EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 3.2.2022
COM(2022) 29 final
2022/0019(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Den Tekniske Toldværdikomité og Det Tekniske Udvalg for Oprindelsesregler, der er nedsat i Verdenstoldorganisationens regi, hvad angår henholdsvis vedtagelsen af rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier, undersøgelser og lignende akter vedrørende toldværdiansættelse af importerede varer i henhold til aftalen om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 og vedtagelsen af rådgivende udtalelser, oplysninger, rådgivning og lignende akter vedrørende bestemmelse af varers oprindelse i henhold til aftalen om oprindelsesregler
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Dette forslag vedrører en rammeafgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Den Tekniske Toldværdikomité og Det Tekniske Udvalg for Oprindelsesregler, der er nedsat i Verdenstoldorganisationens regi, i forbindelse med vedtagelsen af henholdsvis rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier, undersøgelser og lignende akter vedrørende toldværdiansættelse af importerede varer i henhold til aftalen om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 og af rådgivende udtalelser, oplysninger og rådgivning og lignende akter vedrørende bestemmelse af varers oprindelse i henhold til aftalen om oprindelsesregler.
2.Baggrund for forslaget
2.1.Verdenshandelsorganisationens aftale om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 og aftalen om oprindelsesregler.
Aftalen om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 ("toldværdikodeksen" eller "TVK") tager sigte på at etablere et retfærdigt, ensartet og neutralt system til toldværdiansættelse af varer for alle medlemmer af Verdenshandelsorganisationen.
Aftalen om oprindelsesregler (AOR) tager sigte på at sikre, at ikkepræferentielle oprindelsesregler ikke i sig selv skaber unødvendige handelshindringer, og på at harmonisere oprindelsesreglerne på internationalt plan, bortset fra oprindelsesregler vedrørende indrømmelse af toldpræferencer. Indtil afslutningen af harmoniseringsprogrammet skal de kontraherende parter sørge for, at deres oprindelsesregler er gennemsigtige, at de ikke har begrænsende, fordrejende eller forstyrrende virkninger for den internationale handel, og at de forvaltes på en konsekvent, ensartet, upartisk og rimelig måde.
Begge aftaler trådte i kraft den 1. januar 1995.
Den Europæiske Union er part i begge aftaler.
2.2.Den Tekniske Toldværdikomité og Det Tekniske Udvalg for Oprindelsesregler, der er nedsat i Verdenstoldorganisationens regi
Den Tekniske Toldværdikomité (TTVK), der er nedsat under Verdenstoldorganisationen, har bl.a. til opgave at give oplysninger og rådgivning om alle spørgsmål vedrørende toldværdiansættelse af importerede varer, som et medlem eller komitéen måtte anmode om. Sådanne oplysninger og rådgivning kan tage form af rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier og undersøgelser.
TTVK mødes efter behov, dog mindst to gange om året. TTVK træffer afgørelse med et flertal bestående af mindst to tredjedele af de tilstedeværende medlemmer. De rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier og undersøgelser, der vedtages af TTVK, er vedlagt rapporterne fra TTVK's møder og er tilgængelige for told- og handelsmyndighederne i kompendiet af TTVK-tekster. Unionen og dens medlemsstater deltager i TTVK som en samlet blok og giver udtryk for sin stemme på grundlag af EU's koordinerede holdning, der fastlægges forud for møderne i TTVK.
Det Tekniske Udvalg for Oprindelsesregler (TUOR), der er nedsat under Verdenstoldorganisationen, har bl.a. til opgave at give rådgivende udtalelser, oplysninger og rådgivning om alle spørgsmål vedrørende bestemmelse af varers oprindelse for at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af AOR.
TUOR mødes efter behov, dog mindst en gang om året. Unionen og dens medlemsstater deltager i møderne i TUOR som en samlet blok og giver udtryk for sin stemme på grundlag af EU's koordinerede holdning, der fastlægges forud for møderne i TUOR.
2.3.De påtænkte retsakter
For så vidt angår TTVK vedrører den foreslåede rammeafgørelse følgende akter, for så vidt som de vil have retsvirkninger i Unionen:
— Rådgivende udtalelser vedtaget i henhold til punkt 2, litra a), og punkt 2, litra d), i bilag II til TVK. En rådgivende udtalelse besvarer et spørgsmål om anvendelsen af TVK på et bestemt sæt faktiske eller teoretiske omstændigheder. Når de faktiske omstændigheder i en situation er identiske med dem, der er beskrevet i den rådgivende udtalelse, er der således en klar løsning til rådighed for toldmyndighederne; i tilfælde, hvor de faktiske omstændigheder ikke er identiske, kan den rådgivende udtalelse dog også tjene som rettesnor for løsningen af problemet.
