EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 24.10.2023

COM(2023) 650 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Rapport om status over energiunionen 2023

















(i henhold til forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen)

{SWD(2023) 646 final}

Indledning og hovedpunkter

Sidste år, netop som verden begyndte at komme på fode igen efter den økonomiske krise, der blev udløst af den globale pandemi, stod Den Europæiske Union (EU) over for en af sine største udfordringer siden sin oprettelse som følge af krigen, der raser på vores kontinent, og den værste globale energikrise i årtier. Ukraine kom under et uberettiget og uprovokeret militært angreb, og Rusland anvendte energiforsyninger som våben med det formål at afbryde forsyningen af fossile brændstoffer til Europa og dermed skade vores økonomi.

Der var behov for en indsats for at spare energi, diversificere vores energiforsyning og fremskynde omstillingen til ren energi og dermed blive mindre afhængig af import af russiske fossile brændstoffer så hurtigt som muligt. EU og dets 27 medlemsstater gjorde en stærk, beslutsom og fælles indsats. Kommissionen foreslog REPowerEU-planen, som i løbet af året blev ledsaget af en række lovgivningsmæssige nødforanstaltninger, der blev vedtaget hurtigt. Sammen med EU formåede vi at undgå afbrydelser i energiforsyningen, det lykkedes os at lette presset på energimarkederne, og vi øgede forsyningen af ren vedvarende energi. I maj 2023 producerede EU for første gang i historien mere elektricitet med vind- og solenergi end med fossile brændstoffer.

Kort sagt er det lykkedes EU at undgå den værste af energikrisen. Samtidig har vi brugt krisen til at styrke vores mål om at fremskynde omstillingen til ren energi, som har til formål at gøre Europa til det første klimaneutrale kontinent senest i 2050. Den europæiske grønne pagt, EU's "reaktion på historiens krav" 1 , er nu ikke blot en klimamæssig nødvendighed og Europas vækststrategi 2 , men også en nødvendighed med hensyn til EU's energisikkerhed og -autonomi. Den europæiske grønne pagt er blevet et centralt element i vores overordnede økonomiske strategi og en vigtig katalysator for vækst og konkurrenceevne.

De værste konsekvenser af krisen kan nu ligge bag os, men der er ingen grund til at hvile på laurbærrene. Energimarkederne er fortsat sårbare, subsidierne til fossile brændstoffer er steget under krisen, inflationen er stadig høj, vores kritiske infrastruktur skal beskyttes, herunder mod sabotage, og krisens virkninger viser risikoen forbundet med afhængighed af upålidelige kilder. På længere sigt er EU nødt til fortsat at sikre økonomisk overkommelig, pålidelig og tilgængelig energi til husholdningerne og styrke industriens og økonomiens industrielle og økonomiske konkurrenceevne for fortsat at være en central global aktør. Energikrisen og forstyrrelserne i forsyningskæden i de seneste to år viser, hvor vigtigt det er at opskalere produktionskapaciteten i EU's nettonulindustri og styrke dens konkurrenceevne. I forordningen om nettonulindustri 3 foreslog Kommissionen vigtige reformer for at øge produktionskapaciteten i EU, som skal suppleres med foranstaltninger til bedre at beskytte vores industri mod markedsforvridninger forårsaget af tredjelande. En stærk europæisk cleantechindustri er afgørende for EU's fremtid.

Den årlige rapport om status over energiunionen er sammen med de ledsagende rapporter et vigtigt instrument til at gøre status over EU's fremskridt hen imod målsætningerne for energiunionen 4 og omstillingen til ren energi i overensstemmelse med energi- og klimamålene. I dette års rapport ses tilbage på, hvordan EU reagerede på hidtil usete kriser og udfordringer i den nuværende Kommissions mandatperiode, og der ses på de resterende udfordringer.

Rapporten er inddelt i tre dele: Første del indeholder en beskrivelse af, hvordan de høje klima- og miljøambitioner i den europæiske grønne pagt dannede grundlag for EU's kriseresponsstrategi og en strategi for vækst og konkurrenceevne. I anden del analyseres status for gennemførelsen af energiunionens fem dimensioner på grundlag af Kommissionens vurdering af medlemsstaternes statusrapporter om deres nationale energi- og klimaplaner. Den sidste del peger i retning af fremtidige udfordringer for EU's energisystem og energipolitik.

Sammen med denne rapport offentliggøres en række ledsagende rapporter som beskrevet nedenfor. De giver en mere dybdegående vurdering af fremskridtene med energiunionens initiativer inden for dens fem dimensioner og omstillingen til ren energi.

-Vurdering af fremskridtene hen imod målsætningerne for energiunionen og klimaindsatsen 5 6

-Statusrapport om konkurrenceevnen 2023 7

-Rapport om bæredygtig bioenergi i henhold til forordning (EU) 2018/1999 8

-Rapport om renovering af den nationale masse af beboelsesejendomme og erhvervsbygninger og om næsten energineutrale bygninger i henhold til forordning (EU) 2018/1999 9

-Rapport om gennemførelsen af elektricitetsdirektivet (direktiv (EU) 2019/944) 10

-Rapport om energisubsidier i EU 2023 11

-Statusrapport om klimaindsatsen 12

-Rapport om kvotemarkedets funktion i 2022 13

-Rapport om kvaliteten af benzin og diesel til brug for vejtransport 14

-Rapport om gennemførelse af direktiv 2009/31/EF om geologisk lagring af kuldioxid 15

1. DEN EUROPÆISKE GRØNNE PAGT SOM VÆKSTSTRATEGI OG KRISERESPONS: PÅ VEJEN MOD KLIMANEUTRALITET

1.1    Den europæiske grønne pagt og energiunionen: status og fremskridt i kølvandet på kriser

Helt tilbage fra starten af den europæiske integration har energi spillet en central rolle. I 1952 oprettede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EU's forgænger, et indre marked for kul og stål ved at samle den vigtigste energikilde på daværende tidspunkt. Et par år senere blev Euratom og Romtraktaten (1957) oprettet for at skabe et fælles marked for udvikling af fredelige anvendelser af kerneenergi. I 1990'erne blev vedvarende energi sat på den europæiske dagsorden med de første vejledende mål. Lissabontraktaten (2007) nedfældede energipolitikken i EU-traktaterne som et område med delt kompetence mellem medlemsstaterne og EU. Siden da er dens betydning steget støt, hvilket den nuværende Kommissions dagsorden også vidner om.

Figur 1: Tidslinje siden den nuværende Kommissions tiltrædelse 19

Kort efter sin tiltrædelse bebudede kommissionsformand Ursula von der Leyen den europæiske grønne pagt 20 som en overordnet politisk prioritet. Kommissionen forpligtede sig til at tackle energi-, klima- og miljømæssige udfordringer og opnå klimaneutralitet senest i 2050 i overensstemmelse med Parisaftalen. I henhold til den europæiske klimalov 21 skal EU's økonomi reducere sine drivhusgasemissioner med mindst 55 % i forhold til niveauet i 1990 senest i 2030, og EU skal være klimaneutral inden 2050. Dette kræver en omstilling af EU til et samfund, der beskytter sin naturkapital, med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi baseret på ren energi. For at nå dette mål spiller omstillingen af energisystemet en afgørende rolle, da produktion og anvendelse af energi tegner sig for mere end 75 % af EU's drivhusgasemissioner. Energiunionen støtter omstillingen til ren energi, da den forener alle aspekter af energipolitikken i en sammenhængende, integreret tilgang. Energiunionen er baseret på fem dimensioner: 1) sikkerhed, solidaritet og tillid, 2) et fuldt integreret indre energimarked, 3) energieffektivitet, (4) klimaindsats og dekarbonisering af økonomien og 5) forskning, innovation og konkurrenceevne. Alle dimensioner er afgørende for den europæiske grønne pagt og for EU's erklærede ambition om at være global leder ved håndteringen af udfordringen med klimaændringer og miljøforringelse ved at foregå med et troværdigt eksempel for energiomstillingen.

Kun fire måneder efter Kommissionens tiltrædelse markerede udbruddet af covid-19-pandemien et vendepunkt i det planlagte arbejde, og Kommissionen gik over til krisestyring. Omfattende nedlukninger forårsagede en alvorlig økonomisk krise. Kommissionen traf en strategisk beslutning om at fremskynde omstillingen af økonomien og samfundet og anvende den europæiske grønne pagt som en genopretnings- og vækststrategi.

Kommissionen udformede NextGenerationEU-genopretningsinstrumentet 22 , hvorigennem den rejser midler gennem låntagning på kapitalmarkederne på vegne af EU som helhed i et hidtil uset omfang. Det gør det muligt for Kommissionen at tilbyde mere attraktive vilkår, som kommer modtagerne af Kommissionens finansieringsprogrammer til gode. Det betyder, at EU kan yde lån til medlemsstaterne under genopretnings- og resiliensfaciliteten i overensstemmelse med EU's kreditvurdering og skala som udsteder. Under dette instrument er EU blevet den største udsteder af grønne obligationer på verdensplan. Mindst 37 % af genopretnings- og resiliensfaciliteten er rettet mod reformer og investeringer i grønne teknologier og kapaciteter, herunder inden for bæredygtig mobilitet, energieffektivitet, vedvarende energi, tilpasning til klimaændringer, den cirkulære økonomi og biodiversitet. Dette har muliggjort massive investeringer i omstillingen til ren energi, samtidig med at konsekvenserne af den økonomiske krise blev lettet.

Samtidig med at Kommissionen fremmer genopretningen efter krisen og kanaliserer yderligere investeringer i retning af målene i den europæiske grønne pagt, har den iværksat en række lovgivningsmæssige foranstaltninger for at gøre fremskridt med omstillingen til ren energi og dens øgede klimamål for 2030. I juli og december 2021 foreslog Kommissionen "Fit for 55"-pakken, en række forslag til revision og ajourføring af EU's energi-, klima- og biodiversitetslovgivning. Den omfattede bl.a. forslag til direktivet om vedvarende energi 23 , direktivet om energieffektivitet 24 , energibeskatningsdirektivet 25 , direktivet om bygningers energimæssige ydeevne 26 , pakken om markeder for brint og dekarboniseret gas 27 , forordningen om reduktion af metanemissioner i energisektoren 28 , en social klimafond 29 og en række andre forslag, der har til formål at styrke princippet om, at forureneren betaler, og biodiversitetsaspekter og at forøge naturlige kulstofdræn. Forhandlingerne om disse vigtige sager har gjort betydelige fremskridt og er i vid udstrækning allerede afsluttet i 2023. Medlovgiverne godkendte et højere mål for vedvarende energi og et højere energieffektivitetsmål. Forhandlingerne om bygningers energimæssige ydeevne og lovgivningen om brintmarkedet og dekarboniseret gasmarked er i gang, og medlovgiverne sigter mod at nå frem til en aftale inden udgangen af 2023. Forhandlingerne om energibeskatningsdirektivet er også i gang og forventes afsluttet i 2024.

I februar 2022 begyndte Ruslands uberettigede og uprovokerede angrebskrig mod Ukraine. Sammen med forudgående russisk manipulation af brændstofforsyninger og -priser som et middel til at lægge pres på Europa bidrog dette til den alvorlige energipriskrise, der allerede var begyndt at udvikle sig i efteråret 2021. Energipriserne toppede i august 2022 med 294 EUR pr. MWh for gas og 474 EUR pr. MWh for elektricitet 30 , hvilket øgede leveomkostningerne betydeligt, svækkede EU-virksomhedernes globale konkurrenceevne og begrænsede produktionen i energiintensive industrier 31 . EU og dets medlemsstater stod igen sammen og blev enige om at udfase EU's afhængighed af russiske fossile brændstoffer senest i 2027. Medlemsstaterne gennemførte forskellige foranstaltninger for at afbøde virkningerne af høje energipriser, navnlig gennem direkte støtte til de endelige forbrugere. Desuden tilskyndede medlemsstaterne til energibesparelser og greb ind på både engros- og detailmarkederne for energi 32 .

Kommissionen ledede EU's reaktion på energikrisen og vedtog i maj 2022 REPowerEU-planen 33 , herunder en strategi for EU's eksterne engagement på energiområdet 34 . Den havde som mål at spare energi og håndtere høje energipriser, diversificere energiforsyningen og fremskynde omstillingen til ren energi yderligere, idet det endelige mål var at bringe afhængigheden af import af russiske fossile brændstoffer til ophør senest i 2027.

REPowerEU-planen øgede også finansieringsmulighederne under genopretnings- og resiliensfaciliteten, som blev det vigtigste instrument til at kanalisere EU-midler til støtte for REPowerEU-målene. Efter vedtagelsen af REPowerEU-forordningen 35 forventedes medlemsstaterne at indgive særlige nye kapitler 36 som led i deres ajourførte genopretnings- og resiliensplaner, hvori de skitserer reformer og investeringer, der har til formål at øge modstandsdygtigheden, sikkerheden og bæredygtigheden i EU's energisystem. Indtil videre har medlemsstaterne inden for rammerne af de eksisterende planer øremærket 50 % af deres tildeling, dvs. i alt 252 mia. EUR, til foranstaltninger, der bidrager til klimamålet og dermed støtter REPowerEU-målene og energiuafhængigheden.

Ud over REPowerEU-planen og forordningen om gaslagring 37 , som var den første lovgivning, der blev foreslået som reaktion på krisen i marts 2022, foreslog Kommissionen og vedtog Rådet på rekordtid flere nødlovgivningsinitiativer i henhold til artikel 122 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) i løbet af 2022 for at afbøde energikrisens virkninger i industrien og husholdningerne. Disse omfattede forordningen om reduktion af gasefterspørgslen 38 , forordningen om håndtering af høje energipriser 39 , solidaritetsforordningen 40 , markedskorrektionsmekanismen 41 og forordningen om en ramme for fremskyndelse af udbredelsen af vedvarende energi 42 . Disse initiativer bidrog til at sikre gasforsyningssikkerheden ved at reducere efterspørgslen efter gas med 18 % og elektricitet (i spidsbelastningsperioder) og fremskynde udbredelsen af vedvarende energi. De havde også til formål at omdirigere energiproducenternes ekstraordinære fortjeneste til forbrugerne og industrien, reducere uforholdsmæssigt store prisstigninger og styrke solidariteten mellem medlemsstaterne, således at en medlemsstat træder til, når en anden medlemsstat risikerer at stå i en situation med gasforsyningsknaphed. Medlemsstaterne besluttede at samle deres efterspørgsel efter gas gennem EU's nyoprettede energiplatform 43 og tage de første skridt i retning af fælles indkøb gennem AggregateEU, mekanismen til efterspørgselsaggregering. Forordningen om reduktion af gasefterspørgslen er i mellemtiden blevet forlænget. Andre foranstaltninger vedtaget i henhold til artikel 122 i TEUF har vist sig at være nyttige på lang sigt og indgår allerede eller vil i fremtiden kunne indgå i permanent lovgivning.

Samtidig støttede EU Ukraines energisystem ‏ved at stille 4 969 elgeneratorer og 2 507 transformere til rådighed gennem EU's civilbeskyttelsesmekanisme, Energifællesskabets sekretariats oprettelse af en energistøttefond for Ukraine med nuværende donortilsagn på 218 mio. EUR, donation af 5 700 solpaneler og stabilisering af Ukraines og Moldovas elektricitetssystemer gennem synkronisering med det kontinentale europæiske net. EU støttede også Ukraine med over 54,8 mio. EUR i materiel bistand og bistand forbundet med nuklear sikkerhed. Sammen med Energifællesskabet støtter Kommissionen Ukraine, Moldova og Vestbalkan i deres fortsatte tilpasning til gældende EU-ret, hvilket er et vigtigt skridt i forberedelserne til fremtidig tiltrædelse af EU. Gennem internationale koordineringsmekanismer såsom G7+-koordinationsgruppen koordinerer EU reaktionen på Ruslands målrettede destruktionskampagne rettet mod Ukraines energiinfrastruktur med globale aktører.

Et andet afgørende skridt, der blev taget for at opretholde strategisk autonomi, var at forberede sig på fremtiden ved at sikre forsyningssikkerhed med hensyn til nettonulteknologi og kritiske råstoffer til den dobbelte omstilling. Den nuværende geopolitiske kontekst har også øget konkurrencen i nettonulindustrien, og globale marked for vigtige masseproducerede nettonulteknologier forventes at tredobles frem til 2030 med en årlig værdi på ca. 600 mia. EUR. Desuden har flere lande uden for EU iværksat initiativer 44 for at fremme udviklingen af indenlandske værdikæder for ren energiteknologi. Kombinationen af den direkte og indirekte virkning af høje energipriser og den økonomiske og geopolitiske uro førte til stigende produktions- og installationsomkostninger for vindenergiprojekter og i mindre grad for solenergiprojekter 45 . Når man ser på værdikæderne for ren energi, er EU stærkt afhængig af lande uden for EU for at få adgang til materialer og produkter, der er afgørende for udbredelsen af rene energiteknologier, og EU afhænger af Kina i mindst ét trin i værdikæderne. Hvis man specifikt ser på solenergisektoren, var næsten alle solgte paneler i EU i 2022 importerede, og ca. 90 % kom fra Kina. I løbet af de sidste fem år er der blevet brugt 18,5 mia. EUR, dvs. 91 % af alle udgifter til import af solcellepaneler, på kinesiske produkter.

Industriplanen for den grønne pagt 46 , der blev vedtaget i februar 2023, skitserede planer, der skal sikre EU's industrielle lederskab inden for nettonulteknologi, og for overgangen fra at være nettoimportør til i højere grad at basere sig på et stærkt indenlandsk produktionsgrundlag gennem fremskyndet adgang til finansiering, forbedrede færdigheder og støtte til handel for at styrke vores konkurrenceevne inden for ren teknologi. De efterfølgende lovgivningsforslag, forordningen om nettonulindustri og retsakten om kritiske råstoffer 47 , blev fremsat for at forenkle den lovgivningsmæssige ramme, som er afgørende for at tiltrække investeringer, mindske EU's afhængighed af kraftigt koncentreret import og styrke de cirkulære tilgange til forsyningen med strategiske råstoffer. Begge retsakter forhandles i øjeblikket af medlovgiverne med henblik på at nå til enighed senest i december 2023. I tilknytning hertil giver statusrapporten om rene energiteknologiers konkurrenceevne fra 2023 48 , som ledsager denne rapport, indsigt i de vigtigste drivkræfter, muligheder og udfordringer for EU med hensyn til at styrke sin konkurrenceevne i nettonulindustrien og mere specifikt inden for strategiske nettonulteknologier. En yderligere indsats for at øge EU's konkurrenceevne i sektoren for ren teknologi omfatter en europæisk vindenergipakke, en nethandlingsplan, en række dialoger med industrien om omstillingen til ren energi og en revideret strategisk energiteknologiplan. Alle disse foranstaltninger har til formål at styrke EU's konkurrenceevne i sektoren for ren energi 49 og vil blive suppleret af Mario Draghis særlige rapport om europæisk konkurrenceevne i fremtiden.

Samtidig øger EU sin indsats for at bevæge sig i retning af en cirkulær økonomi, hvor den globale materialeudvinding og -anvendelse kan reduceres med en tredjedel 50 gennem bedre produktdesign, holdbarhed, genbrug og genanvendelse, hvilket alt sammen også vil mindske miljøpåvirkningen 51 . Retsakten om kritiske råstoffer vil tilskynde til genanvendelse af kritiske råstoffer med det formål at dække 15 % af EU's efterspørgsel efter sekundære råstoffer. Dette vil styrke Europas forsyningssikkerhed for kritiske råstoffer uden at skabe afhængighed andre steder.

EU arbejder fortsat på at styrke energiforbrugerne og sikre, at de drager fordel af udbredelsen af billige vedvarende energikilder i hele EU's energisystem. I marts 2023 foreslog Kommissionen en målrettet reform af udformningen af elektricitetsmarkedet 52 og af forordningen om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne 53 med det formål at gøre EU's industri renere og mere konkurrencedygtig og omfatte strukturelle foranstaltninger for at styrke og beskytte forbrugerne og mindske gassens dominerende indflydelse på elpriserne. Den foreslåede reform vil fremme konkurrencedygtige markeder og gennemsigtig prisfastsættelse. EU's forbrugere og industri vil blive bedre beskyttet mod markedsmanipulation og -misbrug, da EU's Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) vil få en styrket rolle. Medlovgiverne sigter mod at afslutte forhandlingerne inden udgangen af 2023.

Overkommelige energipriser er en vigtig målsætning for energiunionen og spiller en afgørende rolle i den europæiske grønne pagt og kriseberedskabsforanstaltninger. For at sikre, at omstillingen til ren energi ikke lader nogen person, sektor eller region i stikken, er denne politiske ramme vigtigere end nogensinde.

Allerede inden energikrisen havde Kommissionen foreslået flere tiltag for at sikre, at alle er med i den grønne omstilling, og et vigtigt initiativ er mekanismen for retfærdig omstilling 54 . Sammen med initiativet om kulregioner under omstilling yder Kommissionen fortsat støtte til de regioner, der er mest berørt af omstillingen til klimaneutralitet. Ved udgangen af oktober 2023 havde 27 medlemsstater forelagt 70 territoriale planer for retfærdig omstilling med detaljerede oplysninger om deres omstilling frem til 2030 i overensstemmelse med de nationale energi- og klimaplaner. Platformen for retfærdig omstilling yder skræddersyet, behovsbaseret bistand og kapacitetsopbygning til kul- og kulstofintensive regioner og støtter gennemførelsen af Fonden for Retfærdig Omstilling.

Den Sociale Klimafond har til formål at forebygge de negative virkninger, der kan opstå som følge af EU's nye emissionshandelssystem, som udvider CO2-prissætningsinstrumentet til at omfatte emissioner fra bygninger, vejtransport og brændselsforbrænding i industrien, der ikke er omfattet af det eksisterende emissionshandelssystem. Den Sociale Klimafond, der blev vedtaget i april 2023, vil yde ca. 86,7 mia. EUR i støtte til medlemsstaterne i perioden 2026-2032 for at støtte sårbare husstande, mikrovirksomheder og transportbrugere ved at hjælpe dem med at investere i bygningers energieffektivitet, dekarbonisere opvarmning og køling af bygninger og skifte til mere vedvarende energi og give bedre adgang til nul- og lavemissionsmobilitet og -transport. Medlemsstaterne vil også have mulighed for at bruge en del af midlerne på midlertidig direkte indkomststøtte.

I ajourføringen af direktivet om energieffektivitet er der også større fokus på at afhjælpe energifattigdom og styrke forbrugernes stilling. De nye bestemmelser indeholder den første EU-definition af "energifattigdom" nogensinde og pålægger medlemsstaterne at prioritere personer, der er berørt af energifattigdom, sårbare kunder, lavindkomsthusstande og, hvor det er relevant, personer, der bor i socialt boligbyggeri, når de gennemfører energieffektivitetsforanstaltninger,

Under energikrisen var mange husholdninger ude af stand til at betale deres energiregninger. Resultattavlen for forbrugervilkår 2023 55 viser, at 16 % af de europæiske forbrugere oplevede vanskeligheder med at betale deres energiregninger i 2022, og 71 % af dem ændrede vaner for at spare energi. I 2022 påvirkede energifattigdom, målt ved manglende evne til at holde boligen tilstrækkelig varm, 9,3 % af EU's befolkning, dvs. ca. 40 millioner mennesker 56 ,, mod ca. 30 millioner i 2021. Modelleringsresultaterne 57 viser, at energifattigdommen som følge af ændringer i energipriserne mellem august 2021 og januar 2023 (sammenlignet med de foregående 18 måneder) ville have været endnu større i hele EU uden de politiske tiltag. Blandt de nødlovgivningsinitiativer i 2022, der havde til formål at beskytte forbrugerne mod høje energipriser, foreslog Kommissionen også en solidaritetsforordning, som afbødede indvirkningen på prisen på gas ved at håndtere efterspørgslen, og markedskorrektionsmekanismen, som begrænsede priserne på EU's gasmarkeder.

