Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52024PC0278

Forslag til RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår den elektroniske momsfritagelsesattest

COM/2024/278 final

Bruxelles, den 8.7.2024

COM(2024) 278 final

2024/0152(CNS)

Forslag til

RÅDETS DIREKTIV

om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår den elektroniske momsfritagelsesattest


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Formålet med dette forslag er at ændre Rådets direktiv 2006/112/EF 1 (momsdirektivet) med henblik på at indføre en elektronisk fritagelsesattest, der bekræfter, at en transaktion opfylder betingelserne for en specifik fritagelse i henhold til direktivets artikel 151, stk. 1, første afsnit.

Bilag II til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 2 (momsgennemførelsesforordningen) indeholder bestemmelser om en moms- eller punktafgiftsfritagelsesattest, der er udformet til at blive håndteret som en papirudgave og skal underskrives i hånden. For at gøre det muligt for medlemsstaterne at holde trit med de stigende krav i den digitale tidsalder og mindske den administrative byrde for virksomhederne bør den nuværende papirudgave erstattes af den nye elektroniske attest. Når der overgås til den elektroniske attest, vil det desuden blive muligt for medlemsstaterne at opfylde de forpligtelser, der følger af EU-lovgivningen 3 , og som kræver, at de indfører de nødvendige tekniske midler til at muliggøre elektronisk behandling af elektronisk underskrevne dokumenter, når de anvender en onlinetjeneste, der leveres af eller på vegne af en offentlig myndighed.

Dette initiativ har også til formål at tilpasse sig punktafgiftsområdet, hvor elektroniske procedurer allerede er mulige 4 .

Det skal gøre det muligt for Kommissionen at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, der fastsætter de tekniske detaljer og specifikationer vedrørende attestens elektroniske format og den måde, hvorpå den skal behandles elektronisk. De respektive gennemførelsesretsakter bør vedtages i samråd med Det Stående Udvalg for Administrativt Samarbejde, der er nedsat ved artikel 58 i Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 5 , og efter undersøgelsesproceduren i artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 6 .

Dette forslag er resultatet af en tilbundsgående analyse af gennemførligheden af og omkostningerne ved at indføre en elektronisk fritagelsesattest, som blev foretaget på anmodning af medlemsstaterne, der havde trukket dette element i et tidligere forslag fra Kommissionen fra april 2021 7 ("købs- og donationsforslaget") tilbage og anmodet om mere indsigt i gennemførelsesaspekterne, da de tilsvarende ændringer af momsdirektivet blev vedtaget i juli 2021 8 .

Efter at der ved det 36. møde i Gruppen vedrørende Momssystemets Fremtid i december 2021 blev udtrykt bred støtte til omdannelse af fritagelsesattesten til et elektronisk format, gav SCAC's 9 ekspertgruppe i maj 2022 SCIT 10 mandat til at undersøge gennemførligheden af og omkostningerne ved et sådant projekt samt dets gennemførelsesaspekter. SCAC's ekspertgruppe drøftede resultaterne af denne tekniske undersøgelse 11 sit 27. møde i februar 2023 12 .

På det 43. møde i Gruppen vedrørende Momssystemets Fremtid, der blev afholdt i november 2023, blev der opnået enighed om princippet om en digital løsning for fritagelsesattesten med præference for en mulighed, der omfatter en PDF-formular ledsaget af en fuldt elektronisk proces. Denne tekniske løsning har den fordel, at den bygger på allerede udviklede standarder, da den er baseret på GD TAXUD's tekniske stack- og open source-teknologier, hvilket gør den egnet til udrulning i GD TAXUD's datacentre. De tekniske drøftelser med medlemsstaterne vil fortsætte inden for rammerne af SCAC og SCIT, herunder yderligere analyse af tekniske detaljer, hvilket også vil gøre det muligt for medlemsstaterne at indhente de nødvendige elementer til beregning af deres omkostninger.

