemføres en samordning af de minimumsbestemmelser, der er nødvendige for at sikre, at forbrugeren modtager klare og præcise oplysninger om de væsentligste træk ved de produkter, der tilbydes ham, og om de organer, der er bemyndiget til at behandle klager fra forsikringstagerne, de forsikrede eller de af forsikringen begunstigede.«

8.

Artikel 31 fastsatte forpligtelsen til at forelægge forsikringstageren oplysninger inden aftalens indgåelse:

»1.   Inden en forsikringsaftale indgås, skal der mindst forelægges forsikringstageren de i bilag II, punkt A, nævnte oplysninger.

2.   Forsikringstageren skal under hele forsikringsaftalens løbetid informeres om enhver ændring af de i bilag II, punkt B, nævnte oplysninger.

3.   Den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, kan ikke af forsikringsselskaberne kræve, at de giver yderligere oplysninger ud over dem, der er anført i bilag II, medmindre sådanne oplysninger er nødvendige for, at forsikringstageren virkelig kan forstå de væsentligste elementer i den af ham tegnede forsikring.

4.   Gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel og til bilag II fastsættes af den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.«

9.

Det fremgik af bilag II, at »[i]nden der [blev indgået] en forsikringsaftale (A) eller under aftalens løbetid (B), [skulle] der forelægges forsikringstageren [...] oplysninger«. Der skulle være tale om »skriftlige oplysninger, som [skulle] være klart og præcist formuleret og affattet på et officielt sprog i den medlemsstat, hvor forpligtelsen [bestod]«. Punkt A indeholdt en tabel: I venstre kolonne var anført oplysninger om forsikringsselskabet og i højre kolonne oplysninger om selve forsikringsforpligtelsen. I sidstnævnte anførtes i punkt 13 i den franske udgave »modalités d’exercise du droit de renonciation« og i den engelske udgave »[a]rrangements for application of the cooling-off periode« [o.a.: på dansk »[b]etingelser for udøvelse af opsigelsesretten«], dvs. den periode, hvori opsigelsesretten kunne udøves ( 7 ). Den tyske sprogversion, som taler om »Ausübung des Widerrufs[-] und Rücktritt[s]rechts«, syntes at henvise til andre aspekter af opsigelsesretten.

10.

§ 5a i Versicherungsvertragsgesetz (lov om forsikringsaftaler, herefter »VVG«) i den affattelse, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a«), havde følgende ordlyd:

»(1)   Såfremt forsikringsselskabet ikke ved fremsættelsen af begæringen har udleveret forsikringsbetingelserne til forsikringstageren eller har undladt at give den pågældende forbrugeroplysninger i henhold til § 10a i Versicherungsaufsichtsgesetz [ ( 8 )], skal aftalen anses for at være indgået på grundlag af forsikringspolicen, forsikringsbetingelserne og andre forbrugeroplysninger af betydning for indholdet af aftalen, medmindre forsikringstageren skriftligt har gjort indsigelse inden 14 dage efter udlevering af dokumenterne. […]

(2)   Fristen begynder først at løbe, når forsikringspolicen og de dokumenter, der er nævnt i stk. 1, i fuldt omfang er udleveret til forsikringstageren, og forsikringstageren ved udleveringen af forsikringspolicen skriftligt i typografisk tydelig form er blevet gjort bekendt med retten til at gøre indsigelse og med fristens begyndelse og længde. Det påhviler forsikringsselskabet at bevise, at disse dokumenter er kommet frem. Det er tilstrækkeligt til overholdelse af fristen, at indsigelsen er afsendt rettidigt. Uanset første punktum udløber retten til at gøre indsigelse dog et år efter betaling af den første præmie.«

11.

Selv om den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a blev ændret med virkning fra den 31. december 2007, finder den tilsyneladende stadig anvendelse på et betydeligt antal livsforsikringsaftaler, der var indgået inden det tidspunkt.

12.

I den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a anvendte de tyske udtryk »widerspricht«, »Widerspruchsrecht« og »Widerspruch«. Disse udtryk er forskellige fra de udtryk, der er anvendt i andet livsforsikringsdirektivs artikel 15 (som anvendte udtrykkene »zurückzutreten«, »zurücktritt« og »Rücktritts«) og i udtrykket »Ausübung des Widerrufs[-] und Rücktritt[s]rechts« i bilag II til tredje livsforsikringsdirektiv.

13.