I oktober 2022 foreslog Kommissionen at støtte foranstaltninger til at opnå overkommelige energipriser, som gav medlemsstaterne mulighed for at anvende ubrugte midler fra samhørighedspolitikken under deres tildeling for 2014-2020 til at yde direkte støtte til sårbare familier og små og mellemstore virksomheder. Medlemsstaterne indførte ordninger til beskyttelse af forbrugere og virksomheder baseret på tilpassede statsstøtteregler (midlertidige krise- og omstillingsrammebestemmelser) og andre socialpolitiske foranstaltninger. I 2022 anslås det samlede udbetalte beløb til energisubsidier til 93 mia. EUR for husholdninger og til 53 mia. EUR for industrien. De samlede energisubsidier i 2022 anslås til 390 mia. EUR.

Kommissionen offentliggjorde også en henstilling om energifattigdom 58 og spillede en rolle i centrale interessenter i energisektorens 59 undertegnelse af en fælles erklæring om øget forbrugerbeskyttelse. Endelig nedsatte Kommissionen formelt en koordinationsgruppe vedrørende energifattigdom, hvor medlemsstaterne kan udveksle god praksis og løsninger, der hjælper de mest sårbare grupper i samfundet med at navigere i krisen.

Ifølge Det Internationale Energiagentur havde stigningen i forsyningen af vedvarende energi positive virkninger for forbrugerne, da engrospriserne på elektricitet ville have været 8 % højere på alle europæiske markeder uden den yderligere installerede kapacitet. Som følge af den yderligere installerede solcelle- og vindkapacitet forventes EU's forbrugere at spare ca. 100 mia. EUR fra 2021 til 2023 60 . Samtidig øgede høje energipriser forbrugernes interesse for kollektive ordninger for egetforbrug.

Medlemsstaterne gjorde fremskridt med gennemførelsen af de lovgivningsmæssige bestemmelser for energifællesskaber, og Kommissionen foreslog en yderligere udvidelse af forbrugerindflydelsen.

Figur 2: Opdeling af foranstaltninger rettet mod prisoverkommelighed. Kilde: ACER – High-level Analysis of Energy Emergency Measures, 20 March 2023 [ link ]

EU's beslutsomme og fælles indsats og gunstige vilkår (f.eks. mild vinter, lavere energiefterspørgsel i Asien) bidrog til at mindske virkningerne af energikrisen. Efter at have nået et højdepunkt i august 2022 faldt naturgaspriserne til gennemsnitligt EUR 44 pr. MWh og elpriserne til gennemsnitligt 107 EUR pr. MWh fra januar til juni 2023 61 . Som reaktion på Ruslands aggression indførte EU restriktive foranstaltninger over for Rusland, herunder et fuldstændigt forbud mod import af kul og et forbud mod import af olie ad søvejen. EU udfasede importen af russisk kul fuldstændigt, reducerede sin afhængighed af russisk olie med ca. 90 %, og importen af russisk gas faldt med 75 % mellem marts 2021 og marts 2023. Samlet set reducerede EU sin energiafhængighed af Rusland og undgik energiafbrydelser. EU er dog nødt til at være årvågen og fortsat reducere energiafhængigheden, da der stadig er risiko for afbrydelser i energiforsyningen og deraf følgende prisstigninger.

1.2 EU's energisystem forud for vinteren 2023-2024: Energisikkerhedssituationen i EU og dets medlemsstater

Forud for vinteren 2023-2024 er EU godt forberedt på at sikre energisikkerheden takket være tilgængeligheden af forskellige energikilder, fyldte gaslagerfaciliteter, reduceret energiefterspørgsel og stadig mere diversificerede energileverandører.

Der er dog stadig risici såsom et muligt fuldstændigt stop for rørledningsimport og angreb på kritisk infrastruktur. Hyppigere ekstreme vejrforhold kan også påvirke energisystemet og energisikkerheden. En afbalanceret tilgang og solidaritet mellem medlemsstaterne vil fortsat spille en central rolle i EU's kollektive modstandsdygtighed.

De foranstaltninger, der blev vedtaget i 2022, har lettet presset på energimarkederne og gaspriserne betydeligt. Gaspriserne er dog stadig højere end i perioden 2015-2019, hvor gaspriserne i gennemsnit lå på 15-20 EUR pr. MWh. Priserne er fortsat svingende og reagerer på enhver forstyrrelse på det globale marked, hvilket illustreres af den seneste stigning i gaspriserne som følge af krisen i Mellemøsten og den midlertidige lukning af et gasfelt i Israel samt den lækage, der er konstateret på en gasrørledning i Østersøområdet, der forbinder Finland med Estland. EU er nødt til at være årvågen, da den kumulative virkning af disse begivenheder kombineret med markedsusikkerhed kan påvirke de europæiske og globale energimarkeder.

Energiforsyning med reduceret import fra Rusland

I 2022 og 2023 var EU's energisystem mere udfordret end nogensinde, men det lykkedes EU at opretholde og endda øge energiforsyningssikkerheden. Den hurtige og vellykkede gennemførelse af REPowerEU-planen har bidraget til at reducere andelen af russisk gas i EU's import væsentligt og samtidig sikret tilstrækkelig gas i perioder med høj efterspørgsel og presset energipriserne ned fra historiske højder.

Figur 3: Sammensætning af naturgasimporten (rørledning og LNG) for perioden 2021-2023. Kilde: ENER's cheføkonomgruppe, baseret på data fra JRC, ENTSO-G og Refinitiv

For naturgas er forsyningssikkerheden blevet væsentligt forbedret i løbet af det seneste år, og EU er godt på vej til at opfylde REPowerEU-målet om at være uafhængig af russiske fossile brændstoffer senest i 2027. I 2022 faldt den samlede import af russisk gas (LNG og naturgas via rørledninger) til 80 mia. m³ (24 % af EU's import) sammenlignet med en årlig import før krisen på 155 mia. m³ (45 %). Selv om LNG-importen fra Rusland er steget siden 2021, udgør den en meget lille del af den samlede gasimport. Den samlede import falder yderligere i 2023 og forventes at ligge på ca. 40-45 mia. m³. I juni 2023 var blot 8 % af gasimporten naturgas importeret via russiske rørledninger sammenlignet med over 50 % før angrebskrigen 62 . Takket være den betydelige diversificeringsindsats og reduktion af efterspørgslen har EU været i stand til at kompensere for alle de manglende russiske forsyninger. Den nye lagringspolitik sikrede ikke blot energisikkerheden for vinteren 2022-2023, men sikrer også en mere komfortabel situation den kommende vinter.

Figur 4: Andel af russisk rørledningsgas i EU's samlede import af naturgas. Kilde: ENER's cheføkonomgruppe, baseret på data fra JRC, ENTSO-G, Refinitiv

Forordningen om gaslagring 63 , der blev vedtaget i juni 2022, bidrog til en historisk høj lagerfyldning på 95 % i november 2022, der oversteg målet om et fyldningsniveau på 80 %. EU nåede op på over 56 % af lagerfyldningsniveauet ved udgangen af fyringssæsonen 2022-2023, og målet for fyldning af gaslagre på 90 % blev nået den 18. august 2023, mere end to måneder før fristen i november.

Importen af russisk olie til EU er faldet med 90 % siden marts 2022 uden væsentlige konsekvenser for EU's økonomi. Medlemsstaterne har beredskabsolielagre i overensstemmelse med EU-lovgivningen. EU's

sanktioner og G7-prisloftet for olie importeret fra Rusland påvirkede ikke EU's olieforsyningssikkerhed og havde den tilsigtede virkning, nemlig at begrænse russiske olieindtægter. I sin 11. sanktionspakke indførte EU værktøjer til at forhindre omgåelse for at forhindre import af olieprodukter produceret i andre lande fra russisk olie eller produkter af ukendt oprindelse 64 . Kommissionen overvåger nøje oliemarkederne sammen med medlemsstaternes eksperter i oliekoordinationsgruppen, da yderligere nedskæringer fra OPEC's og Ruslands side kan øge knapheden på markedet. Selv om medlemsstaterne har store beredskabsolielagre, navnlig af dieselolie, må det erkendes, at de kumulative virkninger af de seneste begivenheder potentielt kan påvirke EU's forsyningssikkerhed og de globale energimarkeder.

I lyset af energikrisen øgede og fremskyndede EU installationen af vedvarende energiteknologier, hvilket styrkede EU's energiforsyning og i afgørende grad understøtter et ophør af importen af russiske fossile brændstoffer på lang sigt. På grundlag af REPowerEU vedtog EU forordningen om en ramme for fremskyndelse af udbredelsen af vedvarende energi 65 , som forenklede og fremskyndede tilladelsesprocedurerne for vedvarende energi ved at fokusere på bestemte teknologier og projekter, som har det største potentiale for hurtig udbredelse, f.eks. solcellepaneler på kunstige strukturer og varmepumper samt repowering. I 2022 blev der installeret 57 GW ny kapacitet for vedvarende energi, primært solpaneler og vindmøller. I begge sektorer er dette ca. 50 % mere end i 2021. Dette mere end opvejede den lave vandkraftproduktion i 2022 (12 % af den samlede elproduktion), selv om den steg til gennemsnitsniveauer i 2023 på grund af øget nedbør og højere vandstande i reservoir 66 . I sektoren for varme fra vedvarende energikilder steg anvendelsen af varmepumper med 39 % i forhold til 2021 67 . Markedet for solvarme steg med næsten 12 % 68 . Elproduktionen fra faste biobrændstoffer var stabil og tegnede sig for ca. 3 % af den samlede elproduktion (2,9 % i 2020 og 3,1 % i 2021). For energi til produktion af elektricitet og varme betragtet under ét er den vigtigste vedvarende energikilde i EU fortsat bioenergi (ca. 60 %). Samlet set er andelen af vedvarende energi i energimikset steget betydeligt i løbet af 2022 og 2023, og EU nåede til enighed om at fremskynde udbredelsen af vedvarende energi med et mål på 42,5 % i EU's energimiks senest i 2030 med en ambition om at nå op på 45 % 69 .

Figur 6: Andelen af vedvarende energi i elforsyningen i 2022. Kilde: ENER's cheføkonomgruppe, baseret på data fra Fraunhofer, ENTSO-E

Energiomstillingen bidrager også til at bekæmpe luftforurening og reducere de dermed forbundne for tidlige dødsfald og virkninger for økosystemet. Ifølge den tredje rapport om perspektiverne for ren luft 70 vil den fremskyndede udrulning af vind- og solenergi takket være REPowerEU give langsigtede fordele for ren luft 71 .

Kerneenergi bidrager fortsat til elforsyningssikkerheden. I 2023 genererede den ca. 24 % af den samlede elproduktion i EU (23 % i 2022 og 26 % i 2021). EU's atomkraftværker er aldrende, og der dukker nye avancerede nukleare teknologier op såsom små modulære reaktorer, der kræver betydelige investeringer i denne sektor. På denne baggrund har Kommissionen vedtaget foranstaltninger til forbedring af investeringsklimaet for langsigtet drift og ny kapacitet 72 . I denne situation skal medlemsstater med atomkraft som en del af deres energimiks træffe rettidige beslutninger om investeringer i langsigtet drift af eksisterende kernekraftværker og passende sikkerheds- og effektivitetsforbedringer.

Kommissionen og Euratoms Forsyningsagentur øgede også i tæt samarbejde med alle relevante interessenter i de berørte medlemsstater og ligesindede internationale partnere deres bestræbelser på at tilskynde til fortsat diversificering af forsyningen af nukleart brændsel og tjenester i forbindelse med det nukleare brændselskredsløb med det formål at bevæge sig hen imod mere pålidelige ikkerussiske leverandører 73 . Målet er at afbøde risiciene i nogle medlemsstater forbundet med afhængigheden af russiske forsyninger af nukleart brændsel og tjenester i forbindelse med det nukleare brændselskredsløb og af reservedele og vedligeholdelse ved at sikre tilgængeligheden af brændsel og alternative nukleare forsyninger.

Energiefterspørgsel

Kommissionen foreslog flere foranstaltninger for at spare energi og reducere energiforbruget i overensstemmelse med princippet om "energieffektivitet først". I maj 2022 skitserede Kommissionen i sin meddelelse EU 'Save Energy' 74 mulige foranstaltninger, som medlemsstaterne kunne anvende for at reducere energiforbruget og øge energieffektiviteten i bygninger og industrien og inden for transport. Dette blev suppleret af Energy Saving Sprint 75 — et initiativ iværksat af Kommissionen, EU's borgmesterpagt og Det Europæiske Regionsudvalg for at hjælpe byerne med at træffe øjeblikkelige foranstaltninger i samme retning.

I 2022 nåede Rådet til enighed om et frivilligt mål for reduktion af gasefterspørgslen på 15 % (eller 45 mia. m³) inden foråret 2023, der blev overgået, idet efterspørgslen faldt med 18 % (eller 53 mia. m³), og alle sektorer reducerede deres gasefterspørgsel. På grundlag af disse erfaringer blev det frivillige mål forlænget til marts 2024 og anslås at spare omkring 60 mia. m³ gas. I oktober 2022 indførte Rådet ekstraordinære tidsbegrænsede foranstaltninger for at mindske efterspørgslen efter elektricitet og omfordele energisektorens usædvanligt høje indtægter til slutkunderne 76 . Forordningen fastsætter et mål om at reducere den samlede efterspørgsel efter elektricitet med 10 % og med mindst 5 % i spidsbelastningsperioder. Selv om efterspørgslen blev reduceret i spidsbelastningsperioder, var det en udfordring for medlemsstaterne at reducere det samlede elforbrug med 10 %.

Figur 7: Reduktion af efterspørgslen efter naturgas (august 2022-august 2023 i forhold til et femårigt gennemsnit). Kilde: Eurostat

EU har taget store skridt til at styrke lovgivningen for at øge energieffektiviteten. Med ajourføringen af direktivet om energieffektivitet 77 forventes EU at reducere det endelige energiforbrug på EU-plan med 11,7 % senest i 2030 i forhold til fremskrivningerne i referencescenariet for 2020. Desuden er der vedtaget nye regler for elektriske apparaters standbyforbrug 78 , og det europæiske produktregister for energimærkning 79  , der er et nyt værktøj, som den brede offentlighed og offentlige indkøbere kan bruge til at identificere effektive produkter, blev stillet til rådighed.

Diversificering af energikilder

Som følge af REPowerEU-planen og EU's bestræbelser på at udfase sin afhængighed af russiske fossile brændstoffer har EU i betydelig grad diversificeret sin energiforsyning. I april 2022 oprettede Kommissionen med mandat fra Det Europæiske Råd en EU-energiplatform 80 for at samle EU's efterspørgsel efter gas og koordinere frivillige fælles indkøb med henblik på at indgå gunstige kontrakter med ikkerussiske internationale leverandører. EU's energiplatform blev også åbnet for Georgien, Moldova, Ukraine og landene på Vestbalkan, og Ukraine, Moldova og Serbien har tilsluttet sig platformen. 

Platformen for efterspørgselsaggregering — AggregateEU — blev lanceret den 25. april 2023 med indtil videre tre vellykkede udbudsrunder i maj og juni/juli og september/oktober 2023. Disse tre runder aggregerede en samlet efterspørgsel på 44,75 mia. m³, modtagne bud på 52 mia. m³ og i alt 34.78 mia. m³ helt eller delvist matchede mellem udbud og efterspørgsel. Efterspørgslen fra EU-købere alene i de to første indkaldelser var dobbelt så høj som det obligatoriske mål på 13,5 mia. m³, der er fastsat i Rådets forordning (EU) 2022/2576. Omkring 170 virksomheder er tilmeldt EU's energiplatform, og de aggregerede mængder viser, at dette er et effektivt redskab til at udnytte EU's politiske og markedsmæssige vægt. I forbindelse med de interinstitutionelle forhandlinger om den foreslåede pakke om markederne for brint og dekarboniseret gas drøfter medlovgiverne mulighederne for at forlænge AggregateEU til indkøb af gas efter 2024 og udvide mekanismen til andre produkter såsom vedvarende brint og andre vedvarende gasser. 

Kommissionen har støttet medlemsstaterne i at afhjælpe de flaskehalse i gasinfrastrukturen, der er identificeret inden for rammerne af REPowerEU-planen, og i gennemførelsen af projekter af fælles interesse på den femte EU-liste, der er udvalgt i overensstemmelse med den tidligere forordning om den transeuropæiske energiinfrastruktur. Mange projekter støttes finansielt gennem Connecting Europe-faciliteten (CEF) og de samhørighedspolitiske fonde. Alene under CEF blev der ydet tilskud på 1,64 mia. EUR til energiinfrastrukturprojekter af fælles interesse i 2021 og 2022. De projekter af fælles interesse, der er afsluttet i de seneste måneder, har bragt alle medlemsstaters afhængighed af en enkelt energileverandør til ophør, og EU har gjort bemærkelsesværdige fremskridt med hensyn til at diversificere sine energiforsyninger og optimere den eksisterende naturgasinfrastruktur gennem rørledninger, f.eks. Baltic Pipe, gasforbindelsen mellem Polen og Slovakiet, gasforbindelsen mellem Grækenland og Bulgarien, der muliggør tilbagegående strømme mellem Frankrig og Tyskland og LNG-terminaler, f.eks. i Tyskland, Grækenland, Italien og Finland. Af hensyn til medlemsstaternes og regionernes energisikkerhed vil EU fortsat støtte kritiske projekter, som ikke er økonomisk levedygtige uden finansiel eller lovgivningsmæssig støtte fra EU, f.eks. gennem CEF, genopretnings- og resiliensfaciliteten, tilladelse af fremskyndelse og undtagelser, hvor det er relevant.

Desuden har Kommissionen arbejdet på at styrke forbindelserne med internationale partnere og diversificere sin import af gas og LNG hen imod mere pålidelige ikkerussiske leverandører. EU udvidede sin import af naturgas og LNG fra Norge og USA for at kompensere for den reducerede import fra Rusland. Med 49,3 mia. m³ blev LNG-importen fra USA mere end fordoblet i 2022 (2021: 18,9 mia. m³) Importen af rørledningsgas fra Norge steg fra 79,26 mia. m³ i 2021 til 86,69 mia. m³ i 2022, hvilket øgede Norges andel af EU's samlede import via rørledninger fra 30 % til 40 %. Kommissionen har en regelmæssig dialog med Nigeria, som er den største LNG-producent i Afrika. I juli 2023 blev der undertegnet nye aftalememoranda om samarbejde om energiomstilling med Uruguay og Argentina. I juli 2022 vedtog EU og Aserbajdsjan et nyt aftalememorandum om et strategisk partnerskab på energiområdet, og EU øgede gasforsyningerne fra dette land med 40 %. Begge parter blev enige om at fordoble gasforsyningen til EU senest i 2027 via den sydlige gaskorridor og at styrke deres samarbejde om ren energi, energieffektivitet, eltransmission og metanemissioner.

I Middelhavsområdet fortsatte Kommissionen samarbejdet med Egypten, Israel og East Mediterranean Gas Forum om gennemførelsen af det trilaterale aftalememorandum, som bidrog til at øge LNG-forsyningerne fra Egypten til EU fra 1,1 mia. m³ i 2021 til 4,2 mia. m³ i 2022. Kommissionen vil fortsat overvåge situationen i Mellemøsten og dens potentielle indvirkning på de globale energimarkeder. Samtidig fortsatte EU sin dialog med både Algeriet og Egypten om bestræbelserne på at reducere metanemissioner, herunder gennem gennemførelsen af "I indsamler/vi køber"-tilgangen, hvorved virksomheder vil kunne indsamle og sælge den genvundne gas, som ellers ville blive udluftet eller afbrændt. EU fortsatte sin dialog med Algeriet for at videreudvikle sit strategiske partnerskab på energiområdet. Algeriet er EU's vigtigste leverandør af naturgas i Middelhavsområdet og kan potentielt blive leverandør af kulstoffattig og vedvarende energi i fremtiden. Den samlede energiimport fra Algeriet faldt en smule i 2022 til 40,35 mia. m³ (2021: 44,1 mia. m³) Rørledningsimporten til Spanien faldt, mens importen til Italien steg 81 .

EU har til hensigt at øge forsyningen af vedvarende brint som led i et diversificeret og dekarboniseret energisystem, der er uafhængigt af import af russisk energi. Den foreslåede pakke om markeder for brint og dekarboniseret gas vil definere markedsstrukturen for brint og sikre lettere markedsadgang for vedvarende og kulstoffattige gasser. Den Europæiske Brintbank 82 vil bidrage til at overvinde de indledende investeringsudfordringer for vedvarende brint ved at dække omkostningshullet mellem vedvarende brint og fossile brændstoffer. Aggregeringen af efterspørgslen efter brint kan gøre det muligt at matche fremtidige producenter og aftagere af brint, og det vil bidrage til at udnytte EU's politiske og markedsmæssige vægt over for internationale brintproducenter og dermed føre til mere overkommelige priser. EU søger partnerskaber med lande i Middelhavsområdet, Nordsøregionen, Golfstaterne, Saudi-Arabien og Ukraine med henblik på eventuel import af vedvarende brint. EU har allerede indgået et partnerskab med Egypten i 2022 på COP27 i Sharm el-Sheikh for at lette udbredelsen af investeringer i og handel med vedvarende brint.

2.    STATUS OVER MEDLEMSSTATERNES FREMSKRIDT HEN IMOD ENERGI- OG KLIMAAMBITIONEN FOR 2030

Senest den 15. marts 2023 skulle medlemsstaterne for første gang på en integreret måde rapportere om deres fremskridt med gennemførelsen af deres nationale energi- og klimaplaner for 2020 for perioden 2021-2030. Denne rapportering omfattede fremskridtene hen imod deres mål, målsætninger og bidrag inden for energiunionens fem dimensioner, herunder med hensyn til drivhusgasemissioner og -optag, samt gennemførelsen eller ændringen af medlemsstaternes politikker og foranstaltninger og finansieringen heraf.

Desuden skulle medlemsstaterne rapportere om fremskridtene hen imod deres tilpasningsmål, indvirkningen af deres politikker og foranstaltninger på luftkvaliteten og mængden af luftforurenende stoffer og om de skridt, der er taget for at etablere en energi- og klimadialog på flere niveauer. På grundlag af deres rapporter har Kommissionen vurderet medlemsstaternes fremskridt med gennemførelsen af deres første nationale energi- og klimaplaner. Denne vurdering er afgørende for at gøre status over, hvor EU står med hensyn til at opfylde sine klima- og energiambitioner for 2030 83 . Arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager denne rapport, indeholder en fuldstændig vurdering. Desuden indeholder statusrapporten om klimaindsatsen en vurdering af de klimapolitiske fremskridt i henhold til forvaltningsforordningen 84 og den europæiske klimalov, herunder for første gang de kollektive fremskridt, som medlemsstaterne har gjort hen imod EU's mål om klimaneutralitet i 2050. 