I betragtning af det store antal IT-projekter, som de i øjeblikket står over for, vil medlemsstaterne fortsat kunne anvende papirudgaven af fritagelsesattesten i en overgangsperiode indtil den 30. juni 2030. For at gøre det så let som muligt for medlemsstaterne at skifte til den elektroniske procedure bør denne mulighed være fleksibel og tilgængelig for hver enkelt transaktion.

Af hensyn til retssikkerheden og den administrative forenkling og for at undgå yderligere IT-gennemførelsesomkostninger vil der ved anvendelse af den elektroniske fritagelsesattest ikke blive skelnet mellem indenlandske og grænseoverskridende transaktioner. Den elektroniske fritagelsesattest vil også blive anvendt, hvis fritagelsen indrømmes i form af tilbagebetaling af moms i overensstemmelse med momsdirektivets artikel 151, stk. 2.

Desuden tilføjes der med dette forslag en ny bestemmelse, der præciserer, at det i tilfælde, hvor betingelserne for fritagelse ikke er opfyldt eller ophører med at finde anvendelse, er det fritagelsesberettigede organ/den fritagelsesberettigede enkeltperson, der har udstedt attesten, som er forpligtet til at betale den skyldige moms. Den afgiftspligtige person ville i en sådan situation uberettiget blive stillet ringere som følge af et krav om yderligere betaling af moms, da kun det fritagelsesberettigede organ/den fritagelsesberettigede enkeltperson normalt ville have kendskab til de relevante oplysninger om opfyldelsen af betingelserne for fritagelsen. En sådan præcisering er også nødvendig for at undgå retsusikkerhed. For at undgå unødvendige byrder i disse ekstraordinære tilfælde kan medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at give fritagelsesberettigede organer/enkeltpersoner mulighed for at betale den skyldige moms, uden at der er behov for fuld momsregistrering.

Den bestemmelse om automatisk validering, der er fastsat i momsgennemførelsesforordningens artikel 51, stk. 2, vil blive opretholdt i forbindelse med den nye elektroniske procedure. Dette medfører, at medlemsstaterne, hvis varerne eller ydelserne er beregnet til officiel brug, kan dispensere fritagelsesberettigede organer/enkeltpersoner fra kravet om, at attesten skal underskrives elektronisk af værtsmedlemsstaten, på betingelser, som de selv fastsætter. Denne dispensation kan trækkes tilbage i tilfælde af misbrug.

Medlemsstaterne vil skulle anvende de nye regler fra den 1. juli 2026, hvilket vil give dem tilstrækkelig tid til at gennemføre den nye elektroniske fritagelsesattest og -procedure.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Forslaget giver mulighed for at overgå til en elektronisk fritagelsesattest som næste skridt efter tilpasningen i 2022 13 , hvilket afspejler det udvidede anvendelsesområde for fritagelserne i henhold til momsdirektivets artikel 151, stk. 1, til at omfatte Unionens aktiviteter under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) 14 og EU-foranstaltninger som reaktion på covid-19-pandemien 15 .

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Indførelsen af den elektroniske momsfritagelsesattest er i overensstemmelse med de initiativer, der er taget som led i EU's digitaliseringspolitik (såsom Berlinerklæringen om det digitale samfund og en værdibaseret digital forvaltning 16 ), og vil hjælpe medlemsstaterne med at ruste deres skattemyndigheder til at overholde de krav til anvendelse af avancerede elektroniske signaturer, der er fastsat i EU-lovgivningen 17 .

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I henhold til denne artikel vedtager Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, bestemmelser om harmonisering af medlemsstaternes regler vedrørende indirekte skatter.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

I overensstemmelse med nærhedsprincippet (artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union) kan der kun handles på EU-niveau, hvis de påtænkte mål ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene og bedre kan gennemføres på EU-plan på grund af omfanget eller virkningerne af den foreslåede handling. Det nuværende momsdirektiv forhindrer medlemsstaterne i at indføre og anvende en elektronisk momsfritagelsesattest.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, da det ikke går ud over, hvad der er nødvendigt og står i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål. Initiativet indfører en elektronisk fritagelsesattest, der bekræfter, at en transaktion opfylder betingelserne for en specifik fritagelse i henhold til momsdirektivets artikel 151, stk. 1, første afsnit. I betragtning af den øgede administrative byrde og den manglende fleksibilitet, der er forbundet med en fritagelsesprocedure baseret på papirdokumenter, vil de foreslåede foranstaltninger føre til en betydelig forenkling og omkostningsbesparelser på langt sigt og derfor stå i et rimeligt forhold til de begrænsede budgetmæssige virkninger.