I dette forslag til afgørelse vil jeg snarere have fokus på de forklaringer, der er givet i denne sag med hensyn til, hvordan den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a fungerede, end på de eventuelle nuancer af betydningen af udtrykkene »widerspricht«, »Widerspruchsrecht« og »Widerspruch« i tysk ret ( 9 ).

14.

Walter Endress søgte at indgå en livsforsikringsaftale med Allianz Lebensversicherungs-AG (»Allianz«) med virkning fra den 1. december 1998.

15.

Walter Endress modtog først de almindelige betingelser og et baggrundsnotat, da Allianz sendte forsikringspolicen til ham. Ifølge appelrettens konstateringer, som er bindende for Bundesgerichtshof (»den forelæggende ret«), underrettede Allianz ikke, selv om selskabet derved accepterede Walter Endress’ tilbud, Walter Endress tilstrækkeligt om hans rettigheder, der var garanteret i henhold til den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a ( 10 ).

16.

Som følge heraf har den forelæggende ret anført, at den frist på 14 dage, der er beskrevet i den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a, ikke begyndte at løbe.

17.

I henhold til aftalen skulle der betales en årlig præmie i en periode på fem år. Ifølge de almindelige betingelser, der fandt anvendelse på aftalen, var tilbagekøbsværdien ved opsigelse begrænset til værdien af garantien i tilfælde af død.

18.

Fra december 1998 til december 2002 betalte Walter Endress præmier. Han betalte tilsyneladende en tillægspræmie i 2004.

19.

Den 1. juni 2007 opsagde Walter Endress aftalen med virkning fra den 1. september 2007. I september 2007 udbetalte forsikringsselskabet ham tilbagekøbsværdien, som var lavere end summen af præmierne med tillæg af renter.

20.

Ved skrivelse af 31. marts 2008 (og således mere end ét år efter betaling af den første præmie) udøvede Walter Endress sine rettigheder i henhold til den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a. Han gjorde gældende, at aftalen ikke var gyldigt indgået, og anmodede forsikringsselskabet om at tilbagebetale alle præmier med tillæg af renter (efter modregning af tilbagekøbsværdien). Det er uklart, hvordan og på hvilket tidspunkt Walter Endress blev bekendt med eller gjort bekendt med sin ret i henhold til den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a og retningslinjerne for udøvelsen heraf.

21.

Førsteinstansretten frifandt forsikringsselskabet for Walter Endress’ påstand om, at dette skulle betale et yderligere beløb. Appelretten forkastede hans appel af den pågældende afgørelse.

22.

Walter Endress iværksatte derpå revisionsanke ved Bundesgerichtshof, som er af den opfattelse, at resultatet af revisionsanken afhænger af, om andet og tredje livsforsikringsdirektiv var til hinder for reglen om, at forsikringstagerens ret i henhold til den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a, stk. 2, udløb et år efter betaling af den første præmie (herefter »etårsreglen«). På denne baggrund har den pågældende ret udsat sagen og forelagt følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 15, stk. 1, første punktum, i [andet livsforsikringsdirektiv] under hensyntagen til artikel 31, stk. 1, i [tredje livsforsikringsdirektiv] fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse – såsom VVG’s § 5a, stk. 2, fjerde punktum, [i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder] – hvorefter en opsigelsesret eller en indsigelsesret udløber senest et år efter betaling af den første forsikringspræmie, selv når forsikringstageren ikke er underrettet om retten til opsigelse eller til at gøre indsigelse?«

23.

Walter Endress, Allianz, den tyske regering og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg og afgivet mundtlige indlæg under retsmødet den 24. januar 2013.

24.

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Walter Endress ved de tyske domstole gjorde gældende, at etårsreglen er i strid med andet og tredje livsforsikringsdirektiv.

25.

Jeg vil derfor undersøge, om andet og tredje livsforsikringsdirektiv var til hinder for en bestemmelse som den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a, der indeholdt etårsreglen, og hvis det ikke er tilfældet, derefter gå over til at behandle konsekvenserne af denne konklusion for den foreliggende sag.

26.

Selv om den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a ikke længere er i kraft ( 11 ), er et betydeligt antal livsforsikringsaftaler fortsat omfattet af bestemmelsen. Domstolens dom i den foreliggende sag kan derfor forventes at påvirke andre forsikringstagere end Walter Endress ( 12 ). Den kunne også være relevant for forsikringstagere, der har underskrevet livsforsikringsaftaler på grundlag af en anden bestemmelse end den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a, for så vidt som retten til at opsige dem er omfattet af den samme (eller en lignende) etårsregel.

27.