Den integrerede karakter af rapporteringen er en betydelig reduktion af den administrative byrde for både Kommissionen og medlemsstaterne i forhold til de mange rapporterings- og vurderingsforpligtelser i henhold til energi- og klimalovgivningen, inden forvaltningsforordningen trådte i kraft. Denne integrerede rapportering har gjort det muligt at foretage en mere holistisk vurdering af fremskridtene hen imod energi- og klimamålene for 2030. Det forhold, at rapporteringen blev foretaget via en e-platform, bidrog væsentligt til at forenkle rapporteringsprocessen og øge sammenligneligheden af data og lette den efterfølgende gennemgang og vurdering.

Medlemsstaterne er i øjeblikket også i færd med at ajourføre deres nationale energi- og klimaplaner på grundlag af de fremskridt, der er gjort indtil nu. De skal nu afspejle nye bestemmelser og politikker ("Fit for 55"-pakken, en ændret geopolitisk situation siden de første nationale energi- og klimaplaner og EU's tiltag inden for rammerne af REPowerEU-planen) for at sikre, at de i fællesskab vil nå det øgede ambitionsniveau gennem politikker, der er baseret på troværdig og solid planlægning i medlemsstaterne.

2.1. Fremskridtene hen imod opfyldelsen af EU's og medlemsstaternes mål, målsætninger og bidrag fastsat for 2030

Efter den kraftige stigning i drivhusgasemissionerne i 2021 efter det hidtil usete fald i 2020 som følge af covid-19-pandemien forventes EU's emissioner i 2022 på ny at følge den 30-årige nedadgående tendens, der blev opnået før pandemien. Ifølge foreløbige data faldt EU's samlede indenlandske drivhusgasemissioner (undtagen fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) og international luftfart) med 2,4 % i 2022 i forhold til 2021, og EU's BNP voksede med 3,5 %. Dette svarer til en reduktion af drivhusgasemissionerne på 30,4 % i forhold til basisåret 1990 (eller 29 %, hvis den internationale luftfart medregnes). Det indberettede nettooptag af drivhusgasser fra LULUCF forventes også at stige en smule 85 . Som følge heraf forventes nettodrivhusgasemissionerne for 2022 (dvs. inklusiv LULUCF) at ligge 32,5 % under 1990-niveauet (eller 31,1 %, når international luftfart medregnes).

De seneste fremskrivninger af drivhusgasemissioner, som medlemsstaterne har indsendt, viser imidlertid betydelige mangler i forhold til EU's kollektive klimamål, selv hvis man tager yderligere foranstaltninger i betragtning. For at holde sig på rette spor mod EU's reduktionsmål for 2030 og klimaneutralitet senest i 2050 er EU nødt til at øge forandringstempoet og sætte større fokus på områder, hvor emissionerne skal reduceres betydeligt (f.eks. bygninger, transport), hvor der har været alt for langsomme fremskridt i den senere tid (inden for landbrug), eller hvor reduktionerne endda har bevæget sig i den forkerte retning i de seneste år (LULUCF) 86 .

For at tage højde for klimaændringer og skabe grundlag for en effektiv og informeret klimatilpasning i forbindelse med den øgede hyppighed og intensitet af ekstreme vejrforhold betragtede medlemsstaterne hedebølger, tørke, kraftigere storme og øget nedbør som en fare for energiunionen. Eksempler på sårbarheder og risici, der nævnes på tværs af energiunionens dimensioner, omfatter sårbarhed i energisystemet (f.eks. vandkraft i forhold til vandknaphed og tørke, atomkraft i forhold til stigende temperaturer i kølevand som følge af hedebølger, reduktionen af tilgængeligheden og kvaliteten af biomasse, netafbrydelser).

For at håndtere disse risici fastsætter medlemsstaterne både overordnede nationale og sektorspecifikke tilpasningsmål i tilknyttede sektorer såsom landbrug, bygninger, skovbrug, energi, infrastruktur og transport. 20 medlemsstater anførte tilpasningsmål, hvoraf størstedelen var i fuld overensstemmelse med de identificerede risici (14 fuldt ud, 6 delvist). Overvågnings- og evalueringsrammerne for tilpasningsmål er enten af nyere dato eller under udarbejdelse i medlemsstaterne og fungerer inden for rammerne af de nationale tilpasningsstrategier eller -planer, og der tages sjældent hensyn til synergier med energiunionens dimensioner som afspejlet i de nationale energi- og klimaplaner. 12 medlemsstater rapporterede klare fremskridt med gennemførelsen af tilpasningsforanstaltninger for hvert tilpasningsmål.

I 2021 nåede EU op på en andel af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug på 21,8 %, hvilket er en lille reduktion i forhold til 2020 (22 %) 87 . Mens forbruget af vedvarende energi i absolutte tal steg med ca. 5 % i forhold til 2020, med 220 804 Mtoe sammenlignet med 209 595 Mtoe året før, steg det samlede energiforbrug hurtigere, i takt med at den økonomiske aktivitet tog fart efter ophævelsen af covid-restriktionerne. Desuden faldt andelen af vedvarende energi i flere medlemsstater på grund af forsinkelser i gennemførelsen af reglerne i direktivet om vedvarende energi om bæredygtighedskriterier for bioenergi.

Hvad angår fremskridt på vejen mod 2030 ligger andelen på 21,8 % i 2021 en smule under målet for andelen i den vejledende forløbskurs på 22,2 % for 2022 88  baseret på det nuværende 2030-mål på 32 %. Baseret på det ajourførte mål på 42,5 % ville det imidlertid ligge mere end 2 procentpoint under niveauet i forløbskurven (milepælen ville være 24,05 %).

Den samlede andel af vedvarende energi er i gennemsnit steget med 0,67 procentpoint pr. år siden 2010. Det nye 2030-mål på 42,5 % (og i endnu højere grad det ambitiøse mål på 45 %) vil kræve en meget hurtigere vækst i de kommende år. Der har været særlig store fremskridt i elsektoren med en stigning i andelen af vedvarende energi fra 21,3 % i 2010 til 37,6 % i 2021. Fremskridtene inden for opvarmning og køling (fra 17 % til 22,9 %) og transport (fra 5,5 % til 9,1 %) var mere beskedne.

Andelen af vedvarende energi i 2021 varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket afspejler de forskellige udgangspositioner og nationale mål, der er fastsat for hver medlemsstat i det oprindelige direktiv om vedvarende energi, og de nationale bidrag, der er fastsat i de nationale energi- og klimaplaner. Sverige opnåede den højeste andel af vedvarende energi i 2021 (62,6 %) efterfulgt af Finland (43,1 %) og Letland (42,1 %). Med andele på højst 13 % havde Belgien, Irland, Luxembourg, Malta og Nederlandene de laveste andele af vedvarende energi. Flere medlemsstater oplevede betydelige fald i andelen, især Bulgarien med et fald på 6,3 procentpoint og Irland med et fald på 3,7 procentpoint (begge primært som følge af et fald inden for bioenergi). Andre, f.eks. Estland (med en stigning på næsten 8 procentpoint, delvis som følge af statistiske overførsler), oplevede store stigninger.

I betragtning af den nationale anvendelse og de statistiske overførsler, der på nuværende tidspunkt er givet meddelelse om, lå følgende medlemsstaters andel i 2021 under deres bindende 2020-mål for vedvarende energi i henhold til det oprindelige direktiv om vedvarende energi: Frankrig (3,7 procentpoint lavere end 2020-målet), Irland (3,5 procentpoint), Nederlandene (1 procentpoint) og Rumænien (0,6 procentpoint). Disse medlemsstater skal derfor inden for ét år træffe supplerende foranstaltninger for at afhjælpe denne underopfyldelse i løbet af ét år 89 .

EU opfyldte de 2020-målværdier for energieffektivitet, der er fastsat i direktivet om energieffektivitet, både hvad angår primærenergiforbrug og endeligt energiforbrug 90 . Værdierne er dog betydeligt påvirket af covid-19-krisen og nedlukningsforanstaltningerne, som begrænsede den samlede aktivitet og dermed reducerede energiefterspørgslen.

I 2021 var primærenergiforbruget i EU 1 311 Mtoe, hvilket er ca. 6 % højere end i 2020. Dette skyldes sandsynligvis genopretningen efter covid-19-krisen, selv om primærenergiforbruget fortsat var lavere end i 2019. Dette afspejler endnu ikke EU's kollektive indsats for at reducere energiefterspørgslen efter Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Hvis den nedadgående tendens fortsætter i de kommende år, tyder det på, at der er sket strukturelle forbedringer.

Det absolutte niveau for det endelige energiforbrug i 2021 faldt i 18 medlemsstater i forhold til 2005, mens det steg i otte medlemsstater, herunder med mere end 20 % i Litauen, Malta og Polen. I 2021 oplevede alle medlemsstater stigninger i det samlede endelige energiforbrug i forhold til 2020. Hvad angår fremskridt på vejen mod 2030 er værdierne for primærenergiforbruget og det endelige energiforbrug generelt stadig ikke i overensstemmelse med 2030-målene.

Indberettede nye årlige energibesparelser i henhold til energispareforpligtelsen i artikel 7 i direktiv om energieffektivitet beløber sig til 10 384 ktoe pr. år. Den tilsvarende mængde nye årlige besparelser, der svarer til målet på 0,8 % pr. år 91 , er 7 309 ktoe pr. år for de 25 medlemsstater, der indberettede. De indberettede besparelser er således 42,1 % højere end de krævede besparelser.

De få medlemsstater, der har indberettet data, har gjort visse fremskridt hen imod de 2030-mål for bygningsrenovering der er fastsat i de nationale langsigtede renoveringsstrategier 92 . Antallet af nye og renoverede næsten energineutrale bygninger, som blev standarden for nye bygninger i medlemsstaterne ved udgangen af 2020 93 , steg i gennemsnit med 80 % fra 2020 til 2021. Medlemsstaterne har også angivet en lang række milepæle og fremskridtsindikatorer, som er fastsat på nationalt plan, med fokus på forbedring af bygningsmassen og reduktion af dens energiforbrug. Indsatsen for at spore udviklingen i bygningsmassen skal øges. Forslaget 94 om at ajourføre direktivet om bygningers energimæssige ydeevne indeholder nyttige bestemmelser i denne henseende såsom om planer for renovering af bygninger og om oprettelse af nationale databaser for bygningers energimæssige ydeevne med oplysninger, der videregives til EU's overvågningsorgan for bygningsmassen hvert år 95 .

Generelt fastsatte de fleste medlemsstater nationale målsætninger og mål vedrørende energisikkerhed i de nationale energi- og klimaplaner for 2019. Disse målsætninger antager forskellige former og spænder bl.a. fra opførelse og anvendelse af energilagringsanlæg til opførelse af LNG-terminaler eller reduktion af afhængigheden af energiimport. Disse tilsagn styrker EU's energisikkerhed.

Kommissionen var ikke i stand til at vurdere EU's fremskridt hen imod diversificeringsmål og dermed energisikkerhed, da blot syv medlemsstater havde fastsat mål eller målsætninger på dette område. Næsten alle lande, der havde fastsat sådanne diversificeringsmål, havde dog gjort visse fremskridt.

Det samme gælder for reduktion af afhængigheden af energiimport fra tredjelande, da blot seks medlemsstater har fastsat kvantificerbare mål og målsætninger på dette område. Blandt de lande, der havde fastsat specifikke mål for importafhængighed, blev der ikke rapporteret om væsentlige fremskridt (f.eks. Grækenland), og i nogle lande var situationen endog blevet forværret (f.eks. Kroatien og Polen). Kun Bulgarien, Italien og Estland har gjort visse fremskridt. EU's afhængighed af import af fossile brændstoffer har stort set været stabil i de ni år, der går forud for rapporteringsperioden, da den kun steg med et procentpoint i 2021 i forhold til 2012. I denne indikator tages der ikke højde for konsekvenserne af den russiske invasion af Ukraine, da der kun er tilgængelige data frem til 2021. På grund af medlemsstaternes udfasning af importen af fossile brændstoffer fra Rusland har situationen sandsynligvis ændret sig betydeligt.

Fremskridtene inden 2021 hen imod målsætningen om at udvikle evnen til at håndtere begrænset eller afbrudt forsyning fra en energikilde syntes at være positive, da de fleste lande har gjort betydelige fremskridt med hensyn til deres gas- og elsystemers modstandsdygtighed.

Medlemsstaterne har gjort en stor indsats for at øge den grænseoverskridende kapacitet. Færdiggørelsen af forskellige projekter af fælles interesse bør yderligere forbedre sammenkoblingsniveauerne. Ikke desto mindre lå syv medlemsstater (IE, EL, ES, FR, IT, CY, RO) under sammenkoblingsmålet for 2030, og fire (IE, ES, IT, CY) lå også under sammenkoblingsmålet for 2020. Der er behov for en yderligere indsats for at opfylde 2030-målene, navnlig med hensyn til rettidig gennemførelse af planlagte grænseoverskridende projekter.

Ikke alle medlemsstater har fastsat nationale mål for fleksibilitet i energisystemet. For dem, der har gjort det, er de nationale mål forskellige med hensyn til tilpasningsevne og målbarhed. Sverige har fastsat seks nationale mål for fleksibilitetsløsninger for at identificere og fjerne hindringer og fremme fleksibilitet såsom fleksibelt elforbrug og lagring. Grækenland har indført klare rammer for deltagelse i og drift af fleksibelt elforbrug og gjort fremskridt med hensyn til at tiltrække fleksibelt elforbrug til energimarkederne.

Med hensyn til forskning, innovation og konkurrenceevne rapporterede 20 medlemsstater om foranstaltninger til gennemførelse af mål og politikker i den strategiske energiteknologiplan for EU. De fleste medlemsstater rapporterede om omfattende forskningsfinansieringsprogrammer, der støtter udviklingen af teknologier, der undersøges af arbejdsgrupperne vedrørende gennemførelse af planen. Med hensyn til offentlige udgifter til forskning og innovation (FoI) fremlagde 19 medlemsstater oplysninger om kvantificerbare nationale målsætninger, og fem medlemsstater indberettede i forhold til et mål. Ud af de 13 medlemsstater, der indberettede data for både 2020 og 2021, steg investeringerne i FoI i 12 medlemsstater (AT, CZ, DE, ES, FR, LT, MT, NL, AT, PT, FI, SE), og de faldt en smule i én medlemsstat (EL).

Det samlede beløb til energisubsidier i EU steg til 216 mia. EUR i 2021. Som en direkte følge af energikrisen nåede dette beløb op på 390 mia. EUR i 2022. Medlemsstaterne oprettede 230 midlertidige støtteinstrumenter som reaktion på energipriskrisen til en samlet anslået værdi af 195 mia. EUR. En betydelig del af de midlertidige instrumenter var rettet mod husholdninger, som modtog 93 mia. EUR i støtte. Støtten til vejtransportsektoren nåede op på 31 mia. EUR, mens tværsektorielle subsidier beløb sig til 75 mia. EUR. Mange af disse foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet for at beskytte husholdninger og kommercielle og industrielle forbrugere, forventes at blive udfaset i 2023, eller når energipriserne vender tilbage til et stabilt niveau.

Krisen førte til en midlertidig stigning i subsidierne til fossile brændstoffer (primært naturgas og brændstof til vejtransport) og nåede op på 123 mia. EUR i 2022. På trods af en årlig stigning i udbredelsen af vedvarende energi hvert år faldt subsidierne til vedvarende energi fra 88 mia. EUR i 2020 til 86 mia. EUR i 2021 og til 87 mia. EUR i 2022. Det skyldes hovedsagelig markedsbaserede støtteinstrumenter såsom feed-in-præmier og differencekontrakter. I tider med høje markedspriser blev der foretaget tilbagebetalinger fra producenter af vedvarende energi til regeringer.

En langsigtet tendens til et fald i subsidierne til fossile brændstoffer blev forstyrret af krisen. Omkring halvdelen af subsidierne til fossile brændstoffer (58 mia. EUR) vil blive bragt til ophør i 2024 eller bliver kortsigtede. For de resterende ca. 1 % (1,7 mia. EUR) er der en slutdato på mellemlang sigt (2025-2030). For de resterende 52 % (64 mia. EUR) af disse subsidier til fossile brændstoffer er der endnu ikke nogen slutdato, eller også er slutdatoen fastsat til efter 2030 96 .

Medlemsstaterne anvender forskellige tilgange til bekæmpelse af energifattigdom, enten baseret på kvantitative mål eller mere kvalitative vurderinger. Mens nogle lande har gjort fremskridt, står andre over for udfordringer med hensyn til at udarbejde klare fremskridtsvurderinger. Energifattigdom er blevet klart anerkendt i EU-retten. Medlemsstaterne har således ansvaret for at vurdere antallet af husstande, der befinder sig i energifattigdom, på deres respektive områder og for at gennemføre en blanding af struktur- og socialpolitikker, hvis der er et betydeligt antal husstande, der lever i energifattigdom 97 .

Andelen af husstande, der ikke kunne holde deres hjem tilstrækkeligt varmt, faldt i de fleste medlemsstater i 2021. Kun Spanien rapporterede om en kraftig stigning mellem 2019 og 2021. Alle medlemsstater er påvirket, om end der er en betydelig geografisk spredning, og tallene varierer fra 1,4 % i Finland til 22,5 % i Bulgarien. Det skal bemærkes, at disse indberettede tal endnu ikke afspejler stigningen i antallet af husstande, der ikke kunne holde deres hjem tilstrækkeligt varmt i 2022 som følge af stigningen i energipriserne (se afsnit 1.1). Samtidig indførte medlemsstaterne et betydeligt antal nødforanstaltninger sidste vinter, som har bidraget til at begrænse energikrisens indvirkning på de mest sårbare husholdninger.

2.2. Politikker og foranstaltninger til opfyldelse af EU's og medlemsstaternes mål, målsætninger og bidrag fastsat for 2030

Der gøres grundlæggende fremskridt i opfyldelsen af 2030-ambitionerne, idet medlemsstaterne sikrer passende og troværdige politikker og foranstaltninger samt den nødvendige finansiering til at understøtte deres mål, målsætninger og bidrag som fastsat i deres nationale energi- og klimaplaner og den lovgivning, der er vedtaget på EU-plan. I 2023 dækker denne rapportering for første gang alle fem dimensioner af energiunionen på en integreret måde. Det samlede antal indberettede individuelle politikker og foranstaltninger steg fra 2 052 i 2021 98 til 3 039 i 2023. Der er i gennemsnit 113 individuelle politikker og foranstaltninger pr. medlemsstat. Dette er en stigning på 48 % i forhold til 2021. Desuden er der en stor stigning i antallet af nyligt gennemførte politikker og foranstaltninger, hvilket kan skyldes medlemsstaternes behov for at gennemføre nye politikker og foranstaltninger for at opfylde deres klima- og energimål for 2030.

Det er ikke muligt at foretage en strukturel sammenligning af den tilgængelige og nødvendige finansiering til at nå de mål, målsætninger og bidrag, som medlemsstaterne har fastsat i deres nationale energi- og klimaplaner. Dataene er ofte ufuldstændige eller inkonsekvente, og der er således ikke muligt at foretage en struktureret sammenligning. I den næste rapporteringscyklus vil det derfor være vigtigt at øge tilgængeligheden, ensartetheden og sammenligneligheden af de indberettede oplysninger.

På EU-plan blev den første indkaldelse af forslag under EU's finansieringsmekanisme for vedvarende energi offentliggjort i 2023. Indkaldelsen er baseret på Luxembourgs frivillige deltagelse som det bidragydende land, der indbetaler 40 mio. EUR i mekanismen, og Finland er værtslandet, hvor der vil blive opført solcelleprojekter og produceret vedvarende energi med en samlet kapacitet på op til 400 MW. I de næste 15 år vil Luxembourg og Finland dele de statistiske fordele ved den elektricitet, der produceres af de støttede projekter. Kommissionen er i gang med tilrettelæggelsen af den næste indkaldelse af forslag i 2024.

I 2023 blev Connecting Europe-facilitetens (CEF) vindue for vedvarende energi og grænseoverskridende projekter gennemført gennem to vellykkede indkaldelser. De ydede støtte til havvindmølleparken ELWIND udviklet af Estland og Letland, brintværdikædeprojektet CICERONE udviklet af Spanien, Italien, Nederlandene og Tyskland, havvindmølleparken SLOWP udviklet af Estland og Luxembourg og den grænseoverskridende onshorevindmøllepark ULP-RES. I 2021 og 2022 blev der ydet i alt 1,64 mia. EUR i CEF-tilskud til projekter vedrørende kritisk infrastruktur af fælles interesse.

Med hensyn til virkninger af og omkostninger ved politikker og foranstaltninger indberettede 18 medlemsstater kvantitative forventede drivhusgasbesparelser. Besparelserne beløber sig til 407 Mt CO2e i 2025, 703 Mt i 2030, 577 Mt i 2035 og 537 Mt i 2040. De rapporterede besparelser forekommer ufuldstændige, da faldet efter 2030 ikke er i overensstemmelse med forventningerne om at øge besparelserne over tid.

Medlemsstaterne rapporterede kun i begrænset og varierende omfang om de fremtidige virkninger af emissioner af luftforurenende stoffer forbundet med gennemførelsen af de politikker og foranstaltninger, der er fastsat i deres nationale energi- og klimaplaner. To medlemsstater rapporterer om virkninger af (næsten alle deres) politikker og foranstaltninger, men de fleste rapporterer kun om en (meget) mindre andel af deres politikker og foranstaltninger, og seks medlemsstater rapporterede ikke om indvirkning på luftkvalitet og emissioner til luft af nogen politikker og foranstaltninger. Størstedelen af de rapporterende medlemsstater indberettede reduktioner pr. forurenende stof (NOx, NH3, PM2.5, SO2, NMVOC) som følge af gennemførelsen af politikkerne og foranstaltningerne, og virkningerne var tydeligere for nogle forurenende stoffer (f.eks. SO2) end for andre (f.eks. NH3, PM2.5).

2.3. Regionalt samarbejde

Øget regionalt samarbejde kan styrke indvirkningen af og sammenhængen på tværs af energiunionens fem dimensioner. De fleste medlemsstater rapporterede om deres fremskridt med gennemførelsen af regionalt samarbejde, og de fleste rapporterede om visse fremskridt i mindst ét af deres regionale samarbejdsinitiativer eller -projekter. De pågældende regionale samarbejdsprojekter eller -initiativer spænder over de fem dimensioner, selv om der i de fleste er fokus på energisikkerhed, det indre energimarked og dekarbonisering, og i et mindre antal projekter eller initiativer er der fokus på energieffektivitet eller forskning, innovation og konkurrenceevne.

Det regionale samarbejde om vedvarende energi er ved at tage fart, navnlig i offshoresektoren. På grundlag af energisamarbejdet i Nordsøen (NSEC) og planen for sammenkobling af det baltiske energimarked (BEMIP) har landene omkring Nordsøen og Østersøen undertegnet adskillige erklæringer 99 og aftalememoranda med henblik på at udvikle offshorepotentialet i de to havområder i fællesskab. Desuden har de europæiske energiministre været samlet mere end 20 gange i forskellige sammenhæng (f.eks.: på uformelle og ekstraordinære møder og i TTE-Rådet siden januar 2022.

Flere medlemsstater rapporterer om fremskridt i det regionale samarbejde gennem regionale fora såsom Det Pentalaterale Energiforum og NSEC, gennem strategier såsom EU-strategien for området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav 100 og gennem samarbejde i forbindelse med tekniske energiprojekter, der gennemføres via det europæiske net af transmissionssystemoperatører for elektricitet, Interreg og Connecting Europe-faciliteten.

2.4. Dialog på flere niveauer

Dialog på flere niveauer er et grundlæggende redskab til at opnå opbakning i hele samfundet til behovet for energiomstilling og opfyldelse af klima- og energiambitionerne for 2030. De fleste medlemsstater rapporterede om aktiviteter i forbindelse med etableringen af nationale klima- og energidialoger på flere niveauer og henviste til oprettelsen af forskellige fora, platforme og udvalg. Disse involverede lokale myndigheder, civilsamfundsorganisationer, erhvervslivet, investorer, andre relevante interessenter og den brede offentlighed.