Valg af retsakt

Det kræver et direktiv at ændre det nuværende momsdirektiv.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høringer af interesserede parter

Der blev ikke gennemført nogen høring af interessenter på grund af initiativets meget tekniske karakter og dets tilpasning til indsatsen på EU-plan for at fremme interaktioner mellem digitale myndigheder.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Kommissionen har i samråd med medlemsstaterne gennemført en teknisk undersøgelse for at finde frem til mulige IT-løsninger til indførelse af en elektronisk fritagelsesattest og en dertilhørende procedure.

Konsekvensanalyse

Der er ikke foretaget nogen særskilt konsekvensanalyse på grund af dette initiativs tekniske karakter og meget snævre anvendelsesområde.

Grundlæggende rettigheder

Den foreslåede overgang med henblik på at gøre momsfritagelsesproceduren elektronisk støtter tilpasningen til den digitale tidsalder og styrker borgernes rettigheder med hensyn til behandling af deres personoplysninger som beskyttet af artikel 8 i EU's charter om grundlæggende rettigheder og artikel 16 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget vil fjerne den administrative byrde og de omkostninger, der er forbundet med behandlingen af papirudgaven af momsfritagelsesattesten. De fleste af omkostningerne til gennemførelse og drift af den digitale løsning, der anslås til 2,9 mio. EUR, vil blive afholdt af Kommissionen og finansieres fuldt ud under Fiscalisprogrammet inden for dets planlagte midler i den nuværende flerårige finansielle ramme. Omkostningerne for medlemsstaterne, hovedsagelig i forbindelse med at give adgang til den centrale applikation, skønnes at være lave.

Den nye elektroniske attest vil ikke påvirke anvendelsesområdet for de momsfritagelser, der anvendes. Der vil derfor ikke være nogen indvirkning på EU-budgettet, da de egne indtægter baseret på bruttonationalindkomsten (BNI) ikke vil blive påvirket.

5.ANDRE FORHOLD

Forklarende dokumenter (for direktiver)

Forslaget kræver ingen forklarende dokumenter om gennemførelsen.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Artikel 1 har til formål at ændre momsdirektivet ved at give Kommissionen mulighed for i samråd med medlemsstaterne at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, der fastsætter en elektronisk attest, som bekræfter, at transaktionen opfylder betingelserne for en specifik fritagelse i henhold til momsdirektivets artikel 151, stk. 1, første afsnit, som udstedes af det fritagelsesberettigede organ/den fritagelsesberettigede enkeltperson, til hvem den afgiftsfritagne levering af varer eller ydelser foretages, og som sammen med værtsmedlemsstaten underskriver attesten elektronisk.

De nødvendige gennemførelsesretsakter skal indeholde de tekniske detaljer og specifikationer for det elektroniske format og behandlingen af attesten og vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011, til hvilket formål det udvalg, der er nedsat ved artikel 58 i Rådets forordning (EU) nr. 904/2010, skal anvendes.

På grund af det store antal igangværende IT-projekter kan medlemsstaterne alternativt anvende papirudgaven af attesten i bilag II til momsgennemførelsesforordningen for transaktioner, der foretages indtil den 30. juni 2030.

I erkendelse af, at virksomheder normalt ikke har adgang til de relevante oplysninger, præciseres det, at det, hvis betingelserne for fritagelse ikke er opfyldt eller ophører med at finde anvendelse, er det fritagelsesberettigede organ/den fritagelsesberettigede enkeltperson, der udsteder den elektroniske attest, som skal betale moms til den medlemsstat, hvor den skal betales.

For at give medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at gennemføre den nye elektroniske procedure, skal de nye regler anvendes fra den 1. juli 2026.