De argumenter, der er fremført i denne sag, har kun givet en fragmenteret beskrivelse af den tyske livsforsikringslovgivning og de særlige forhold i forbindelse med oprettelsen og opsigelsen af livsforsikringsaftaler af den type, der er beskrevet i den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a.

28.

Ifølge den forelæggende ret fandt den pågældende bestemmelse anvendelse på aftaler, der var indgået på grundlag af det, jeg vil kalde »policemodellen«. I henhold hertil udgjorde ansøgerens anmodning om en livsforsikring et aftaletilbud, og forsikringsselskabets accept af dette tilbud trådte i kraft ved, at forsikringspolicen, de almindelige forsikringsbetingelser og et baggrundsnotat blev udleveret til ansøgeren. Det ser ud til, at aftalen først blev indgået efter udløbet af fristen på 14 dage efter udleveringen af disse dokumenter, og forudsat at ansøgeren inden for denne periode ikke afgav viljeserklæring om ikke at ville være bundet af aftalen. I denne periode var aftalen derfor i henhold til tysk ret foreløbigt frataget sin gyldighed. Hvis ansøgeren ikke reagerede inden for den pågældende frist, blev aftalen indgået fra den dato, hvor ansøgeren modtog forsikringspolicen, de almindelige betingelser og baggrundsnotatet. Hvis forsikringsselskabet ikke udleverede disse dokumenter til den fremtidige forsikringstager korrekt, begyndte fristen på 14 dage ikke at løbe. Efter at der var forløbet et år fra betalingen af den første præmie, kunne ansøgeren imidlertid ikke længere afgive viljeserklæring om ikke at ville være bundet af aftalen.

29.

Den forelæggende rets spørgsmål vedrører navnlig fjerde punktum i den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a, stk. 2, hvorefter ansøgeren ikke længere kunne afgive viljeserklæring om ikke at ville være bundet af aftalen efter udløbet af en periode på et år efter betaling af den første præmie – selv om, som den forelæggende ret har fremhævet, forsikringsselskabet aldrig udleverede de relevante oplysninger (herunder med hensyn til ansøgerens ret til at afgive viljeserklæring om ikke at ville være bundet af aftalen), og fristen på 14 dage derfor aldrig begyndte at løbe.

30.

Den forelæggende ret undersøger etårsreglen i lyset af bestemmelserne i andet og tredje livsforsikringsdirektiv, som vedrørte henholdsvis opsigelsesretten efter meddelelsen om aftalens indgåelse og forpligtelsen til at forelægge ansøgeren (dvs. den fremtidige forsikringstager) visse oplysninger inden aftalens indgåelse.

31.

Det er uklart for mig, om den relevante nationale lovgivning skal forstås således, at den vedrører opsigelsesretten som omhandlet i andet livsforsikringsdirektivs artikel 15 eller en anden ret, som en ansøger, der ønsker at forhindre, at livsforsikringsaftalen indgås, kan udøve, og som ikke omfattes af den pågældende bestemmelse.

32.

Det fremgår af ordlyden af den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a, at genstanden for den pågældende bestemmelse var »Widerspruchsrecht«, mens den tyske version af andet livsforsikringsdirektivs artikel 15 beskriver de omstændigheder, hvor aftalen »opsiges« (»zurücktritt«), og i den tyske version af bilag II til tredje livsforsikringsdirektiv omfatter de oplysninger, der skal forelægges inden aftalens indgåelse, »Ausübung des Widerrufs[-] und Rücktritt[s]rechts«. I modsætning hertil har den forelæggende ret i sit spørgsmål anmodet Domstolen om at behandle »Rücktritts- oder Widerspruchsrecht«, som synes at vedrøre både (en del af) den ret, der er omfattet af andet og tredje livsforsikringsdirektiv, og den ret, der er genstand for den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a.

33.

For at bistå den forelæggende ret og samtidig undgå at tage endelig stilling til betydningen af tysk ret vil jeg derfor behandle følgende to spørgsmål særskilt: (i) Var andet og tredje livsforsikringsdirektiv til hinder for en regel om, at opsigelsesretten ikke længere kunne udøves mere end et år efter betaling af den første præmie, uanset om forsikringstageren havde fået de krævede oplysninger vedrørende opsigelsesretten, og (ii) var andet og tredje livsforsikringsdirektiv, uanset opsigelsesretten som omhandlet i andet livsforsikringsdirektivs artikel 15, til hinder for at oprette livsforsikringsaftaler på grundlag af de vilkår, der er beskrevet i en bestemmelse såsom den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a? Det første spørgsmål er baseret på den forudsætning, at den pågældende bestemmelse i national ret vedrørte opsigelsesretten som omhandlet i andet og tredje livsforsikringsdirektiv, mens det i det andet spørgsmål antages, at dette ikke var tilfældet.