Disse dialogers modenhed, sofistikeringsgrad og strukturering varierer imidlertid betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat. Nogle medlemsstater henviser til strukturer eller metoder, der har eksisteret i flere år, selv før forvaltningsforordningen trådte i kraft, mens andre medlemsstater henviser til processer, der er indført siden 2022, eller som er ved at blive etableret.

En række medlemsstater satte deres proces i perspektiv, fremhævede regelmæssigheden og den permanente karakter af deres initiativer og kvalificerede og kvantificerede deres aktiviteter og resultaterne og virkningerne, mens andre medlemsstater blot opregnede deres høringer og arrangementer uden at forklare den overordnede tilgang, eller hvordan deres initiativer er indbyrdes forbundne. Der har været et stærkt fokus på inddragelsen af lokale myndigheder i flere medlemsstater, men det er ikke tydeligt fremhævet.

Mange medlemsstater begrænser omfanget af deres klima- og energidialoger på flere niveauer til udviklingen af nationale energi- og klimaplaner, hvorimod forvaltningsforordningen har til formål at sikre en mere omfattende ramme ved at pålægge medlemsstaterne at etablere en dialog på flere niveauer, der dækker de forskellige scenarier for energi- og klimapolitikken, herunder på lang sigt, og at gennemgå opnåede fremskridt.

3.    KONKLUSION, PERSPEKTIVER OG RESTERENDE UDFORDRINGER

Energikrisen, som påvirker EU, har vist betydningen af beredskab og modstandsdygtighed. Samtidig har koordineringen på EU-plan og EU's og medlemsstaternes fælles indsats vist sig at være effektiv, hvilket har gjort, at medlemsstaterne er blevet mere forenet, og at EU har fået større geopolitisk indflydelse og vægt. Fremover vil både modstandsdygtighed og afstemning af medlemsstaternes og EU's indsats fortsat være afgørende for at sikre energisikkerheden, styrke EU's energiuafhængighed og fuldføre omstillingen til ren energi. Den seneste udvikling har også understreget, at energisikkerhed er afgørende for EU's økonomiske sikkerhed, da de fleste økonomiske sektorer er afhængige af en stabil energiforsyning og forsyningskæder.

Kommissionen vil fortsat arbejde tæt sammen med både Parlamentet og Rådet med henblik på at nå frem til retfærdige, afbalancerede og ambitiøse aftaler om de udestående initiativer i den europæiske grønne pagt inden udløbet af den nuværende Kommissions mandatperiode. Dette vil gøre det muligt for EU at opbygge et solidt lovgivningsgrundlag og fokusere på gennemførelsen heraf for at tackle udfordringerne forbundet med at blive det første klimaneutrale kontinent. Samtidig skal medlemsstaterne senest den 30. juni 2024 efter Kommissionens vurdering af og anbefalinger om deres udkast færdiggøre deres ajourførte nationale energi- og klimaplaner. I disse planer redegøres der nærmere for, hvordan de enkelte medlemsstater vil udføre den afgørende opgave med at gennemføre den europæiske grønne pagt senest i 2030, og de vil således være omdrejningspunktet for EU's og medlemsstaternes strategi for gennemførelse af energiunionens mere avancerede mål og ambitioner.

Det er lykkedes EU at navigere gennem de seneste vanskeligheder, men der er stadig en række store udfordringer. Disse skal tackles på kort til mellemlang sigt for at styrke EU's modstandsdygtighed og suverænitet på energiområdet, bidrage til industriens konkurrenceevne, sikre vedvarende arbejdspladser og gøre klimaneutralitet til en realitet for kommende generationer. En række områder, der skal ses nærmere på, er nærmere beskrevet i det følgende.

1)En moderniseret energi- og klimaforvaltning og politisk arkitektur i EU efter 2030

Som følge af Fit for 55-forslagene og REPowerEU-planen er EU nu næsten fuldt ud udstyret med lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige værktøjer til at gennemføre omstillingen til ren energi gennem sikker, prismæssigt overkommelig og konkurrencedygtig energi. I lyset af den kommende revision af forvaltningsforordningen i 2024 kan det blive nødvendigt at tage EU's klima- og energiforvaltning og politiske arkitektur op til fornyet overvejelse. Siden Ruslands invasion af Ukraine har EU's koordinering og foranstaltninger på energiområdet været afgørende for at afbøde virkningerne af energikrisen. Den strategiske koordinering af energipolitikken på EU-plan er vigtig for at nå EU's energimål, herunder udfasning af importen af russiske fossile brændstoffer senest i 2027 og opbygning af strategisk energiautonomi. Revisionen af forvaltningsrammen for energi og klimaindsatsen skal afspejle de ændringer, der følger af "Fit for 55"-pakken, og styrke EU's muligheder for at opfylde sine mål. Dette vil være afgørende for at gå foran med et godt eksempel og overbevise internationale partnere om, at de også skal gennemføre omstillingen til ren energi, i første omgang med globale mål for energieffektivitet og vedvarende energi forud for COP28 ved årets udgang.

Tiden er desuden inde til at overveje drivhusgasmålet for 2040. Dette mål bør baseres på troværdige og målbare skridt hen imod det langsigtede mål om klimaneutralitet senest i 2050. Fastsættelse af et drivhusgasmål for 2040 vil skabe større forudsigelighed for investorer på lang sigt og samtidig give mulighed for en omkostningseffektiv energiomstilling og for at øge EU-industriens konkurrenceevne og cementere EU's position som global leder i omstillingen til ren energi. Hverken vejen mod klimaneutralitet, forsyningssikkerhed eller prisoverkommelighed kan tages for givet. Fremtidens klima- og energiforvaltning skal derfor sætte EU og medlemsstaterne i stand til at tackle de resterende udfordringer og sikre, at Unionen fortsat er en konkurrencedygtig global aktør. 

2)Et kraftigt skub i EU's konkurrenceevne og industrielle lederskab

EU's konkurrenceevne er en vigtig garanti for EU's teknologiske suverænitet og energisystemets uafhængighed. Den nuværende Kommission mener, at det er af strategisk betydning at opretholde og styrke EU's konkurrenceevne. Dette kommer til udtryk ved Kommissionens formands anmodning til Mario Draghi om at udarbejde en særlig rapport om europæisk konkurrenceevne i fremtiden. Konkurrencedygtige europæiske virksomheder og et stærkt produktionsgrundlag for rene teknologier er afgørende for at nå EU's energimål. Inflationen er stadig høj. Dette påvirker omstillingen til ren energi og navnlig investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet, som er kapitalintensive. Selv om naturgaspriserne har stabiliseret sig efter krisen, er de stadig dobbelt så høje som før krisen 101 , og energipriserne er konsekvent højere i EU end i andre regioner i verden 102 . Der skal sikres billig, sikker og stabil adgang til elektricitet i forbindelse med omstillingen til ren energi. Høje energipriser medfører en konkurrencemæssig ulempe, ikke kun for EU's fremstillingsindustri, men også for det globale kapløb for rene teknologier.

Med vedtagelsen af Inflation Reduction Act investerer USA offentlige midler for at stimulere miljømæssigt bæredygtigt forbrug, bæredygtig produktion og bæredygtige investeringer, hovedsagelig gennem målrettede skattelettelser (med i alt 500 mia. USD, hvoraf 60 % er rettet mod energisektoren). Samtidig er Kina førende med hensyn til støtte til rene teknologier 103 gennem en investeringsorienteret økonomi. Kina producerer enorme mængder subsidierede solcellepaneler og imødekommer den store efterspørgsel på EU-markedet.

Gennem forordningen om nettonulindustri som led i industriplanen for den grønne pagt sigter Kommissionen mod at styrke EU's konkurrenceevne og indenlandske produktionskapacitet inden for nettonulteknologier. For at fastholde konkurrenceevnen skal EU opbygge kapacitet til at udnytte alle relevante teknologier på den mest effektive måde, gennem tilvejebringelse af en passende retlig ramme. Kommissionen vil fremlægge en europæisk vindenergipakke for at tackle de specifikke udfordringer i vindenergisektoren. De vigtigste elementer i denne pakke vil omfatte foranstaltninger til yderligere fremskyndelse af tilladelser, forbedring af auktionssystemerne i hele EU, færdigheder, adgang til finansiering og stabile forsyningskæder. Desuden kan EU inden for rammerne af bilaterale handelsaftaler eller gennem industripartnerskaber inden for nettonulteknologi indgå partnerskaber med udvalgte lande uden for EU, som har passende industriel kapacitet og lavere produktionsomkostninger.

EU's lovgivningsmæssige og finansielle rammer har til formål at slå bro over kløften mellem forskning og innovation og markedsudbredelsen inden for nye rene teknologier eller rene teknologier i den første udviklingsfase. Kommissionen vil fortsat støtte forskning og innovation i tæt partnerskab med industrien for at fremskynde udviklingen af rene teknologier og styrke EU's produktionsgrundlag. Mere specifikt kan målrettede regler for grønne offentlige indkøb bidrage til en yderligere mobilisering af private investeringer til støtte for EU-baserede nystartede virksomheder og vækstvirksomheder. Erhvervsklimaet for små og mellemstore virksomheder vil blive forbedret gennem en konkurrenceevnekontrol af alle nye retsakter og et lovgivningsforslag, der har til formål at mindske rapporteringsforpligtelserne på EU-plan med 25 %. Indledningen af dialoger om ren omstilling med industrien støtter også opbygningen af forretningsmodeller for dekarbonisering af industrien (f.eks. stål, batterier). Samtidig vil EU øge beskyttelsen af sin industri mod markedsforvridninger forårsaget af tredjelande. Iværksættelsen af en antisubsidieundersøgelse af elbiler fra Kina er et første skridt. Intelligente, innovative teknologier spiller allerede en afgørende rolle i forbindelse med analyse og optimering af energisystemer. I denne forbindelse og for forskning og innovation forventes kunstig intelligens at spille en større rolle. Kommissionen arbejder hen imod etablering af globale minimumsstandarder for sikker og etisk anvendelse af kunstig intelligens. Vores fremtidige cleantechindustri skal udformes i Europa.

3)Sikring af pålidelige forsyninger af kritiske råstoffer

Pålidelig adgang til visse råstoffer er et voksende problem i EU. En sådan adgang vil være afgørende for omstillingen til ren energi og EU-industriens konkurrenceevne. De fleste grønne teknologier kræver betydelige mængder metaller og mineraler såsom kobber, litium og kobolt. Ifølge Det Internationale Energiagentur kan forsyningen af visse råstoffer blive mere og mere begrænset 104 , efterhånden som efterspørgslen stiger. EU's efterspørgsel efter kritiske råstoffer forventes at stige drastisk, og EU er stærkt afhængig af import fra nogle få, ofte næsten monopolistiske tredjelande (f.eks. får EU 98 % af sin forsyning af sjældne jordarter og 93 % af sit magnesium fra Kina) 105 . Den seneste krise har vist risiciene ved og konsekvenserne af at være alt for afhængig af ét andet land, og Kina har allerede indført eksportrestriktioner for gallium og germanium, som er afgørende for halvledere og solcellepaneler. Kommissionens forslag til en retsakt om kritiske råstoffer har til formål at sikre adgang til en sikker og bæredygtig forsyning af disse råstoffer. Fremskridt hen imod den cirkulære anvendelse af materialer kan også forbedre EU's forsyningssikkerhed med hensyn til kritiske råstoffer. Der synes at være behov for yderligere foranstaltninger, der tager sigte på at diversificere adgangen til råstoffer. Desuden bebudede Kommissionen, at den ville oprette en ny gruppe for kritiske råstoffer for alle ligesindede lande, der er villige til at styrke de globale forsyningskæder, styrke Verdenshandelsorganisationen og skærpe håndhævelsen for at bekæmpe illoyal handelspraksis.

4)Sikring af de nødvendige investeringer i omstillingen til ren energi

For at nå de ambitiøse 2030-mål skal investeringerne i omstillingen til ren energi øges betydeligt, men de offentlige ressourcer forventes at være begrænsede. I sin strategiske fremsynsrapport 2023 anslog Kommissionen, at der er behov for yderligere 620 mia. EUR i årlige investeringer for at nå målene i den europæiske grønne pagt og REPowerEU 106 . Selv om europæiske finansielle institutter som Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling vil spille en central rolle, skal størstedelen af investeringerne komme fra den private sektor. EU skal skabe et attraktivt investeringsmiljø og mobilisere privat finansiering. Med henblik herpå arbejder EU på at indføre en solid ramme for bæredygtig finansiering 107 for at kanalisere mere privat kapital i retning af den grønne og bæredygtige omstilling, herunder til vedvarende energi. En vigtig katalysator for de nødvendige investeringer er forudsigelighed i politikken på lang sigt. Forenklet og mindre bureaukratisk adgang til EU-støtte (navnlig til lån og lånegarantier) vil gøre det indre marked mere attraktivt for grønne investeringer og støtte mobiliseringen af private investeringer gennem EU-budgettet.

5)Sikring af overkommelige energipriser og en stærk beskyttelse af og indflydelse til forbrugerne

En ægte energiunion skal sikre overkommelige energipriser til gavn for alle, allerede på kort sigt. Forbrugerne og samfundet har spillet en vigtig rolle i håndteringen af virkningerne af energikrisen ved at reducere deres energiefterspørgsel, selv om dette forværrede mange menneskers økonomiske vanskeligheder. De kan dog være svækket af denne krise, og priserne på naturgas og elektricitet er i dag stadig dobbelt så høje som før krisen 108 . Omstillingen til et mere elektrificeret, dekarboniseret og decentraliseret energisystem vil reelt bringe forbrugeren i førersædet med hensyn til dekarboniseringsforanstaltninger som følge af fremkomsten af innovative modeller for forbrugerindflydelse med fokus på kollektivt egetforbrug og energideling. 

Disse ordninger sikrer, at forbrugerne kan drage fordel af moderate elpriser på vedvarende energi produceret uden for stedet. For at sikre en retfærdig omstilling er det vigtigt, at sådanne ordninger er tilgængelige for lavindkomsthusstande, og at forbrugerne er tilstrækkelig informeret og får et stærkt sæt af rettigheder og omfattes af retlig beskyttelse og støtteforanstaltninger både på nationalt plan og EU-plan. Yderligere indførelse af intelligente målere i husholdningerne vil være afgørende for at styrke forbrugernes indflydelse og fremme mere intelligente energiforbrugsmønstre og energibesparelser. I grænseregioner kan lokalt grænseoverskridende samarbejde i energisektoren bidrage til at løse det problem, at der bor færre mennesker i disse områder, ved at bidrage til den økonomiske revitalisering af disse områder. EU vil fortsat spille en afgørende rolle med hensyn til at hjælpe den brede offentlighed med fortsat at være en drivkraft for omstillingen til grøn energi og sikre en retfærdig omstilling. Derudover er gennemførelsen af princippet om "energieffektivitet først" fortsat afgørende.

6)Forbedring af energimarkederne og energinettene og yderligere integrering af energisystemet

EU's fremtidige energisystem skal integreres og håndtere stadig mere decentralisering. Energinettene skal hurtigst muligt styrkes, og det vil være nødvendigt at tilpasse energimarkedet. Et rent, effektivt og integreret energisystem vil kræve betydelige investeringer i transmissions- og distributionsnet for at sikre sammenkoblinger og tilpasning til en decentraliseret produktion og efterspørgselsreaktion og for at muliggøre udbredelsen af en høj andel af billig vedvarende energi. I den kommende nethandlingsplan vil der blive foreslået vigtige skridt i denne retning. Kunstig intelligens vil spille en større rolle i forvaltningen og optimeringen af det fremtidige energisystem i EU. Et stadig mere digitaliseret energisystem indebærer en højere risiko for cyberangreb, hvilket kræver, at der træffes passende cybersikkerhedsforanstaltninger. Energimarkederne skal sende hensigtsmæssige investeringssignaler vedrørende vedvarende energi, energieffektivitetsforanstaltninger og nødvendig netudbygning. Markederne skal ikke blot rumme flere deltagere, der handler på lokalt plan, men også fremme udviklingen af store og komplekse hybride projekter for vedvarende energi, undertiden langt ude på havet. Som et første skridt vil det være vigtigt, at alle medlemsstater gennemfører pakken om ren energi 109 .

Digitalisering, fleksibilitet og efterspørgselsreaktion vil spille en central rolle i et velfungerende, rent og decentraliseret energisystem. EU har vedtaget en omfattende lovgivningsmæssig ramme for at tackle disse udfordringer. Kommissionen har desuden fremlagt en strukturreform af elmarkedets udformning i lyset af energikrisen. Pakken vil mindske fossile brændstoffers indvirkning på energipriserne og tilskynde til indførelse af mere rene og fleksible løsninger. Ikke desto mindre er der fortsat betydelige hindringer for udbredelsen af hensigtsmæssige forretningsmodeller og tekniske løsninger såsom intelligente net. Yderligere integration af detailmarkederne kan gøre det nødvendigt at undersøge mulighederne for innovative værktøjer og incitamenter til at fremskynde en ren og retfærdig omstilling. Med henblik herpå vil EU samarbejde med alle markedsaktører for at fremme aktiv deltagelse og mobilisere de integrerede EU-energimarkeders fulde potentiale. Samtidig skal energisystemet tilpasse sig dramatiske klimarelaterede ændringer.

7)Afhjælpning af manglen på arbejdskraft og færdigheder i energisektoren

Manglen på arbejdskraft og færdigheder er en flaskehals for gennemførelsen af omstillingen til ren energi og for EU's konkurrenceevne. Ifølge skøn vil opfyldelsen af vores REPowerEU-mål kræve, at der skabes over 3,5 mio. arbejdspladser 110 frem til 2030, hvilket er mere end en tredobling af den eksisterende arbejdsstyrke på ca. 1.5 mio. arbejdstagere. Der er tale om arbejdspladser i sektoren for ren energi, men også inden for fremstilling, byggeri, transport og tjenesteydelser i forbindelse med øget fremstilling og udbredelse af disse teknologier 111 . En forudsætning herfor er, at der er færdigheder til rådighed, og at arbejdstagerne kan overgå til disse nye sektorer. Næsten 30 % af de virksomheder i EU, der fremstiller elektrisk udstyr, manglede arbejdskraft i 2022. Denne tendens forventes at blive forstærket og påvirker også kerneenergisektoren. I denne forbindelse skal opkvalificering og omskoling af arbejdstagere være en prioritet for EU, samtidig med at der sikres et kønsbalanceret, retfærdigt og inklusivt arbejdsmiljø. Adgangen til arbejdsmarkedet skal forbedres, navnlig for kvinder, unge og migranter, og der bør lægges vægt på at sikre gode arbejdsvilkår. Det er også afgørende for den sociale accept af omstillingen til ren energi, at omstillingen til ren energi omsættes til gode jobmuligheder for EU-borgerne i overensstemmelse med det politiske mål om, at ingen lades i stikken.

8)Undersøgelse af konsekvenserne af vandknaphed for energisystemer

Der skal være større opmærksomhed på sammenhængen mellem energisystemet og tilgængeligheden af ferskvand. Dette skyldes, at vand er kritisk for EU's energisystem, og at hyppigheden og intensiteten af ekstreme vejrforhold er stigende. Vand anvendes til næsten alle former for energiproduktion i EU, og vandmangel har allerede påvirket EU's energiproduktion, f.eks. vandkraftværker og konventionelle varmekraftværker, afkøling af atomreaktorer eller transport af brændstoffer ad vandveje. Det blev fremhævet på FN's vandkonference i 2023, at en integreret tilgang til vand-, energi-, fødevare- og økosystemkriser er vigtig 112 .

9)Fastsættelse af en fast tidsramme for udfasningen af subsidier til fossile brændstoffer

Subsidierne til fossile brændstoffer er steget under energikrisen på trods af den langsigtede tendens til et fald. Da over 50 % (64 mia. EUR) af subsidierne til fossile brændstoffer endnu ikke har en slutdato, vil det være vigtigt at fastsætte en tidsramme for udfasningen af subsidier til fossile brændstoffer i overensstemmelse med dekarboniseringsmålene i den europæiske grønne pagt og REPowerEU.

Konklusion

EU handler i et stadig mere komplekst internationalt miljø 113 , hvor forskellige internationale aktører påtager sig nye og ofte mere konfrontatoriske roller. De internationale energimarkeder er i gang med en gennemgribende omlægning, i takt med at verden tilpasser sig nedgangen i strømmene mellem Rusland og Europa, og de er fortsat sårbare. Det globale kapløb om ren teknologi er et eksempel. Disse nye geopolitiske realiteter for den internationale konkurrenceevne skal tages i betragtning ved udformningen af den fremtidige energipolitik, som vil udgøre grundlaget for økonomisk velstand og sikkerhed. EU vil fortsat fremme åben og fair handel på trods af praksis i visse lande uden for EU. Iværksættelsen af en antisubsidieundersøgelse af elbiler fra Kina er et eksempel på, hvordan EU kan træffe foranstaltninger for at forsvare sin økonomi retfærdigt mod risikoen for markedsforvridning.

Samtidig er det i EU's strategiske interesse at styrke internationale partnerskaber, herunder med kandidatlande, da dette vil øge EU's sikkerhed og indflydelse. EU's tilgang baseret på et partnerskab mellem ligestillede i det internationale samarbejde er fortsat afgørende, da flere og flere lande søger de mest fordelagtige partnerskaber.

Solidaritet mellem medlemsstaterne og alliancer med ligesindede lande såsom G7-medlemmerne vil være afgørende. EU og medlemsstaterne skal handle i fællesskab og på en koordineret måde, både nationalt og i internationale fora, for at øge deres indflydelse. Kommissionens formand udtrykte det således: "hvis vi holder sammen indadtil, kan ingen skille os udefra" 114 .

EU har gjort fremskridt inden for energiautonomi og -sikkerhed og er parat til en retfærdig og økonomisk overkommelig global omstilling til ren energi. Samtidig gør inflationsudviklingen og konsekvenserne af klimakrisen den fremtidige kontekst endnu mere kompleks. De endelige ajourføringer af medlemsstaternes nationale energi- og klimaplaner, der forventes i 2024, vil være en vigtig milepæl i imødegåelsen af de identificerede udfordringer og i reaktionen på de ændrede omstændigheder siden vedtagelsen af de første planer i 2019. Nu er EU nødt til at komme videre med den proces, der er sat i gang, foregribe og tackle fremtidige udfordringer og fremskynde gennemførelsen af den brede vifte af politiske initiativer, der er iværksat inden for rammerne af den europæiske grønne pagt. Der skal allerede nu tages hensyn til perspektivet efter 2030 i politikker og investeringer. 

(1)

    Kommissionsformand Ursula von der Leyens tale om Unionens tilstand 2023 .

(2)

   Jf. investeringsplanen for den europæiske grønne pagt (COM(2020) 21.

(3)

   COM(2023) 161 final.

(4)

   Energiunionen støtter omstillingen til ren energi, da den forener alle aspekter af energipolitikken i en sammenhængende, integreret tilgang. Energiunionen er baseret på fem dimensioner: 1) sikkerhed, solidaritet og tillid, 2) et fuldt integreret indre energimarked, 3) energieffektivitet, (4) klimaindsats og dekarbonisering af økonomien og 5) forskning, innovation og konkurrenceevne.