— Kommentarer vedtaget i henhold til punkt 2, litra d), i bilag II til TVK. En kommentar er en afhandling, der består af en række bemærkninger til en del af TVK-teksten, og som har til formål at afklare en situation, hvor det er nyttigt at supplere en ordlydsfortolkning af selve teksten med yderligere vejledning. Kommentarer vil, hvor det er relevant, indeholde illustrative eksempler. Kommentarer vil således normalt give toldmyndighederne vejledning med hensyn til anvendelsen af en bestemt del af TVK på en række situationer.
— Forklarende bemærkninger vedtaget i henhold til punkt 2, litra d), i bilag II til TVK. En forklarende bemærkning belyser den tekniske komités holdning til et spørgsmål af generel karakter, der udspringer af en eller flere bestemmelser i TVK. Forklarende bemærkninger kan også omhandle handelspraksis, hvis en sådan praksis har relation til spørgsmålet, og drage de nødvendige konklusioner. En henvisning til en forklarende bemærkning vil gøre det muligt for toldmyndighederne at anvende en bestemmelse i TVK på en række forskellige kommercielle situationer, der falder ind under dens emnemæssige dækning.
— Casestudier vedtaget i henhold til punkt 2, litra b), i bilag II til TVK. Et casestudie er en redegørelse for et komplekst sæt fakta baseret på en reel handelstransaktion, som kan bruges til at påvise den praktiske anvendelse af en eller flere bestemmelser i CVA.
— Undersøgelser vedtaget i henhold til punkt 2, litra b), i bilag II til TVK. I en undersøgelse redegøres der for resultatet af en grundig undersøgelse af et spørgsmål med relation til bestemmelserne i TVK, som ikke dækkes mere hensigtsmæssigt af nogen af de ovennævnte instrumenter.
Rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier og undersøgelser vedtages af TTVK på grundlag af konsensus og vedlægges rapporterne fra TTVK's møder. Desuden stilles de til rådighed for told- og handelsmyndighederne i kompendiet af TTVK-tekster.
Den foreslåede rammeafgørelse kan også vedrøre følgende akter vedtaget af TUOR, for så vidt som de vil have retsvirkninger i Unionen:
— Rådgivende udtalelser vedtaget i henhold til punkt 1, litra a), i bilag I til AOR. TUOR kan på anmodning af et af sine medlemmer undersøge specifikke tekniske problemer, der opstår i forbindelse med den daglige forvaltning af oprindelsesreglerne, og afgive rådgivende udtalelser om passende løsninger baseret på fremlagte fakta.
— Oplysninger og rådgivning i henhold til punkt 1, litra b), i bilag I til AOR. TUOR kan på anmodning af et af sine medlemmer give oplysninger og rådgivning om ethvert spørgsmål vedrørende bestemmelse af varers oprindelse.
Rådgivende udtalelser, oplysninger og rådgivning vedtaget af TUOR kan tjene som rettesnor for løsning af lignende tekniske problemer eller spørgsmål vedrørende bestemmelse af varers oprindelse. Rådgivende udtalelser, oplysninger og rådgivning vedtages af TUOR på grundlag af konsensus.
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
Nogle af Unionens holdninger, der skal indtages på møder i TTVK eller TUOR, og som fastlægges forud for disse møder, vedrører vedtagelsen i TTVK eller TUOR af rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier, undersøgelser, oplysninger og rådgivning og lignende akter, der uden nødvendigvis at være juridisk bindende akter kan have retsvirkninger i EU.
Vedtagelsen af Unionens holdninger til disse særlige instrumenter kræver et intensiveret og effektivt samarbejde mellem institutionerne på grund af den tekniske karakter og omfanget af de spørgsmål, der drøftes i TTVK eller TUOR, samt den korte tid, der er til at behandle de spørgsmål, der drøftes.
Det er derfor i Unionens interesse, at disse holdninger fastlægges i henhold til principper, kriterier og retningslinjer, der gælder for henholdsvis toldværdiansættelse af importerede varer og bestemmelse af varers oprindelse, og på en hurtig måde, så Unionen kan udøve sine rettigheder i TTVK og TUOR.
Med henblik herpå foreslår Kommissionen, at Rådet vedtager en "omnibusafgørelse" i overensstemmelse med artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). I denne afgørelse fastsættes rammerne for rettidig fastlæggelse af de holdninger, der skal indtages på Unionens vegne i TTVK og TUOR, når disse organer skal vedtage akter med retsvirkninger.