34.

I henhold til andet livsforsikringsdirektivs artikel 15, stk. 1, begyndte opsigelsesperioden at løbe med forsikringstagerens underretning om, at aftalen var indgået. Dette begyndelsestidspunkt var baseret på to forudsætninger: For det første kan kun en aftale, der er indgået, opsiges, og for det andet kan en forsikringstager ikke udøve opsigelsesretten, medmindre han er blevet tilstrækkeligt og rettidigt underrettet om den. I henhold til tredje livsforsikringsdirektivs artikel 31 skulle de relevante oplysninger, som fastsat i bilag II til direktivet, forelægges ansøgeren inden aftalens indgåelse.

35.

Andet livsforsikringsdirektivs artikel 15 indeholdt imidlertid intet om konsekvenserne af, at der inden aftalens indgåelse ikke blev givet tilstrækkelige oplysninger, som omfattede retningslinjerne for opsigelsesretten.

36.

I tredje livsforsikringsdirektivs artikel 31, stk. 1, var der heller ikke fastsat sådanne konsekvenser, og det fremgik heller ikke, om de skulle fastsættes i overensstemmelse med lovgivningen i den kompetente medlemsstat. I artikel 31, stk. 4, er det blot anført, at gennemførelsesbestemmelserne til den pågældende artikel og til bilag II skulle fastsættes på grundlag af lovgivningen i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består.

37.

Var andet og tredje livsforsikringsdirektiv på denne baggrund til hinder for, at en medlemsstat under omstændigheder, hvor de relevante oplysninger – herunder oplysninger vedrørende opsigelsesretten – ikke blev forelagt forsikringstageren (i tilstrækkeligt omfang), kunne fastsætte, at opsigelsesretten kun kunne udøves i indtil et år efter betaling af den første præmie?

38.

Jeg mener ikke, at det tilkommer Domstolen at foretage en udtømmende opregning af konsekvenserne af, at de krævede oplysninger ikke er blevet forelagt. Det tilkommer derimod medlemsstaterne at gennemføre tredje livsforsikringsdirektiv (specifikt artikel 31) på en måde, der er i overensstemmelse med EU-retten og navnlig med principperne om retssikkerhed, proportionalitet og effektivitet.

39.

Efter min opfattelse kan medlemsstaterne ikke blot undlade at knytte nogen som helst konsekvens til den omstændighed, at der ikke er forelagt oplysninger. Dette ville fratage forsikringsselskabet ethvert incitament til at overholde forpligtelsen til at forelægge oplysninger og heller ikke beskytte den potentielle køber af en livsforsikring. Samtidig mener jeg ikke, at andet og tredje livsforsikringsdirektiv forpligtede medlemsstaterne til at fastsætte, at aftalen ville være ugyldig i alle tilfælde, hvor forpligtelsen til at forelægge oplysninger inden aftalens indgåelse ikke var blevet overholdt. En sådan sanktion er i givet fald ikke altid et forholdsmæssigt og effektivt middel.

40.

Forsikringsselskabet kunne således eksempelvis have undladt at forelægge alle eller en betydelig del af de oplysninger, der er anført i punkt A i bilag II til tredje livsforsikringsdirektiv. I så fald kunne det være vanskeligt at forestille sig, hvordan en aftale kunne komme i stand: Den ene part ville have manglet alle, eller en betydelig del af, de væsentlige oplysninger vedrørende den pågældende aftale.

41.

Eller det kunne forholde sig således, at det kun var oplysningerne vedrørende opsigelsesretten og retningslinjerne for udøvelsen heraf, der ikke blev forelagt, og at den potentielle køber var tilstrækkeligt underrettet i andre henseender. Under sådanne omstændigheder havde køberen kun været ubekendt med den mere omfattende beskyttelse, som den pågældende opsigelsesret gav ham ret til. Det forekommer usandsynligt, at en person, som havde besluttet at indgå en livsforsikringsaftale, ville være blevet afholdt fra at indgå den pågældende aftale på grundlag af kendskabet til, at opsigelsesretten gav ham en mere omfattende beskyttelse. En medlemsstat kan beslutte, at det under sådanne omstændigheder er hensigtsmæssigt at give forsikringstageren en frist efter det tidspunkt, hvor han blev tilstrækkeligt underrettet om sin opsigelsesret, til at udøve denne ret. Alternativt kan en medlemsstat beslutte at give forsikringstageren større beskyttelse eller tage hensyn til, om forsikringstageren ønskede, at aftalen blev erklæret ugyldig ( 13 ).