(5)

   Hver medlemsstat skal hvert andet år aflægge rapport til Kommissionen om status for gennemførelsen af sin nationale energi- og klimaplan i form af en integreret national energi- og klimastatusrapport, der omfatter energiunionens fem dimensioner. Hvor det er muligt, gøres der i rapporteringen og vurderingen brug af sammenlignelige energistatistikker. Som følge heraf vedrører de seneste konsoliderede data på visse områder 2021 eller 2022. Data med en skæringsdato i 2021 afspejler ikke, at mange medlemsstater har foretaget betydelige skift væk fra import af fossile brændstoffer fra Rusland siden begyndelsen af Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

(6)

   SWD(2023) 646.

(7)

   COM(2023) 652.

(8)

   Bilag I til COM(2023) 650.

(9)

   Bilag II til COM(2023) 650.

(10)

   Bilag III til COM(2023) 650.

(11)

   COM(2023) 651.

(12)

   COM(2023) 653.

(13)

   COM (2023) 654 (som vil blive vedtaget den 31. oktober 2023)

(14)

   COM(2023) 655.

(15)

   COM(2023) 657.

(16)

   Det nuværende tal for den russiske gasimport mellem januar og august 2023 er 28 mia. m³.

(17)

   Gennemsnit over 5 år i forhold til gasforbruget mellem august 2022 og august 2023.

(18)

    EU fossil generation hits record low as demand falls . Ember (ember-climate.org) .

(19)

   Forslagene i den første "Fit for 55"-pakke omfattede direktivet om vedvarende energi, direktivet om energieffektivitet, energibeskatningsdirektivet og den sociale klimafond. Forslagene i den anden "Fit for 55"-pakke omfattede direktivet om bygningers energimæssige ydeevne og pakken om markeder for brint og dekarboniseret gas.

(20)

   COM(2019) 640 final.

(21)

   Forordning (EU) 2021/1119.

(22)

   COM(2020) 456 final.

(23)

   COM(2021) 557 final.

(24)

   COM (2021) 558 final, direktiv (EU) 2023/1791.

(25)

   COM(2021) 563 final.

(26)

   COM (2021) 802 final, igangværende forhandlinger.

(27)

   COM(2021) 803 final, COM(2021) 804 final.

(28)

   COM(2021) 805 final. 

(29)

   COM (2021) 568 final, vedtaget forordning (EU) 2023/955.

(30)

   Priserne er baseret på ugentlige gennemsnit af gaspriserne for day-ahead-Title Transfer Facility og et vægtet gennemsnit af elpriserne på EU's vigtigste elmarkeder (DE, ES, FR og NL) og Nord Pool-markedet (DK, EE, LV, LT, FI, SE og NO). Intraday-gaspriserne toppede med over 320 EUR pr. MWh.

(31)

   På day-ahead-engrosmarkedet fastsættes den pris, som alle markedsdeltagere opnår, af det sidste kraftværk, der er nødvendigt for at efterkomme efterspørgslen, og som er det kraftværk, der har de højeste marginalomkostninger, når markederne er klar. En kraftig stigning i prisen på gas og stenkul kan føre til stigninger i de priser, som gas- og kulfyrede produktionsanlæg byder på day-ahead-engrosmarkedet. Dette kan forhøje priserne på day-ahead-markedet i hele Unionen, da gas- og kulfyrede kraftværker ofte er dem, der har de højeste marginalomkostninger, som er nødvendige for at imødekomme efterspørgslen efter elektricitet.

(32)

    ACER: Assessment of emergency measures in electricity markets .

(33)

   COM(2022) 230 final.

(34)

   JOIN(2022) 23 final.

(35)

   Forordning (EU) 2023/435.

(36)

   Inden for rammerne af instrumentet for teknisk støtte har Kommissionen hjulpet 17 medlemsstater (BE, BG, CY, CZ, EE, EL, ES, FI, HR, HU, IE, IT, PL, PT, RO, SI og SK) med at gennemføre REPowerEU-initiativet og udpege reformer og investeringer med henblik på at udfase importen af fossile brændstoffer fra Rusland.

(37)

   COM/2022/135 final — forordning (EU) 2022/1032.

(38)

   COM(2022) 361 — Rådets forordning (EU) 2022/1369.

(39)

   COM(2022) 473 — Rådets forordning (EU) 2022/1854.

(40)

   COM(2022) 549 — Rådets forordning (EU) 2022/2576.

(41)

   COM(2022) 668 — Rådets forordning (EU) 2022/2758.

(42)

   COM(2022) 591 — Rådets forordning (EU) 2022/2577.

(43)

    EU's energiplatform .

(44)

   F.eks. den amerikanske Inflation Reduction Act fra 2022, Made in China 2025-planen og den japanske Basic Plan for the GX: Green Transition Policy.

(45)

   Ifølge nogle interessenter steg omkostningerne til opførelse af havvindmølleparker i EU med op til 40 % i 2023.

(46)

   COM(2023) 62 final.

(47)

   COM(2023) 160 final.

(48)

   COM(2023) 652.

(49)

    Kommissionsformand Ursula von der Leyens tale om Unionens tilstand 2023 .

(50)

   Circle Economy, 2023, The Circularity Gap Report.

(51)

   En cirkulær økonomi vil mindske miljøbelastningen i forbindelse med udvinding af råstoffer, drivhusgasemissioner og affaldsproduktion. Ifølge rapporten fra FN's Ressourcepanel, "Global Resources Outlook 2019", kan en cirkulær økonomi reducere indvirkningen på biodiversitet og vand med 90 %, drivhusgasemissionerne med 50 % og forbedre menneskers sundhed.

(52)

   COM(2023) 148 final, SWD(2023) 58 final.

(53)

   COM(2023) 147 final.

(54)

   Mekanismen for retfærdig omstilling består af tre søjler: Fonden for Retfærdig Omstilling (forordning (EU) 2021/1056), en lånefacilitet for den offentlige sektor og en ordning under InvestEU.

(55)

    Resultattavlen for forbrugervilkår 2023 .

(56)

   Eurostat.

(57)

   For baggrundsoplysninger og resultater henvises til AMEDI: Assessing and Monitoring Employment and Distributional Impacts og JRC: The effect of rising energy and consumer prices on household finances, poverty and social exclusion in the EU .

(58)

   C(2023)4080.

(59)

       Eurelectric, Eurogas, European Energy Retailers, DSO Entity, E-DSO, CEDEC og GEODE.

(60)

    IEA: Renewable Energy Market Update - June 2023 .

(61)

    EU fossil generation hits record low as demand falls . Ember (ember-climate.org) .

(62)

   ENER's cheføkonom.

(63)

   COM (2022) 135 final — forordning (EU) 2017/1938.

(64)

    Ruslands angrebskrig mod Ukraine: EU vedtager 11. pakke af økonomiske og individuelle sanktioner .

(65)

   COM(2022) 591 — Rådets forordning (EU) 2022/2577.

(66)

    EU fossil generation hits record low as demand falls . Ember (ember-climate.org) .

(67)

    Markedsdata — European Heat Pump Association (ehpa.org) .

(68)

    Solar thermal and concentrated solar power barometer 2023 .

(69)

    Den europæiske grønne pagt: EU når til enighed om stærkere lovgivning, der skal fremskynde produktionen af vedvarende energi .

(70)

   COM(2022) 673 final.

(71)

   Opsvinget i anvendelsen af kul som følge af udfasningen af russisk gas vil imidlertid forværre luftkvaliteten på kort sigt.

(72)

   EU's supplerende delegerede retsakt, der på strenge betingelser medtager specifikke nukleare aktiviteter i EU-klassificeringssystemet og forordningen om nettonulindustri.

(73)

   Ud af 12 medlemsstater, der producerer atomenergi, er fire medlemsstater helt (Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet) og én (Finland) delvist afhængige af forsyning af russisk nukleart brændsel. Nogle af disse lande er særligt sårbare, da atomenergi tegner sig for en stor del af elproduktionen (op til 53,8 %), og deres afhængighed af andre russiske energiforsyninger (gas, olie) er høj. Afhængigheden af Rusland i forbindelse med tjenester i det nukleare brændselskredsløb (omdannelse, berigning og oparbejdning) rækker langt ud over de fem ovennævnte medlemsstater. Desuden er Kommissionen og Euratoms Forsyningsagentur i øjeblikket ved at evaluere omfanget af EU's eksisterende afhængighed i den nukleare sektor med hensyn til levering af reservedele og vedligeholdelsestjenester fra russiskkontrollerede enheder.

(74)

   COM(2022) 240 final.

(75)

    Byernes Energibesparelsessprint .

(76)

   COM(2022) 473 — Rådets forordning (EU) 2022/1854.

(77)

   COM (2021) 558 final, direktiv (EU) 2023/1791.

(78)

   Kommissionens forordning (EU) 2023/826.

(79)

    Det europæiske produktregister for energimærkning (EPREL) .

(80)

   COM(2022) 549 — Rådets forordning (EU) 2022/2576.

(81)

   ENER's cheføkonom, baseret på data fra JRC, ENTSO-G Transparency

(82)

   COM(2023) 156 final.

(83)

   Hver medlemsstat skal hvert andet år aflægge rapport til Kommissionen om status for gennemførelsen af sin nationale energi- og klimaplan i form af en integreret national energi- og klimastatusrapport, der omfatter energiunionens fem dimensioner. Hvor det er muligt, gøres der i rapporteringen og vurderingen brug af sammenlignelige energistatistikker. Som følge heraf vedrører de seneste konsoliderede data på visse områder 2021 eller 2022. Data med en skæringsdato i 2021 afspejler ikke, at mange medlemsstater har foretaget betydelige skift væk fra import af fossile brændstoffer fra Rusland siden begyndelsen af Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

(84)

   Forordning (EU) 2018/1999.

(85)

   Tilnærmede data for 2022 kan tyde på et brud i den faldende tendens i LULUCF-drænet, der er observeret i de seneste år. Ved vurderingen tages der imidlertid hensyn til den store usikkerhed forbundet med disse data og det forhold, at den muligvis vil blive genstand for større revisioner.

(86)

   Ibid.

(87)

   Som indberettet af medlemsstaterne i overensstemmelse med Eurostat SHARES.

(88)

   Forvaltningsforordningens artikel 4.

(89)

   I overensstemmelse med artikel 32, stk. 4, i forvaltningsforordningen.

(90)

    Analysis of the Reports on 2020 Targets under Article 27 of the Governance Regulation — Energy Efficiency .

(91)

   Denne sats er på 0,24 % pr. år for Cypern og Malta.

(92)

    Assessment of first long-term renovation strategies under the Energy Performance of Building Directive (Art. 2a) .

(93)

   Som fastsat i direktiv (EU) 2010/31 om bygningers energimæssige ydeevne.

(94)

   COM(2021) 802 final.

(95)

    EU's overvågningsorgan for bygningsmassen er blevet opdateret i 2023.

(96)

   Nærmere oplysninger om subsidier til fossile brændstoffer findes i den ledsagende rapport om energisubsidier i Europa.

(97)

   Artikel 3 i forordning (EU) 2018/1999.

(98)

   Som indberettet i henhold til artikel 18 i forvaltningsforordningen.

(99)

    Marienborg-erklæringen og den fælles erklæring om energisamarbejdet i Nordsøen .

(100)

    EU-strategien for området omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav (ec.europa.eu) .

(101)

    EU fossil generation hits record low as demand falls . Ember (ember-climate.org) .

(102)

   Energikrisen og krigen i Ukraine førte til en eksponentiel prisstigning og -konvergens mellem Europa og Asien og en midlertidig forværring af den ugunstige prisforskel mellem EU og USA (el- og gaspriserne i EU var mellem henholdsvis 2 og 3 til 5 gange højere end de amerikanske priser allerede før højdepunktet i sommeren 2022). Dette vil sandsynligvis også være tilfældet i det kommende årti (billigere amerikansk gas og især elektricitet).

(103)

    Strategic perspectives: Competing in the new zero-carbon industrial era .

(104)

   Den globale efterspørgsel efter sjældne jordarter, der anvendes i vindmøller, forventes at blive femdoblet inden 2050, efterspørgslen efter nikkel, der anvendes i batterier, forventes at stige med 15 gange inden 2040, efterspørgslen efter lithium, der anvendes i elkøretøjer, forventes at stige 57 gange inden 2050, efterspørgslen efter platinmetaller, der anvendes i brintbrændselsceller, forventes at stige 970 gange inden 2050 (kilde: COM(2023) 160 final).

(105)

    RMIS — EU's informationssystem om råstoffer (europa.eu) .

(106)

   COM(2023) 376 final, baseret på SWD(2023) 68 final og COM(2022) 438 final. Desuden kræver forordningen om nettonulindustri i alt 92 mia. EUR i perioden 2023-2030.

(107)

    Pakken om bæredygtig finansiering, 13. juni 2023 .

(108)

    EU fossil generation hits record low as demand falls | Ember (ember-climate.org) .

(109)

    Pakken om ren energi til alle europæere .

(110)

    Pagten for færdigheder: Lancering af et omfattende færdighedspartnerskab inden for vedvarende energi  

(111)

   Jf. arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om skøn over behovet for investeringer i færdigheder i forbindelse med forordningen om nettonulindustri.

(112)

    UN 2023 Water Conference: Summary of the proceedings by the president of the general assembly .

(113)

   Se den strategiske fremsynsrapport 2023 (COM(2023) 376 final).

(114)

    Kommissionsformand Ursula von der Leyens tale om Unionens tilstand 2023 .

EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 24.10.2023

COM(2023) 650 final

Rapport om bæredygtigheden af bioenergi i Unionen

BILAG

til

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget

Rapport om status over energiunionen 2023
















(i henhold til forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen)

{SWD(2023) 646 final}

Indledning

I henhold til artikel 35 i forordning (EU) 2018/1999 1 ("forvaltningsforordningen") skal Kommissionen senest den 31. oktober hvert år forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om status over energiunionen, som hvert andet år, fra og med 2023, skal indeholde en rapport om Unionens bæredygtighedspolitik for bioenergi med de oplysninger, der er angivet i bilag X til nævnte forordning.  Denne rapport opfylder denne rapporteringsforpligtelse og er udarbejdet på grundlag af de oplysninger, som medlemsstaterne har fremlagt i deres integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter, jf. artikel 17 i forvaltningsforordningen.

Bioenergi produceret af råprodukter fra landbrug, skovbrug og organisk affald er fortsat den vigtigste kilde til vedvarende energi i EU og tegnede sig for ca. 59 % af forbruget af vedvarende energi i 2021. Inden for bioenergi udgør primære faste biobrændsler den største andel med 70,3 %. Flydende biobrændstoffer tegner sig for 12,9 %, biogas/biomethan for 10,1 % og den vedvarende andel af kommunalt affald for 6,6 %.

EU's bruttoforbrug af vedvarende energi pr. type (2021, % og Mtoe) 2

Nuværende og fremskreven tilgængelighed af og efterspørgsel efter bæredygtig biomasse

26 medlemsstater har indberettet 3 data om biomasseforsyningen. I EU er træbiomasse det vigtigste indberettede råmateriale til produktion af fast biomasse (benævnt "skovbiomasse" i figuren nedenfor), og træbiomasse tegner sig for 66 % af den samlede mængde efterfulgt af biomasse fra organisk affald (26 %) og biomasse fra landbrug (8 %). Tyskland har en betydelig produktion af biomasse fra organisk affald (137 675 (i 1 000 m³)). Tyskland tegner sig også for den største andel af produktionen af skovbiomasse (66 658 (i 1 000 m³)) i EU efterfulgt af Sverige (65 102 (i 1 000 m³)). Spanien har den største produktion af biomasse fra landbrug (20 844 (i 1 000 m³)).

Primær forsyning af fast biomasse i 1 000 m³ til energiproduktion, indenlandsk produktion i 2021 4 grupperet efter råmaterialets oprindelse

Skovbiomasse var den største indberettede kategori i alle medlemsstaterne (262 858 (i 1 000 m³)). Tyskland indberettede 12 % af den samlede indberettede primære forsyning af fast biomasse fra skove efterfulgt af Spanien og Polen (begge indberettede 11 %) og Sverige og Frankrig (begge indberettede 10 %). Den næststørste indberettede kategori af forsyning af fast biomasse var kommunalt affald (171 023 (i 1 000 m³) — 24 % af den samlede mængde). Tyskland indberettede 74 % af det samlede vedvarende kommunale affald efterfulgt af Sverige (8 %), Belgien (6 %), Spanien og Nederlandene (begge indberettede 4 % af det samlede affald), Italien (2 %) og Østrig og Portugal (begge indberettede 1 % af den samlede mængde). Den tredjestørste indberettede kategori af primær forsyning af fast biomasse var biprodukter fra skovbrugsindustrien (144 821 (i 1 000 m³) — 20 % af den samlede mængde). Sverige indberettede 22 % af de samlede indberettede biprodukter fra skovbrugsindustrien efterfulgt af Finland (20 %), Østrig (11 %), Tyskland (10 %), Frankrig (6 %), Polen (5 %), Estland (4 %) og Letland (4 %).

Blandt de forskellige typer indenlandsk produktion af fast biomasse er den største vækst i perioden siden 2008 blevet observeret 5 for anvendelse af træpiller (413 %) efterfulgt af animalsk affald (351,9 %), den vedvarende fraktion af industriaffald (58,6 %), brændetræ, træaffald og biprodukter (29,5 %) og sortlud (25 %). Andre vegetabilske materialer og restprodukter var den eneste type fast biomasse med et fald på 8,8 % i forhold til 2008. Samlet set er den primære forsyning af fast biomasse i EU steget fra 3 336 811 TJ i 2008 til 4 454 768 TJ i 2021, hvilket er en samlet stigning på 33,5 %.

Samlet produktion af fast biomasse i EU-27 6

I ovenstående figur "Samlet produktion af fast biomasse i EU-27" henvises til de kategorier, der anvendes i Eurostats energibalancer. Med henblik på de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter er der fastsat forskellige kategorier i bilag IX, del 1, litra m), til forvaltningsforordningen, som har en bredere anvendelse end energiformål. I 2021 7 var Tyskland EU's største producent af fast biomasse (767 891 TJ) efterfulgt af Frankrig (530 659 TJ), Sverige (460 620 TJ), Polen (377 690 TJ) og Finland (352 535 TJ). Østrig følger efter med 250 710 TJ, Estland med 104 208 TJ og Grækenland med 33 317 TJ. Ifølge de indberettede data 8 kom den største andel af fast biomasse i Tyskland fra vedvarende kommunalt affald (125 984 (i 1 000 m³)). De øvrige medlemsstater indberetter primært skovbaseret fast biomasse, ofte uden at skelne mellem energi- og materialeanvendelse. Alle medlemsstaterne angav, at rundtømmer er den største kategori af skovbaseret fast biomasse (215 440 (i 1 000 m³)) efterfulgt af brændetræ (176 304 (i 1 000 m³)) og vedvarende kommunalt affald (171 023 (i 1 000 m³)).

Indenlandsk biogasproduktion indberettet i 2020 (venstre bjælke) og 2021 (højre bjælke) pr. medlemsstat. Fejlbjælkerne viser forskellen i forhold til de værdier, der er indberettet i Eurostats energibalancer. Kilde: Integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter og [NRG_BAL_C]

Medlemsstaterne indberettede deres indenlandske biogasproduktion i 2020 og 2021 i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter. I 2020 var Tyskland ifølge de indberettede data den største producent af biogas med 52,8 % af den samlede producerede mængde (7 765 ktoe) efterfulgt af Italien, der tegnede sig for 13,7 % (2 018 ktoe), Frankrig 7,4 % (1 090 ktoe), Tjekkiet (4,1 %, 595 ktoe) og Danmark (3,4 %, 505 ktoe). I 2021 var Tyskland fortsat den største producent og tegnede sig for 50,4 % af den samlede produktion (7 518 ktoe) efterfulgt af Italien (13,9 %, 2 078 ktoe), Frankrig 9,4 % (1 404 ktoe) og Danmark (4,2 %, 625 ktoe), som overhalede Tjekkiet (4,0 %, 591 ktoe) i biogasproduktionen. Belgien, Finland, Ungarn og Sverige indberettede ingen biogasproduktion hverken i 2020 eller 2021, mens Estland, Rumænien og Slovenien først indberettede biogasproduktion i 2021. Tjekkiet, Grækenland, Polen og Letland indberettede et fald i biogasproduktionen på 18,5 % fra 2020 til 2021. Den samlede indenlandske biogasproduktion indberettet i EU i 2021 udgjorde 14 929 ktoe, hvilket er en stigning på 1,7 % i forhold til 14 687 ktoe i 2020.

21 medlemsstater rapporterede i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter om udviklingen i bioenergiforsyningen, og om dette har indvirkning på de overordnede og sektorspecifikke forløbskurver for vedvarende energi fra 2021 til 2030. Otte medlemsstater 9 anførte, at der ikke var nogen væsentlige virkninger eller opdateringer, der skulle indberettes. Blandt de resterende 13 medlemsstater understregede Ungarn og Letland virkningerne af Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Sverige understregede, at priserne er steget på grund af energikrisen. Nogle medlemsstater (Estland og Slovakiet) anførte, at ændringer i lovgivningen påvirker anvendelsen af biomasse til energiproduktion. Andre (Italien og Slovenien) indberettede en forventet stigning i anvendelsen af biomasse til energiproduktion i årene frem til 2030.

Efterspørgsel efter biomasse pr. sektor

Fast biomasse anvendes i industri-, bolig- og energisektoren 10 . I 2021 blev der forbrugt 21,1 Mtoe fast biomasse i industrisektoren, 45,1 Mtoe i boligsektoren og 33,0 Mtoe i energisektoren. Tyskland, Frankrig og Sverige er de største forbrugere af fast biomasse. Anvendelsen af fast biomasse i disse sektorer er steget med 13,4 % i forhold til 2012.

Endeligt forbrug af fast biomasse i industri-, bolig- og energisektoren i 2021 pr. EU-medlemsstat 11

Transportsektoren

I 2021 tegnede det endelige forbrug af biobrændstoffer i transportsektoren sig for i alt 16,5 Mtoe i EU 12 , og det er steget med 39 % i forhold til 2013. I absolutte tal hænger denne stigning sammen med den øgede biodieselforsyning, men i relative tal forbliver biodiesels andel af det samlede forbrug af biobrændstoffer i transportsektoren ret stabil på ca. 80 % til og med 2021. Biodiesel anvendes i alle 27 medlemsstater. Bioethanol var den næstmest forbrugte brændstoftype og tegnede sig for 18 %, men anvendes i alle medlemsstater undtagen Cypern og Malta.

Det samlede forbrug af biomethan og andre flydende biobrændstoffer udgør mindre end 1 % af den samlede mængde biobrændstoffer, der forbruges i transportsektoren. Seks medlemsstater 13 rapporterer om brugen af biogasser i transportsektoren i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter. Sverige tegner sig for 67,4 % af EU's samlede biogasforbrug inden for transport.

I 2020 udgjorde primærproduktionen af flydende biobrændstoffer 15,64 Mtoe, hvilket, hvis nettoimporten lægges til, udgør 17,82 Mtoe af den samlede energiforsyning. I 2021 steg primærproduktionen af flydende biobrændstoffer med 3 % eller til 15,96 Mtoe, eller hvis nettoimporten lægges til, med 7 % eller til 19,06 Mtoe. En tilsvarende stigning opnås, når der anvendes en række multiplikatorer for biobrændstoffer i henhold til bilag IX til direktivet om vedvarende energi: den samlede VEK-T-nævner med multiplikatorer var 242,33 Mtoe (2020) og 263,80 Mtoe (2021 14 ). Som følge af tilbagevenden til normal mobilitet i 2021 efter de pandemirelaterede sikkerhedsforanstaltninger i 2020 faldt den samlede andel af vedvarende energikilder i transportsektoren (VEK-T) fra 10,25 % til 9,09 % fra 2020 til 2021. Med andre ord var stigningen i produktionen af biobrændstoffer sammen med de andre vedvarende energikilder lavere end stigningen i det samlede brændstofforbrug til transport fra 2020 til 2021. Det største fald i VEK-T-andele er blevet registreret for Ungarn (– 5,41 %), selv om mængden af vedvarende energi i transportsektoren steg fra 4,4 Mtoe i 2020 til 5 Mtoe i 2021.

