30.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/40

—

Den appellerede dom ophæves.

—

De for første instans fremsatte påstande tiltrædes eller, subsidiært, at sagen hjemvises til Retten i Første Instans i henhold til artikel 61 i statutten for Domstolen.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne for begge instanser.

1)

Der er sket en forvanskning af klageadgangene og foretaget urigtig retsanvendelse, ligesom begrundelsen er urimelig og selvmodsigende hvad angår identificeringen af støttemodtageren og vurderingen af Kommissionens skønsbeføjelser ved identificeringen af støttemodtageren.

Med det første anbringende har appellanten AceaElectrabel Produzione SpA (»AEP« eller »appellanten«) anført alvorlige mangler ved dommen, for så vidt Retten har afvist anbringendet vedrørende urigtig identificering af støttemodtageren, som var en subjektiv forudsætning for i den foreliggende sag at anvende det princip, der følger af »Deggendorf-dommen« (hvorefter udbetalingen af en ny støtte, der i sig selv er fundet forenelig, i bestemte tilfælde kan udsættes, indtil en tidligere ulovlig støtte til samme virksomhed er blevet tilbagebetalt). For det første har appellanten anfægtet, at dette anbringende skulle afvises, for så vidt som det vedrører en tilsidesættelse af artikel 88 EF og forordning nr. 659/99 (1). AEP har gjort gældende, at Retten har gengivet denne del af anbringendet urigtigt, hvorved appellanten udelukkende har villet anfægte den urigtige identificering af støttemodtageren som en af de typiske mangler ved den administrative retsakt. Retten har, ved at fastslå at spørgsmålet om tilsidesættelse af reglerne om tilbagesøgning af støtten ikke har betydning for sagen, gengivet argumenterne til støtte for denne del af dette anbringende urigtigt.

Endvidere har sagsøgeren anfægtet dommen, for så vidt den ikke kritiserer beslutningen på trods af den alvorlige fejl, der består i, at AEP (modtager af den nye støtte) identificeres med sammenslutningen ACEA (modtager af den ikke tilbagebetalte støtte), som er støttet på den urigtige, ulogiske og selvmodsigende anvendelse af begrebet om en virksomhedssammenslutnings økonomiske enhed, der er udviklet i fællesskabsretspraksis. Appellanten har anfægtet, at dette begreb kan anvendes på et joint venture, der kontrolleres af to forskellige sammenslutninger (hvilket er tilfældet med AEP), eftersom fast retspraksis vedrørende virksomheders økonomiske enhed udelukkende vedrører tilfælde med flere virksomheder, der alene kontrolleres af én økonomisk enhed. Fejlen er så meget desto mere alvorlig, eftersom Retten har fundet det uden betydning, at 70 % af AEP’s kapital ejes af en anden økonomisk sammenslutning, som ikke har nogen forbindelse med modtageren af den ikke tilbagebetalte støtte. Retten har endvidere foretaget en urigtig anvendelse af begrebet om en driftsmæssig selvstændig virksomhed, idet den har fastslået, at appellanten ikke kan anses for at være driftsmæssig selvstændig, eftersom den er underlagt to virksomheders fælles kontrol.

2)

Klagemulighederne er forvansket, der er foretaget en urigtig retsanvendelse, og begrundelsen er utilstrækkelig hvad angår appellantens argumenter om rækkevidden af Deggendorf-dommen med henblik på vurderingen af den foreliggende sag.

Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at dommen foretager en urigtig anvendelse af Deggendorf-dommen, idet den bekræfter Kommissionens vurdering, også hvad angår tilstedeværelsen af det objektive krav for anvendelsen af Deggendorf-dommen. Appellanten har særlig anfægtet Rettens argumentation, for så vidt den fastslår, at Kommissionen ikke var forpligtet til at fremlægge præcise og omfattende beviser for, at kumuleringen af den første og anden støtte ville have en skadelig virkning på samhandlen i Fællesskabet, som kunne gøre den nye støtte uforenelig med fællesmarkedet. Bevisbyrden for vurderingen af en anmeldt støttes forenelighed kan ikke vendes efter behag, navnlig når Kommissionen ikke har anvendt de instrumenter, som procesreglementet stiller til dens rådighed. Retten har ikke taget stilling til sagsøgerens argumenter og har ukritisk tiltrådt Kommissionens beslutning. Endelig har Retten hverken forstået eller taget stilling til sagsøgerens anbringende for så vidt den bemærkede, at Deggendorf-dommen ikke tilsigter at skabe et instrument til at straffe de virksomheder, som ikke har tilbagebetalt en tidligere støtte, men udelukkende at undgå at kumuleringen af støtte hos ét selskab kan skade samhandlen i Fællesskabet, som kan gøre den nye støtte uforenelig, indtil den tidligere støtte er tilbagebetalt.