42.

Jeg minder om, at Domstolen med hensyn til fortrydelsesretten i henhold til dørsalgsdirektivet ( 14 ) i Heininger-dommen fremhævede, at »såfremt forbrugeren ikke er bekendt med, at der findes en fortrydelsesret, har han ikke mulighed for at udøve den« ( 15 ). Den pågældende sag vedrørte en tysk lov, hvorefter en forbruger, som ikke havde fået den krævede oplysning, kunne udøve sin fortrydelsesret, indtil begge parter havde opfyldt deres forpligtelser i henhold til aftalen, dog senest et år efter, at han havde afgivet sin viljeserklæring om indgåelse af aftalen. Domstolen fastslog endvidere, at retssikkerhedshensyn ikke kan begrunde en begrænsning af fristen for udøvelse af fortrydelsesretten, for så vidt som de medfører en begrænsning af rettigheder, der udtrykkeligt er tillagt forbrugeren med henblik på at beskytte ham mod de risici, der er en følge af, at kreditinstitutter har valgt at indgå realkreditaftaler uden for deres faste forretningssteder ( 16 ).

43.

Der er betydelige forskelle mellem dørsalgsdirektivet og andet og tredje livsforsikringsdirektiv. Med dette in mente forstår jeg Domstolens standpunkt i Heininger-dommen således, at forbrugerrettigheder ikke bør svækkes for at give en sælger, der ikke har forelagt forbrugeren tilstrækkelige og rettidige oplysninger, som ville have gjort det muligt for denne at udøve sin fortrydelsesret inden for den af EU-lovgiver fastsatte frist, retssikkerhed ( 17 ).

44.

Efter min opfattelse bør det samme gælde i henhold til andet og tredje livsforsikringsdirektiv.

45.

Ligesom forbrugeren i forbindelse med en dørsalgsaftale er forsikringstageren den svage part i kontraktforholdet med forsikringsselskabet. Han bør underrettes om konsekvenserne af den pågældende aftale for at træffe et kvalificeret valg om både forsikringsselskab og aftale, inden han bliver juridisk bundet af aftalen. Som i forbindelse med dørsalgsdirektivet påhviler det i henhold til andet og tredje livsforsikringsdirektiv forsikringsselskabet at forelægge de nødvendige oplysninger ( 18 ). Denne part bør ikke kunne påberåbe sig retssikkerhed for at afhjælpe en situation, der er forårsaget af, at den pågældende ikke har opfyldt et krav i henhold til EU-retten om at forelægge en række nærmere fastsatte oplysninger ( 19 ).

46.

Jeg vil tilføje, at betaling af den første præmie kan betragtes som bevis for, at forsikringstageren havde til hensigt at blive bundet af aftalen på grundlag af de oplysninger vedrørende aftalen, der var forelagt for ham inden eller på det pågældende tidspunkt. Som følge af forsikringsselskabets undladelse fik han imidlertid ikke alle de oplysninger, som ifølge EU-retten er relevante for aftalens indgåelse.

47.

En forsikringstager, som ikke er blevet underrettet om opsigelsesretten af forsikringsselskabet, kan ganske vist få kendskab hertil via en anden kanal, men forsikringsselskabet har stadig ikke opfyldt den forpligtelse, der er fastsat i tredje livsforsikringsdirektiv og gennemført via national ret. Det kan ikke tillades, at forsikringsselskabet påberåber sig denne undladelse (ud fra den antagelse, at det kan bevise, hvornår forsikringstageren blev bekendt med opsigelsesretten) for at gøre gældende, at opsigelsesperioden er udløbet. Kun hvis forsikringsselskabet kan bevise, at det har forelagt alle de nødvendige oplysninger, er der tilstrækkelig retssikkerhed for, at opsigelsesperioden er begyndt at løbe og udløber.

48.

Dette betyder imidlertid ikke, at forsikringstageren ikke kan opsige aftalen, inden forsikringsselskabet forelægger ham oplysningerne, hvis han er blevet eller bliver bekendt med opsigelsesperioden på anden måde. Dette ville også svare til at tillade forsikringsselskabet at støtte ret på dets egen undladelse af at forelægge oplysninger, således at forsikringstageren ikke kan udøve sin ret.

49.