Generelt kan der i transportsektoren konstateres en stadig større omstilling til vedvarende energi 15 . Anvendelsen af avancerede biobrændstoffer og andre biobrændstoffer produceret af råprodukter opført i bilag IX til direktivet om vedvarende energi samt andelen af elektricitet fra vedvarende energikilder er steget betydeligt over tid. I 2021 tegnede disse biobrændstoffer sig for den største andel af vedvarende energi i transportsektoren (4,2 % (med multiplikatorer)). Avancerede biobrændstoffer og andre biobrændstoffer produceret af råprodukter opført i bilag IX til direktivet om vedvarende energi fremstilles hovedsagelig af affald og restprodukter og har derfor ikke den negative indvirkning på arealanvendelsen, som biobrændstoffer baseret på fødevare- og foderafgrøder er forbundet med. Med hensyn til vedvarende energi (uden multiplikatorer) tegnede biobrændstoffer produceret af fødevare- og foderafgrøder sig dog fortsat for den største andel af alle vedvarende energibærere (3,9 % af det samlede energiforbrug i transportsektoren).

Det største forbrug af biobrændstoffer produceret af fødevare- og foderafgrøder er indberettet for Frankrig og Tyskland (henholdsvis 2 562 ktoe og 2 122 ktoe i 2021), som kan relateres til landets størrelse og befolkning. I Spanien ses en faldende tendens. Biobrændstoffer produceret af fødevare- og foderafgrøder tegnede sig for 1 737 ktoe i 2018, men faldt til 693 ktoe i 2021. I Finland er der sket et stort fald i produktionen af biobrændstoffer baseret på fødevare- og foderafgrøder i perioden 2020-2021 (fra 303 ktoe til 65 ktoe). Hvad angår dataene vedrørende biobrændstoffer forbundet med en risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen (ILUC) var dataene for 14 medlemsstater ufuldstændige. Tyskland rapporterede, at 42 % af alle biobrændstoffer baseret på fødevare- og foderafgrøder blev produceret af råprodukter med høj ILUC-risiko. Spanien og Italien har ligeledes rapporteret, at over 50 % af alle biobrændstoffer baseret på fødevare- og foderafgrøder blev produceret af råprodukter med høj ILUC-risiko. I henhold til direktivet om vedvarende energi 16 vil tællingen af biobrændstoffer med høj ILUC-risiko blive udfaset senest i 2030. Flere medlemsstater har allerede truffet foranstaltninger til at udfase sådanne brændstoffer.

Sektoren for opvarmning og køling

I 2021 blev biobrændstoffer og flydende biobrændsler anvendt til produktion af 17,3 Mtoe bruttovarme i EU 17 . Fast biomasse tegner sig for 76,0 % af det samlede forbrug af biomassebrændsel til opvarmning i EU efterfulgt af vedvarende kommunalt affald, der tegner sig for 18,1 %, og biogasser, der tegner sig for 5,0 %. Sverige er den største forbruger af fast biomasse til opvarmning og bruger 20,8 % af det samlede EU-forbrug efterfulgt af Finland (15,8 %) og Danmark (13,1 %). Hvad angår biogas, anvendes denne hovedsagelig i varmesektoren i Tyskland og Italien.

Figur 27: Endeligt energiforbrug af biomassebrændsler anvendt til varmeproduktion i 2021 pr. medlemsstat

Elsektoren

I 2021 blev der anvendt 45,6 Mtoe biomassebrændsler og flydende biobrændsler til produktion af 14,6 Mtoe elektricitet (brutto) 18 , hvilket udgjorde 15 % af det samlede elmiks fra vedvarende energikilder (brutto) og 6 % af den samlede elproduktion (brutto). 74 % af bruttoproduktionen af elektricitet baseret på biomasse fandt sted i kraftvarmeværker. Fast biomasse er den mest anvendte type (54,8 %) efterfulgt af biogasser (31,1 %). Vedvarende kommunalt affald tegner sig for 11,6 %, mens flydende biobrændsler tegner sig for 2,6 %. Tyskland er den største forbruger af biomassebrændsler til elproduktion (27,7 % af det samlede forbrug af biomassebrændsler og 57,0 % af biogasforbruget). Hvad angår forbruget af fast biomasse til elproduktion er Finland og Sverige store forbrugere (med henholdsvis 13,7 % og 12,0 %). Belgien, Italien og Slovenien forbruger tilsammen kun 1,1 ktoe biodiesel til elproduktion. Forbruget af biomassebrændsler og flydende biobrændsler til elproduktion er steget støt fra 2012 og i 2021, hovedsagelig som følge af en stigning på 28,7 % i anvendelsen af fast biomasse i forhold til 2012.

Generelt kan der observeres en stigende tendens i forbruget af biomasse i alle tre sektorer.

Fremtidsudsigter

Medlemsstaterne fremlagde generelt begrænsede oplysninger om den forventede primære forsyning af biomasse opdelt på råprodukter og oprindelse. Otte 19 af de 21 medlemsstater, der har fremlagt oplysninger, anførte, at der ikke var nogen væsentlige virkninger eller opdateringer, der skulle indberettes. Fem medlemsstater 20 er bekymret over, om den indenlandske forsyning af biomasse til forskellige sektorer kan imødekomme efterspørgslen på grund af de fysiske begrænsninger (begrænset potentiale, skovenes sundhedstilstand, begrænset infrastruktur med henblik på et større bioenergiindtag) og retlige begrænsninger for anvendelsen af biomasse. Fem medlemsstater 21 rapporterer om stabilitet i biomasseefterspørgslen, Slovenien rapporterer om en stigning i forsyningen af træbiomasse, og Nederlandene indfører et loft for træbiomasse til opvarmning. Frankrig offentliggør ajourføringer af forløb, og Spanien fremhæver de positive generelle virkninger uden at give nærmere oplysninger. De fremlagte anslåede forløbskurver opdelt på hver sektors andel af vedvarende energi i det endelige energiforbrug senest i 2030 i el-, varme- køle- og transportsektoren samt efter vedvarende teknologi er ikke tilstrækkelig detaljerede til at give et omfattende indblik i efterspørgslen efter bioenergi opdelt på varme, elektricitet og transport samt i biomasseforsyningen opdelt på råprodukter og oprindelse (med skelnen mellem indenlandsk produktion og import).

Import af biomasse

24 medlemsstater indberettede import af fast biomasse 22 i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter. Spanien, Rumænien og Luxembourg indberettede ikke nogen import af fast biomasse. Det skal bemærkes, at ingen medlemsstat indberettede import af biomasse og træstubbe fra landbrug. Importen af fast biomasse udgør 19 % af den samlede primære faste biomasse til energi/bioenergi. Det største indberettede importerede råmateriale er sortlud 23 (677 404 (i 1 000 m³)). Skovbiomasse var den næststørste indberettede kategori, og træpiller var det mest importerede råmateriale i denne kategori (21 926 (i 1 000 m³)) efterfulgt af rundtømmer, flis, savsmuld og andre træpartikler.

Råprodukter i form af skovbiomasse anvendt til energiproduktion, indberettet som importeret i EU 24

Med hensyn til træpilleimport til EU er Nederlandene den største importør 25 (næsten 30 % af EU's samlede import af træpiller) efterfulgt af Danmark (26 %) 26 27 . Importen af træflis tegnede sig for 8 % af den samlede forsyning af træflis til energiforbrug i 2021. Frankrig tegnede sig for en tredjedel (33,2 %) af den samlede import af træflis, Litauen fulgte efter med 22 %, Letland med næsten 10 % og Italien med næsten 9 %. Samlet set ses en stigning på 27 % i importen af træpiller siden 2019, mens importen af træflis faldt med 10 % fra 2019 til 2020. Ved hjælp af Eurostats handelsbalancer 28 er det muligt at spore den geografiske oprindelse af træpiller (frem til 2021) og træflis (kun frem til 2020). I begge kategorier var Rusland den største eksportør til EU efterfulgt af USA og Belarus for træpiller, og Belarus (som sammen med Rusland tegner sig for 82 % af den samlede import af træflis), Norge (8 %), Brasilien (5 %), Uruguay (4 %) og Ukraine (2 %) for træflis. Efter Ruslands uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine har interessenterne udtrykt bekymring over de potentielle konsekvenser, dette kan få for priserne på importen af træpiller og træflis.

Importen af træflis tegnede sig for 1 % af den samlede forsyning af træflis til energiforbrug i 2021. Kun fire medlemsstater 29 indberettede import af biomasse fra organisk affald. Sverige er den største importør af organisk affald og vedvarende kommunalt affald. Nederlandene og Belgien var de eneste medlemsstater, der indberettede import af affaldsslam, henholdsvis 56 000 m³ og 4 000 m³.

I 2021 udgjorde EU's import af råprodukter til produktion af biobrændstoffer 8 194 ktoe 30 . Bioethanol produceres primært af råprodukter med oprindelse i EU (ca. 78 %), mens kun ca. halvdelen biodieselproduktionen (43 %) er baseret på råprodukter med oprindelse i EU (jf. figur nedenfor). Hvad angår import af biobrændstoffer er råprodukterne til biobrændstoffer primært importeret fra Indonesien og Malaysia med 17 % af den samlede import af råprodukter til biobrændstoffer. De resterende 41 % af importen af råprodukter til biodiesel er fordelt på ni lande verden over.

Geografisk oprindelse af råprodukter til biodiesel (til venstre) og bioethanol (til højre) til EU i 2021

Foranstaltninger indberettet af medlemsstaterne til fremme af bioenergi og overholdelse af kriterierne for bæredygtighed og drivhusgasbesparelser fastsat i direktivet om vedvarende energi

Direktivet om vedvarende energi (RED II) fremmer bioenergi, der er bæredygtig og certificeret som bæredygtig. Direktivet, herunder de strengere bæredygtighedskriterier i artikel 29, skulle være gennemført senest i juni 2021. Kontrollen af gennemførelsen pågår i øjeblikket 31 . De fleste medlemsstater har i det mindste delvist gennemført artikel 29 og ajourført deres eksisterende lovgivning for at medtage de strengere regler i det omarbejdede direktiv. Nogle medlemsstater har ud over primær og afledt ret indført retningslinjer eller vejledning i retsakter på miljø- eller naturbeskyttelsesområdet. Medlemsstaterne rapporterede ikke udtrykkeligt om foranstaltninger vedrørende bæredygtighedskriterierne i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter. Medlemsstaterne henviste imidlertid til foranstaltninger vedrørende gennemførelsen af direktivet (og derfor også gennemførelsen af bæredygtighedskriterierne). Bæredygtigscertificering blev nævnt af to medlemsstater: Spanien rapporterede om en foranstaltning vedrørende vedvarende gas, der er certificeret på bæredygtig vis, og Italien rapporterede om to foranstaltninger, hvoraf den ene vedrørte oprettelsen af en national certificeringsordning for biobrændstoffers bæredygtighed og den anden vedrørte en ajourføring af certificeringsordningen.

Nogle få medlemsstater indberettede foranstaltninger vedrørende fremme af bæredygtigheden af skovbiomasse til energiproduktion, og kun Spanien indberettede to foranstaltninger vedrørende bæredygtig skovforvaltning og bevarelse og forbedring af skovreservater. Ingen medlemsstater meldte om udfordringer i forbindelse med tilgængeligheden af skovbiomasse.

Med hensyn til LULUCF 32 -kriterierne fremlagde medlemsstaterne kun begrænsede oplysninger i deres integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter. Det skal bemærkes, at alle EU's medlemsstater har undertegnet Parisaftalen og har forelagt nationalt bestemte bidrag (NDC) for De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) 33 . 13 34 ud af de 18 medlemsstater, der rapporterede i dette afsnit, anførte udtrykkeligt, at de har gennemført nationale eller regionale love for at sikre, at emissioner ikke overstiger optag.

For at mindske EU's afhængighed af importerede fossile brændstoffer har Kommissionen i REPowerEU-planen foreslået 35 at fremskynde produktionen af bæredygtigt produceret biomethan (primært baseret på organisk affald, restprodukter fra skove og landbrug for at undgå virkningerne af ændringer i arealanvendelsen). Der er foreslået et mål for en årlig EU-produktion af bæredygtig biomethan på 35 mia. m³ senest i 2030 for at reducere importen af naturgas fra Rusland og fremskynde EU's omstilling til ren energi. 21 af de 24 medlemsstater, der allerede havde rapporteret om foranstaltninger i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter, rapporterede om foranstaltninger vedrørende fremme af biogas og biomethan 36 , og omkring en tredjedel af de rapporterende medlemsstater nævnte foranstaltninger til fremme af biomethan i transportsektoren, hovedsagelig som en blandingsforpligtelse. Andre medlemsstater indberettede mindst én foranstaltning til fremme eller regulering af indfødningen af vedvarende gas, nemlig biogas/biomethan, i naturgasnettet 37 . Sverige rapporterer hverken om anvendelsen af biomethan inden for transport eller biogasproduktion i 2020 og 2021, selv om Sverige er et af de mest modne markeder for biomethan i EU og bruger flest biogasser inden for transport. På samme måde indberettede Belgien, Finland og Ungarn ikke nogen biogasproduktion for 2020 eller 2021 i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter.

Nogle medlemsstater henviste til blandingsmandater og kvoter til fremme af avancerede biobrændstoffer i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter. I nogle medlemsstater (Danmark, Frankrig, Italien, Malta og Spanien) er disse foranstaltninger allerede trådt i kraft, mens der i andre, f.eks. Slovenien og Kroatien, snart vil blive indført foranstaltninger til at øge andelen af avancerede biobrændstoffer i transportsektoren. Spanien har rapporteret om forskellige foranstaltninger, der fremmer produktionen af avancerede biobrændstoffer til anvendelse ikke blot i vejtransportsektoren, men også i luft- og søtransportsektoren, men de lovgivningsmæssige rammer for disse foranstaltninger er stadig under udvikling.

I de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter blev medlemsstaterne anmodet om at rapportere om ændringerne i råvarepriser og arealanvendelse i deres land forbundet med deres øgede anvendelse af biomasse. Med hensyn til råvarepriser har medlemsstaterne anført, at selv om råvarepriserne kan være steget i de seneste år, er dette ikke forbundet med øget anvendelse af biomasse til energiproduktion. Spanien oplyste, at andelen af råprodukter anvendt til bioenergiformål er lille sammenlignet med den samlede mængde producerede råprodukter. Cypern og Estland oplyser, at landbrugsråstoffer ikke anvendes til energiproduktion i deres lande, og at der derfor ikke er nogen sammenhæng mellem anvendelsen af biomasse til energiproduktion og udsving i råvarepriserne.

Med hensyn til arealanvendelse har 14 medlemsstater indberettet de relevante data 38 , og fem af disse medlemsstater 39 har også indberettet kvantitative data. Finland, Litauen og Slovakiet har ikke indberettet ændringer i arealanvendelsen. Danmark, Italien og Letland indberettede en stigning i arealerne i forbindelse med produktion af bioenergi. Danmark indberettede en stigning i majsdyrkning som kombineret råprodukt til biogas fra 2 390 ha i 2012 til de nuværende 17 433 ha i 2020/2021, selv om biogasproduktionen primært er baseret på affald og restprodukter. Italien indberettede ændringer i arealanvendelsen uden yderligere oplysninger. Letland indberettede en stigning på 3,0 % i 2021 i forhold til 2020 for korn, men bemærker, at ændringen er ubetydelig i forhold til de resterende dyrkede arealer. Polen indberettede en årlig stigning på 4 % eller anslået 797 kha jord til dyrkning af bioenergi i 2021. Luxembourg indberettede som den eneste medlemsstat et fald på 0,6 procentpoint i arealanvendelsen til energiafgrøder fra 2018 til 2022. Den dominerende energiafgrøde er majs til biogas (67 % i 2022). Østrig, Cypern, Ungarn, Malta, Spanien og Sverige oplyste, at der enten ikke blev anvendt eller ikke blev anvendt et betydeligt areal til bioenergi.

Den teknologiske udvikling og udbredelse af biobrændstoffer produceret af råprodukter opført i bilag IX til direktiv (EU) 2018/2001

Bilag IX til direktivet om vedvarende energi indeholder en liste over råprodukter, der kan anvendes til produktion af biogas til transport, avancerede biobrændstoffer og andre biobrændstoffer. Avancerede biobrændstoffer produceres af de råprodukter, der er opført i del A i bilag IX til direktivet om vedvarende energi. Del B indeholder en liste over råprodukter til produktion af biobrændstoffer og biogas til transport (i dette afsnit benævnt "bilag IX-biobrændstoffer"), hvis bidrag til opfyldelsen af minimumsandelene omhandlet i artikel 25, stk. 1, første afsnit, begrænses og kan sættes til to gange deres energiindhold. De fleste medlemsstater 40 har ikke fremlagt tal for anvendelse og produktion af bilag IX-biobrændstoffer, og de enheder og år, for hvilke der er fremlagt data, varierer fra medlemsstat til medlemsstat. I følgende analyse anvendes data, der er indberettet i SHARES.

Forbruget af biobrændstoffer i henhold til bilag IX fremgår af nedenstående figur for 2017-2021. Der ses en samlet stigning i anvendelsen af bilag IX-biobrændstoffer fra 2 317 ktoe i 2017 til 5 474 ktoe i 2021. Forbruget af biobrændstoffer produceret af brugt madolie (bilag IX, del B, litra a)) er det højeste af alle råprodukter i bilag IX. For så vidt angår råprodukter i bilag IX, del A, er forbruget af biobrændstoffer produceret af råprodukter opført i litra d) biomassefraktion af industriaffald, som er uegnet til anvendelse i fødevare- eller foderkæden, og litra g) spildevand fra palmeoliemøller og tomme palmefrugtbundter det højeste. I modsætning hertil anvendes biobrændstoffer fra følgende råprodukter i bilag IX, del A, slet ikke eller anvendes i mængder på under 1 ktoe i hele EU i alle de betragtede år: a) alger, hvis dyrket på land i damme eller fotobioreaktorer, l) nøddeskaller, m) avner, n) kolber, som er renset for majskerner, q) andet lignocellulosisk materiale, undtagen sav- og finérkævler.

Udviklingen i efterspørgslen efter bilag IX-biobrændstoffer i EU-27 i perioden 2017-2021 41  

Italien er den største forbruger af bilag IX-biobrændstoffer og sammen med Spanien den største forbruger af biobrændstoffer i bilag IX, del A. Italien er også den største forbruger af biobrændstoffer i bilag IX, del B, efterfulgt af Tyskland, Spanien, Nederlandene og Sverige. Andre medlemsstater (Rumænien og Letland) forbrugte ikke nogen IX-biobrændstoffer, og Østrig forbrugte kun en lille mængde (<1 ktoe).

Opdeling af forbruget af bilag IX-biobrændstoffer pr. råprodukt for hver medlemsstat i 2021 42  

Ti medlemsstater 43 rapporterede om den teknologiske udvikling og anvendelsen af bilag IX-biobrændstoffer, men med fragmenterede og inkonsekvente data. Ifølge de foreliggende oplysninger 44 er der foretaget mindst 12 investeringer i produktion af hydrobehandlede vegetabilske olier (HVO) med en årlig kapacitet på mellem 24 og 1 300 kt pr. år i fem medlemsstater 45 . Den største enkeltstående kapacitet er registreret i Sverige: Lysekil og Göteborg, hver med en produktionskapacitet på 1 300 kt HVO. Den næstmest repræsenterede teknologi er bioethanolproduktion med seks investeringer på 25-50 kt pr. år i seks medlemsstater 46 . Biomethanolproduktion på fem anlæg (kapacitet 5,25-450 kt pr. år) er bebudet i tre medlemsstater 47 . Andre investeringer er Fischer-Tropsch (Frankrig), biomethan, bioLPG, Naptha (alle i Nederlandene) eller ukendte/forskellige (Finland).

Tilgængelige videnskabelige forskningsresultater vedrørende indirekte ændringer i arealanvendelsen

Kommissionen overvåger situationen med hensyn til biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler med høj risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen (ILUC) og vil fortsat regelmæssigt ajourføre dataene på grundlag af den seneste videnskabelige dokumentation. Kommissionen har iværksat to undersøgelser 48 i denne henseende, og der arbejdes i øjeblikket på vurderingen. Resultaterne af undersøgelsen vil blive anvendt til at støtte Kommissionen, hvis det er nødvendigt at ajourføre de kriterier, som anvendes til bestemmelse af råprodukter med høj ILUC-risiko og til certificering af brændstoffer med lav ILUC-risiko.

Yderligere vejledning om gennemførelsen af certificering for lav ILUC-risiko blev medtaget i kapitel V i gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 49 om certificeringsregler for frivillige ordninger. I artikel 24-27 forklares de specifikke krav til certificering for lav ILUC-risiko, og der er medtaget regler for bevis for additionalitet og detaljerede retningslinjer for opfyldelse af kravene til produktion på uudnyttede arealer, arealer, der er taget ud af drift, og for fastsættelse af yderligere biomasse med henblik på foranstaltninger til forøgelse af udbyttet. Disse tekniske regler har til formål at sikre en harmoniseret og robust tilgang på tværs af certificeringsorganerne. Kommissionen kan videreudvikle vejledningen på grundlag af resultaterne af pilottesten af metodologien, som for nylig blev afsluttet som led i ovennævnte undersøgelser bestilt af Kommissionen 50 .

Frivillige og nationale certificeringsordninger i henhold til direktivet om vedvarende energi

EU-landenes frivillige ordninger og nationale certificeringsordninger bidrager til at sikre, at biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler samt vedvarende brint og derivater heraf (vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, eller RFNBO) og genanvendt kulstofbrændsel produceres bæredygtigt ved at kontrollere, at de overholder EU's bæredygtighedskriterier samt de relevante metoder for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og for genanvendt kulstofbrændsel.

Ordningerne kontrollerer således, at:

·produktion af råprodukter, der anvendes til produktion af biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler, ikke finder sted på arealer med høj biodiversitet, og at arealer med stort kulstoflager ikke er blevet omlagt til en sådan råstofproduktion

·elektricitet, der anvendes til produktion af vedvarende brint, er fra vedvarende kilder

·produktion af vedvarende brændstoffer og gasser fører til tilstrækkelige drivhusgasemissionsbesparelser.

I flere ordninger tages der også hensyn til yderligere bæredygtighedsaspekter såsom beskyttelse af jord, vand og luft og sociale kriterier. I forbindelse med certificeringsprocessen verificerer en ekstern auditør hele produktionskæden lige fra råproduktets og energiens oprindelse til brændstofproducenten eller forhandleren.

Selv om ordningerne drives af private aktører, kan Kommissionen anerkende, at de overholder reglerne i direktivet om vedvarende energi. Anerkendelsesprocessen gennemføres i overensstemmelse med artikel 30, stk. 4 og 6, i direktivet om vedvarende energi.