2024/0152 (CNS)

Forslag til

RÅDETS DIREKTIV

om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår den elektroniske momsfritagelsesattest

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 18 ,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg 19 ,

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

1)I henhold til artikel 51 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 20 skal den moms- og/eller punktafgiftsfritagelsesattest, der er fastsat i bilag II til nævnte gennemførelsesforordning, bekræfte, at en levering af varer eller ydelser til et fritagelsesberettiget organ/en fritagelsesberettiget enkeltperson opfylder betingelserne for fritagelse i henhold til artikel 151 i Rådets direktiv 2006/112/EF 21 . Gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 indeholder bestemmelser om en fritagelsesattest i papirform, der skal underskrives i hånden. Det er nødvendigt at digitalisere processen med at oprette og indsende fritagelsesattesten og erstatte papirdokumentet med et dokument i elektronisk format for at minimere bureaukratiet og den administrative byrde og reducere omkostningerne på lang sigt.

2)I betragtning af det store antal ressourcekrævende IT-projekter, som medlemsstaterne er involveret i, bør medlemsstaterne ud over det, der kræves for at skifte til en elektronisk fritagelsesattest, have fleksibilitet og tilstrækkelig tid til at fuldføre overgangen til den nye elektroniske procedure. Med henblik herpå bør de have mulighed for fortsat at anvende papirformularen i bilag II til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 for transaktioner, der foretages i en overgangsperiode.

3)Det er muligt, at et organ eller en enkeltperson, der er berettiget til fritagelse for sine indkøb i henhold til artikel 151 i direktiv 2006/112/EF, efter udstedelse af en fritagelsesattest kan blive klar over, at betingelserne for den pågældende fritagelse ikke er opfyldt eller vil ophøre med at være opfyldt. Sådanne oplysninger er normalt kun kendt af dette organ eller den pågældende enkeltperson, da vurderingen af, om disse betingelser er opfyldt, skal foretages på grundlag af den virksomhed, der udøves af det organ eller den person, til hvem leveringen finder sted, og af hvem disse varer eller tjenesteydelser skal anvendes. For at sikre retssikkerheden for afgiftspligtige personer og undgå unødige byrder for afgiftspligtige personer er det nødvendigt at præcisere, at den skyldige moms i sådanne tilfælde bør betales af det fritagelsesberettigede organ/den fritagelsesberettigede enkeltperson, der har udstedt fritagelsesattesten. Medlemsstaterne bør undgå unødvendige byrder i sådanne ekstraordinære tilfælde ved at tillade betaling af moms, uden at der er behov for en fuldstændig momsregistrering.

4)Om end den nuværende mulighed for papirudgaven af attesten bibeholdes, bør det være muligt for medlemsstaterne fortsat at fravige kravet om, at den elektroniske attest skal underskrives af værtsmedlemsstaten, på betingelser, som de kan fastsætte, og som kan trækkes tilbage i tilfælde af misbrug.

5)For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af artikel 151, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 22 .

6)Direktiv 2006/112/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

I artikel 151 i direktiv 2006/112/EF indsættes følgende som stykke 1a og 1b:    

"1a.    Medlemsstaterne anvender en elektronisk attest til at bekræfte, at en transaktion opfylder betingelserne for en undtagelse i henhold til stk. 1, første afsnit. Det fritagelsesberettigede organ/den fritagelsesberettigede enkeltperson, til hvem den afgiftsfritagne levering af varer eller ydelser foretages, udsteder attesten og underskriver den sammen med værtsmedlemsstaten elektronisk.

Hvis varerne eller ydelserne er beregnet til officiel brug, kan medlemsstaterne dispensere fritagelsesberettigede organer/enkeltpersoner fra kravet om, at attesten skal underskrives af værtsmedlemsstaten, på betingelser, som de selv fastsætter. Denne dispensation kan trækkes tilbage i tilfælde af misbrug. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om, hvilket kontaktpunkt der er udpeget til at identificere de tjenester, der er ansvarlige for at underskrive attesten ad elektronisk vej, og i hvilket omfang de dispenserer fra dette krav. Kommissionen videresender disse oplysninger til de øvrige medlemsstater.