Jeg konkluderer derfor, at andet livsforsikringsdirektivs artikel 15 og tredje livsforsikringsdirektivs artikel 31 var til hinder for, at en medlemsstat kunne fastsætte, at opsigelsesretten ikke længere kan udøves et år efter betaling af den første præmie, uanset om forsikringsselskabet har underrettet forsikringstageren tilstrækkeligt og rettidigt om denne ret. I henhold til en sådan regel udløber opsigelsesperioden som følge af, at forsikringstageren opfylder sine aftalemæssige forpligtelser (ved at betale den skyldige præmie) og trods forsikringsselskabets undladelse af at opfylde sin lovbestemte forpligtelse til at forelægge forsikringstageren oplysninger. Et sådant resultat ville være urimeligt.

50.

Denne konklusion kan være tilstrækkelig til at bistå den forelæggende ret i den foreliggende sag. Jeg vil dog også kort undersøge, hvorvidt andet livsforsikringsdirektivs artikel 15, stk. 1, var til hinder for, at en medlemsstat kunne fastsætte en opsigelsesperiode på mere end 14-30 dage efter meddelelsen om indgåelsen af aftalen.

51.

Efter min opfattelse fremgik det klart af andet livsforsikringsdirektivs artikel 15, stk. 1, at opsigelsesperioden ikke kunne være kortere end 14 dage fra det tidspunkt, hvor indgåelsen af aftalen blev meddelt. Denne periode kunne være mellem 14 og 30 dage. Artikel 15, stk. 1, fastsatte således både en nedre og øvre grænse for den opsigelsesperiode, som medlemsstaterne kan fastsætte i deres lovgivning. Den nedre grænse var klart fastsat for at sikre en minimumsbeskyttelse af forsikringstageren. Den øvre grænse syntes logisk at være fastsat for at sikre retssikkerhed for både forsikringstageren og forsikringsselskabet.

52.

Hvordan forholder det sig, hvis livsforsikringsaftalen ikke blev indgået i overensstemmelse med kravene i andet og tredje livsforsikringsdirektiv? Hvordan forholder det sig navnlig, hvis de oplysninger, der er beskrevet i tredje livsforsikringsdirektivs artikel 31, først blev forelagt forsikringstageren på et senere tidspunkt?

53.

I så fald skal forsikringstageren af de grunde, jeg allerede har anført, være i stand til at opsige aftalen i en periode, der begynder efter forelæggelsen af de relevante oplysninger.

54.

Skulle forsikringstageren så gives en opsigelsesperiode, som var længere end den øvre grænse, der var fastsat i andet livsforsikringsdirektivs artikel 15, stk. 1?

55.

Det mener jeg ikke er tilfældet.

56.

Selv om andet livsforsikringsdirektivs artikel 15 fastsatte begyndelsestidspunktet for opsigelsesperioden under sådanne omstændigheder ( 20 ), kan det efter min opfattelse ikke fastsættes i national ret, at forsikringstageren har ret til at opsige sin aftale efter udløbet af en periode, der er længere end den øvre grænse, der udtrykkeligt er fastsat i den pågældende bestemmelse.

57.

Såfremt den forelæggende ret skulle fastslå, at den ret, der var beskrevet i den oprindelige affattelse af VVG’s § 5a, var forskellig fra opsigelsesretten i andet livsforsikringsdirektivs artikel 15, bliver det relevant at undersøge, om andet og tredje livsforsikringsdirektiv var til hinder for, at en medlemsstat indførte en model som policemodellen i forbindelse med oprettelsen af en livsforsikringsaftale. Hvis svaret er »nej«, er det forelagte spørgsmål faktisk hypotetisk.

58.

Begge direktiver ( 21 ) fandt anvendelse på oprettelse og opsigelse af en livsforsikringsaftale. De relevante bestemmelser deri vedrørte fem forskellige faser: (i) oprettelsen af aftalen, (ii) indgåelsen heraf, (iii) meddelelsen om indgåelsen heraf til forsikringstageren, (iv) begyndelsen af opsigelsesperioden efter denne meddelelse og (v) dens eventuelle opsigelse inden for denne frist.

59.