For at sikre, at Rådet kan vurdere og, hvor det er relevant, revidere politikken i denne afgørelse regelmæssigt, samt i den ånd af loyalt samarbejde mellem EU-institutionerne, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, bør gyldigheden af denne "omnibusafgørelse" fra Rådet være tidsbegrænset.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
TTVK under Verdenstoldorganisationen (WCO) er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig aftalen om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (toldværdikodeksen — TVK). TUOR under Verdenstoldorganisationen (WCO) er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig aftalen om oprindelsesregler (AOR).
De tekniske rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier, undersøgelser, oplysninger, rådgivning og lignende akter, som TTVK og TUOR skal vedtage, vedrørende henholdsvis toldværdiansættelse af importerede varer og bestemmelse af varers oprindelse udgør akter, der har retsvirkninger, da de kan få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig de bestemmelser i EU-toldkodeksen og delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter hertil, der vedrører toldværdiansættelse af importerede varer og spørgsmål vedrørende bestemmelse af varers oprindelse.
Den påtænkte retsakt supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for aftalen.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.
4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Det følger af fast retspraksis, at en EU-retsakt henhører under den fælles handelspolitik, hvis den særskilt vedrører denne samhandel, at den hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og har direkte og umiddelbare virkninger for denne. Varers toldværdi og varers oprindelse er fastsat og reguleret i EU-toldkodeksen som faktorer, på grundlag af hvilke der anvendes import- og eksportafgifter og andre foranstaltninger vedrørende handel med varer. TVK og AOR er handelsaftaler, der vedrører handel med varer, og det samme gælder akter vedtaget af de organer, der nedsat som led i disse aftaler. Det primære formål med og indhold af de påtænkte retsakter vedrører således den fælles handelspolitik.
Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 207, stk. 4, første afsnit, i TEUF.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
2022/0019 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Den Tekniske Toldværdikomité og Det Tekniske Udvalg for Oprindelsesregler, der er nedsat i Verdenstoldorganisationens regi, hvad angår henholdsvis vedtagelsen af rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier, undersøgelser og lignende akter vedrørende toldværdiansættelse af importerede varer i henhold til aftalen om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 og vedtagelsen af rådgivende udtalelser, oplysninger, rådgivning og lignende akter vedrørende bestemmelse af varers oprindelse i henhold til aftalen om oprindelsesregler
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 godkendte Unionen aftalen om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (toldværdikodeksen — TVK) og aftalen om oprindelsesregler (AOR).
(2)Ved artikel 18, stk. 2, i TVK nedsættes der under Verdenstoldorganisationen (WCO) en teknisk toldværdikomité (TTVK) med henblik på, i overensstemmelse med punkt 1 i bilag II til TVK, på teknisk plan at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af TVK.
(3)I henhold til punkt 2, litra a), i bilag II til TVK er TTVK ansvarlig for at undersøge specifikke tekniske problemer, som opstår i den daglige forvaltning af medlemmernes system for toldværdiansættelse, og for at afgive rådgivende udtalelser om passende løsninger på grundlag af de fremlagte fakta.
(4)I henhold til punkt 2, litra b), i bilag II til TVK er TTVK ansvarlig for efter anmodning at undersøge love, procedurer og praksis i forbindelse med værdiansættelse, for så vidt disse falder ind under aftalen, og udfærdige rapporter om resultaterne af disse undersøgelser.
(5)I henhold til punkt 2, litra d), i bilag II til TVK er TTVK ansvarlig for at give oplysninger og rådgivning om alle spørgsmål vedrørende toldværdiansættelse af importerede varer, som et medlem eller Toldværdikomitéen, der er nedsat ved artikel 18, stk. 1, i TVK, måtte anmode om. Sådanne oplysninger og rådgivning kan tage form af rådgivende udtalelser, kommentarer eller forklarende bemærkninger.
(6)Ved artikel 4, stk. 2, i AOR nedsættes der under Verdenstoldorganisationen (WCO) et teknisk udvalg for oprindelsesregler (TUOR), som skal udføre det tekniske arbejde, der er foreskrevet i bilag I til AOR.
(7)I henhold til punkt 1, litra a), i bilag I til AOR er TUOR ansvarligt for at undersøge specifikke tekniske problemer, som opstår i den daglige forvaltning af medlemmernes oprindelsesregler, og for at afgive rådgivende udtalelser om passende løsninger på grundlag af de fremlagte fakta.