Uanset første afsnit kan medlemsstaterne vælge at anvende papirudgaven af attesten i bilag II til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 * til enhver transaktion, der foretages indtil den 30. juni 2030.

Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter de tekniske detaljer og specifikationer for så vidt angår det elektroniske format for den i første afsnit omhandlede attest og behandlingen heraf. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011, og i den forbindelse er udvalget det udvalg, der er nedsat ved artikel 58 i forordning (EU) nr. 904/2010.

1b.    Hvis betingelserne for fritagelse i stk. 1, første afsnit, ikke er opfyldt eller ophører med at finde anvendelse, er det fritagelsesberettigede organ/den fritagelsesberettigede enkeltperson, der har udstedt og underskrevet attesten, forpligtet til at betale momsen til den medlemsstat, hvor den skal betales, jf. dog stk. 3.

______________________

*    Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 77 af 23.3.2011, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/282/oj).".

Artikel 2

1.Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktivs artikel 1 senest den 30. juni 2026. De meddeler straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktivs artikel 1.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem ( EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1 ), som ændret.
(2)    Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (omarbejdning) (EUT L 77 af 23.3.2011, s. 1).
(3)    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1506 af 8. september 2015 om fastlæggelse af specifikationer vedrørende formater for avancerede elektroniske signaturer og avancerede segl, som skal anerkendes af offentlige myndigheder i henhold til artikel 27, stk. 5, og artikel 37, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked ( EUT L 235 af 9.9.2015, s. 37 ).
(4)    Artikel 12, stk. 3, i Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (omarbejdning) (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2020/262/oj)
(5)    Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 af 7. oktober 2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift ( EUT L 268 af 12.10.2010, s. 1 ).
(6)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser ( EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13 ).
(7)    Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår fritagelser ved indførsel og visse leveringer i tilknytning til EU-foranstaltninger af almen interesse (COM(2021) 181 final).
(8)    Rådets direktiv (EU) 2021/1159 af 13. juli 2021 om ændring af direktiv 2006/112/EF, for så vidt angår midlertidige fritagelser ved indførsel og visse leveringer som reaktion på covid-19-pandemien ( EUT L 250 af 15.7.2021, s. 1 ).
(9)    Det Stående Udvalg for Administrativt Samarbejde.
(10)    Underudvalg vedrørende IT-anliggender.
(11)    Se teknisk studie, der er vedlagt som bilag til dokument SCIT 214.
(12)    Se arbejdsdokument SCAC-EG nr. 158 og referat af mødet, dokument SCAC-EG nr. 159.
(13)    Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/432 af 15. marts 2022 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 for så vidt angår attest for moms- og/eller punktafgiftsfritagelse ( EUT L 88 af 16.3.2022, s. 1 5 ).
(14)    Rådets direktiv (EU) 2019/2235 af 16. december 2019 om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem og direktiv 2008/118/EF om den generelle ordning for punktafgifter, for så vidt angår forsvarsindsatsen inden for Unionens rammer ( EUT L 336 af 30.12.2019, s. 1 0 ).
(15)    Rådets direktiv (EU) 2021/1159 af 13. juli 2021 om ændring af direktiv 2006/112/EF, for så vidt angår midlertidige fritagelser ved indførsel og visse leveringer som reaktion på covid-19-pandemien ( EUT L 250 af 15.7.2021, s. 1 ).
(16)     https://digital-strategy.ec.europa.eu/en/news/berlin-declaration-digital-society-and-value-based-digital-government  
(17)    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1506 af 8. september 2015 om fastlæggelse af specifikationer vedrørende formater for avancerede elektroniske signaturer og avancerede segl, som skal anerkendes af offentlige myndigheder i henhold til artikel 27, stk. 5, og artikel 37, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked ( EUT L 235 af 9.9.2015, s. 37 ).
(18)    EUT C,, s. .
(19)    EUT C,, s. .
(20)    Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 77 af 23.3.2011, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/282/oj ).
(21)    Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2006/112/oj ).
(22)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/182/oj ).
Top