Med hensyn til fase (i) fastsatte tredje livsforsikringsdirektivs artikel 31, stk. 1, at de i bilag II, punkt A, til direktivet nævnte oplysninger skulle forelægges den potentielle køber inden indgåelsen af aftalen. Navnlig for at sætte ham i stand til at træffe en informeret beslutning er jeg af den opfattelse, at forsikringstageren skulle underrettes herom inden hans valg af et bestemt forsikringsselskab og en bestemt aftale. Formålet med denne forpligtelse til at forelægge oplysninger var at sætte den potentielle køber i stand til at vælge den forsikring, der bedst dækkede hans behov, og give ham »klare og præcise oplysninger om de væsentligste træk ved de produkter, der tilbydes ham, og om de organer, der er bemyndiget til at behandle klager fra forsikringstagerne, de forsikrede eller de af forsikringen begunstigede« ( 22 ). Den pågældende meddelelse skulle også omfatte oplysninger vedrørende retningslinjerne for at opsige aftalen ( 23 ).

60.

Med hensyn til fase (ii)-(v) foreskrev andet livsforsikringsdirektivs artikel 15, at forsikringstageren efter aftalens indgåelse og meddelelsen herom kunne opsige aftalen inden for en begrænset opsigelsesperiode. Det er indlysende, at det ikke er muligt at opsige en aftale, der endnu ikke er indgået, og hvor der ikke er afgivet tilbud og accept, som resulterer i en aftale mellem parter, som vil være bundet af de specifikke vilkår i aftalen.

61.

Heraf følger, at andet og tredje livsforsikringsdirektiv krævede, når de sammenholdes, at visse oplysninger skulle forelægges den (fremtidige) forsikringstager inden aftalens indgåelse, og at han derpå skulle have en opsigelsesperiode på mellem 14 og 30 dage efter meddelelsen af denne indgåelse. Disse direktiver var derfor til hinder for nationale ordninger, som ikke overholdt disse krav.

62.

For så vidt som national ret gav mulighed for, at oprettelsen af livsforsikringsaftalen kunne udformes på en måde, der udelukkede, at der blev forelagt tilstrækkelige og rettidige oplysninger i overensstemmelse med tredje livsforsikringsdirektivs artikel 31, stk. 1, synes det pågældende direktiv at være til hinder herfor. Forpligtelsen til at forelægge oplysninger ville være tilsidesat, hvis oplysningerne først blev forelagt, efter at forsikringstageren havde afgivet sit tilbud og således valgt et forsikringsselskab og en aftale.

63.

Hvis lovgivningen i en medlemsstat fastsatte en periode, hvori ansøgeren kunne gøre indsigelse mod aftalens indgåelse, og det fremgik, at aftalen endnu ikke var indgået i den pågældende periode, var denne periode åbenbart ikke en opsigelsesperiode som omhandlet i andet livsforsikringsdirektivs artikel 15, stk. 1, og denne ret til at gøre indsigelse udgjorde snarere en del af fase (i) (oprettelse af aftalen) end nogen af de efterfølgende faser.

64.

Under sådanne omstændigheder skulle lovgivningen i en medlemsstat have fastsat, at forsikringstageren efter udløbet af den periode, hvori ansøgeren kunne afgive viljeserklæring om ikke at ville være bundet af aftalen (fase (ii)), derpå var blevet underrettet om aftalens indgåelse (fase (iii)), og at forsikringstageren havde ret til at opsige aftalen i en periode efter indgåelsen heraf (fase (iv) og (v)), som var forskellig fra den periode, hvori han kunne gøre indsigelse mod aftalens indgåelse (fase (ii)). På det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået, ville opsigelsesperioden i modsat fald allerede være udløbet.

65.

Den lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen mellem Walter Endress og Allianz – begge private parter – er tysk ret. Denne lovgivning skal fortolkes af den forelæggende ret for at sikre overensstemmelse med EU-retten, navnlig andet og tredje livsforsikringsdirektiv, der fandt anvendelse, da aftalen blev indgået. I en tvist mellem to private parter følger det dog af fast retspraksis, at direktiver ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og at en direktivbestemmelse derfor ikke som sådan kan påberåbes over for sådanne personer ( 24 ).

66.

Jeg er nået til den konklusion, at andet livsforsikringsdirektivs artikel 15 og tredje livsforsikringsdirektivs artikel 31 skal fortolkes således, at de er (i) til hinder for, at en medlemsstat kan fastsætte, at opsigelsesretten ikke længere kan udøves et år efter betaling af den første præmie, uanset om forsikringsselskabet har underrettet forsikringstageren tilstrækkeligt og rettidigt om denne ret, og (ii) til hinder for, at en medlemsstat kan udelukke, at visse obligatoriske oplysninger skal forelægges den (fremtidige) forsikringstager inden aftalens indgåelse, og at han skal have en opsigelsesperiode på mellem 14 og 30 dage efter meddelelsen af denne indgåelse.

67.