En ordning kan kun anerkendes af Kommissionen, hvis den opfylder følgende kriterier:

·Råmaterialeproducenterne opfylder bæredygtighedskriterierne og kriterierne for produktion af vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, som fastsat i direktivet om vedvarende energi og gennemførelseslovgivningen hertil.

·Oplysninger om bæredygtighedskarakteristika kan spores til råmaterialets oprindelse.

·Alle oplysninger er veldokumenterede.

·Virksomhederne auditeres, inden de begynder at deltage i ordningen, og der udføres regelmæssigt auditter med henblik på fornyet certificering.

·Auditørerne har både generelle og specifikke auditkompetencer, der opfylder kriterierne i ordningen.

Afgørelsen om anerkendelse af en frivillig ordning har normalt en lovbestemt gyldighedsperiode på fem år.

Kommissionen har indtil videre formelt anerkendt 15 frivillige og nationale certificeringsordninger 51 . Ved gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 er der indført nye og skærpede regler for certificering af bioenergi. Kommissionen har iværksat en formel proces for revurdering af alle de anerkendte ordninger for at sikre, at de stadig er egnede til at certificere de økonomiske aktørers overholdelse af bæredygtighedskriterierne i direktivet om vedvarende energi. Denne proces forventes afsluttet inden udgangen af 2023. Sideløbende hermed er der iværksat nye vurderingsprocesser for ordninger, som er villige til at certificere vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse (RFNBO), på grundlag af nyligt vedtagne metoder til vurdering af deres bæredygtighed.

Kommissionen planlægger at iværksætte en omfattende undersøgelse af resultaterne af certificeringsordningerne i henhold til direktivet om vedvarende energi inden udgangen af 2023. De første resultater af denne undersøgelse forventes at foreligge ved udgangen af 2024.

Ajourføring af EU-databasen omhandlet i artikel 28, stk. 2, i direktiv (EU) 2018/2001

I henhold til artikel 28, stk. 2, i direktivet om vedvarende energi sikrer Kommissionen, at der oprettes en EU-database for at "gøre det muligt at spore flydende og gasformige transportbrændstoffer". Anvendelsesområdet omfatter biobrændstoffer, vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og genanvendt kulstofbrændsel i transportsektoren. Det skal bemærkes, at faste biomassebrændsler er udelukket, og at EU-databasens anvendelsesområde i øjeblikket kun omfatter transportsektoren. Kommissionen er i færd med at sætte databasen i drift, hvilket vil sikre sporbarheden af brændstoffer fra vedvarende energikilder og styrke gennemsigtigheden. Gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 fastsætter specifikke regler for at sikre, at det kontrolleres på en effektiv og harmoniseret måde, at biobrændstoffer, flydende biobrændsler og biomassebrændsler overholder reglerne i direktivet om vedvarende energi, og at svig forebygges.

I henhold til direktivet om vedvarende energi skal medlemsstaterne pålægge økonomiske aktører at indlæse oplysninger i databasen, herunder om bæredygtigheds- og drivhusgasemissionsbesparelseskarakteristika for vedvarende transportbrændstoffer, der bringes i omsætning. EU-databasen dækker hele forsyningskæden fra det første indsamlingssted for råprodukter fra landbrug eller skovbrug eller indsamlingssted for affald og restprodukter frem til forbrugsstedet. For indsamlingssteder betyder dette, at oprindelsesstederne også skal dokumenteres i databasen, og at alle leverancer fra disse oprindelsessteder skal registreres i databasen. På samme måde skal alle afhængige lagre og afhængige indsamlingssteder, der er omfattet af gruppecertificering, registreres, således at det pågældende materiale kan spores tilbage på hvert sted, hvor det er blevet oplagret.

I 2022 gennemførte ca. 20 økonomiske aktører den første pilottest af databasen. Efter denne proces blev EU-databasen formelt lanceret den 16. januar 2023 med det formål at inddrage alle respektive økonomiske aktører, frivillige internationale og nationale verifikationsordninger og EU-medlemsstaterne. Medlemsstaternes nationale databaser kan også kobles til EU-databasen. Inddragelsen sker i etaper og omfatter registrering af alle relevante brugeroplysninger. Økonomiske aktører skal fremlægge oplysninger på det certificerede websted samt det gældende overensstemmelsescertifikat. Der kræves også en identifikator fra et nationalt handelsregister (NTR ID) 52 for at sikre, at hver enkelt økonomiske aktør kan identificeres entydigt af tredjeparter. Kommissionen lancerede også en online Wiki-side i marts 2023 for at støtte denne proces. Denne side indeholder baggrundsoplysninger om EU-databasen, relevant undervisningsmateriale og ofte stillede spørgsmål 53 .

Pr. 1. september 2023 er omkring 8 000 økonomiske aktører blevet registreret med støtte fra de frivillige ordninger ud af ca. 12 000 i alt. Medlemsstaterne har også indledt processen på deres side ved at identificere og registrere de institutionelle brugere af systemet. Den første lagerregistrering af råstoffer og brændstoffer forventes at ske, når mindst 80 % af de økonomiske aktører er blevet registreret. De registrerede lagre bør svare til balancetallet for nettomassen i den seneste massebalanceperiode. Derefter vil økonomiske aktører kunne registrere og forvalte transaktioner af indgående og udgående materiale i databasen. Transaktionerne skal registreres senest 72 timer efter den handlede dato/forsendelsen, og de ledsagende bæredygtighedscertifikater skal ajourføres inden udløbet af massebalanceperioden.

(1)

   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11. december 2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen (EUT L 328 af 21.12.2018).

(2)

   Eurostat: Energibalancer 2021.

(3)

   Eurostat: Biomasseforsyning, årlige data.

(4)

   Eurostat: Biomasseforsyning, årlige data.

(5)

   Eurostat: Tabel NRG_CB_RW.

(6)

   Eurostat: Tabel NRG_CB_RW.

(7)

   Ibid.

(8)

   Eurostat: Biomasseforsyning, årlige data.

(9)

   AT, BG, CY, CZ, DK, EL, FI og PT.

(10)

   Eurostat: Tabel NRG_BAL_C.

(11)

   Eurostat: Energibalancer 2021, tabel NRG_BAL_C.

(12)

   Ibid.

(13)

   AT, CZ, DK, EE, FI, IT, SE.

(14)

   Eurostat: SHARES-data.

(15)

   Ibid.

(16)

   Direktiv (EU) 2018/2001 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 82).

(17)

   Eurostat: Tabel NRG_BAL_C Flow "Gross Heat Production" (supplerende indikator). Denne indikator omfatter: Hovedaktivitet producent kun varme + hovedaktivitet producent kraftvarmeproduktion + egenproducent kun varme + egenproducent kraftvarmeproduktion. Produktkoder: biodiesel [R5220P + R5220B], biogasser [kode: R5300], andre flydende biobrændstoffer [R5290], primære faste biobrændsler [R5110-5150_W6000RI], vedvarende kommunalt affald [W6210]. Datasæt for energibalancer (kode: NRG_BAL_C). Bemærk, at denne indikator repræsenterer værdier for "omdannelsesoutput". For varmeproduktion henviser dette derfor til den energi, der fremstilles af biomassebrændsler og flydende biobrændsler efter omdannelse.

(18)

   Eurostat: Tabel NRG_BAL_C. Flow "Gross Electricity Production" (supplerende indikator). Denne indikator omfatter hovedaktivitet producent kun el + hovedaktivitet producent kraftvarmeproduktion + egenproducent kun el + egenproducent kraftvarmeproduktion. Produktkoder: biodiesel [R5220P + R5220B], biogasser [kode: R5300], andre flydende biobrændstoffer [R5290], primære faste biobrændsler [R5110-5150_W6000RI], vedvarende kommunalt affald [W6210]. Datasæt for energibalancer (kode: NRG_BAL_C).

(19)

   AT, BG, CY, CZ, DK, EL, FI og PT.

(20)

   HR, ES, HU, LT, SE.

(21)

   IT, MT, LV, SK, SE.

(22)

   Eurostat: Biomasseforsyning, årlige data.

(23)

   Sortlud er et biprodukt fra papirmasseindustrien, og hver ton træmasse producerer 7 tons sortlud som biprodukt. Mængden kan således være stor, men med lav energitæthed sammenlignet med det oprindelige træ anvendt i fremstillingen af papirmassen.

(24)

   Eurostat: Biomasseforsyning, årlige data (NRG_CB_BM).

(25)

   Ibid.

(26)

   Yderligere oplysninger om træpilleimport kan findes i Eurostat, "EU trade since 1988 by HS2-4-6 and CN8".

(27)

   Nederlandene og Danmark var de to største importlande i begge datasæt. Ifølge Eurostat-data om import af træpiller: 34 % af den samlede import af træpiller blev importeret til Nederlandene, 15 % til Danmark, 12 % til Belgien og 8 % til Letland i 2021.

(28)

   Det skal bemærkes, at de indberettede data vedrører den samlede mængde importerede træpiller til EU og dermed ikke kun til energiproduktion.

(29)

   BE, NL, PT, SE.

(30)

   Europa-Kommissionen (2023): EU-rapport om bæredygtig bioenergi — Undersøgelse til støtte for rapportering i henhold til artikel 35 i forordning (EU) 2018/1999 (udkast), vil blive offentliggjort.

(31)

    https://ec.europa.eu/atwork/applying-eu-law/infringements-proceedings/infringement_decisions/ .

(32)

   Arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug.

(33)

    https://unfccc.int/NDCREG .

(34)

   AT, BG, CZ, DK, EE, ES, FI, HR, LT, NL, PT, SI, SE.

(35)

   COM(2022) 230 final.

(36)

   AT, BE, CY, DK, EE, EL, ES, FI, FR, HR, HU, IE, IT, LT, LV, NL, PT, RO, SE, SI og SK.

(37)

   DK, ES, FR, IT, PT, SE og SK.

(38)

   AT, CY, DK, ES, FI, HU, IT, LV, LT, LU, MT, PL, SK og SE.

(39)

   DK, LV, LT, LU, PL.

(40)

   Indberettede mængder af bilag IX-biobrændstoffer i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter: DK, ES, IE, IT, LU.

(41)

   Kilde: Eurostat, SHARES-databasen.

(42)

   Ibid.

(43)

   BG, FI, FR, IT, NL, PL, RO, SK, ES, SE.

(44)

   Europa-Kommissionen (2023): EU-rapport om bæredygtig bioenergi — Undersøgelse til støtte for rapportering i henhold til artikel 35 i forordning (EU) 2018/1999 (udkast), vil blive offentliggjort.

(45)

   FI, FR, NL, PL, SE.

(46)

   BG, FI, IT, PL, RO, SK.

(47)

   ES, NL, SE.

(48)

    https://iluc.guidehouse.com/ .

(49)

   Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/996 af 14. juni 2022 om regler for verifikation af bæredygtigheds- og drivhusgasemissionsbesparelseskriterier og kriterier for lav risiko for indirekte ændringer i arealanvendelsen (EUT L 168 af 27.6.2022, s. 1).

(50)

    https://guidehouse.com/case-studies/energy/2021/biofuels-with-indirect-land-use-change-risk .

(51)

   Yderligere oplysninger og afgørelserne om anerkendelse kan findes på følgende link: https://energy.ec.europa.eu/topics/renewable-energy/bioenergy/voluntary-schemes_da .

(52)

   NTR-ID er landespecifik og kan være et momsnummer, virksomhedsnummer eller tilsvarende.

(53)

    https://wikis.ec.europa.eu/display/UDBBIS/Union+Database+for+Biofuels+-+Public+wiki .

EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 24.10.2023

COM(2023) 650 final

Rapport om renovering af den nationale masse af beboelsesejendomme og erhvervsbygninger og om næsten energineutrale bygninger

BILAG

til

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget

Rapport om status over energiunionen 2023











(i henhold til forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen)

{SWD(2023) 646 final}

1.Indledning og baggrund

Byggesektoren spiller en central rolle i den langsigtede strategi for reduktion af drivhusgasemissioner i Den Europæiske Union (EU) og for opfyldelsen af andre mål i den europæiske grønne pagt såsom nulforurening eller ressourceeffektivitet. De vigtigste veje til en dekarboniseret bygningsmasse i EU er fastlagt i henhold til direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne (bygningsdirektivet) med fokus på at fastsætte omkostningsoptimale mindstekrav til energimæssig ydeevne, fremme bygninger med høj energieffektivitet og udvikle langsigtede renoveringsstrategier med henblik på at mobilisere investeringer i energieffektivitet i byggesektoren.

Fra 2021 skal alle nye bygninger være næsten energineutrale bygninger. Den brede definition af næsten energineutrale bygninger findes i bygningsdirektivet, hvor der er fokus på energieffektivitet og vedvarende energi gennem rammen for omkostningsoptimering. Indikatorerne for næsten energineutrale bygninger varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket afspejler nationale, regionale eller lokale forhold. Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) har vurderet status for definitionerne af næsten energineutrale bygninger i medlemsstaterne og de seneste opdateringer vedrørende definitionen, dens gennemførelse samt de fælles træk og de vigtigste forskelle mellem de eksisterende definitioner af næsten energineutrale bygninger.

For at forbedre eksisterende bygningers energimæssige ydeevne skal medlemsstaterne i henhold til bygningsdirektivet opstille langsigtede renoveringsstrategier for renovering af den nationale masse af beboelsesejendomme og erhvervsbygninger. Strategierne skal omfatte køreplaner med vejledende milepæle for 2030, 2040 og 2050, målbare indikatorer, forventede energibesparelser og yderligere fordele ved energirenovering. Strategierne skal også omfatte en solid finansiel komponent. JRC har vurderet, om de langsigtede renoveringsstrategier var i overensstemmelse med kravene i bygningsdirektivet.

Medlemsstaterne skal inden for rammerne af de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter 1 hvert andet år bl.a. ajourføre mål, milepæle og fremskridtsindikatorer i den langsigtede strategi for renovering af den nationale masse af beboelsesejendomme og erhvervsbygninger. Ajourføringer om næsten energineutrale bygninger indgår også i de oplysninger, der skal fremlægges i den integrerede nationale energi- og klimastatusrapport. Selv om alle medlemsstaterne har fremlagt data og oplysninger i den integrerede nationale energi- og klimastatusrapport 2 , forekommer fuldstændigheden af de indberettede data i gennemsnit at være begrænset for de fleste bygningsrelaterede emner og indikatorer.

Denne rapport, der tager udgangspunkt i vurderingen af data fra JRC's vurdering af de første integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter 3 og andre tilgængelige kilder, opfylder den forpligtelse, der blev indført ved artikel 35 i forvaltningsforordning (EU) 2018/1999, til at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet følgende elementer som led i rapporten om status over energiunionen:

–hvert andet år en samlet situationsrapport om renoveringen af den nationale masse af både private og offentlige beboelsesejendomme og erhvervsbygninger i overensstemmelse med de køreplaner, der er fastlagt i de langsigtede strategier for renovering, som hver medlemsstat opstiller i overensstemmelse med artikel 2a i direktiv 2010/31/EU

–hvert fjerde år en samlet statusrapport om medlemsstaternes forøgelse af antallet af næsten energineutrale bygninger i henhold til artikel 9, stk. 5, i direktiv 2010/31/EU.

Endelig giver rapporten en opdatering om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af arbejdsplanen for miljøvenligt design og energimærkning 2022-2024, som Kommissionen skal informere Europa-Parlamentet og Rådet om hvert år.

2.Vigtigste resultater vedrørende bygningsrelaterede elementer i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter

Rapporteringen om status for gennemførelsen af de integrerede nationale energi- og klimaplaner i 2023 var den første af sin art, og øvelsen havde til formål at følge gennemførelsen af og fremskridtene med de nationale langsigtede renoveringsstrategier fra 2020, herunder en række indikatorer og milepæle, som medlemsstaterne skal indberette (for det meste ikke obligatorisk), og som beskriver bygningsmassens tilstand og udvikling i EU. De vigtigste bygningsrelaterede indikatorer og data, som medlemsstaterne blev anmodet om at indberette, vedrører energiforbrug, drivhusgasemissioner, renoveringsandel og antal næsten energineutrale bygninger 4 .

I gennemsnit forekommer fuldstændigheden af de indberettede data at være begrænset for de fleste bygningsrelaterede emner og indikatorer, bortset fra den eneste obligatoriske rapportering om bygningers bidrag til Unionens overordnede energieffektivitetsmål. Det er derfor vanskeligt at vurdere, navnlig på aggregeret niveau:

–medlemsstaternes fremskridt hen imod deres mål

–EU-bygningsmassens kurs hen imod kulstofneutralitet senest i 2050, herunder i lyset af det øgede delmål fastsat i "Fit for 55"-pakken.

Denne situation understreger behovet for at forbedre sporingen af gennemførelsen af og fremskridtene med de langsigtede renoveringsstrategier fra 2020, f.eks. som foreslået i forslaget til omarbejdning af bygningsdirektivet 5 .

Et yderligere element af kompleksitet er de mange forskellige definitioner af nogle indikatorer (f.eks. bygninger med den dårligste ydeevne, renoveringsandel) og/eller referenceår. Dette blev allerede konstateret i forbindelse med vurderingen af de langsigtede renoveringsstrategier fra 2020.

Der kan drages følgende foreløbige konklusioner på grundlag af de indberettede data i den integrerede nationale energi- og klimastatusrapport:

–Energiforbrug: Rapporteringsniveauet er generelt lavt, især for primærenergi. Generelt er energiforbruget i bygningsmassen steget mellem 2020 og 2021 i de fleste af de 13 medlemsstater, der har indberettet på dette område (med visse undtagelser i nogle lande, afhængigt af den specifikke sektor). Dette kan afspejle, at det var for tidligt til at måle de håndgribelige virkninger af gennemførelsen af langsigtede renoveringsstrategier i 2021.

–Drivhusgasemissioner: Tallene for emissioner fra bygninger er også relativt ufuldstændige og spredte. Drivhusgasemissionerne stiger i gennemsnit mellem 2020 og 2021 (for de 11 medlemsstater, der har indberettet visse data). Desuden har flere lande gjort visse fremskridt hen imod deres emissionsmål for 2030.

–Renovering: Dataene om antallet af bygninger, kvadratmeter eller renoveringsandel er meget ufuldstændige og spredt på tværs af medlemsstaterne på trods af renoveringens relevans for dekarboniseringen af bygningsmassen. Kun otte medlemsstater har indberettet tilstrækkelige renoveringsdata, og disse viste visse fremskridt hen imod de 2030-mål for bygningsrenovering, der er fastsat i de nationale langsigtede renoveringsstrategier. De rapporterede fremskridt synes ikke at være tilstrækkelige til at nå målene i nogle medlemsstater, men er tilfredsstillende i andre.

–Bidrag til globale energieffektivitetsmål: Dette er de eneste obligatoriske elementer i den integrerede nationale energi- og klimastatusrapport vedrørende bygninger og derfor det element, hvor rapporteringsniveauet er højest (næsten 100 % af de rapporterende medlemsstater). Her kan der anføres beskrivende og/eller kvantitative oplysninger, og i svarene giver medlemsstaterne udtryk for mange forskellige fortolkninger. Desuden indeholder svarene i nogle tilfælde ikke henvisninger til specifikke milepæle eller mål, og her er der plads til forbedringer.

–Milepæle og indikatorer: Den integrerede nationale energi- og klimastatusrapport giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte specifikke milepæle og mål for at ajourføre deres ambitioner i den langsigtede renoveringsstrategi fra 2020. Mange medlemsstater benyttede sig af denne mulighed og fastsatte mål for forbedring af bygningsmassen, energiforbruget eller drivhusgasemissionerne. Det meste af målet er fastsat for 2030. Dette vil også skulle vurderes i forbindelse med udkastet til ajourføring af de nationale energi- og klimaplaner i 2023.

Næsten energineutrale bygninger:

–I juni 2023 havde alle lande indført en definition af næsten energineutrale bygninger for nye bygninger til gennemførelse af bygningsdirektivet. De fleste medlemsstater har også en specifik definition af renovering af næsten energineutrale bygninger.

–På grundlag af de nationale definitioner blev næsten energineutrale bygningers ydeevne udtrykt i ikkevedvarende primærenergibehov (kWh/(m² år)) i medlemsstaterne og som et gennemsnit på EU-plan anslået. Det gennemsnitlige ikkevedvarende primærenergibehov for nye enfamiliehuse varierer fra helt ned til 15 kWh/(m² år) til 95 kWh/(m² år) med et gennemsnit på EU-plan på 52 kWh/(m² år).

–I de fleste tilfælde er kravene til næsten energineutrale bygninger for nye bygninger strengere end kravene vedrørende renovering af næsten energineutrale bygninger. I gennemsnit er det ikkevedvarende primærenergibehov for nye næsten energineutrale bygninger ca. 30 % lavere end for renoverede bygninger. En række medlemsstater har de samme krav til nye og renoverede næsten energineutrale bygninger.

–16 lande rapporterer om fremskridt i retning af næsten energineutrale bygninger med en generelt lav grad af fuldstændighed i deres opdeling. For tolv medlemsstater er det muligt at sammenligne data for 2021 og 2022, og i seks af disse lande blev det samlede antal næsten energineutrale bygninger mere end fordoblet i den betragtede periode 6 . Det samlede antal næsten energineutrale bygninger, der beregnes ved at aggregere dataene for de lande, der indberettede for begge år, steg med 12 % fra 2021 til 2022.

Ud over ovennævnte hovedresultater viste den første rapportering om status for gennemførelsen af de integrerede nationale energi- og klimaplaner, at der var behov for at forbedre sporingen af udviklingen i bygningsmassen i medlemsstaterne og strømline og harmonisere indikatorer og definitioner. I denne forbindelse fastsættes det i forslaget til revision af bygningsdirektivet 7 , at langsigtede renoveringsstrategier bør udmøntes i nationale planer for renovering af bygninger med en køreplan for opnåelse af en yderst energieffektiv og dekarboniseret bygningsmasse senest i 2050. Disse anses for at skabe bedre rammer for og yderligere harmonisere planlægningen og rapporteringen for at sikre sammenlignelighed og et højere aggregeringsniveau. Det reviderede bygningsdirektiv vil navnlig indeholde en fælles skabelon for bygningsrenoveringsplaner med en klarere definition af obligatoriske og valgfrie indikatorer. Dette vil gøre det lettere at fremlægge oplysninger. Overvågningsrammen styrkes desuden ved at indføre en vurdering fra Kommissionens side af bygningsrenoveringsplanerne og ved fremsættelse af henstillinger som led i processen med de nationale energi- og klimaplaner. Der vil stadig blive rapporteret om fremskridt med gennemførelsen af bygningsrenoveringsplanerne som led i den toårige integrerede nationale energi- og klimastatusrapport i henhold til forvaltningsforordningen, som skal styrkes yderligere og bringes i overensstemmelse med udviklingen af bygningsrenoveringsplanerne.

Formålet med den større modernisering og ajourføring af overvågningsorganet for bygningsmassen 8 i 2023 er at yde et yderligere bidrag i denne retning, f.eks. til harmonisering af indikatorer og sporing af udviklingen i bygningsmassen. Desuden indfører forslaget til revision af bygningsdirektivet bestemmelser, der pålægger medlemsstaterne at oprette nationale databaser for bygningers energimæssige ydeevne og videregive deres oplysninger årligt til overvågningsorganet for bygningsmassen.