(8)I henhold til punkt 1, litra b), i bilag I til AOR er TUOR ansvarligt for at give oplysninger og rådgivning om ethvert spørgsmål vedrørende bestemmelse af varers oprindelse, som et medlem eller Komitéen for Oprindelsesregler, der er nedsat ved artikel 4, stk. 1, i AOR, måtte anmode om.
(9)Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i TTVK for så vidt angår vedtagelsen af rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier, undersøgelser og lignende akter om ethvert spørgsmål vedrørende toldværdiansættelsen af importerede varer, for at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af TVK, da sådanne akter kan få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen, Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 af 28. juli 2015 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015, der vedrører varers toldværdi og fastsættelsen heraf.
(10)Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i TUOR for så vidt angår vedtagelsen af rådgivende udtalelser, oplysninger, rådgivning og lignende akter vedrørende bestemmelse af varers oprindelse, for at sikre en ensartet fortolkning og anvendelse af AOR, da sådanne akter kan få afgørende indflydelse på indholdet af EU-retten, nemlig de bestemmelser i forordning (EU) nr. 952/2013, forordning (EU) 2015/2446 og forordning (EU) 2015/2447, der vedrører varers oprindelse og bestemmelsen heraf.
(11)Det er i Unionens interesse, at de holdninger, som Unionen giver udtryk for i TTVK og TUOR, fastlægges i henhold til principper, kriterier og retningslinjer, der gælder for henholdsvis toldværdiansættelse af importerede varer og bestemmelse af varers oprindelse. Det er også i Unionens interesse, at sådanne holdninger fastlægges hurtigt for at sætte Unionen i stand til at udøve sine rettigheder i TTVK og TUOR.
(12)I betragtning af den meget tekniske karakter af spørgsmål vedrørende toldværdiansættelse af importerede varer og af spørgsmål vedrørende bestemmelse af varers oprindelse, den store mængde spørgsmål, som behandles på de møder i TTVK og TUOR, der finder sted hvert år, den korte tid, der er til rådighed til at kigge på dokumenter, som er udarbejdet af WCO-sekretariatet og medlemmerne af TTVK/TUOR forud for møderne i TTVK/TUOR, samt det deraf følgende behov for, at der i Unionens holdning tages hensyn til og praktisk fat på nye oplysninger, som forelægges før eller på møderne i TTVK og TUOR, bør der fastlægges nødvendige skridt til præcisering af Unionens holdning i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde mellem EU-institutionerne som fastsat i artikel 13, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union.
(13)I lyset af den gentagne sene tilgængelighed af arbejdsdokumenter før møder i TTVK og TUOR og for at fastholde Unionens rettigheder og interesser i TTVK og TUOR bør Kommissionen bestræbe sig på at opfordre WCO-sekretariatet til at sikre tilgængelighed af arbejdsdokumenter i overensstemmelse med deres respektive forretningsorden, således at sådanne arbejdsdokumenter sendes senest 30 dage før datoen for indledning af den relevante møderække.
(14)For at sikre, at Rådet kan vurdere og, hvor det er relevant, revidere politikken i denne afgørelse regelmæssigt, samt i den ånd af loyalt samarbejde mellem EU-institutionerne, der er fastsat i artikel 13, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, bør gyldigheden af denne afgørelse være tidsbegrænset —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne hvad angår vedtagelsen i Den Tekniske Toldværdikomité, der er nedsat ved aftalen om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 i Verdenstoldorganisationens regi, af rådgivende udtalelser, kommentarer, forklarende bemærkninger, casestudier, undersøgelser og lignende akter vedrørende toldværdiansættelse af importerede varer og hvad angår udfærdigelsen af sådanne akter, fastlægges i overensstemmelse med de principper, kriterier og retningslinjer, der er fastlagt i bilagets afsnit I.
Artikel 2
Den holdning, der skal indtages af Unionen i henhold til artikel 1, fastlægges i overensstemmelse med præciseringen i bilagets afsnit II.
Artikel 3
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne hvad angår vedtagelsen i Det Tekniske Udvalg for Oprindelsesregler, der er nedsat ved aftalen om oprindelsesregler i Verdenstoldorganisationens regi, af rådgivende udtalelser, oplysninger, rådgivning og lignende akter vedrørende bestemmelse af varers oprindelse og hvad angår udfærdigelsen af sådanne akter, fastlægges i overensstemmelse med de principper, kriterier og retningslinjer, der er fastlagt i bilagets afsnit I.
Artikel 4
Den holdning, der skal indtages af Unionen i henhold til artikel 3, fastlægges i overensstemmelse med præciseringen i bilagets afsnit II.
Artikel 5
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Den udløber den 31. december 2025.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].