Begge konklusioner kan få betydelige konsekvenser for Walter Endress’ og forsikringsselskabets stilling i hovedsagen.

68.

Hvad disse konsekvenser er, afhænger navnlig af, i hvilket omfang den forelæggende ret er i stand til at fortolke den tyske lovgivning i overensstemmelse med andet og tredje livsforsikringsdirektiv. I den henseende skal den forelæggende ret i overensstemmelse med Domstolens praksis tage »den nationale lovgivning i dens helhed i betragtning for at vurdere, i hvilket omfang denne lovgivning kan anvendes således, at den ikke fører til et resultat, der er i modstrid med det, der tilsigtes med direktivet« ( 25 ). Dette indebærer, at den forelæggende ret skal anvende disse fortolkningsmetoder, der er anerkendt i national ret, og som under visse omstændigheder gør det muligt at fortolke en bestemmelse i den nationale retsorden på en sådan måde, at en konflikt med en anden national norm undgås, eller at rækkevidden af denne bestemmelse begrænses ved kun at anvende den i det omfang, den er forenelig med den nævnte norm ( 26 ). Samtidig begrænses forpligtelsen til at henvise til et direktiv, når den nationale ret fortolkes og anvendes, »af generelle retsprincipper, herunder retssikkerhedsprincippet og forbuddet mod tilbagevirkende kraft«, og den »kan ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret« ( 27 ).

69.

Hvis det resultat, der er fastsat i de relevante direktiver, ikke kan opnås på den pågældende måde, fremgår det også af fast retspraksis, at det kan være nødvendigt at undlade at anvende national ret ( 28 ), og at den forelæggende ret, for så vidt som der lides et tab, og dette tab er en følge af, at staten har tilsidesat sin forpligtelse, skal »påse, at der efter nationale erstatningsregler ydes forbrugerne erstatning for det tab, de har lidt« ( 29 ).

70.

Allianz har, såfremt Domstolen måtte fastslå, at andet og tredje livsforsikringsdirektiv er til hinder for national lovgivning såsom etårsreglen, anmodet om, at Domstolen begrænser dommens tidsmæssige virkninger ( 30 ). I denne forbindelse har Allianz hævdet, at dommen kunne påvirke over 108 mio. aftaler indgået mellem 1995 og 2007 med præmiebetalinger på i alt ca. 400 mia. EUR ( 31 ). Allianz har anført, at selskabet selv har indgået ca. 9 mio. sådanne aftaler i den pågældende periode og modtaget præmier på ca. 62 mia. EUR.

71.

En begrænsning af en doms tidsmæssige virkninger er en usædvanlig løsning, som Domstolen kun har anvendt i tilfælde, hvor (i) »der ellers var risiko for alvorlige økonomiske følgevirkninger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft«, og (ii) »fordi det fremgik, at borgerne og de nationale myndigheder var blevet tilskyndet til at følge en adfærd, som ikke var i overensstemmelse med EU-retten, på grund af en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende de EU-retlige bestemmelsers rækkevidde, en usikkerhed, som de øvrige medlemsstater eller Europa-Kommissionen eventuelt selv havde bidraget til med den af dem fulgte adfærd« ( 32 ). Økonomiske følger kan ikke i sig selv begrunde dette usædvanlige tiltag ( 33 ).

72.

I den foreliggende sag er der efter min opfattelse ikke forelagt tilstrækkelige oplysninger til at begrunde en begrænsning af de tidsmæssige virkninger af Domstolens dom. Domstolen har ikke fået forelagt oplysninger med hensyn til sandsynligheden for, at livsforsikringsaftaler, der kan påvirkes af dens dom, vil blive opsagt, de heraf følgende økonomiske omkostninger for forsikringsselskaberne eller omfanget af en risiko for alvorlige økonomiske følgevirkninger. Jeg er heller ikke overbevist om, at en »objektiv og betydelig usikkerhed« vedrørende de omhandlede EU-retlige bestemmelser fik i det mindste de nationale myndigheder til enten at fastholde policemodellen eller anvende betaling af den første præmie som begyndelsestidspunktet for beregningen af den relevante periode efter etårsreglen.

73.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål forelagt af Bundesgerichtshof således:

»Artikel 15, stk. 1, i Rådets direktiv 90/619/EØF af 8. november 1990 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 79/267/EØF, sammenholdt med artikel 31 i Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en ret til at opsige en livsforsikringsaftale udløber senest et år efter betaling af den første forsikringspræmie, uanset om forsikringstageren blev underrettet tilstrækkeligt og rettidigt om denne ret.«