3.Vurdering af de langsigtede renoveringsstrategier fra 2020

Nationale langsigtede renoveringsstrategier er centrale politik- og planlægningsinstrumenter, der har til formål at støtte omstillingen til en yderst effektiv og dekarboniseret bygningsmasse senest i 2050. Med ikrafttrædelsen af det ændrede direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (bygningsdirektivet) i 2018 9 blev bestemmelserne om langsigtede renoveringsstrategier, tidligere i artikel 4 i direktivet om energieffektivitet, overført til den nye artikel 2a i det ændrede bygningsdirektiv. Bestemmelserne blev også styrket med flere yderligere krav. Vurderingen af de indsendte langsigtede renoveringsstrategier fra 2020 10 viste en generel stigning i rapporteringens kvalitet, selv om der var plads til forbedringer.

Medlemsstaterne gav en rimelig detaljeret beskrivelse af deres bygningsmasse, og alle strategierne blev vurderet som værende i fuld overensstemmelse på dette specifikke punkt. De langsigtede renoveringsstrategier er blevet styrket i forhold til tidligere strategier (i henhold til direktivet om energieffektivitet) med fokus på behovet for og betydningen af en mere ensartet tilgang, som bør kombinere harmoniserede skabeloner og styrkede retningslinjer. Erfaringerne fra rapporterne om 2020-målene, hvor alle EU-lande undtagen to anvendte standardskabelonen og indberettede via e-platformen, viste, at det er muligt at finde win-win-løsninger, hvor medlemsstaternes indberetningsbyrde reduceres, samtidig med at sammenligneligheden og den strukturerede tilgang styrkes, hvilket bidrager til udformningen af mere effektive politiske tiltag. Langt de fleste af 2020-strategierne omfatter et godt overblik over politikker rettet mod alle offentlige bygninger og en langsigtet vision hen imod et 2050-mål om dekarbonisering af bygningsmassen med specifikke delmål for bygningsmassen. De fleste langsigtede renoveringsstrategier omfatter milepæle for 2030 og 2050, men ikke altid for 2040.

Som det fremgår af meddelelsen om en renoveringsbølge, er bekæmpelse af energifattigdom og bygninger med den dårligste ydeevne et af de områder, der fortjener særlig opmærksomhed. Medlemsstaterne synes at have anerkendt betydningen af at afbøde energifattigdom og støtte energifattige husholdninger. Generelt synes de foreslåede tiltag og foranstaltninger at være tilstrækkelige 11 . Alle de langsigtede renoveringsstrategier fra 2020 på nær én omfatter specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af energifattigdom. Med hensyn til bygninger med den dårligste ydeevne er de blevet identificeret af de fleste lande ved brug af en blanding af forskellige tilgange (f.eks. energiklasse, alder, forbrug). I de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter 2023 nævnte 20 medlemsstater, at mindst én af deres politiske foranstaltninger eller grupper af foranstaltninger enten bidrager til andre mål (f.eks. bygningsrenoveringsprogrammer) eller udelukkende er rettet mod bekæmpelse af energifattigdom (42 i alt). Et særligt afsnit om energifattigdom, rapportering om foranstaltninger, indikatorer og definitioner findes i Kommissionens arbejdsdokument, der ledsager rapporten om status over energiunionen 2023 — Vurdering af fremskridtene hen imod målsætningerne for energiunionen og klimaindsatsen.

Alle de langsigtede renoveringsstrategier fra 2020 indeholder et specifikt afsnit om forventede energibesparelser og yderligere fordele 12 , f.eks. i forbindelse med sundhed, indendørs luftkvalitet og positive økonomiske virkninger. Halvdelen af medlemsstaterne kvantificerede imidlertid ikke disse potentielle fordele 13 .

Stærke langsigtede renoveringsstrategier forventes at fremskynde den omkostningseffektive renovering af eksisterende bygninger, hvor tempoet i øjeblikket er lavt, og sikre en stigning i gennemgribende renoveringer. Som en sidste bemærkning kan det dog bemærkes, at ambitionsniveauet i den langsigtede renoveringsstrategi ikke altid er i overensstemmelse med dekarboniseringsmålene for 2050 14 .

3.1.Energisparemål

De vejledende mål for energiforbruget i hele EU's bygningsmasse for 2030, 2040 og 2050 og energibesparelserne sammenlignet med et referenceår (indberettet af medlemsstaterne i køreplanerne for de langsigtede renoveringsstrategier) er angivet i tabel 1. Af konsekvenshensyn er alle måleenheder blevet konverteret til ktoe (kiloton olieækvivalent).

Tabel 1. Energiforbrug og energisparemål for bygninger indberettet i de langsigtede renoveringsstrategier fra 2020 (Kilde: Udarbejdet af JRC på grundlag af medlemsstaternes rapportering, 2022)

 Bemærkninger: FEC — endeligt energiforbrug, PEC — primærenergiforbrug, Belgien (Flandern): milepæle kun for beboelsesejendomme, Tyskland: milepæl for PEC, Danmark: der vil blive fastsat vejledende milepæle i forbindelse med klimahandlingsplanen, Grækenland: gennemsnitlige reduktionsværdier for 2040 og 2050, Finland: værdier for bruttovarmebehovet, Ungarn: 2030-milepæle for beboelsesejendomme (3 917 ktoe) og offentlige bygninger (764 ktoe), 2040- og 2050-milepæle, kun for offentlige bygninger, Irland: mål i den nationale energi- og klimaplan: PEC-besparelser inden for boligbyggeri: 2020: 8,44 TWh, 2030: 23,7 TWh, Italien: egen beregning for 2030-milepæle baseret på den årlige besparelsesprocent, Litauen: milepæle for PEC, Letland: 2030-milepæl fra den nationale energi- og klimaplan, Malta: milepæle kun for beboelsesejendomme, Portugal: milepæle for PEC, Sverige: milepæle for købt varme og elektricitet til lejlighedsejendomme, skoler og kontorer.

3.2.Mål for drivhusgasemissioner

De mål for drivhusgasemissioner for 2030, 2040 og 2050, som medlemsstaterne har indberettet i den langsigtede renoveringsstrategi fra 2020, er sammenfattet i tabel 2. Af konsekvenshensyn er alle måleenheder blevet konverteret til MtCO2e (mio. ton CO2-ækvivalenter). De fleste lande fremlagde absolutte værdier for CO2- eller CO2e-emissioner i bygninger i 2030, 2040 og 2050, herunder en referenceemissionsværdi anvendt til at anslå de procentvise besparelser. Referenceåret varierer mellem 1990 og 2020, idet år 2020 anvendes af de fleste lande som reference. Nogle lande har ikke angivet alle milepæle for emissioner.

Tabel 2. Drivhusgasemissioner og sparemål for bygninger indberettet i de langsigtede renoveringsstrategier fra 2020 (Kilde: Udarbejdet af JRC på grundlag af medlemsstaternes rapportering, 2022)

Bemærkninger: Italien: 2050-milepælen vedrører erhvervsbygninger (beboelsesejendomme er kulstofneutrale), Luxembourg: milepæle kun for beboelsesejendomme, Letland: 2030-milepæl beregnet på grundlag af oplysningerne i strategien, Sverige: direkte drivhusgasemissioner er lave, fordi den vigtigste kilde til opvarmning er termisk energi og elektricitet, fuldstændig udfasning af fossile brændsler senest i 2045.

Generelt forekommer målene for reduktion af drivhusgasemissioner at være ambitiøse i hele EU. Grækenland, Italien, Litauen og Spanien sigter mod at opnå en fuldt ud dekarboniseret bygningsmasse senest i 2050, og Sverige sigter mod dette mål senest i 2045. I regionen Flandern skal offentlige bygninger være nulemissionsbygninger senest i 2050. Finland, Frankrig, Ungarn og Nederlandene sigter også mod betydelige reduktioner af drivhusgasemissionerne (over 90 % inden 2050 i forhold til referenceårene).

3.3.Renoveringsmål

Tabel 3 opsummerer renoveringsmålene i bygningsmassen for 2030, 2040 og 2050 som fastsat af medlemsstaterne i den langsigtede renoveringsstrategi fra 2020.

Tabel 3. Afsluttet og planlagt energirenovering af bygninger angivet i den langsigtede renoveringsstrategi fra 2020 (Kilde: Udarbejdet af JRC på grundlag af medlemsstaternes rapportering, 2022)

Bemærkninger: Østrig: årlig renoveringsandel på 1,5 % anvendt til at estimere målene for energi- og emissionsbesparelser, men i strategien henvises til et lovgivningsprogram for 2020-2024, som bl.a. gør det muligt at øge renoveringsandelen til 3 %, Belgien (Flandern): en årlig gennemgribende renoveringsandel på 1,1 % for beboelsesejendomme mellem 2025 og 2050, Cypern: en årlig renoveringsandel på 1 % lagt til grund for de realistiske scenarier, der anvendes til at anslå energi- og drivhusgasemissionsbesparelser, med henblik på fuld dekarbonisering af bygningsmassen senest i 2050 bør renoveringsandelen tredobles, Tjekkiet: årlig renoveringsandel og kumulativ renovering baseret på udviklingen af bygningsmassen i det optimale scenarie frem til 2050, Grækenland: kun milepæl for renovering af klimaskærm, milepæle for renovering af energisystemet angivet i den langsigtede renoveringsstrategi, Finland: gennemsnitlig milepæl for alle bygningstyper i energiklasse C eller derover, i 2050 vil blot 70 % af den finske bygningsmasse fortsat bestå, da tomme bygninger vil blive nedrevet, Irland: renovering til energiklasse B2 eller omkostningsoptimal ækvivalent eller kulstofækvivalent, Litauen: 2020-indikator omfatter alle nye og renoverede bygninger i energiklasse B eller derover, mål omfatter bygninger, der skal renoveres fra 2021 er derefter, Polen: gennemgribende energirenoveringer mellem 2021 og 2050 anslås til 4,7 mio., Sverige: hvert tiende år bør andelen af bygninger i energiklasse A-C være højere end i det foregående referenceår, og andelen af bygninger i energiklasse E-F bør være lavere end i det foregående referenceår, Slovenien: der anføres også milepæle for andelen af renoverede erhvervsbygninger efter bygningstype og renovering (delvis eller omfattende), Slovakiet: andelen af bygninger, der gennemgår gennemgribende og næsten energineutral renovering, vil stige fra 5 % (2020) til 50 % (2050), og andelen af lette renoveringer vil falde fra 50 % (2020) til 10 % (2050).

Som observeret er målene for renoveringsindikatorerne ikke harmoniseret i hele EU. En betydelig andel af lande/regioner (14) fremlagde absolutte værdier for antal renoverede bygninger/beboelsesejendomme eller renoveret etageareal (i kvadratmeter), mens tretten lande/regioner udtrykte renoveringsmålene i form af en årlige renoveringsandel. Tre lande fremlagde desuden kun den kumulative andel af renoverede bygninger.

De fleste lande/regioner (19) dækkede både beboelsesejendomme og erhvervsbygninger. Nogle lande/regioner fokuserede imidlertid kun på boligbyggeri (Malta, Flandern, Nederlandene, Tyskland, Spanien, Luxembourg og Slovakiet) eller på specifikke segmenter inden for erhvervsbyggeri såsom erhvervsbygninger (Irland) eller offentlige bygninger (Tjekkiet, Ungarn og Letland).

Den årlige planlagte renoveringsandel for de næste årtier varierer fra helt ned til 1 % og op til 6 %. Alligevel sigter de fleste lande mod at øge den gennemsnitlige årlige renoveringsandel fra 1,5 % til 3 % 15 .

Forskellige tilgange til fastsættelse af renoveringsmål gør det vanskeligt at sammenligne renoveringsambitionerne i hele EU og at anslå et samlet renoveringsmål. Hvis der udelukkende tages udgangspunkt i oplysningerne i tabel 3, varierer ambitionerne for renovering betydeligt i EU. Nogle lande sigter således mod at renovere hele bygningsmassen senest i 2050, mens andre lande planlægger at renovere mindre end halvdelen af deres bygningsmasse senest i 2050. Virkningen af energirenovering afhænger også i høj grad af renoveringsdybden, som i de fleste tilfælde ikke er klart defineret.

4.Fremskridt med de langsigtede strategier for bygningsrenovering ifølge de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter 2023

De integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter omfatter specifikke indberetningstabeller for medlemsstaternes milepæle og fremskridtsindikatorer i den langsigtede strategi for renovering af den nationale masse af beboelsesejendomme og erhvervsbygninger (tabel 2-5, bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2022/2299).

Dette afsnit er baseret på de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter, integrationer og opdateringer indsendt inden den 12. september 2023. 26 medlemsstater havde indsendt en fuldstændig integreret national energi- og klimastatusrapport (dvs. en integreret national energi- og klimastatusrapport med alle datastrømme) 16 inden denne dato. Én medlemsstat (Rumænien) har dog endnu ikke indsendt datastrøm 2. Indsendelsesprocessen blev i nogle tilfælde fragmenteret og koordineret med medlemsstater, der frigav forskellige datastrømme, integrationer og specifikationer, når det var nødvendigt.

I overensstemmelse med indberetningsskabelonen i den integrerede nationale energi- og klimastatusrapport er data, der indsamles på dette område, grupperet i 11 indikatorer, som er inddelt i syv hovedemner. Tabel 4 nedenfor viser emnerne og indikatorerne med et overblik over rapporteringens fuldstændighed for hvert emne eller hver indikator.

Tabel 4. Fuldstændigheden af rapporteringen i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporterer om de langsigtede renoveringsstrategier (Kilde: Udarbejdet af JRC på grundlag af de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter 2023)

Bemærkninger: Mia = obligatorisk, hvis tilgængelig M = obligatorisk

Selv om der er betydelige forskelle i delindikatorer (f.eks. for massen af beboelsesejendomme i forhold til massen af erhvervsbygninger, 2020-data er mere fuldstændige end 2021-data), forekommer fuldstændigheden af dataene i gennemsnit at være et problem i forbindelse med de fleste emner og indikatorer. Det eneste aspekt, som næsten alle medlemsstaterne indberettede oplysninger om, er bidraget til Unionens mål, der også er det eneste obligatoriske felt. For de resterende felter, der er markeret som "obligatorisk, hvis tilgængelig", er graden af fuldstændighed generelt lav (i nogle tilfælde under 3 %). Indikatorerne for milepæle har den største grad af fuldstændighed, idet næsten 63 % af felterne er udfyldt. Data om bygningsmassen indberettes med en grad af fuldstændighed på næsten 40 %, for næsten energineutrale bygninger er procentsatsen lidt over 30 %, mens de indberettede data for renovering generelt er begrænsede, idet blot 3,2 % af felterne er udfyldt.

4.1.Bygningsmasse

Beboelsesejendomme

Medlemsstaterne indberettede data om bygningsmassen med forskellig grad af fuldstændighed. Dataene for beboelsesejendomme er de mest fuldstændige, idet 20 og 17 medlemsstater indberettede data om antallet af bygninger for henholdsvis 2020 og 2021. Med hensyn til etageareal indberettede 21 medlemsstater oplysninger for 2020 og 12 medlemsstater oplysninger for 2021. Generelt indberettede kun to af de lande, der havde indsendt deres integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter, ingen data om deres masse af beboelsesejendomme.

Tabel 5. Masse af beboelsesejendomme (Kilde: Integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter 2023, JRC, 2023)

Bemærkninger: n.a. = foreligger ikke, i.v. = ikke valideret, dårligste ydeevne (%) og ændring 2020-2021 er beregnede værdier (ikke indberettet af medlemsstaterne i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter), EU-række (beregnet) angiver summen af de indberettede data eller gennemsnittet af de beregnede data i %

Antallet af bygninger ændrede sig ikke væsentligt i de betragtede år, hvor den største stigning blev registreret i Malta (4,8 %). I gennemsnit voksede bygningsmassen med 1 %, mens antallet af bygninger i den sektor, der klarer sig dårligst, faldt med næsten 1 %. I sidstnævnte segment var der imidlertid større variation fra +9,6 % (Sverige) til – 9,4 % (Finland). Data om etageareal supplerer antallet af bygninger for de fleste af de lande, der har indberettet oplysninger om beboelsesejendomme, undtagen for Østrig og Slovenien (kun etageareal indberettet) og for Spanien og Letland (kun antal bygninger med en vækst i 2020-2021 på henholdsvis 0,3 % og 0,4 %). Med hensyn til etageareal var der også en lille stigning i bygningsmassen i næsten alle medlemsstater (3 % i gennemsnit), undtagen i Bulgarien, hvor stigningen var på over 18 % på et år.

Felterne vedrørende bygninger med den dårligste ydeevne har generelt en lavere grad af fuldstændighed i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter. For så vidt angår beboelsesejendomme indberettede ni lande antal bygninger med den dårligste ydeevne for 2020, og kun seks lande for 2021 (tal for etageareal er lavere). Bygninger med den dårligste ydeevne udgør i gennemsnit 33-43 % af den indberettede bygningsmasse med hensyn til etageareal, og der er store forskelle mellem medlemsstaterne. Italien og Litauen har de højeste andele (74 % og 62 % i 2020), hvorimod andelen er marginal i Finland (6 %) og Sverige (5 %).

Medlemsstaterne anvender forskellige tilgange til at definere deres bygningsmasse med den dårligste ydeevne: energiklasse, alder, energiforbrug ifølge analysen af de seneste langsigtede strategier for bygningsrenovering. Med hensyn til energiklasse (valgt af syv lande plus Flandern og Vallonien i Belgien) varierede tærsklen for energimærket fra energimærke G (Tyskland) til energimærke C (Kroatien, kystområder). Det er vanskeligt at sammenligne de mærker, der anvendes på tværs af EU, da de metodologiske tilgange er meget forskellige fra land til land. Der ses også betydelige variationer i tilfælde, hvor den dårligste ydeevne var knyttet til en bygnings alder. I Estland og Rumænien blev tærsklen fastsat til år 2000, mens bygninger opført i perioden 1945-1975 i Sverige blev anset for at have den dårligste ydeevne. Seks lande definerede den dårligste ydeevne ud fra primærenergiforbruget eller det endelige energiforbrug i kWh/m². Der ikke blev indberettet oplysninger for 12 lande (herunder Bruxelles-regionen).

De mange forskellige andele for de mindst energieffektive segmenter i den nationale bygningsmasse afhænger af de forskellige definitioner. For det samlede antal beboelsesejendomme ligger andelen i gennemsnit på 28-43 % (forskellen afhænger af det pågældende år og de pågældende lande), men den spænder fra 5-6 % i Finland og Sverige til over 90 % i Cypern. Hvor det er muligt at sammenligne, har disse andele været næsten stabile i de sidste to år.

Erhvervsbygninger

Som observeret i tidligere rapporter og undersøgelser er tilgængeligheden af data om erhvervsbygninger generelt lavere end for beboelsesejendomme. Der var rent faktisk kun 18 lande, der indberettede visse oplysninger om massen af erhvervsbygninger i deres integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter (14 medlemsstater indberettede antal bygninger, og 14 lande indberettede etageareal). Manglende værdier er hyppige, hvilket fremgår af nedenstående tabel.

Tabel 6. Masse af erhvervsbygninger — etageareal (Kilde: Integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter 2023, JRC, 2023)

Bemærkninger:    n.a. = foreligger ikke, dårligste ydeevne (%) og ændring 2020-2021 er beregnede værdier (ikke indberettet af medlemsstaterne i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter), EU-række (beregnet) angiver summen af de indberettede data eller gennemsnittet af de beregnede data i %

Offentlige bygninger

For så vidt angår offentlige bygninger var tilgængeligheden af data i medlemsstaterne lavere end for erhvervsbygninger, idet blot 12 lande indberettede oplysninger på dette område. For så vidt angår offentlige bygninger er andelen af bygninger med den dårligste ydeevne og ændringer i 2020-2021 på niveau med niveauet for erhvervsbygninger (for medlemsstater, som indberettede data for begge sektorer). Grækenland oplevede en stigning i andelen i den sektor, der klarede sig dårligst, både med hensyn til antal bygninger og etageareal, mens Kroatien indberettede et betydeligt fald.

Tabel 7. Den offentlige bygningsmasse — etageareal (Kilde: Integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter 2023, JRC, 2023)

Bemærkninger:    n.a. = foreligger ikke, dårligste ydeevne (%) og ændring 2020-2021 er beregnede værdier (ikke indberettet af medlemsstaterne i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter), EU-række (beregnet) angiver summen af de indberettede data eller gennemsnittet af de beregnede data i %

4.2.Energiforbrug

Primærenergi og endelig energi

Indberetningen af energiforbrug i byggesektoren er generelt lav, og kun 12 lande indberettede oplysninger herom for primærenergi, og der mangler mange data i de pågældende tabeller. Kun to lande indberettede en fuldstændig sektoropdeling (beboelsesejendomme, erhvervsbygninger og offentlige bygninger), herunder andelen af bygninger med den dårligste ydeevne.

I alle medlemsstater, der har tilgængelige data for begge år, er den overordnede tendens en lille stigning i primærenergiforbruget fra 2020 til 2021. Medlemsstaterne befinder sig i meget forskellige situationer, og i Finland ses de største stigninger på henholdsvis 12 % og 19 % inden for henholdsvis bolig- og erhvervsbyggeri. Ser man på den samlede bygningsmasse, faldt primærenergiforbruget i beboelsesejendomme i Irland, Luxembourg og Tyskland. Ser man på bygninger med den dårligste ydeevne, faldt primærenergiforbruget i Sverige, Kroatien og Litauen samt i Rumænien (kun for offentlige bygninger) og Finland (kun for beboelsesejendomme). Det steg betydeligt (26 %) for erhvervsbygninger i Finland.

Dataene om endelig energi er relativt mere fuldstændige (næsten 60 % af medlemsstaterne indberettede som minimum data om det samlede endelige energiforbrug i beboelsesejendomme i 2020), men de mange manglende data begrænser muligheden for at drage generelle konklusioner på EU-plan. Med hensyn til endelig energi tyder udviklingen på kort sigt også på en generel stigning med visse undtagelser, f.eks. for beboelsesejendomme i Grækenland og Irland og i de fleste tilfælde for bygninger med den dårligste ydeevne (som kan forbindes med renoveringsaktiviteter).

Tabel 8. Endeligt energiforbrug i bygninger — Ændring 2020-2021 (Kilde: Integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter 2023, JRC, 2023)

4.2.1.Overvågning af fremskridt med hensyn til at reducere energiforbruget

Tabel 9 sammenfatter målene og milepælene for energiforbruget i bygninger som indberettet af 16 lande i deres langsigtede renoveringsstrategi fra 2020 og integrerede nationale energi- og klimastatusrapport 2023. Tabellen viser fremskridt med hensyn til at reducere det endelige energiforbrug, men for Tyskland, Litauen og Portugal repræsenterer værdierne primærenergiforbruget, da disse lande har udtrykt deres mål og milepæle i den langsigtede renoveringsstrategi i primærenergiforbrug (som vist i tabel 1). Fremskridtene hen imod de nationale mål er blevet overvåget af de fleste lande gennem det årlige endelige energiforbrug. Flere lande indberettede andre energirelaterede indikatorer, oftest det specifikke energiforbrug.

I tabellen angives fra venstre mod højre:

–de referenceår og -værdier, som landene anvender til at fastsætte 2030-målene

–det endelige energiforbrug (eller energibesparelser for Bulgariens vedkommende) indberettet af medlemsstaterne for 2020 (af 13 lande) og for 2021 (af 11 lande).

–2030-målene fastsat i den langsigtede renoveringsstrategi fra 2020

–2030-målene angivet i den integrerede nationale energi- og klimastatusrapport.

Tabel 9. Sammenfatning af mål og milepæle for energiforbrug i bygninger angivet i de langsigtede renoveringsstrategier fra 2020 og i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporterer 2023 (Kilde: Udarbejdet af JRC på grundlag af medlemsstaternes rapportering, 2023)